Manden der vidste for meget? Sandheden om Hillary Clintons nære vens død - Vince Foster
SALLY BEDELL SMITH
Mandag nat en dag i juli måned 1993 blev den 48 årige advokat, Vince Foster, fundet død i en park nær Washington D.C.
Dødsårsagen var skud i munden og hans fars 38. kaliber revolver fra 1913 lå ved hans side.
Det synes at være samme metode til selvmord der brugtes af en Marine officer i filmen A Few Good Men (Et spørgsmål om ære) - som Foster netop havde set.
I filmen begik officeren selvmord fordi han var fortvivlet over at skulle vidne mod sin overordnede officer.
I det virkelige liv var Vince Foster fortvivlet over udsigten til at blive ‘grillet’ om Hillary Clintons mere dystre affærer.
Altså oplagt selvmord. Eller?? Som månederne gik, begyndte der at florere vilde rygter om at en lejemorder havde myrdet ham, fordi han vidste for meget.
En høj og smuk mand, og Vince Foster var en af Hillarys nærmeste kolleger og bedste venner.
I Little Rock, Arkansas,var de partnere i et advokatfirma da Bill Clinton var guvernør for staten. Og ganske naturligt, da Clintons flyttede til Det Hvide Hus, kom Foster også med.
Det var ikke sædvanen at Hillary havde et nært venskab med en mand. Lige siden sin skoletid har hun for det meste arbejdet sammen med kvinder. Da hun skulle udpege sit personale i Det Hvide Hus, valgte hun 29 kvinder og en mand.
Hendes underordnede - der kaldte hende “The Big Girl” eller senere “Big Mama” og de havde badges hvorpå der stod “Hillaryland” og de besad en nærmest kultlignende tilbedelse af hende.
En af Hillarys venner sagde: “De var alle bange for at sige nej til hende.”
Hun var en barsk chef, og kunne tilkalde dem efter arbejdstid for at komme med urimelige krav.
Ifølge Bob Woodward der har skrevet meget om Det Hvide Hus, “fik hun regelmæssigt sin personlige rejseassisten til at bryde ud i tårer” når denne ikke lige fik fat i det Hillary skulle bruge.
Hun havde temperament, men i stedet for at “glatte ud” bagefter, som Bill gjorde, trak hun sig tilbage i iskold tavshed.
“En gang, sagde Hillary: ‘Dit problem er at du ikke er led nok’” erindrer hendes ven Mary Mel French.
“Jeg kunne ikke arbejde for hende og bevare vort venskab- Hun er alt for dogmatisk. Hun bliver så engageret at hun ender med at være rigtig led. Det er derfor hun har brug for en meget ung stab. De finder sig i det, og de bukker og skraber.”
Ifølge en kommentator så er grunden til at Hillary omgiver sig med kvinder, fordi hun synes mænd er for komplicerede. Faktisk sagde hun engang til tidligere udenrigsminister Madeleine Albright, som hun fik sat på posten: “Vi ved begge hvilke ‘røvhuller’ mænd kan være.”
Den ene mand der så afgjort ikke var en “røvhul” var Vince Foster. Hillary plejede at sige om ham at han mindede hende om Gregory Peck som Atticus Finch i To Kill a Mockingbird (Dræb ikke en sangfugl) - reserveret, oprigtig og troværdig.
"Folk følte sig tiltrukket af Vince, fordi han var en verdensklasse lytter,” husker en tidligere Little Rock advokat. “Kvinder blev tiltrukket af ham, ikke kun fordi han var klog og nydelig, men fordi han kunne holde på hemmeligheder.”
Ved Hillarys faders begravelse, som døde under Clintons første periode, var det Fosters skulder der gav trøst.
Uundgåeligt fik denne intime gestus sat gang i rygterne om at de var - eller i det mindste havde været - romantisk involveret. Trods alt, havde Bill Clinton jo søgt sine ‘glæder’ andre steder - så hvorfor ikke Hillary? .
Fuldstændig klar over rygterne rejste Foster selv emnet i sit møde med den mand der skulle blive hans nærmeste chef. Rådgiver i Det Hvide Hus Bernie Nussbaum.
Der var intet sandt i de rygter, sagde Foster. Og da hans hustru, Lisa, blev spurgt om det samme senere, insisterede hun: “Det tror jeg ikke Hillary kunne gøre. Jeg tror han på mange måder følte han beskyttede hende.”
Hillary have længe stolet på Foster som en fortrolig, og fortalte ham før Bills indsættelse, at til trods for at være en ikke valgt hustru, ville hun “tage føringen” og være “involveret i præsidentskabet” - en samtale han omtalte i en journal. I tilgift idoliserede han hende.
Fik denne ‘tilbedelse’ ham til at overskride en grænse han normalt ville havde standset ved? I ugerne før indsættelsen havde han arbejdet hårdt sammen med en anden Arkansas advokat for sløre Bill og Hillarys finansielle transaktioner i en noget betændt handel med jord - en skandale der senere kom til at hedde Whitewater.
Efterfølgende fulgte mange officielle efterforskninger i Clintons komplekse spind af finansielle- og ejendomshandler, der kulminerede i domme til nogle af deres forretningsforbindelser, skønt Bill og Hillary aldrig selv blev retsforfulgt.
Whitewater blev senere set som et symbol på den kultur der eksisterede i Arkansas da Bill var guvernør, da Clintons forbindelser hjalp dem til at berige sig.
For eksempel for at forhøje hendes løn på 110000 dollars, tjente Hillary store summer ved at sidde i lokale virksomhedsbestyrelser, herunder Wal-Mart.
En bestyrelsesformand forklarede Hillarys tilstedeværelse med at “det sikrede at han stod på god fod med mennesker med magt.”
I den atmosfære udviklede Bill og Hillary en form for ‘rettigheds’ fornemmelse, og lånte fra banker der blev ledet af politiske venner og man accepterede tjenester fra enkeltpersoner og virksomheder, såsom gratis benyttelse af fly.
Var det noget af dette der tyngede Foster da han blev vicerådgiver i Det Hvide Hus, og advokat for både Bill og Hillary? Det som står helt klart er, at han var noget foruroliget over Førstedamens stadig flere krav der ikke kunne forhandles om.
Marts 1993 fortalte han en kollega at hun havde “snerret ad ham” - en irettesættelse “der virkelig sårede ham.”
Det blev tydeligt at Foster havde det vanskeligt med at blive kostet rundt af den kvinde der indtil da havde været hans ligemand
En af hans første opgaver i Det Hvide Hus var at forsøge at få styr på Clintons falske skattetilbagebetalinger vedrørende Whitewater investeringen. En note med hans håndskrift som blev fundet meget senere, advarede om at Whitewater var “en ormegaard man ikke burde nærme sig.”
En anden “ormegaard” der landede på hans skrivebord vedrørte konkursen for en bank ved navn Madison Guaranty. Til hans fortvivlelse blev der rejst beskyldninger om at midler fra banken var blevet ulovligt overført til Bill Clintons guvernørkampagne i midt 80’erne - og at Bill og Hillary havde grebet ind over for statens embedsmænd for at holde banken oven vande.
Foster var også frustreret over de “omfattende” summer Hillary brugte på at male og ommøblere i Det Hvide Hus.
Det som gjorde udslaget var at der blev fyret syv medlemmer af personalet - efter pres fra den ‘kejserlige’ Førstedame - som “gjorde Vince fortvivlet og svimmel” ifølge rådgiver i Det Hvide Hus - Bernie Nussbaum
Hillary var blevet overbevist om at personalet i rejsekontoret som betjente presseafdelingen i Det Hvide Hus var skyldig i “misbrug af finanser og i spild.” Foster blev bedt om at foranledige at de skulle afskediges.
Ved et møde med ham den 13. maj 1993 spurgte Hillary ham om han “havde helt styr” på personalesituationen i rejseafdelingen. Han forsikrede hende om at hans hold arbejdede på det.
Bagefter bemærkede Foster at Hillarys humør var “særdeles utålmodigt...generel frustration.”
Andre assistenter i Det Hvide Hus har senere bekræftet at hun ønskede sine egne “folk” på kontoret, og at alle følte “at følgerne ville være ubehagelige” hvis ikke hendes ønsker blev indfriet.
Den 19. maj blev rejsekontorets syv ansatte så afskediget - og uroen kom øjeblikkeligt. Beskyldninger om magtmisbrug kom i overskrifterne da det kom frem at en fjern fætter til Bill nu skulle være chef for afdelingen, og at en ven af en ven blev forfremmet til at overtage nogle af Det Hvide Hus air-charter opgaver.
Værre var det at ingen af anklagerne mod rejsekontorets ansatte havde hold i vrkeligheden, og deres straks afskedigelse blev virkelig en skadelig sag for Hillarys ‘ærlighed.’
Så påstod hun at afskedigelserne ikke var hendes fejl. Andre havde fordrejet en “sidebemærkning,” det eneste hun gerne ville foreslå var at personalet skulle “være opmærksom på” dårlig ledelse.
Hillary hævdede også at hun ikke kendte til “den oprindelige beslutning” om at fjerne de ansatte, og at hun “ikke stod forbeslutning om noget i den retning.” .
