Kinas AI byer holder øje med alt
Udtrykket “smart city” er ikke tilstrækkeligt til helt at begribe det integrerede data system der findes i the Pudong New Area i Shanghai. De kinesiske myndigheder kalder det “city brain,” et centralt kontrolleret A.I. center som overvåger og styrer byen og dens beboere. Her får vi et noget foruroligende indblik i fremtiden i et bystyre, bygget over et ikke hidtil set helt ubegribeligt niveau af overvågning og kontrol. Siden 2017 har dette system knyttet hundreder af regeringsdatabaser sammen med titusinder af sensorer, der på effektiv vis har fokus på hvert område i byen og forvandler det til et enkelt, real-time data objekt.
Embedsmænd forsvarer overvågningen på grund af dens håndgribelige belønninger; renere beboelseskvarterer, hurtige udrykninger, trafikken glider lettere, og bedre beskyttelse for isolerede ældre. De goder kan være med til at forklare hvorfor så mange borgere accepterer systemet. Men omkostningerne er ikke lige så gennemskuelige. Den normaliserer det, man er helt tæt på, er synlig konstant, den stadige udvidelse af straffe for den måde man opfører sig på, og en infrastruktur der også benyttes til politisk og social kontrol..
Hvad er Pudong’s city brain?
China Daily, statens avis, beskriver denne hub som en online management platform der forbinder “341 separate regeringssystmer” — herunder offentlig sikkerhed, administration af byen, og miljøbeskyttelse. Til at ‘føde’ systemet er der cirka 40,000 netforbundne sensorer der overvåger konditionerne i real time. Disse omfatter kameraer, trafiksensorer, miljøsensorer, og forskellige Internet-of-Things udstyr monteret på bygninger og infrastruktur. Alene i første fase forbrugte, ‘fortærede’ systemet 11.8 petabytes med data om byen. (En petabyte (PB) er en enhed for digital datalagring, der svarer til én billiard bytes eller 1.000 terabytes Det er en enorm mængde data, der bruges til at beskrive kapaciteten af store systemer som datacentre, sky-lagring og dataanalyse. For at illustrere størrelsen kan en petabyte rumme omkring 250 millioner sange eller cirka 500 milliarder sider tekst.)
Ledelsen af byen er opdelt i cirka 60 “scenarier” — optimering af busruter, klager over støj, kontrol med oversvømmelser, bygningspladser, sanitet og meget mere. Hvert scenarie har sine egne indikatorer, alarmer og automatiske reaktions mønstre. Resultatet er en data platform hvis formål er at betragte og koordinere alle distrikter samtidig og give et grynet billede af dagliglivet i Pudong.
Hvad overvåger the urban brain?
Et af de første områder var at overvåge lastbiler på byggepladser og andre fragtkøretøjer. Pudong installerede overvågningsfølere der er åben 24/7 langs hovedveje så hvis en lastvogn bryder reglerne for kørsel, udleder for store mængder støv, eller kører ind i et område med restriktioner giver systemet automatisk signal om hændelsen og der gives besked til politiet og virksomheden der ejer køretøjet. China Daily fortæller at monitorerne har reduceret de daglige “uregelmæssigheder” fra lastvogne fra 30 om dagen til blot en eller to. Lokale embedsmænd mener ændringen i opførselsmønstre skyldes den konstante overvågning og de automatiserede alarmer
Den samme platform får også live feed fra trafikkameraer og andre sensorer til at styre signaler, og omdirigere de offentlige busser i real time. Modellen er bygget over Alibaba’s “City Brain” trafikprojekter i andre kinesiske byer, som benytter kunstig intelligens til at analysere live kameraerne og GPS data og optimere trafikken så den glider lettere. Alibaba kan koordinere smarte parkeringsløsninger, overvåge vejforhold, og tænde og slukke “intelligente trafiksignaler så de svarer til vejret og trafikken,” og også styre små kraftværker til at opbevare energi.
Da man søger at blive en “zero-waste city,” bruger Shanghai the urban brain til at strømline affaldshåndteringen. Kunstig intelligens monitorerer skraldevognene og deres last. Kameraer og udstyr til at måle vægt kan finde ud af om vådt og tørt affald er blandet forkert. Systemet registrerer tid, sted, nummerplade og tager fotos og så sendes en “advarsel” til renholdningsmyndighederne. I blot første halvdel af det seneste år opfangede Shanghais affaldsplatform cirka 900 ‘uheldige hændelser,’ hvoraf mange var sager i Pudong.
Pudong har også en dedikeret A.I. innovations hub, Zhangjiang Science and Technology City, hvor myndighederne eksperimenterer med affaldsbeholdere som automatisk genkender og sorterer affald ved brug af computer’syn.’ Beboere der ikke sorterer korrekt kan få bøder på op til 200 yuan, med data og foto beviser der er tilgået de lokale lovhåndhævere. Wall Street Journal fortæller at overtrædere kan miste deres sociale kreditpoint, det kan berører deres job og låneansøgninger, og at nogle lejlighedskomplekser opsætter lister over ‘syndere’ i lobbyen.
The city brain monitorerer også ulovlige tagstrukturer, restauranter der benytter gammel olie (“gutter oil”), og ikke registrerede gas installationer. Sensorer placeret på biler og følsomme metandetektorer scanner bygninger og registrerer automatisk unormale forhold til den centrale platform (hjerne.).
Droner benyttes til at se på ulovlige konstruktioner på høje bygninger. Systemet sender droner op udstyret med kameraer og A.I. genkendelse således at når the urban brain opdager en ulovlig struktur eller en krænkelse kan den sende en drone op for at samle beviser og sende disse direkte til en arbejdsgruppe der reagerer i løbet af femten minutter. Myndighederne benytter også i stadig højere grad droner til at overvåge borgerne.
Overvåge de ældre
Adskillige samfund i Shanghai, herunder Pudong, har installeret smarte vandmålere og andre “livlinje” sensorer i seniorers hjem. Hvis vandmåleren viser at der ingen forbrug er i en periode, igangsætter systemet en besked til myndighederne om at se efter om alt er i orden. Ekstra smarte monitorer anvendes; røgsensorer, gas sensorer, og “livssignal processorer” som giver data tilbage til subcentre og i nødstilfælde til en hovedcentral. Selvom alle disse monitorer kan redde liv, betyder det også at Staten konstant overvåger og optegner de sårbare borgeres daglige rutiner.
The urban brain overvåger også i almindelighed mennesker. Når en borger smider affald, kører en varebil, renoverer et tag, eller ikke bruger vand i en given periode registreres hans opførsel, og evalueres. Med tiden opbygges et mere grynet billede af vaner, rutiner og “afvigelser.” Data kan katgoriseres som “anonyme” eller som “service forbedring,” men kombinationen af sensorer knyttet til adresser, nummerplader, og forbrug af el gør det let for myndighederne at forbinde mønstre til enkeltindivider og familier.
Kinas nationale social credit framework er ikke nødvendigvis et enkelt fælles socialt pointsystem der kan tildele straffe. Det er mere et præcist system med mange, separate sortlister, og lokale pointsystemer. Staten ‘former’ opførslen gennem lov og gennem straffe og tilskyndelser som algoritmer står for. Det er et system med tvang baseret på frygt for at blive opdaget. Data fra Pudong’s city brain føder, flyder ind i disse lokale administrations optegnelser. Beboerne og virksomhederne kan få bøder, blive offentligt udskammet eller stå foran bureaukratiske forhindringer. I visse tilfælde får de der har ‘syndet’ flere gange det svært med at få tilladelser eller kontrakter, selvom der sådan set ikke er nogen formel anklage om forbrydelse.
Der er ikke noget koncept med “data minimization” eller samtykke i Kinas dataprojekter overfor offentligheden. Borgerne kan ikke vælge at sige fra over for smart målerne, gade kameraerne eller de flyvende droner. De aner sjældent hvad de specifikke data der er indsamlet går ud på, hvor længe de opbevares, eller hvem der præcist har adgang til dem. Usikkerheden alene giver ændringer i opførslen og opmuntrer til selvcensur.
Enorme centraliserede datalagre kan misbruges til at ramme borgere eller virksomheder. En embedsmand på lavere plan med adgang kunne ramme en borger og sælge data med et korruption som mål eller en politisk fordel. Rivaliserende politiske fraktioner kan slå ned på tilladelser og private møder eller selektivt lække karriere skadende information. Offentlig debat om disse risici findes ikke i Kina, og uafhængigt opsyn er minimal.
Pudong er ikke den enste algoritme by
En endnu mere avanceret udgave af Pudong er Xiong’an New Area, 500 miles fra Beijing — en $500-milliarder A.I. by med cirka 5 millioner beboere. Algoritmer styrer enheder gennem et enormt netværk. Undergrunds motorveje der skjuler forsynings lastvogne, mens der flyttes varer til distributionspunkter under boligblokke med brug af selvkørende køretøjer. Beboerne lever i omhyggeligt designede samfund, der når hinanden på 15 minutter, omringet af grøn infrastruktur og the Millennium Forest Project, fem gange større end Manhattan.
Nationer i Vesten udruller også “intelligent” overvågning, men disse systemer er mindre centraliserede, mindre synlige, og mere private. Dersom et land i Vesten indsamlede så megen data, ville det sandsynligvis føre til at medierne undersøgte forholdene, der ville komme retssager eller politiske høringer.
Åben kritik af stats overvågning i Kina er risikofyldt. Pressen er kontrolleret, det civile samfund tæt styret, og domstolene er ikke uafhængige af staten. Offentlig diskussion af overgreb er sjældent, kun få stiller spørgsmål om dem, og de meste kritik betegnes som hindring for stabilitet eller det er hjælp til udenlandske fjender. Hvis interne høringer eksisterer, så opererer de stadig under den samme magtstruktur der selv opbyggede systemet.
Image via Pxhere.
https://www.americanthinker.com/blog/2025/11/china_s_ai_cities_are_watching.html
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar