Den Grimme Amerikaner

Bruce Walker

For 50 år siden, under Den Kolde Krig dukkede et udtryk op i det moderne politiske ordforråd: "Den Grimme Amerikaner." Det stammer fra en bog fra 1958 med samme titel, talemåden begyndte man at benytte for at beskrive hele omfanget af tankeløse fejltagelser som amerikanerne var skyldige i - hvilket havde ført til at venskab med amerikanere var gået tabt blandt mange af verdens folk.

Idag har Obama-administrationen givet nyt liv til "Den Grimme Amerikaner." Vor nation og vort folk har altid haft jaloux rivaler. Franskmændene, hvis revolution mislykkedes så tragisk, er ikke tilbøjelige til at anerkende Den Amerikanske Revolution der viste sig at være en bemærkelsesværdig succes. Den marxistiske ideologi der herskede i Rusland og Kina førte til had mod Amerika, og det uanset hvad de almindelige borgere i de lande mente. Araberne og muslimerne, der altid leder efter nogen de kan give skylden for deres fattigdom og manglende magt, synes at Amerika og Israel er oplagte anklagemål.

Men Amerika har stadig mange oprigtige og kultiverede venner, skønt de er blevet færre på mindre end det år, som Obama og hans løjtnanter har lykkedes at irritere, forvirre og såre disse venner til direkte vrede. Det synes som om Obama har forvansket det kendte arabiske ordsporg, "Min fjendes fjende er min ven" til "min vens fjende er min ven." Det synes at se ud til at Obama er fast besluttet på at være "Den Grimme Amerikaner."

I Israel har vi et rigtig godt eksempel på dette. Hvis vi har een ægte allieret i dagens verden så er det Israel. Amerika, som Israel, og som enhver fornuftig leder i den frie verden, ønsker ikke at Iran skal have atomvåben. Så når Israel foreslår, at det alene vil stå for - den byrde som alle de frie nationer burde bære - at udslette Irans evne til at udvikle atomvåben da advarer Obamas rådgivere om, at hvis Det Israelske Luftvåben flyver hen over Iran uden deres tilladelse, da vil vort luftvåben nedskyde de israelske krigsfly.

Det ville ikke have været nødvendigt for Israel om det ikke var blevet skubbet, og presset til denne handling, hvis Obama med beslutsomhed og lidenskab og i offentlighed havde været talsmand for at det afskyelige mullahregime i Iran skulle falde, især efter det Chicago lignende præsidentvalg af Ahmadinejad. Man kunne med rette forvente at de amerikanske "progressive" ville synes at et regime der henretter homoseksuelle, stener kvinder der ønsker mere frihed, og indfører drakonisk teokrati, burde være i den amerikanske venstrefløjs skudlinje. Det indikerer at venstrefløjen hader homofobi, patriarki og teokrati mere end det hader Amerika - en falsk formodning.

Mens vor tandløse Udenrigsminister rejser til Indien, verdens største demokrati og en nation der ligesom os, ser med bekymring på galningene i Iran, og det ustabile Pakistan og den voksende kinesiske fare så giver hun minsandten lærelektioner til den indiske regering, der forsøger at løfte befolkningen ud af fattigdom, med sin venstreorienterede latterlige dagsorden.

Mens Obama bøjer sig for en iransk regering der benægter Holocaust, der forsøger at få atomvåben, og betragter Amerika som Den Store Satan, så forhåner man velvilligt en forfatningsmæssig grundfæstet regering i Honduras, og tror og stoler på den marxistiske lovbryder der forsøgte sig med en ulovlig folkeafstemning for at kunne fortsætte og udvide sine magtbeføjelser. Der bliver ikke skudt kvinder i Honduras' gader. Kæmpe demonstrationer opløses ikke ved særlige bandeenheder. Faktisk er hele den forfatningsmæssigt korrekte valgte regering i Honduras enige om at præsident Zelaya brød den honduranske Forfatning. Det er ligemeget. Han hader jo Amerika og det er det der betyder noget. Nu rapporteres det, at han er tilbage i Honduras. Kan der være nogen tvivl om, hvem Amerika ville støtte i en honduransk borgerkrig?

Den samme gælder i Sydamerika, hvor den tyreagtige svindler Chavez knuser al opposition, herunder oppositionens stemme i medierne, til genlyd af høje gab fra Washington og endog anerkendede ord fra Obamas czarer. Det er ud til at Obama respekterer fjolset der kører Venezuela: Han udveksler håndtryk med den stærke mand i Venezuela efter at have modtaget en afskyelig bog der beskriver vor nation som det "mest morderiske imperium der har eksisteret i verdenshistorien." (Bemærk: Chanvez er sandsynligvis ikke vor ven) I mellemtiden har Demokrater fra Kongressen fornærmet Colombia, en nær allieret i Sydamerika, ved at sætte Frihandels aftalen med Colombia i stå på ubestemt tid..

Storbritannien har stået sammen med Amerika i tykt og tynd uden en politisk ideologi hos regeringerne der har anfægtet vort særlige slægtskab. Men Obama forekommer at være opsat på at fornærme Premierministeren og selve denne gamle og vigtige allieredes Suveræn. Czar Putin i Rusland får imidlertid smil og ufortjente indrømmelser. Selv Obamas timing med at fornærme vore allierede synes at være velovervejede, da mange har bemærket vort beslutning om ikke at forsvare de nye NATO allierede som Polen, givet netop på selve 70. årsdagen for den russiske invasion af Polen.

Der er mennesker rundt om på kloden der altid vil hade eller foragte os, ligesom mullaherne i Iran eller Kim Jong Il eller Castro. Obama forekommer at være fast besluttet på at være venner med disse dødsfjender. Så er der til gengæld mennesker, nationer, og ledere der har helt naturlige sammenfaldende interesser med Amerika, som Israel, Polen, Indien, Columbia, og Storbritannien. Til disse nationer og deres ledere er Obama fast besluttet på at optræde som Den Grimme Amerikaner.

Bruce Walker is the author of two books: Sinisterism: Secular Religion of the Lie and The Swastika against the Cross: The Nazi War on Christianity.

Russiske Nobelpris vindere, hvorfor så få?

Russiske Nobel Pris Vindere

Den russiske jødiske Nobel Pris vinder Ilya Metchinikoff
Photo Credit: stamprussia

I mine tidligere indlæg om Nobelprismodtager påpegede jeg, at der få muslimske Nobelprismodtagere (kun tre) fordi Islam ikke opmuntrer til intellektuell foretagsomhed.

Da et antal læsere udspurgte mig om de store arabiske bidrag i Europas mørke middelalder svarede jeg, at det var Islam der dræbte denne største periode med arabisk lærdom og at intet er kommet fra Arabien i de sidste ettusind år. Ikke fordi arabere som sådan er genetisk inferiøre, men fordi så mange arabere er muslimer.

En læser skrev, "Manglen på arabiske Nobel prismodtagere er ikke noget bevis på nogen åbenbar fejl ved islam, selvom den har sine begrænsninger (og hvilken kultur og religion har ikke det). Hvis det var tilfældet så kunne man jo argumentere for at kineserne er dumme, da de jo kun har vundet så få Nobelpriser (cirka 6) sammenlignet med deres store befolkningsantal."

Jeg svarede, "Det der holder muslimerne tilbage i deres skabertrang er Islam og det er den samme mekanisme der holdt de indfødte kinesere fra at vinde Nobelpriser." Faktisk var 5 ud af 6 kinesiske Nobelprisvindere faktisk kinesiske amerikanere.

Sovjetunionen har helt sikkert opmuntret til videnskabelig lærdom i det sidste århundrede men har dog kun fået 16 Nobelpriser på videnskabelige områder. Jeg har udeladet vindere af Nobels Fredspris fra nedenstående liste da de i praksis intet har bidraget med til den moderne civilisation. De følgende Nobel prisvindere var enten født i Rusland eller vokset op der; Imidelertid er det interessant at bemærke, hvor mange af dem der var jøder.

1. Leonid Hurwicz, Economics, 2007 (Jøde)
   
   
   Faktisk en amerikans økonom og matematiker af polsk og jødisk afstamning.
   Biografiy: Jewish Virtual Library.


2. Alexei A. Abrikosov,Fysik, 2003 (Jøde)
   
   
   Hædret videnskabsmand, Argonne National Laboratory, USA, 1991- til nu.
   Biografi: Jewish Virtual Library.


3. Vitaly Ginzburg, Fysik Physics, 2003 (Atist, jøde)
   Ginzburg har været med til at hjælpe med at genopbygge det jødiske liv i Rsuland siden kollapset af kommunismen. Han har været i bestyrelsen for den Russiske Jødiske Kongres siden dens oprettelse i 1996. Han er kendt for sin stærke antisemitiske holdning, som støtte for staten Israel og for en verdslig jødsik identitet (også i Israel).
   Biografi: Jewish Virtual Library.


4. Zhores I. Alferov, Fysik, 2000 (Jøde)
   
   
   Biografiy: Jewish Virtual Library.


5. Pyotr Leonidovich Kapitsa, Fysik, 1978 (Jøde)
   
   
   Kaptisa belv en Clerk Maxwell Student ved Cambridge University, and derpå underdirektørj for Magnetic Research ved Cavendish Laboratory (1924-1932). Fra 1930 to 1934, blev Kapitsa også Messel Reseach Professor of the Royal Society og leder af the Royal Society Mond Laboratory.
   Biograpfi: Jewish Virtual Library.


6. Ilya Prigogine, Kemiker, 1977 (Jøde)
   
   
   I Texas, var han professor i fysik og kemi, men det meste af hans arbejde blev udført i Belgien.
   Biografiy: Jewish Virtual Library.


7. Leonid Kantorovich, Økonomi, 1975 (jøde)
   
   
   Biografi: Jewish Virtual Library.


8. Nicolay G. Basov, Fysik, 1964


9. Aleksandr M. Prokhorov, Fysik, 1964
   Født i Australien.


10. Lev Landau, Fysik, 1962 (Jøde)
    
    
    Biografiy: Jewish Virtual Library.


11. Pavel Alekseyevich Cherenkov, fysik, 1958


12. Igor Yevgenyevich Tamm, Fysik, 1958 (Jøde)
    
    
    Biografi: Jewish Virtual Library.


13. Ilya Mikhailovich Frank, Fysik, 1958 (Jdøde)
    
    
    Biography: Jewish Virtual Library.


14. Nikolay Semyonov, Kemi, 1956


15. Ilya Mechnikov, Medicin, 1908 (Jøde)
    
    
    Biografi: Wiki


16. Ivan Pavlov, Medicin, 1904.

Hvis du har holdt øje så kan du se at ud af 16 russiske Nobel prisvindere i videnskab er 11 jøder.

Hvad så med russere der har vundet Nobelprisen i litteratur?

1. Ivan Bunin, Litteratur, 1933


2. Boris Pasternak, Litteratur, 1958 (Jøde)
   Boris Pasternak blev født ind i en prominent jødisk familie i Moskva, hvor hans far Leonid Osipovich Pasternak, var professor ved Moscow School of Painting. Hans mor, Rosa Kaufman, var en anerkendt koncertpianistinde. Deres hjem var åbent for sådanne gæøster som Sergei Rachmaninoff, Aleksandr Scriabin, Rainer Maria Rilke, og Tolstoy. Biografi: Jewish Virtual Library.


3. Michail Sholokhov, Litteratur, 1965


4. Aleksandr Solzhenitsyn, Litteratur, 1970


5. Iosif Aleksandrovich Brodsky, Litteratur, 1987 (Jøde)
   
   
   Ved et interview i Stockholm lufthavn svarede han på spørgsmålet: "Du er amerikansk statsborger, der har modtaget Prisen for russiske sproget digtekunst. Er du amerikaner eller russer?" ..."Jeg er jødisk - en russisk poet og en engelsk essayist." Biografi:Jewish Virtual Library.

To ud af 5, er jøder, ikke dårligt.

Ud af de nævnte 21 russiske Nobelpriser modtog jøder de 13 eller cirka 62%. Så når du hører russike antisemitter beskylde jøderne for deres lands økonomiske problemer. så kan du regne ud, at hvis det ikke var for jøderne da ville Rusland have haft færre Nobel Pris vindere end 'lille' Polen.

Jøderne er ikke klogere som race eller genetisk end alle andre skønt de scorer højest i IQ test end næsten alle andre, og de forholdsmæssigt vinder flere videnskabelige priser end nogen andre etniske grupper. Jeg tilskriver dette udelukkende til den jødiske opdragelsesmetode, der betoner uddannelse og det og opsuge viden. Vi er alle mennesker af den samme art. Ved at kigge på de jødiske Nobel Pris vindere kan vi se at det intet betyder, hvor du er født, det væsentligste element i en intellektuel formåen er, hvordan du er blevet opdraget. Russiske jøder vinder flere Nobel priser end ikke-jødiske russere, fordi den hæmmende del af den sovjettiske kultur har mindre indflydelse på deres liv.

Du kan tage enhver russisk hedning eller arabisk muslim og opdrage ham som jøde og jeg tvivler ikke på, at han vil have større sandsynlighed for at vinde en Nobel Pris, end hvis det ikke var tilfældet.

Note:

Planck's Constant, Problemet med IQ

....Syøst asiater 85-90, afrikanere 80-85, arabere 83, latinoer 85-90 (indfødte indianere noget mindre).

asiater (orientalske: Kina, Japan, Korea mv.) 104, europæere 100 (+ måske lidt mere), russere (som har gennemgået så megen intern strid) 96, amerikanere 100.

... South East Asians 85-90, Africans 80-85, Arabs 83, Latinos 85-90 (Full blooded American Indians even lower).

... Asians(Oriental: China, Japan, Korea etc.) 104, Europeans 100(plus a couple points maybe), Russians(who've gone through a huge amount of internal strife themselves) 96, Americans 100.

Jøder og asiater scorer den højeste % i IO test henholdsvis 110 og 104.

Fællessang om enhed 5

Ensstemmig sang for at redde en diktator 5

Obama og hans slæng falder hele tiden for myten om at de som lever under et diktatur er samlede imod amerikansk agression. (Dette er del 5 af en serie. Læs del 1 her, del 2. her, del 3. her, og del 4. her.

Oleg Atbashian

Hvis det amerikanske samfund til stadighed skal rives i stykker af ideologiske konfrontationer, hvorfor er det så svært for nogle amerikanere at forestille sig at mennesker i andre lande kan være lige så splittede?

Ethvert samfund, selv det mest frie demokrati, har sandsynligvis autokrater der er villige til at udnytte andre, latente ofre der er villige til at opgive deres frihed i bytte for udnævnelser, og inddæmme frie mennesker der ellers er villige til at modstå tyranni og forsvare deres friheder. Antallet af disse grupper i et hvert land kan variere, men ingen nation er nogen sinde fri for dem - trods alle forsikringer om det modsatte af diktatorer, der påstår de taler på hele folkets vegne.

Stats regimer har brug for ensrettethed for at retfærdiggøre deres eksistens. Hvis overlevelse af en regering er afhængig af enighed, da vil den uundgåeligt ende med at undertrykke ytringsfriheden. Det alene gøre Statismen til en uaccpetabel regeringsform. Enhver regering der påstår de taler på hele folkets vegne gør sig automatisk mistænkelig, ligesom en ensstemmig valghandling er et symptom på tyranni.

Ensartheden hos menneskene i Sovjet var en myte. At måle den interne modstand i fraværet af frihed kan være helt umuligt, men da der hele tiden var dissidenter og afhoppere så bør det være et sikkert kendetegn. Dog har medierne i Vesten, uden at stille spørgsmål, gentaget regimets officielle løgn om, at hele Sovjet befolkningen stod samlet bag Kommunistpartiet og dets politik.

Da forkerte data fører til forkerte konklusioner, afviste intellektuelle i Vesten ofte tyranniet i Sovjet med at "det var folkets eget valg," og bortforklarede det som udenlandsk nonsens, ligesom den "mystiske russiske karakter" eller den "slaviske races kollektivistiske sjæl," hvilket var en absurditet, især når man tager i betragtning at ikke alle folkeslagene i Østblokken var russere eller endog slaver. Den samme måde at tænke på gav mindre tendens til at dæmonisere alle russere, ved at fremstille dem som dovne og blodtørstige bøller. Ironisk nok, er den sidstnævnte mening, den jeg har hørt oftest fra de ypperste fortalere for det kollektivistiske Utopia, de som foragtede USSR for at have givet kommunismen et dårligt navn, ved at have forvandlet en så smuk ide til en afskyelighed på grund af nogle påståede etniske utilstrækkeligheder.

Tilsyneladende tror de, at det ville have kommet til at virke med en "bedre" etnisk gruppe.

Som en hovedregel udfordrede disse intellektuelle, nærmest religiøst, enhver del af deres eget kapitalistiske system, men noget de ikke udfordrede var myten om, at Sovjet regeringen talte på hele folkets vegne, og kun handlede i folkets interesser, og at alle sluttede op om den. "I hope the Russians love their children too," sang Sting, som om der var en forbindelsen mellem det russerne elskede og det Sovjet regeringen gjorde. Ved yderligere at aflyse selv den mindste smule fornuft påstod Sting i samme sang, at han ikke troede på Reagan, at "ingen har monopol på sund fornuft," og "i bund og grund har vi den samme biologi uanset ideologi," og "der findes ingen krig der kan vindes." Med andre ord, er alle ting relative og alle mennesker er fornuftsløse biologiske enheder, den frie verden kan ligeså godt give efter overfor tyranner der vil herske over et gigantisk gulag, hvis tavse fængslede, som Sting udtrykte det også elsker deres børn.

Dette ville ikke være så patetisk hvis ikke så mange af Vesten politikere fulgte den samme logik og gav udtryk for lignende holdninger - lige netop det som myten om Sovjet "ensartetheden" havde til hensigt at gennemføre.

Ingen idag tvivler på, at der i Saddam Husseins Irak ikke var nogen ensartethed. Men selv i lyset af den US ledede invasion har aktivistiske medier i Vesten og radikale intellektuelle med stor iver gentaget Husseins påstand om, at man 100% støttede ham i landet. Ikke fordi nogen vitterligt troede på et sådant urealistisk antal, snarere mente man fordelen var, at irakerne helt sikkert ville glemme deres interne uoverensstemmeler og stå fælles sammen om deres leder for at forsvare deres nationale integritet fra "ulovlig besættelse." Alligevel gjorde irakerne ihærdig modstand. Tilsyneladende havde de kun lidt at forsvare da al deres værdighed, og det meste af alt andet var blevet frataget dem af Saddam. Men på det tidspunkt havde myten om Iraks enhed, forårsaget en gevaldig bule i offentlighedens støtte til USA's politik.

Idag er et nyt demokratisk Irak blevet en magtfaktor i Mellemøsten, ved at have ændret regionens ideologiske balance til fordel for demokrati og frihed. Alligevel har ikke en eneste modstanderstemme mod Bushdoktrinen, herunder Barack Obama, trukket deres tidligere udtalelser tilbage, udtalelser der gik direkte mod det resultat vi kan se idag.

Jeg befandt tilfældigvis mig i Denver under Det Demokratiske Konvent i 2008. Selvom jeg ikke var tilstede under Obamas berømte tale på stadion omgivet af de græske søjler, tilbragte jeg noget tid på det lokale Civic Center Park og observede ydertliggående politiske demonstrationer og protestmarcher, de fleste af dem fra antikrigsbevægelserne. Den mest mistænkelige frembringelse var en moskelignende pavillon med gennemsigtigte silkelagner med fotos af det lykkelige iranske folk i deres dagligliv. Med forfatterens egne ord, en ung amerikansk fotograf Tom Loughlin, var udstillingen beregnet på at "synliggøre problemet med de iransk/amerikanske forhold" ved at minde betragterne om, den "betydlige effekt som de falske amerikanske misforestillinger kunne have på den iranske og på den persiske kultur," og at give dem "en fornemmelse af at noget smukt er i farezonen."

Forfatteren stod ved siden af en filmoptager og optog tilskuernes reaktioner. Jeg tilbød at give min holdning til kende ved at sige til kameraet, objektivt set, at hans kunstneriske talent og de penge der er betalt for at finansiere det, blev brugt af det iranske regime som propagandistisk lokkemad, et trick der kommer direkte fra en Sovjet drejebog. De smukke iøjnefaldende persiske ansiger, der angiveligt skulle repræsentere Iran var lokkemaden. Men billeder af de som ville høste mest gavn af det positive PR-budskab var ikke på billederne. Det er fordi, de der virkelig får gavn af dette show, netop er de grimme Amerika hadende mullaher der untertrykker deres egen befolkning, giver støtte til terror, destabiliserer verden, taler om at ødelægge Israel, og er igang med at fremstille en atombombe.

Der er ingen der tvivler på at iranerne kan være smukke og"også elsker deres børn." Problemet var at menneskene på billederne ikke kunne omtale deres tyranniske regime, og at regimet ikke talte på deres vegne, ejheller repræsenterer deres interesser. De er selv gidsler for en sindsyg politik fra deres ikke valgte ledere. Mange iranere ville helt sikkert foretrække at blive befriet og leve i den moderne verden snarere end blive ofret som menneskelige skjold af mullaherne, der stræber efter en middelalderideologi. Det var yderst skuffende at udstille renskurede redigerede billeder af ofrene for at give støtte til et regime der mishandler dem.

Jeg klandrer ikke fotografen for ikke at inkludere min kommentar på den frigivne video. Men jeg har bevist, at jeg har ret ved at der ti måneder senere strømmede masser af iranere - og de ser meget ud som modellerne i udstillingen - ud på gaderne i Teheran og andre byer i kæmpemæssige anti-regerings demonstrationer, ofte med livet som indsats for at protestere mod det ulækre mullahkrati.

Det smadrede helt sikker enhver illusion om fredelig enighed som regimet har som tema i deres propaganda. Måske hr. Loughlin kunne være årsag til noget godt ved at flytte sin iranske pavillon til plænen foran Det Hvide Hus for at Barack Obama kan "få den fornemmelse at noget smukt står overfor fare," fordi vor præsident, ser det ud til, har valgt at forblive uoplyst.

Efter som det fortælles forventede de iranske dissidenter at modtage støtte, eller i det mindste opmuntring fra den amerikanske præsident. Men "krigsgalningen" Bush er nu ikke længere på kontoret, og den "fredselskende" Obama er ikke interesseret i at gøre noget, at benytte de amerikanske muskler, eller noget som helst andet der måske kunne forurolige venstrefløjen og sætte ham i samme kategori som Bush, Reagan og andre "imperialistiske skurke." Fastlåst i en tankegang fra fortiden og ved kun at have viden om livet fra myter, foretrækker Obama at tro at iranerne er forenede og alle står bag deres egen Amerika-hadende regering, som den gamle venstrefløjsere siger de gør.

Som modsætning lader den demokratiske regering i Honduras ikke som om der er enighed. Det honduranske samfund er i bund og grund åbent, med en lille minoritet at venstrefløjsprotesterende der går ind for at den potentielle diktator skal vende tilbage. Alligevel spilles "uenigheds" kortet ud mod honduranerne - ikke inde fra landet selv, men udefra - da venstrefløjslederne og de sympatiserende medier forsøger at præsenterede den lille håndfuld lokale marxister som talte de for hele folket. En indbildning, der i det mindste for dem, giver en moralsk retfærdighed for deres krav om at genindsætte Zelaya.

Men Honduras har en egen selvstændig historie og kan selv forsvare sin suverænitet. Mens jeg undersøgte denne historie interviewede jeg J. Michael Waller, professor i International Kommunikation ved Institue of World Politics i Washington, D. C.:

"Venstrefløjen har altid haft et horn i siden på denne konservative og antikommunistiske nation," forklarer Waller. "De venstreorienterede har aldrig haft en chance i Honduras, for den lokale befolkning omgående ville dræbe enhver cubansk- eller Sovjettrænet radikal, der ville forsøge at igangsætte en revolutionsbevægelse. USA eller CIA har intet haft at gøre med undertrykkelsen af Venstrefløjen dernede; det har honduranerne selv udmærket været i stand til at gøre."

Så alligevel er Obamas støtte til Zelaya, ifølge the Guardian, motiveret af hans indbildte skyldfølelse for "USA's lange histore med at støtte kup mod Latrinamerikanske venstreorienterede." På samme tid har den anerkendte advokat i US Forfatningen, Miguel Estrada, der er indfødt honduraner, ingen sådanne kvaler. Idet han har den æge - ikke mytologiske - kundskab om det honduranske folk, og lovgivningen ,er Estrada overbevist om, at det honduranske militær og Højesteret handlede med de rigtige hensigter. Det eneste problem, siger han, er at i stedet for at deportere den pyjamasklædte Zelaya til Costa Rica da"Burde de have sat ham i fængsel."

Oleg Atbashian, a writer and graphic artist from Ukraine, currently lives in New York. He is the creator of ThePeoplesCube.com, a satirical website where he writes under the name of Red Square.

Ekspertråd til venner!

Gode råd fra Castro til Gaddafi og Ahmadinejad

Humberto Fontova

Ahmadinejad og Gaddafi fik smækket rigtig mange døre i hovedet i denne uge. Helmsley Hotel skyndte sig at hænge skiltet "Ingen ledige værelser" op og Gotham Hall aflyste Ahmadinejads reservation som hjemsted for hans tale og banket. Gaddaffi blev henvist til at sove på sofaen i Libyens FN ambassadørs lejlighed på Manhattan. Derpå skyndte 11 medlemmer af Generalforsamlingen sig væk under Ahmadinejads tale i FN.

Tilhængere af Fidel Castro må være skuffede, mens han kan betragte sceneriet. Måske ville han kunne give dem et råd: "Mine stakkels forslåede amigos, Ahmadinejad og Gaddaffi, I har vist brug for noget optræning, noget erfaring. Sæt Jer ned sammen med mig.

"Jeg synes I skal vide, at da jeg besøgte New York i 1995, til FN 50års dag, da fik jeg ikke alene det største og det længste bfiald i Generalforsamlingen, og Time Magazine hyldede mig som "Manhattans Hædersfigur!" og Newsweek som "Det varmeste navn på Manhattan!" Det var endda i samme uges udgaver.

"Da min, nu kære afdøde yndling, Che Guevara besøgte FN i 1964, og åbenlyst pralede med vore massehenrettelser og udnævnte USA som "hovedstyrken bag udnyttelse og undertrykkelse af verdens foldk og mod en omfattende del af sin egen befolkning!" og som "et blodtørstigt dyr der levede af de hjælpeløse!" var bifaldet ikke nær så langt og højt som det jeg fik, men dog tilstrækkeligt. Den aften var Che æresgæst i 'Bobo' Rocefeller's suite på Manhattan, hvor cocktailgæsterne blandt andre var Noirman Mailer til Eugene McCarthy der stillede sig op for at få hans autograf.

"Og husk også på at min kære lille yndling havde indrømmet blot to år tidligere: "Hvis missilerne var forblevet på Cuba, da ville vi have affyret dem mod selve hjertet i USA, herunder New York City (Che Guevara til Sam Russel fra London Daily Worker, november 1962). Faktisk så mødtes min lille yndling Che, under samme besøg i New York, også med Black Liberation front, de som finansierende sprængningen af Frihedsstatuen dengang."

"Husk også lige på det der reaktionære svin, J. Edgar Hoover, der greb ind lige før min sprængladning skulle detoneres. Jeg bliver rasende hver gang jeg husker på det. Det var den 17. november 1962, at FBI brød den plan mine agenter (Fair Paly for Cuba Committee der arbejdede sammen med mit personale i FN) havde lagt om at ildspåsætte Macys, Gimbel's Bloomingdale's og Manhattan Hovedbanegård, med et dusin brandbomber og 500 kilo TNT. Dette Holocaust var planlagt til at gå igang den følgende uge, dagen efter Thanksgiving. Alene Macy's har 50000 kunder den dag! Min nedrige plan ville have bragt skam over 9/11 og Pearl Harbor sammenlagt. Caramba!"

"Under alle omstændigheder hyldedes jeg i overskrifterne i Time Magazine og Newsweek, som jeg nævnte for lidt siden, med en fælles hyldest der fulgte med mit besøg i 1995 på Manhattan. Efter hyldesten ledsaget af stampen med fødderne, og jubelbrøl i Generalforsamlingen, blev jeg feteret af New Yorks bedste og klogeste hoveder og børsmæglere. Til en begyndelse fik jeg morgenmad med Council of Foreign Relations. Efter at have holdt hof der med en henført David Rosckefeller sammen med Robert McNamara, Dwayne Andreas og Random House's Harold Evans, beærede jeg Mort Zuckerman på 5. Avenue med min tilstedeværelse, hvor en hoben af kendisser fra en åndeløs Mike Wallace, Peter jennings, Tina Brown, Bernard Shaw og Barbara Walters allesammen var henførte over min ord, kurrede og småfnisede over hver eneste af mine kommentarer. Alle stillede sig i kø for autografer og et foto med mig. Diane Sawyer var så overvældet over min tilstedeværelse at hun skyndte sig hen til mig, med et af sine berømte tandsmil, slyngede armene omkring min hals og kyssede mig inderligt på kinden."

"I er altså bare det allerbedste!" udtalte jeg til hele den smilende hob der omringede mig.

"Hørt, hørt!" kurrede mine henførte værter mens de klinkede med vinglassene i værdsættelse og beundring.

"Og jeg havde endda knap skrabet lidt i overfladen på min New York Fan Klub. Mine venner hos U.S. Cuba- Handels og Økonomi Råd, informerede mig om at jeg havde modtaget 250 middagsinvitationer fra berømtheder på Manhattan og fsa børsmæglere."

"Min modtagelse i New York ved FN's Millennium Topmøde i 2000 var ikke mindre henført. Efter min tale i FN, runger det stadig i ørene på mig af bifaldet. Jeg banede mig vej til Harlem's Abessinske Baptist Kirke, hvor præsten Calvin Butts ytrede: "Det er en af vore traditioner at byde alle visionære og de som søger at udfri mennesker velkommen. Gud Velsigne Dem Fidel."

"Her har jeg lyst til at citere fra Peoples Weekly World: 'Det hovedsageligt afro-amerikanske publikum, herunder New Yorks Demokratiske repræsentant Charles Rangel og Nydia Velasquez, hilste med stor begejstring den cubanske leder i et ti minutters stående bifald. Råbene 'VIVA FIDEL!' gav genlyd fra stolerækkerne."

"Jeg erindrer med glæde den nærmest deliriske hyldest på grænsen til jordskælv - eller som en orkan. Murene og søjlerne rystede af skrigene 'FIDEL! VIVA FIDEL!' Elombe Brathe, chefen for Patrice Lumumba Koalitionen og formand for mødet, spurgte derpå publikum, "Hvem ser I helst her i Harlem? Fidel eller Giuliani.?"

"'FIDEL!' Udbrød de. ‘FIDEL! VIVA FIDEL!' Derpå med kongresmedlem Maxine Walters der så helt henført ud, vraltede min gamle ven Charlie Rangel op til podiet og - ups - omsluttede mig i et gevaldigt knus.

"Tricket kære venner, Ahmadinejad og Gaddafi, er at I skal altså have forsøgt at atomsprænge New York først, og I skal altså have forsøgt at brandbombe titusinder af New Yorkere på helligdagsindkøb."

"Derpå kan I tage på besøg og VOILA! I vil blive feteret som: Det bedste på Manhattan, af de selvsamme mennesker i forsøgte at stege. Prøv det til næste gang."

***

En netop frigivet Pentagon undersøgelse med titlen "Sovjets hensiger 1965-1985," som er baseret på omfattende interviews med tidligere Sovejet embedsmænd afslører at Castro's hensigt om at 'grille' Manhattan igen blomstrede op under Reagan.

"Hr. Castro pressede hård på for en hårdere Sovjet linje mod USA herunder også atomangreb," sagde tidligere chef for Sovjets General Stab, General Adrian Danilevich. "Vi måtte aktivt forhindre ham i denne holdning ved rent bogstaveligt at give ham en lektie i de økologiske konsekvenser for Cuba ved et Sovjet anslag mod USA."

Man kan i hvert fald sige om FN, at det er stabilt. For blot tre uger siden udnævnte FN, Fidel Castro som "En Verdenshelt i Solidaritet." Grundede hertil er som citeret: "Fidel Castro indbefatter dyder og værdier der er værd at efterligne for os alle." Prisen blev givet kun efter "omfattende konsultation blandt repræsentaner hos Generalforsamlings medlemmer," forklarede den nuværende præsident for Generalforsamlijngen og den tidligere sandinistiske minister Miguel D'Escoto.

Her skal ikke nævnes med et ord, hvordan Obama delegationen stemte ved denne pris. Man er næsten bange for at spørge.

(All items above are fully documented in the books Exposing the Real Che Guevara and Fidel; Hollywood's Favorite Tyrant)

Hyldest til velfærdsstaten

Hyldest til barnepigestaten

Og det kan kun blive bedre.

David Solway

Den såkaldte velfærdsstat, eller social omsorg, har været udsat for så meget uretfærdig kritik her på det seneste. Hårdkogte borgerlige og hensynsløse individer har rejst en skamløs og ondsindet kampagne mod de vestlige regeringers ihærdige anstrengelser på at give garanti for sikkerheden og borgernes velbefindende. Hvor er det deprimerende at erfare, for eksempel, hvordan højrefløjens hulemænd har haft indsigelser mod lovmæssige forslag og initiativer der har til hensigt at hindre den den igangværende globale opvarmning, såsom indførelsen af en CO2 skat, udnyttelsen af biobrændstoffer, omskiftningen af el-pærer til kviksølvsfyldte lyskilder, termostater og en skat på lufttrafik.

Disse benægtere henviser til den helt åbenbare forbigående "kendsgerning" at vi har 'nydt' en periode med global afkøling siden 1995 og at mange forudsigelser indikerer, at denne tendens vil fortsætte i en nærmere ubestemt fremtid. De har ikke erkendt, at der er en væsentlig forskel på vejr og klima, og at skønt vejret ser ud til at blive koldere, da bliver klimaet stadig varmere. I tilgift vil de gerne gøre opmærksom på bøh-manden bag den bløde totalitarisme, idet de hævder at vi er godt på vej til at blive til en bananrepublik, hvor individets rettigheder gradvist udfases og den hyldede selvstændige person skal overdrages til den altomfattende faderstats omsorg.

Alt ovennævnte er selvfølgelig en værre gang sludder, et usvigeligt tegn på tibageskuende følelser der ikke kan svare til den sociale oplysnings fremskridt i en verden der ellers er mørk. De er blinde for denne uddelings goder der kun har vælgerens lykke på sinde og den glorværdige intention om at beskytte dem, fra dem selv. De fordømmer den indblanding fra eksperter, bureaukrater, politikere og embedsmandsvældet der kommer ind i deres privatsfære, og de kan i svær grad ikke fatte statens godhed og de forskellige lokale love og regulativer for at klare tilværelsens store problemer og give omsorg og trøst til alle sammen, og det endda med solskin.

Lad os se nærmere på nogle få repræsentative indsatser der er igangsat nu under denne nye uddeling.

Anti-ryge forbud har utvivlsomt været det helt store gode for den offentlige sundhed, og det selvom antallet af luskede rygere på parkeringspladser og portåbninger er steget eksponentielt. Cigaretsmugling har nået uanede højder, og mange barer og restauranter er blevet tvunget til at holde dørene lukkede. Selvfølgelig har alt sin pris, også de gode ting. Våbenkontrol har givet beskyttelse for lovlydige borgere som så er blevet sårbare overfor indbrudstyve, og diverse trusler fra bevæbnede kriminelle, men det skal bemærkes at vådeskudsulykker i baghaverne, i skure og på skydebaner er gået betragteligt ned. Retssager med mennesker hvis rettigheder er blevet krænket og som søger erstatning for ubærlige lidelser - såsom det, at der er blevet spildt skoldhed McDonalds kaffe i deres skød, at de er blevet fulde ved fester på kontoret og som derpå er kommet til skade bagefter, eller selvvalgte kønsskifteoperationer betalt af skattepenge - jo det skal og må anbefales.

Det bliver bedre og bedre. Forældre kan retsforfølges for at disciplinere deres børn og få reprimander af domstolene for at give deres teenagere "husarrest." Udenfor hjemmet bliver skolebørn i stigende grad beskyttet mod at komme til skade og blive ydmyget. I mange skoler over hele landet lægges gummimåtter under gymnastikredskaber så man lander rigtigt blødt. Spil med bold er underlagt restriktioner, hvis nu et barn rammes af et fejlskudt missil. Høvdingebold (man kaster en bold mod en person får at vedkommende skal gå ud af spillet) er nu endelig blevet forkastet i forskellige børnehaver for at skåne de smås følelser når han eller hun er ramt og ude. Ligeså vigtigt er lærere kommet under restriktioner for at de ikke skal tale hårdt eller udstede forbud, hvis der begås fejl. Dette anslag mod en ungs selvværd kan jo, som det så ganske overbevisende er bevist, vise sig at være skæbnessvanger.

Visse pasningsmetoder er virkelig at foretrække fremfor, for eksempel, Gazamodellen med at oplære og uddanne børnehaverne i, hvordan man affyrer en Kalashnikov og det endda før man har lært at læse. Vore beskyttelsesprogrammer er helt klart Talibans overlegne, hvor man i grundskolen lærer det helt nødvendige tag der skal til i den ekstravagante kunst at foretage en halshugning. Indrømmet vor egne unge ansøgere er håbløst bagud for deres Gaza eller Taliban modparter og de ville øjeblikkeligt blive sat i skammekrogen eller sat udenfor døren. Alligevel kan vi være tilfredse med os selv ved at have skabt en idealmodel for opførsel i en vild, ond og forskelligartet verden, trods de tab og skader der vil skulle ydes i fremtidige voldelige konfliker. Noblesse oblige.

Staten giver også omsorg for de som har været vidne til eller oplevet meget voldsomme begivenheder og man udsender trænede psykologer og sorgbehandlere til at hjælpe dem der ganske fornuftigvis ikke kan forventes at klare sig selv. Man kan nu godt undre sig over, hvordan vore forfædre, som var frarøvet sådanne velsignelser, egentlig klarede tragedierne. Det gjorde de måske heller ikke, måske stolede de på den ubevidste mekaniske, der hedder fortrængning, der jo så endelig kan føre til det modsatte, nemlig konsekvenser i form af mentalt nedbrud, vrede, onde gerninger og følelsesmæssig ustabilitet. Den nuværende praksis skal nok vise sig at give en bemærkelsesværdig forbedring, fremfor at stole på noget så grundlæggende som indre ressourcer, som jo samtidig er så utilstrækkelig i lyset af livets uundgåelige ulykker.

Jeg håber at læseren vil tilgive en personlig beretning. Jeg er såvel glad som stolt over at kunne meddele, at politiet i min hjemby Montreal virkelig handlede i offentlighedens sikkerhedsinteresse her fornylig da man lagde i håndjern, og gav bøde til en uforbederlig misdæder, en vis hr. Bela Kosoian, på grund af dennes manglende brug af gummigelænderet i undergrundstationens eskalator. Politistyrken skal roses for sin betimelige intervention, som hvis ikke de havde grebet ind måske ville have medført en katastrofe af hidtil usete proportioner. Den skrækindjagende episode med hr. Kosoian der skyndte sig ned af eskalatortrinnene, og derved kunne have igangsat en kæde af hændelser der ville kunne have resulteret i lemlæstelse, at folk blev mast, knust, forulempelse og død hos totalt uskyldige er kun det fantasien der kan sætte grænser for. Selvom der ikke er beretninger om, at en sådan katastrofe nogensinde er indtruffet, da må Statens tjenere ikke destomindre sikre at dens borgere beskyttes mod løsgående individers skøre ideer og ekcentriske indfald.

For at fortsætte i samme spor. Vi er alle klar over de fordele der er gennem lovene om at vi fastspændes når vi sætter os bag rattet. Lignende krav er der om brug af mobiltelefon når man kører. At betjene radioen når man kører eller i bytrafik ligesom det at samtale inderligt med passagerer er ikke destomindre forstyrrende og farligt og er grunden til megen ængstelse. Disse uheldige vaner skal der gøres op med på et tidspunkt af vore lovgivende velgørere der, som det kan håbes på, vil forbyde musikanlæg og installere aflytningsaparater i biler for at sikre behørig korrekt opførsel.

Man kunne også nævne de forskellige love der kræver at cyklister benytter hjelme. Selvom sådanne forordninger betyder at den behagelige brise man får når man cykler reduceres, og derved tilskynder nogle cyklister til at jogge i stedet for, er sikkerhedsfaktoren det altafgørende. Man kan faktisk godt argumentere for at disse ordinancer ikke er vidtgående nok, som i et læserbrev der gjorde sig til talsmand for at kørende selv skulle tvinges til at bære hjelm for at reducere skaderne ved bilulykker - en virkelig beundringsværdig holdning. Trods alt, hvem kan egentlig være imod, når man tænker efter, at nogen kommer til at tjene penge på disse polstrede hovedbeklædninger hver gang man sætter sig ind i bilen? Der er ingen grund til at betvivle goderne ved en sådan reform, som når alt er overvejet, kun medfører små ubehageligheder når man tager risikoen i betragtning.

Man kan gå videre endnu og foreslå at Staten indfører lovgivning der gør det tvunget for elskende at stramme hjelmen når de begiver sig ud i kønsakten. Man kan levende forestille sig den skade der kan ske, når man hamrer panden ind i sengegavlen i et øjebliks uopmærksomhed eller faren ved alvorlig legemsbeskadigelse når seksuelle partnere tankeløst kolliderer midt i kampens hede. Måske vil også Kevlarveste være i orden. Det er især tilfældet med ægtepar og samboende par der har større ansvar at leve op til - forretning, pasning af hjemmet, og selvfølgelig børnene - og som derfor skal gøre alt i deres magt for at afværge ulemperne ved at blive uarbejdsdygtige. Men som sagt er det blot et forslag som bekymrede ansvarlige lovgivere burde overveje i fremtiden, uanset protesterne og kritikken som en regressiv minoritet af formørkede hulemennesker helt sikkert vil komme med.

Alt det ovennævnte er kun en løs gennemgang af de velsignelser der følger med accepten af velfærdsstaten, der som vist, fremviser en fordel over alle andre former for sociale og politiske sammenhænge. Verden er et farlig og foruroligende sted og vi skal være forberedte på enhver uheldig omstændighed. Ligesom med nogle af vore seneste teknologiske opfindelser skal vi have et regulativ for alt. Uha, hvor man skælver ved tanken om alternativet.

Fødevarekontrol og langt videre

Lovgiverne kaster smuds på Forfatningen

Henry Lamb

Det ser ud til at lovgiverne der samles i Washington ingen anelse har om hvad Forfatningen siger, eller værre endnu, så er de ganske enkelt ligeglade. Den fjerde Amendment siger helt klart:

"Retten hos mennesker til at sikre deres person, hjem, dokumenter og ejendele mod grundløse undersøgelser og indgreb, må ikke krænkes....."

Demokraten fra Connecticut Rose DeLauro har introduceret "Fødevaresikkerheds og moderniserings loven af 2009 (H.R. 875) Hendes lov vil skabe en ny Fødevarsikkerhedadministration og give denne administration autoritet til at "udføre opsyn og overvågning af dyr, planter, produkter eller miljøet" på hvert eneste familielandbrug, ranch, vingård og fiskedam i landet. Ydermere kan administrationen besøge og inspicere ejendommen og kræve at ejeren giver adgang til "dokumenter og ejendele," og alle forhold der har forbindelse med fødevareproduktionen.

Der er intet i denne lov der kræver, at administrationen skal give rimelig grund eller, at der præsenteres vidnesbyrd foran en dommer for at sikre en garanti for adgangen til ejendommen. Den Fjerde Amendment forbyder ganske klart og tydelig regeringen at gå ind på privat ejendom uden en dommergodkendelse, denne "skal omhandle stedet der skal undersøges,og de personer eller ting der skal tilbageholdes."

DeLauro og de 39 demokratiske medstøtter til denne lov må have misforstået det helt klare sprogbrug da hun skrev autorisationen ind i loven for administratorerne til at kunne idømme bøder på op til 1 million dollars om dagen for at nægte adgang. Sektion 406 i loven siger at "gyldigheden og rimeligheden for Administratorens vurdering af civil straf kan ikke være underlagt juridisk hensyn."

Som om der ikke var noget andet problem med denne lov, så er denne grove krænkelse af den Fjerde Amendment mere end tilstrækkeligt til at forslaget skal forkastes og begraves af den første høring foran en Komite.

Fødevaresikkerhed er et lovligt regeringstiltag; invasionen af privat ejendom er ikke. Denne lov omdefinerer konceptet med "en rimelig begrundelse" til at betyde at regeringen dikterer processen og den private borger skal betale uanset, hvad regeringen siger er rimelig.

Denne lov giver den foreslåede "Fødevarsikkerhedsadministration" en bred nærmest "brunskjorteagtig" autoritet til at regulere og blande sig i ethvert område i fødevareindustrien. Administrationen kan kræve af enhver privat gartner: At hans ejendom skal registreres, og underlægge sig en nedskreven produktionsplan, give adgang til ikke anmeldte besøg af inspektører, kræve kopier af produktionsooptegnelser og kræve betaling af bøder for hvilken som helst uregelmæssighed som 'brunskjorterne' mener der er tilstede.

H.R. 875 ville også inkludere 'Det nationale Dyre Registrerings System,' NAIS, som USDA har forsøgt at indføre i adskillige år. Ved en femtimers kongreshøring blev der ikke sagt et eneste ord om den forfatningsmæssige del af regeringens mandat til at registrere privat ejendom og overdrage private oplysninger til regeringen.

Dr. John Clifford repræsenterede USDA's Dyre og Plante Sunheds Service, en stærk fortaler for programmet, og talte i mere end en time. Han indrømmede dog, at dyre identifikationsprogrammet var blevet krævet af World Organization for Animal health som en forløber for den internationale handel. Modstanderne af hensigten fik kun lov til ti minutters taletid, fordelt på to talere.

Vidner og medemmer af Kongressen talte om behovet for at give mandat til et program med at registrere enhver ejendom, sætte mærke på ethvert dyr og at kunne spore dyrets bevægelser - altsammen for fødevaresikkerhedens skyld. Dr. Max Thornberry repræsenterede R-CALF USA, en af modstanderne og fortalte komiten, at det nuværende system til fulde beskyttede fødevarerne hele vejen til slagteriet, og at det var fra slagterierne og videre derfra til supermarkederne at fødevaresikkerheden kunne forbedres.

Landbrugskomiteens formand Collin Peterson sagde, at et større udbrud af en sygdom, såsom mund- og klovsyge, kunne koste mellem 30 til 300 milliarder dollars. Han sagde, at omkostningen ved implementeringen af et tvunget national identifikationssystem var som ingenting i sammenligning med de voldsomme tab, der ville kunne ske ved et sygdomsudbrud. Han nævnte imidlertid ikke, at det seneste udbrud af mund- og klovsyge fandt sted i 1929, forårsaget af importerede dyr fra Argentina, og at udbruddet blev indesluttet på mindre end en måned uden noget NAIS på et tidspunkt, og at da der ikke engang var telefoner i almindeligt brug.

Sådanne skrækscenarier der benytter fødevaresikkerhed og de voldsomme omkostninger ved sygdomsudbrud er det rene røgslør for at sløre opmærksomheden bort fra den kendsgerning, at i næsten 80 år har der ikke været noget større sygdomsudbrud fordi de eksisterende systemer gør amerikanske madvarer til de sikreste i verden.

USDA embedsmænd og kongresmedlemmer klager over at kun omkring en tredjedel af nationens kvægbesætninger er indregnet i NAIS (mange af dem er dog med uden deres viden), på trods af at der næsten er brugt 150 millioner dollars i løbet af de sidste fem år. Dette burde været et stærkt vidnesbyrd om, at de mennesker der er mest berørt af de foreslåede programmer bare ikke ønsker dem. I lyset af denne kendsgerning da burde man mene at lovgiverne, der hævder de repræsenterer folket, ville forkaste NAIS og H.R. 875 og behandle andre emner.

I stedet fortsætter de med at ignorere folkets udtrykte vilje, de ignorerer den Fjerde Amendment, og de forbereder at gøre NAIS tvungen gennem H.R. 875 eller en lignende lov. Det er på den måde de kaster smuds på Forfatningen.

Henry Lamb

http://worldnetdaily.com/index.php?fa=PAGE.view&pageId=91650

Er der nok jøder i Rusland?

Er der nok jøder i Rusland?

Russisk jødisk student for 100 år siden
Photo Credit: English Russia

Besøgende på min blog der har læst "Hvad sker der med Israels fjender"lærte at jøderne har overlevet mens de kulturer eller imperier der forsøgte at ødelægge dem er forsvundet:

Her følger nationer der bekrigede jøderne med de mest magfulde hære som verden kendte på deres tid, og hvad der skete med dem:

• Det Ægyptiske Imperium - borte.


• Amalekitterne - borte.


• Det Assyriske Imperium - borte.


• Hittiterne - borte.


• Kaldæerne - borte.


• Filistrene - borte.


• Det Babyloniske Imperium - borte.


• Perserriget - borte.


• Det Græske Verdensrige - borte.


• Romerriget - borte.


• Det Byzantinske Rige - borte.


• Det Osmanniske Tyrkiske Rige - borte.


• Sovjetunionen - borte.


• Nazisterne - borte.

Det modsatte er på lignende måde sandt: Lande der behandler jøderne godt får velstand. Mellem 1988 til 2005 udvandrede mere end 1.6 millioner jøder det tidligere Sovjetunionen, til Israel 950000, USA og Canada 370000, og Tyskland 200000. Russiske jødiske videnskabsfolkhar i stedet for at berige Rusland givet hjælp til de teknologiske fremskridt i deres nye adopterede hjemlande. Det meste af Israels hightech fremskridt i de senere årtier kan tilskrives den store vækst af russiske jøder.

Rusland har således cirka en million jøder tilbage i hele landet, og mister omkring 10000 til 15000 tusind om året som følge af udvandring alene. De fleste russere er så stupide at de giver skylden for landets store arbejdsløshed og forfærdlige levevilkår på jøderne når det er en kendsgerning, hvis deres logik skulle være korrekt, da burde Ruslands økonomi være meget, meget bedre nu hvor så mange millioner af jøder ikke bor der mere. Tåberne forstår ikke at når den sidste jøde forlader Rusland da vil landet falde fuldstændig sammen som alle oldtiden imperier.

I 1495 udtstødte Alexander Jagielloan jøderne fra Storhertugdømmet Litauen. Der fik ikke lang tid før man erfarede hvilken økonomisk fejl det var og i 1503 blev de inviteret tilbage. Uden jøderne gik handlen med Ungarn, Tyrkiet og de italienske kolonier ved Sorte Havet straks helt i stå.

På lignende vis med Rusland, uden jøder, da er landet ikke meget mere fremme videnskabeligt end det lille Polen, se artiklen Russiske Nobelprismodtagere. I den forbindelse sendte Evelyne B, fra Frankrig mig denne email:

På militærakademiet i Rusland giver en general forelæsning om "Mulige problemer og militræstrategien." Ved afslutningen på konferencen spørger han forsamlingen om der er nogle spørgsmål.

En offficer rejser sig og spørger: "Ifølge dem, er der ingen tvivl om at der vil komme en Tredje Verdenskrig, og at Rusland bør deltage?"

Generalen svarer bekræftende på begge spørgsmål. ¨

Officeren spørger derpå: "Hvem er så fjenden?"

Generalen: "Alle indikationer peger på Kina."

Forsamlingen er i chock. En anden officer spørger: "General vi er kun blot 150 millioner mod 1,5 milliard kinesere, kan vi vinde med sådanne odds mod osl?"

Generalen: "I moderne krigsførelse er det ikke kvantiteten men kvaliteten der gælder. For eksempel, i Mellemøsten, har vi kunnet se, nu i adskillige krige, hvordan 5 millioner jøder har kæmpet mod 300 millioner arabere, og jøderne har altid vundet."

Efter en lille pause tøver officeren og sprøger så "....Hr. General, har vi nok jøder i landet?"

Note

UNLV Center for Demokratisk Kultur, Russiske jøder på tre kontinenter, Identitet, Integration og konflikt..

Grundene til denne tilbagegang er mange. Den Bolschevikiske Revolution skabte et Rusland med adskillige territorier uden den traditionelle jødiske befolkning. Mellem 1,2 og 2 millioner russsiske jøder forsvandt i Holocaust.

Khruschevs optøning medførte stilstand i Øst-Vest forholdet og da udsigterne til at vinde handelskoncessioner med USA svigtede, åbnede Leonid Brezhnev døren op for jødisk udvandring. Mellem 1971 og 1981 forlod 250000 russiske jøder USSR. Lidt over halvdelen fandt vej til Israel, resten bosatte sig i USA og Canada. Efter Sovjet invaderede Afghanistan blev den jødiske udvandring reduceret til kun en piblen, og kom igang igen da Michael Gorbachev konsoliderede sin magt sent i 80'erne.

Mellem 1988 og 2005 udvandrede over 1.6 million jøder fra det tidligere Sovjetunionen. Til Israel 950000. USA og Canada 370000, Tyskland 200000. Resten til andre lande i Vesten. Den jødiske Exodus er faldet drastisk siden storhedstiden med udvandring: Nu forlader kun mellem 10000 til 15000 jøder Rusland permanent hvert år.