Jøderne der kæmpede for Nazi Tyskland og Hitler

 Jøderne der kæmpede for Nazi Tyskland og Hitler

Ellen Feldman

Hvor var det mest sikre sted for en jøde i Hitlers Tyskland? En kælder eller måske et loft? En skov? Hjemme sammen med en arisk ægtefælle med gode forbindelser?  

Svaret var Hitlers militær - i Wehrmacht, i Kriegsmarine eller Luftwaffe - i det mindste indtil krigslykken vendte, og de tre værn oplevede store tab. Nogle mente at Luftwaffe var bedste bud, da Göring beskyttede sine folk. Uanset hvilket værn, var det at være iført uniform som at være i rustning -  være delvis usynlig.

Jeg opdagede dette til min forbløffelse da jeg dykkede ned i litteratur om krigen og Nazi okkupationen af Frankrig til min roman, Paris Never Leaves You. Ifølge Mark Riggs bog Hitlers Jødiske Soldater tjente tusinder af fuldblodsjøder og mere end hundredtusind mennesker med jødisk blod i militæret i Das Dritte Reich. Beretningerne om disse mænd, og om psykologien også sammen med de fysiske trængsler de måtte udholde ændrede oplægget til den bog jeg oprindeligt havde tænkt mig at skrive.  

Nogle af de jødiske mænd der kæmpede i Hitlers militær var blevet indkaldt. Andre var patrioter, hvis fædre, bedstefædre og onkler havde tjent i Den Kejserlige Hær i 1. Verdenskrig og af pligt meldte sig. En overlevende beskrev sig selv som først og fremmest tysker og derpå jøde. Jødisk troskab til Tyskland i de første dage af Det Tredje Rige er en af de største ulyksalige kærlighedsfortællinger i historien.

Helmuth Wilberg, en tysk officer af jødisk afstamning, var den sidste general i Luftwaff under 2. Verdenskrig TABLET MAGAZINE; SOURCE: WIKIMEDIA COMMONS

Mange af disse jøder mente at racelovene fra Nürnberg og den stadig større antisemitisme ikke angik dem. De var jo ikke Østjøder, som de opfattede som overtroiske og uuddannede. Tyske jøder var kultiverede. De var patriotiske. Mange kunne spore deres rødder i Tyskland tilbage i adskillige generationer. En officer i Waffen-SS var efterkommer af jøder der var flygtet fra Inkvisitionen og bosat sig i Tyskland 400 år tidligere. Nogle tyske jøder forsøgte at dæmme op for indvandringen af deres medtroende der var flygtet fra forfølgelsen og pogromerne i Østeuropa af frygt for at tilstedeværelsen af disse ikke integrerede jøder ville underminere deres egen sociale status.

Men for Hitler var en jøde en jøde. Det betød intet, hvor han kom fra, hvor veluddannet han var, hvilket tøj han havde på, eller hvem han tilbad. I april 1940 kom direktivet om at rense ud i militæret af jødisk blod og halvjøder såkaldte —Mischlinge for nazisterne. Det blev kaldt Mampe blandt dem (efter en populær cocktail i Berlin på den tid, der var halvsød og halvbitter), og opfordringen var de skulle melde sig selv. Mange gjorde. Nogle højtstående officer bad deres jødiske soldater om ikke at gøre noget og fortsætte som sædvanligt. Officererne ønskede deres bedste og mest erfarne mænd før de forestående invasioner i Vest- og Nordeuropa. Erobring af verden overtrumfede racemæssig renhed. En venlig løjtnant, medlem af Nazi Partiet og SA, der forsøgte, uden succes, at redde en af sine halvjødiske soldater kunne ikke tro at Wehrmacht skulle fjerne en mand med et Jernkors fra sine rækker.

Nogle få jødiske soldater der var tvunget bort blev der holdt afskedsfester for af kollegerne med den vemodige kommentar, at en soldat der sendes hjem var yderst heldig med den procedure. En soldat, der misundte de som blev sendt hjem så mere dyster på sagen. Han kunne udmærket forudse hvordan fremtiden ville være med arbejdslejre og koncentrationslejre. De dystre konsekvenser hos nogle der bekendte sig til den jødiske tro ventede ikke på sig. En højtstående officer, rasende over få sin stilling og sig selv gjort til grin tog sin tjenestepistol og skød den spydige soldat ned på sted.

Andre jødiske mænd forfalskede deres papirer. Men det hjalp ikke særlig meget da de på afslørende vis var omskårne. Konstant levede i de med udsigten til at blive afsløret og mange var klar med en historie om infektioner som barn der resulterede i fjernelse af forhuden. Andre der under fysiske inspektioner blev bedt om at trække forhuden tilbage opøvede sig i stor behændig for at ‘snyde.’ En Wehrmacht veteran det var lykkedes at komme gennem inspektioner blev udpeget af en fransk prostitueret da han var på orlov i Paris. Han troede hun aldrig ville afsløre ham da de begge var “udstødte.”  

