Civilisationen taber til barbariet?

 Lars Møller

Stefan Zweigs tragiske ende er helt i overensstemmelse med den skuffelse han følte ved Europas skæbne og traditionernes forfald i den civiliserede verden. Zweig var en berømt østrigsk-jødisk forfatter af noveller og biografier om historiske personer og med et stort internationalt publikum, læsere i mellemkrigsperioden. 

Hans elegante prosa og psykologiske indsigt indfangede den stadig svagere verden i det Østrig-Ungarske Imperium, hvis særlige blanding af småborgerlighed og videnskabelig opfindsomhed han hyldede i barndommens erindringer. Da følelserne, igangsat ved nedturen i Vestens civilisation, udfordret indefra af barbarer, er Zweigs sortsyn og mismod der igen førte til eksil,  lige så relevant i dag som de var for 85 år siden. Desværre. 

I 1934 drog Zweig som andre intellektuelle og jøder før ham i eksil grundet nazismens stadig større magt. Han emigrerede først til England, derpå United States og endelig Brasilien. Selvom afstanden til rædslerne som følge af krigen var stor, kunne han ikke undgå at føle en voldsom melankoli og en følelse af et kulturelt og åndeligt tab. I begyndelsen havde han været vidne til den politisk-moralske ødelæggelse af Europa. Imidlertid, da han først var flygtet fra nazismen, vendte hans bestyrtelse sig til en sikker overbevisning om at gårsdagens verden var slut; han troede således ikke længere at fornuft, kunst eller menneskelighed kunne triumfere over barbarismen.

I 1942, da han boede i Petrópolis, Brasilien døde Zweig og hans anden hustru Charlotte Altmann ved selvmord, ved at indtage en overdosis barbiturater. I sit afskedsbrev udtrykker Zweig sin taknemmelighed over for Brasilien for den gæstfrihed de modtog, men føjede til: 

Jeg tror det er bedst at konkludere i god tid, og stående oprejst i et liv, hvor intellektuelt arbejde betød den pureste glæde og den personlige frihed det højeste gode på Jorden. 

Zweigs selvmord var meget, meget mere end en personlig tragedie - det var kendetegnende. Det afspejlede et bredere og følelsesmæssigt mismod som mange eksilerede europæiske kunstnere og tænkere følte mens de så deres verden falde fra hinanden. Hans død forbliver et uspiseligt testamente over det som sker når en civilisation bygget op om humanisme og fornuft, kollapser og går over til ekstremisme og vold. Dette er sandt selv i fraværet af åben krig på slagmarken. 

I over hundrede år har Europa lidt af en identitetskrise. Siden det apokalyptiske blodbad i 2. Verdenskrig er Europa blevet grebet af en dyb melankoli - plaget af kollapset af overdragne sikkerheder og ude af stand til at tro på sit eget værd eller ret til at holde ud. Denne åndelige udmattelse, født af desillusionering med venstreorienterede idealer og svigt ved Oplysningstidens løfter, efterlod et tomrum der blev fyldt med totalitære ideologier. Mens revolutionære bevægelser kapitaliserede på denne utilfredshed, opførte Nasismen og Bolshevismen sig som rovdyr. Tiltrukket af svaghed blev det dystre refleksioner over et traumatiseret Europa, der havde mistet troen på sig selv, og søgte mening, om ikke selvfornægtelse i sado-masochistiske ekstremer. 

From Wikimedia Commons: Der Graben in Wien gegen den Kohlmarkt (Franz Alt, 1885)

Med fornuft, fremskridt og de nedarvede værdier fra Vestens civilisation rystet i deres grundvold, blev der stillet spørgsmål ved de oldgamle symboler på tradition og kontinuitet, især de med rod i klassicismen fra oldtiden. Monumental arkitektur inspireret af templer, engang symbolet på orden, harmoni og præstation blev afløst af modernismen - endnu en bevægelse der med fuldt overlæg distancerede sig fra fortiden. 

Vigtigst så gik paradigmeskiftet langt ud over æstetikken, og den blev eksistentiel. Alt der engang havde forankring i europæisk kultur - fra den græsk-romerske arv til dens kristne moralbaggrund - blev flået op med rode. Gårsdagens idealer blev mistænkt for at være medvirkende til civilisationens kollaps. Det som stod frem var en rastløs søgen efter meningen i en verden der blev afkoblet fra sine tidligere narrativer. 

Idet Europa og Vestens civilisation som et hele, står over for en kompleks krise med identitet, sikkerhed og værdier, er vi ved en korsvej i det 21. århundrede. Således, ved at efterligne presset fra fascismen på demokratiske regeringer som det skete i 1930’erne hober udfordringerne sig op i den politiske agenda: a) Voldelig konflikt i Østeuropa, b) islamisk motiveret forfølgelse af og terror mod de tilbageværende kristne i Mellemøsten, c) stadig mere kinesisk imperialisme i Asien, d) islamisk masseindvandring der laver om på samfundene så de ikke kan genkendes i Vesteuropa, og e) en alarmerende nedtur for demokratiske institutioner sammen med stadig flere restriktioner på ytringsfriheden. Disse emner, selvom de er forskellige af natur, truer kollektivt den regelbaserede internationale verdensorden. 

