mandag den 3. august 2026

Civil Wars betydning for amerikanernes selvforståelse

Tolkning af the Civil War

                        
                
150 år med blodets blæk.
                
Mens vi nærmer os årsdagen for afslutningen på Civil War, kan man i den grad forundres over den strøm af såvel doktorafhandlinger og grader samt andre skriverier som denne episode giver anledning til, og dermed genfortælles. Der gås i detaljer og historien gennemarbejdes om nationens blodigste og mest konsekventfyldte krig, der præsenterede de grundlæggende problemer som ikke blev løst i Den Amerikanske Revolution.                                          
Man kunne sige at i 150 år har det været blod udtrykt i blæk.
James M. McPherson, rektor for  American Civil War​ historikere skriver i sin bibliografiske note til sit Pulitzer vindende historiske værk Battle Cry Of Freedom: The Civil War Era (1988), ‘At han observerede at han blot indsamlede “den enorme mængde litteratur om Civil War æraen, der løber op i mere end 50000 forskellige bøger og pamfletter alene om krigsårene -- for ikke at nævne de enorme mængder artikler, doktorudredninger og samlinger af manuskripter og breve.”
“Faktisk siges der at være flere værker på engelsk om Abraham Lincoln end nogen anden person - udover Jesus fra Nazareth​ og William Shakespeare​," skrev McPherson, hvis ubesværede flydende prosa er blevet angivet som et af de få mesterværker i  The Oxford History of the United States, en serie der oprindeligt blev redigeret af C. Vann Woodward, der selv var en hædret person på området.
Meget betegnende har Washington Post haft et par af farvefotografierne på forsiden af deres Metro Sektion (“Et symbol på Lincolns tårnlignende arv,” 15. december 2011) af den tre etagers høje, 34 fod installation der bestod af tusinder af bøger om Lincoln. Den består af brandsikrede aluminiums kopier. Denne udstilling er en del af det renoverede Ford Theatre’s nye center for uddannelse og lederskab, overfor den gade hvor Lincoln blev myrdet i 1865.
Jeg vil vove at påstå at litteraturen er øget med halvdelen siden McPherson udgav sit magnum opus.
Så er der de utallige romaner, film og dokumentarskildringer, blandt dem Michael Shaaras historiske roman fra 1974 Killer Angels, der dramatiserer Slaget ved Gettysburg, og som vandt Pulitzer Prisen, og den magisteragtige (jo, jeg overbenytter ordet) Ken Burns​ produktion, The Civil War. Den fængslede 40 millioner seere i løbet af fem på hinanden efterfølgende aftener, og dermed blev den mest populære dokumentarfilm nogensinde.
Nævnes skal også de hårdføre Civil War reenactors der med store udgifter i tid og penge søger at indfri deres besættelse af historisk korrekthed og autenticitet over hele det amerikanske landskab når vejret tillader det. Jeg erindrer at have set et beåndet engagement ved Galena, Illinois, en af Grants utallige residensbyer, og fandt oplevelsen yderst gribende, hvis man blot har den mindste indlevningsevne.  
Amerikanerne synes at have en umættelig appetit for alt der er skrevet om den blodigste episode i vor historie, hvor flere end 600000 amerikanere døde på begge sider af konflikten om Unionen, stats rettighederne og slaveriet. Den sidste del af forrige sætning har i sig selv genereret sin egen litteraturgruppe om den sande mening af konflikten. Mange eksperter har argumenteret for at at meningen med konflikten eller missionen ændrede sig med tiden mens blodet flød og tabstallene steg astronomisk. Andre holder fast i at staternes rettigheder enten var et dække for det virkelige emne, slaveejernes rettigheder, eller så indblandet med det at de i al væsentlighed var det samme.
I 2006 skrev Harry S. Stout, Yale professor i amerikansk religiøs historie, en “moralhistorie” om Civil War, Upon the Altar of the Nation, hvor han benyttede de traditionelle principper i doktrinen om en retfærdig krig til at kritisere den voldsomme konflikt, og mindre det retfærdige i sagens kerne (jus ad bellum) end for dens udførelse (jus in bello). Stout betragtede krigen gennem diskriminationens og proportionalitetens briller, mellem kombattanter og ikke-kombattanter, og fandt den mere var i slægt med samlet set noget umoralsk, i dens udførelse frem for dens sag.
McPherson skrev en meget kritisk, det vil sige negativ anmeldelse ("Was It a Just War?" New York Review of Books, 23. marts 23, 2006) af Stouts bog og fandt adskillige dusin faktuelle fejl i den militære genfortælling. Dog indrømmede han at selvom bogen “var fejlfyldt,” og “tankeprovokerende fejlfyldt” så “stiller den mange af de rigtige spørgsmål.” selvom den ikke nødvendigvis gav “de rigtige svar”
Problemerne, moralske som forfatningsmæssige, der var impliceret i det 19. århundredes Amerikas behandling af slaveriet, krig og oprør er om ikke andet afgørende, og er med til at disse tæt sammenvævede emner er uimodståeligt tiltrækkende årti efter årti.
At holde trit med kaskaden af bøger er udmattende. Jeg er beskæftiget med at pløje mig igennem mængder af læsning om Civil War og kan knap holde styr på al den nye lærdom der synes at medføre en endeløs strøm af ny information, data, analyser, for ikke at nævne nyere, mere omfattende emner der går fra diplomati, økonomi og endog sygdomme. Bare litteraturen om beregning af det faktisk antal tropper på en given slagmark, efter faktorer som sygdom og desertering er imponerende. Med tiden vil jeg gå kold og opgive at læse noget der blot har det mindste med krigen at gøre, på grund af både følelsesmæssig som intellektuel udmattelse.
Vi er kommet meget langt bort fra de elegante, dog meget militærtilknyttede fortællinger af Shelby Foote, og Bruce Catton den tidligere pro-Syden sympatisør og så senere lettere pro-Nord hældende forfatter og forsker. Ifølge McPherson har de begge trukket på James Ford Rhodes lærde værk, som blev skrevet i syv bind fra 1892 - 1906, og hos Allan Nevins og hans otte binds værk, der blev nedfældet mellem 1947 og 1971.
Shelby Foote og Bruce Catton
James Ford Rhodes og Allan Nevins bog.
        
Jeg har længe spekuleret på om Civil War og dens tætte tilknytning til slaveriet, Lincoln og udvidelsen af nationen mod Vest faktisk udfylder den rolle som klassikerne og den gamle historie spillede for lad os sige det 19, århundredes englændere, ved at give lektioner og modeller for menneskelig lidelse, heltemod, kujoneri og patos. Der er så mange, mange historiske personer og episoder, hvorfra amerikanerne kan trække på, i det mindste nogen visdom, når det drejer sig om menneskehedens evne til dårskab, tragedie, offervilje og udholdenhed.
Som født i St. Louis, Missouri, har jeg længe næret en langvarig fascination af de mange og forskelligartede slag og konflikter, så langt borte fra de helt store slag, i f.eks. Virginia. De var ofte brutale og meget personligt prægede når man tænker på udbredelsen af guerillakrigsførelsen i Vesten og den kendsgerning at den tyske minoritet i St. Louis konspirerede med Nathaniel Lyon for at holde en ellers væsentlig Confederate state ude af konføderationen.
Lincoln havde kun vundet to counties i hele staten i valget i 1860, byen St. Louis og Gasconade County begge centre for tysk kultur og social aktivisme. Lincoln blev støttet af “Wide Awakes” klubber der ikke prægede staten, men snart begyndte at organisere en form for ikke kontrolleret militærstyrke, holdt øvelser i hemmelige ølhaller, fabrikker og idrætshaller. 
Wide Awake Fakkel demonstration 1860
Beretningen er vældig godt fortalt af Adam Goodheart i april 2011 udgaven af American Scholar ("Civil War in St. Louis"). Han beskriver det vi i dag måske ville kalde indsatsstyrker, mere end modoprørsstyrker. Tyskerne tjente Lyon på samme måde som Nordalliancen assisterede U.S. Special Forces og CIA i Afghanistan krigens første dage. De kaldte deres enhed Lyons Fahnenwacht, “Lyons Fanebærer.”
Denne gang var det tysk-amerikanere mod skotter-irere og andre “indfødte” amerikanere der var helt på Confederacy og secessionisternes side. På denne måde blev den siddende regering i Missouri fordrevet. Ved at holde fast i St. Louis og med tiden Vicksburg fik Confederacy fodfæste i Mississippi River Valley.
Vedrørende de mere grumme episoder i guerillakrigsførelsen i Missouri da ledte
William Clarke Quantrill​, en fremragende taktiker og leder af Quantrills Raiders, angrebet mod Lawrence, Kansas, der resulterede i nedslagtningen af cirka 250 mænd og teenagedrenge, de fleste ubevæbnede og uden at gøre modstand, og derpå afbrændning af byen. For mere om denne temmelig bizarre beretning og om resten af hans liv, herunder at han konverterede til katolicismen, og hvad der skete med hans efterladenskaber så læs The Devil Knows How to Ride: The True Story of William Clarke Quantrill and His Confederate Raiders (1976) af Edward E. Leslie.
(Filmen Ride With the Devil skildrer episoder i disse partisaner kamp. (synopsis-oplysning))
Jeg dukker sporadisk op i bogen. Mens jeg ledede Missouri Department of Natural Resources for daværende guvernør John Ashcroft, stod jeg som chef for statsparker og de historiske steder, blandt dem Confederate Cemetery at Higginsville, Missouri.
The Missouri Division of the Sons of Confederate Veterans ønskede at flytte Quantrill's efterladenskaber der lå i en kasse i et stats arkæologisk laboratorium i Kansas til Higginsville for en ordentlig begravelse. Imidlertid mente holdet hos DNR at den gamle partisan skulle begraves i sin hjemby Dover, Ohio. Som Leslie genfortæller beretningen svarede Sons of Confederate Veterans med diverse bureaukratiske indvendinger, “Mehan gav sin godkendelse.” Faktisk var det en helt lovlig debat om, hvordan man løste sagen. Ville det at begrave Quantrill ved et officielt Confederate sted besmudse deres ære? Det mente de ikke.
Quantrills grav på Higginsville Confederate kirkegården

Men Civil Wars rædsel sluttede ikke fredeligt, men snarere foranledigede et langvarigt oprør i Vest. Jay Winiks bog April 1865: The Month That Saved America (2001) forklarer hvor ømfindtligt og usikkert tingenes tilstand var, hvis det ikke havde været for villigheden hos Robert E. Lee, U.S. Grant, Joseph E. Johnston og selv den brændende kriger, Nathan Bedford Forrest​, for endeligt at få afsluttet bodsudgydelserne og vende sig mod fredelige formål og en helbredelse af landet.
Lee's berømte General Orders Number 9 fastslog, "… Jeg er besluttet på at undgå de nytteløse ofre af de som tidligere indsatser har gjort så elskede af deres landsmænd.”
Joshua L. Chamberlain, "den kæmpende professor fra Bowdoin College i Maine, der vandt medal of Honor for sin tapperhed ved Gettysburg’s Little Round top,” var i spidsen for overgivelsen ved Appomattox. Hans beskrivelse af den formelle overgivelse er lige så bevægende en passage som man kan finde i de amerikanske breves historie. Wilnik beskriver scenen:
Uden at have planlagt det og uden nogen officiel tilladelse gav Chamberlain pludselig ordre til at Union soldaterne skulle “præsentere våben” som et tegn på deres dybeste udtryk for militær respekt. En fanfare tonede øjeblikkeligt ud. Langs hele vejen hævede Union soldaterne deres rifler til skulderen i en æreshilsen.
"Ved lyden af den maskin-lignende lyd af våben der præsenteres,” huskede Chamberlain,  "General Gordon​ [en af Lee’s mest hårdføre krigere, såret fire gangen, og kommandør over Stonewall Jackson​'s gamle enheder] begyndte....drejede sin hest så den vendte sig mod mig, berørte den blidt med sporen således at dyret stejlede let, og mens han drejede hest og rytter i en bevægelse, svingede hestens hoved nedad med et yndefuld buk, og General Gordon tabte sit sværd i hilsenen.” Mens han gjorde det gav veteranerne i blåt en soldaterhilsen til de “besejrede helte,” -- et “tegn på respekt fra amerikaner til amerikaner.”
Gordon, til gengæld beordrede sin mænd til at svare -- “æren, bevar æren,” sagde Chamberlain.
“For vor del ikke en lyd mere fra trompeten, ingen trommehvirvel; ikke et jubelråb, heller ikke ord, heller ikke hvisken eller selvhæder, heller ingen bevægelse ... men snarere en forbløffende stilhed, og en holden vejret, som var det døden der gik forbi.”
Pave Johannes den Store skrev i sin sidste bog yderst bevægende om det organiske bånd mellem hukommelse og identitet. I de mange bøger der er skrevet om den voldsomme omvæltning som var Civil War, kan amerikanerne måske afdække deres identitet, som, skønt fragmenteret af forskellige sociale og kulturelle fejlspor, er grundet i en historie der er værd at kende til og forstå.
                                 
                  
G. Tracy Mehan, III served at the U.S. Environmental Protection Agency in the administrations of both Presidents Bush. He is a consultant in Arlington, Virginia, and an adjunct pro

Ingen kommentarer:

Related Posts with Thumbnails