 

Hvordan kunne de jødiske mænd retfærdiggøre det at tjene et regime der var ude på at udslette dem og deres familier? Hvordan retfærdiggjorde de det at lade som om de var arier? Det andet spørgsmål er lettere at besvare end det første. De fleste, især de som blot var delvist jøde mente ikke de på nogen måde snød. Selv de hvis jødiske forældre var forblevet jødiske var ofte opdraget som kristne. De identificerede sig ikke som jødiske. De kendte intet til jødisk praksis eller observans, traditioner og love. De havde gifte sig med ‘hedninge’ og opfostrede deres egne børn som kristne.

For mange af dem kom det som et ubehageligt chok at finde ud af deres jødiske afstamning. At finde ud af et uforventet slægtskab kan gøre selv den mest jordbundne og hæderlige person urolig - især når straffen for denne ‘ubudne’ gæst kunne være døden. En officer der var halvjøde, hvis bedsteforældre på mødrene side var konverteret til kristendommen af økonomiske og sociale årsager og fået døbt deres datter opdagede først slægtskabet ved 18 års alderen da hans mor fortalte ham det. Han følte det som om hele hans verden nu var vendt på hovedet. Før havde han været fuld af selvtillid og glæde over sin slægt, nu følte han sig pludselig som medlem af en underlegen race.

Nogle af de utilfredse ansøgte om særlig dispensation. Hitler kunne gøre enhver til Arier ved en forordning. Han gjorde det med Mischlinges Felt Marskal Erhard Milch, Flyvergeneral Helmuth Wilberg, og andre der havde bevist deres militære kunnen og værdi. Et foto af Wilberg viser ham pavestolt iført sin uniform med ikke færre end 12 medaljer på hans stolte, tidligere halvjødiske, nu Ariske bryst. Trods Wilbergs ændrede religiøse status insisterede han på, at han ikke kæmpede for Føreren, men for Vaterland og Volk. Den skelnen var almindelig blandt Hitlers jødiske militærfolk, og også hos Ariere.

Erhard Milch

Men hvad med de jøder der tjente i Hitlers militær og ikke kun identificerede sig som jødiske men forblev loyale? Mange af dem som en anden Waffen-SS officer fortalte fortsatte med at bede og overholde andre ritualer hemmeligt i forlægningerne, eller mere desperat på slagmarken. Hvordan retfærdiggjorde de at kæmpe for et regime der fjernede deres rettigheder,  myrdede deres familier og kaldte dem undermennesker?

Nogle troede de kunne redde deres familier ved at tjene. En Mischlinge fortalte om at han blev bedt om at gå til Gestapo for at hjælpe sin jødiske far for så blot at erfare han var blevet sendt til Dachau. Han meldte sig som frivillig til Wehrmacht med håbet om at kunne lindre sin fars skæbne. Det lykkedes ikke. To brødre, hvis ‘hedninge’ far havde ladet sig skille fra deres jødiske mor, da racelovene blev indført, mente de gjorde det godt ved at være iført deres uniformer når de besøgte hende. Dog blev hun alligevel sendt til en kz-lejr.

Nogle dulmede deres samvittighed ved selvbedrag. Nazi ideologien var en ting, men helt sikkert så havde deres medsoldater som bar den samme uniform de samme behov og den samme frygt og følelser bankende i hjertet bag uniformen. De ville helt sikkert sikkert ikke mishandle óg myrde deres medsoldaters mødre, fædre, søstre, brødre og bedsteforældre.

Waffen SS-officeren, hvis familierødder gik mere end 400 år tilbage i Tyskland kaldte sine kammerater de bedste man kunne ønske sig i krig - dog føjede han til, at hvis de havde vidst han havde jødisk blod ville de have hængt ham i det nærmeste træ. 

Nogle få, især fra den russiske front skulle senere hævde, at samtidig med de tjente i Hitlers hær, så hjalp de også til at redde jøders liv i de lande de kæmpede i og erobrede.

En ortodoks jødisk Wehrmacht løjtnant berettede om at give hemmelige tilladelser til jøder der ellers var blevet tilbageholde af SS i Litauen, Letland og Rusland og give mad til sultne jødiske børn i en russisk landsby. År senere, da han mødtes med en anden ortodoks Wehrmacht officer ved en konference i Bonn var de begge enige om at de havde gjort mere for jøder ved at blive i militæret end de som var flygtet ud af landet før krigen, 

Hvem af os, der ikke var der, vil kunne sige at det gjorde de ikke?

Måske ligger svaret på deres moralske dilemma, og løgne et helt andet sted. Hvad kunne de ellers have gjort? Nægte at tjene, ‘sælge’ deres fars eller bedstefars Jernkors i bytte for deres gule stjerne ville have sendt endnu flere familiemedlemmer til Auschwitz. En Wehrmacht løjtnant fastholder han altid følte sig jødisk, men militærtjenesten var eneste håb om overlevelse. En anden veteran følte at Gud ledte ham ind i militæret for at redde hans liv. Da han blev spurgt om hvorfor Gud ikke reddede 6 millioner andre, svarede han at Den Almægtiges handlinger ikke altid kan forstås.

Fortællinger fra soldater antyder at de fleste af mændene der tjente i Hitlers militær mistede deres tro under krigen, hvis de nogensinde havde haft den. Som en soldat udtalte efter hans ansigt var blevet oversprøjtet med hjernen af en skudt kammerat - Gud eksisterer ikke.

Endnu en medvirkende årsag til at mænd følte sig opmuntret til at tjene var den kultur de var opvokset i. I det 19. og 20. århundredes Tyskland var det at adlyde meget højt på listen over eftertragtelsesværdige dyder. Ærbødighed over for familiens overhoved, for rabbien, læreren Kejseren var blevet indgydet siden barndommen. Man opmuntrede ikke til hverken individualitet og det blev ej heller værdsat. Som oftest blev det slet ikke tolereret. En Mischlinge flådeofficer blev uddannet på en streng preussisk skole og straffet af sin far ved de sjældne lejligheder hvor han ikke lige ‘faldt på plads’ på skolen.

Skønt det at kæmpe for Führeren ofte ikke reddede familiemedlemmer eller soldaten selv  - var chancerne for at overleve på den russiske front ikke bedre end for de som overlevede Hitlers kz-lejre - men gav dog nogle mindre overfladiske kompensationer. For en soldat der frygtede for sine elskedes skæbne - mange vidste ikke, hvor deres familier var eller hvad der var sket med dem - kunne den enhed han tjente i være som en erstatningsfamilie.

I en verden hvor institutionerne faldt fra hinanden repræsenterede militæret måske den sidste bastion med stabilitet og samling.  Som Waffen-SS officeren tidliger omtalt, følte mange stærke bånd med de mænd de kæmpede ved siden af, led med og stolede på, trods viden om at de samme kammerater kunne have vendt sig mod dem om de havde kendt til deres jødiske afstamning. En kaptajn i Kriegsmarine, der mente at det er en mands pligt at tjene sit land følte sig så stærkt knyttet til sine tidligere kammerater, at han deltog i veterantræf efter krigen.

Endnu et smerteligt ikke besvaret spørgsmål skal stilles? Kendte disse mænd der gjorde militærtjeneste til KZ-lejrene? Mange af dem gjorde helt sikkert. Beviset er påstandene om at de forsøgte at redde deres slægtninge, eller sig selv fra lejrene.

Men at vide at lejrene eksisterede var ikke det samme som at begribe omfanget af massemordet. Rundt om i verden var mennesker med bedre adgang til information end militærpersonnel bekymret over blot at kunne overleve nu og her, og kunne ikke forestille sig en nation skulle være opsat på systematisk af myrde millioner af sine egne borgere. En officer der senere flyttede til Canada, sluttede sig til en synagoge, og blev omskåret som 40 årig og talte på manges vegne når han nævnte at rygterne og kendsgerningerne var alt for forfærdelige til at man kunne tro på dem.

Endnu en grund for en jøde til at tjene er med baggrund i den religion han ellers blev forfulgt for. Måske er det kun observante jøder der kan sætte ord på det, men for de mindre observante og de som ikke identificerer sig som jøder de vidste det instinktivt. En rabbi lignelse fortæller om to mænd i ørkenen, der kun havde vand nok til at den ene af dem kunne redde livet. Hvis de delte vandet ville de begge dø. Halacha kræver at ens eget liv har førsteprioritet. Manden med vandet skal drikke det.

Efter krigen måtte de jødiske mænd der havde kæmpet for Hitler strides med den omkostning det var at de overlevede. Nogle kom lettere over det end andre. De fik gode karrierer, hustruer der elskede dem og glade børn. Blandt dem var grundlæggeren af et tysk bogforlag, en succesrig forretningsmand i Berlin og en ingeniør hos NASA.

Nogle kæmpede voldsomt med deres fortid. En halv-jøde taler om at være udstødt, misforstået både af tyskere og jøder. Andre som manden der flyttede til Canada forsøgte at berolige sin jødiske mor der havde forstødt ham. En anden veteran erklærede sig en heldig skiderik, der havde overlevet, men indrømmede at han i årevis kæmpede mod traumatiske erindringer.

Lejlighedsvis var det dybt ironisk. Efter krigen emigrerede en Mischlinge Wehrmacht soldat til Israel for at kæmpe for landets uafhængighed. For nazisterne havde han været jøde, fordi hans far var jøde. For israelerne var han en hedning, fordi hans mor var kristen og jødisk lov lader moderens religion være gældende. Han kunne kæmpe for den nye stat, men ikke blive medlem af sit folk.

Hjertekvaler var imidlertid en mere almindelig skæbne. Mange af de mænd der havde tjent i Hitlers militær blev mødt med voldsom vrede og udstødelse. En officer der håbede at kunne lægge sin fortid bag sig emigrerede til Sydamerika og bad en rabbi i Berlin om hjælp, men da denne fandt ud af hans militærtjeneste vendte han ryggen til denne “jødemorder.” En anden fik af sin tante i Palæstina at vide det ville være bedre om han var død i en lejr, som millioner af deres medtroende jo netop gjorde.

Så er der de der ikke kan tale om prisen for deres valg. Mange af dem forsvandt på Østfronten eller i andre af krigens store forfærdelige sag. Dog har jeg ikke gravet statistik frem. Jeg mener dog ikke det er helt ved siden af at formode at rigtig mange begik selvmord.

