Ludere for Friheden

I dag er vi alle prostituerede

Michael Ledeen

Mullaherne har erklæret at Carla Bruni, også kendt som fru Nicolas Sarkozy, Frankrigs førstedame er en prostitueret som svar på hendes brev til en iransk kvinde der er dødsdømt for utroskab. Hvor det dog er afslørende. Den Islamiske Republik er et gennemført korrupt regime der gør befolkningen til tiggere, mens 'Alfa- hundene' lever et liv i luksu, som ville gøre e Hollywood stjerne misundelig.

Jeg brugte udtrykket "Alfa-hunde" med overlæg fordi her fornylig forbød en ledende ayatollah al reklame for hunde, deres mad, butikker med udstyr til hunde, ja faktisk alt der har med hunde at gøre her i Khameinis domæne Dette er den seneste af en række af forordninger eller fatwas der er beregnet på hindre at mennesket skal kunne søge efter lykke. Musik og sjove frisurer, er blevet forbudt her fornylig og selvfølgelig er farven grøn blevet forbudt for lang tid siden. (se denne artikel på synopsis)

Derimod er prostitution blevet velsignet. Det kaldes bare ikke prostitution, ser du, men det er da lidt vanskeligt at kalde "midlertidige ægteskaber" som de finder sted ved en islamisk skrin i Mashad for noget andet. Manden betaler nogle penge og får noget sex. Hvad vil du kalde det? (se denne artikel på synopsis)

Lad os ikke glemme at Den Islamiske Republiks grundlag hviler på et kvindehad. Khomeini, tyrannen der grundlagde republikken, hadede kvinder og lavede med et snuptag 100 år med persisk fremskridt om, på nogle få år. Der var en der på Twitter forleden aften sagde, at den Øverste Leder Khameini har rådgivet nogle af regimets torturbødler og voldtægsmænd for at sikre at kvinderne de forgreb sig på var passende påklædt. Det har måske været et forsøg på at være morsom, jeg aner det ikke, men det afslører dog et besynderligt sind.

Det er svært for os her i Vesten at forestille os hvad der sker i iran nu om stunder, det er nemlig en stat der har mistet al sin legitimitet i undersåtternes øjne, hvor lederne bekæmper hinanden for at få deres del af magten og skabe sig velstand. Måske er den mest afslørende nylige anekdote fra en avis beretning om Revolutions Garden der spionerer mod de politiske ledere:

Rah-e-Sabz hævder at Den Islamiske Revolutions Garde har placeret overvågningskameraer i en syv etagers bygning der ofte besøges af højtstående politikere.

I sidste uge opdagede nogle af politikerne overvågningen, og da de ikke var klar over, hvem der stod bag bad de Efterretningsministeriet om at kontollere bygningen. Ministeriet benægtede sig deres ansvar, men sendte tekniske specialister, der selvfølgelig opdagede de mange infrarøde kameraer og mikrofoner. Da specialisterne forlod bygningen blev de antastet af Revolutions Garden. Det kom til ildkamp,

Det sker af og til i en af disse hyppige konfrontationer at nogen kommer til at skyde, og så meddeles der om en "ulykke." Langt oftere tager angrebene mod politikerne eller Revolutions Garden form af bilulykker, fejl på køretøjer, eller selvmordsangreb mod større Revolutions Garde forsamlinger, som med angrebet i juli på moskeen i Zahedan.

Det var kun et spørgsmål om tid før nogle elementer i oppositionen ville begynde at benytte vold mod regimet, skønt den ledende talsmand for Den Grønne Bevægelse, Mir Hossein Mousavi og Mehdi Karroubi, hele tiden er gået ind for ikke-voldelige metoder. I mellemtiden slagter regimet sine modstandere i en gruopvækkende grad:

En Mashad menneskerettighedsaktivist fortalte International Campaign for Human Rights in Iran om de hemmelige gruppe henrettelser af hundredevis af fanger i Mashad's Vakil Abad Fængsel uden at deres familier eller advokater kender til det. Ifølge aktivisten er der cirka 2100 fanger på dødsgangen i dette fængsel, der kan afvente en hurtig henrettelse ved de hemmelige grupper hvert øjeblik det skal være.

Nu står vi overfor efteråret. Den første vigtige dato er fredag den 3. september, "Quds Dag." Mange oppositionsgrupper er klar til at gå på gaderne. Karroubi har lovet at slutte sig til dem, og regimet har hans hjem omringet med bøller. Fire dage til det går løs.

I mellemtiden er der ingen ledere i Vesten der åbenlyst har støttet oppositionen. Måske den bedste måde at gøre det på er, at være solidarisk med Carla Bruni og udnævne os som Prostituerede for Frihed.

Afhængighed er ækelt

Afhængighed af regeringen er skæmmende

Frie mennesker kan ikke både være afhængige og frie

AWR Hawkins

Lige siden han trådte til som præsident i januar 2009 har Obama brugt det meste af sin tid på at lade dette land falde fra hinanden, i stedet for at bygge op. Hans håb om forandring, kødeliggjort med sundhedsreformen, stimuluspakken, og lovgivning med det mål at give forbundsregeringen mere kontrol over Wall Street har vist sig at være ligeså håbløs som det er påtvunget.

På grund af disse ting har mange amerikanere det som Fouad Ajami beskriver som "en bedrøvelig tilstand over at et politisk flertal, om det kun er midlertidigt, faldt for udsigten til en uerfaren forsoner (i 2008)." Men selvom der en 'bedrøvelig tilstand' hos en del så er der et antal af mennesker der stadig helt skamløst tigger om mere af Obamas håndsrækninger og dermed udviser, på tydeligste vis, de ækle sideeffekter af afhængighed af regeringen.

For eksempel, da nyheden kom i første uge af august at brugen af *fødevaremærker' har nået sit højeste niveau i US historien, en situation skildret med beretningen, hvor en kvinde i en 'fødevaremærkekø' samtidig talte i sin smart phone. Og så var der et lignende bille fra foråret 2009, da Michelle Obama arbejdede i et suppekøkken, og mennesker i madkøen benyttede deres smart phones for at tage billederaf fru Obama der serverede for dem.

Hvordan kan mennesker der formodes at skulle være så hårdt ramt finansielt dog have råd til kunne købe smart phones?

Se den væmmelige lille hemmelighed er at i visse stater, kan de som er afhængige af hjælp fra regeringen også få en gratis mobiltelefon med 200 minutter gratis taletid om måneden oveni. Jo, den er god nok. I Michigan, North Carolian, New York, Tennessee, Virgina, da kan man hvis man har fået tildelt 'fødevaremærker' også få en gratis mobiltelefon. Denne besynderlige og (helt klart) forkvaklede definition på behov og ønsker er kun med til at sætte kraftigt lys på hvor afskyeligt det er at være afhængig af regeringen.

Vi kan selvfølgelig ikke sige, at alle og enhver der accepterer hjælp fra programmer som 'fødevaremærker' kun gør det med det formål ikke at skulle arbejde. Men vi ville være tåber dersom vi ikke kunne se, at mange af de mennesker der modtager 'fødevaremærker' gør det fordi de netop har fundet gåsen der lægger guldæg med "Obamas penge." De tror at gåsen vil give dem lov til at live omkostningsfrit fremover.

Det er det der går det så afskyeligt, fordi det er unormalt. Og det er unormalt fordi frie mennesker ikke både kan være frie og så afhængige: Det er enten eller. Derfor er det ækelt at se mennesker sælge deres frihed til en alfaderlig regering der lover at indfri alle deres behov.

Det er også afskyeligt at betragte en regering der er villig til at afklæde mennesker deres værdighed ved at forsøge at imødekomme alle deres behov. Derfor er et af de største problemer vi står overfor som nation den kendsgerning, at vor præsident og Demokraterne i Kongressen faktisk opmuntrer til denne afhængighed.

Oveni at øge rettighedsprogrammernes længde og omfang, såsom velfærd og 'fødevaremærker' så har man også udvidet arbejdsløshedsunderstøttelsesperioden til 99 uger (hvilket igen betyder at man kan gå næsten 2 år uden arbejde, og modtage Obama penge til livets opretholdelse). Man er også begyndte på at betale for mad som "hjælp til husejere" for at hjælpe "arbejdsløse husejere der står overfor en fallit."

Alt dette og så de gratis mobiltelefoner? Og tænk lidt efter, det eneste de ønsker som betaling for disse goder og services er vor værdighed (skønt de vil være yderst tilfredse med om vi blot vil stemme på dem).

Hele forestillingen er utrolig skræmmende og grim.

AWR Hawkins is a conservative writer who holds a Ph.D. in military history from Texas Tech University.

Lille by - kontra storby

Om at forlade Sandpoint

Ben Stein

Tirsdag

Jeg befinder mig i Seattle lufthavn. Efter ti dage i Sandpoint, Idaho, er det et kæmpechock. Sandpoint så charmerende, så fuld af glæde, så venlig, så rolig så det forekommer man er i en meget glad skole. Menneskene her i lufthavnen ser alle så ekstremt vagtsomme og forsvarsberedte ud. De ser ud som om de ville stikke dig en, hvis du sagde "Goddag" til dem. De ser ud som de ikke har passet tiden for indtagelsen af deres valium. I Sandpoint hilste alle og enhver på mig med navns nævnelse. Ja, det så ikke ud til at nogen af dem var vrede.

Men der er mere. Mænd og kvinder ser jo helt og aldeles rædselsslagne ud her i denne lifthavn. Er det recessionen? Iranerne? De endeløse krige? Jeg bad naturligvis min gode ven, Barron Thomas, om en forklaring.

"Når tiderne er svære , så ser mennesker hen til en slags fader der kan lede dem. De ønsker en stærk faderfigur og det er ikke Barack Obama. Han er så meget andet, men ikke det. Derfor er mennesker bange, og der er ingen fader til at tage sig af dem."

Udmærket, som jeg forventede det. I 1975 var til til en konference ved Aspen Institute. En højtstående psykoanalytiker fra Harvard Medical School sagde, at mennesker var gået til Nixon, fordi han var en svag, men dominerende faderfigur, i modsætning til Ike (Eisenhower) der var stærk og kunne tilpasse sig. Hvilken indsigt. Hvad er så Obama? Måske en man kan være ven med. Hvad er han rent psykologisk? Det kræver noget mere eftertanke.

Onsdag

Larry King Live i dag. Jeg var med i showet med to kvinder og en mand der talte om beslutningen i Arizona vedrørende statens kontroversielle lov om ulovlig immigration. Jeg var slået af forbavselse over den knivskarpe samtale. Jeg var helt rystet. I pausen, forsøgte jeg at samle tankerne, om hvorfor dog. Jeg har trods alt været med i hundredevis af talkshows --- men aldrig efter at have tilbragt det meste af sommeren i den lille by i Idaho.

Jeg kom til den erkendelse, at det var fordi mennesker i Sandpoint ikke vælger deres kampe. Samtalerne er om både og fiskeri. Ingen har ønske om at skændes, så derfor gør ingen det. Det er Amerikas 'lille by' indstilling. Jeg mener det er sådan Amerika er rigtig mange steder. Men det er ikke den måde som TV forventer, måske med undtagelse af CBS Sunday Morning, der er et meget høfligt show, med en næsten gennemført nydelig samtale, næsten ligesom søen ved Sandpoint. Det kan godt være jeg passer bedre til livet i Hollywood. Men Sandpoint er dog et dejligt sted at drage hen til.

Ben Stein

Moskeer bygges på sejrspladser

Barry Goldwater og Ground Zero Moskeen

Goldwater's kommentarer for 20 år side vedrørende USSR's fald er relevante for Obamas rutchebanetur med Amerika.

Abraham H. Miller

Da Sovjetunionen var ved at falde sammen interviewede National Public Radio Barry Goldwater om det dramatiske sammenbrud i Sovjets socio-politiske system i vinteren 1989-90. Som en statsmand der brugte det meste af sit politiske liv på at bekæmpe ondskaben ved kommunismen i udlandet og "statsstyringen" hjemme, forventede NPR at Goldwater var ovenud begejstret over det der var ved at finde sted.

Det var han ikke.

Goldwater skuffede intervieweren og uden tvivl store dele af det liberale NPR publikum ved det han havde at sige. Han talte om afslutningen på Sovjetunionen, som efterlod et samfund uden helte og uden symboler. Han anså dette aspekt, dog helt sikkert ikke selve kollapset, som en tragedie, især for den yngre generation der var ved at modnes politisk. Ethvert samfund har brug for helte og symboler, bemærkede Goldwater; det er en del af sammenhængskraften og kulturens integration.

Med denne observation var Goldwater som et ekko af de følelser som den feterede Renæssance historiker Jacob Burkchardt, hvis værk The Civilization of the Renaissance in Italy, omhandler brugen af den offentlige kunst til at skabe politiske symboler for at fremme formodningen om legimitet.

Hvis der er en politisk/religiøs bevægelser der forstår at bruge symboler for at fremme deres sag, så er det islam. Nej, jeg taler ikke om radikal islam. Jeg taler om islam som et hele.

Ground Zero moskeen er manipulation med symboler. Selve navnet "Cordoba initiativet" er en fornærmelse for Spaniens folk, en påmindelse om deres underlæggelse ved islam og skabelsen af et samfund organiseret gennem sharia konceptet d'himmitude, et samfund der sætter ikke muslimer som anden klasses borgere. Det tolerante samfund i islams Andalusien var ligeså tolerant som Missisippi under doktrinen "adskilt - dog lige."

Lige fra sin begyndelse har islam fejret sine sejre ved at bygge moskeer på det besejredes folk hellige steder. Al Aqsa moskeen ser ned på Grædemuren ved Israels hellige tempel. Fornærmelsen understreges af benægtelsen af Templets eksistens. Sofia Basilikaen i Istanbul blev revet ned og erstattet med en moske, og den oprindelige Cordoba moske blev bygget der hvor der havde ligget en kristen katedral. Koranen (018.021)tilskynder muslimerne til at bygge moskeer på de besejredes folks gudsdyrkelsessteder for at symbolisere bekræftelsen på islams sejr.

Hvis Ground Zero moskeen virkelig var et forsøg på at skabe forsoning, da ville udviklerne af moskeen være villige til at sætte sig ned med New York Guvernøren, David Paterson, og diskutere alternative steder. Der er ingen alternative steder der kan benyttes fordi de ikke kan knyttes til islams sejr med ødelæggelsen af World Trade Center. Intet alternativt sted ville kaste en skygge over tragedien ved Ground Zero og forvandle det til en propagandasejr for islam. Den seneste afsløring at udviklerne af Ground Zero moskeen ikke vil afvise at acceptere penge fra Saudiarabien og Iran understreger udviklernes sande hensigter.

Derfor ville en klog mand spørge om hvorfor præsident Obama støtter bygningen af moskeen? Hvorfor bad Nancy Pelosi - som en fuldbyrdet handling af stupiditet - om en undersøgelse af de som forsøger at forhindre opførelsen?

Svaret er ligeså enkelt som det er indlysende. Vi lever i en tidsalder, ikke med et ikke-racistisk præsidentskab, men med et anti-amerikansk præsidentskab. Vi bliver styret af elitære der værdsætter andre kulturer symboler, men ikke vores egne. Det er derfor Obama ikke står fast og stolt som en amerikansk præsident, men bukker og bøjer sig for konger og diktatorer. Der er derfor Pelosi, indtil hun klodset forsøgte at rette sit tåbelige udbrud, ikke bad om en undersøgelse af den som betaler for moskeen. Det er derfor den ultra-venstreorienterede Ninth Circuit Court of Appeals konkluderede at det at lyve om at have fået hæderbevisninger, medaljer hos vore tropper ikke en forbrydelse, men et sprøgsmål om "ytringsfrihed."

Den yderste venstrefløj hos Demokraterne hader Amerika som den hader sig selv. Den forhåner de som kæmper og dør for at forsvare vor friheder og den priser de som vil ødelægge os. I akademiet, kan anti-amerikanske radikale somBill Ayers og Bernadine Dohrn ganske let få beskæftigelse mens Vietnam veteraner måtte skjule deres tjenstetid fra fakultets ansættelseskomitees undersøgelser. Hvordan forklarer man ellers den uhellige og ubegribelige alliance mellem de selvproklamerede progressive og islam, en af de mest reaktionære kræfter på planeten? Had, som Eric Hoffer, bemærkede er virkelig den største forener af de sociale bevægelser.

Barry Goldwater beklagede den hurtige kollaps af de kulturelle symboler hos vor store modstander, Sovjetunionen, for han vidste at et sådan tbrat og voldsomt fald i en nations opbygning ville have langtrækkende virkninger, der ville være ødelæggende for det russiske samfund, og en trussel for verden. Tiden har vist han har ret. Hvad traumet fra 1989-90 gjorde med det tidligere Sovjetunionen er det som Barack Obama langsomt er ved at gøre med Amerika.

Ved at støtte opførelsen af en moske som symbol på islams sejr den 9/11 som vil kaste en skygge over hellig jord, se det er kun endnu et eksempel på Obamas fravælgen af de værdier der forener os som et folk og en nation.

Abraham H. Miller is an emeritus professor of political science and a former head of the Intelligence Studies Section of the International Studies Association.

Er Obama muslim eller kristen?

Religion og politik: Obama og Disraeli!

Allen Z. Hertz

Den jødisk fødte Benjamin Disraeli var i syv år britisk Premierminister, i to perioder mellem 1868-1880. Som barn modtog Disraeli jødisk undervisning og hans familie kom i synagogen. Skønt han konverterede til den Anglikanske Kirke som 13 årig, var Disraelis jødiske religiøse og etniske oprindelse velkendt, og den blev ofte diskuteret gennem hele lans lange politiske karriere, som han med stolthed fandt var prosemitisk.

Som en kontrast viser en ny Pew Research Center undersøgelse, at en stadig større procentdel af amerikanerne (43%) ikke er helt klar over præsident Obamas nuværende religion, med andre 18% der siger han er muslim. Dette signalerer et stadig større potentielt politisk problem fordi offentlige meningsmålinger giver en indikation af, af, at de fleste amerikanere forventer at deres politikere har helt klare religiøse holdninger, og de er oprigtigt interesserede i deres lederes religiøse sympatier og tilknytning.

Selvom han er udtalt promuslimsk i sin politik, har præsident Obama gentagne gange bekræftet sin egen kristendom, som han antog da han var i sen-tyverne i 1988, da han tilsluttede sig United Church of Christ.

Imidlertid er der stadig et relevant spørgsmål der står åbent om hans religiøse udvikling før den tid, herunder hans barndom. I den henseende gav hans tale den 4. juni 2009, et fingerpeg: "Jeg er kristen, men min far kom fra Kenya og en familie der i generationer har haft muslimer."

Kunne det mon være sådan, at den voksende usikkerhed om præsident Obamas nuværende religiøse tilknytning er forbundet med hans religiøse historie fra barndommen, ligesom der altid var en levende interesse for Disraelis' jødiske barndom?

Teologisk set betragter islam alle børn som være født som muslimer, og således forbliver de, indtil voksne underviser dem om noget andet. Præsident Obama var sandsynligvis også engang muslim, fordi:

(1) Hans bedstefar var muslim;

(2) hans far -- skønt ideologisk marxist -- var født som og blev begravet som muslim;

(3) hans forældre valgte at give ham to helt klare muslimske navne, "Barack" og "Hussein;

(4) hans indonesiske stedfar var også muslim;i

(5) hans samtidige i Indonesien er overbeviste om at Obama overværede muslimske religiøse gudstjenester i moskeer;

(6) han har selv skrevet at som barn udtalte han shahadah - den muslimske trosbekendelse;

(7) dokumenter afslører at han var registreret som "muslim" i indonesiske skoler;

(8) Obama siger selv han dengang studerede Koranen;

(9) en indonesisk lærer husker at Obama også lærte at recitere fra Koranen på arabisk;

(10) Obama's indonesiske skolekammerater har sagt at under barndommen i Indonesien da troede de han han var muslim;

(11) Da hun reflekterede over sin barndom i Indonesien og Hawaii, fortalte Obamas halvsøster Maya Soetoro-Ng i 2007 til New York Times: "Hele min familie var muslimer."

Selvom Obama kampagnen i 2008 kategorisk benægtede, at han nogensinde havde været muslim, da ville præsidenten måske vise større klogskab ved at følge Disraeli's eksempel ved at udtale sig helt tydeligt om sin barnetro og på en måde der er forståeligt for amerikanerne, der selv fra deres barndom er troende.

Selvom han var medlem af Den Anglikanske Kirke, bekræftede Disraeli gentagne gange, at der intet galt var med at være jøde, eller at have konverteret fra jødedommen til Kristendommen. På samme måde er der intet galt i at være muslim, eller have været muslim.

Imidlertid er mistanken om, at den tidligere religion er blevet skjult, af politiske grunde med til at skabe et indtryk som både er besynderligt og meget lidt betryggende. Kunne det måske være, at det er denne faktor der bidrager til den stigende forvirring om præsident Obamas særegne religiøse tro nu om stunder?

Selvom et mindretal vil være meget uenige, er der et bredt udsnit af offentlige meningsmålinger om religionens rolle i USA der lader formode at de fleste amerikanere meget gerne betragter præsident Obamas nuværende religion og religiøse historie som et område der helt lovligt har offentlighedens interesse.

Allen Z. Hertz was formerly senior advisor in the Privy Council Office serving Canada's Prime Minister and the federal cabinet. Earlier he taught history and law at universities in New York, Montreal, Toronto and Hong Kong. He holds a Ph.D. in European and Ottoman history from Columbia University and international law degrees from Cambridge and the University of Toronto.

Vokser islam så hurtigt som vi tror?

Er islam den hurtigstvoksende religion?

Det religiøse 'landskab' i verden er i forandring, men mediernes fokus på Vesten gør mange blinde for at islam mister terræn i den tredje verden

Ryan Mauro

Det er en fastslået kendsgerning overalt, fra medieverdenen til akademierne til kirkerne: Islam er den næsthurtigst voksende religion. Den vil blive den største religion i dette århundrede. Kristendommen er umoderne og islam er den nye elev i klassen. Vi hører det fra de som ønsker at give det muslimske samfund en stærkere røst; fra de som beklager sig over Vestens uvidenhed; fra de som forsøger at sætte islam på samme niveau som Kristendommen og Jødedommen; og selv i kirkerne hvor man beklager mangelen på evangelisk nidkærhed i menigheden.

Men er det egentlig sandt?

Det er sandt at islam (ligesom ateismen og universalismen) er i vækst i Vesten, mest på grund af de høje fødselstal blandt muslimer og indvandring, men den eksplosive vækst i evangelisk Kristendom rundt om i verden gennem omvendelse nævnes ikke. Analysen er ikke fyldestgørende på grund af de manglende rapporter fra steder som Afrika, hvor næsten halvdelen af befolkningen anslås at være kristne. Andre steder, som Kina, bliver nyhederne om en sådan tendens undertrykt, og kun få ved at der er vurderinger der anslår at den kristne del af befolkningen er omkring 111 millioner. Der kan være flere medlemmer i den evangeliske undergrundsbevægelse dér, end i kommunist partiet med 75 millioner medlemmer. Der er rapporter om at op til 10000 kinesere omvender sig til Kristendommen dagligt. Det antal kan være overdrevent, men hvis tendensen som den er nu holder sig da kan det meget vel være, at Kina vil blive det land med flest kristne ved midten af dette århundrede.

Man plejer at have den forestilling om en kristen, at vedkommende enten er amerikaner eller europæer. Kristendommens nedtur i Vesten giver indtryk af at religionen er ved at falde sammen, når den faktisk er under forandring. I Dinesh D'Souza's What So Great About Christianity, skriver han at i år 1900 boede 80% af de kristne i Europa og USA. Nu, bor to ud af tre evangeliske i Asien, Afrika og Sydamerika. Sydkorea besidder nu andenpladsen over lande der udsender missionærer, trods den kendsgerning at nummer et landet, USA, har over seks gange så mange indbyggere.

Endnu en kendsgerning man bør overveje er, at mens antallet af kristne som et hele er for nedadgående i Vesten er antallet af evangeliske stigende. Der er færre "Søndags kristne" der kommer i kirken rutinemæssigt, og som ikke har et forhold til Gud som en del af deres tilværelse. De falder fra kirkerne da det bliver mere socialt acceptabelt at gøre det og vender sig mod agnstoicisme, ateisme og en universalisme, der mener at alle religioner går ud på et. Kristendommen er ved at forvandle sig til en mindre, men mere hengiven og aktiv magt.

Det er langt sværere at få øje på "Fredags Muslimer" i den islamiske verden end de "Søndags Kristne" i Vesten på grund af de sociale modforanstaltninger og undertrykkelsen af andre religioner. De som betvivler deres tro gør det sandsynligvis i det private og går dog stadig i moskeen selv om de fester i weekenderne. Den elendige økonomi i den islamiske verden og den politiske tilstand og ekstremismen voldsomhed får mange muslimer til at vende sig bort fra islam.

For eksempel er jeg blevet overrasket over, hvor mange iranere jeg har kommunikeret med som er ateister eller ikke er hengivne muslimer. Der er en skjult bevægelse der skaffer Bibler og praktiserer Kristendommen i private hjem. Det siges at op til 1 million har vendt sig til Kristendommen i de sidste 5 år.

Dette udgør et alvorligt problem i den muslimske verden, men Vesten ser det ikke. i april 2008, skrev Andrew Walden (ligger her på synopsis) en fremragende artikel på Pajamas Media om denne fænomen. En øverste islamisk lærd i Libyen siger, at 16000 muslimer konverterer til Kristendommen dagligt, og Walden skriver, at evangelisten Wolfgang Simpson siger at flere muslimer er kommet til Kristus i de sidste to årtier end i hele historien,"

Han skriver at muftien af den malaysiske stat Perak siger at cirka 250000 muslimer i hans land har bedt om officielt at forlade islam, heraf har 10000 omvendt sig til Kristendommen. Mufiten advarede om at dette antal ikke indbefatter de som er ikke-praktiserende muslimer.

Det er uden for al diskussion at islam er i fremgang i Vesten, men der er tegn på at antallet af muslimer der ikke omhyggeligt udøver deres tro også er i vækst ligesom det er tilfældet med Kristendommen. I februar 2005, skrev Sunday Times at "man anslår at der er så mange som 15% af muslimerne i samfund i Vesten der har mistet troen." En PEW undersøgelse i juli 2007, fastslog at amerikanske-muslimer angiver det som grund nummer tre når de spørges om religion spiller en "meget vigtig" rolle i deres liv, med 72% der bekræfter spørgsmålet sammenlignet med 79% af hvide evangelikere og 85% af sorte protestanter. Mest interessant er det, at kun 50% af de muslimske-amerikanere tager deres hellige bog Koran bogstaveligt, mens 66% af de hvide evangelikere og 68% af de sorte protestanter tager Bibelen bogstaveligt.

Det religiøse landskab i verden er under forandring, men mediernes fokus på Vesten forårsager at mange er blinde for at islam mister terræn i den Tredje Verden. Adam Housley rapporterede for Fox News. com i januar 2003, at "de fleste eksperter er enige om at Kristendommen har de fleste troende. Og de nyeste rapporter anslår at i 2005, vil denne forskel være blevet endnu større, og dermed er Kristendommen langt den største religion i verden."

Kristendommens geografiske udbredelse, især gennem den evangeliske bevægelse, er i forandring mens den spredes mere jævnt over hele verden. I de evangelisk-orienterede kirker i dag, skabes der fonde for at udsende missionærer til steder som Afrika, Indien og Sydkorea. Den dag kan meget vel komme da det bliver disse steder der sender ud til USA og Europa.

Ryan Mauro is the founder of WorldThreats.com, national security advisor to the Christian Action Network, and an intelligence analyst with the Asymmetrical Warfare and Intelligence Center (AWIC). He can be contacted at TDCAnalyst@aol.com

Islamo-fascisten Remer

Islamo-Fascisten Remer

Mark D. Tooley

I filmen fra 2008 med Tom Cruise -"Valkyrien" om attentatet den 20. juli 1944 med hensigten at dræbe Hitler bliver major Otto Ernst Remer portrætteret som en nøgleperson til optrevlingen af anti-Hitler kuppet. Da Remer var i gang med arrestere propaganda minister Joseph Goebbels, overrakte denne snedigt en telefon til Remer, der som følge af kupmagernes planer troede at Hitler var død. "Kan du kende min stemme?" spurgte en dyster stemme Remer, "der øjeblikkeligt genkendte Führeren. Hitler beordrede en lydig Remer til at fange alle de som havde konspireret mod ham i live, formodentlig for at deres eventuelle dødsdom kunne blive passende barbarisk.

Deres mordforsøg havde fejlet og kun såret Hitler, og Valkyrie kupmagerne gik i opløsning. Major Remer, portrætteret af den tyske skuespiller Thomas Kretschmann, førte an med sit Stor Tyske Regiment, der var ansvarlig for sikkerheden i Berlin, i arrestationerne af anti-Hitler konspiratorerne. Filmesn fremstilling er i det store og hele korrekt. På det mindre end år der var tilbage af krigen for Det Tredje Rige blev den 32-årige Remer belønnet med forfremmelse til Generalmajor.

Remer levede til 1997 og var Hitler, og Det Tredje Rige dybt hengiven til sin død. Hans bestræbelser for at genoplive nazismen og benægte Holocaust tvang ham med tiden til at forlade Tyskland. Ligesom andre gamle nazister, fandt han et midlertidigt tilflugtssted for sit arbejde i Ægypten og Syrien i løbet af 1950'erne før sin død i Spanien. En ægyptisk avis interviewede i 1993 ham om han synspunkter vedrørende Israel, palæstinenserne, Irnas Islamiske Republik iog USA. Han blæev interviewet til den i Kairo baserede "Al Shab" af en marokkansk islamisk, Ahmed Rami, der tidligere havde været fængslet i Sverige for "anti-zionistisk" aktitivet, det vil sige Holocust benægtelser.

"General Remer er en ægte ven af araberne og muslimerne," skrev artiklen begejstret. "Han følger problemerne og bekymringerne hos vor islamiske nation på nært hold, som observatør og ven," bemærkede den, og mindede om Remers rolle som militærrådgiver for den ægyptiske præsident Nasser i begyndelsen af 1950'erne og hans senere ophold i Syrien. Den ægyptiske avis hyldede Remer som en af Det Tredje Riges mest "enestående generaler," selvom han faktisk var blevet forfremmet langt højere end hans evner tillod på grund af hans rolle i optrevlingen af Valkyrien. Uden succes som leder i kamp, blev hans indsats begrænset til at ødelægge de få tyskere der forsøgte at frelse Tyskland fra Hitler.

Rami spurgte Remer ud om den "Nye Verdens Orden," som er således præsident Bush beskrev den amerikansk dominerede verden efter Den Kolde Krig, i kølvandet på sejren i Golfkrigen over Iraks Saddam Hussein. "Dette koncept er intet andet end en ny forklædning hvor der bagved lurer den internationale magt hos jødiske organisationer," udtalte Remer. Jødiske grupper var de eneste sejrherrer i 2. Verdenskrig, påstod han, da de "stater der var allierede mod Tyskland, også var imod de islamiske og arabiske nationer og mod Vestens nationer."

Ifølge Remer var følgen af "voldtægten af Palæstina og skabelsen af staten Israel" efter 2. Verdenskrig et resultat af jødisk planlægning gennem generationer. Idet han citerede fra "Protocols of the Elders of Zion" understregede Remer at jøderne altid havde haft til hensigt at "implementere deres faktisk meget gamle "Nye Verdens Orden."

Remer roste skabelsen af de islamiske regimer i Afghanistan og Iran. "Det nye er bevægelsen bag islamisk genfødsel og det fortsatte forfald ved magten hos de koloniale regeringer der er ledet langt borte fra af Israel i mange islamiske lande," fortalte han. Han anbefalede Ayatollah Khomeini for at denne havde inviteret Mikhail Gorbachev til at blive muslim, hvilket "havde stor symbolsk betydning!" Og han hyldede den "åndelige" sejr hos den afghanske Mujaheddin. Vedrørende Saddams Irak, så blev det knust, fordi det havde brudt med det "israelske monopol på atombomben i Den Nære Orient" og "den israelske teknologiske dominans."

Ikke som nogen overraskelse mente Remer at krigen i 1991 mod Saddam Hussein for at befri Kuwait blot var et redskab hos amerikanske jøder for at neutralisere en fjende af Israel. "Alle og enhver ved at Irak ikke kunne true Amerika, selvom det havde haft atomvåben," bemærkede han. Men Israel "så sine interesser og sin dominans i regionen truet," derfor "førte Amerika krig mod Irak for Israel." Israel havde som sædvanligt "mobiliseret sin jødiske propaganda, der kontrollerer massemedierne i Vesten."

Remer forudså at det næste mål for den jødiske "propaganda"ville være Iran: Den jødiske stat vil ikke længere lade nogen mulighed gå sig af hænde for at opildne USA mod Iran og dermed hele Vesten og den 'offentlige mening' hos staterne i Vesten der er kontrolleret af massemedierne." Han advarede om at Israel som mål havde at "likvidere" Iran og den islamiske bevægelse, og og enhver modstand mod den zionistiske verdens rodens tyranni. Den gamle nazist havde teorier om at "Persiens islamiske system er den eneste lovlige form for regering i den muslimske verden, fordi den udspringer af den måde folket tænker på og udtrykker sin vilje på." Han roste også Sudans folkedrabssigtiede islamiske regime for på lignende måde at legemliggøre den formodede vilje hos dets muslimske befolkning.

De islamiske bevægelser er ifølge Remer en modgift mod de korrumperende "mikrober" af jødisk indflydelse der søger at "fordærve selve landets organisme" og "slaveholde ikke jødiske sjæle." Remer udtrykte tilsynladende troskab til sin kirke om at tjene Det Tredje Rige. Det ser ikke ud til han var muslim, men han betragtede helt sikker et stærkt islam som central i modstanden mod jødisk indflydelse. "Under de nuværende omstændigheder spiller de islamiske bevægelser en rolle som vaccinen der skal bevare sundheden hos nationen" vurderede han. "Den islamiske vækkelsesbevægelse vil overtage rolle som en livredder, for at frelse den islamiske nation fra at drukne i korruptionen fra de jødiske organisationer."

Remer sammenlignede det slagne Tyskland med de slagne palæstinensere begge ofre for jøderne og begge lider de under en "okkupation." Ligesom tyskerne i fremtiden håbede på igen at kunne få de tabte territorier i Øst tilbage, således vurderede han var også palæstinensernes korrekte drøm om at fjerne den israelske besættelse. Men han beklagede at mange angiveligt muslimske nationer, som Ægypten, var på linje med magter som USA mod de lovlige islamiske regimer. Svaret? "Jeg kan ikke se nogen anden udvej af de alvorlige nuværende omstændigheder end at oprette et ægte islamisk samfund og en islamisk stat i hvert muslimsk land, og implementere den politiske og økonomiske enhed i de islamiske stater." "Heksejagten mod islam er en taktisk propaganda fra de jødiske organisationer der tjente sit formål med at få den offentlige mening til at svinge til gunst for en krig mod Irak," forklarede Remer og advarede: "Den samme taktik benyttes i dag i heksejagten mod Persien." Remer gik naturligvis ind for at skabe et "ægte Palæstina, der skal befinde sig indenfor den jødiske stat, samtidig med han hyldede Hamas som det passende "islamiske svar på den zionistiske udfordring."

Remer konkluderede ved at fortælle de ægyptiske læsere at deres nation også burde følge den islamiske vej. Siden Nassers død og Sadats "kapitulation" til Vesten er den arabiske verden i knæ. Men nu "ryster islamiske bevægelser deres fakler til modstand," og "den fakkel brænder klarest i Iran og Sudan." Han lovede at "Ægypten snart ville indtage den plads i den islamiske verden som landet fortjener - i kampen for frihed, værdighed og retfærdighed."

Indrømmelser i 1993 fra en en gammel nazist der i 1944 hjalp med til at forlænge livet for Det Tredje Rige med yderligere 9 månederes myrderier. Det lyder som et skræmmende ekko og her i 2010 fra de utallige radikale islamister og deres kolleger rundt om i verden.

Hunde er dømt til døden i Iran

Fravælgelse af hunde: Hundens domsdag i Iran

Paul Williams, PhD

Irans Ministeriun for Kultur og Islamisk Vejledning har indført en regel som dermed betragter alle hunde som urene og annoncer om, hvordan man købe og sælge og holde hunde er forbudt.

Den nye fatwa forbyder også reklamer for hundemad og butikker der sælger hundeudstyr. Reglen er med baggrund i islamisk lov, der fastslår at hunde er urene.

Det at holde hund er ifølge Teheran Times, blevet meget almindelig blandt iranerne, især de som bor i byområder. Politiet har fået til opgave at konfiskere hunde fra mennesker der går tur med dem i offentlighed. De indfangne hunde dræbes og brændes.

For nogle måneder siden blev Ayatollah Makarem Shirazi stillet et spørgsmål om hundens renhed i Sharia. Et sådant sprøgsmål, kaldes en istifta, er en anmodning om en fatwa fra en eller anden, en mulighed med baggrund i Sharia.

Istifta'en drejede sig om hvorfor en hund anses som værende et urent dyr under Sharia trods det der ingen henvisninger er til hunde i den hellige Koran.

I sit svar på istifta'en understregede Ayatollej Makarem Shirazi at under Sharia er hunden faktisk, beskidte skabninger som ingen muslim bør røre ved, og slet ikke holde som kæledyr.

Ayatollahen sagde at hundens urenhed er med baggrund i riwayahs, pålidelige fortællinger overleveret fra Profeten Muhammad og hans hus. Adskillige af disse riwayahs er som følger:

"Som det fortælles af 'Abdullah bin 'Umar: Allahs apostel stod bag ordre om at hunde bør dræbes" (Bukhari, Bind 4, 540)

"Som det fortælles af Abu Huraia: 'Allahs apostel sagde, "Den som holder en hund, derfra skal trækkes en Qirat af hans gode gerninger dagligt, medmindre hunden benyttes som vagthund for et landbrug eller kvæghold'" (Bukhari, Bind 3, 515)

Abu Huraira (i en anden fortælling) sagde fra Profeten, "medmindre den benyttes som vagthund for får eller på landbrug, eller til jagt."

Fortalt af Abu Hazim til Abu Huraira: Profeten sagde, "En hund som hyrdehund eller til jagt." Ayatollahen beskrev i sit regelsæt den nuværende iranske glæde ved hunde er om "en blind efterligning af Vesten"; noget som han tror vil resultere i "onde gerninger."

FamilySecurityMatters.org Contributing Editor Paul L. Williams, Ph.D., is the author of The Day of Islam: The Annihilation of America and the Western World, The Al Qaeda Connection, and other best-selling books. He is a frequent guest on such national news networks as ABC News, CBS News, Fox News, MSNBC, and NPR. Visit his website at http://thelastcrusade.org/.



Billedet indsat af synopsis-olsen Denne reklame krænkede muslimer i Storbritannien (se her)

Myrer, græshopper og Gud

Myrer, græshopper og Gud

---

Patrice Lewis

Jeg har tænkt en hel del over fattigdom her på det seneste, især fordi årsagerne, og dermed vore forpligtelser er såvel personlige som sociale for at fjerne den.

Det er et noget betændt emne af røre ved af to grunde. For det første på grund af vor nuværende økonomiske situation er der mange mennesker der er en hel del fattigere, end for blot to år siden. For det andet, hver gang nogen nævner problemet fattigdom, undtagen fra et venstreorienteret synspunkt, bliver de benævnt som værende onde, ufølsomme, mangler medfølelse og al den anden form for kritik - uden hensyn til om argumenterne har vægt eller ej.

Grunden til at denne problemstilling dukkede op er på grund af en kommentar til min artikel "Myren og Græshoppen."

Jeg havde lagt en af de der humoristisk drejede genskrivninger af Æsops klassiske fabler ud. De fleste af mine læsere morede sig over den.

Men der var en der tog på vej over vor morskab og anklagede os for ikke at være kristne, fordi vi foretrak historiens oprindelige morale (Vær ansvarlig for egne handlinger").

Dette rejser et interessant sprøgsmål. I hvilken grad er vi socialt, moralsk og etisk ansvarlige for vor næste? På hvilket punkt skal myren dele sine hårdt-tjente ressourcer med græshopperne? Er det etisk korrekt, at tvinge myrerne til at dele deres ressourcer med græshopperne gennem tvang? Hvilket ansvar har græshopperne for deres egen skæbne?

Lad os være på det rene med: I Æsops fabel, er det der adskiller myren fra græshoppen, arbejdsmoral. Udelukkende det. Græshoppen er ikke uheldig, mens myren har travlt med at samle forråd. Han er ikke syg, handicappet eller har håbløs gæld, han er ikke arbejdsløs, eller nogen anden hæmsko et insekt kan være i, der skulle hindre ham i at arbejde frem mod at sikre sin fremtid. Ressourcerne er rigelige og gratis, og for begge insektarter. Intet - absolut intet - forhindrer græshoppen i at komme i omdrejninger og samle forråd til vinteren - undtaget et holdningsproblem.

Dog, ifølge kritikeren, så skulle vi ikke kalde os kristne, fordi Bibelen tilskynder os til at elske vor næste som os selv. Den selviske myre, burde dele sin mad med den fattige hjælpeløse græshoppe uanset, hvad der forårsagede, at græshoppen kom ud i sin besværlige situation.

Derfor da jeg tilsyneladende er en syndig kristen ude af stand til at værdsætte de finere detaljer i det at elske min næste, da har jeg brug for at vide i hvilken udstrækning græshoppen er tilskyndet til at sørge for sige selv, før myren skal træde til og hjælpe ham til ikke at lide sultedøden i den kolde vinter.

Kræves det af myren at den skal synes godt om græshoppens dovenskab, og derpå uden kny give ham mad hele vinteren? Smiler Gud ved synet af den dovne græshoppe der får af myrens hårdt tjente ressourcer uden at græshoppen skal yde noget til gengæld?

Måske. Jesus døde helt sikkert både for 'myren' og 'græshoppen' i denne verden. Ikke nogen af os - myrer eller græshopper - har fortjent et sådant offer, men han gjorde det trods alt.

Imidlertid tror jeg ikke på det frikøber os fra vor forpligtelse til af forsøge at gøre vort bedste for at sørge for os selv.

I den nuværende økonomiske situation er mange af os fattigere, end vi var før nedsmeltningen sattes i gang, lægeregninger, arbejdsløshed, inflation og andre uundgåelige følger. Sådanne mennesker er ikke Græshopper. De er blot ramt af hårde tider, noget der jo sker for myrer og græshopper.

Jeg ville ønske - oh jeg ville virkelig ønske - mennesker dog blot ville fatte dette grundkoncept: Ingen har noget imod at hjælpe andre tilbage på fode, når de er i knæ. Mange af os synes det er et privilegium, en pligt, en glæde at hjælpe de som er ramt af uheld.

Men græshoppen er ikke ramt af uheld grundet uforudsete omstændigheder. Han har bare ingen arbejdsmoral der svarer til myrens. Ikke alene forventer græshoppen, at myren hjælper, men han nægter endog at hjælpe sig selv da han kunne. Det værste er at vor regering derpå tvinger myren til at hjælpe græshoppen, uanset om myren ønsker det eller ej. Så er det at forståelsen, venligheden bliver noget påtaget.

For at komme den brandstorm af kritik i forkøbet der uden tvivl vil komme fra vrede læsere, spørger jeg igen: I hvilken grad burde sunde, raske græshopper, ikke opmuntres til at sørge for deres egne ressourcer til vinteren? Eller er græshopperne frikøbt fra alt personligt ansvar?

Hvis nu myren bedes om at elske græshoppen som sig selv, hvorfor er græshoppen så undskyldt fra at vise samme følelse? Hvis nu græshoppen elskede myren som sig selv, ville han være travlt optaget og samle forråd for sig sig selv, så han ikke var en byrde for den fattige hårdtarbejdende myre, når sneen begyndte at falde.

Til de som anklager myren for at vise ukristne holdninger med hensyn til sin næste, vil jeg refere til nogle få bibelske steder til støtte for det personlige ansvar, det mest tydelige er 2. Tessalonikerbrev 3:10 ."....hvis en mand ikke vil arbejde, skal han ikke spise." Bemærk at der ikke siges "Kan ikke arbejde" men "vil ikke arbejde." En kæmpeforskel.

Det burde være tydeligt for enhver med blot en sund fornuft på størrelse med en insekthjerne at rettigheder givet af regeringen ikke opmuntrer sunde, raske græshopper til at arbejde. I en større skala. Jeg er bekymret over at flere og flere græshopper modtager goderne som er fremskaffet gennem tvang af myrerne, hvilket vil betyde at der vil være færre myrer til at hjælpe græshopperne.

Da nu Bibelen er en altid anvendelig ressource til at se på livets bekymringer vil jeg henlede den som tvivler til Ordsprogene 6:6-11.

"Gå hen til myren, du lade, se dens færd og bliv viis, Skønt uden fyrste, foged og styrer sørger den dog om sommeren for æde og sanker sin føde i høst. Hvor længe vil du ligge, du lade, når står du op af din søvn? Lidt søvn endnu, lidt blund, lidt hvile med samlagte hænder, som en stimand kommer da fattigdom over dig, trang som en skjoldbevæbnet mand."

Ikke helt så tosset vel?

Patrice Lewis

Kun kujoner stener kvinder

Kun kujoner stener til døde. Et ritual hos islam

Phyllis Chesler

Her forleden optrådte jeg på Fox News' The Strategy Room for at diskutere en hændelse fornylig med en stening i Afghanistan og selve emnet stening. Kimberley Guilfoyle interviewede mig dygtigt og med værdighed. Emnet er meget foruroligende og helt uforståelig for de fleste i Vesten.

Hvad vil det sige at en forsamling af mænd, i et antal fra 50-200 stener et pigebarn til døde - som det skete i oktober 2008 i Somalia? Den stakkels jæl var blot en 13-årig pige, der netop var blevet voldtaget. Faktisk var det hendes eneste forbrydelse" og grunden til hendes tortur henrettelse. Hun blev tvunget ned i et hul og begravet til halsen. Det tog hende lang tid at dø og hun råbte konstant om nåde for sit liv. Sammen med de 50 aktive stenere var der 1000 mænd der opildnede dem.

Hvad fortæller det os?

Først og fremmest at barbarerne er kæmpe kujoner der ikke anser sig som værende ansvarlige for deres handlinger. Alle er mordere og derfor er ingen af dem morder. Gruppen såvel påtager sig og forsoner sig for enhver mulig skyld eller tøven, som den enkelte kan have haft. Som vi imidlertid skal se, er der også en anden synsvinkel til dette.

For en kultur der hævder den går meget op i "ære," så opslugt at opfattelser som ansvarlighed for familien, klanen, eller "ummah" (det muslimske folk), er de som stener en levende til døden helt og aldels frigjort fra enkeltindividets personlige ansvar for deres blodige gerning. Hele familier bliver medvirkende til et æresdrab og religiøse råd samarbejder for at udstede en dødsdom. Muslimske mænd generer seksuelt kvinder på gaderne i Ægypten - og pøbler opildnet af moskeen (I Algeriet).

Når det drejer sig om stening, der hovedsageligt nu for tiden kun foregår som en muslimsk tradition, da skjuler kujonagtige mænd sig ikke alene bag hinanden, men de mangler helt klart evnen til at handle som individer. Den magt er reserveret til een mand, een leder, kun een herskende. I Afghanistan kaster Taliban hooligans de første sten.

Det siger os noget meget klart og vigtigt. Behovet for en pøbel er, på en måde, bevis på at de individer der udgør den alle er en slags gidsler for de psykopatiske kriminelles vilje, - de som styrer dem. Gå imod dem, og de vil selv blive stenet. Gidsel-pøblen deler også "skylden" eller snarere så peder lederne på at det gør de. Lederne kan ikke blive gjort til ansvar for deres handlinger - for alle var jo mod.

Udover det, så er det at udgyde en såkaldt muslimsk synders blod, især kvindeligt blod, blot endnu en måde at sammensvejse et blod-broderskab der har sin baggrund i mandlig overhøjhed.

Stening praktiseres i Afghanistan, Iran, Saudiarabien, Somalia, Sudan og Nigeria. I 2006, viste en undersøgelsen i det "moderate" Indonesien at 50% af muslimerne gik ind for stening i sager om utroskab, hvordan det så defineres. Utroskab kunne indbefatte: En gift kvinder der er blevet voldtaget af en fremmed, eller en kvinde der er blevet lovet som brud til en mand, men så vælger hun en anden. Dette er præcis hvad der skete i den seneste sag i Afghanistan.

Overtorturbøddelen Khomeini genindførte stening i Iran. Uuddannede mullaher i provinserne holdt meget af det. De holder også at stoffer, handel med stoffer, at tvinge piger til prostitution og derpå fængsle og hænge dem for det; midlertidige "ægteskaber" (se denne artikel); tvangstilsløring osv. Selvom stening er under juridisk genovervejelse i Iran, så er der til dato otte mænd og tre kvinder der venter på henrettelse ved stening.

I Iran blev en kvinde anklaget for utroskab idømt 99 piskeslag - og derpå dømt til døden ved stening. På grund af en international kampagne og gennem det slidsomme arbejde hos iranske dissidenter, blev Sakineh Mohammadi Ashtianis dødsdom forsinket. Men hun blev pisket de 99 gange og hendes teenage søn blev tvunget til at overvære hendes hjælpeløse ydmygelse og tortur - og på den måde, måtte han også dele sin mors trængsler. Det at sønnen var tilstede og så moderesn nøgenhed betød en stor skam for dem begge, og vil måske forårsage at han bliver en meget rå og barsk mand for at undgå at få et nervøst sammenbrud.

Jeg er ikke sikker på om der er en forbindelse, men tænk over dette. Når muslimerne drager på pilgrimsrejse til Mekka, da er en del at deres tredages ritual at stene "Djævelen." Store grupper kaster bogstaveligt talt sten mod gigantiske betonsøjler. Dette lader formode at stening er et muslimsk religiøst ritual, ikke et stammeritual eller sædvane. Derfor er det at stene et levende menneske ikke kun en menneskeofring - det er et klassisk religiøst ritual med det formål at herliggøre de stenendes Gud.

En hel del ligesom jihad - hvis du spørger mig.

Phyllis Chesler

Få regeringen ud af markedet

Få regeringen ud af markedet

---

Henry Lamb

Lederne i Washington undlader aldrig at benytte lejligheden til at give de otte år med George Bush's politik skylden for de økonomiske problemer som har ramt nationen. CNN nyhederne fremviser en undersøgelse der hævder at 53% af folket beskylder Republikanerne for situationen og rodet. Begge har de uret. Republikanerne bidrog helt sikker i årenes løb, men årsagen til de økonomsike problemer skal lægges lige foran Demokraternes dørtrin.

Hovedårsagen til de økonomiske problemer er regeringens indblanding i det frie marked.

Hovedårsagen til det omtrentlige kollaps der indtraf sidste år i Bush administrationen kan spores tilbage til Demokraternes socialistiske ide om at alle og enhver har ret til en passende bolig.

Før præsident Carter, nægtede private udlånere på det frie marked ofte at yde prioritetslån i visse dele af byerne, hvor kvartererne var så elendige at låneudbyderne anså en investering som værende usikker. Demokraterne og socialisterne kaldte denne praksis for "redlining" Carter og hans kolleger hos Demorkaterne vedtog Community Investment Loven der effektivt forbød redlining.

Det var en gigantisk indtrængning udført af regeringen på markedet, men det var ikke tilstrækkeligt til at tilfredsstille Demokraterne og socialisterne. Organisationer som ACORN invaderede systematisk de finansielle institutioner med meget synlige offentlige protester, og krævede at private udlånere finansierede lån til ukvalificerede mennesker i områder der var nedslidte. Den Demokratiske præsident Bill Clinton og hans Demokratiske kolleger udvidede Community Investment Loven ved at kræve af Fannie Mae og Freddie Mac skulle yde garantier for disse lån. Private udlånere på et frit marked ville aldrig have ydet disse lån, hvis ikke for intimideringen og afpresningen fra ACORN lignende organisationer og indblandingen af Forbundsregeringen.

Milton Friedman's klassiske værk "Kapitalismen og Frihed forklarer hvordan individuel frihed kun kan trives i følgeskab med økonomisk frihed.

Intimideringen og afpresningen fortsatte langt ind i Bush årene. Da Republikanerne forsøgte hæmme de løstsiddende långivninger hos Fannie Mae og Freddie Mac blev deres bestræbelser blokeret af Demokraterne, især af Barney Frank og senator Charles Schumer.

I deres bestræbelse på at imødegå det socialistiske mål med at give passende bolig til alle mennesker, uanset om de var egnede til det eller ej, foråsagede Demokraternes indblanding i det frie marked en enorm kunstig boble på husmarkedet. Denne boligboble afstedkom sekundære afledningsmarkeder (pakker af regeringsgaranterede lån) og kredit ydelser (forsikringer mod forsømmelser på disse afledningsmarkeder). Da de ukvalificerede lånere begyndte af forsømme deres indbetalinger i et forbløffende antal, måtte regeringen indfri deres lånegaranti, og forsikringsselskaber - som AIG - måtte indfri de forsikringspolicer de havde tegnet.

I 2008, under George W. Bush styre, indså Skatteministeriet pludseligt at hverken lånevirksomhederne eller forsikringsselskaberne kunne vedstå sig deres forpligtelser og medmindre af Forbundsregeringen frelste dem, da ville det meste af det finansielle marked kollapse.

Obama og hans Demokratiske kolleger beskyldte øjeblikkeligt Bush og hans politik for misæren, da det egentlig var Demokraterne der bar det endelige ansvar. Obama og hans Demokratiske kolleger "rider stadig på giv Bush skylden bølgen" og tilsyneladende har de held med at snyde flertallet af amerikanere.

Kendsgerningerne kan imidlertid være fremstillet vildledende, men de kan ikke ændres. Den samme Demokratiske socialistiske filosofi der forårsagede den økonomiske nedsmeltning er den der leder Obama administrationen mens den forsøger at konstruere det den kalder en kur.

Obamas planer for fremtiden er ingen kur mod den økonomiske tumult; de vil helt sikkert give løfte om endnu større økonomiske katastrofer.

Hans indstilling, og hver en handling til nu reflekterer den socialistiske regeringsvision med regeringskontrol og indblanding i markedet, og over hvert individ.

Kuren mod økonomiske problemer er frihed fra indblanding af regeringen og i det frie marked. Få regeringen fejet langt bort. Det frie marked vil finde den vej som giver profit og velstand hvis blot regeringen vil forføje sig.

Demokraterne er så hurtige til at sige at fraværet af regeringsreguleringer er det som forårsagede den økonomiske nedsmeltning. Diagnosen er skrupforkert, og medicinen de foreskriver vil kun forværre sygdommen.

Den Forfatningsmæsssige foranstaltning at Kongressen "regulerer" handel mellem staterne og den udenlandske handel er en kilde til fortsat spænding blandt lovgiverne om, hvad der helt præcist er den rette balance mellem regeringsregulering og det frie marked? Regeringens mål for regulering bør maksimere konkurrencen, sikre lige adgang til markederne, forbyde skatter der straffer - og ikke så meget andet.

Problemer der opstår på det frie marked, såsom elendige fejlfyldte produkter, upassende prissætning, reklamevildledning, er alle selvjusterende. Velinformerede kunder straffer de skrupelløse købmænd langt mere effektivt end regeringen kan. Demokrater og socialister, på den anden side, tror at regeringen skal bestemme hvilke GM forhandlere der skal lukke og hvem der må fortsætte; at regeringen skal tivnge låneudbydere til at yde lån til ukvalificerede lånere; at der bør være en strafafgift på CO2 der skal tvinge folk til at benytte alternativ brændsel og energi. Det er den slags regeringsindblanding der dræber et frit markeds økonomi.

Kuren for de nuværende økonomiske forhold er at få regeringen ud af markedet og ud af enkelt individernes tilværelse. Regeringens rigtige rolle i samfundet er at assistere - ikke hindre - frie mennesker i deres søgen efter liv, frihed og lykke. Demokraterne og socialisterne tror at regeringens rolle er at skabe et helt lige samfund ved at styre markedet, omfordele velstande, og tvinge mennesker til at bo hvor og sådan som regeringen dikterer.

Vi bør aldrig glemme: "Den regering som regerer mindst er bedst."

Henry Lamb is the author of "The Rise of Global Governance," chairman of Sovereignty International and founder of the Environmental Conservation Organization (ECO) and Freedom21 Inc.