Tanker om rygning - en ukorrekt analyse

Tanker om rygning - en politisk ukorrekt analyse                                            

Der er mange afhængighedstilstande langt værre end rygning. Politisk korrekthed er en af dem.   

David Solway
               

Hvorfor ryger vi? Nogle mennesker betragter det blot som en vane der er blevet indgroet, et behageligt middel i en deprimerende verden, i princippet ikke meget anderledes end alkoholisme eller stofafhængighed. 

Det er et fix, hvis eneste modkur er en livslang ‘kold tyrker’ iklædt den moralske prædikens klædedragt- Man “afsværger” ‘tingen’. For eksempel ‘total afholdsmand’ der er iført renhedens skilte - “blå bånd kæmper,” som John Buchan kaldte dem i De 39 trin - og reformerte junkier der dukker op på taleshows, som så mange andre Lazarusser der kan genfortælle Helvedets rædsler.                         

Her er humlen. Vi er kommet til at sammenligne, således argumenterer Dennis Prager, sundhed med moral. “Det er en grund til at regeringen fjerner cigaretterne fra billederne af præsident Franklin Delano Roosevelt og andre berømte amerikanere.” 

Kendsgerningen er, at anstændige mennesker og godgørere for menneskeheden har været kendt for at ryge. Winston Churchill pulsede løs på en cigar; og det forhindrede ham ikke i først at advare om, og derpå samle Storbritannien mod Nazisterne. C.S. Lewis elskede sin pibe; dog var han en eksemplarisk kristen. Uanstændige mennesker, tyranner, ledere af store virksomheder der markedsfører hydrogenerede olier og nitrater, forurenere af miljøet, og det som er værre, ville muligvis aldrig tillade en cigaret eller noget rygbart mod deres læber.

Anti-rygnings korsfarerne fatter ikke, at der er mange langt værre afhængigheder end rygning, af dem er politisk korrekthed en af de allermest skadende. Faktisk er de som er forført af hvilket som helst antal uholdbare ukrænkeligheder og konventionelle floskler, de samme som indtager en moralsk eller en teologisk holdning mod rygning konvertitter eller vor tids pralende puritanere. 

De er som nutidens Savonarola’s, selvretfærdige og iført skyklapper. Man bemærker, at rygerne der fornylig har fået sparket vanen bort, uden undtagelse tæller dagene for hvornår de sidste gang befamlede en cigaret, som syndere der husker angerens øjeblik. De kan aldrig nægte at tage imod en cigaret uden at aflevere en prædiken om de skadelige virkninger ved at inhalere, eller uden at ytre salvelsesfulde fromheder eller male dystre billeder af pletter på lungerne. Hele affæren har en slags religiøsitetens alvor eller en form for eksorcisme.

               

Selvfølgelig betragter mange mennesker rygning, ikke som en etisk afvigelse eller en spirituel forvandling, men blot som en dæmpning af nerverne. Vi skal trods alt, gøre noget med vore hænder. Trille tommelfingre eller knække fingerled er ikke velanset i et anstændigt samfund. At rulle lommetørklæder til små kugler i lommerne på ens jakke lader formode at man er fraværende og endog keder sig. At bide negle, inviterer til at man formodes at være retarderet. Efter denne fortolkning da skjuler rygning den besynderlige sårbarhed hos den uengagerede ekstreme. I moderne jargon - er det en målrettet aktivitet. livet    

            

Jean-Paul Sartre siger et eller andet sted at rygning er en eksistentiel grådighedshandling. Det er vor måde at “indtage” verden, beherske den, gør den til vor egen - en slags kapitalismens lungesygdom. Skønt vedf eftertanke det forekommer mig at det at blot trække vejret opfylder det formål udmærket. 

Som de fleste sunde i sindet mennesker anerkender da er rygning ikke et produkt af moralsk fordærv eller dæmonisk besættelse. Vane, nerver eller grådighed er langt mere fornuftige forklaringer. Men der er en fjerde mulighed. Rygning er en af de allermest effektive modgifte menneskeheden har fremstillet mod selvoptagetheden, hvormed jeg mener noget andet end nerverne. Sidstnævnte er ubevidst, en spontan dårligdom, noget der kunne ligne en refleks. Førstnævnte omfatter den bevidste, krystalklare smertefulde klarhed over betænkelighederne ved de ting vi anser som ønskværdige, guddommelige, eller absolut nødvendige den forstyrrende indblanden af selvet der deformerer og muterer ved blot at gøre opmærksom på sig selv. 

For eksempel. Ved en forførelse, der begynder med en middagsaftale er der de synaptiske øjeblikke, ridser i facaden, hvor det ægte motiv bliver forstyrrende åbenbart. Derfor tændes en cigaret og røgens bevægelse studeres. Dette er en form for social afledning - nu ikke længere målrettet, men i anden retning - der lyser, afleder eller erstatter opmærksomheden og således gør det muligt for forføreren til at fremstå som mere end, eller andet end en simpel forfører. Han er også interesseret i smagen af cigaretten eller i at udøve en handling der intet har at gøre med det øjeblikkelige emne. Der er en helt kunstart af elegant nonchalance eller filosofisk uinteresse komprimeret i den simple gestus med at tænde. Men metoden er effektiv. Cigaretrøg udjævner øjnenes sammentræf og afskærmer os fra Sandhedens hensynløse og demoraliserende sigte. På denne måde, redder den os i vort møde med det afdæmpede, de bedrageriske og det meningsløse, de tre elementer som vort liv i hovedtræk består af.                                                                          
                               

Men selv uskadelige eller mindre følelsesbetonede udfordrende situationer kræver en opblødning. Overvej f.eks. at nogle venner samles for at diskutere eller blot sladre om alt, og intet. Begivenheden skal som sådan finde sted helt uplanlagt: Der skal forekomme talen frit fra leveren, øjeblikkets stemning, improviseret, hvis ikke da vil stemningen være trykkende højtidelig og endog alt for kontrolleret. Ved at der ryges, kan man ‘afbrænde’ alvoren. Skulle en af de tilstedeværende sige, “Hvad med at fortælle en vittighed, så vi kan le” - det universelt anerkendte formål med vittigheder - så vil en der så udvælges få svært ved at mobilisere entusiasme, og vil stamme og rømme sig. Efter en gemytlig middag plejede min mor at kommentere, “Vi har det bare så dejligt, ikke sandt?” og hele bordet stivnede. Eller hvis to venner mødes og erklærer, “Vi er mødtes for at sludre. Lad os gå i gang,” ja, da er tavsheden uundgåelig. 

Som Walker Percy så drillesygt forklarer  Lost in the Cosmos, “ved at tilpasse visse neuroner i det centrale nervesystem,” svarer en organisme igen med “visse signaler i sit miljø med en opførsel orienteret mod andre segmenter i miljøet.” 

Det at tænde en cigaret er en måde der viser vi er mødtes med andre formål. Det vil sige, vi er mødtes for at ryge sammen, selvom vi ind imellem røgskyerne, som det jo hænder, får en lille samtale i gang. Når tingene bliver for nærgående, puster vi røg ud, og stirrer kort til venstre.

Og når de vigtige formålsløsheder med alt vort arbejde og dagens dont bliver alt for tyngende åbenbare, så tænder vi i disse foruroligende stunder, som vi alle kender, en Lucky Strike, skubber tankerne bort ved at få fat i tændstikken. Rygning tillader, så at sige, at man bliver den kommende tænker.

I En engelsk opiumbrugers bekendelser, fremkommer Thomas de Quincy med en analog argumentation, og anbefaler middagsbordet som det rette sted at indlede en intellektuel samtale, eller en veltalenhedens flugt. 

Hvis det således indtræffer, som det så ofte gør, at ens inspiration pludselig flagrer, kan man afværge det pinlige ved at bede om saltet eller spørge fuld af omsorg om ens ledsager dog ikke gerne vil have lidt mere vin. Da vi her i vor tid i det store og hele er langt mindre veltalende og vidende end vore ædle forfædre, så har vi i betragtelig grad mere brug for hjælp til at klare os ved vor samtale ved bordet. Det at ryge er således en fremragende forberedelse for dialog.

 

Eller når man sætter sig for at skrive et essay om rygning, og den halve pakke slører det blanke anklagende papirs stirren. Der er selvfølgelig andre teknikker for nødvendig undvigelse. Den tyske filosof og skuespilforfatter Friedrich Schiller havde en skuffe fuld af rådende æbler, som han snuede til når inspirationen svigtede. Gustave Falubert stolede på sin elskedes handsker og sko, hvilket uden tvivl hjalp ham med figuren Madame Bovary.

Rygning bør betragtes som en af vores mest kraftfulde virkemidler i afparering vi har til rådighed, uundværligt for så vidt det hjælper os til at opretholde illusionen om vore forhåbningers uoverlagte natur.

Je fume, et alors? spørger den franske forfatter Jean-Jacques Brochier i sin bog med den titel. Jeg Ryger, og hvad så? Det er dog et fremragende spørgsmål.

.David Solway is a Canadian poet and essayist. He is the author of The Big Lie: On Terror, Antisemitism, and Identity, and is currently working on a sequel, Living in the Valley of Shmoon. His new book on Jewish and Israeli themes, Hear, O Israel!, was released by Mantua Books.

Dyr på særlige missioner

Græshoppers mængde 

David Solway

Tilbage i juli 2007 fængslede den iranske efterretningstjeneste 14 egern med anklage om at de uførte spiontjeneste for Vesten. Man hævdede at de perfide gnavere var udstyret med "spionudstyr af fremmede bureauer." Før vi nu afviser denne foruroligende afsløring som følge af en mental forstyrrelse da bør vi lige lægge mærke til, at det var den iranske politikommandør, Esmaili Ahmadi-Moqadem, der bekræftede rapporten, hvilket giver den troværdighed. Skønt Israel ikke nævnes ved navn, så kan der ikke være tvivl om, at det er Mossad der er den hovedmistænkte.

Veludstyret spionegern i Iran

Også ægypterne synes at være målet for de afskyelige snedige angreb af Mossad. Da en haj dræbte en tysk turist i havet ved et badested i Det Røde Havn, spekulerede guvernøren for Sydsinai, Mohamed AbdelFadil Shousha på, at det ikke "kunne udelukkes" at Israel havde planlagt angrebene på turisterne for at skade den lokale økonomi. Igen skal vi ikke formode at ægypterne er fuldstændig latterlige for som mange myndigheder i Mellemøstlige forhold vil kunne attestere er ægypterne eksperter i sanddruhed. Der er ikke destomindre det dilemma, at israelske turister i stort antal ofte besøger disse badesteder ved Det Røde Hav, men man må vel formode at en jødisk haj vil være selektiv i sit fødevalg.

Uhm, en turist, og så endda tysker

Vi må heller ikke overse at saudierne fornylig udstillede deres topmoderne afskrækkelsemuligheder ved at arrestere en grib der tilsyneladende var udsendt af Mossad for at rekognoscere og afprøve Kongedømmets forsvarsberedskab. Ifølge rapporter; "GPS'en og et ringmærke om benet med mærket 'R65-Tel Aviv University' blev opfattet af saudierne som et forfinet spionudstyr så fuglen kunne sende efterretninger tilbage til Israel. Den saudiske avis al-Weeam sagde, at indbyggerne i området, hvor fuglen blev fanget, kaldte sporingsudstyret  et bevis på et zionistisk anslag. "Forklaringen om, at den stakkels fugl var del af et israelsk forskningsprogram der forsker i mønstrene for disse fugles bevægelser bliver hilst som blot endnu et tilfælde af zionistisk misinformation der har til hensigt at aflede opmærksomheden fra deres hemmelige operationer."

Korrekt påklædt spiongrip

Vi husker måske, at Sudan har anklaget Israel for at sende en spionpelikan over deres territorium og Libyen har mistænkt Israel for at inficere myg med HIV. Vi må heller ikke glemme en af de allermest vovede afsløringer af påståede israelske anslag, som blev rapporteret i to palæstinensiske aviser, Al-Ayyam og Al-Hayat Al-Jadida den 17 og 18. juli 2008. Det synes som om at Mossad slap en flok gigantrotter løs i gaderne i Jerusalem for at gøre "indbyggernes liv til et helvede, og tvinge dem til at flytte" (Al-Ayyam). Hvordan rotterne var i stand til at skelne mellem arabere og jøder er en gåde, der blot venter på yderligere opklaring  - medmindre, selvfølegelig det var jødiske rotter opfodret med matzah og undervist i Talmudens visdom

Der er ikke meget 007 over denne spionpelikan

Sådanne påstande og anklager kan for nogle observatøre synes at være vildt overdrevne. Selv de som er overbevist om at Israel er gennemført ond kunne være tøvende overfor muligheden af disse uhyrlige munterheder. Kan det virkleig passe at israelerne er ansvarlige for så gennemført indviklede og massive biologiske projekter? Tiden, energien, midlerne, ekspertisen og ressourcerne der kræves for at gå i kast med dyre-, marine- og insektkrigerne og styre deres aktiviteter må få de fleste til at holde en pause.

Der kan imidlertid være endnu en forklaring for disse forstyrrende begivenheder. Kunne det mon være sådan at Herren er på israelernes side? Lod Herren trods alt ikke, i tiden med fangenskabet i Ægypten, ikke en græshoppeplage ramme, som 1. Mosebog fortæller os, "bredte sig over hele Ægypten..således at landet var formørket... og der intet grønt var på træerne, eller markens urter over hele Ægypten?" Kunne hebræernes Gud ikke, endnu engang, udsende sine skabninger - egern, hajer, pelikaner, myg, rotter, gribbe som kunne være dagens græshopper -- for at fastslå Hans vilje og misfornøjelse med Hans folks fjender?

Det er selvsagt svært at sige noget om. Men når man tager de arabiske og iranske avisers troværdighed i betragtning, som af mange bedømmes som fuldstændig uden hold i virkeligheden og misvisende, så er der måske alligevel noget om snakken med disse sværme af 'erstatningsgræshopper?'

Dog må det indrømmes, at der er et alvorligt problem ved dette fortolkningsforsøg, som er fremprovokeret af israelerne selv, der er gennemført imod-græshopper. Videnskabsfolk ved Hebrew University of Jerusalems Interdisciplinary Center for Neural Computation har arbejdet yderst flittigt på at forhindre sådanne invasioners svøbe. De har opdaget at græshopper benytter polariseringsyn, der gør dem i stand til at skelne mellem landjord og hav; anvendelsen af denne kundskab vil føre til teknikker der kan aflede græshopperne, et uvurderligt gennembrud ikke kun for Israel, men for hele Mellemøsten. Hvorfor skulle israelerne dog forsøge at gribe ind, og frustrere selve Herrens vilje? Hvad skal vi udlede af en så åbenbar selvmodsigelse? 

Måske er vi blot efterladt med den ikke beviste hypotese. at araberne og iranerne er helt og aldeles uden virkelighedssans og at Israel helt uretfærdigt er blevet smædet. Jeg erkender at dette er svært at tro på, men enhver mulighed skal tages i betragtning.

http://frontpagemag.com/2011/01/11/the-day-of-the-locust/

Vampyrens Økonomi

Vampyr Økonomi

 David Solway

Amerikanere søg skjul, der er en vampyr der hærger blandt jer!

Den omfordelende politik og det ukontrollerbare forbrug ved den nuværende administration, hvis det ikke nu er åbenbart, truer med en økonomisk blodstrøm af højeste styrke.

Jovist, den sociale velfærdsstat, en del af det progressive eksperiment i Vesten for politisk og økonomisk lighed er grundlagt overalt vi vender vore øjne, og bliver dog bakket op og støttet af en politisk klasse der har mistet sit nærvær. Vore ledere - eller alt for mange af dem - er helt klart i en tilstand af benægtelse, ikke i stand til at opgive den hyldede illusion trods et stort fakta-angreb. At turde se sandheden i øjnene kræver ikke en dybere økonomisk indsigt, blot et moderat brug af sund fornuft, hvilket helt sikkert er en mangelvare. En bandage hist eller pist ville heller ikke kunne standse blødningen. 

Almindelig sund fornuft fortæller os, at i det lange tidsforløb, da duer den såkaldte "demokratiske-socialisme" bare ikke af en meget enkel grund: Den skal hele tiden skrabe flere skatter ind fra en stadig mindre produktionsdygtig klasse, mens den belønner en stadig større ikke-produktiv klasse. 

Den canadiske forfatter William Giardner, medstifter af Civitas tænketanken anslår at i den nuværende velfærdsstat er det kun cirka en 1/3 del der udgør den producerende sektor; endnu 1/3 del er tilknyttet regeringen, enten gennem kontrakter eller som ansatte, og den tilbageværende 1/3 del består af personer, der er afhængige af regeringen. Således er 2/3 dele af den moderne "socialdemokratiske" stat afhængige af en stadig mindre minoritet af økonomiske 'generatorer'. Kenneth Minogue fra London School of Economics advarer endnu mere dystert om at når vendepunktet på 51% af befolkningen der er afhængig af staten er nået da vil nedturen helt uundgåelig sætte ind.

Det vi har her, er en stensikker opskrift på et krybende socialt forfald og afkast. Velstands-skabende jobs og virksomheder der producerer, enten skrumper ind, på grund af øgede omkostninger, eller finder andre steder der er mere omkostningsrimelige, hvilket igen fører til stigende arbejdsløshed. 

Et hastigt voksende bureaukrati - som der skal betales for - til at administrere og omfordele de stadigt mere rodede rettigheds- og regeringsprogrammer- som der også skal betales for - vil med tiden, som Margaret Thatcher sagde - løbe tør for andre folks penge.

Vi kan nu se hvordan velfærdsstaten giver, skriver Daniel Hannan, medlem af EU-Parlamentet: "vildtvoksende bureaukrati, mere forbrug, højere skatter, svagere vækst, og stigende arbejdsløshed." 

Ultimativt vil et samfund, der har gratis sundhedshjælp, billig dagpleje, barselsorlov for mor som far, kortere arbejdsuger, månedlige betalte fridage, tvungen grøn energi, tidlig pensionering, støtteordninger for særgrupper, kort sagt offentlig spytslikkeri, den nutidige udgave af -brød og cirkus- løbe tør.

Som Hannan påpeger, imiterer Amerika nu den europæiske model, "udvider sin regering, regulerer den private handel, centraliserer sin lovgivning, og bryder båndet mellem skat og repræsentation." Fremtiden ser stadig mere grum ud. For når den dag kommer, hvor parasitten har udsuget sin vært, det er så dagen, hvor systemet kollapser.

Dette er en ubestridelig kendsgerning som historien har vist fra tid til anden, og den bevises endnu mere i Grækenland, Irland, Portugal, Spanien og Italien i utallige tredje verdens lande og nu for tiden i USA under Barack Obamas hushovmestergerning, som snart får opfyldt sin dagsorden. Et land, hvor næsten halvdelen af befolkningen ikke betaler skat, og den anden halvdel skal hoste op med det hele for at holde butikken kørende, hvor industrien er hæmmet af omfattende restriktioner, regulativer og høje gebyrer, og hvor økonomisk levedygtighed afhænger af stadig større låneoptagelse og trykning af flere fuppenge, det er et land der er på vej mod insolvens. 

For pengene til støtte for en sådan ekstravagance skal komme et eller andet sted fra, og i dag i U.S. kommer de fra nogen andre, og fra ingen steder -- eller mere konkret fra Kina og fra "Quantitative Easing"(finanpolitisk lettelse) det vil sige seddelpressen der kører hele tiden. Hvis processen fortsætter i det uendelige, kan resultatet ikke være andet end fallit, galopperende inflation og endelig ruin. Som vi har set, er en betragtelig del af EU på randen en af økonomisk implosion. Velfærdsstatens Vampyrøkonomi garanterer det forudbestemte enderesultat. Når rovdyret løber tør for blod, dør det - sammen med de kroppe der forsynede det.

Bogen kan downloades gratis som PDF-filved klik her.

Der skal rammes en pæl gennem hjertet på det økonomiske rovdyr, også kendt som den "socialdemokratiske" holdning, hvis den økonomiske hæmoride skal fjernes. 

