Optur for Richard Nixon

 Optur for Richard Nixon

Unge konservative tilslutter sig ikke Nixons ideologi – de stiller spørgsmålstegn ved de institutioner, der begravede ham.

Francis P. Sempa

Daniel McCarthy, redaktør for *Modern Age*, bemærker i *The Spectator* fænomenet, hvor unge republikanere ser op til Richard Nixon som et politisk ikon. Scott Greer skriver i *The American Conservative*, at "en ny generation af konservative ... ser [Nixon] som den ideelle republikanske leder." *The Wall Street Journal* undrer sig over begejstringen for Nixon blandt unge konservative og kalder fænomenet "Nixonmaxxing". Vicepræsident JD Vance hyldede det, han kaldte en Nixon-renæssance, under en nylig tale på Nixon-biblioteket i Yorba Linda. Efter et halvt århundredes dæmonisering fra mediernes og de liberale kræfters side er Nixon tilbage.

Præsident Richard Nixon med redigerede udskrifter af samtaler fra Nixons båndoptagelser i Det Hvide Hus under udsendelsen af ​​hans tale til nationen i 1974 (National Archives & Records Administration/Wikimedia Commons)

Der er tale om endnu et comeback for den stærkt udskældte 37. præsident. Hans første politiske comeback fandt sted, da han – efter politiske nederlag i 1960 og 1962 – vandt præsidentposten i 1968 og fire år senere blev genvalgt med en jordskredssejr, der omfattede 49 delstater. Hans andet politiske comeback var hans fremkomst som en respekteret statsmand, efter at han var trådt tilbage som præsident i kølvandet på Watergate-skandalen. Nixon opnåede dette ved at skrive en række bøger om udenrigspolitik efter sin tid som præsident, herunder *The Real War*, *Real Peace*, *Leaders*, *No More Vietnams*, *1999: Victory Without War*, *Seize the Moment* og *Beyond Peace*. Historien om dette andet comeback fortælles i Kasey Pipes’ bog *After the Fall*.

Hvad ligger der bag dette tredje comeback for Nixon? En del af æren må utvivlsomt tilskrives Geoff Shepard, der har brugt de sidste to årtier på at afsløre myterne om Watergate i sine bøger *The Nixon Conspiracy: Watergate and the Plot to Remove the President* og *The Real Watergate Scandal* samt i podcasts, interviews og dokumentarfilmen med titlen "How the Deep State Took Down Richard Nixon". 

Det er næppe gået unge republikanere næsen forbi, at "den dybe stat" og de etablerede medier – som de med rette nærer mistillid til – i bund og grund benyttede sig af den samme drejebog, da de fældede Nixons præsidentskab, som da de forsøgte at fælde Trumps præsidentskaber. Vicepræsident Vance fremhævede netop dette punkt på Nixon-biblioteket: "Hvis man ser på historien om, hvordan den dybe stat fældede Richard Nixon, så adskiller den sig ikke væsentligt fra det, som de samme grupper af mennesker og de samme institutioner forsøgte at gøre mod Donald Trump." 

En anden faktor er sandsynligvis unge republikaneres beundring for Nixons udenrigspolitiske bedrifter – lige fra afslutningen på den upopulære krig i Vietnam og fremme af byrdefordeling blandt vores allierede ("Nixon-doktrinen") til brugen af ​​dygtigt diplomati for at stabilisere Mellemøsten i kølvandet på Yom Kippur-krigen samt den geniale manøvre med at balancere mellem Sovjetunionen og Kina, hvilket banede vejen for, at Ronald Reagan kunne afslutte Den Kolde Krig. Selv Nixons mange kritikere anerkender hans udenrigspolitiske realisme. 

Daniel McCarthy, Scott Greer og andre konservative har påpeget, at Nixons indenrigspolitik ikke var særlig konservativ. Unge republikanere og konservative ville sandsynligvis foretrække Reagans indenrigspolitik frem for Nixons. Tiltrækningen ved Nixon er ikke ideologisk; den kan bedre forklares som beundring for – og forsvar af – "min fjendes fjende". Unge konservative nærer stor mistillid til de grupper, der fældede Nixon, og som stadig udskælder ham som en af ​​vores værste præsidenter. Deres holdning er en reaktion på det had til Nixon, der findes på venstrefløjen – et had, der har eksisteret, lige siden Nixon afslørede Alger Hiss som kommunist og spion for Sovjetunionen. De unge konservative er nået til den konklusion, at Watergate – som den store britiske historiker Paul Johnson bemærkede – var et "medie-kup" med det formål at omstøde valgresultatet fra 1972.

Man kan håbe, at nogle af disse unge konservative en dag bliver historikere, universitetsundervisere og journalister, så Richard Nixon kan indtage sin retmæssige plads i historien som en stor præsident.

https://spectator.org/nixonmaxxing-from-watergate-to-gen-z-white-pill/