Hippier dengang og hippier nu

William Sullivan

Det har aldrig været, efter min mening, så frygteligt meget at fejre ved anti-krigs demonstrationerne sent i 1960’erne. Dog har jeg, i mit livs forløb, fundet det fascinerende at høre mennesker formode at det at protestere mod Vietnam krigen var en eller anden betydningsfuld modig handling, eller tilsvarende. 

Jeg vil indrømme, at jeg huser en naturlig partiskhed om emnet. 

Min far kæmpede i den krig, han vendte hjem og var i stand til at skabe vor familie. Tak for det. Han var også fuldstændig overbevist om, gennem erfaring og ved sit liv som borger, at Amerikas holdning mod kommunismens aggression i Vietnam var fuldstændig retfærdig, selvom krigen ikke blev ført som den burde af den politiske klasse. 

Den indstilling, forståelse indpodede han mig i mine år i college da jeg studerede historie, som sammen med følgende årtier med intens studium blot yderligere har overbevist mig om, at min far har ret. Og det var ikke på grund af mangel på forsøg på at finde grunde til at min far måske kunne tage fejl, det vil jeg gerne forsikre om. 

Det er forstemmende at betragte moderne historiske revisionister fra begge de politisk fløje forestille sig, at de ved langt bedre om den globale trussel som kommunismen udgjorde i 1960’erne end de tilskuere, vidner kan bevidne om, hvordan Østeuropa blev slaveholdt af Sovjet efter 2. Verdenskrig, og derefter er fortsat med at kunne bevidne kommunismens nedbrydende spredning i Asien. 

For at tale lige ud af posen, så har der ikke eksisteret nogen større eller mere dødbringende trussel mod menneskets frihed end kommunismen. Alene i det tyvende århundrede blev flere end 100 millioner slået ihjel, ved deres egne kommunistiske regeringer, samtidig med den kendsgerning måske er ubelejlig for de som nu påstår Amerika intet har gjort for at intervenere i den hurtige og morderiske spredning af det kommunistiske åg i Asien, så grundfæster den kendsgerning kun troen på at amerikansk militær intervention i Vietnam sådan set var i vor national interesse. 

Dermed hævdes ikke, at grundene til protesterne mod krigen ikke var valide. Tusinder af amerikanske soldat døde i forsvaret for Sydvietnam mod kommunisterne i Nord, og krigen forekom at være uden ende sent i 1960’erne. Mange amerikanere troede uden  tvivl, at Amerikas militære forsvar af Sydvietnam var dårlig udenrigspolitik. Men lad os være ærlige over for os selv - det var ikke en eller anden moralsk passion for en nyheds venlig konflikt i udlandet der var drivkraften for de protesterende dengang. 

For de flestes vedkommende var college demonstranterne mod Vietnam dengang et middel til at beskytte sig selv. “Vi brænder ikke vor indkaldelsespapirer på Main Street,” sang Merle Haggard om Muskogee, Oklahoma. Det lyder som et fint sted, men på mange andre steder, hvor de unge mennesker stadig ikke “respekterer rektor" blev indkaldelsespapirer helt sikkert brændt. Og for de fleste af de unges vedkommende brændte de dem fordi de bare ikke ville sendes til Vietnam. 

Dette er i det mindste en forståelig impuls for college studerende, deres familier og venner for at være imod en konflikt i udlandet, hvis udfald ville bestemme Amerikas position i verden.  Mit problem med den kollektive hukommelse af den slags imaginær selviskhed eller heroisme blandt Vietnam protesterede er den formodning at det var på grund af moralsk indignation over en konflikt som kun meget få af dem vidste noget reelt om. 

John Ratzenberger, berømt fra Cheers (postbudet Cliff) beklagede sig  for mange år siden over, hvordan the the Democrat party havde ‘afviklet’ sig fra sit tidligere kendetegn til et der ligner “Woodstock hippies.”  Han sagde:

Jeg var på Woodstock. Jeg byggede scenen. Og da alt faldt fra hinanden, og folk kæmpede om peanut butter sandwiches var det the National Guard der kom til og reddede de selvsamme mennesker, som de protesterede imod. Så da Hillary Clinton for nogle år siden ønskede at bygge et Woodstock mindesmærke sagde jeg det burde være et med en National Guardsman der madede en grædende hippie. 

Der er vel næppe nogen bedre historie for at begribe denne kohorte i det amerikanske samfunds sande ansigt, dengang og nu. 

Man kunne sige at Woodstock hippien i store træk var ‘skåret til af andet klæde’ end soldaten der kæmpede i Vietnam, og det er så generøs venlig, udtalelse man nogensinde ville kunne komme med om forskellen.  

At komme på college var dengang kun noget færre amerikanere kunne opnå. Derfor, hvis du gik på college, var du sandsynligvis enten akademisk noget særligt eller du havde adgang til finansielle, sociale eller politiske midler. 

Min far gik ud af high school i 1966. I maj 1968 fløj han en Cobra angrebshelikopter 10 kilometer nordvest for Duc Hoa, og fortjente the Distinguished Flying Cross, ved at tage adskillige skud fra antiluftskytskanoner samtidig med, som anbefalingen anførte, “han ikke ville afstå fra at skyde direkte mod fjendens bunkers.” I december det samme år blev han skudt ned nær Dalat, hvor han “fortsatte med at skyde,” og blev belønnet med the Air Medal, fordi han “vedblev at skyde med sit personlige våben til forsvar af et såret besætningsmedlem.” 

Måske kunne jeg blive tilgivet, og forstået, for ikke at respektere nogle af de hippiehistorier om hvordan LSD og “free love” var en vej til verdensfred sent i 1960’erne. 

Min far skriver ikke artikler nu om stunder, og han har ingen indflydelse på sociale medier eller i politik. Men en del af de fyre der gik på college dengang skriver artikler om, hvordan der ikke var nogen grund til at Amerika forsvarede Sydvietnam, og mange har fundet vej ind i akademiet og i politik og argumenterer for den samme position. 

Hippierne fra 1960 er blevet ‘genopfundet’ som helte i det sidste halve århundrede og det af grunde der sandsynligvis altid undslipper mig. Men på en eller anden vis er det i dag lykkedes pro-Hamas demonstrerende over hele Amerika at få disse tudende hippier ved Woodstock til faktisk af forekomme engagerede om ikke heroiske. Disse voksne børn er ofte velhavende og er næsten altid utaknemmelige eksemplarer der mangler basal viden, ja al viden om konflikten som de har valgt at have fokus på i deres øjeblikkelige passion. 

De har påstået at være ofre for menneskerettighedskrænkelser som resultat af collegelederne nægter at give veganske og glutenfri måltider til demonstrerende der ulovligt besætter offentlige bygninger eller måske, mest latterligt, forpligter sig til at sultestrejke der er kortere end en typisk dagligt faste kur, som er blevet så populært nu om stunder blandt fitness entusiaster.  

De nuværende teatralske scener med pro-Hamas demonstrerende og deres marxistiske fløjtespillende rottefængere i akademiet er intet mere end performativ terapi for at dæmpe deres fabrikerede selvpåførte ‘Vestens skyld.’ 

De fleste amerikanere ved det godt, hvilket er grunden til, hvorfor vi burde formode at de vil, ganske forståeligt, og i en forudsigelig fremtid fortsætte med at knytte sig, mere varmhjertet, til et broderskab der vifter med det amerikanske flag end de keffiyeh-klædte pro-Hams protesterede der nu indrømmer de har et ønske om folkedrab på jøderne mens de råber “Death to America!”

Image: William Sullivan, by permission.

https://www.americanthinker.com/articles/2024/06/hippies_then_and_hippies_now.html