Filosoffer som Marx og Kenyes, læst med skeptiske briller, det vil sige, sous rature, "under udradering" som filosoffen Martin Heidegger første gang benævnte det, har meget at fortælle os om, hvordan vi ikke skal gå videre. Deres politik er er en pestilens for en nations sundhed. På lignende vis tror økonomiske 'mandariner' som Nobel pristageren Paul Krugman og chefen for Forbundsbanken Ben Bernake på, at hvis man allerede har brugt sex eller syv hundrede milliarder i stimuluspakker uden den ringeste virkning, da må svaret været at bruge yderligere seks eller syvhundrede milliarder.

Statskassen skal befries for de angivelige goder til flertallet i den evige åreladning af den vitale strøm uanset konsekvenserne. De som primært får gavn af goderne er de nattens skabninger der lever i deres overdådige slotte på bekostning af deres engang levedygtige bytte. De er immune for de love der styrer naturens verden - undtagen, selvfølgelig udover at de skal 'fodres.'

Lad os håbe at fallittens sollys vil strømme ind i den intellektuelle krypt, hvor den nuværende politik formuleres og efterstræbes, - før det er for sent. Den "socialdemokratiske" stat skal visne og blive til aske hvis mennesker skal leve værdige og produktive liv. Vi skal komme til den konklusion af den myndighed der først og fremmest skal konsulteres når det drejer sig om eksistentiel vitalitet, om overlevelse og trussel, ikke er Marx eller Keynes, eller Krugman eller Bernanke. Det er ingen anden end Bram Stoker.

http://frontpagemag.com/2011/05/12/vampire-economics-2/2/

Totalitarismens nye ansigter

Totalitarismens nye ansigter

David Solway

Den såkaldte "socialistiske revolution," med kollapset af Sovjetunionen og implosionen af den europæiske velfærdsstat, som burde være kommet i miskredit i denne tid, fortsætter sit løb. 

Dette er tilfældet, ikke kun i Latin-Amerika, hvor den forekommer at være en del af den nationale psyke, men, trods de seneste valgnederlag også i USA.

Et sådant modstridende fænomen kan delvist forklares ved begæret efter magt blandt politiske stærke personer og de utallige forsonere der forstår, at socialismen gør dem i stand til at konsolidere magten de begærer koncentreret hos sig selv. Men den kræver også opbakning af intellektuelle og akademikere der naivt tror at socialismen åbner vejen til et mere retfærdigt og lige samfund.

Historien belærer os, at et sådant fantasifoster er en katastrofe i alle henseender. Den omfavnes generelt som et ideal af en intellektuel klasse der er isoleret fra almindelige menneskers liv, og de er immune, eller ligeglade overfor virkeligheden.

Paul Johnson observerede i en artikel fra1987, "De hjerteløse elskere af Menneskeheden," en skabelon for hans bog fra 1988 "Intellektuelle," at i stedet for at give deres ideer lov til at stamme fra folket, "vender de intellektuelle processen på hovedet, udleder deres ideer, først fra princippet og søger derpå at påtvinge dem på levende mænd og kvinder." Isolerede i deres mentale bunkers, er de "liberale socialister" forelsket i en ide, der anser mennesker, som de bekender de ærer, som forhindringer for deres mesterplans udførelse.

Johnson påviser at de fleste af disse teoretiske genier var indbyggere i beskyttede samfund på venstrefløjen, og havde kun meget lidt kendskab til de faktisk forhold som mennesket kæmpede med, og de lovgav ned til masserne fra deres myndighedspositioner og påtagede moralske høje stade.

Eva Hoffman giver mere indsigt i denne holdning i sine memoirer, Lost in Translation, og siger det er evnen til at tænke "priviligere tanker...tanker der intet koster og som ikke er fremkommet gennem eget arbejde eller egen erfaring." Disse småfyrster er i virkeligheden Lenins begærlige "hvem" vil vinde over underdanige "hvem." De giver ikke lov til nogen modstand til deres formodede oplyste diktater, der med rette kan regnes som en af de mærkeligste politiske ægteskaber i moderne tid, nemlig et enten mellem den liberale-venstre kulturrelatvisme og den islamiske teo-politiske befaling.

Denne besynderlige tilbøjelighed hos den politiske og intellektuelle venstrefløj for et forynget islam er på ingen måde så paradoksalt som det først lyder. Autoritære har tendens til at finde sammen når de har en fælles fjende. Krage søger mage. Og den fælles fjende er et frit og åbent samfund bygget på oplysningens kanon og individets ukrænkelighed.

Et grafisk billede på sådanne demagogiske tendenser, der er meget oppe i nyhederne nu om stunder, kommer fra EU og deres uvalgte de facto politbyro, hvis "Beslutnings Råd for bekæmpelse af racisme og xenofobi" fra den 28. november 2008 har introduceret love der giver mulighed fra at udvisning fra et land til et andet for nogen der er blevet dømt for at have krænket deres forskrifter. Man har også givet mandat til et "Europæisk Gendarmeri" der kan udføre deres beslutninger. 

Danmarks artikel 266b, i straffeloven der giver mulighed for at retsforfølge borgere der udtaler sig, som medlem af Folketinget Jesper Langballe der protesterede kraftigt mod muslimske æresdrab og voldtægter i muslimske familier. Som journalisten Lars Hedegaard kommenterer, "Under dansk retspraksis er det underordnet om et udtalelse er sand eller falsk. Det der er brug for ved en dom er at nogen føler sig krænket." (Hedegaard er selv midt i enretssag for sine bemærkninger om æresdrab.)

Det at sige sandheden skal censureres i faux Utopia, hvor det at fornærme er den ultimative synd. 

Også Canada der for mange forekommer at være et lykkeligt smertefrit land, har sin Menneskerettighedskommission i hvilken blot rygter godkendes som bevis mod enhver der dømmes under den nederdrægtige artikel om "hadtale" - hvilket i praksis betyder at man ikke begiver sig ud i nogen åben og ærlig diskussion om problemfyldte sociale og politiske forhold. Den anklagede, der formodes at være skyldig og på en eller anden måde skal bevise sin uskyld, bliver alvorligt begrænset i at fremføre vidner - som i Holland, en kendsgerning som Geert Wilders kan attestere - eller i at fremlægge dokumentation for sin sag. Han skal også betale for sine omkostninger til forsvar mens den som anlægger sagen - oftest en krænket imama eller muslimsk organisation - bliver betalt gennem Staten (skatteyderne).

I sådanne avancerede sociale samfund, der er forhippet på en tilnærme sig et Utopisk endemål, da må og skal den uferniserede sandhed gøres tavs, næsten på samme måde som i fortidens hensynsløse og primitive verden - den moderne version med at skære tungen af.

Ifølge Elizabeth Sabaditsch-Wolff, datter af en østrigsk diplomat, og som tilbragte sine år som barn og ung i Iran lige nu er under anklage af Østrigs regering for "at opildne til fordomsfuldhed" mod Islam, " bliver mennesker systematisk gjort 'tavse.' "  På samme måde blev den pensionerede "Helmug G" fornylig  anklaget og fik en bøde for at jodle, som ligner muezzinens kald, under en muslimsk bønnesession ved naboens hus, og som forstyrrede mødedeltagerne. Synge er altså også noget man ikke må. (se denne artikel om sagen på synopsis)

Hvem er disse tavshedspåbydere? Det er fremførere af et totalitært tankesæt, som Jean-Francois Revel i "Sidste Udkald til Utopia" definerer som bestående af tre karakteristika: "en frivillig ignorance om kendsgerningerne; en evne til at leve med modsætninger der går imod egne principper; og en benægtelse af ville analysere årsagerne til fiaskoen." De er de intellektuelle og politiske leder af Utopia hæren der endnu engang fejer hen over kloden, "organiseret" som Walter Russel Mead påpeger i et klogt essay, som "de moderne dages version af Middelalderens laugsordener," med den hensigt at udøve magt mens de kæmper for egne rettigheder.

Jo,  de er virkelig de skræmmende rester af  stjerneskuddene der mener, som den fabelagtige Lia Shapiro skriver i Comes The Awakening, at de netop selv har "skabt Lyset" for at "dukke op på scenen og ændre kursen på skabelsen." I deres menneskelige fremtoning betragter de sig selv som progressivister, der kun ønsker menneskeheden det bedste. Men som deres fortsatte indblanding i sociale og politiske affærer afslører er de i virkeligheden uansvarlige parasitter, der suger kraft ud af politikken.

Med hensyn til det store flertal, de almindelige borgere og det bedragne vælgerkorps, de mennesker der skaber velstanden, kunstnerne der er frie til at arbejde ud fra deres individuelle talen og inspiration, forfatterne og journalisterne der øsnker at fastholde deres uafhængighed, selv de som jodler iblandt os, er spillet bare forbi. For Reguleringsstaten og vore sociale revisionister ønsker af skabe, for at citere med de opsummerende ord af Winston Chruchill, løfter der blot går ud for at "deles om elendighederne."

Måske burde de sidste ord tilegnes den store politiske tænker Raymond Aron, der i sin skelsættende "De intellektuelles Opium" insisterer på at den intellektuelle absolut skal nægte at "overgive sin sjæl til et abstrakt ideal om menneskeheden, et tyrannisk parti, og en helt igennem absurd lære." Han skal "betvivle alle modeller og utopier" hvis han ønsker af "udstøde fanatismen." Fanatismen er den ægte fjende. "Vi kan beundre den dystre storhed hos disse treoendes hære," indrømmer han, dog "er sådan fanatisme ikke noget for os."

Men fanatismen er den ilt som vore intellektuelle i offentligheden, venstrefløjs akademikerne og den politiske elite indånder. De vil skrive bøger, undervise skoleklasserne og vedtage love der kun gavner dem selv, sikre i deres selvforståelse, som langtseende lovgivere, og deres formodning om at besidde en eksklusiv visdom som den almindelige brede masse ikke kan opnå.

Det er virkelig meget farlige mennesker der ikke vil få hvile før de har fået smadret den verden vi ville have foretrukket at leve i. De er ganske enkelt vor eksistens banemænd.

http://frontpagemag.com/2010/12/28/the-new-totalitarians

Velgørenhed begynder hjemme

Velgørenhed begynder hjemme

Det er på tide at lade hjælpen til udlandet gå tilbage til de hjemlige kyster - og bruge den på de som faktisk ville være taknemmelige.

David Solway

Hver gang Verden kommer i alvorlige vanskeligheder, enten ved menneskers handlinger (såsom "menneskeskabte katastrofer") eller en handling der kunne se ud som kom den fra Gud er det næsten altid USA der skal træde til at redde kastanjerne ud af ilden. Hvad USA som regel får til gengæld for sine bestræbelser er tirader af kritik og kaskader af fordømmelse. Som vi ved er USA hovedbidrager til hjælpen til Haiti, og så er det tilmed allerede blevet fordømt af Venezuela, af Bolivia, af Frankrig, og af adskillige andre europæiske lande for at igangsætte en "okkupation" af landet.

Amerika, som det førende medlem af NATO bombede Serbien til grus, for at redde muslimerne i Bosnien og Kosovo fra den etniske udrensningskampagne der blev igangsat af Slobodan Milosevic. Det som USA har høstet for sine gode hensigter er et narkokartel i Kosovo, endnu mere fjendskab i den islamiske verden, og en ny bølge af jihadist terror, både på egen jord og i udlandet.

Vi husker Marshall Planen, uden den ville Europa, der i al væsentlighed angreb sig selv i en selvmorderisk, intern konflikt i dag være som i et mørkt hul, måske endda en forsamling af eks-Sovjettiske republikker. For denne hidtil usete godhedsgerning bliver amerikanerne af mange europæere betragtet som vulgære kapitalister, rå, usofistikerede og krigeriske cowboys.

Måske er det på tide at "vende tingene på hovedet." USA har rigeligt af sin egen fattigdom, arbejdsløshed, uretfærdighed og andre destabiliserende trusler der stammer fra sine egne hjemmedyrkede islamiske institutioner mod hvilket i det mindste nogle af ressourcerne som vi har brugt ude i verden ville have haft en bedre og mere gavnlig virkning.

Verden vil altid være i svære vanskeligheder - og USA, - ikke de magfulde nationer såsom Rusland og Kina, - vil mobilisere sin formindskede rigelighed til at bringe hjælp og lindring til de lidende befolkninger. USA får tilmed mindre hyldest for sine bestræbelser. Man forventer faktisk amerikansk assistance og i visse tilfælde kræves den som en forpligtelse der er knyttet til amerikansk status. Måske har det ikke så stor betydning i det store billede, men det burde være en faktor der bør vurderes.

Andre udviklede lande har også gjort alt de kunne for at lindre lidelsen i verden i stor skala, og er klar til at bidrage med forsyninger, medicin, penge og personel i katastrofesituationer. Canada, Japan og Israel dukker straks op i hukommelsen. Ikke desto mindre, trods det at rædslerne og katastroferne rammer helt uden diskrimination rundt om i verden, og vore ærværdige forsøg på at bringe lindring og hjælp til de uskyldige ofre for disse hændelser, så er der brug for en mere velafbalanceret fordeling af de midler der benyttes til hjælp for andre, og så de hjemlige investeringer til vore egne underpriviligerede. Der er jo kun en vis portion velstand at fordele.

Uanset om det er Haiti eller "Palæstina" eller Sydøstasien, ja da tømmer vi vore lommer for at hjæpe og sender konvojer af assistance, og vi accepterer strømme af flygtninge, mennesker i nød, og velfærdsmodtagere, og anstrenger os til vort yderste. Kompensation vi får, udover en følelse af bekvem selvtaknemmelighed, er ofte vrede, og kritik af vore barmhjertighedsydelser: Så var vi for langsomme til at komme i gang, fordelings netværkerne var utilstrækkelige, så har vi ikke gjort nok til at støtte eller være omstillingsparate eller donere (en typisk FN-anklage, som da FN hjælpe koordinatoren Jan Egeland, forhånede USA for at være "fedtet.") eller også har vi en eller anden hemmelig koloni dagsorden der antyder at vi er besat af storhedsvanvid og som er noget så bekymrende. (I tilfældet med Israel, kan det være ønsket om handel med organer, som det så klart blev dementeret, men som en Youtube kommentator har antydet.) Det kan være nødvendigt med en god gang ændring af måden at tænke på.

Det som jeg har fremført her vil af mange blive bedømt som brutalt, hjerteløst, kyniskt og isolationistisk. Det er ingen af tingene. Ønsket om at hjælpe mennesker der er i knæ grundet krig, eller naturkatastrofer eller sygdomme er en ædel gerning, men den skal holdes i ave - ikke fjernes, men modereres - af omkostningernes størrelsen, fornuften, og erkendelsen af de kritiske oprindelsesproblemer, både her hjemme og i modtager landene, og af de politiske komplikationer i det globale teater. Der skal også tages hensyn til skatteborgernes ydeevne, de som er velgørerne i sidste ende.

Som canadisk borger med en moderat indkomst til rådighed bliver jeg beskattet udover al rimelighed. Alligevel kan jeg se en betragtelig del af mine skatter gå til NGO'er der støtter tyranniske regimer og slyngelstater; til Kina af alle steder, hvis eksport får vor egen til at ligne ingenting; til et FN der er intet mindre end en sump at korruption, hykleri og uduelighed (se denne artikel af samme forfatter her på bloggen); til en Verdensbank, der har påbegyndt en afhængigheds cyklus gennem hjælp til ineffektive og dysfunktionelle nationer; og til hjælpeforanstaltninger til regimer der ikke giver udtryk for selv den mindste grad af taknemmelighed.

Jeg ville ikke have noget imod at betale en tyngende skat, hvis jeg kunne se, at pengene der oftest blot smides op i luften, i stedet gik til hjælp hos mine landsmænd der virkelig kæmper for at overleve; de arbejdsløse, de hjemløse, de syge og de gamle. Vi ligger i toppen over de mest velstående lande i verden. På samme tid, er antallet af canadiere der lever under fattigdomsgrænsen (ifølge forskellige statistikker), som ikke kan modtage tilstrækkelig lægehjælp eller har råd til medicin, som ligger på gangene på hospitalerne, som ofte ligner hospitaler fra 3. Verdens lande (næsten 690000 i 2009, i min hjemprovins Quebec alene, hvis de er heldige nok at overleve de besværlige ventetider) som hensygner i dystre "alderdomshjem" som bor på gaden i et land med afstraffende vintre (CBS påpeger antallet af de som ikke kan søge ly til 250000), og som har overgivet sig til skuffelsen og elendigheden spreder sig som en skamplet på vort samfund. Jeg har ikke adgang til sammenlignelige amerikanske statistikker, men jeg formoder de ikke er så meget anderledes.

For ikke at blive misforstået da synes jeg læserne skal vide, at jeg og min hustru giver rigeligt til velgørenhed både lokalt som udenlandsk. Det er nemlig ikke andet end en anstændig og menneskelig pligt. Jeg mener dog stadig Konfucius havde ret da han betonede i Analects at ansvarsfuldhed begynder hjemme, med ens egen familie og derpå kan udvides til ens nærsamfund og igen videre til ens hjemland. Verden - så at sige - må så komme senere - medmindre selvfølgelig begivenhederne udenfor vore grænser har direkte indflydelse på vort hjem og land. I sådanne tilfælde skal vi selvfølgeligt intervenere der for at katastroferne ikke slår til her - en forebyggende applikation af Analects

Som Bret Stephens skriver i Wall Street Journal, da er hjælpeprogrammer til de underudviklede nationer kun noget der gavner i det store og hele "de som i forvejen har deres på det tørre, fremfor de som virkelig har brug for hjælp, og det udelukker det lokale initiativ." Alt dette medvirker, fortsætter han til "at smøre samvittighederne hos mennesker hvis dystre onde hensigt er 'intet at gøre." Med hensyn til Haiti, for eksempel, er størstedelen af hjælpen der er blevet hældt ind i årenes løb ikke blevet benyttet til, hverken en funktionerende infrastruktur eller jordskælvssikre bygninger. Den har været med til at berige en kohorte af skrupelløse individer, ikke mindst tidligere præsident, den socialistisk ideologiserede teolog Jean-Bertrand Aristide.

Jeg husker for flere år siden jeg spurgte en haitiansk taxichauffør i Montreal, der praler med at have en af de største haitianske samfund i Nordamerika, hvilke metoder han ville anbefale for at redde østaten ud af snavset, elendigheden og håbløsheden. Mere hjælp måske? "Nej" svarede han, "vi har brug for at blive besat igen." Min samtalepartner ville have været blevet rasende over de ukloge kommentarer af Seumas Milne fra the Guardian der kaldte virkningerne af jordskælvet for "menneskeskabte" og lagde skylden for den altødelæggende fattigdom på Haiti på Vestens nationer. Dette er selvfølgelig noget afskyeligt sludder, men det er et ufejlbarligt tegn på den smagløse selvretfærdige indignation der leder det meste af tankegangen i Vesten.

Kendsgerningen er, at der kræves noget andet. Jeg argumenterer ikke for at vi skal vende det blinde øje til andres tragedie eller at udenlandsk hjælp ikke skal fortsætte, som det ser ud til Stephens synes at antyde. Men jeg indrømmer at sådanne midler skal anvendes langt mere intelligent og med mere overopsyn så de kommer i de rette menneskers hænder, og først og fremmest går til at fremme en kultur af sikkerhed, initiativrigdom og foretagsom vitalitet.

Ligeså vigtigt så skal hjælpe-bonanzaen holdes i kort snor. Mange hos os selv er i nød. Skattepenge bør gå til optræningsprogrammer, nye opstartsmuligheder, boliger der er til at betale, bedre hospitaler, flere læger og sygeplejersker, oprydning i den bureaukratiske jungle, være med til at skabe et sundt forretningsklima, forskning og udvikling, og til projekterd er hjælper mennesker til at komme på fødderne igen. Et eventuelt overskud fra et sådant målrettet budget der er beregnet på at løse og lindre vore egne presserende dilemmaer kan så blive anvendt til at hjælpe udlændinge i nød - forudsat vi kan gøre det ansvarligt.

