Carters eftermæle - han mistede overblikket

Andrea Widburg

Jimmy Carter, den 39. præsident for the United States, der opnåede en periode fra januar 1977 til januar 1981 er død i en alder af 100 år. Han var den første præsidentkandidat jeg ikke stemte på. Jeg vil altid være taknemmelig for at min stemme ikke hjalp ham til at vinde, for han var ikke en god præsident. Så meget af den uro, tumult der præger verden i dag begyndte med Carter som præsident.

Jeg voksede op i en Democrat familie, og vi ville så gerne holde af Carter. Ikke desto mindre, da hans periode sluttede var mine forældre særdeles forbeholdne over for ham, brød sig ikke om ham. Det gjorde de ret i, fordi nogle af hans beslutninger var skrækkelige og havde frygtelige konsekvenser for Amerika:

Han benådede de som ikke ville være soldater, der undlod at møde op til indkaldelsen, hvilket min far, veteran fra to krige, fandt var utilgiveligt.

Han forærede Panama Kanalen bort. Nu da Kine har fodfæste i Latinamerika er deres tilstedeværelse en trussel mod vor handel og nationale sikkerhed. 

Image: Jimmy Carter (public domain).

Han oprettede the Department of Education, (uddannelsesministeriet), som min far, selv lærer, med det samme, erkendte ville være en spændetrøje og katastrofe, der ikke ville løfte lærerne op, men medføre dårligere undervisning. Far havde ret. 

Han stod for inflation, stagflation, og energikrisen. Sidstnævnte blev en følge af hans politik, men selvom det ikke havde været sådan, så skete disse økonomiske kriser på hans vagt, og han sad i suppedasen.

Han var en ubehagelig, gnaven person, hvis blotte tilstedeværelse var uheldig for Amerika. Amerikanerne brød sig ikke om hans moraliseren fra Det Hvide Hus. Selve hans personlighed var definitionen af at føle sig utilpas.

Hans Hvide Hus var dybt præget af ineffektivitet. Den smule jeg husker tydeligst var den elendige translatør under en vigtig konference i Polen, der fik Carter til “begære” det polske folk og “hoppe af fra Amerika.

Sovjetunionen invaderede Afghanistan på Carters vagt, hvilket mine forældre mente var et tydeligt tegn på Carters svaghed. De havde nok ret. Sovjet ville ikke have gjort det med en stærkere person i Det Hvide Hus. På kort sigt blev krigen et hængedynd der hjalp med til at Sovjetunionen faldt sammen. På lang sigt, gav det fremgang for Taliban der har medført så meget død og ødelæggelse til Amerika. 

Han foranstaltede at Ayatollahs fik magt i Iran. Hans svaghed førte til angrebet på the U.S. Embassy og den svaghed han derpå udviste resulterede i en gidselkrise der varede 444 dag, og den katastrofale redningsmission. Vi har lige siden været plaget af Mullaher og de er ansvarlige for utallige dødsfald i Iran, og i verden, herunder døde amerikanere.

Carters svaghed over for Ayatollaherne igangsatte den islamiske ekstremisme. Alt det vi kan se i dag i den muslimske verden - Iran, Det Muslimske Broderskab, Taliban, Houthierne, Hezbollah, Hamas mv. modnedes alle under Carters vagt. Igen det hele var ikke hans fejl, men hans svaghed var en slags gødning.

Carter blev generelt anset for at være en "vendekåbe" (“waffler,”) en uden vision eller fasthed, Et familiemedlem der var ingeniør forklarede at Carters oplæring som ingeniør lod ham have fokus på detaljer, selvom hans personlighed var overbevist om at han havde overblik. Hver gang en detalje ændrede sige, så ændrede han sin politik for at tilpasse den. Det er uden tvivl meget fint for en ingeniør, men ikke en verdensleder.

På plussiden var Carter mægler ved the Camp David Accords mellem Israel og Egypten, der holdt ved i lang tid. Imidlertid sporede min far (en virkelig klog mand) Carters spirende antisemitisme, der kom i fuldt flor efter han forlod Det Hvide Hus. Selv Jonathan Greenblatt, den venstreorienterede leder af the ADL, kunne ikke tolerere Carters fjendskab over vor Israel, noget der kun kan skyldes jødehad.

Også efter han havde forladt Det Hvide Hus var der ikke en eneste korrupt leder han ikke mødtes med. Hvorfor? Aner det ikke. Men jeg bryder mig ikke om ham på grund af det.

I sidste ende levede Carter  personligt et pænt, ordentligt liv (han havde samme hustru i næsten 80 år, han gik i kirke etc.), men han overlod the United States og verden i en meget værre tilstand end da han trådte til. 

https://www.americanthinker.com/blog/2024/12/former_president_jimmy_carter_dead_at_100.html

Kultursammenstød i sport - Beachvolley for kvinder

Kultursammenstød: Egypten mod Tyskland i beach volley for kvinder

ROBERT SPENCER

Allah tillod at de skamløse næsten nøgne skøger vandt over de ærbare kvinder fra Islam 2-0. Der kan ikke være tvivl om at jøderne står bag.

“Kontrasten mellem de to kulturer blev bragt til skue ved De Olympiske Lege. Et rigtig godt foto der viser egyptiske og tyske volleyball spillere sætter fokus på forskellen på holdene,” af Julian Robinson,MailOnline, August 8, 2016:

Det er en meget hurtig sport der spilles i solen og er berømt for sine afslørende klæder - med en bikini ‘uniform’ for kvinder og knælange shorts for mænd.

Men disse billeder viser kontrasten mellem kulturer blandt nogle af de nationer der deltager i Rio, efter de egyptiske kvinders beach volleyball hold gik ind på den sandede arene iført lange ærmer og leggings.  

Udstyret, benyttet af Nada Meawad og Doaa Elghobashy, der også var iført hijab, stod i stærk kontrast til de tyske rivaler Laura Ludwig and Kira Walkenhorst der holdt sig til sportens traditionelle todelte udstyr ved kampen i aftes.

Skønt det international Volleyball Forbund ellers havde regler der regulerende størrelse af påklædningen blev disse regler lempet forud for 2012 Olympiske Lege i London, og man tillod lange ærmer og leggings.  

Forbundets talsmand Richard Baker sagde søndag aften at det træk blev taget for at åbne spillet op rent kulturelt.

I en vis grad har det fungeret. Baker sagde der nu var 169 lande med i the Continental Cup - kvalifikationsprocessen for 2016 Legene, sammenlignet med 143 lande i 2012 i London.

Ludwig og Walkenhorst fortsatte deres sejrsrække, og mod medaljer, ved at vinde over deres egyptiske modstandere.

Egypterne spillede i deres første internationale turnering udenfor Afrika, hvor de havde vundet en større titel i april måned.

Ludwig og Walkenhorst vandt 2-0 efter en kamp der tog næsten 40 minutter.

Bagefter sagde Elghobashy til journalister: “Jeg har brugt hijab i 20 år. Det afholder mig ikke fra at elske de ting jeg gør, og beach volley er en af dem.”

https://www.jihadwatch.org/2016/08/clash-of-civilizations-egypt-vs-germany-in-olympic-beach-volleyball

Den kristne ånd og islams - forskellen

Den kristne Ånd og Islams Ånd - forskellen

Hvor meget har kristne og muslimer til fælles? Masser kan udledes af Julen

William Kilpatrick

“Den mand der ikke har musik i sig, eller bevæges ved søde toners harmoni,  er beredt til forræderi, lumske planer og ran.” (særdeles frit oversat)

–William Shakespeare, Købmanden i Venedig

Hvert år på denne årstid sender Ibrahim Hooper, talsmanden for the Council on American-Islamic Relations (CAIR), et Julebudskab til kristne. Budskabet er at kristne og muslimer har meget til fælles, fordi “muslimer også elsker og ærer Jesus, som en af Guds største budbringere til menneskeheden.” Og han viser det ved at citere fra kapitel 3 vers 45 i Koranen,:

Da englene sagde: "Maria! Gud forkynder dig det gode budskab om et ord fra sig. Hans navn er Messias, Jesus, Marias søn. Han vil være højt agtet i denne verden og i den hinsidige, en af dem, der bliver bragt nær.

De katolske forfattere til Nostra Aetate havde muligvis dette vers i tanke da de erklærede at muslimer “har ærbødighed” for Jesus og “ærer” Maria. Udtalelser som denne, sammen med den kendsgerning at muslimer værdsætter profeter og martyrer og beder, faster giver almisser og tager på pilgrim kan for mange katolikker synes at være bevis på at Islam og Kristendom er meget ens religioner. Kristne burde få gavn af ikke at lægge for meget trøst i disse tilsyneladende sammenfald. Skønt kristne og muslimer deler nogle af de samme tekster og samme praksis, er de to trosretninger adskilt af en bred kløft. 

En nærmere undersøgelse at teksterne vil åbenbare dette skisma, men en anden måde at begribe de afgørende forskellle mellem Islam og Kristendommen er at lægge mærke til at de to trosretninger har en fuldstændig anderledes “følelse.” Når vi taler om “mavefornemmelse” eller “man opnår en følelse” for en ny aktivitet så mener vi at vi forstår noget intuitivt, på en afprøvende vis. Det er en ting at læse en instruktionsmanual om tennis og noget helt andet at spille tennis..

Julen: Et referencepunkt

En måde at værdsætte forskellen på “følelsen” mellem de to trosretninger er at tænke på Julen. Den betyder rigtig meget for kristne. De pynter Juletræer, opsætter krybbespil, giver juelgaver, synger julesange og overværer højtidelige julemesser. På den anden side fejrer muslimer et antal religiøse helligdage, Julen er ikke en af dem - hvilket, når man tænker over det er en smule forundrende. Ifølge Hooper “elsker og ærer vi (muslimer) Jesus,” men de ignorerer helt overlagt hans fødselsdag.

Muslimer har en Julefortælling (eller i det mindste en forkortet udgave) men de har ikke nogen Jul. Hvorfor? Nuvel, især fordi der intet er at fejre. For muslimer er Jesus ikke den forsonende Frelser af verden, men blot en profet hvis hovedopgave var at meddele at Muhammad skulle komme. 

Ikke kun mangler Islam Julen, den mangler mange af de menneskekærlige elementer vi associerer med Julen. Det centrale vi identificerer Julen med er Den Hellige Familie. Den kendsgerning at Gud blev et medlem af menneskets familie opløftede i umådelig grad vigtigheden af familien, af ægteskabet og af moderskabet. Men i Islam er der ingen tilsvarende opløftelse af familien. Ifølge Nonie Darwish, der voksede op i Egypten “handler muslimske bryllupper mere om sex og penge. De omfatter ikke den hellige pagt i ægteskabet.” De egyptiske standard ægteskabskontrakter, siger hun, drejer som om brudens jomfruelighed, størrelsen af medgiften, og tre steder for ægtemanden til at nedskrive navne og adresser på hustru 1, hustru 2 og hustru 3. 

Og skønt muslimer formodes at ære Maria, er dette ikke manifesteret i en højere respekt for kvinder som sådan. I Koranen beskrives kvinder som mindreværdige væsener, og de behandles som sådan i det meste af den muslimske verden. Ophøjelsen af kvinder var i stor grad en kristen foreteelse. Den stammede fra den tro at alle er lige hos Kristus, fra den højeste status tilegnet Maria, og fra ophøjelsen af ægteskabet til et sakramente.

Og så er der musik. Hele Kristendommens mirakel er indfanget i de store kristne hymner og korsang, men især i de traditionelle julesange. De synes at komme fra en anden verden, og skønt nogle af dem er århundreder gamle er de uforgængelige. Budskabet er: “Glæde til verden,” “lad ikke noget slå jer ud,” “tidender med trøst og glæde,” “kærlighed og glæde kommer til her,” “glæde, glæde, glæde...”

Kristendommen angribes hele tiden for at være restriktiv og undertrykkende, men disse sange lader formode noget helt andet, noget enormt befriende. Endnu engang er der intet af det i Islam. Udover kaldet til bøn har islamisk åndelighed kun meget lidt plads til musik. Faktisk er der en del debat blandt islamiske lærde om, hvorvidt musik er forbudt eller ej i den islamiske tradition. De anti-musik kræfter synes at have en stærk sag. I en af Muhammads hadiths, citeres han for at sige, “Allah, Mægtig og Majestætisk ....beordrede mig til at bortskaffe musikinstrumenter, fløjter, strenge, kors og tiden med uvidenhed før æraen med islam. På Opstandelsens Dag vil Allah hælde bly i ørerne på de som sidder og lytter til en sang.”

Som historiker Jamie Glazov påpeger i sin bog United in Hate, er der en dyb mistænksomhed over for musik i Islam. Sayyid Qutb, chefarkitekten bag moderne islamisme, “forhånede” musik. Ligesom Lenin fordømte han musik som en distraktion fra “det rasende hads nødvendighed for ødelæggelse.” I historiens forløb har der været adskillige forsøg på forbyde musik nævner Glazov, “Taliban forbød musik helt og aldeles i Afghanistan, og Ayatollah Khomeini forbød det meste musik i iransk radio og TV.”

https://www.youtube.com/watch?v=YDrPbgE9h58

<iframe width="560" height="315" src="https://www.youtube.com/embed/YDrPbgE9h58" frameborder="0" allowfullscreen></iframe>

Khomeinis puritanisme synes at have strakt sig ud over musik og til en forkastelse af enhver form for godt humør. Her er hans synspunkt om jokes:

"Allah skabte ikke mennesket for at det skulle more sig. Målet med Skabelsen var at menneskeheden skulle sættes på prøve gennem besværligheder og gennem bøn. Et islamisk regime skal være alvorligt på ethvert felt. Der er ingen vittigheder i Islam. Der er ingen morskab i Islam. Der kan ikke være morskab og glæde i det som er alvorligt."

Ingen vittigheder? Du kan være fristet til at le. Lad hellere være med at gøre det på det forkerte sted. Sidste sommer erklærede Tyrkiets vicepremierminister i en tale om “moralsk korruption” at kvinder ikke burde le offentligt i Tyrkiet.

For de fleste kristne er glæde i juledagene også forbundet med det gode humør som gives af alkoholiske drikke. Med undtagelsen af nogle (mest amerikanske) trosretninger har kristne levet et rimeligt komfortabelt liv med spiritus. Faktisk er vinen en vigtig del af den katolske liturgi, og forskellige ordener af katolske munke forfinede kunsten at lave god vin. Skønt Evangeliet er imod drukkenskab så fordømmer den kristne tradition ikke det at drikke. Ifølge Koranen er vin en vederstyggelighed indført af Satan. 

Forskellen mellem de kristne og de islamiske synspunkter vedrørende det at drikke kan forekomme ikke at være så forskellige, men der en tydelig forskel. Det er ikke kun vin versus vin der er problemet, men de to helt forskellige måder at betragte livet på. Man kan kalde det balanceret mod ubalanceret. Islam betragter alkohol kun fra den ene side - den ødelæggende farlige - og kommer derpå med en ensidig løsning: Forbyd alkohol. Kristendommen ser alkohol som værende kompleks og underfundig - ligesom etiketten på din vinflaske hævder - og foreslår at den skal nydes med måde. 

Islams mistænksomhed og forbehold over for vin ligesom med musik forekommer at være overdrevent alvorligt. Vin ligesom musik er en af de helt store menneskelige glæder, og at undertrykke den, som Islam gør, forekommer i Vestens bevidsthed at være noget umenneskeligt. Som kontrast kan nævnes at Kirken altid har fulgt den maksime af Nåde der ikke ødelægger natur, men opfylder den. Efter denne holdning erstatter det overnaturlige ikke det naturlige men komplementerer dette. Således ophøjede Jesus brød og vin til et overnaturligt niveau og gjorde det samme med ægteskabet ved at gøre det til et sakramente. En af de skønne ting i Kristendomme er, at det lægger lag på lag af mening til almindelige menneskelige aktiviteter ved at give dem en særegenhed udover det sædvanlige. Trods, eller måske på grund af dette kald til at deltage i det guddommelige liv, har Kristendommen haft en humaniserende indvirkning og indflydelse overalt hvor den er spredt.

God glæde versus stor frygt

Kristne teologer der gennempløjer Koranen for at finde små bidder og tekstuddrag der synes at harmonere med Kristendommen ville have stor gavn af at lægge mærke til forskellen, og “føle”  eller fornemme  “Ånden” i de to trosretninger.

Den gennemgående Ånd hos Kristendommen, som med Julen, er en Ånd med håb og godt humør. Det gode humør stammer fra at vide vi er fri for synd, men også fra den viden at vi er sønner og døtre af Gud. Det koncept - adoption som Guds børn - bringer med sig ansvar, men det giver os også god grund til stor glæde.

Den gennemgående ‘ånd’ hos Islam, er derimod, en åndens frygt. Den kristne forestilling om at Gud er en fader der interesserer sig personligt for sine børn er fremmed for læresætningerne i Islam.

Koranens Allah er så fjern og uforståelig som enhver Kalif. Menneskene er hans slaver, ikke hans sønner og døtre. Og han sender ingen Hellig Ånd til trøst for sit folk. Skønt Koranen låner titlen “Helligånden” fra de kristne skrifter er Islams Hellige Ånd blot et låneord - et udtryk revet ud af konteksten og betyder intet andet end Muhammads forkærlighed for begrebsforvirring.

Islam, med dens 1001 love og tilsvarende afstraffelser i denne verden og i den næste er en bogstavtro religion frem for en åndelig - det fuldkomne billede på det Paulus mente da han sagde “ordet dræber, men ånden giver liv. 

CAIR talsmand Ibrahim Hooper slutter sit Julebudskab med den sædvanlige smøre om “fælles religiøs arv,” og om at “bygge broer af forståelse mellem religioner.” Når man tager CAIRS ‘fortid’ med indblanding i støtte til terrorister og deres nylige benævnelse som en terrorist organisation af De Forenede Arabiske Emirater, kunne man med rette betvivle hans oprigtighed.

Hvis man imidlertid formoder han mener hvert eneste ord, så forbliver der dog et alvorligt skisma. Hooper konkluderer sit budskab med at forsikre kristne ved at sige, “Vi har mere til fælles end vi aner.” Nuvel ja, hvis man mener at det have et fælles bånd blot går ud på at opliste de samme ord så meget muligt.

Men hvis man ser nærmere på det er påstanden ikke overbevisende. Uanset hvilke overfladiske ligheder der kan være er Kristendommens ånd radikalt anderledes an Islams. Lige som så mange andre islamiske propagandister kender Hooper ordene, men han hører ikke ‘musikken.’

Uheldigvis lider ret mange velmenende, og ivrige efter dialog, kristne af en lignende tonedøvhed. De magter ikke at erkende at Islam marcherer til lyden af en helt anden toneart.

William Kilpatrick is the author of The Politically Incorrect Guide to Jihad (Regnery Publishing). For more on his work and writings, visit his website, turningpointproject.com.

http://www.frontpagemag.com/fpm/265195/spirit-christmas-and-spirit-islam-william-kilpatrick

Khashoggi: Et politisk mord eller en belejlig undskyldning?

Joe Herring and Mark Christian

Mediernes vrede rettet mod Saudi Arabien er voldsom efter mordet på den saudiske klummeskribent Jamal Khashoggi på det saudiske konsulat i Tyrkiet.

Medlemmer af Kongressen fra begge sider kræver at præsident Trump skal holde Kronprins Mohammed bin Salman (MBS) ansvarlig for Washington Post “journalistens” død. (Jeg sætter anførselstegn rundt om journalist, fordi Khashoggi ikke var journalist, men klummeskribent der i hele sit voksenliv har talt varmt for den islamistiske bevægelse)

Samtidig har Tyrkiets præsident set hændelsen, forbrydelsen, som en perfekt lejlighed til at dække over for offentligheden at han måtte bøje sig for pres fra præsident Trump og løslade præsten Andrew Brunson.

Som sædvanlig, når det har med den saudiske regering og Mellemøsten som sådan at gøre, er der langt mere bag historien end man umiddelbart kunne formode. Det er klogt at støtte Trumps ønsker om at sikre at alle kendsgerninger kommer på bordet før man anklager en allieret for politisk mord, og helt sikkert før man overvejer en amerikansk reaktion. 

Modsat det venstrefløjen formoder, nemlig at Trump har en personlig sympati for den Sharia-holdende diktator, MBS, eller at der er en dagsorden i spil for at beskytte hans personlige finansielle forhold i kongedømmet, forbliver der tilbage disse ynkelige forsøg på at fortælle en historie der ikke holder vand, ikke passer på kendsgerninger.
 

Præsidentens tidligere liv som forretningsmand, med hans overdådige hoteller og dristige forretningsmodeller er alt for provokerende for saudiske kulturelle følelser fra det 6. århundrede. Han investeringer i kongedømmet er ganske, ganske små sammenlignet med hans formue, men også de penge Trump taber hvert år for at gøre America Great Again i stedet for at pleje sit forretningsimperium. Under Trumps seneste rallies gik han så langt at han offentligt ydmygede den saudiske kongefamilie. Næppe en opførsel en saudisk vasal står for.

Nej langt snarere kan man argumentere for at vor præsident kæmper for Amerikas interesser, ikke sine egne, og det er især sandt i hans forhandlinger med Mohammed bin Salman. Han anerkender at MBS er en hersker der kan bruges, og har dygtigt udnyttet den saudiske kronprins’ hunger efter magt, velstand og godkendelse i Vesten - hvilket har gavner USA og Israel - og sådan set hele Mellemøsten. 

Her er argumenterne til støtte for ovennævnte.

 For det første arbejder MBS med Trump om en større aftale med Israel. Inkluderet er en fredstraktat mellem araberne og Israel der kan føre til længe ønsket stabilitet i Mellemøsten. At flytte ambassaden til Jerusalem i samarbejde med MBS var første skridt i denne fredsplan.

 Ydermere har MBS hjulpet USA og Israel ved at være imod og arbejde mod Irans aggression. Prinsen har opbygget koalitioner mellem den saudiske regering og Emiraterne for at sikre at sanktioner mod Iran ikke skal skabe uheldige virkninger på oliemarkedet. Til det formål har han øget Saudi Arabiens egen olieproduktion med næsten 10% for at dæmme op for manglen ved sanktionerne mod Iran. 

MBS arbejder utrætteligt for at inddæmme den islamistiske bevægelse ved Det Muslimske Broderskab. Først ved at forbyde organisationen i sit hjemland, og helt og aldeles støtte Egyptens præsident el-Sisis lignende handlinger i Egypten. Han har sat flere end 500 islamiske religiøse ledere i husarrest og har forbudt Grand imamen af Kaaba at bede for udslettelsen af jøderne, en oldgammel tradition der har været ubrudt siden Muhammads dage. 

Det er således ikke noget mysterium at Trump arbejder med MBS. Goderne er åbenbare og grundene dertil mange. Det mere bekymrende spørgsmål er, hvorfor Khashoggi dog blev ansat af the Washington Post. Lige så interessant er det, hvorfor han fik lov at bo og arbejde i USA, når man tager hans lange association med både terrorister og Det Internationale Muslimske Broderskab i betragtning.  

Jamal Khashoggi er ikke den uskyldige journalist som the Washington Post gerne vil have os til at tro.

Khashoggi var før han blev kendt som “journalist” beskæftiget med illegal international våbenhandel. Han blev svoren medlem af Det Muslimske Broderskab da han var i Egypten. Han var nær ven med Osama bin Laden og kæmpede sammen med ham i Afghanistan.  

Hans ´samarbejde med Amerikas svorne fjende var ingen hemmelighed. Khashoggi afslørede sig selv i adskillige artikler hvor han roste og gik ind for al-Queda og bin Laden. Så kan man  kun komme til at undre sig over, med en sådan fortid, at det lykkedes ham at komme ind i USA, og bo og arbejde her.  

Medierne kender ikke til, eller ignorerer disse kendsgerninger. Som de plejer har de travlt med at fordømme MBS uden at vente på beviser. Alt vi ved om det formodede mord stammer fra Tyrkiets statsmedier, og alt der er blevet lækket fra tyrkiske sikkerhedsenheder der er loyale over for Tyrkiets præsident Erdogan, en mand der er kendt som sympatisør med Det Muslimske Broderskab og allieret med en gruppe der bare vil have MBS og Saudi Arabien knækket. 

Kan det skyldes at alliancen mellem MBS, USA og Egytpen og Emiraterne er et knusende nævestød mod Det Muslimske Broderskab, den islamsitske bevægelse, mod Iran og alle de som er anti-Israel? Er det den venneløse Erdogan der står bag denne operation med håbet om at få MBS fjernet fra hans allierede i Vesten og MBS’ regionale venner? 

Uden tilstrækkeligt med bevis for deres påstande siger medierne at en gruppe af højtplacerede saudiske efterretningsofficerer slog Khashoggi ihjel ved konsulatet i Tyrkiet, på direkte ordre fra MBS.

Det strider mod enhver fornuftig tænkning, at den selvsamme mand der koordinerede arrestationer af flere end 300 medlemmer af den kongelige familie der er støtter af Det Muslimske Broderskab, og på samme dag, uden at der blev lækket noget som helst om det, at han skulle opføre sig så klodset for at skaffe sig af med en skribent der, sådan set ingen betydning har for saudiske interesser. 

Skulle MBS virkelig være ansvarlig, har han ressourcer til at udføre det job på en langt mere stille, ubemærket facon.

Hans evne til at skaffe sig betydeligt magt med forbløffende hast blev åbenbar med hans arrestation af den førnævnte terror-støttende gruppe af kongelige, og de Wahhabist imamer de støtter, herunder den mest kendte Prins Alwaleed bin Talal, grundlægger af the Islamic Centers på Harvard og Georgetown University, og den mand der angiveligt er ansvarlig for at hjælpe tidligere præsident Obama med at komme på Harvard.

Blandt de arresterede var også grundlæggeren af det saudiske efterretningsvæsen Muhammad bin Nayef. Når man tager omstændighederne ved det påståede mord i betragtning og motiverne hos alle involverede, kan det se ud til,  at frem for at være ophavsmanden til gerningen er MBS ‘syndebukken’ i forsøg på at miskreditere og fjerne ham fra magten.

Det er ganske sandsynligt at det formodede mord som man forsøger at give MBS skylden for blot var første element i et kup mod den saudiske kongelige familie. 

Hvis Trump administrationen, med hovedet under armen, kommer med en fordømmelse, som der opfordres til fra mange sider, vil han forstærke den fordrejede fortælling i de førende medier og udstille sin mest magtfulde arabiske allierede MBS som bytte for den islamistiske bevægelse, han vil styrke Det Muslimske Broderskab og sikre at terrorismen og ideologien om islamisk overherredømme vil vedblive med at være hovedeksportartiklen fra Mellemøsten i mange år endnu.  

Det vil i sandhed være en trist dag for Amerika, hvis vi tillader det at ske, især som modtræk mod en ikke så helt uskyldig mands død.

Joe Herring writes from Omaha, Neb. and welcomes visitors to his website, www.dailyherring.com.

Dr. Mark Christian is an Egyptian-born former Muslim who is the founder and executive director of the Global Faith Institute. www.globalfaith.org

https://www.americanthinker.com/articles/2018/10/khashoggi_a_political_murder_or_a_convenient_excuse.html#ixzz5V73UlBc1

Er det slut med jihad grundet Trump?

Slut med Jihad, grundet Trump?

James Lewis

Det som svarer til Paven hos Sunni muslimer, Stormuftien af Saudiarabien, en æret person i halvdelen af den muslimske verden har netop erklæret at det er forbudt at slå jøder ihjel. 

Dette er kulminationen af år med udsøgt diplomati mellem Israel og Saudiarabien, med aktiv støtte fra Egypten, Jordan og andre fredelige kræfter i verden, herunder the United States.

Denne fredserklæring fra højeste sted kommer som et klimaks efter et jordskred at strategiske hændelser kulminerende med den saudiske udrensning ved Kong Salman og hans tilsyneladende arving Mohammed bin Salman, der har oppositionspersoner som milliardæren Alwaleed bin Talal låst inde på et hotel sammen med dusinvis af andre magthavere i Arabien for at tvinge dem til at give enorme pengesummer til kongedømmet, der står over for en økonomisk katastrofe med de faldende oliepriser. Den militante del af Saudiarabien og andre Gulf stater er under angreb indefra og kan være ved at falde.

Hele denne strategiske udvikling har været omhyggeligt planlagt og orkestreret af den valgte præsident for United States, Donald J. Trump, med aktiv hjælp fra Israel, Egypten og nogle saudiske kongelige. Mens du læser dette er Donald Trump stadig hadet og nedgjort af en stribe korrupte venstreorienterede i Washington D.C. der dog nu sidder med et tomt udtryk i ansigtet.

I denne store strategiske kampagne blev Trump hjulpet diplomatisk af Egyptens El-Sisi, der åbenlyst har erklæret behovet for ægte reform i Islam. Den nuværende skelsættende åbning for fred i verden er ihærdigt blevet imødegået af Obama-Hillarys Demokratiske Parti, der nu afklædes gennem den ene kriminelle seksuelle anklage efter den anden, således at selv Bill Clintons 26 trip på Lolita Express med mindreårige piger, arrangeret og sponsoreret af milliardæren Jeff Epstein nu endelig beskrives i de korrupte medier.

Dette er det samme som total panik for den side. Det betyder at Saudiarabien, den traditionelle leder af Sunni Islam nu igen er på linje med United States, Israel og Vesten mod det dømte gerontologi i Iran, der er så nært allieret med  terrorbander som Hamas, Hezballah, Qatar og Det Muslimske Broderskab. Disse formørkede styrker står nu over for udslettelse.

Trump og hans allierede i den muslimske verden, i Israel, og i de mere fornuftbetonede dele af Asien og Vesten har arbejdet med denne strategi med baggrund i hans årtier lange erfaring og viden om den internationale hotelverden, hvor overlevelse afhænger af den helt præcise kundskab. God, sund forretning og fred hører sammen.

På den muslimske side har Kong Salman af Saudiarabien og nu arving Mohammed bin Salman mobiliseret mere moderne indstillede kræfter i Sunni verden, og taler nu endelig mod de fleste radikale, Sunni præsteskabet, herunder Wahhabis og Salafister, for at få en fredsaftale der er til at leve med.

En sandsynlig medvirken var Trump og Mattis’ utvetydige udtalelse om at the United States nu endelig ville eliminere den velkendte kæde af Sunni ledet morderiske jihad angreb på uskyldige børn, piger, drenge og kvinder der skal sælges til seksuelt slaveri og lignede forbrydelser mod menneskeheden i Afrika, Mellemøsten, Asien og andre steder.

 

Forbrydelser mod menneskeheden er forbudt i så at sige enhver menneskelig tradition, selv hos de som har dobbeltstandarder. Forsvarsminister Mattis har været krystalklar på dette punkt. Ved Trumps besøg i Kina modtog præsident Xi ham i den historiske Forbudte By, et enestående symbol på det gamle Kina. Den Forbudte By har tidligere været åbnet af kinesiske kommunister for besøgende statsoverhoveder. I Kina, Rusland og Mellemøsten kan man opleve historien på første hånd. Trumps modtagelse i Kina og Da Nang (Vietnam) var fyldt med ægte substans.

Det vi ser er en styrkernes rationalisering. Dette er ikke et eller andet sentimentalt symbol af den slags Obama var specialist i. Da Obama bøjede sig for Kejseren af Japan og præsidenten for Kina, lo folk af ham, fordi et ‘tomt jakkesæt’ er morsomt.

Trump er ikke ‘et tomt jakkesæt.’

 I sin historiske tale i Da Nang, Vietnam, kom han med en sandhed alle kender men ikke er klar til at sige højlydt; at Asien har en ekstraordinær historisk tradition og at man bygger med fremtiden for øje og for en strålende fremtid, men at spredningen af kernevåben til tossede ideologier er en klar og nuværende trussel for alle.

Under Trump, ønsker United States at arbejde med Kina og Vietnam, sammen med andre asiatiske magter, for at hindre den trussel. Det er i amerikansk national interesse, men det er også i deres vitale interesse.

Bag scenen, til trods for galskaben i Washington om det indholdsløse “Trump dossier,” er Vladimir Putin en autoritær med snusfornuft. For russerne er Den Store Fædrelands Krig en spillevende erindring, men også et enormt offer der aldrig må gentages. Putin er muligvis en ny Zar, og Zarer var aldrig selvmorderiske.

Ballistiske missiler fra Nordkorea og Iran truer nu eksistensen af enhver nation på jorden. Kernevåben og missiler i hænderne på selvmorderiske regimer gør ingen gavn for nogen nation i verden.

Trumps triumf er også et forenet ‘verdensvåben’ rettet mod de reaktionære kræfter i Nordkorea og Teheran.

Det er virkeligheden bag strategien. Truslen fra ikke kontrollerede kernevåben burde være soleklar for enhver intelligent person, men på en eller anden måde har Demokraterne siden Jimmy Carter benægtet den virkelighed. I stedet er de helt i knæ over for kræfterne i den primitive ørken jihad, en militær selvmordskult der ligner

Imperial Japan i 2. Verdenskrig. 

Sådanne selvmordskulter eksisterer, men de må i sandhed ikke kædes sammen med kernevåben.

Donald J. Trump har rejst verden rundt i forretningsøjemed, haft samtaler med forretningsledere og politikere. Som Trump har vist ved hans flotte besøg i Kina har han ægte respekt for familien og traditioner der binder Kina sammen.Hans yngste barnebarns optræden med klassiske mandarin sange rørte almindelige mennesker i Kina, fordi det gav et signal om respekt og samme værdier mellem tre tusind år gamle kinesisk tradition og et United States der har opdaget sine værdier igen. Kina er altfor for kendt med revolution og at skulle ofre sig.

Det samme gælder Vladimir Putin der har bragt Den Russisk Ortodokse Kirke tilbage og som sin store ideologiske støtte. Almindelige russere og kinesere er ikke nødvendigvis religiøse i den traditionelle forstand, men de ved hvem der er på deres side og hvem der har været årsag til ødelæggelse og kaos i de sidste hundrede år. Nationale selvmord fortjener kun selvmorderiske fanatikere.

Frankrigs Emmanuel Macron har betragtet alt dette meget klogt og har bakket det saudiske gennembrud for fred op, noget EU (der stadig er fastlåst i marxisme) ikke har været i stand til. Men nu må de føle den nye sammenslutning af magter, uanset om de kan lide det eller ikke.

Trump beskrev den nye fælles doktrin om fred og national suverænitet for alle nationer i sin tale i Da Nang.

Når vi har tillid til os selv, vor styrke, vort flag, vor historie, vore værdier - så har andre nationer tillid til os. Og når vi behandler vore borgere med den respekt de fortjener, behandler andre lande Amerika med den respekt som vort land i sandhed fortjener. 

Dette er ikke en eller anden form for homogeniseret “globalisme.” Det er global patriotisme, national kærlighed og stolthed og fred, overfor de ubegribelige

Man kunne kalde det alle aftalers forbillede - den hvor alle vinder.

Donald Trump fortjener vor støtte.

http://www.americanthinker.com/articles/2017/11/trump_the_end_of_jihad.html#ixzz4z9VSeQ8p