Problemet for drenge i undervisningssystemerne

Problemet for drenge

Det er på tide at skolerne sætte fokus på det øgede hul i læse- og skriveevner, der efterlader så mange drenge uforberedte til gymnasiet eller erhvervsskoling.

Joanne Jacobs

Som frivillig i min datter børnehaveklasse blev jeg bedt om at hjælpe børnene med at skrive en "historie" (nogle få ord) som illustration til deres tegninger. Kun en af pigerne havde brug for hjælp; kun een dreng kunne skrive helt selv. Næsten alle drengene forekom at være et helt år bagud i forhold til pigerne med deres evne til at være opmærksomme, følge instrukser, kontrollere deres frustrationer, sidde stille, holde på en blyant, og udføre det som man forventer i en 1. klasse.

Da det at kunne læse og skrive skal indføres også hos de helt små, kæmper drengene hårdere med at kunne imødekomme de højere forventninger, skriver Richard Whitmire, en tidligere USA Today journalist, i 'Hvorfor Drenge Falder Igennem.'

"Hvert år siden 1988 er kløften mellem drenge og pigers læseevner blevet en lille smule mere udtalt," skriver Whitmire. Drengene er slet ikke klar til for tidlige verbale kundskaber -- og lærerne er ikke optrænet i "drengen-venlige" teknikker der kan hjælpe dem med at følge godt med.

Drenge bliver bedt om at at gøre rigtig meget - hurtigt -- og får etiketten hyperaktive eller bipolære eller autistiske hvis de handler som små drenge, skriver psykologen Anthony Rao i The Way of Boys. "Piger benytter mange flere ord: De samarbejder med andre; de benytter deres sociale evner meget effektivt. En drengs hjerne arbejder i modsætning hertil på andre opgaver, der også er vigtige, men som ikke altid sættes særlig højt i skolerne, såsom læring gennem berøring og udforskning, udvikling af motoriske færdigheder og at deltage i rumlige aktiviteter. Drenge opfører sig også, helt normalt, med en agression, og de har en sund interesse i at udfordre regler for at afprøve grænsen for deres kræfter."

De fleste drenge vil indhente pigerne i løbet af nogle år. Men der er nogen der aldrig når det. Mens pigerne klarer sig bedre på de akademiske områder, er drengene noget bagud. De får lavere karakterer, og derpå etiketten "indlæringsvanskeligheder," de får problemer og mister lysten og går ud af skolen. Drenge der går gennem gymnasiet er mindre tilbøjelige til at komme på universitetet, end pigerne og de som formår det opnår ikke i samme grad en eksamen.

Som en følge heraf, praktiserer gymnasierne en  særlig ordning for at holde denne tendens i ave, og at pigerne ikke kommer i overtal, og det i en grad så pigerne ikke ønsker at være med. En New York Times historie fremhæver University of North Carolina, med 60% kvinder, hvor man beklager mangelen på mandlige studerende.

I gennemsnit er 57% af gymnasiestuderende kvinder rapporterer American Council on Education.

Også i andre lande kan man se en lignende ulighed mellem kønnene. Kvinder mellem 25-24 år er bedre uddannede, end mænd i samme alder i 20 af 30 OECD lande, med et stort stort spring i Græekenland, Island, Italien, Portugal og Spanien. Det er kun i Schweiz og Tyrkiet at mænd har mere skoleerfaring.

I USA anses problemerne med drenge som et racespørgsmål. Kongressen har givet mandat til en 2 millioner dollar undersøgelse om mandlige minoriteters præstationer. Helt sikkert, klarer sorte og hispanic mænd sig meget dårligt i skolen, og falder bagud i forhold til deres søstre. Blandt sorte kvinder er der dobbelt så mange der kommer på gymnasium i forhold til sorte drenge.

Men også nogle hvide drenge kæmper en sej kamp. "Ved af afslutningen af high school er det næsten kun en ud af fire hvide sønner af gymnasieuddannede forældre der opnår scoren "under middel" i læseprøven fra NAEP (National Assesment of Educational Progress) sammenlignet med de blot 7% hos pigerne," skriver Whitmire. Det betyder de ikke kan læse en avis og forstå den - eller en teknisk manual.

Problemerne begynder i forskolen, hvor drengene langt hyppigere smides ud på grund af dårlig opførsel, skriver Rao. "Det er langt mere almindeligt at drenge har problemer med at holde fokus og koncentrere sig om en opgave; drenge har mere energi, og det ser ud til de har behov for være i bevægelse for at komme af med 'dampen,' hvilket lærerne og klassekammeraterne synes er forstyrrende." De fleste drenge vil vokse fra denne hyperaktivitet, med tiden, argumenterer han. Det som de oftest får er et stempel og en recept for Ritalin.

"Drenge-venlige" klasseværelser lader eleverne bevæge sig, flytte rundt, udforske og røre - og lader drengene bruge den tid der skal til for at udvikle deres fin-motoriske færdigheder. Lærerne tolerer, at drengene er urolige, dagdrømmer, udfordrer reglerne og fantaserer om rumvæsener, uhyrer, helte og "robotter der bekæmper de onde." Børn læser eventyrbøger, sportstidskrifter og nonfiktion.

Da Whitmire gik igang med at søge efter skoler der kan lukke 'kløften' fandt han, at drengevenlige skoler ikke underviser drenge anderledes end piger. KIPP's Mellemskole i Houston "lykkes det drengene ved at benytte metoder der bruger hver lille del af den konventionelle viden om, hvad drenge har brug for og hvad der virker på dem." Eleverne er næsten alle sorte; lærerne er næsten alle hvide kvinder. Klassestørrelserne er ikke mindre end normalt. Ydermere er "teorierne om drenge - at de har brug for at kunne gå en hel del rundt, erfare gennem berøring mv. - ikke påvist ved KIPP, der gennemfører nogle af de skrappeste 'sæt dig ved din pult, vis os din hjemmearbejde' regler man kan finde nogen steder udover på militærakademierne."

Det KIPP tilbyder er en masse ekstrahjælp for at få de der er bagud til at følge trop.

"Hvis du nægter at lade blot en enkelt elev glide bagud, ender du med at hjælpe drenge mest, fordi det er drenge der i overvejende grad glider bagud," skriver han.

Whitmire så også på en ren drenge skole og en offentlig drevet skole der har skrap kønsopdeling. Begge arbejder meget hårdt på at lære de elever der har brug for ekstra hjælp at læse. De lader ikke noget barn i stikken, populært sagt. Den rene drengeskole benytter sig også af træning i udvikling af personlighedskarakteren for drenge der måske er vokset op i et hjem uden en far, men der er ingen grund til at tro at drenge ikke kan lære det i en blandet klasse, teoretiseret Whitmire.

Anklaget for at piger blev forfordelt, i en rapport fra American Association of University Women fra 1992, begyndte skolerne at skubbe på for at pigerne studerer matematik og fysik. Denne påpegede kløft er blevet lukket ved disse hjælpemidler. Det er på tide at sætte fokus på det stadig større hul i læse- og skriveevner der efterlader så mange drenge helt uforberedt så de kan klare sig i gymnasiet eller i erhvervsrettet skoling. Måske vil det lykkes for drengene med en tidlig indgriben ved læseproblemer. Måske nogle strategier - herunder rene drenge/pigeklasser - for at finde ud af, hvad der skal til for at det kan lykkes bedre for drenge.

Om ikke andet, skal vore veluddannede døtre beslutte sig for at at gifte sig med uddannede mænd - ikke nogen dårlig metode til at få vækket den sovende knægt i forældrenes kælder.

Joanne Jacobs is the author of Our School: The Inspiring Story of Two Teachers, One Big Idea, and the School That Beat the Odds. She blogs on education at JoanneJacobs.com.

Denne artikel om en successkole i et belastet område kan anbefales. 

Fra demokrati til anarki

Fra demokrati til pøbelvælde til folkedrab

---

Ellis Washington

Husk demokratiet ikke varer for evigt. Snart vil det udmattes, opløses og slå sig selv ihjel. Der har indtil nu ikke været et demokrati der ikke har begået selvmord.
~ John Adams

Råbene gjaldt deres politik, men deres skilte fortalte sandheden. "Demokrati, Demokrati! Vi ønsker Demokrati i Egypten?," var refrænet fra hundredtusinder der fyldte Tahrir Pladsen. Præsident Obama sagde, "Egypten skal række ud mod ægte demokrati." Men hvad er det deres skilte giver udtryk for?

I Egypten var der skilte der hyldede den marxistiske revolutionær Che Guevara og et styre af Det Muslimske Broderskab.

Med en serie af dialektiske spørgsmål, som Sokrates også benyttede, postulerer Glenn Beck vedrørende problemet i Egypten:

• Kan vi se en positiv eller en negativ forandring i Egyptens forbindelser med U.S.?
• Kan vi se en positiv eller negativ forandring i Egyptens forbindelser med Israel?
• Kan vi se en direkte egyptisk politik der benytter ekstremiskt islamisk retorik?
• Kan vi se menneskerettighedskrænkelser blive færre eller flere?
• Reducerer eller øger regeringen kvindernes rettigheder?
• Reducerer eller øger regeringen de religiøse minoriteters rettigheder?

Svarene på de spørgsmål tegner ikke godt for fremtiden. Så hvorfor efteraber så at sige alle politikere, dommere, advokater, akademiet og mediemoguler i Amerika tankeløst den samme idiotiske holdning til fordel for demokrati? Det er ikke kun et spørgsmål om sprog eller syntaks, men en kolossal historie uvidenhed, at Amerika ønsker at fremme demokrati over hele verden fremfor en republik.

Fisher Ames, skribent om sprogbruget ved Repræsentanternes Hus' 1. Amendment, skrev, "Den velkendte tilbøjelighed hos et demokrati er løsagtigheden overfor det ambitiøse formål, og den ignorante tro på friheden." Et rent demokrati er flertallets tyranni - alt det som pøblen eller flertallet ønsker, uden at tage hensyn til Gud, Naturens Lov, moral eller forfatningsmæssige begrænsninger. Dette synspunkt blev fremført i Thomas Hobbes' "Leviathan" (1651), der som den første kom med den falske ide at vi har en "ret" til alt det vi kan begære, hvilket er guddommeliggørelsen af legaliseret løsagtighed.

 

Min kollega på WND, dr. Walter Williams skrev fornylig, "Kongressen giver os ingen rettigheder; deres arbejde er at beskytte vor naturlige eller Gudgivne rettigheder." Aristoteles kaldte republikken "folkelig," eller flertalsstyre til gavn for det fælles gode med grundlag i Naturens Lov. Ifølge David Adams er den evige mening med Naturens Lov, grundlaget for enhver lovlig republik, dette: Naturens Lov består af principper, og standarder der ikke fundet på af mennesker, men snarere er en del af en objektiv moralorden, der er tilstede i universet og tilgænglig for menneskelig ræsonneren. 

De græske stoikere, Platon og Aristotele's Naturen Lov blev gjort kristen under St. Thomas Aquinas, og yderligere udviklet til en sammenhængende regering under Grotius, Puffendorf, Blackstone, Locke, Montesquieu og endelig ved Amerikas forfatningsmæssige ophavsmænd - Washington, Franklin, Jefferson, Madison, Adams, Mason, Witherspoon og mange andre.

Progressivismen erstattede Naturens Lov med Positiv Lov i 1900.

Lad os vende tilbage til Egypten, Demokraterne og Republikanerne tror naivt, at det at tyrannen Mubarak blev styryet vil føre til demokrat. Hvis de var mine politiske videnskabelig elever da ville jeg dem dumpe straks med bedømmelsen fjolser. Benyt logik: En frisk egyptisk undersøgelse afslørede sandheden om pøbelvældet der, ved at fastslå at 85% af egypterne går ind for dødsstraf hvis man gør fra islam til en anden tro.

Milliarder og atter milliarder er blevet brugt på krigene i Irak og Afghanistan, tusinder af soldater er døde forgæves, folkedrab mod kristne i de lande - og præsident Obama og medierne har ignoreret deres død. Hvorfor blev det ikke forudset af alle vore Harvard, Yale og Princeton uddannede eksperter, tænketanke og intellektuelle? Fordi de ganske tåbeligt tror at demokrati for muslimernes tankegang er det samme som demokrati for pseudo-kristne. Begge er på tragisk vis mangelfulde, og begge ender altid i anarki.

Mens man er vidner til det fysiske og politiske blodbad i Libyen, Yemen, Bahrain, Iran, Kina og selv i Wisconsin, Ohio, Californien, Illinois, Colorado, Rhode Island, New York og New Jersey, mens fagforeningsbøller desperat holder fast i deres magtbeføjelser (lovliggjort tyveri) i demokratiets navn, så overvej et øjeblik og tænk virkelig over, hvad det er du ser og lyt til den originale hensigt fra Amerikas Grundlæggende Fædre:

• "Et enkelt demokrati...er et af de største af onder."  Benjamin Rush, underskriver af Deklarationen
  
  
• "I demokratiet ... er der almindeligvis tumult og uorden....Derfor er et rent demokrati en meget dårlig styreform. Det er den den mest tyranniske regeringsform på jorden." Noah Webster.
  
  
• "Ægte demokrati kan ikke eksistre længe, ej heller føres langt ind i statens departementer; det er underlagt lunefuldhed og galskaben ved folkelig vrede." John Witherspoon, underskriver af Deklarationen.
  
• 
  
• "Vi har set demokratiets tumult ende i ...som det er endt  overalt i despotisme...Demokrati! Vildt og oprørsk. Du som ville bringe det dydige og kloge ned til dit plan af skyld og tåbelighed." Guvernør Morris, underskriver og skribent af Forfatningen.

Udover Amerikas originale synd med slaveriet og vor nuværende synd med abort, kalder jeg vor største internationale synd at eksportere demokrati til rundt om i verden fremfor republikanismen med grundlag i Naturens Lov, der jo var den oprindelige hensigt hos vor grundlæggende fædre.

Jeg slutter på samme måde som jeg begyndte med ordene i august af John Adams:

[D]emokratiet vil snart forfalde til anarki; et sådant anarki, at hver mand vil gøre, hvad han i egne øjen synes er rigtigt, og ingen mands liv eller ejendom eller ry eller frihed vil være sikker, og alle disse vil snart befinde sig i et system af underkastelse af alle moralske dyder og intellektuelle evner, alle velstandens kræfter, skønhed, visdom, og videnskab, til de uansvarlige fornøjelser, den lunefulde vilje og den afskyelige grusomhed af een eller nogle meget få.

Forestil dig muslimske kalifater i Egypten, Saudi Arabien, Iran, Libyen; kommunisme og statssocialisme i Sydamerika, Kina, Rusland, Europa; marxitisk fagforeningsopstande der eksploderer i Wisconsin, Indiana, Ohio, Californien, illinois, Michigan, New Jersy. Selvom omstændigheder er forskellige, er slutresultatet uundgåeligt det samme: Fraværet af en republik under Naturens Lov og Bibelen, er demokrati = pøbelvælde = folkedrab.

---

http://www.wnd.com/index.php?fa=PAGE.view&pageId=268249


Ellis Washington is former editor of the Michigan Law Review and law clerk at The Rutherford Institute. He hosts a radio program Thursdays at 10 a.m. Eastern on 1620 AM in Atlanta. It can be heard online at the Radio Sandy Springs website. Washington is a regular co-host of the popular radio show, Joshua's Trial heard Saturdays on WDTKam.com. Visit his website, the Ellis Washington Report. Washington is a graduate of John Marshall Law School and a lecturer and freelance writer on constitutional law, legal history and critical race theory. His latest book is "The Nuremberg Trials: Last Tragedy of the Holocaust."

Denne artikel er anbefalelsesværdig hvis man ønsker at se forskellene på Demokratiet og Republikanismen: http://www.albatrus.org/english/goverment/govenrment/democracy%20versus%20repubblic.htm (synopsis-kommentar)
Denne youtube video er intet mindre end fremragende se den endelig:

Er 58% af amerikanerne tossede?

Er 58% amerikanere tossede?

---

Joseph Farah

Er  58% af amerikanerne skrupskøre?

Eller det 99% af U.S. medierne der er så håbløst ude af kontakt med den førende amerikanske holdning til værdier,  at de har 'overset' en af årtiets største skandaler?

Jeg stiller disse spørgsmål fordi der er en disharmoni mellem undersøgelser der viser et dramatisk forøget antal af amerikanere der bliver mere og mere skeptiske om Barack Obama's oprindelse og hans forfatningsmæssige valgbarhed som præsident og så den måde den etablerede presse agerer på.

En undersøgelse fra augst 2010 af CNN viser at 58% af amerikanerne ikke tror Obamas fortælling om hans fødseslsted. En ny undersøgelse af Republikanere viser at 51% ikke tror Obama blev født i USA - med kun 28% der gør.

Samtidig, i hovedet på tåber som Bill O'Reilly, da lever man, hvis man ikke er sikker på Obamas oprindelse eller mener han bør møde den stadig større offentlige mistillid med nogle krystalklare beviser, muligvis i et hvidt værelse med tyk beklædning på væggene. Lad mig sige det ligeud, som det eneste nyhedsmedier i U.S. der har forfulgt historien om Obamas mystiske oprindelse med ihærdighed: Disse undersøgelser sætter mig og WND i førerpositionen af den amerikanske meningsdannelse og resten af pressen langt ude på et sidespor.

Jeg er med dette problem så ganske moderat -- ikke villig til at konkludere, trods Obamas åbenbare uvillighed til at gøre det rigtige og anstændige og frigive sin fødselsattest, sine uddannelsesoptegnelser, sine rejseoptegnelser og andre dokumenter han har forseglet under lås og slå som var de nationale sikkerhedskoder - at han var, virkelig var født i udlandet. Jeg er mere og mere mistænksom overfor hans forfatningsmæssige valgbarhed, og jeg er sikker på han med vilje skjuler noget. Det er ganske rimelige konklusioner med grundlag i fastslåede kendsgerninger. Det er også konklusioner der sætter mig sådan cirka i midt i den offentlige mening.

Men den næsten hysteriske verbale skraldespand fra Bill O'Reilly og hans lige placerer dem på yderkanten - blandt mennesker der vil tro, hvad som helst som præsidenten hævder. Det er bare ikke sundt for en fri republik at have en presse der er i lommen på den mest magtfulde person i landet. 

Det bør heller ikke være et spørgsmål om opinion nu da vi er mere end halvvejs gennem Obamas periode, om han er forfatningsmæssig klar til at beklæde embedet.

Det bør være en sag om den absolutte, ubenægtelige, uigendrivelige kendsgerning. Og det er det ikke.

Heldigvis er de som besidder valgte embeder, i det  mindste på statsniveau, ikke intimideret af latterliggørelsen og hypoteserne fra de elitære medier.

Det er derfor mindst 11 statslige lovgivende myndigheder nu for tiden arbejder på lovgivning for at sikre amerikanerne at de aldrig igen skal udholde denne form for tvivl om den person der sidder i Det Hvide Hus. Som WND - og kun WND - har rapporteret, er embedsmænd over hele landet ved at fremføre love der vil kræve af præsidentkandidater, begyndende i 2012, at de skal kunne bevise deres forfatningsmæssige valgbarhed før de nærmer sig stemmeurnerne i de stater.

Dette er selvfølgelig et helt igennem fornuftig og passende foranstaltning. Det bør der ikke kunne være kontrovers om. Trods alt, hvem ville ikke ønske at sikre sig af  fremtidige præsidentkandidater kan indfri et minimum af kriterer i Forfatningen før de går i valgkamp?

Dog er det alligevel meget kontroversielt i mediernes øjne. I stedet for at holde øje med de mest magtfulde mennesker i landet for at sikre de følger landets lov, er pressen gået i selvsving over den kendsgerning af de 'obskure' politikere i staterne nu tager sagen i egne hænder for at sikre at Forfatningen overholdes.

Hvad galt er der i det?

Det kan synes som om at Obama ikke er den eneste med noget at skjule.


Tilsyneladende har de førende medier også en interesse i sagen.


Kunne det være at de er angste for at blive afsløret?


Kunne det være at de ser deres egen fremtid fanget i Obamas net?

Kunne det være, at de har misset en kæmpeskandale, så de har en skjult interesse i at kendsgerningen bliver holdt hemmeligt for evigt? 

Nej, jeg tror ikke at 58% af amerikanerne er skrupskøre. 

Nej,men jeg tror, at 99% af U.S. medierne er så håbløst ude at føling med den fremherskende amerikanske mening og værdier, at de nu aktivt dækker over en af de allerstørste skandaler i dette årti.

http://www.wnd.com/index.php?fa=PAGE.view&pageId=266053

---

Joseph Farah is founder, editor and CEO of WND and a nationally syndicated columnist with Creators Syndicate. He is the author or co-author of 13 books, including his latest, "The Tea Party Manifesto: A Vision for an American Rebirth," and his classic, "Taking America Back: A Radical Plan to Revive Freedom, Morality and Justice," now in its third edition and 14 printings. Farah is the former editor of the legendary Sacramento Union and other major-market daily newspapers. 

Disse artikler dækker samme emne:
http://synopsis-olsen.blogspot.com/2011/01/er-obama-fdt-pa-hawaii.html
http://synopsis-olsen.blogspot.com/2011/01/fdt-i-usa-eller-kenya.html
http://synopsis-olsen.blogspot.com/2009/04/obama-nomineringspapirer-er-falske.html

Inficeret af kompromisets ånd!

---

Inficeret af kompromisets ånd

---

Steven Fielding

Historien oplyser fint, hvorfor, trods en lang periode med Republikansk fremgang i Washington, Amerika, at vi fortsætter med at hælde til venstre i alle aspekter af samfundet. Grunden: Republikanerne har mistet viljen til at sejre og har i stedet søgt en lang række ætsende kompromiser med målrettede Demokrater.

Under Den Anden Puniske Krig udslettede Hannibal en romersk hær på 87ooo mand ved Cannae, og tilføjede dermed det alvorligste nederlag til Rom nogensinde. Men Hannibal kunne intet få ud af dette nederlag, fordi han forventede at romerne vil gå ind på fred - altså faktisk gå på kompromis. Det var den måde Karthago førte krig på. Men sådan gjorde Romerriget ikke. Deres måde at føre krig på var at gå efter sejren. Hannibal vandt næsten alle slag. Rom vandt krigen.

Tidlig i vor krig om Uafhængighed, slog general Howe de amerikanske styrker under ledelse af Washington ved slaget om Brooklyn Heights. Howe, som Hannibal, forstod ikke sin modstander. Han ønskede ikke at udslette amerikanerne, men at give dem en solid lærestreg, indtil de var villige til at indgå i en fredsaftale. Men ligesom Rom ligeså meget var en ide, som en republik, således var de amerikanske revolutionære mere inspirerede af en ide, som opsummeret af Patrick Henry - "Giv mig frihed, eller giv mig døden!" Set ud fra den holdning, var et kompromis umuligt. Valget for disse 'gamle' amerikaneren var entydigt - sejr eller nederlag. Briterne vandt rigtig mange slag, men Amerika vandt krigen.

Israel har vundet hvert slag mod sine arabiske fjender. Efter hvert slag har israelerne søgt at få en fredsaftale, gået efter kompromisser med deres modstandere. Alligevel fortsætter krigen. Hvorfor? Fordi deres muslimske modstandere ikke er interesserede i kompromis. De søger stadig det de altid har søgt - sejren. Hvem kan sige at de ikke er nærmere deres mål nu, end for en generation siden?

Alle folk der søger kompromis med uforsonlige fjender der er fast besluttede på at fremstå sejrrige, har en særdeles ugunstig position, delvis fordi deres tro på dyden ved kompromiset gør det vanskeligt for dem at erkende den kendsgerning at deres modstander ikke er interesseret i kompromis, men i sejren, og delvis på grund af at indstillingen til kompromiset som en dyd fylder dem med begrænsninger der forhindrer dem at foretage de barske nødvendige skridt der kræves for at udslette deres modstandere, indtil de opgiver deres håb om sejr.

Med den nuværende stærke amerikanske tro på kompromisets dyd, er "de nye amerikanere" desorienterede og kognitivt uden kapacitet når de står overfor uforsonlige ideologiske fjender som venstreorienterede og islamister. De kan bare ikke sluge den kendsgerning at deres modstandere er uforsonlige. At gøre det ville tvinge dem til at tage nogle skrækkelige, rædselsvækkende, sønderlemmende valg. Set ud fra den holdning fører deres tro på at kompromis er en styrke de "nye amerikanere" til at tro at det mest noble at gøre efter en sejr er at handle med de besejrede i kompromisets ånd.

Republikanerne er i særlig grad tilbøjelige til denne "nye amerikanske" tendens.

Her forleden fik vi en påmindelse om det, og hvorfor den republikanske sejr ved valget blot er en sejr på slagmarken, der kan være med til at bestemme udfaldet af den større ideologiske krig. Med al respekt for Bush' skattenedsættelser, fik Senatets republikanerne kørt Obama op i et hjørne og omringet ham som kartagenserne gjorde med romerne. I stedet for at skabe uro blandt Demokraterne og høste den fulde sejr efter den nye Kongres samles, indgår de så et kompromis. Ved at gøre dette, gav Republikanerne Obama en delvis sejr, en måde at forekomme forsonenende og vende sig mod midten. Hvorfor gjorde de dog dette? Jo, de blev overvældet af kompromisets ånd.

Republikanerne har ikke indset at Det Demokratiske Parti ikke længere er et parti der ledes af denne samme indstilling. Det er nu et venstrefløjs parti drevet af drømmene om sejr. Eksemplerne er rigelige: Brugen af domstole til at forandre viljen hen mod ægteskab af samme køn, den bevidste mangel på hensyn til folkets vilje ved vedtagelsen af Obamacare, brugen af FCC til at regulere Internettet efter at domstolene og Kongressen, folkets repræsentanter sagde nej. Dette er det nye polarisende Demokratiske Pari der er fast besluttet på at opnå sejr, også med udemokratiske midler. De fører politik som romerne førte krig. Mod sådanne uforsonlige modstandere, der tager, hvad de kan opnå som en forsmag på deres næste krav, da er det at indgå kompromis en garanti or det endelige nederlag. 