Det ville være så let, her efter årene er gået - snart 100 år - at fordømme de jøder der kæmpede for et bestialsk regime der var stærkt opsat på at udslette det jødiske folk. Mange af deres samtidige gjorde det helt sikkert. Men for de af os der ikke levede dengang er Hillel Den Ældstes ord en advarsel. “Døm ikke dit medmenneske før end du har været i deres sko.”

https://www.tabletmag.com/sections/arts-letters/articles/ellen-feldman-nazi-germany

Japan kæmper imod muslimsk migration

 

Japan kæmper imod muslimsk migration Med over 100 moskeer og over 400.000 muslimer er Japan truet. Daniel Greenfield

Få måneder før han blev myrdet besøgte Charlie Kirk Japan og advarede om, at massemigration forsøgte at "erstatte og udrydde Japan ved at bringe indonesere, arabere og muslimer ind".

Med over 100 moskeer og over 400.000 muslimer der allerede bor i Japan, selvom 95% af de japanske vælgere modsætter sig muslimsk massemigration, var en politisk eksplosion uundgåelig.

Nu har japanske vælgere leveret et slående nederlag til massemigrationskræfterne med en fantastisk sejr til Japans premierminister Sanae Takaichi, som medierne allerede er begyndt at beskrive som en "trumpiansk" figur for at modsætte sig massemigration- Hendes Liberaldemokratiske Parti (LDP), som vandt sin hidtil største sejr, ligesom en række andre højreorienterede partier, herunder de Kirk talte til, hvilket demonstrerede, at vælgerne var trætte af massemigration.

II Kawaguchi City, hvor så mange tyrkiske muslimer nu lever af velfærd, at en tyrkisk kandidat annoncerede en borgmesteropstilling sidste år på en platform for "multikulturalisme", vandt en anden konservativ kandidat, Yuriko Okamura, med rekordstor valgdeltagelse på en platform for at slå ned på udlændinge, efter at statistikker viste, at muslimer var 1.000 % mere tilbøjelige til at begå kriminalitet end den indfødte japanske befolkning. Medierne gav dog skylden for "misinformation" og hævdede, at Kawaguchi var det centrale punkt for spredningen af ​​anti-muslimsk fremmedhad i hele Japan.

Til sammenligning faldt Reiwa Shinsengumi, et venstreorienteret parti, der hilste massemigration velkommen, opfordrede til multikulturalisme og brugte meget af sin energi på at kampagne mod Israel og for islamiske terrorister, fra 8 parlamentspladser til kun 1 i et knusende nederlag for sin dagsorden.

95 % af de japanske vælgere er imod muslimsk masseindvandring, 60 % beskriver muslimer som "radikale", "aggressive" eller "tilbagestående", og 62 % ser dem som en "sikkerhedsrisiko". Den japanske venstrefløj befandt sig på den forkerte side af en debat om at sætte et loft over masseindvandring til landet og havde intet andet svar end at belære flertallet om deres "fremmedhad" og "intolerance".

Selvom Japan traditionelt har været meget restriktivt, når det kom til indvandring, har den lave fødselsrate (den gennemsnitlige fødselsrate er 1,15 baby pr. kvinde, og der var mindre end 690.000 fødsler i 2024) tvunget landet til at stole mere og mere på udenlandsk arbejdskraft. Og meget af den udenlandske arbejdskraft, som Charlie Kirk beskrev det, kommer fra Indonesien og andre islamiske overherredømme indstillede lande.

I 2005 var der 100.000 muslimske beboere i Japan. I 2023 steg det til 350.000, og i 2024 blev det anslået til at have nået 420.000, og det er hurtigt på vej mod det afgørende vippepunkt på en halv million. Denne hurtige hypervækst af muslimske migrantbefolkninger er bekymrende typisk, og det er grunden til, at så mange lande i Europa er blevet så hurtigt besat.

Japanerne var langsomme til at vågne op til, hvad der skete, da moskeer eksploderede på uventede steder, og overfyldte islamiske 'bønne'-tjenester begyndte at besætte kvarterer.

Det islamiske kald til 'bøn' og fordømmelse af vantro (ifølge islamisk lov er de fleste japanere 'hedninger' og kan blive dræbt eller voldtaget på stedet) giver nu genlyd hos 'mega-moskeer' som Tokyo-moskeen med dens massive tårne ​​og kupler, hvor over 5.000 muslimske migranter dukker op. Og dette blev hurtigt efterfulgt af andre krav, om grundlæggende ændringer i den japanske kost, som er ekstremt 'ikke-halal', og om muslimske gravsteder i Japan, samt andre måder, hvorpå Japan forventedes at imødekomme islam.

For mange japanere signalerer de over 100 moskeer, der besætter dele af deres land (en stigning fra et dusin for en generation siden), de islamiske skoler for en voksende befolkning af muslimsk ungdom og de stigende krav om at ændre Japans natur, at de muslimske arbejdere ikke kommer til landet midlertidigt, men at de har til hensigt at blive. Over 50.000 muslimer har allerede opnået permanent opholdstilladelse, og dette tal ser ud til at stige dramatisk.

Japans lave fødselsrate og aldrende befolkning gør det samtidig nødvendigt for udenlandsk arbejdskraft, men også sårbart over for udenlandsk invasion. Men japanske vælgere protesterede mod besættelsen.

Premierminister Takaichi stillede op på et løfte om at stramme opholdslovgivningen og immigrationskontrollen. Selv da somalisk svindel blev en landsdækkende historie i Amerika, blev velfærds- og visumsvindel begået af migranter en voksende kontrovers i Japan. Ligesom udlændinges misbrug af dyr.

Selvom udlændinge i starten ikke var berettigede til at deltage i Japans generøse velfærdsstat, har det stigende antal migranter i større byer været i stand til at få sig selv og deres familier på socialsikringslisten. Og når de først er på socialsikringslisten, subsidierer invasionen sig selv.

Takaichis budskab modvirkede de voksende opfordringer til massemigration fra mange japanske politikere. For eksempel lyder Tokyos retningslinjer for fremme af interkulturel samhørighed som standardmateriale fra enhver vestlig regering, komplet med modeord om "mangfoldighed", at være en "global by" og "en tradition for respekt for mennesker med forskellige værdier".

Sidste år udstedte Japans nationale guvernørforening "Aomori-erklæringen", som opfordrede til integration af udenlandske arbejdere, fordømte "fremmedhadsk" kritik af massemigration og opfordrede til at skabe en infrastruktur til at opbygge en "multikulturel sameksistens". Det endelige mål var at omdanne Japan til et "multikulturelt samfund", hvor japanerne langsomt ville blive fortrængt af udenlandske migranter i "integrationens" og "multikulturalismens" navn.

Guvernøren i Nara hævdede, at der var "grundløs kritik rettet mod udenlandske indbyggere, der spredes online", og afviste en "vag angst" fra "japanere, primært unge generationer". Guvernøren i Miyagi havde argumenteret for, at en muslimsk kirkegård var nødvendig og "skal ske på trods af kritikken", fordi "efterhånden som antallet af udlændinge øges, stiger også folk, der gifter sig og får børn. Der er også japanere, der konverterer til islam, og som ønsker en islamisk begravelse."

Japanske vælgere afviste imidlertid forslagene om massemigration og multikulturel integration og signalerede, at de ønsker, at deres land skal forblive japansk. Det vil dog kræve mere end mindre justeringer. Muslimske migranter har været i stand til at gifte sig med kvinder med statsborgerskab, og med tilstedeværelsen af ​​over 100 moskeer og næsten en halv million muslimer vil de betragte Japan som endnu en udpost for den voksende imperiale 'ummah' af islam, der dækker verden.

Det Muslimske Broderskab og andre globale islamistiske netværk har allerede etableret en tilstedeværelse i Japan gennem de moskeer, skoler og 'samfundscentre', der er blevet oprettet. Jihadistfigurer praler nu af at sprede islam i Japan. De har ikke tænkt sig at give op.

Japanske vælgere tog et vigtigt skridt ved at vælge deres land frem for en illusorisk multikulturalisme, der ville give dem, der hader dem, mulighed for at overtage deres land og ødelægge dets kultur, dets værdier og dets folk. Men de venstreorienterede tilhængere af massemigration og den islamiske ideologi, der bruger dem som et springbræt for dens erobringer, vil ikke give op let.

Japan har lang vej foran sig. Og den eneste vej frem er at genoprette sin kultur, genopbygge sin fødselsrate og holde op med at være afhængig af udenlandsk arbejdskraft. Og hvis landet er nødt til at stole på udenlandsk arbejdskraft, er andre asiatiske nationer et langt bedre valg end at importere indonesiske, pakistanske og andre arbejdere fra den muslimske verden, som ikke kommer for at arbejde, kun invadere, plante det erobrende islamiske flag.

https://www.frontpagemag.com/japan-fights-back-against-muslim-migration/

12 punkter hvor vi ikke må være forstående over for Islam

12 punkter hvor vi ikke må være forstående over for Islam

Paul Pauker.

Den liberale holdning til islamisk terrorisme, som ikke udfordres af medierne og nærmest er accepteret af ikke kun den politiske venstrefløj, men også af nogle på højrefløjen, hviler på følgende argumenter:

1. Islam (som den praktiseres af det store flertal af muslimer) er en fredelig religion 

Dette er en logisk fejlslutning, som  ser bort fra fakta. Hvis det nu skulle være korrekt, er denne konklusion fuldstændig irrelevant, fordi den ikke magter at pege på de aktuelle udfordringer. Ydermere, af argumentations hensyn, selv hvis 99% af verdens anslået 1.8 milliarder muslimer er imod terrorhandlinger i Islams navn så ville der stadig være cirka 18 millioner muslimer der støtter terrorisme. Og i virkeligheden er tallet langt højere, undersøgelser har gentagne gange vist af mellem 10% til 40%  muslimer fra forskellige nationer i Europa, Asien, Mellemøsten og Afrika faktisk støtter terrorisme. I the United States, sagde, næsten 10% af muslimer, at selvmordsbomber mod civile “ofte” eller “undertiden” er på sin plads.

2. Islamiske terrorister omfortolker Koranen.

Dette er beviseligt ikke korrekt. Koranen ikke kun instruerer muslimer i at gå i Jihad og bekæmpe vantro indtil Islam er dominerende, men lover også et evigt paradis til muslimer der slår ihjel, og bliver slået ihjel i denne kamp. Derfor var det, da Koranen kom i det 7. århundrede, at muslimer førte “hellig krig” mod vantro for at sprede islam - med vold - over Mellemøsten, Nordafrika og det sydlige Europa. Kort sagt fører muslimer (og i særlig grad de islamiske terrorister) hellig krig mod the United States og andre nationer ved at følge Koranen i dens bogstavtro fortolkning - som muslimerne i det 7. århundrede.  (For kampe mod vantro se Koran 2:216; 4:76; 9:5.  For Islamisk overherredømme se Koran 8:39; 9:29; 61:9.  For evigt paradis se Koran 9:111.  For hellig krig se Sahih Muslim 19:4294; Sahih al-Bukhari 53:392.)

3. Ligesom Koranen indeholder Bibelen også voldelige passager.

Dette er en falsk analogi. Det er Koranen (især Allah, Islams gud) der instruerer muslimer om at bekæmpe vantro indtil Islam er alt dominerende. Instrukserne er blevet anvendt tilbage i tiden, i nutiden og for muslimer længere fremme i tiden. Bibelen indeholder bare ikke nogen sammenlignelige instrukser til nutidens eller fremtidens kristne. Koranens - til alle tider - instrukser til muslimer er fundamentalt anderledes fra Bibelens beskrivelse af begivenheder hvor mennesker (Israelitter) i tilbage i tiden, og med Guds accept og ledelse var engageret i vold, eller hvor Gud (som dom over mennesker) påfører eller truer med vold.  

4. Ligesom muslimer, har kristne også beskæftiget sig med vold.

Dette er endnu en falsk påstand. Igen er det muslimer der begår voldshandlinger i Islams navn som fortolkning af passager i Koranen (instrukser fra Allah) ifølge både deres bogstavelige og oprindelige betydning. Som kontrast har kristne der har begået voldshandlinger i Kristendommens navn  gjort dette uden at tage hensyn til Kristi ord, både bogstavelige som oprindelige. De første muslimer der benyttede vold spredte Islam ved at angribe ikke-muslimer, hvorimod de første kristne udholdt voldshandlinger, herunder at blive kastet for vilde dyr af ikke-kristne romere.

5. Ligesom den islamiske verden har Vesten også skabt terrorister herunder the United States, der har hjemlige terrorister (både venstrefløjs- som højrefløjs terrorister.)

Dette er vildledning, et særligt argument som liberale introducerer for at aflede opmærksomheden fra de faktiske problemer. Blandt andet er hjemlige terrorister per definition kun en trussel for folket i deres hjemland, hvorimod islamiske terrorister udgør en trussel mod folk i mange nationer. Derfor kræver hjemlig terrorisme i en nation ikke et modsvar af andre nationer, hvorimod islamisk terrorisme kræver et modsvar af mange nationer. Læg dertil, som et resultat af den årti lange tilstrømning af muslimske immigranter og flygtninge til ikke-muslimske nationer at islamiske terrorister i stadig større grad så også er hjemlige terrorister i ikke muslimske nationer. Alligevel støtter liberal politik, der går ud på at fortsætte med at acceptere immigranter og flygtninge fra muslimske nationer, hvilket forhindrer the United States og Vesten i store træk i på effektiv vis at gøre noget ved den islamiske trussel.

6. En grundlæggende årsag til terrorismen er de muslimske nationers fiasko med at give deres ungdom alternativer til islamiske grupper som al-Queda ig ISIS. 

Denne formodning er ubegrundet. Præmissen er, at visse faktorer i muslimske nationer, som fattigdom, uretfærdighed og ustabilitet, er grundårsagerne til islamisk terrorisme. Imidlertid er der andre regioner i verden hvor ikke-muslimer lever under samme forhold og som ikke har søgt til denne form for terrorisme. Ultimativt er det Koranen, samlingen af hadiths og islamisk historie der er hovedårsagen til at muslimer fører hellig krig mod vantro - også i dag - i den endeløse kamp for at gøre Islam suveræn.

7. Endnu en grundlæggende årsag til terrorismen er brugen af militær magt ved Vestens nationer i Mellemøsten og Nordafrika. 

Dette er et klassisk eksempel på en “halv sandhed.” Der kan ikke være tvivl om at der har været, og stadig er, muslimer der er motiveret af Vestens handlinger, men dette er en sekundær ikke en hovedårsag til islamisk terrorisme, hvilket igen udgør en afgørende forskel. Vesten kan ikke med succes bruge militær magt for at lave om på et folk der i over tusind år har været mod forandring, men Vesten kan med succes, i målrettede aktioner, benytte magt når det er med til at forhindre fremtidige terrorangreb.  Ikke desto mindre mangler der konsensus hos den politiske venstre- som højrefløj om, hvornår militær styrke er nødvendig. Nogle er for, andre imod - tænk Syrien. Og uanset om brugen af militær styrke er begrænset til udvalgte mål vil det stadig provokere muslimer. Enhver mulig handling og såmænd også ikke handling af Vesten har konsekvenser og der kommer masser af kritik, men ingen løsningsforslag.

8. Endnu en årsag til terrorisme er den fiasko Vestens nationer i Europa er med hensyn til at give sociale og økonomiske muligheder for muslimske immigranter, flygtninge og deres efterkommere. 

Dette er den pure spekulation. Kendsgerninger viser noget helt andet. I Europa har store blokke af muslimer, koncentreret i byer valgt at isolere sig ved af nægte at antage de europæiske nationers kultur og i stedet klamrer de sig til islamisk kultur. I sidste ende er hovedproblemet at mange traditioner og principper i Islam er uforenelige med Vestens civilisation. 

9. Truslen fra terrorisme øges når Vestens nationer indfører politik rettet mod muslimer.

Dette er en afslørende formodning. Præmissen er, at bestemt politik (såsom overvågning af aktiviteterne i moskeer, den skærpede screening af muslimer i lufthavne, eller et indrejseforbud for muslimer fra muslimske nationer) opildner eller vil opildne såkaldte “moderate” muslimer til at slutte sig til islamiske grupper som al-Queda og ISIS. Men hvad er det for en type menneske (moderat eller ikke) der kan blive opildnet af sådan politik og så på brutal vis angribe medmennesker? Svaret ifølge det liberale ræsonnement er en person der allerede er disponeret for brug af vold, nemlig en moderat muslim.

10. Modstand mod islam er baseret på frygt og had. Individerne der er imod indvandring fra muslimske nationer eller som er imod at tage imod flygtning er islamofober.

Dette er en åbenlys løgn der også udgør et personligt angreb. Ligesom modstand mod kommunisme og fascisme er modstand mod Islam med baggrund i viden, ikke frygt eller had. Islam er et trossystem med principper der krænker enkeltindividers rettigheder. Modstand mod troen og handlinger hos et individ eller en gruppe er ikke en fobi, den er helt legitim.

11. Vi kan ikke tillade at terroristerne splitter os.

Dette er et følelsesladet argument. Hvis det skal tages bogstaveligt skulle man formode: “Vi kan ikke tillade terrorister at få offentligheden til at vågne og blive klar over hverken faren eller det urimelige i multikulturalismen.” I bund og grund er det liberale ønske for folk, at alle fra forskellige kulturer og religioner i verden skal leve sammen uanset om deres livssyn og tro er uforenelige med det land de befinder sig i lige nu. Og hvis resultatet er et blodbad - jamen så må det være sådan. Nedslagtning af civile, herunder børn af muslimske indvandrere, flygtninge eller efterkommere er den pris som liberale er villige til at betale. Et offer på multikulturalismens alter troskyldigt ydet efter ideologiske koncepter som ideologi, diversitet, åbenhed og tolerance.

12. Terroristerne vil aldrig vinde. Vore værdier og vor levevis vil sejre.

Dette er ren retorik. Ofte når det benyttes af politikerne betyder “vore værdier” først og fremmest - den liberale værdi med multikulturalisme, og vor “levevis” betyder en liberal måde at leve på i et multikulturelt samfund. Faktisk er den levevis vi har nydt i Vesten siden slutningen af 2. Verdenskrig allerede blevet nedbrudt i sektioner (kontroversielt beskrevet som "no-go zones") i utallige byer i Sverige, Tyskland, Nederlandene, Belgien, Frankrig, the United Kingdom og andre europæiske nationer samtidig med at politikerne har haft travlt med at lulle befolkningerne ind i en passiv accept af denne nedtur ved at sige ting som terrorismen vil være "del af vor dagligdag" og "vi skal lære at leve med terrorismen." Og i the United States, har forbundsregeringens politik i de sidste 70 år om især immigration og flygtninge sat den amerikanske levevis på samme nedadgående kurs.

Paul Pauker is the author of Morality and Law in America. He also runs a site dedicated to advancing the unalienable rights to life, liberty, and property.

http://www.americanthinker.com/articles/2017/06/islamic_carnage_and_12_kinds_of_liberal_complicity.html#ixzz4jIcnc9gh 

k

Historien lærer os at vi skal handle mens der er tid. Vil vi lære?

 

Historien lærer os at vi skal handle mens der er tid - tager vi ved lære? 

Lars Møller

Med over tretten millioner beboere er (Konstantinopel) Istanbul langt den største by i Europa. For en besøgende præsenterer den gamle bydel sig som en forvirrende labyrint af snævre gader, ‘halshuggede’ byhuse, og snævre pladser med vejrbidte monumenter. Nu til dags er det imidlertid kun få vesterlændinge, der er bekendt med stedets tragiske historie. 

Da vi i alt for lang tid har benægtet vores kristne oprindelse og konstant bliver indoktrineret af revolutionære aktivister til at hade vores oprindelse, vores arv er historien i store træk blevet fornægtet. Svigtende videnskabelig tradition og integritet, spiller vi med på den offerkrænkende opdeling af Vestens skyld og ikke Vestlig uskyld. Prisen for akademisk kujoneri i Vesten, kompliceret af dårlig uddannelse og almindelig uvidenhed kan meget vel vise sig at være for høj. 