Men vi skal først have vore prioriteter i rette sammenhæng. Lad os give hvad vi kan til de som bliver forfulgt af mennesker eller naturen, lad os hjælpe efter bedste evne, lad os bringe ofre, hvis vi vil, så menneskehedens lidelser kan lindres. Men vi skal også kunne se klart. I Realpolitikkens store spil, for eksempel, hvor man søger indflydelse i andre dele af kloden gennem omfattende hjælpsomhed, bør der ikke tillades at overtrumfe virkeligheden ved vor hjemlige kæmpeproblemer eller vi distraheres bort fra intern nød. Vi bør heller ikke handle ud fra en slags absurd følelse af neo-kolonialistisk skyld eller en overfladisk empati, der ignorerer vore egne alvorlige nødsituationer. Der er kæmpeområder med elendighed og håbløshed i vore egne hjemlande, der ikke er blevet behandlet på en meningfuld måde og som vil fortsætte med at plage os medmindre vi får styr på vor forkvaklede sentimentalitet, og beslutter at hjælpe ikke kun vor "næste," men i en langt større udstrækning, end vi ser det nu, vore naboer og medborgere.

De er også en del af "Verden." De bør have første prioritet.

David Solway is a Canadian poet and essayist. He is the author of The Big Lie: On Terror, Antisemitism, and Identity, and is currently working on a sequel, Living in the Valley of Shmoon. His new book on Jewish and Israeli themes, Hear, O Israel!, has just been released by Mantua Books.

FN- skal væk det er Folkets Fjende

FN: Folkefjende nummer eet

FN skal bare væk - før det gør langt mere skade.

David Solway

I deres bog fra 1974 "Et farligt sted: FN som et våben i verdenspolitiken," advarede Abraham Yeselson og Anthony Gaglione om at FN var en mødding af specialinteresser, politisk underkastelse og diktatoriske regimer med hensigt om at gennemføre deres anti-demokratiske politikker.

I et vidneudsagn foran Senate Foreign Relations Committee sagde Yeselson: "Det vil blive ekstraordinært vanskeligt nu at forsvare fortsat involvering i en organisation som FN, der støtter krige, stiller sig på den enes side, eller forsøger sig med uigennemførlige resolutioner, giver plads for international krænkelse i stedet for diplomati, og som er skyldig i de mest afskyvækkende eksempler på selektiv retfærdighed." På lignende vis har tidligere US ambassadør Patrick Daniel Moynihan, i sin bog fra 1975 også beskrevet verdensorganisationen som "et farligt sted." Han mente selvfølgelig, et farligt sted for USA og den frie verden - eller i det mindste den del af den frie verden der har ønske om fortsat at forblive frie. De efterfølgende udviklinger i FN har kun været medvirkende til at bekræfte hans dystre antagelser.

Historikeren Richard Landes indførte udtrykket "demopater" for at beskrive sådanne institutioner. Demopaterne "benytter demokratisk sprogbrug og går ind for menneskerettigheder men kun når det tjener deres interesser. Demopaterne forlanger streng overholdelse af menneske 'rettigheder' men anvender ikke selv disse grundlæggende rettigheder....overfor deres egen handlemåder."

FN er den demopatiske organisation par excellence og dets talsmænd vedholder med at fremme deres egeninteresse. Dets valg til posten som Generalsekretær har hovedsageligt været fra en pøl af tvivlsomme middelmådigheder med kun lidt sympati for eller kundskab om den Vestlige humanisme, såsom Kurt Waldheim, Kofi Annan og Ban Ki Moon. Det russiske og kinesiske brydergreb på Sikkerhedsrådet har altid betydet, at beslutningerne favoriserede, at Vesten uundgåeligt skulle underkaste sig deres vetoret. Organization of the Islamic Conference har effektivt domineret Generalforsamlingen, i de fleste tilfælde ofte under ledelse af antivestlige, socialistisk inspirerede personer som Fader Miguel D'Escoto Brockmanneller repærsentanter for tyranniske regimer som dets nuværende formand Ali Abdussalam Treki, der stammer, af alle steder, Libyen.

FN's Menneskerettighedsnævn (UNHRC) har rettet sin opmærksomhed på næsten udelukkende at være efter Israel, det eneste ægte demokrati i Mellemøsten. Nævnet har to dagsordener ved det årlige session: Den ene kun rettet mod Israel, den anden mod resten af verden.

Enhver der taler til forsvar for Israel, vil med stor sandsynlighed blive fjernet fra forsamlingen, som det skete fornylig med den FN-akkrediterede Anne Bayevsky, en professor i politisk videnskab ved York University og direktør for Touro Law's Center Institute for Menneskerettigheder og Holocaust. For at føje spot til skam har UNHRC være meget blid overfor Sharia, og meddelte den 16. juni 2008, at kritik af Sharia Loven nu ville blive afvist.

Resultatet af en sådan gang hykleri og sekterisk dagsorden er en uundgåelig følge, som bevidnes i den berygtede Goldstone Report, der klandrer Israel for krigsforbrydelser i Operation Cast Lead - hos alle upartiske beretninger, en forsvarskampagne der forsøgte sig på, til det yderste, at undgå civile skader og ofre - mens den i al væsentlighed så bort fra de forbrydelser som Hamas begik. Hamas er blandt verdens mest blodtørstige terrororganisationer. Dossieret er nu blevet fremsendt til Sikkerhedsrådet med anbefaling om at overdrage sagen til Den Internationale Kriminal Ret. Som det er blevet påpeget af mange kommentatorer, er det ikke kun Israel der vil kunne befinde sig på anklagebænken, men enhver nation der har den dristighed at forsvare sig mod terrorangreb, herunder USA.

Præsident Obama uforståelige beslutning om at føre USA ind i folden hos UNHRC vil helt sikkert medføre at vi vil jaget. (Måske er dette beklagelige skridt en af grundede til at Obama blev overdrevent rost af den libyske diktator Moammar Gaddafi, der kaldte ham "vor søn" og "vor Obama," og ønskede han blev livtidspræsident.) U.S. har tilkendegivet sine gode hensigter, men det burde være åbenbart for enhver fornuftig observatør at så korrupt en institution som UNHRC ikke kan reformeres eller hæmmes - kun forkastes.

FN er faktisk blevet en sikker havn for internationale terrorister og krænkere af andre nationer. Det mangler endnu at definere holdningen til og praksis i "terrorisme" og har valgt at se bort fra sin egen Konvention om Folkedrab, hvor den iranske præsident Mahmoud Ahmadinejad, for at tage et meget oplagt eksempel, ifølge artklerne 3 og 8, burde anklages for at opfordre til folkedrab. Indtil denne dag er der ikke blevet foretaget nogen handling for at anklage den iranske præsident for truslen om "at fjerne Israel fra verdenskortet" - snarere det modsatte.

Da Ahmadinejad modtog sin tredje årlige invitation for at tale ved FN Plenum og afleverede hvad der kun kan betegnes som en glødende anti-semitisk tale, blev han på det varmeste omfavnet af Fader Miguel D'Escoto Brockmann til klapsalver og hyldest hos de delegerede ved plenum. Lad os også huske, at det var i FN Bygningen i Wien, at atomeksperten Timothy Hampton, et medlem af Commission for the Comprehensive Nuclear Test Ban Treaty, på mystisk vis faldt død om den 20. oktober 2009, en dag før genoptagelsen af atomnedrustnings samtaler med Iran. FN har nægtet at undersøge hændelse.

Så har vi FN's Relief and Warks Agency (UNRWA), som stadig mangler at give forklaring på indrømmelsen af dets tidligere kommissær Peter Hansen, der i et CBS TV interview den 3. oktober 2004 sagde at, "Jeg er sikker på der er Hamas medlemmer på UNRWA's lønningsliste." Om de ansatte medlemmer af en overbevist terrorist gruppe, der er forbudt i mange af vesten lande, kommenterede Hansen: "Jeg opfatter ikke det som en forbrydelse." UNRWA's bagtanke er at holde Mellemøsten i flammer, gennemtvinge en krise, udfra hvilken det kan retfærdigøre sin eksistens. I processen er det blevet intet mindre end et terroristkonsortium blot med et andet navn.

Så har vi slet ikke været inde på FN's overflod af skandaler. For at nævne nogle velkendte: Congo sexskandalen; Irak - olie for mad skandalen; de 5,2 milliarder dollars UNDP (United Nations Development Program) skandalen der involverede velovervejede uregelmæssigheder og krænkelser af de finansielle kontrolmekanismer og korruption; tilladelsen til det Nordkoreanske regime om at det måtte benytte FN's bankkonto for at overføre midler og ifølge Heritage Foundation, "medvirke til betalinger til et selskab der har tætte bånd til en enhed der er indblandet i våbenhandel"; og den nepotistiske Ban's udnævnelse af sin egen svigersøn Siddarth Chatterjee (se også denne artikel på synopsis) til stillingen som regionsdirektør for Europa og Mellemøsten i FN's Kontor for Projekt Services. At Generalsekretæren også sendte et lykønskningsbrev til den iranske tyran Ahmadinejad for sit - tyvstjålne - valg burde ikke overraske os. FN's bestræbelser, og Ban's yndlings projekt, at effektivere en massiv støtteordning der skal gavne "verdens dårligst regeringsledede stater" via klimaforandrings bedraget, på bekostning af Vestens skattydere, er kun det seneste i den uendelige serie af uudholdelige interventioner.

Der er ingen tvivl om at FN er blevet en tjener for verdens mest uliberale regimer - Rusland, Kina, Latinamerikanske autokratier og selvfølgelig hele den arabiske blok. Generalforsamlingens vedtagelse den 18. december 2008 af en resolution der fordømmer "nedgørelse af religion" er blot endnu et forsøg på en fælles indsats for at undertrykke ytringsfrihed som bliver fordømt som værende krænkende for specielle interessegrupper; under en sådan "gakkelak regel" ville de danske karikaturtegninger aldrig være blevet tegnet og kritik af Islam heller ikke forekomme. "Bestræbelserne for at forbyd kritik af Islam gennem menneskerettighedloven i FN" argumenterer Jacob Mchangama fra Københavns Universitet, "vender menneskerettigheder på hovedet ... fremfor at beskytte individet mod undertrykkende dogmer." Amen

Tendensen blandt de valgte i Vesten til at betragte FN med tårevædede øjne i respekt, idet de tror det er inkarnationen af drømmen om verdensfred og social retfærdighed er et fremtrædende eksempel på tilbageskuende tænkning og mangel på realitetssans der i stigende grad har sat den frie verden under dens fjenders nåde og forgodtbefindende. For FN er overhovedet ikke som den hallucination som dets vestlige fortalere bilder sig ind, den blødsødne, den uinformerede, den overfromme, og den vedvarende dumme. Det er snarere, folkefjende nummer eet. Det er kommandocenter for udklædte nationer, mange af dem direkte despotiske og etparti kleptokratier, andre tredje-verdens forurettede der er besluttede på at flå de udviklede nationer for støttemidler og at sikre overførslen af velstand til deres egne skattekamre, og andre igen sløve forsonere og kollaboratører - Spanien, United Kingdom, Nederlandene, Skandinavien - der gradvist overdrager deres ret til troværdig suverænitet.

Vi fortsætter med at støtte FN selvom det er til vor skade, vi er uvillige til at konfrontere den korruption der moralsk fordærver mandatet hos denne formodede så smukke godhedsorganisation, og benægter alle de beviser på dets fremadskridende anti-vestlige og antidemokratiske forehavender.

Det er nu bogstaveligt talt umuligt for selv de mest samvittighedsløse at regne med at kunne forlange retfærdighed, så at sige, overfor FN's skamløse krønike af uretfærdighed. Det er på lignende vis umuligt, medmindre man har tilbøjelighed til at fastholde en gennemført ulækker fiktion, at betragte det på anden måde, end som en uforsonlig modstander af den måde at leve på, som vi tager for givet. Den største finansielle sponsor er USA, der bliver ved med at spille efter et sæt regler der er direkte rettet mod dets interesser. Alligevel har ingen amerikansk præsident, indtil nu, haft modet til at løsrive sig fra denne dødbringende og depraverede organisation, hvis hoved raison d'être, udover dets mishandling af Israel, er man føler sig dårlig tilpas, og at obstruere og underminere Amerikas udenrigspolitik og indenrigspolitik.

George W. Bush tillod sig at blive fornærmet ved et FN møde af den forræderiske klovn Hugo Chavez, hvilket står som et eksempel på det sande forhold mellem de to holdninger. Skulle USA handle med værdighed og fremsynethed da ville det trække sig fra økonomisk at støtte det FN der flyder hjælpeløst rundt og lade det synke ned i uvirksomhed, hvor det hører til.

FN er en fælde og et bedrag. Man kan undre sig over, hvor meget længere farcen vil vare ved. FN minder mig om Woody Allens definition på evigheden: "Den er meget lang, især hen mod slutningen." Hvis Vestens ledere ikke kan mønstre styrken til at udfordre deres egne impotente valgte eller hvis de undlader at konfrontere deres eget hykleri ved at holde fast ved denne ukrudtsplante, så vil Vestens fremtid blive stadig mere problematisk.

Tiden er kommet da FN skal væk. Faktisk var tiden inde for dette for 35 år siden, da det allerede blev åbenbart at FN var "et farligt sted."