Kløften der bliver stadig større mellem tea partier og det Republikanske etablissement er mellem "de gamle amerikanere" der helhjertet er i kampen for at sejre for den gamle ide om Amerika, og "de nye amerikanere," ideologisk uden rygrad og drevet af kompromisvilje selv overfor vitale amerikanske principper. Derfor beklager Republikaneren sig over tabet af RINO sæder (de republikanere af navn der blev forkastet af vælgerne) mens tea partierne jubler.

Det er grunden til at tea partierne tror at venstefløjen igen har gjort valget helt tydeligt - SEJR eller NEDERLAG.

http://www.wnd.com/index.php?fa=PAGE.view&pageId=239629

 Steven Fielding is a student of history who, observing the contemporary political scene, is concerned about the direction of the country and its ultimate well-being.

Åndsfæller - Gaddafi og Socialister

Gaddafi og Ortega: Broderskabets Blodbånd

Rick Moran

Den blodige rædsel der hjemsøger Libyen ved den stærke mand Muammar Gaddafi bliver mere og mere surrealistisk som dagene går og antallet af lig stiger. Diktatorens handlinger er så sindssygt brutale at de passer fint på hans 41 årige styre der er blevet fordømt af næsten hele planeten. Selv præsident Obama er nu endelig blevet oprørt, og kritiserer massakrerne på de protesterende. Men der er også de som bare ikke få sig selv til at stille sig på de ubevæbnede demonstranters side, de som bliver mejet ned fra helikopternes maskingeværer og bombet til evigheden af moderne krigsfly. Mens resten af den civiliserede verden ser til i forundring over Gaddafis blodrus har den nicaraguanske præsident Daniel Ortega telefoneret til den libyske leder og "udtrykt sin solidaritet," som denne Washington Post artikel fastslår.

Årsagen til opkaldene? Ortega siger at Gaddafi,'"igen fører et stort slag' for at forsvare sit lands enhed" og at '"det er i svære tider at loyaliteten og beslutsomheden sættes på prøve'." Ortega burde egentlig ikke bekymre sig om Gaddaffi' "beslutsomhed." Despotens medslyngler og lejesoldater udviser denne kvalitet hver dag når de bryder ind i hjem bevæbnet med sværd og hakker, og hakker og lemlæster mennesker til død. Og hvor meget "kamp" kan det være hvis Gaddafis luftvåben bomber civilie på gaderne? Ortega er ligeglad; han lægger skylden på det libyske folk der bliver skudt ned med koldt blod, ved at sige "Der er plyndringer af forretninger nu, der er ødelæggelse. Det er forfærdeligt." 

Man kan kun undre sig over Ortegas måde at være logisk på ved at han udviser bekymring for plyndrede forretninger og ødelæggelsen - forårsaget i det mindste af Libyens eget luftvåben - men ikke bekymring for de kvinder og børn der springer ud fra broer for at undgå de afrikanske lejesoldater der massakrerer alle de kan få øje på.

Ortega er ikke den eneste venstreorienterede leder i Latinamerika der har udtrykt, om ikke solidaritet, så i det mindste forståelse for Gaddafis handlinger. Den mumificerede Fidel Castro indtager en "venteposition" angående begivenhederne i Libyen. I en klumme udgivet tirsdag skrev Castro, "Man kan være enig, eller ej, med Gaddafi, Verden er blevet invaderet af alle slags nyhder...Vi må vente den nødvendig tid for at vide med sikkerhed, hvor meget der er kendsgerning og hvor meget der er løgn."

Et godt råd fra en mester udi propaganda og bedrag. Det synes som om at Castro er helt villig til at vente og se om rapporterne om lejesoldater fra Tchad og Nigeria der hærger gaderne i Benghazi og skyder ubevæbnede mennesker i hovedet er sandt eller ej. Tilsyneladene er videobeviser ikke godt nok.

Castro advarede også om en forestående invasion af Libyen af US-ledede NATO-stryker. Diktatorens konspirationssyge hjerne har arbejdet på overtid da han skrev, "Regeringen i USA bekymrer sig slet ikke om fred i Libyen, og man vil ikke tøve med at give NATO ordre til at invadere det rige land, måske er det et spørgsmål om timer eller få dage."

Castros problem er at samtidig med han sympatiserer med Gaddafis verdensrevolutionsretorik og had mod alt og alle fra USA, da ville de cubanske folk næppe acceptere en direkte deklaration om støtte, som Ortegas, fra deres leder. Han kunne få sin eget Tahrir Plads spillet i hænde, hvis han gav efter for sine tilbøjeligheder og gav udtryk for sin solidaritet med den Sindssyge Oberst i Libyen. Det er derfor han holdt inde lige før gav direkte støtte da han skrev, "En ærlig person vil altid være imod enhver uretfærdighed der begås mod noget folk i verden. De værste af sådanne ville i dette øjeblik være tavse før forbrydelsen, som NATO forbereder at begå mod det libyske folk."

Læg mærke til at Castro tror at en NATO invasion for at standse slagteriet af uskyldige ville være værre end selve progromen.

Kun en af Gaddafis venstreorienterede allierede i Latinamerika har gjort noget for at kritisere hans brutalitet. Præsident Eva Morales fra Bolivia er kommet med en udtalelse der ganske mildt går imod nedbrudet i Libyen og beklager "de beklagelige tab af mange liv," og opfordrer til en forhandlet løsning.

Ligeså besynderligt urealitisk som dette forlorne håb om forhandlinger med den libyske diktator er for normale ører, mens han fylder gaderne med blod, så repræsenterer udtalelsen fra Morales det skarpeste sprogbrug mod Gaddafi fra hans mest loyale latinamerikanske allierede.

Hvad med Hugo Chavez? Manden der bare ikke kan holde kæft om noget som helst har været tavs som døden siden opstanden i Libyen tog fart. Så sent som mandag var der rygter om at Gaddafi enten planlagde at flygte til Venezuela eller faktisk allerede var på vej. Den venzuelanske regering har benægtet disse rygter, men Fausta Wertz, der følger den latinamerikanske spanksprogede aviser meget opmræksomt fortalte mig at nyhedsrapporter faktisk fortalte af Gaddafi havde kontakt Hugo Chacez i sidste uge for at søge asyl, men hans venzuelanske ven afvist ham.  Vær ikke overrasket over at se Gaddafi ændre mening vedrørende kamp til sidste blodsdråbe og så ende i Caracas.

Hvis Chavez er tavs med vilje, da spiller den regeringsledede mediekanal Telesur rollen som Gaddafis apologet. Deres rapporter om massakrene har været ikke eksisterende samtidig med at man har givet "en glødende positiv dækning" af Gaddafi. Måske Chavez er realistisk nok til at indse at ved at  stå inde for hans libyske revolutionsbroder så ville det isolere Venezuela på et tidspunkt, hvor han har brug for internationale investeringer for at holde økonomien flydende, men han ønsker at signalere støtte til sin libyske ven gennem et statsejet medie.

Hvad er der dog galt med disse radikale Marxistiske-venstreorienterede der altså er tiltrukket af Gaddafi? Hvad driver dem til at undskylde, støtte eller blot være tavse overfor de værste massemord på civile af en regering siden Tianmen Pladsen i Peking i 1989?

I mere end 40 år har Muammar Gaddafi holdt revolutionens banner højt hævet. I det meste af den tid har han været fortaler for en slags pan-arabisk revolte, mere verdslig end religiøs, men indeholdende en islamisk bestanddel der ville forene stammearaberne under et banner. Hans udgave er et mix af Islam og revolutionær marxisme - en tiltalende kombination for tykhovede børn i Vesten der synes at de urealistiske og behagelige utopi fantasier hos Marx er at foretrække fremfor den måde verden nu fungerer på.

Gaddafi er ingen islamist, men benytter Islam som en ordre for "Revolutions Kommiteerne," der handler som udøvere i stammeråd og stammesamfund. Mens han med vilje nu ikke længere støtter terrorgrupper, er hans støtte til terrorisme rent politisk; han ønsker at skade Vesten på enhver mulig måde og han mener at Islamiske terrorgrupper er de mest passende instrumenter til dette formål. Ved at bruge stedfortrædere, undgår han den slags problemer som Ronald Reagan påførte ham i 1986, med bombningen af nogle militærforlægninger. Det angreb var et svar på en libysk terror operation udført mod en klub i Berlin der dræbte et dusin amerikanere og kunne spores direkte til hans "Folkenes Bureau," eller ambassade i Østtyskland.

Hans støttende retorik, ligesom hans finansielle gaver til dusinvis af Latinamerikanske revolutionære grupper herunder kæmpe hjælpepakker til Venezuela, Cuba, Bolivia, Nicaragua og Peru har gjort disse latinamerikanske socialistister og marxister til den libyske diktator 'ejendom.' Men i det store og hele er den eneste kvalitet som Gaddafi besidder, og som er mest beundret og efterlignet af hans latinamerikanske allierede hans patologiske had mod USA. Med dette har han været med til at fremme en hadkultur i Latinamerika der giver skylden for alle deres mangler hos deres egne regeringer til Yankee imperialisterne. Med Amerika som syndebuk bliver deres eget misregimente og brutale undertrykkelse af folket retfærdiggjort.

Psykologisk drejer sig sig om langt mere. Det der giver disse latinamerikanske radikale et grundlag for at støtte, eller i det mindste, forstå Gaddafis totale nedbrud er troen på at midlet helliger målet. Hvis der kræves 1000o døde libyere for at bevare magten, da er det blot beklageligt, men det accepteres som "et større gode,"der jo tjener til at Gaddafi beholder magten. Dette er den universelle tro for venstrefløjen, fra de radikale i Amerika der demonstrerer i Wisconsin til de britisk hooligans der laver optøjer i gaderne og demonstrerer mod at de skal betale nogle få pund mere for deres uddannelse. Det moralske grundlag for enhver aktion er ikke om det er rigtigt eller forkert, men om de virker.

Gaddafi holder måske ikke meget længere. Men hans egen kamp om magten giver måske en forsmag på muligheden af, at hans venstreorienterede Latinamerikanske allierede måske kommer til at stå overfor de samme beslutninger som Gaddfi møder når revolten begynder hos dem.  

Et stærkt svar fra resten af verden ville sende et utvetydigt svar til regeringer der selv udfører den form for barbari mod deres egne befolkninger om at de vil lide under barske og virkelige konsekvenser for deres handlinger. Dette kan være en forsmag på at det som sker i Libyen vil ramme lande som Nicaraguam Cuba og Venezuela hvor bekymrede borger venter med øget utålmodighed på at den revolutionære bølge vil strømme ind over for deres kyster.

http://frontpagemag.com/2011/02/25/qaddafi-and-ortega-brotherhood-of-blood-3/2/

Kunstnere på Venstrefløjen - hvorfor?

Hvorfor er de fleste kunstnere på venstrefløjen?

Dr. Gina Loudon 

Virkeligheden påviser at mennesker handler i overensstemmelse med deres grundlæggende behov. Maslows Behovspyramide siger at de grundlæggende behov er ting som - føde - husly - beskyttelse - sikkerhed. Når man stiger op gennem trinnene bliver grundbehovene også - tilknytning- kærlighed og respekt mere vigtige.

Hollywood er et konkurrencepræget sted at bo og arbejde. Mennesker der bor og arbejder der ved, at det kan være det allermest konkurrenceprægede sted i hele verden. Intensiteten for at få succes, at finde en metode der kan hvirvle dig fremad til næste trin kan være meget krævende, for de som er svage. For de som tørster efter den form for opmærksomhed, og som derfor kan blive ført ind i Hollywoods ormegård, kan psykologerne være enige om at enkelthederne i Maslows Behovspyramide er fraværende på kerneområder som - tillid - venskaber - og endog moral.

Alle disse midttrinsbehov bør imødekommes, hvis en sund udvikling af kreativiteten, intellektet, problemløsninger og andre højerestående behov på skalaen skal nås. Maslow kunne ræsonnere, at i det desperate forum der er Hollywood, da ville udviklingen af behov som moral, tillid, selvrespekt og respekt fra andre kunne føre til at ens misdannede jeg befinder sig på toppen af trekanten, dog med mange af basisbehovene endnu ikke indfriet. Med Abraham Maslows termer er dette opskriften på en katastrofe i filosofisk sammenhæng.

Andre faktorer bidrager også til den manglende indlevelse i filosofisk sammenfatning.

Kunstnere er ofte afhængige af statsstøtte. Dette kan fremkalde en reaktionær reaktion når en kunster, der ellers ville være konservativ, pludselig affinder sig med den komfortable forestilling om regeringsmidler og kontrol til at imødegå kunstnerens basisbehov, som de er opgjort i den fysiske del af Maslows Behovspyramide - (føde, vand, sex, søvn, overlevelse).

Kunstnere er klar over at  succes kan opnås ved at gå udover 'grænserne.' Kunst er sædvanligvis kun skelsættende een gang, og genrer får derpå et liv på hylden. Der er kun een O'Keefe, kun een Eastwood, kun een Bach. Disse genrer, om de blev 'omordnet'  til nutiden, ville ikke have den indflydelse de havde, fordi den har de allerede haft.

Den letteste måde at skabe sig en niche på er at skubbe yderligere til grænserne (for eksempel Kesha, Katie Perry, Madonna). At holde fast ved traditionen resulterer ofte i at status quo bevares, og der kræves et kunstnerisk geni med en bemærkelsesværdig kreativitet at bevare det niveau (It’s a Wonderful Life; The Passion; The Blind Side; Amazing Grace).

Virkeligheden er, at ikke alle kunstnere er genier. Derfor vil de være fristet til at ville bryde normerne for at opnå berømmelse, frem for at stole på det geni de ikke er, eller kan have håb om at blive. 

Erich Fromm sagde, “Hvis jeg er hvad jeg har, og jeg så mister det jeg har, hvem er jeg så?”  Hans ildevarslende advarsel fortalte en beretning om virkeligheden hos en person der ikke systematisk og gennemført realiserer sig selv.

Kreativiteten er sædvanligvis født af en dyb emotionel ængstelse. For at komme i dybden med den stærkeste kreativitet, er det ofte nødvendig at dvæle ved andres følelser, de følelser andre belejligt gerne vil gøre mere tiltalende. 

Vi er alle kede af det når vi oplever et kæledyrs død. Skaberen af King Kong måtte ikke alene opleve et dyrs død, han måtte tænke nøje over enhver detalje og sætte et detaljeret fokus på det følelsesmæssige traume for at også hans publikum kunne opleve det i filmen.

Selvom vi alle på et tidspunkt er vidne til et dyrs død, måtte manuskriptforfatterne og producerne af King Kong dvæle ved enhver smertelig del af disse erfaringer, nøje overveje dem, vende det en gang til, og eksperimentere med det for at være sikre på, at publikum ville gennemleve dette mest gribende tab i filmen. 

Resultatet af alt dette er at kunstnerne dvæler i følelsernes verden. Vi oplever alle sammen store følelser, og resten af os har den luksus at vi kan komme videre. Ikke kunstneren. Han skal bare dissekere det, gøre det tydeligt, og gennemleve det i månedsvis, til det er fuldbragt. Derpå ligesom i en ondskabsfuld vittighed, bliver kunstneren ofte belønnet for sin opmærksomhed på detaljen i beskrivelsen for os alle, af de mest smertelige dele af smerten, tabet, fortvivlelsen, usikkerheden og andre følelser. Således er kunstneren forberedt på en slags Pavlovsk måde at være medspiller, med baggrund i følelsen. Det ville være naturligt at han derpå ville overføre overføre denne handling på andre dele af sit liv, herunder sit ægteskab, venskaber og politik. 

Kunstnere bliver ikke betalt for at gå ind i fornuften, men snarere i følelsernes magt. Derfor har de ingen særlig grund til at udøve eller endog anerkende et fornuftens argument i en problemstilling. 

Megen kunst er en fantasi til en begyndelse, for eksempel ville man ikke værdsætte filmen King Kong, hvis kunstneren forklarede, hvordan en gigantisk gorilla faktisk ikke kunne gøre det som hans film fremstillede. Harry Potter filmene ville være en fiasko, Poe ville være en sidebemærkning, Monét ville være druknet i sin egen dam, og Twlight ville være gået konkurs. Når en kunstner begynder med at se på, hvordan man kan "klare" et socialt eller økonomisk problem, bør det ikke overraske os at de leder efter helte og skurke, ofre og krænkere, og efter fantasier der er større, end livet og som ikke har deres baggrund i virkeligheden (og derfor ikke duer). 

Kunstnere er ikke trænet til at gå i dybden med det 'grå.' De er trænede til at definere det absolutte såsom det at leve, at dø, at være god, slem, himmel og helvede på måder som de fleste af os aldrig rigtig vil opleve eller møde. Derfor når tiden for en kunstner er at overveje mulighederne, og finde fornuftige konklusioner på områder som politik, de intet aner noget om, da går deres hjerner øjeblikkeligt over til det dramatiske - offer - helt; vinder - taber; engel - dæmon.

For yderligere at gøre tingene mere komplicerede da har mennesket et medfødt behov for Gud, religion. Konservative argumenterer for at sådanne behov er gudgivne, men liberale har forsøgt at skubbe disse behov til side. Kunstnere, der har en tilbøjelighed til at være følelsesbetonede, langt mindre sociologisk tilpassede, og med et større behov for psykologisk indlevelse, end befolkningen som helhed har uden tvivl et større behov for Gud end så mange andre. 

Venstrefløjen, i sin kult-lignende tilbøjelighed mod en lovdefineret opførsel dikteret af lederne (bankerne, producerne, forhandlerne) i Hollywood der kan give en form for moralsk løfte om sejr, kan være meget tillokkende. Denne fristelse møder det højereliggende trin behov hos Maslow som kunstneren måske ikke er forberedt på, hvis han ikke har gennemlevet de lavereliggende trin, som det ofte er tilfældet.

Således bliver venstrefløjsideologien en pseudoreligion, hvorved svarene på andre ikke indløste Maslow behov giver forhåbning om at de bliver, på en eller anden måde indfriet. Som forventningen fortsætter med at overgå resultatet, kan kunstneren blive træt af deres "venstrefløjs" religion og foretage en kovending! Dette kan forklare, hvorfor mange kunstnere er blevet konservative senere i livet (Mark Twain, Charlton Heston, Ronald Reagan).

Denne forudbestemmelse mod følelser og søgen efter det ægte ville gøre den kunstner der med et sundt sind hælder mod konservatismen næsten reaktionær. Kombinationen af ærværdighed for de følelsesmæssige reaktioner på en hændelse, og den kendsgerning at de fleste kunstnere befinder sig i en fiktionsbeskrivende tilstand af det absolutte ville naturligvis føre til en fordrejet opfattelse af, hvordan mennesker faktisk handler. Kunsterne belønnes ikke for deres realitetssans. De bliver oftest belønnet for deres dramatiske, sammensatte og intense gengivelse af, hvad virkeligheden kunne være.

Derfor opstår spørgsmålet - hvorfor føler kunstnere sig tvunget til, eller blot kvalificerede til, at gå ind i det politiske når de slet ingen træning har i det, endog deres egen livserfaring mangler kvalifikationerne der er nødvendige for at relatere sig til 'ægte' amerikanere der ikke bor i Hollywood? Bør de ganske enkelt ikke holde sig selv ude, omtrent som en dommer, når vedkommende ved at der måske er en interessekonflikt der kan påvirke en rationel dom i en sag? John J. Ray har på Frontpagemag.com en teori om berømmelse og egoet der er ganske god at tage i betragtning:

Min hovedindgangsvinkel er derfor at de fleste (dog ikke alle) venstreorienterede/liberale er motiveret at stærke egobehov - de har behov for magt, opmærksomhed, ros og berømmelse. Og i USA og andre udviklede lande tilfredsstilles disse behov ved at gå ind for store forandringer i de samfund der omgiver dem - således drages opmærksomheden mod dem selv, og forhåbentligt giver det grund til at de betragtes som kloge, innovative, omsorgsfulde mv. De på højrefløjen har, som en kontrast, ingen brug for hverken forandring eller være i opposition og kan være imod forandring, hvis de anser det som ødelæggende eller være for forandring, hvis de kan se det som noget konstruktivt.

Vi vil se senere hen, hvorfor et af de meste vedholdende temaer der dukker op i venstrefløjens forkærlighed for forandring er det påståede behov for "lighed." 

Igen af årsager der undersøges senere har de som er venstrefløjssympatisører også en tendens til at være imod religion og kirkerne, og det medfører så igen at de går ind for abort eller er imod religiøs skoling på forskellige måder. Lad os nu se kort på nogle af de karakteristiske venstrefløjs/liberale temaer for at afgøre, hvordan de relaterer til de grundlæggende venstredrejede motiver.

Og han konkluderer:

Men i de flest tilfælde har den bitre erfaring vist at venstreorienterede med magt er meget farlige og nedbrydende mennesker. Hvor deres magt ikke effektivt holdes i kort snor, ser det ud til at de, før eller senere vil vende sig til massemord (som hos Den Franske Revolution, hos Lenin, Stalin, Hitler, Mao, Pol Pot, Jim Jones og de mange kommunistiske regimer og bevægelser over hele verden) og hvor de delvist er under kontrol af stærke demokratiske tradtitioner og institutioner medfører de dog en udbredt fattigdom (som i Indien efter landets uafhængighed og i Storbritannien før Thatcher).

Alle mennesker, herunder også kunstnere vil gerne tro at deres arbejde er meningsfyldt og vigtigt. For kunsterne er dette med til at holde deres tro på at menneskets natur er foranderligt i live gennem ordentlig "uddannelse" som dermed giver deres arbejde troværdighed. For således at tro på deres egen betydning af deres arbejde må de forestille sig selv som "uddannere" der er i stand til af forandre mennesker på vigtige områder.

Hvis du som jeg, og som John J. Ray tror, at venstreideologien er gennemført ødelæggende og konservatismen, dog ufuldkommen, er et langt bedre alternativ, da har du brug for at vide at min psykologiske erfaring har et håb i horisonten, på grund af de venstreorienterede kunstneres dilemma: Den venstreorienterede kunstner markedsfører dagen i dag som var han en glødende konservativ forbruger. Konservative råber op om, og går ind for familieorienteret, traditionelle moralværdier der engang nød stor hæder på lærredet og på vore TV. 

Amerikas hjerte er sentimentalt og vil gerne vende tilbage til Hollywoods rødder. Hvis markedet kræver det tilstrækkeligt, vil det kunne resultere i, at kunstnerne vender tilbage til Maslows pyramide for at skaffe sig et udkomme der kan imødese deres behov, og det ville i givet fald ligne det nylige midtvejsvalg da vi jo smed slynglerne ud og ændrede historiens kurs.

Bravo Hollywood, vi har det bedste til gode.

Gina Loudon

http://bighollywood.breitbart.com/gloudon/2011/01/09/why-are-most-artists-liberal/#more-432668

Påbyder Bibelen kvinder at bære tørklæde?

Påbyder Bibelen kvinder at være iført tørklæde?

Bernie Planck

Det er svært at være muslim i den vestlige verden. Hvilken undskyldning kan man komme med for den måde muslimske kvinder behandles i islamiske samfund? Hvordan kan man forklare med et ærligt ansigt, at muslimske kvinder frivilligt bærer hijab, mens det er tydeligt for alle andre at de er tvunget til det af deres ægtemænd, fædre, brødre og de forskellige instanser i De Islamiske Kommissioner for Fremme af Dyd og Forhindring af Synd i sharia betingede lande.

Nuvel, en måde at undgå dette dilemma på er at aflede opmærksomheden fra problemet. Påpege at Bibelen også kræver at kvinder er iført tørklæde. Nogle af mine muslimske læsere har præcist gjort dette, og peget på 1. Korinterbrev 11:5-6

"Men enhver kvinder der har utildækket hoved, når hun beder eller profeterer, bringer skam over sit hoved; thi det er det samme, som om hun havde ladet sit hår rage af. Thi når en kvinde ikke vil tilhylle sit hoved kan hun lige så godt lade sit hår klippe af; men er det usømmeligt fro en kvinde at lade sit hår klippe af eller rage af, så må hun tilhylle sit hoved. "

Man skal forstå, at de fleste passager i Bibelen er beretninger om sædvaner hos folkeslag der ikke findes mere, og at de passager ikke skal benyttes som regler der skal overholdes i al evighed. Men lad os for en stund lade som om, at dette virkelig er et bud til alle tider. Den eksakte instruktion her er, at en kvinde der leder en bøn eller profeterer bør have sit hoved tildækket, ikke at hun skulle have det tildækket på alle andre tidspunkter.

Muslimer citerer disse vers og håber, at vantro ikke vil bemærke den præcise, eksklusive omstændighed under hvilken kvinder påkræves at dække deres hoveder.

Her følger endnu en afledningsmanøvre: Muslimer holder af at bringe emnet 'nonner' op og spørger, "Ville du benytte det samme udtryk "undertrykt" om en nonne?" Først og fremmest, Ahmed, bliver nonner ikke slået overhovedet for ikke at være iført en habit. Som jeg påpegede i Forskellen på Nonner og Muhajab, er der tusinder af nonner i US der har valgt at være iført almindeligt tøj, og ingen bliver banket eller dræbt på grund af det.

Med hensyn til jødisk lov, jovist er der Moselov, der siger at gifte kvinder skal tildække deres hår. Men jøderne går ikke helt amok over det som muslimerne. Moderne ortodokse kvinder der dækker deres hår, kan vælge at gøre det med hatte, baretter, hårnet, bandanas, og nogle bruger endog baseball kasketter.

hårnet
Photo Credit: Patchwork Underground

Men det er kun en idiot der ville insistere på at jøderne beder deres hustruer om at se sådan ud:

Og disse idioter er på sin vis moralsk at sammenligne med muslimer der får deres kvinder til at se sådan ud.

Så Ahmed du er for langt ude. Det er barbarisk, selvom de stakkels hjernevaskede kvinder ikke er klar over det.