Lincoln vs. Lee: Hvordan historien fordrejes for at fastholde legenderne
Samfundsforskere har en tendens til at smadre historien, og så genskabe den så den ligner de politiske dagsordener der kan sluges af masserne.
Resultaterne af deres bestræbelser kan ses aldeles udmærket i det som foregår lige nu. Historien om Confederate bliver helt bogstaveligt knust, ligesom monumenterne af Robert E. Lee og andre Confederate helte bliver vandaliseret af spadedumme mennesker, der intet kender til legenden om, hvordan Abraham Lincoln og hans tapre Union Army knuste Jefferson Davis og Robert E. Lee’s Southern horder under dække af at ville befri de slaveholdte sorte.
At denne legende på ingen måde er sand betyder absolut intet for de der ønsker at forblive ignoranter. Hvis du ikke tror mig, at Lincoln ikke førte sin krig for at befri Sydens slaver, så vil du måske tro hans brev? I et brev til Horace Greely august 1862.
:
Mit altoverskyggende mål i denne kamp er at redde the Union, og den går ikke ud på at redde eller fjerne slaveriet. Hvis jeg kunne redde the Union uden at befri nogen slave ville jeg gøre det, og hvis jeg kunne redde the Union ved at befri alle slaver ville jeg gøre det; og hvis jeg kunne redde den ved at sætte nogle fri og lade andre være tilbage ville jeg også gøre det.
Hans primære motivation for invasionen af Syden var at Unionen skulle bevares. Det burde stå krystalklart som ovennævnte citat viser. Og det blev endda skrevet et godt stykke tid efter.
Lincoln troede lidenskabeligt på at hans retfærdige indsats for at bevare the Union, og ikke ophævelse af slaveriet, var grundlag nok for den konflikt vi nu kalder Civil War. Fra hans indsættelsestale i 1861:
I Jeres hænder mine misfornøjede landsmænd, og ikke i mine, er det nuværende problem med Civil War. Regeringen vil ikke gøre Jer bekymret. I har ingen konflikt udover selv at være aggressor. I har ingen ed registreret i himlen om at ødelægge regeringen samtidig med jeg har den allermest hellige for at bevare, beskytte og forsvare den.
Stater i Syden havde revet sig løs og skabt en ny regering. Den lignede særdeles meget den regering de havde løsrevet sig fra, men de mente denne nye regering bedre passede til dem. Confederate staterne skrev faktisk en forfatningsmæssig tilladelse til at holde slaver. Men dette var så absolut ikke noget der var ufornuftigt når man ser på tiderne og ud fra den beslutningsmæssige kontekst (selvom det forekommer at være noget frygteligt set med nutidens øjne), især når man betænker at slaveriet var en forfatningsret i United States på løsrivelsestidspunktet, som det så tydeligt ses af Dreed Scott sagen i 1857.
Lincoln’s skifte med hensyn til princippet om løsrivelse er endnu et punkt der gør hans legendariske status noget blakket, hvis blot de historiske kendsgerninger var mere kendt. Om revolutionen i Texas i 1836 sagde Lincoln i 1848 - hvilket ganske givet var en henvisning til 1776:
Ethvert folk, hvilket som helst sted, der har lysten og magten skal have ret til at stå op imod, og frigøre sig fra den eksisterende regering og skabe sig en ny der passer dem bedre. Dette er den allermest værdifulde - og mest hellige ret - en ret vi håber og tror på vil gøre verden fri. Denne ret skal heller ikke begrænses til områder hvor hele folket i en eksisterende regering kan vælge at udnytte den. Enhver del af sådant folk der kan, må gøre revolution og skabe deres egen, i så meget territorium de bebor.
Og alligevel da tiden kom for Abraham Lincoln at spille rollen som King George III gjorde han det med voldsom ihærdighed. Da hans egne landsmænd søgte at genindføre retten til selvbestemmelse så Lincoln intet andet alternativ end at bevare the Union med magt. King George analogien er ganske passende, især ved at slaveriet på De Britiske Øer var forbudt på tidspunktet for the American Revolution.
Havde de engelske hære besejret kolonierne, ville de amerikanske oprørere, Washington, Jefferson m. fl. så blive husket som, i en genskreven historie, racistiske forrædere, det som the Confederates nu beskrives som?
Ganske interessant spørgsmål at fundere over.
Jo, Lincoln gik ind for ophævelse af slaveriet. Og det er da rosværdigt at huske på. Men var Den Store Frigører også for lighed mellem racerne, som så mange er tilbøjelig til at mene i dag? Denne
udtalelse fra the Lincoln-Douglas debatten i 1858, er måske svar på spørgsmålet:
“Jeg vil derpå sige, at jeg ikke er tilhænger af at indføre, på nogen måde, den sociale og politiske lighed hos den hvide og den sorte race - det er jeg ikke, og har heller aldrig været tilhænger af at negre kan være vælgere eller domsmænd, heller ikke at gøre dem kvalificeret til at besidde embeder, heller ikke til at de kan få lov at gifte sig med hvide; og jeg vil i tilgift til dette sige at der er en fysisk forskel mellem den hvide og den sorte race, som jeg tror for evigt forbyder de to racer at bo sammen på betingelser af social og politisk lighed. Og ligeså meget som de ikke kan bo, selvom de er sammen, skal der være en ordning med overordnet og underordnet. og jeg er, ligesom enhver anden mand, tilhænger af at besidde den øverste position som er overdraget den hvide race.”
Dette skal ikke opfattes som en bredside mod Lincolsn eftermæle. I mine studier har jeg fundet mange fine kvaliteter hos manden herunder, som jeg nævnte, hans modstand mod slaveriet og hans vokale advarsler mod farerne ved aktivisme med loven i hånden, blandt så mange andre. Han var en fremragende skribent og oratoriker, og hans forsvar af et folks ret til selvbestemmelse er særdeles velargumenterende, og man kan kun helhjertet være enig.
Indrømme må jeg dog, at disse fine kvaliteter ofte overskygges at visse kendsgerninger som beskrevet, men mit formål er ikke at håne ham. Det er blot det at med tanke på Lincolns eftermæle som en multi-race pluralist som han er blevet kendt som gør det mig dårligt at en mand som Robert E. Lee dog kunne betragtes så helt og aldeles anderledes.
Abraham Lincoln talte om det uopnåelige potentiale ved sorte til at leve blandt amerikanere som ligemænd, så følger hvad hvad Robert E. Lee havde at sige om emnet, i et brev til hans hustru i 1856:
I denne oplyste tidsalder er der få, mener jeg, der ville anerkende at slaveriet som institution er moralsk og politisk ondskab i ethvett land (og) og det nytter ikke noget at udbrede sig om dets fejl og mangler…
De sorte klarer sig umådeligt meget bedre her end i Afrika; moralsk, socialt og fysisk og og det samtidig med ve ser at vi er på vej til den endelige ophævelse af menneskeligt slaveri, og vil skal tilbyde den hjælp og vore bønner og alle retfærdige virkemidler i vor magt ....emancipation vil snarere blive resultatet af den milde og blødgørende indflydelse ved Kristendommen end fra stormene og konflikterne vil voldsom kontrovers.
Lee, i modsætning til Den Store Frigører mente at en multi-race og autonom kultur ikke kun var mulig, men ønskværdig. Et samfund hvor sorte og hvide kunne leve sammen uden konflikter i en kultur bundet op på værdier.
Og samtidig med at Shermans march ‘mod havet var en af de mest brutale militære kampagner ført af en amerikansk hær, gjorde Lee, det stik modsatte. Lee forbød enhver for for gengæld mod Nordens invasion af Pennsylvania i 1863 - “uhæmmet skade på privat ejendom” under kampagnen var forbudt, og han beordrede sine soldater til at betale for de forsyninger de modtog, krævede at deres tidligere landsmænd i the North.
Lee ejede aldrig selv slaver. Efter hans svigerfar døde arvede han slaver som han med tiden satte fri. På det tidspunkt, 1863, hvor the Emancipation Proclamation blev fremført (der som undtagelse havde slaveholdere fra grænsestater som Missouri og Kentucky, noget besynderligt for et moralbaseret edikt) havde Lee sat alle sine arvede slaver fri.
Her er så en beretning der altid har slået mig, fortalt her af Richard Poe på FrontPage Magazine i 2001:
Efter krigen fortsatte Lee med at sætte et eksempel med at behandle de befriede sorte som ligemænd.
Ved en gudstjeneste i St. Paul’s Episcopal Church i Richmond, rejste en sort mand sig for at modtage nadveren.
Et vidne fortalte, hvordan de tilstedeværende sognebørn “blev siddende på bænkene i dybeste tavshed og uden at røre sig,” mens præsten så “pinlig berørt ud.”
Det var Robert E. Lee der brød isen. Han gik op mod alteret og knælede ned sammen med den sorte mand for at modtage nadveren. Derpå rejste andre sig og fulgte hans eksempel..
Mænd med en sådan storsindethed er sjældne i historie. De dukker op en gang på 100 år.
Det er på tide at lade portrætterne af Lee komme til ære og værdighed, og det uanset hvor de er blevet taget ned, det er på tide at lade Marse Roberts igen komme i skolebøgerne, og ære ham som den store Amerikaner han i sandhed var.
Aldrig igen bør vi forkaste vor arv så meget uden hensyn og med så lidt omtanke.
Hvem - Lee eller Lincoln besidder den højeste moral i moderne kontekst? Jeg vil indrømme at det er en sag der burde være åben for en ærlig diskussion blandt fornuftsbetonede mennesker, baseret på historiens substans.
Problemet er imidlertid at fornuftsbetonede mennesker er meget sjældne nu om stunder og historiens substans er alt for ofte blevet forvansket af en eliteklasse der er motiveret af politisk agenda.
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar