Hvorfor Trump trækker USA fra Paris Klimaaftalen
Arkitekterne bag Paris Aftalen udformede den helt bevidst for at få Kongressen i USA til at godkende denne, fordi den ikke binder U.S. til at fastsætte mål for udledninger eller til at gøre noget for at reducere menneskeskabt global opvarmning.
Forfatterne bag aftalen huskede nemlig på Kyoto Aftalen, der i store træk blev forkastet af Kongressen, fordi inter alia, den fastlagde bindende udledningsmåll for de mere velstående lande samtidig med at de mindre udviklede lande, som Kina, helt slap.
Men nu hvor forskellige dele af Trump administrationen fortsætter med at debattere om at forlade Paris Aftalen, skal de imødese en langt vanskeligere kalkule. Aftalen formodes at være ikke bindende, der kan ikke pålægges nogen seriøse restriktioner på United States eller nogen anden nation.
Dog binder den underskriverne til at komme med periodiske rapporter om hvad de gør for at reducere CO2 udledninger. Det betyder at underskriverne forventes at foretage sig noget for at reducere menneskeskabt global opvarmning og at rapportere om det.
Hvem skal de så rapportere til? Til alle de andre medlemmer gennem et super-regerings internationalt agentur der er oprettet gennem traktaten til dette formål.
Kendsgerningen er at U.S. forbunds- og statsregeringerne allerede har brugt milliarder af dollars på alternativ energi, subsidier til producenter af alternativ energi, subsidier til virkelig velhavende mennesker der køber dyre el-biler og subsidier til de ekstra isolerer eller investerer i varmepumper mv. Andre nationer, primært europæiske har brugt rigtig mange milliarder de sådan set ikke har råd til.
Videnskabsforskerne i i store træk enige om at der har været global opvarmning, men de er ikke enige om, hvor meget mennesket er skyld i dette og hvor meget det skyldes naturens kræfter.
Nogle videnskabforskere anslår at udledningen ved fossile energikilder står for højst 15-20% af den globale opvarmning. Afdøde professor Prof. Robert M. Carters fra James Cook University i Australien skrev i 2009 at “realiteten er at næsten ethvert aspekt i klimavidenskaben er underlagt en heftig debat,” og tvivler på om der egentlig er noget ægte bevis på global opvarmning siden 1950.
Professor Judith Curry, en klimaforsker ved the Georgia Institute of Technology, i et vidnesbyrd foran en kongres komite, var på alle punkter enig med professor Cook og påpegede:
“Det største problem er imidlertid at kravet om forslag fra forbundsbetalte agenturer (hovedsageligt NASA og NOAA) er ud fra den implicitte formodning om dominansen af menneskeskabt global opvarmning, netop på de felter hvor de kræver forskning.
Der er noget helt galt med den nuværende aftale, kontrakt mellem klimaforskerne og samfundet der derved giver videnskaben en dagsorden og derpå udklækker videnskabsforskere der bliver fortalere for klimaforandring, ikke ser på sagen fra anden side og som ender som alarmister.
Og det er skatteyderne der betaler regningen. Hvordan kan vi trykke på ‘reset knappen’ til alt dette?
For det må vi anerkende at det politisk motiverede pres for at ‘fabrikere’ en konsensus om menneskeskabt klimaforandring resulterer i at man til dels ser bort fra forskning i naturlige forandringer i klimaet.
Ikke før vi får en langt bedre forståelse og evne til at forudsige naturlige klimaforandringer - klimavariationer, har vi ikke en stærk nok base til at forudsige klimaet i de kommende årtier eller det kommende århundrede.
Mindst 60 videnskabsorskere over hele verden har stillet spørgsmål ved rigtigheden af FN’s IPCC forudsigelser, eller argumenteret for at naturen selv er hovedårsagen til global opvarmning, eller de mener at vi ikke ved nok om global opvarmning.
Der er sådan set ingen generel enighed om, hvilke midler vort land og verden skal tage i brug for at reducere menneskeskabt global opvarmning. Der er ingen bevis på at de milliarder som er blevet brugt af U.S. og andre nationer har haft nogen effekt på en sænkning af global opvarmning.
Hvorfor fortsætte med at spilde milliarder af skatteyderpenge i et forgæves forsøg på at reducere global opvarmning? Paris Aftalen er skrevet så den vil tvinge os til det. At Traktaten ikke er bindende har givet ammunition til de som derfor opfordrer Trump administrationen til at underskrive aftalen, en gruppe der siges at omfatte Ivanka Trump og diplomater som Udenrigsminister Rex W. Tillerson, og så naturligvis de multi-nationale der ikke længere kan kalde sig amerikanere. De er ganske vidst amerikanere af navn, men kun fordi de bor i U.S.
Som vi bemærkede så overstiger omkostningen ved at skære ned på drivhusgas emissionerne til dato langt det vi får tilbage. I Det Hvide Hus har Trump rådigvere som chefstrategen Stepehn K. Bannon opfordret præsidenten til at indfri sit løfte om at trække sig ud af aftalen. Rådgiverne argumenterer med at ved at blive i Paris Aftalen så vil United States være involveret i en serie af forpligtelser - som netop Kyoto Aftalen betød. Det er helt klart rigtig. At underskrive aftalen binder os til at bruge ekstra milliarder på at reducere menneskeskabt global opvarmning og give milliarder af dollars til lande der er helt og aldeles uberørt af tidligere eller nuværende global opvarmning.
Tjekkiets præsident der sagde bevægelsen for at reducere menneskeskabt global opvarmning var fup og svindel havde så inderligt ret, som spildet af de enorme milliarder af dollars i hele verden har vist.
Global opvarmning er blevet en politisk udfordring. Paris Aftalen vil vedblive at være modsat kendsgerningen om at alle videnskabsfolk anerkender at udledninger fra afbrændt fossile kilder har forårsaget menneskeskabt global opvarmning. Og så mangler de at slå fast hvilke indsatser der til dato har været omkostningsneutrale eller endog gavnlige i reduktionen af menneskabte udledninger.
De milliarder af dollars vi har brugt har beriget regeringsslyngler og skabt en slet skjult interesse hos hundredtusinder der er engageret i projekter der i sidste ende vil gøre så at sige Ingenting ved problemet global opvarmning.
U.S. burde ikke give sin godkendelse til Paris Aftalen.
The author has a Ph.D. in economics from the University of Chicago and is professor emeritus of public and international affairs at the University of Pittsburgh. Email: richmanpitt@aol.com.
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar