Diskrimination og uligheder II

Walter Williams

Min forrige klumme diskuterede Dr. Thomas Sowell's nyeste bog Discrimination and Disparities, der er en udvidet og revideret udgave af en tidligere udgave. I denne anbefaling vil jeg fokusere på et af de bedste kapitler med titlen “Sociale visoner og menneskelig konsekvenser.”

Sowell udfordrer den tilsyneladende uovervindelige fejlslutning, “at gruppe resultater i menneskelig formåen kunne synes at være lige, eller i det mindste sammenlignelige eller tilfældige, hvis der ikke, på den ene side var nogen forudfattede interventioner, eller på den anden side genetiske forskelle.” Men usammenlignelige statistikker over påvirkning er ‘på mode’ blandt akademikerne,hos advokater og domstole som bevis på diskrimination. 

Sowell giver eksempler på sorte der udgør helt op til 70% af NFL og AFL spillere i professionel fodbold. Sorte er i den grad overrepræsenteret blandt stjernespillerne, men næsten ikke eksisterende blandt field goal kickers og punters. Måske er den eneste grund til at der ikke lægges sager an mod teamejerne den, at det er de samme personer der ansætter running backs og goal kickers. Man kan så spekulere over om nogen har overvejet den mulighed, at de professionelle sorte spillere ikke ønsker at være punters og field goal kickers?

Forskellige sociale klasser opfostrer deres børn på hver deres måde. Studier har påvist at børn hvis forældre var meget opmærksomme, talte mere med dem, brugte flere ord per time klarede sig bedre end børn hvis forældre er på velfærdsydelser. Studier viser at ‘professionelle’ forældre brugte “mange flere ord og varierede ord ...flere sammensatte sætninger, flere datids- og fremtidssætninger ...Andelen af bekræftende ord i forhold til negative ord var Seks til En hos forældre der havde arbejde og uddannelse.” Som kontrast benyttede familier på velfærdsydelser ord der var nedsættende i forholdet 66%: Ord som “Lad være,” “Stop!”, “Hold op!”, og “Hold kæft!”

Sowell spørger sarkastisk om vi så skal tro at børn der opfostres på så forskellige måder, mange år før de skal i arbejde hos en arbejdsgiver, før de skal ansøge om at gå på college, eller rodes ud i kriminalitet har samme egenskaber, muligheder, orientering og begrænsninger?

Forkæmpere for socialt retfærdighed ignorerer de mange forskelle der har yderst lidt med diskrimination af gøre, men til gengæld har en enorm påvirkning af resultaterne. Alder er en af faktorerne. Median aldersforskelle mellem grupper, undertiden på et årti eller to vil have en enorm virkning på resultaterne af de grupper man observerede. Medianalderen for amerikanske jøder er lidt over 50 år og for Latinos 28. Alene på medianalderen vil man være overrasket over signifikante forskelle i indkomst for grupperne og andre forskelle relateret til alder.

Sowell siger at en enkel, ikke slående forskel kan udgøre en kæmpe historisk forskel i hvad mennesket kan udrette. I 1840’erne oplevede Irland en kartoffel hungersnød. Kartofler var den vigtigste føde for irerne. Hungersnøden førte til at en million døde og 2 millioner flygtede. Den samme variant af kartoffel blev dyrket både i Irland og USA - hvor høsten ikke slog fejl. Årsagen til hungersnøden i Irland kan spores til en gødning der blev benyttet på begge sider af Atlanten. Forskellen var at gødningen indeholdt en fungus, svamp, der stortrivedes i det mildere og mere fugtige klima i Irland, men ikke i det varmere, mere tørre klima i Idaho og andre kartoffeldyrkende områder i USA. Den lille forskel var årsag til en massiv menneskelig tragedie.

En forskning udført at afgangselever på  National Merit Scholarship fandt frem til at førstefødte børn bestod eksamener langt oftere end deres yngre søskende. I USA og andre lande, som Storbritannien og Tyskland var de førstefødtes IK højere end deres yngre søskende. Sowell spørger om den ulighed mon ikke eksisterer blandt mennesker med de samme forældre, opvokset i de samme husholdninger, så hvorfor skulle man forvente anderledes resultater andre steder?

Moralsk set neutrale faktorer, såsom høst der slår fejl, fødselsrækkefølge, geografiske forhold, og demografiske eller kulturelle forskelle er blandt de årsager til at økonomiske og sociale præstationerb der ikke passer på “eksperternes” forudfattede holdninger. 

Konklusionen i Sowell's nye bog, Discrimination and Disparities, er at den indholder en rigdom af data og analyser der gør tankegangen hos politikere, akademikere, juraeksperter og dommere til barnagtigt sludder.

https://www.frontpagemag.com/fpm/273702/discrimination-and-disparities-ii-walter-williams

Diskrimination og uligheder - er der en sammenhæng?

'Diskrimination og uligheder'

Walter Williams

Min ven og kollega gennem rigtig mange år Dr. Thomas Sowell har netop fået udgivet en revideret og forbedret udgave med flere sider af hans bog "Discrimination and Disparities."

Den piller myterne om årsagerne til menneskets forskelligheder fra hinanden. Ikke kun i the United States, men over hele kloden. I bogen viser Sowell at socioøkonomiske resultater har meget forskellige udfald afhængig af individet, grupper og nationer og det på måder der ikke så let kan forklares ved blot en faktor, uanset om det er genetisk, køn eller racediskrimination eller en historie om grov mishandling der omfatter udstødelse og folkedrab. 

I hans bog "The Philadelphia Negro" (1899), stillede forfatteren W.E.B. Du Bois spørgsmålet, hvad der ville ske dersom de hvide gav slip på deres fordomme i løbet af natten. Han nævnte at det ikke ville udgøre nogen særlig forskel for de fleste sorte. Han nævnte: “Nogle få ville få fremgang, nogle få ville få nye steder at bo - massen (de fleste) ville ‘være’ som de “er” indtil den yngre generation begyndte at “være mere ihærdige” og racen “gik bort fra den alle steds værende undskyldning for fiasko: Fordomme.” 

Sowell påpeger, at hvis historiske uretfærdigheder og forfølgelse skulle være brugbare forklaringer på at en gruppe ikke kan få fremgang da ville jøderne være blandt de fattigste og dårligst uddannede mennesker i verden i dag. Gennem historien har kun få grupper været udsat for forfølgelse og været ofre som jøderne. Trods det jøderne historisk set har været målet for fjendtlighed og dødbringende vold, kan ingen argumentere mod at jøderne er et folk, hvor alt har været imod dem.

Jøder er heller ikke alene om at blive forfulgt. Antallet af kinesere der blev slagtet af pøbel i Vietnam og antallet af armeniere slagtet af Det Osmanniske Imperium på blot et år overgår antallet af sorte amerikanere lynchet gennem USA’s historie.

Fra 1882-1968, fandt der samlet 4,743 lynchings sted i the United States, hvoraf de 3.446 var sorte ofre. Sowell konkluderer i denne sektion af hans bog, at det er betænkeligt for et samfund at benytte forskelle som et bevis eller kendsgerning på ondsindede handlinger som der skal gøres op med eller hævnes. Politikere og andre der nu går ind for erstatninger til sorte for slaveriet burde lægge nøje mærke til Sowells argument.

Blandt “uddannelseseksperter” er der rigtig megen hændervridende fortvivlelse over kløften mellem den akademiske formåen hos sorte/hvide. En del af skylden for den vedholdende ‘kløft’ kan lægges for fødderne af underviserne der så bort fra deres jobs formål og i stedet arbejder ud fra det ‘der lyder godt.’  

Et bemærkelsesværdigt eksempel på succes er det som de studerende på det udelukkende ‘sorte’ Dunbar High School i Washington, D.C., fra 1870 til 1955 har opnået.

 

I den periode overstrålede de studerende på Dunbar ofte hvide studerendes i tests og eksaminer i Washington, D.C., området. Sowell, der studerede Dunbar og andre sorte skoler der klarer sig fremragende siger at, “Dunbar havde skånselsløse standarder for såvel skolearbejdet og for de kvaliteter i opførsel som man anså som gode, punktualitet og sociale egenskaber. Dunbar's krav om at lektier skulle laves var højere end de fleste andre offentlige skolers. Nogle forældre til børn på Dunbar klagede til the D.C. Board of Education over mængden af det krævede hjemmearbejde."

Dunbar High School var ikke den eneste sorte skole med succes, som ville gøre nutidens offentlige skoler misundelige. Skoler som de Frederick Douglass (Baltimore), Booker T. Washington (Atlanta), PS 91 (Brooklyn), McDonogh 35 (New Orleans) og andre var ledere af havde et lignende excellent niveau. Forresten var de udgående elever, studerende, ikke udelukkende medlemmer af den sorte ‘elite,’ de fleste havde forældre der var arbejdere, tjenestefolk, viceværter og håndværkere.

Ved at observere den historiske succes med disse og andre sorte skoler kan man undre sig over, spekulere over fyndordene i Chief Justice Earl Warren's udtalelse om at adskilte skoler er “i enhver henseende er ulighed.”

Den vision førte til, at den racemæssige integration gik fra at være et værktøj til at gøre en ende på den racemæssige integration og til at være selve målet. Sowell siger ikke det, men efter min mening, er det at integration bliver selve målet det der har gjort diversitet og inklusion til endemålet for nutidens underviser på mange plan.

Dr. Thomas Sowell's "Discrimination and Disparities" er spækket med visdomsperler, hvorfra vi alle kan høste gavn, og som følge heraf, vil dette ikke være den sidste omtale af hans mesterværk.

Walter E. Williams is a professor of economics at George Mason University.

https://www.frontpagemag.com/fpm/273631/thomas-sowells-discrimination-and-disparities-walter-williams

Akademisk fascisme betalt med skattemidler

Akademisk fascisme betalt med skattemidler

Walter Williams

George Orwell sagde. “der er nogle ideer der er så absurde at kun en intellektuel kan tro på dem.”

Hvis man ønsker at udforske sandheden i Orwells konstatering så behøver man blot at gå ind på et universitetsområde.

Fakultetsledere fra University of California betragter visse udtalelser som racisme og mener de ikke bør benyttes i undervisningen. Det kalder det ‘mikro-agression.’ Mikro-aggressive racistiske udtalelser er ifølge deres fortolkning f.eks. “Amerika er mulighedens land.” Den betragtes som en fasholden af myten om den enkeltes kunnen og forvaltning af flid.

“Der er kun en race, den menneskelige race.” Den udtalelse betragtes som en benægtelse af individet som et liv betinget af race/kultur.

"Jeg mener den bedst kvalificerede skal have arbejdet.” Det er altså “racistisk” fordi det efterlader det indtryk at “farvede mennesker får unfair fordele på grund af deres race.”

Disse ytringer er blot få på listen over mikro-aggression. Andre umiddelbart uskyldige ytringer der bedømmes som helt uacceptable er:

“Enhver kan få succes i dette samfund, hvis de blot arbejder hårdt nok.” “Når jeg ser på dig ser jeg ikke din hudfarve.” eller “Særrettigheder er racistisk.”

Måske den værste, “Hvor kommer du fra og hvor blev du født?” Flere eksempler kan ses i dokumentet udgivet af  The College Fix (http://tinyurl.com/ne8ckqn) under overskriften “Diversitet i klasseværelset,”  UCLA Diversity and Faculty Development.

Dette ‘mikro-aggression sludder bliver kaldet ‘mikro-totalitarisme’ af min kollega Dr. Thomas Sowell (http://tinyurl.com/nxulxc), er intet andet end et angreb på ytringsfriheden. Fra nazisterne til stalinister, har tyranner altid begyndt med at støtte ytringsfriheden, og hvorfor er sådan set let at forstå. At kunne ytre sig er vital for gennemførelsen af deres stræben efter kontrol og konfiskation. Ytringsfrihed er et hovedværktøj for indoktrinering, propaganda og hverve sig proselytter.

Når først de venstreorienterede har fået kontrollen, som tilfældet er på mange universiteter, bliver ytringsfriheden en belastning og skal undertrykkes. Dette er i stigende grad tilfældet på universitets campuses.

Daniel Henninger, medredaktør for The Wall Street Journal's skriver om campusangrebet på ytringsfrihden og andre ideer i hans artikel "Obama sætter venstrefløjen fri. Hvordan regeringen muliggjorde en forbunds jagtlicens til den yderste venstrefløj.” (http://tinyurl.com/mp5x428).

Han nævner at i the Harvard Crimson, skrev en studerende klummeskribent: “Lad os opgive den akademiske frihed til fordel for retfærdighed. Når et akademisk samfund observerer forskning der fremmer eller retfærdiggør undertrykkelse da burde det sikre at denne forskning ikke fortsætter.” Den studerende gik ind for undertrykkelse af forskning udført af den konservative Harvard professor Harvey Mansfield.

Oberlin College har foreslået at lærerne skal være opmærksomme på politisk kontroversielle emner som “racisme, klassicisme, sexisme, heterosexisme, ubehag ved transseksuelle og seksuelle afvigere, fordomme mod handicappede, kapitalisme og andre emner om privilegier og undertrykkelse.” Formodningen om at de studerende skal beskyttes fremfor udfordres i et klasseværelse er på en gang barnligt og anti-intellektuelt.

Sidste år afholdt Vassar College fakultetet og studerende et møde for at diskutere skolens tiltag for at boykotte Israel. Før mødet meddelte en professor i engelsk at dialogen skulle “ikke være underlagt overfladiske hensyntagende holdninger.” Professorens vision adskiller sig meget lidt fra Adolf Hitlers slyngler i brune skjorter, den halvmilitære del af Nazipartiet, som stræbte efter at knuse afvigere.  

Azusa Pacific University "udsatte" en tale af Charles Murray, professor i politisk forskning for at undgå “at krænke vort fakultet og farvede studerende.”

Embedsmænd fra Brandeis University trak deres invitation til den somaliske forfatter og lærde ved American Enterprise Institute Ayaan Hirsi Ali, tilbage, fordi hendes kritik at radikal Islam hævdes at have krænket skolens “grundværdier.” Brandeis embedsmændene hævdede at det at give hende lov til at tale ville være krænkende for de muslimske studerende.

Vestlige frihedsværdier er under hensynsløst angreb fra den akademiske elite på college campuses over hele Amerika. Disse mennesker ønsker at udskifte den personlige frihed med regeringskontrol. De ønsker at erstatte lighed for loven med rettighed.

Som sådan udgør de en langt større fare for vor levevis end nogen terroristorganisation eller slyngelstat.

Venstreorienterede ideer er en kræftknude på vort samfund. Ironisk nok er vi ikke blot tøvende med vort modsvar, men vi nærer også disse forestillinger med vore skattepenge og velgørenhedsdonationer.

 http://www.frontpagemag.com/fpm/259783/academic-fascism-walter-williams

Styret af regler ikke af mennesker

Styret af regler - ikke mennesker

                   

Walter Williams       

       

Hvilken slags regler burde styre vort liv? Jeg vil argumentere for at de bedste regler er de som vi ville være tilfredse med dersom vor værste fjende stod for beslutningstagningen. Grundlaget for sådanne regler blev givet af min mor. Lad os se nærmere på det.

Min mor arbejdede som husassistent. Det betød at min lillesøster og jeg ofte spiste hjemme hos os selv før vi blev teenagere. Da jeg var større og stærkere end min lillesøster delte jeg sjældent maden ligeligt, det gjaldt især desserten. Efter en udmattende dag på arbejde mødte mor hulkehistorier fra min søster om uretfærdighederne ved frokosttid. Til sidst blev mor ganske træt af disse søskende skænderier. Hun opmuntrede mig ikke til at være mere hensynsfuld, retfærdig, følsom og omsorgsfuld. Hun lavede en regel: Den som skærer kagen (tærten, brødet, kødet mv.) skal lade den anden vælge først. Med den nye plads så kan du være helt sikker på, at når enten min søster eller jeg selv delte maden, så var det ligeligt.

Du kunne sige, “Jamen sikken dejlig historie, Williams, men hvad er pointen?”

Pointen er at det princip der lå bag mors regel er præcis den slags der er nødvendig dersom regler skal fremme retfærdighed. I det store og hele burde det være således, at de regler vi burde ønske os, er de som fremmer retfærdighed, uanset om det er vor bedste ven eller det er vor værste fjende der tager beslutningen. I tilfældet med mors regel, var det sådan set ligegyldigt om jeg var mokkesur på min søster den dag, eller at hun hadede mig eller om det var min søster eller mig der stod for delingen af maden; der var en ligelig deling.

Tænk for et øjeblik over reglerne i sport - lad os sige basketball. Det ene hold taber, det andet vinder, men de og deres fans forlader stadion fredeligt og for det meste som venner. Hvorfor? Udfaldet af kampen betragtes som retfærdig, fordi kampens regler er fastlagt, kendte, de er neutrale - anvendes over for begge hold af dommerne. Dommernes job er at fortolke de regler - ikke afgøre udfaldet af spillet.  Forestil dig det kaos og den fjendtlighed der ville opstå blandt spillerne og fans, hvis det ene hold betalte dommerne for at vinde, eller hvis dommerne forsøgte at skabe et jævnbyrdigt resultat.

Milliarder af dollars og milliarder af timer bruges på at føre kampagne for denne eller hin kandidat i vore nationale valg. Du kan være helt sikker på, at folk ikke kommer med de ofre, for at politikerne kan opretholde og forsvare Forfatningen - de gør det for egen vindings skyld. .

Forfatningens ‘fædre’ gav os rimeligt retfærdige og neutrale spilleregler. Hvis vor regering handlede, efter grundlæggernes hensigt, som en dommer eller en nattevagt, hvor meget betydning ville det så have for nogen af os, hvem der sad i Det Hvide Hus, eller Kongressen? Kun meget lidt forskel, om nogen.

Det ville være som med vort eksempel med basketball kampen. Enhver regeringsembedsmand der kendte og fulgte reglerne kunne gå an. Men i stadig større grad så har det betydning, hvem der sidder på embedet, fordi regeringen har forladt sin dommer og nattevagtrolle, og er begyndt at beskæftige sig med at bestemme, hvem der er vindere og hvem der er tabere. Uheldigvis for vor nation, er det det som de fleste amerikanere ønsker!

Thomas Paine sagde: “Regering selv i dens allerbedste udformning er et nødvendigt onde.” Vor Bill of Rights er en kraftig anerkendelse af Founding Fathers mistro til Kongressen. Se blot på dens ordvalg, med fraser som “Kongressen skal ikke begrænse,” “skal ikke overskride,” “skal ikke nægte,” “miskreditere,” og “krænke.”

Hvis forfatningens udformere ikke troede at Kongressen ville misbruge vor Gud-givne-, eller naturlige rettigheder, så ville de ikke have benyttet det sprogbrug de gjorde.

Hvis vi, når vi er døde, ser noget der ligner Bill of Rights ved vor næste destination, så ved vi vi er i helvede. For at kræve sådanne beskyttelser i himlen ville være det samme som at sige at Gud kan vi ikke stole på.

Walter E. Williams is a professor of economics at George Mason University.

http://www.humanevents.com/2014/03/12/governed-by-rules-not-men/

Politikere sender deres børn på privatskoler - Hvorfor?

Privatskoler og politikere

                                

Walter Williams       

‘Hvad får jeg ud af det!’ anvendes i vor økonomi og i det politiske liv. Det betyder at man får mere ud af en ting ved at man opgiver noget andet. Lad os betragte nogle eksempler.                         

Sorte kongresmedlemmer og sorte offentlige embedsmænd, herunder Barack Obama, stiller sig sædvanligvis side om side med lærernes fagfroeninger i deres modstand med uddannelsestipendier, studielån, charter skoler og andre metoder der ville kunne tillade sorte forældre at få deres børn ud af de fejlslagne offentlige skoler. De fleste sorte politikere og mange sorte stiller sig på Rev. Jesse Jackson side, der som bekendt siger, “Vi burde ikke forlade de offentlige skoler.”

En sådan politisk holdning er ganske forståelig når man tager i betragtning at sorte kongresmedlemmer og andre valgte sorte embedsmænd er del af en koalition. Som sådan forventes det de stemmer for ting som sorte politikere ønsker. Der kan ikke være tvivl om at disse sorte offentlige embedsmænd får noget til gengæld for deres støtte til lærernes fagforeninger og andre der får udbytte af den nuværende uddannelsesmæssige status quo.

 

Det spørgsmål som sorte ikke tager hensyn til er om det de sorte politikere modtager for deres støtte til et forfejlet uddannelsessystem er ofret værd, ved at en hele generationer af sorte unge, bliver uddannelsesmæssig handicappet og som sådan bliver ubrugelige i det 21. århundredes high-tech verden.

Skønt mange sorte politikere ytrer at vi burde gøre det bedre, og ikke forlade de offentlige skoler så er det lige netop det de selv gør. De anser deres egne børn som for værdifulde til at blive ofre i den offentlige uddannelses navn. Da han boede i Chicago sendte Barack Obama sine døtre til den prestigefyldte University of Chicago Laboratory Schools. Da han flyttede til Washington lod præsident Obama sine døtre indskrive på den prestigefyldte Sidwell Friends School. Ifølge en rapport fra The Heritage Foundation, “har præcis 52% af Congressional Black Caucus medlemmerne og 38% af Congressional Hispanic Caucus medlemmerne sendt mindst et af deres børn på privatskoler.” Overordnet set er det blot 6% af alle sorte der går i privatskole.

Det er ikke kun sorte politikere der kæmper med næb og kløer mod det valg de som forældre har, men sender deres børn på privatskoler. Da præsident Obamas stabschef i Det Hvide Hus Rahm Emanuel trak sig og blev borgmester i Chicago lod han ikke sine børn indskrive i Windy Citys iffentlige skoler. Han lod sin søn og to døtre indskrive på University of Chicago Lab Schools. Og medlemmer af Kongressen, uanset race, sender i forholdet tre til fire gange hyppigere end offentligheden deres børn på privatskoler.

Ifølge en Thomas B. Fordham Institute undersøgelse fra 2004, så sender flere end 1 ud af 5 lærere fra offentlige skoler deres børn på privatskoler. I nogle byer er tallet meget højere. I Philadelphia, gik 44% af lærernes børn i privatskoler; i Cincinnati er det 41%, og Chicago 39% og Rochester New York 38%.

I San Francisco-Oakland området lader 34% af lærerne fra de offentlige skoler deres børn indskrive på privatskoler, og i New York er det 33%.

Blot 11% af alle forældre sender deres børn på privatskoler. Kendsgerningen at så mange lærere i offentlige skoler lader deres børn indskrive på privatskoler burde give anledning til spørgsmål.

Hvad ville du sige til, efter at have accepteret en middagsinvitation, du så erfarede at værten, kokken, tjenerne og afrydderne på restauranten du var kommet til ikke selv spiste der? Det lader formode at de har en viden som du altså ikke får gavn af.

Jeg tror ikke på noget af det de sorte politikere fremfører (mange selv lærere) om at de er interesseret i det forfejlede uddannelsessystem når de lader hele generationer af unge sorte få en middelmådig uddannelse.

Walter E. Williams is a professor of economics at George Mason University.

           

http://www.humanevents.com/2013/10/09/racial-trade-offs/

Det alle undertrykte har brug - økonomisk frihed!

Det egypterne har brug for

                                

Walter Williams       

Egyptiske borgere skal anerkende at politisk frihed trives bedst, hvor der er en udbredt grad af økonomisk frihed.

Det er ikke det egyptiske folk der er problemet: Det er selve miljøet de er tvunget til at leve i.

Det er derfor egyptere klarer sig fint i USA, men ikke i Egypten? Den samme observation har vi med nigerianere, cambodianere, jamaicanere og mange andre folk der forlader deres hjemland og emigrerer til USA. For eksempel lever indere i Indien i stor fattigdom. Men indere der kommer til USA klarer sig flot. De skaber flere Silicon Valley virksomheder end nogen anden immigrantgruppe, og det gør de i Massachusetts, Texas, Florida, New York og New Jersey.

Ifølge diverse rapporter lever cirka 50% af Egyptens 83 millioner mennesker af eller mindre en 2 dollars om dagen fattigdomsgrænsen som er fastlagt af Verdensbanken.

Arbejdsløshedsprocenten er 13, og hos unge 25. Det er de officielle tal. De sande tal anslår man til at være det dobbelte.

 

De fleste af Egyptens økonomiske problemer er direkte forbundet med regeringsindblanding og kontrol, hvilket har resulteret i svage institutioner der er vitale for fremgang og velstand. Som Hernando de Soto, præsident for Peru’s Institute for Liberty and Democracy skrev i sin artikel i Wall Street Journal med titlen “Egyptens Økonomiske Apartheid” (3. februar 2011), så har flere end 90% af egypterne deres indtjening uden for lovens rammer. De Soto sagde: “Uden tydelig lovlig ret til deres værdier, og ejendomme, ejer disse iværksættere det jeg kalder ‘død kapital’ - ejendom der ikke kan benyttes som sikkerhed for lån så der kan investere, eller som sikkerhed for kontraktlige handler. Således forbliver flertallet af disse egyptiske foretagender meget lille og relativt fattige.”

Egyptens lovlige private sektor beskæftiger 6,8 millioner, og den offentlige 5,9 millioner. Flere end 9 millioner arbejder i den ‘forbudte sektor’ (ikke godkendt af regeringen, og dermed bliver Egyptens undergrundsøkonomi nationens største arbejdsgiver. Hvorfor er der så mange i undergrunds økonomien i Egypten? De Soto svarer med et typisk eksempel: “For at åbne et lille bageri fandt vore efterforskere ud af, at det ville tage mere end 500 dage. At få lovlig ret til et stykke land ville tage mere end 10 år og en kamp med papirer. For at lave forretning i Egypten, skal en håbefuld iværksætter ‘kæmpe’ med 56 regeringskontorer og gentagne regeringskontroller.” Ifølge Verdensbanken ligger Egypten som nummer 109 ud af 185 i verden når det drejer sig om at drive forretning.  

Hvad skal man gøre ved det? Skønt det ikke skal anses som en god strategi, så er der i det mindste et gode, hvor et militærkup og efterfølgende styre har udvirket noget rigtig godt for en nation. Den 5. juli skrev lederen i Investor’s Business Daily   om Chile’s 1973 kup, hvor den demokratisk valgte præsident Salvador Allendes regering blev styrtet og man satte den chilenske militærkommandant Augusto Pinochet som leder. Pinochet benyttede sit militærdiktatur til at skabe frimarkedsreformer ved at fjerne titusinder af restriktive love der styrede minedrift, fiskeri, vinindustrien, nye virksomehder og bankvæsenet og som var ved at kvæle Chiles økonomi. Resultatet blev at Chile blev Latinamerikas mest driftige økonomi og i dag har regionens mest holdbare demokrati. Det er den positive del af Pinochets strye. Bagsiden var regimets korruption og overgreb.

Intellektuelle i Vesten, lærde og politikere går helt misforstået ind for demokrati i Egypten. Der er et problem med det. I de fleste lande i den arabiske verden da er det vi kender som personlig frihed i praksis ikke eksisterende.

Freedom House’s 2011 “Freedom in the World” undersøgelselse og Amnesty International’s årsrapport for 2011 har betegnet de fleste Nordafrikanske lande og lande i Mellemøsten som enten “undertrykkende” eller “ikke frie.” Disse nationer deler ikke den samme filosofiske grundlære, som f.eks. Magna Carta (1215) som førte Vesten bort fra barbariet og senere tankerne og læren fra sådanne filosoffer som Francis Bacon, John Locke, Thomas Hobbes, David Hume, Montesquieu og Voltaire.

Personlig frihed er vigtig, men den bedste vej det mål er det Egypten har allermest brug for - reformer der kan skabe økonomisk frihed.

 

Walter E. Williams is a professor of economics at George Mason University.

           

http://www.humanevents.com/2013/07/17/what-egyptians-need/

Venstreorienteredes egne ord: Vi er vanvittige!

Venstreorienteredes egne ord: “Vi er vanvittige”  

WALTER WILLIAMS

For at kunne forstå de venstreorienteredes og progressives dagsorden skal man vide noget om deres syn på verden og deres værdisæt. Lad os se nærmere på det åbenbare.

Hvorfor kampen i 1970’erne mod DDT? Alexander King, grundlægger at Malthusian Club of Rome skrev i 1990 et biografisk essay: “Mine egne tvivl opstod da DDT blev introduceret til civilt brug. I Guyana havde stoffet på to år nærmest elimineret malaria, men på samme tid var fødselsraten fordoblet. Derfor er mit hovedproblem med DDT, i bagklogskabens lys, at det i alvorlig grad har øget problemet med befolkningstallet.”

Dr. Charles Wurster, tidligere chefvidenskabsforsker for Environmental Defense Fund blev engang spurgt om han mente et forbud mod DDT ville resultere i flere farlige kemikalier og flere malariatilfælde på Sri Lanka. Han svarede: “Sandsynligvis. Og hvad så? Det er mennesker der er årsagen til alle problemer. Vi har for mange af dem (mennesker). Vi skal se at slippe af med nogle af dem, og (malaria) er ligeså god en metode som andet.”

Ifølge “Earthbound,” en samling essays om miljøetik sagde William Aiken: “Omfattende massedød af mennesker ville være godt. Det er vor pligt at være årsag. Det er vor arts forpligtigelse, relativt til helet, at eliminere 90% af vort antal.”  

Tidligere National Park Service forskningsbiolog David Graber har denne mening, “Menneskelig lykke, og helt sikkert menneskets frugtbarhed er ikke så vigtigt som en vild og sund planet...Vi er blevet en plage for os selv og for Jorden....Indtil den tid da Homo Sapiens skulle beslutte at være i pagt med naturen igen, kan nogle af os kun håbe for at den helt rigtige virus dukker op.”

Når vi nu nævner virus. Prins Philip - Duke of Edinburgh og støtte for World Wildlife Fund - sagde, - “Hvis jeg skulle reinkarneres da ville jeg ønske at komme tilbage til Jorden som en dræbervirus for at få sænket antallet af mennesker.” Afdøde Jacques Cousteau sagde til UNESCO Coutrier: “Et Amerika er en større byrde for verden end 20 Bangladesher. Dette er forfærdeligt at nævne. For at stablilisere verdens befolkningstal, skal vi fjerne 350000 om dagen. Det er frygteligt at sige, men det er lige så frygteligt ikke at sige det.”

Disse udtalelser repræsenterer værdierne hos nogle progressive. Hvad med deres forudsigelser? I 1972, blev der udfattet en rapport for Club of Rome for at advare verden om at man løb tør for guld i 1980, kviksølv og sølv i 1985, tin i 1987, og olie, kobber, bly og naturgas i 1992. Det viser sig at disse materialer, ressourcer er ret så rigelige også i dag. Gordon Taylor, skrev i sin bog fra 1970, Dommedagsbogen,” at amerikanerne benyttede 50% af verdens ressourcer og at “i år 2000 ville de (amerikanerne) hvis de fik lov bruge dem alle.”

 

I 1975 var der helsidesannoncer fra Environment Fund med advarsler om, “Verden som vi kender den vil sandsynligvis være ødelagt i år 2000.” Harvard University Nobel prismodtager biologen George Wald advarede i 1970, “Civilisationen vil ophører i løbet af 15 til 30 år medmindre øjeblikkelig handling indledes mod problemerne vi står overfor.” Tidligere senator Gaylord Nelsen, der citerede Dr. S. Dillon Ripley advarede i Look Magazine (1970) at i 1995, “da ville mellem 75-85% af alle arter af dyr være udryddet.” I 19974 sage U.S. Geological Survey at USA kun havde naturgas til til 10. Kendsgerningen er, ifølge American Gas Association at der naturgas til mere end 110 år.

I 1986 modtog Lester Brown, der i 40 år havde forudset en global hungersnød, en MacArthur Foundation “hæders” pris sammen med et stipendium. Fonden gav også Dr. Paul Ehrlich, der forudså at millioner af amerikanerne ville då af hungersnød “hæders” prisen i 1990. Bemærk at disse priser på hhv. 300000 og 40000 dollars blev givet et godt stykke tid efter der havde været tid nok til at demonstrere at Brown og Ehrlich var så sindssygt forkert på den.

Tænk efter: Kongressen lytter til mennesker som disse og udformer offentlig politik på deres dystre forudsigelser om at vi løber tør for et eller andet.  

http://www.wnd.com/2013/06/insane-liberals-in-their-own-words/#oXi3bWzkyJDVODLd.99

Vi fortjener Skattevæsenet

Amerikanerne fortjener IRS

                                

Walter Williams       

Individuelt betragtet så fortjener amerikanerne ikke at være underlagt en sådan frygt-skabende, intimiderende og magtfuld instans som Internal Revenue Service (Skattevæsenet); men kollektivt set gør vi.   

Lad os se nærmere på det.                    

Siden 1791 og ratifikationen af vor Forfatning, og til godt ind i 1920’erne oversteg det føderale forbrug, som procentdel af BNP, aldrig 5%, undtagen under krige. I dag er det føderale forbrug 25% af BNP. Stats- og lokalregeringsforbruget er cirka 15% af BNP. Det betyder at regeringen bruger mere end 40% af hvor dollar vi tjener. Hvis vi lægger byrderne fra regeringens regulativer til, der jo blot er en slet skjult form for beskatning, så tager regeringen mere end 50% af det vi producerer.

For at presse de 50% af det vi producerer ud af os, skal et Skattevæsen (IRS) være hensynløst og i stand til at indgyde ‘Gudsfrygt’ i sine borgere. IRS har mestret den opgave.

 

Kongressen har givet magtbeføjelser der, hvis de blev benyttet af andre ville blive bedømt som kriminelle. For eksempel beskytter Forfatningens Fith Amendment amerikanerne mod at skade sig selv og være tvunget til at aflægge vidnesudsagn mod sig selv. Det er præcist hvad man er udsat for når man er tvunget til at indgive selvangivelse. Imidlertid kan et Fiths Amendment argument ikke benyttes som et forsvar i en retssag. IRS (skattevæsenet) vil imødegå det ved at du ‘frivilligt’ har givet information på din selvangivelse.

Hvis du har en lønkonto i Bank og America, Wells Fargo eller hos enhver anden, og du skylder dem penge, så skal de får at få deres penge først lade sagen gå gennem en retsinstans. I modsætning hertil kan IRS ‘snuppe’ din løn uden en domstolsafgørelse. Hvis en arbejdsgiver ikke ‘adlyder IRS og sender en del af din løn til dem, vil han blive draget til ansvar for det du skylder.

Som minimum krænker nogle af IRS opkrævningsprocedurer lovens grundlæggende regler - nemlig love vedrørende enkeltindivider (og andre private enheder) og regeringen (dennes embedsmænd og institutioner).

Vor Forfatnings Fædre frygtede fremkomsten af en instans som IRS og dets potentiale for misbrug. Derfor gav de os Article 1, Section 9 i Forfatningen der lyder: “Ingen Personlig skat, eller anden direkte skat kan pålægges undtagen i forhold til Befolkningens størrelse eller en opgørelse før den kan opkræves.”

Personlig skat er en skat der vedrører et individ. Det er hvad indkomstskat er. Grundlæggerne frygtede misbrug og regeringens magt ved en direkte skat. I Section 8 i Article 1 føjede de til, “Men alle pligterne, gebyrerne og afgifter skal være ens over hele United States.”  

Disse beskyttende foranstaltninger givet os af vore Grundlæggere blev ophævet ved den Progressive tidsalders 16. Amendment der lyder: “Kongressen skal have magt til at pålægge og opkræve skatter af indkomster, uanset hvilken de kommer fra, uden fordeling blandt de mange Stater og uden hensyn til nogen Folkeoptælling eller vurdering.”

Hvis det føderale forbrug blot var 5% af vor BNP (750 milliarder dollars) - i stedet for 25% (3,8 billioner dollars) - så ville der ikke være brug for nutiden undertrykkende og komplicerede skattesystem.

Så kunne du spørge, “Hvordan ville vi kunne være en stor nation, uden al regeringens forbrug?” Da vor Forfatning blev ratificeret i 1791 var vi en svag og fattig nation. 140 år senere, med et føderalt forbrug på blot en brøkdel af nutiden, var vi blevet verdens rigeste og mest magtfulde nation. En ikke ringe andel i dette mirakel var en begrænset og ikke stadig mere ‘indtrængende’ regering.

Konklusionen er, at medlemmer af Kongressen har brug for en hensynsløs skatteopkrævningsinstans, som IRS, grundet den ‘udfordring’ vi har givet dem. Vi ønsker IRS gør det de gør - nemlig at tage den ene amerikaners indkomst således at Kongressen kan skabe et ‘gode’ for en anden amerikaner. Så bliv ikke vred på IRS og deres instanser. De parerer blot ordre.

Walter E. Williams is a professor of economics at George Mason University.

http://www.humanevents.com/2013/05/29/americans-deserve-the-irs/