En officiel rapport der kom syv år senere konkluderede at hendes påstande havde været “faktuelt forkerte.”
På det tidspunkt følte Vince Foster sig dybt ansvarlig for den ubehagelige situation, og han var bekymret for at Kongressen kunne efterforske. Assistent i Det Hvide Hus, David Watkins, husker at Foster siger til ham, “Jamen du godeste, hvad er det dog vi har gjort?” og udtrykte bekymring over Hillarys rolle i afskedigelserne skulle komme frem i lyset.
Han opfordrede Watkins til at beskytte “klienterne” med alle midler.
Foster vidste, at ved at beskytte Hillary kunne han have vildledt Kongressens efterforskere under ed - en noget dyster udsigt for en mand der var stolt over at være ærlig.
Midt i juli måned havde han tabt sig markant og forekom usædvanligt kuet. Han sagde, to gange til sin hustru, at han følte sig under pres, og overvejede at vende hjem til Arkansas.
Under samtaler med en kollega om hans forhandlinger med Hillary sagde han, “Det er ikke det samme.” Han betroede at i den ene sag efter den anden ville hun skræppe op om “Fix det Vince!” eller “Klar det, Vince!” og så stod han med stumperne der skulle klinkes.
Den 16. juli kørte Foster og hustru til en kro i Maryland for at tilbringe weekenden der. Ved middagen om aftenen græd Foster da Lisa spurgte ham om “han følte sig fanget i en fælde.” Tre dage derefter ringede han til sin læge, der gav ham en recept på det antidepressive middel Desyrel.
Den 20. juli om aftenen blev han fundet død.
Hillary stortudede da hun fik det at vide. Men hendes opførsel, og hos staben og medarbejderne, i dagene efter Fosters død skulle komme til at plage administrationen i de kommende år, idet der blev stillet spørgsmål ved hvad det var Clintons skjulte - om Whitewater, om “Travelgate” den krakkede bank i Arkansas og meget mere end det.
Aftenen efter tragedien gennemgik personale fra Det Hvide Hus - herunder Hillarys Stabschef - Fosters kontor for at lede efter et selvmordsbrev. Mens politiet og FBI var der fjernede de følsomt arkivmateriale.
Senere blev det hævdet, men aldrig bevist, at Clintons med tættekam gennemgik disse arkiver i de næste fem dage før de blev overdraget.
Andre vigtige papirer, - optegnelser over Hillarys juraarbejde om den krakkede bank i Arkansas - synes også at mangle. Selvom der var udsigt til en retssag kom optegnelserne ikke frem i mere end to år.
Uanset hvad sandheden er bag al denne aktivitet der fulgte efter Foster død, var bare det at der tilsyneladende blev skjult noget nok til at der fremkom fem forskellige forbunds spørgerunder.
Der var også tre officielle efterforskninger af Fosters død, de alle konkluderede han begik selvmord.
Efter Fosters begravelse i Arkansas havde Hillary det svært med at komme ud af sengen i adskillige dage. Vennens død havde “flået et hul” i hende, ifølge Ann McCoy, en veninde fra Arkansas-
Den dag hun vendte tilbage til Det Hvide Hus, blev der fundet en gul seddel på bunden af Fosters kuffert. Det var en liste over bekymringer og forundringer om livet i Det Hvide Hus som han havde nedskrevet i dagene før hans død.
Nussbaum gik til Hillarys kontor for at fortælle hende at han havde “fundet noget Vince skrev, der kunne hjælpe med at forklare, hvorfor han gjorde som han gjorde.” Hillary “så forbløffet ud” huskede Nussbaum. Hun stirrede på sedlen og sagde “det kan jeg ikke klare” og forlod straks kontoret.
Indholdet af Fosters seddel var dybt foruroligende. På den ene side havde manden der kendte så mange af Førsteparrets hemmeligheder skrevet: “Offentligheden vil aldrig tro på Clintons uskyld og deres loyale stab.”
Det var en kommentar der kunne tolkes som at betyde at han troede på Clintons var uden skyld - eller at han var bekymret for noget uspecificeret information, der kunne smadre Bill og Hillarys ry og rygte.
I det mindste åbenbarede sedlen, hvor hårdt det at arbejde for Hillary var blevet.
"Jeg var ikke ment til jobbet i offentlighedens spotlys i Washington,” havde Foster skrevet. “Her, anses det at knække folk som en sport.”
• Extracted from For Love Of Politics: The Clintons In The White House by Sally Bedell Smith, to be published by Aurum Press on February 4 at £25.
To order a copy for £22.50 (p&p free), call 0845 606 4206.
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar