søndag den 29. september 2024

Had til Rusland i historiens lys

 

Had til Rusland i historiens lys

DANIEL KLEIN 

Rusland og Amerika synes begge at “være kaldet af en hemmelig plan fra Forsynet om en dag at bære det halve af verdens skæbner.”  

De ord stammer fra 1835. De findes i slutningen af første bind af  Democracy in America af Alexis de Tocqueville. Franskmanden ser ud til at have haft fingeren på kosmos pulsen. Russia and Richard Cobden 1836

I dag i the United States, the United Kingdom, findes der en officiel og ekstremistisk offentlig holdning med had til Rusland. Kun få ved hvor langt tilbage i tiden det strækker sig.  

Her deler jeg citater fra blot et år senere, det vil sige fra 1836. Du afgør om citaterne forekommer passende som kritik af dagens had til Rusland.

I 1836 kom i Storbritannien en påstand i denne pamflet af Richard Cobden. På den første side med tekst stod der øverst: “En kur mod russofobi” 

Source

Cobden (1804–1865) personificerede den britiske  liberalisme i det 19. århundrede, i sine tekster, taler, organisering og tjeneste i Parliament i 24 år. Hans tid var en tid med had til Rusland. Han deltog ikke i dette had. Snarere argumenterede han for at “de eksisterende fordomme i det britiske folks sind mod den Magt ... er med baggrund i bedrag og misrepræsentation.” 

Source

Cobden konkluderer, “vi kender ikke ....en eneste grund, hvorpå vi i overensstemmelse med fornuft, eller retfærdighed kan gå i krig mod Rusland.” 

Source

Mere om pamfletten fra 1836 og en forkortet er tilgængelig her. Følgende uddrag hjælper os til at se, hvor langvarig hadet mod Rusland har været hos regerings eliten i anglosfæren: 

“Lord Dudley Stuart [giver] et alarmerende billede af den fremtidige vækst i den russiske dominans. Tyrkiet, ser det ud til, er den eneste bacille i det imperium der skal brede sig ud .. over Europa og Asien, og omslutte hvert folk og nation mellem Den Bengalske Bugt og Den Engelske Kanal!”

“Østrig og hele Italien vil blive opslugt som et måltid, Grækenland og De Ioniske Øer vil være biretter. Spanien og Portugal følger som desserter for denne Konstantinopels Dandolo; og Louis Philippe og hans imperium oversvømmes derefter med Bordeaux og Champagne.”

“De som forudser den ubegrænsede udvidelse af Rusland glemmer den uundgåelige vækst i svaghed der er en følge af den uforholdsmæssige ekspansion af territorial dominans ....(De er) blinde for de farer der der følger med forsøget på at inkorporere disse  besværlige, fjerntliggende og heterogene nationer.”

“Vi beskylder russerne for at være uophørligt tilbøjelige til at samle og stjæle. Men, samtidig har England været doven? Hvis Rusland i det sidste århundrede har plyndret Sverige, Polen, Tyrkiet og Persien, indtil hun er vokset uhåndterlig med omfanget af hendes bytte har Storbritannien i den samme periode røvet - nej det ville være en uhøflig frase - "udvidet grænserne for hans Majestæts besiddelser på bekostning af Frankrig, Holland og Spanien.”

“Vi der er svimle under den pinlige vægt af vore kolonier med den ene fod på Gibraltar Klippen og den anden på Kap Det Gode Håb - med Canada, Australien og Den Indiske Halvø... er ikke lige præcis den nation der skal prædike for andre folkeslag om den nationale overholdelse af det 8. bud!”  

“Vi skulle heller ikke, hvis vi indgår i en sammenligning af forholdene,  finde at metoderne, hvormed Storbritannien har forøget sine besiddelser, er mindre forkastelige end de som Rusland har tyet til med et lignende formål.” 

“Hvis den engelske skribent opfordrer til indignation over erobrerne af Ukraine, Finland og Krim kunne de russiske historikere så ikke også trylle ligeså smertelige reminiscenser om emnerne Gibraltar, Kap Det Gode Håb og Hindustan?”

“I løbet af de sidste hundrede år har England for hvert kvadratfod territorium annekteret af Rusland, ved magt, voldsanvendelse eller snyd selv tilegnet sig tre kvadratfod. 

“Vor historie i løbet af de sidste hundrede år kan meget vel kaldes tragedien ved “Britisk intervention i Europas politik;” hvor prinser, diplomater, rådgivere og generaler har været penneførere og aktører - folket, ofrene; og læren vil være til udstilling for eftertiden med 800 millioner i gæld:” 

“Vi er ikke mere forpligtet til at udøve hævn mod Rusland end vi er til at bevare freden og den gode opførsel overfor Mexico, eller til at tugte Ashantiernes ondskab.”

“Ikke intervention i andre nationer politiske affære ... fra det øjeblik dette princip bliver ledestjernen som, vor regering skal styre statens fartøj efter - fra det øjeblik vil det gode gamle skib Britannia sejle triumferende på roligt og dybt vand, og klippeskærene og stormene af udenlandske krige kan for evigt undgås.” 

“[George] Washington…der står som et testamente og arv for sine medborgere, påbød disse at de aldrig skulle blive fristet ved nogen tilskyndelser eller provokationer til at blive dele at Staternes ‘system Europa.’”



Published under a Creative Commons Attribution 4.0 International License
For reprints, please set the canonical link back to the original Brownstone Institute Article and Author.
Daniel Klein is professor of economics and JIN Chair at the Mercatus Center at George Mason University, where he leads a program in Adam Smith. He is also associate fellow at the Ratio Institute (Stockholm), research fellow at the Independent Institute, and chief editor of Econ Journal Watch.

onsdag den 25. september 2024

 

Sagen Tyfus Mary - hvilket magtmisbrug

JEFFREY A. TUCKER  

For fire år siden fremkaldte enhver snak om at tillade at samfundet skulle have lov at fungere som vanligt under en pandemi klicheer om Typhoid Mary (Tyfus Mary). Det er værd at lægge mærke til at denne virkelige hændelse, en paradigmatisk sag af forbløffende og ækel magtbrug af det offentlige sundhedssystem, hvor en fattig irsk indvandrer blev syndebuk for tyfus infektioner i New York stadig lever - her 100 år senere. 

Selv på andre områder har skrupelløse lærde jeg kendte fordrevet hendes navn i forventning om at slutte al diskussion om nødvendigheden af nedlukninger.  

Det er på tide at undersøge sagen. Typhoid Mary var en virkelig person, Mary Mallon (1869-1938). Efter alle forlydender en rigtig god kok der havde betjent mange familier og havde fremragende evner. Hun var aldrig symptomatisk for tyfus. Hun var sund, rask. Men da der kom et udbrud i det hjem hvor hun tjente blev hun jagtet, hendes afføring blev testet positiv og hun kom i karantæne som en atypisk smittebærer (1907-1910). 

Juridisk modstand gjorde at hun blev løsladt tre år efter på betingelse af at hun gik til kontrol og aldrig lavede mad igen. Hun ville ikke indvilge i de betingelser og blev jagtet igen. Denne gang krævede lægemyndighederne at hendes galdeblære blev fjernet, som hun ikke gav lov til. Hun endte med at tilbringe samlet 26 år i isolation før hun døde (1915-1938). 

The Case of Typhoid Mary

Der er faktik rigtig meget litteratur om sagen. De bedste er Famous and Difficult Patients: Amusing Medical Anecdotes from Typhoid Mary to FDR, af Richard Gordon (St. Martin’s Press, 1997); Typhoid Mary: Captive To The Public’s Health, af, Judith Walzer Leavitt (Beacon Press, 1996); Typhoid Mary: The Notorious Life and Legacy of the Cook Who Caused a Typhoid Outbreak in New York, af Charles Editors (2020) og mange flere, men frem for alt Typhoid Mary, af Anthony Bourdain (Bloomsberry, 2005), der er en brillant, engageret og virkelig sympatisk bog. Hvis man vil have et overblik findes der mange online artikler. 

De er alle spændende og rimeligt enige om at Mary sandsynligvis (muligvis) spredte tyfus sammen med hundreder af andre i New York der aldrig blev jagtet og fængslet. Hun følte sig aldrig syg. Hun blev ofte testet negativ, og havde dyb mistro til de myndigheder der jagtede hende. 

Manden der indledte det hele var sagfører/efterforsker ved navn George Soper der endte med at skrive en artikel og bog der for evigt var årsag til hun måtte leve med øgenavnet Typhoid Mary. Bogen blev en bestseller og Soper selv en berømt og elsket sygdoms detektiv. 

Offentligheden var så optaget af sagen at børn i New York sjippede til sætningen: “Mary Mary, what do you carry?” Hun forsøgte at lægge sag an, men den blev afvist af New York Supreme Court. Hun fik ikke lov at besøge en øjenlæge skønt hendes øjenlåg var lammet. Hun blev tvunget til at tage ikke autoriseret behandlinger der truede med at ødelægge hendes nyrer. 

Ingen spørgsmål ved at det at pege på hende som offentlighedens fjende nummer et var en genspejling af den herskende holdning til og mod irske indvandrere der blev anset som beskidte og lavklasse. Hun var lavklasse, men ikke beskidt. Jeg har læst meget om hende og finder mig ikke helt overbevist om at hun var en kilde til sygdom i alle de tilfælde hun fik skyld for. Bakterien der forårsager tyfus spredes gennem vand hvori der er fækalt materiale. Hvis man fjerner det fækale materiale er problemet elimineret, som man senere erfarede. Oveni er hele regimet med tests, opsporing og indsnævring fyldt med fejl og passer særdeles fint til offentlighedens ønske om at stigmatisere de syge og de på anden vis inficerede, uanset årsagen. .

Grundet offentlighedens had og vedvarende angreb kom Mary sandsynligvis til i sidste ende at tro hun var en kilde, men på et tidspunkt tog hun sig ikke særlig meget af det, hvilket er hvad der sker når et helt land lægger skylden alene på dig for sygdom og myndighederne fængsler dig og truer med at skære dig op. 

Med andre ord - hun blev behandlet som et dyr, ikke en patient, og derpå senere eksperimenteret med og med tilfældige ikke afprøvede behandlinger. Samtidig gik hundreder af smittebærere rundt med bakterien og vandforsyningen var fortsat den primære synder. 

Tyfus blev endelig besejret - ikke ved fængslinger, men ved hygiejne, bedre sanitære forhold og antibiotika. Mary fik skylden for at inficere hundreder, men kun 3-5 døde af den påståede smitte og i de sager hun var beskyldt for. (imidlertid utilsigtet) Igen måske. 

Pointen var at hun blev erklæret skyldig, uanset hvad, og i store træk på grund af hendes klasse, hendes nationale oprindelse og etnicitet. Hun var et let mål, selvom der var tyfusbærere overalt. Samtidig fortsatte Salmonella typhi (kilden til tyfus) med at være et problem og blev først klaret senere ved vaccination, og langt vigtigere - hygiejne.  

Det som er slående er hvordan hele sagen, der så soleklart er et udtryk for offentlig vanvid sammen med offentlig sundheds autoritarisme og direkte brutalitet så ofte citeres som et eksempel på, hvordan vi naturligvis må låse mennesker inde når der florerer en virus.

I virkeligheden har hendes sag rejst tusindvis af spørgsmål om statens magt til at gribe ind i menneskers dagligdag og fængsle dem uden dom og på en påstand om at de er sygdomsspredere. 

Blot at sige at sådanne magtanvendelser kan misbruges er en underdrivelse som vi kender det så ‘udmærket’ i disse post-nedluknings tider. Mennesker der har studeret sagen med Mary Mallon ender altid med at få stor sympati for hende. Det var dengang da moderne lægekundskab var i fremmarch, men det var forventningen om at de rige hun tjente ikke skulle være underlagt de sædvanlige sygdomme der plagede de fattige.

Hun alene blandt hundreder og tusinder af andre sandsynlige smittebærere i området blev udskammet og deres liv ødelagt på grund af en sygdom hun ikke mente at have og ikke med hensigt spredte. Samtidig blev der ikke indledt lignende indsatser for at finde frem til og inddæmme andre spredere af Salmonella typhi

Igen, hvad afstedkom dette faktisk når vi taler om den offentlige sundhed? Reddede de 30 års ufrivillige fængsling af denne kvinde liv? Ikke til at vide, men mennesker fortsatte helt sikkert med at dø af sygdommen efter hun kom i fængsel, og indtil der kom gode behandlingsmetoder. Samtidig havde sundhedsmyndighederne deres arketype af en sygdomsbærer til at retfærdiggøre deres enorme magtudøvelse. 

Med tiden accepterede Mary sit åg, og blev en stærk tilhænger af Den Katolske tro, og døde fredeligt. Anthony Bourdain tilbyder en yderst rørende fortælling om besøg ved hendes grav på St. Raymond’s Cemetery, Bronx, New York. 

I 1973, købte jeg min første kokkekniv, en high-carbon Sabatier med et poleret træhåndtag. Jeg var yderst stolt af den - og har haft den i alle disse år, erindrende hvor godt den føltes i min hånd da jeg først fik den pakket ud. Måden håndtaget hvilede mod min håndflade, følelsen af bladet, æggens skarphed. Den er gammel nu, og har fået pletter, håndtaget er lettere revnet visse steder. Jeg storelskede den For længe siden opgav jeg at bruge den og vedligeholde den. Men det er en elsket genstand. Noget en anden kok ville værdsætte, håbede jeg - en engang fin ting af fransk kvalitetsstål - en magisk fetisch, en elsket del af min personlige historie. Og et tegn på respekt, jeg håbede at den vil være en indikator for at nogen, et eller andet sted, selv lang tid efter hendes udfordringer og hendes død, vil tage alvorligt, og forstå bare en smule, af hendes livs vanskeligheder som kok. Det er den slags gave jeg gerne ville modtage en jeg ville forstå.

Jeg så mig omkring på kirkegården, sikrede mig at ingen så det, lænede mig fremover og hænderne, trak jeg græsset ved hendes gravsten tilbage. Jeg lagde min kniv der, dækkede den og efterlod den til hende. Det var det mindste jeg kunne gøre. 

En gave. Fra kok til kok.


Published under a Creative Commons Attribution 4.0 International License
For reprints, please set the canonical link back to the original Brownstone Institute Article and Author.

Forfatter

  • Jeffrey A. Tucker
    Jeffrey Tucker is Founder, Author, and President at Brownstone Institute. He is also Senior Economics Columnist for Epoch Times, author of 10 books, including Liberty or Lockdown, and thousands of articles in the scholarly and popular press. He speaks widely on topics of economics, technology, social philosophy, and culture.

  • https://brownstone.org/articles/the-case-of-typhoid-mary/

søndag den 22. september 2024

Vesten er skyldig og skal sone

 

Synder og forsoning

 Lars Møller

Hvis vi skal tro vore erklærede fjender, især de i vor midte, har vi en masse at stå til ansvar i Vesten, Udover naturkatastrofer har intet været mere velegnet til at skabe ulighed, begær, og elendighed i verden end vor civilisation. Vore formodede synder er således mangfoldige. 

Som om det var  forventet af hele verden er vesterlændinge på begge sider af Atlanten gået virkelig langt for at tilpasse sig politisk, og forsøge at reparere fortidens skader i overensstemmelse med dagens rituelle krav. Man har strakt sig til bristepunktet for at forekomme åbensindet og tilpasse sig, og dermed nedværdige sig selv. Den teatralske laden som om man angrer kan være direkte kvalmende at være vidne til. 

En giftig blanding af gammeldags marxisme og anti-Vesten identitetspolitik er kilden til denne absurditet. Uløseligt knyttet til historiske uretfærdigheder mod mennesker der stammer fra andre dele af verden, hvilket giver  mistanker om racisme, således er Vesten ikke længere ‘lækker’ for den progressive bevægelse. 

Det er helt sikkert tiden for erkendelse. Revisionistiske tribunaler på universiteter, på sociale medier og i FN har været samlet for at korrigere historiens uretfærdigheder.  

Vesten står anklaget for at have beriget sig på bekostning af Den Tredje Verden mens nogen - det vil sig den “forurettede part” i skueprocessen rangerer fra ludfattige til ekstremt privilegerede indfødte i tidligere kolonier - eller har angiveligt ret til kompensation for politisk undertrykkelse og økonomisk udnyttelse. Andre - det vil sige  “den krænkende parts” skattebetalere og dermed håndlangerne i de tidligere kolonimagter - bliver holdt ansvarlige for de rædselsvækkende skyggesider (f.eks. Den Atlantiske Slavehandel) fra en verdensorden fra før Den Franske Revolution (eller i hvert fald den amerikansek Civil War) 

Det ideologiske opgør med Vesten går imidlertid et godt stykke ud over den postkoloniale revisionisme. Faktisk vedrører det enhver virksomhed i Vesten der arbejder i Den Tredje Verden. Således er selvfølgelig de multinationale virksomheder, grundlagt i Vesten, mistænkt for social uretfærdighed. Foran den ideologisk optændte domstol skal de forsvare sig mod beskyldninger om “neokolonialisme.” Ydermere formodes det øjeblikkeligt, at borgere fra Vesten med oprindelse i de tidligere kolonier har en regning at betale.

Der kræves et historisk - og psykologisk - perspektiv for at erkende det fulde omfang af den ideologiske konflikt. De endelige mål for de socialistiske angreb er det åbne samfund og kapitalismen - nuvel selve menneskelivet. De udrensende høge i tribunalet, de Jakobinske revolutionære i vor tid, vil sandsynligvis ikke holde inde før den store strid - uanset hvordan den er forklædt lige her for tiden (dvs. en strid mellem “samfundets klasser” eller “verdens racer.”) - er forbi. Det vil den aldrig være.

I sidste ende er drivkraften bag angrebene ikke en overdreven følelse af uretfærdighed hos en gruppe politiske aktivister, men en utilpasset, urimeligt påtrængende og indbildt tilgang til individets liv. Lige så snart den “eksterne fjende” er besejret, vil man vende sin paranoide opmærksomhed mod den “interne fjende,” den reaktionære skyggekriger, ægte eller en forestilling om nogen der konstant planlægger sabotage og virker truende for at røve frugter af deres ofre (tænk på Animal Farm af George Orwell)  Derfor er revolutionære aldrig i ro. Han er  kompromisløs totalitær helt ind i hjertet. Verden udenfor revolutionen er hans kyniske tidsfordriv.

Marxismens grundlag og ide, som fortsættende tilpasser sig for at overleve som tilflugtssted for de utilpassede, er at hver relation mellem mennesker, også mellem mand og kvinde, (mellem forældre og børn, mellem binære og ikke binære personer mv) kan tolkes som en magtkanp mellem en undertrykker og en undertryk. Formålet er at smadre de institutioner som vi sædvanligvis har tillid til og man går derfor ind i hver konflikt der måske kunne tjene som Vestens fald. Den holdning er lige så opportunistisk som den er nederdrægtig skadelig. I fraværet af Vestens civilisation ville resten af os blive fremmedgjort og hjemløse i ubegribelig grad.

Uden nogen andel i hændelser der strækker sig århundreder tilbage i tiden bliver mennesker i Vesten overbevist om at de ikke desto mindre skylder Den Tredje Verden noget, sådan som den er i dag, og at vi er uværdige i at bedømme andre. Tvivlende om sig selv og angrende, dog virkelig vildledt, er de forberedt på at stå til ansvar for fortiden og tage straffen når den kommer. Som om de var pludrende idioter er de tvunget til at foregive aflad i lyset af lovløsheden i Den Tredje Verden, dens brutalitet og tyranni. Hvem er de, trods alt, blot syndere? Ingen vil bryde sig om at være den “første til at kaste med en sten” (Johannes 8:7).

Faktisk er det intet andet end et kæmpe fupnummer. Med begrebet kristen anger, men i virkeligheden udtryk for moralsk begrebsforvirring, hvor man går ind for en hel civilisations nedtur, er fænomenet i Vesten med selvfornægtelse ødelæggende for alt som vi normalt er afhængig af (a) Moral, (b) retfærdighed og (c) lovregler.  

Den selvfornægtende holdning inspireret af Woke aktivister, hvis agenda drejer sig om ødelæggelse af Vestens værdier og institutioner, herunder ytringsfrihed og opsplitning af magten, afspejler ikke kun en resigneret og selvpinerisk, men også en falsk og virkelig dyb uansvarlig opfattelse af tingene.

Soning for moderen til alle forbrydelser, racisme, kan meget være fuldstændig ikke opnåelig. Derfor instrueres vi om at finde os i den retfærdige vrede fra kolonitidens ofre - eller rettere deres efterkommere - og kompensere dem når de kræver det. 

Vi forventes, som syndere,  at fordømme vor egen fortid og sætte os selv til side. Mediernes sekteriske, selvbedrageriske stil fremkalder memoirer om de tvungne konfessioner under Terrorstyret eller Maos genopdragelseskampagne. 

Som noget hidtil ikke set i verdenshistorien opfordrer vesterlændinge hinanden til at nedrive symboler på deres civilisation og finde sig i ydmygelser i svær grad som straf for noget som ingen levende er skyldig i. Absurditeten har nået ubegribelige højder, fordi vi har tilladt det at ske. 

https://www.americanthinker.com/articles/2024/04/sins_and_atonement.html


fredag den 20. september 2024

Sømandskab i Bronzealderen

 

Sømandsskab i Bronzealderen

Andrea Widburg


Jeg har ofte skrevet om arkæologiske fund i Israel. På mange felter fascinerer de mig. De fleste beviser at Bibelen er ret så præcis i skildringen af det oldgamle lands historie. Historien beviser jødernes oldgamle og stadige bånd til landet, længe før Muhammad var et blink i sin fars øje. Historierne afslører bredden hos fortidens menneske og den sofistikerede tilgang til mange ting, altså før den moderne æra. Og naturligvis er det bare sejt at jordlagene stadig har hemmeligheder om menneskets historie. Det seneste fund er af et intakt skib fra den sene Bronzealder fundet på bunden af Middelhavet uden for Israels kyst.

Ifølge the Times of Israel,

Med en skelsættende arkæologisk opdagelse meddelte the Israel Antiquities Authority torsdag at et naturgasselskabs standard forundersøgelse af bunden i det østlige Middelhav har afdækket det ældste skib nogensinde fundet i havet. 

Opdagelsen af resterne af skibet fra det 14-13. århundrede før Kristus beviser at søfolkene i den Sene Bronze Alder kunne navigere på havene uden at have kontakt med kystlinjen, modsat hvad man tidligere har ment fremhævede. IAA. 

Det knap 3300 år gamle fartøj med en last på hundreder af intakte amforaer blev fundet 90 kilometer fra Israels nordlige kyst, på en dybde af 1,8 kilometer. 

Det som er endnu mere sejt er, at fordi fartøjet sank på den dybde har vraget befundet sig i et iltfattigt miljø. Det betyder, siger forskerne, at “fartøjet lige siden katastrofen indtraf har været ‘frosset’” uden at være besøgt af skattejægere, bølger eller havstrømme. Fartøjet ser ud til at have hundreder af intakte amforaer, som dengang blev benyttet som skibes containere.

Ærlig talt er jeg ikke særlig overrasket over den kendsgerning at oldtidens folk kunne drage ud på de store have. Hvis polynesierne kunne gøre det, hvorfor skulle Middelhavets Bronzealder folk ikke også? I den tråd følger her et mellemspil fra en af de moderne Disney film jeg kan lide: https://www.youtube.com/watch?v=ubZrAmRxy_M

Selvom dette fund sådan set ikke peger på jødernes tilknytning til Israel er det stadig bevis på at vi moderne mennesker ikke er toppunktet i menneskets udvikling, men står på skuldrene af generationer af ‘giganter.'

Dette er en kort postering fordi jeg faktisk ikke har mere information at føje til. Jeg ønskede blot at dele noget spændende, frem for noget deprimerende. 


https://www.americanthinker.com/blog/2024/06/the_mediterranean_disgorges_a_3_300_year_old_cargo_ship.html


tirsdag den 17. september 2024

Debat ved spisebordet betyder langt mere end en TV debat

 

Debatten ved spisebordet

John F. Di Leo

ABC stod for en debat i sidste uge. En debat mellem potentielle præsidentkandidater, tidligere præsident Donald J. Trump og tidligere senator vicepræsident Kamala Harris, men faktisk var det en mellem Trump og Harris’ partnere og ABC. Der er altid medie indflydelse. I en vis grad er ubevidst medieholdnign uundgåelig. Men vi forventer ikke at se det så tydeligt. Seeren forventer ikke det er så grotesk som vi så det hos ABC moderatorerne er gentagne gange erklærede Trumps udtalelser som værende løgn, og aldrig gik mod Ms. Harris direkte løgne. 

I dag kalder vi det “fact-checking” et udtryk på sociale medier der bruges når en i vore dage high-tech, magtbesiddende person skal straffes for noget som Guruer er uenige i. Men det er ikke ægte fact-checking,  er det?  Det er en invasion i en samtale, en knægtelse af ytringsfrihed, en tommel på vægtskalaen. Når det drejer sig om en debat mellem præsidentkandidater er det at vælge  side.

Og i bund og grund invaliderer denne proces værdien af vor forfatnings garanterede frie presse. ABCs vægring ved at forsøge at handle upartisk som vært gjorde denne debat ikke brugbar.

Lad os derfor se på de andre debatter - millioner af dem - der hele tiden foregår i Amerika, både i dag og hver dag i 2024.

Over hele landet er der millioner af familier der handler hos deres lokale købmand/supermakred. Stadig flere af dem må vælge discountmarkedet sammenlignet med for fem år siden. Flere benytter rabatkuponer eller deres supermarkeds discount app på deres mobiltelefonc.

Når de går i gangene i supermarkedet burde deres interne debat dreje sig om de skal vælge kylling eller bøf. Eller mellem pasta og ris, eller mellem at servere grønne bønner eller broccoli som aftenens grønne ret. I stedet må flere og flere arbejdende familier, flere end nogensinde før vælge mellem de billigste tilbud på måltider og se bort fra deres præference for en komplet godt afbalanceret madplan til fordel for den mindst dyre mulighed, for fødevare prisinflationen ved Biden-Harris årene har været knusende for den amerikanske forbruger.

Det er en debat ingen ønsker at skulle have, men den foregår dog hele tiden hos os alle. 

Så er der debatten om særlige aktiviteter for vores børn. Der er familier, over hele landet - sandsynligvis flere i blå stater (Democrat)  end i røde (rep), men det sker overalt - der plejede at lade børnene vælge deres aktivitet - teater eller baseball, eller spejder. Og nu går debatten på hvilken aktivitet familien har råd til - ikke kun indmeldings gebyret, men også materialer og udstyr - alt er steget. 

Over hele landet er der arbejdende familier der havde råd til - for fem år siden - at lade deres børn gå til aktiviteter som de ikke har råd til i dag. Alt for ofte forstår deres børn ikke, hvorfor denne særlige udfordring/debat i det hele taget er nødvendig. “Vi havde da råd for fem år siden. Hvorfor så ikke nu?”

Så er der debatten om at reparere eller udskifte større ting i hjemmet. Disse ting er altid sket - intet varer evigt - men man strækker udskiftningen langt længere ud end man plejede. 

Hvis tørremaskinen eller ovnen, varmekilden bryder samme og det koster et par hundrede dollars at reparere, versus to eller tre gange mere at udskifte, det var altid en vanskelig debat, men vi vidste hvordan den kunne føres, overveje fordele og ulemper ved at lade tingene holde få år mere verus at få en ny, energimæssig god enhed.  

Men i dag, med de tyranniske klimarestriktioner som forbundsregeringen har lagt på hvidevarer i hjemmet, er den højere omkostning er en tung faktor.  

Hvis din gasvarmekilde eller luftvarmepumpe går i stykker i dag, er der en pris ved at lade det reparere, der selvfølgelig bliver højere for hvert år. Men noget nyt skal tages i betragtning: Nye krav til enhederne, og at der skal være dobbelt fase tilslutning som betyder at hvis du udskifter i dag vil det koste ekstra, men hvis du venter et par år vil udskiftningen koste dobbelt så meget - fordi Biden-Harris regimet har nedlagt forbud mod de ellers perfekt fungerende, rimelige i pris teknologier der i årtier har tjent os godt, og nu stiller krav op om avancerede versioner i stedet, både i produktionen og ved salg.   

Det er endnu en debat som børnene slet ikke forstår. Hvorfor skulle regeringen forbyde produktion af en varmeenhed der fungerer perfekt, og påbyde at anvende en der er dobbelt så dyr?

Ja, hvorfor?

Skal vi også nævne debatterne om hvor der skal holdes ferie? For fem år siden havde de fleste amerikanere ikke den overvejelse, at prisen på brændstof  var en faktor, hvis man skulle køre langt. For en familie i Chicago der skulle til Østkysten i en uge og således køre mellem 2000 og 4000 miles er omkostningen til benzin i dag i sandhed en faktor der tages i betragtning.  I en minivan betyder forskellen på 2 dollars per gallon og 4 dollars per gallon en ekstra omkostning på mellem 200 til 400 dollars, i forhold til hvad det kostede familien for fem år siden. Og debatten handler ikke kun om afslapningen ved ferien, det drejer sig om familien i det hele taget har råd til at holde ferie og om den nogensinde kan give børnene en udviklende tur - til historiske steder og museer og naturparker - som forældrene og bedsteforældrene husker fra dengang de voksede op. Dette er ikke muntre debatter - det er tragiske.

Men vi bruger ikke kun penge til benzin når vi rejser ikke sandt? Det er en del af vor dagligdag - vi kører til arbejde og skole, for at besøge familie og venner for at være med i aktiviteter. Til talehovederne hos ABC og bureaukraterne i Biden-Harris administrationen er disse tal måske småpenge, men for den gennemsnitlige amerikanske familie er det ikke småpenge. Hvis du kører 12000 miles om året i din bil, er forskellen i benzinpriserne vel over ekstra 1000 dollars om året under misregimet med Biden-Harris elendige håndtering af økonomien. Det svarer til mindst 4000 dollars om, året alt inklusive, og mange familier har mere end en bil af praktiske årsager. (Nogle biler kører længere på literen, nogle mindre; nogle mennesker kører længere, nogle ikke så langt. Således er det grove gennemsnit der nævnes her). 

Der er så mange flere lignende debatter over hele Amerika. De foregår når der køres i familiens bil, ved spisebordet eller i soveværelset efter børnene er faldet i søvn. Hårdtarbejdende almindelige amerikanske par forsøger at finde løsninger for på en eller anden vis at komme gennem disse skrækkelige år med Bidenflation.

Det er ikke kun en fejltagelse, et politisk valg, en enkelt synder. Det er hele Biden-Harris regimet - deres særlige ordrer, deres bureaukratiske regulativer, deres udenrigspolitik, og deres i store træk utroligt tankeløse spild af midler med alt den rører ved og alt den gør.

Enhver amerikaner ved at ved at vælge Kamala Harris det betyder fire år mere med alt dette. 

Dette er de debatter der betyder noget for den amerikanske offentlighed - i denne uge og de næste. 

Disse personlige, private tragiske debatter - om leveomkostningerne er blevet flere og flere op til tre, fire fem gange flere, og slet ikke i sammenligning med lønstigninger - debatterne optager den amerikanske arbejdende familie og små virksomhedsejere, og pensionister og unge der desperat søger at se fremad til en fremtid der ikke ser lovende ud. 

Glem debatten som ABC ødelagde den tirsdag. 

Disse andre samtaler, disse andre svære valg og de kompromisser der må indgås -- det er de debatter vi burde give opmærksomhed.

John F. Di Leo is a Chicagoland-based international transportation manager, trade compliance trainer, and speaker.  Read his book on the surprisingly numerous varieties of vote fraud (The Tales of Little Pavel), his political satires on the Biden-Harris years (Evening Soup with Basement Joe, Volumes I, II, and III), and his brand-new nonfiction book on the 2024 election, Current Events and the Issues of Our Age, all available in eBook or paperback, only on Amazon.

https://www.americanthinker.com/articles/2024/09/the_debate_at_the_kitchen_table.html


Related Posts with Thumbnails