I hjertet af Europas aktuelle krise dukker der erindringer op om de mørkeste kapitler i historien. F.eks. Krigen Rusland-Ukraine. I tilgift til en kamp om territorier repræsenterer Ruslands invasion et overlagt angreb på principperne om national suverænitet og international lov som den orden der blev etableret efter 2. Verdenskrig så smerteligt blev bygget op. Krigen har udløst ufattelige lidelser, flyttet rundt på millioner, og bragt Europa ansigt til ansigt med de barske realiteter ved moderne krigsførelse på egen jord. Det går videre end en regional konflikt ved at enheden og modstandsviljen afprøves hos Vestens alliancer, som NATO og EU samtidig med at der også afdækkes sårbarheder i energiafhængigheden og forsvars villigheden. 

På samme tid, lige udenfor Europas grænser, er der den fortsættende forfølgelse - og koldblodig  udslettelse - af kristne minoriteter i Mellemøsten der udgør en moralsk og kulturel krise. Disse samfund, nogle af dem de ældste kristne tilstedeværelser i verden er ved at forsvinde under presset fra krig, religiøs ekstremisme og politisk ustabilitet. Ødelæggelsen af dem er ikke blot en humanitær tragedie, men er også et betydeligt tab af den pluralistiske arv i Vestens civilisation. Fiaskoen med at beskytte dem afspejler en stadig større manglende evne til at have opmærksomhed på traditionelle værdier med religiøs frihed og menneskerettigheder - og det lige uden for Europas grænser. Generel uvidenhed om Kristendommens udbredelse før de islamiske erobringer, moralsk relativisme og politisk hykleri og kujoneri udgør en forhindring for handling.

Læg til dette internationale kompleks fremkomsten af Kinas imperialisme i Asien. Kinas ekspansive ambitioner gennem militær oprustning, økonomisk tvang, og strategiske projekter såsom the Belt and Road Initiative signalerer en ny æra med geopolitisk konkurrence. Denne selvsikkerhed udfordrer den vestlige verdensorden og truer med et skifte i magtbalancen til fordel for autoritære modeller. Europa, der traditionelt set er mere økonomisk sammenknyttet end militært justeret som i Asien står nu over for den vanskelige opgave med at navigere i denne virkelighed uden at gå på kompromis med sine egne strategiske interesser og demokratiske idealer.

Vesteuropa skal håndtere de sociale og politiske udfordringer ved masseindvandringen. Indvandringsstrømmene, drevet af etniske konflikter, har forandret de demografiske mønstre og sat kapaciteten i de europæiske samfund på svær prøve med at integrere indvandrerne. Hidtil ikke oplevet polarisering der er resultatet af en islamisk overherredømme indstilling (herunder uforsonlig anti-Semitisme) og social segregation, med imamer der positivt opmuntrer til ikke at lade sig integrere og assimilere, hæmmer den sociale struktur, komplicerer regeringsledelsen og giver næring til nationalistiske og populistiske bevægelser der går ind for at forkaste liberale demokratiske normer. 

Denne interne fragmentation er sammensat af den betragtelige nedtur i de demokratiske institutioner og det stadig større pres på ytringsfriheden i mange lande i Vesten (f.eks. lovgivning om “islamofobi” i UK). Selve de idealer der engang definerede Vestens civilisation - åben debat, pluralisme, og respekt for individets rettigheder - er under trussel fra både ekstern autoritær indflydelse og internt socialt pres. Forøget politisk polarisering, stadig mere misinformation og inddæmning af den individuelle frihed under dække af at kæmpe mod “hadtale” afslører en bekymrende erosion af den demokratiske modstandskraft. Denne svækkelse af grundlæggende friheder underminerer samfundets evne til at konfrontere såvel de eksterne som interne trusler. (Et stærkt punkt som vicepræsident J.D. Vance fremførte under sikkerhedskonferencen i München den 14. februar 2025).

Som i 1930’erne synes det civile Europa svagt og tøvende overfor en “barbarisk konspiration” der har formålet at opnår herredømme gennem (selv)ødelæggelse. Krigen Rusland-Ukraine afslører skrøbeligheden ved fred og nødvendigheden at troværdig afskrækkelse. Den nyhedsmæssige ringe dækning af byrden  som kristne i Mellemøsten bærer på betoner, at det haster med at beskytte fredelige troende fra etnisk udrensning. Kinesisk selvhævdelse kræver strategisk klarhed og enhed. Masseindvandring tester den sociale sammenhængskraft og den kulturelle tillid. Og erosionen af de demokratiske normer truer med at kvæste de selv samme principper, som har givet Vestens civilisation sin særegne karakter. 

At møde disse udfordringer kræver en langvarig vinderstrategi - en der med fasthed forsvarer suverænitet og menneskelighed værdighed ‘ude’ og samtidig revitaliserer de demokratiske institutioner og den sociale sammenhængskraft ‘hjemme.’ Således med mindre den eksistentielle krise ikke konfronteres med beslutsomhed, empati og troskab over for kerneprincipper er Europa tabt, ude af stand til at bevare sin ‘arv’ og skabe en stabil, retfærdig fremtid i en stadig mere usikker verden.  

"Efter at have lært vores grusomme lektie, ser vi deres overdrevne optimisme som banal i lyset af en katastrofe, der med et enkelt slag annullerede tusind års menneskelig indsats."

(Verden af i går.) — Stefan Zweig om optimismen i hans generation før krigen.

https://www.americanthinker.com/articles/2025/08/lost_to_barbarism.html