Konstantinopel havde ført et turbulent liv. Grundlagt i 324 på stedet med en eksisterende by, Byzans, hvis historie ifølge Herodot daterer sig tilbage til 667 BC, blev den erklæret hovedstad i Det Romerske Imperium i 330. Efter germanske stammer havde løbet Det Vestromerske Imperium over ende i 376-476 flygtede de invaderende selv fra hunnerne, og byen genvandt sin position som det administrative og kulturelle center for Det Østromerske Imperium indtil den Osmanniske sejr i 1453. I over tusind år måtte arvingen til den Hellenske-Romerske civilisation erfare vekslende perioder af velstand og modgang. 

Image: Siege of Constantinople (Philippe de Mazerolles, ca. 1460)

Det som forseglende Det Romerske Imperiums skæbne var det som kan kaldes “civilisationsmæssig udmattelse” og en manglende evne til at inddæmme de invaderende krigeriske stammer. Frem for en videnskabelig og artistisk uopmærksomhed var kollapset af Vest Rom Imperiet grundet en ubeslutsom (delt, inkompetent) central regering, med udpræget dekadence og faldende fødselsrater. En lignende nedtur markerede det Øst Romerske Imperium der kom under stadig større pres fra Seljuk tyrkerne (osmannerne( og bulgarerne. I det lange løb kunne hverken Vest Rom eller Øst Rom modstå de invaderende masser med de respektive hedenske og islamiske trossystemer.

Et trist efterspil var skabelsen af Det Latinske Imperium Konstantinopel. Lederne af Det Fjerde Korstog, en indsats oprindeligt med det formål at generobre Jerusalem fra muslimerne, vendte sig mod deres kristne brødre, der var frustrerede over de forfejlede intriger, og forræderisk besluttede de at forlade byen. I 1204 erstattedes det Ortodokse med en katolsk kejser, der opdelte provinsen i vasalstater for at belønne konspiratorerne. Efter en lang periode med nedtur, blev Byzans Imperiet genoprettet i 1261.

At kristne kunne være så ubetænksomme at bekrige hinanden fremfor at slutte sig sammen og konfrontere den eksterne fjende fra øst var som en genopførelse af den rædselsvækkende rivalisering i de græske bystater, i skyggen af det ekspanderende Achæmenediske Rige. Der er således også paralleller til nyere historie. 

Hvis vi lader det Dante lignende blodbad i 1. Verdenskrig ligge, et monument over kristen selvmorderisk indstilling, har Europas magter spillet hasard med civilisationen igen og igen. Frem for at tillade at Det Russiske Imperium kunne ekspandere på bekostning af Det Osmanniske Imperium og indtage Konstantinopel valgte både briterne og franskmændene at gå ind i Krimkrigen på osmannernes side - af hensyn til “magtbalancen” i Europa. Og i disse år fører Rusland krig mod kristne “udbrudsprovinser” (e.g. Georgien, Ukraine), som de opfattes som, samtidig med man søger venskabelige forhold med muslimske stærke mænd fra regionen. Det er som om det kristne selvmordsorgie aldrig vil slutte. Vi fortsætter med at tage kortsigtede beslutninger, som om vi ikke kan se forskel på ven og fjende.

Kristne er blevet udstødt fra Levanten, Mesopotamien og Nordafrika. I Kaukasus, lider armenierne, og georgierne for at få suverænitet i deres respektive lande, de er som en sandwich mellem muslimske nationer i øst og vest. Ildevarslende er det at  forventningerne ikke er meget lysere i Vesteuropa, hvor stagnerende befolkninger - i en ondsindet spiral af materiel overbærenhed, åndelig ‘fattigdom’ (herunder historisk manglende klarhed) og masochistisk selvtvivl - ydmyger sig foran en fjende med en overherredømmeindstilling, Islam, der har ført krig mod dem siden det syttende århundrede. Ikke desto mindre, med de uimodståelige masse migrationer har man tilladt at den ekspanderer uhindret midt i deres samfund.

Så sent som efter 2. Verdenskrig udgjorde kristne flertallet i Konstantinopel. Og efter 2. Verdenskrig var det kristne flertal i Libanon intakt. I mellemtiden er krigen mod kristne eskaleret. Det mest virksomme våben i den krig er i sidste ende demografisk. I den henseende har intet ændret sig siden tidernes begyndelse. Takket være statsstyrede massakrer, besværligheder i samfundet og tvangsflytninger, er de kristne flertal blevet til minoriteter. Omvendt er de nye majoriteter vokset eksponentielt, grundet højere fødselsrater og man overtager hele byer og lande.  

Andelen af kristne i Tyrkiet faldt fra 20–25% i 1914 til cirka 2% i 1927 — og i dag er det faldet til så lavt som 0.2–0.4% Imidlertid er de islamiske nationalister ikke færdige med ‘arbejdet.’ På denne baggrund fandt den såkaldte “Istanbul progrom” sted i 1955. De overlagte overgreb og orkestreret af det herskende parti (og et antal sikkerhedsbureauer) var rettet mod græske borgere i Konstantinopel. Som det også er sædvane i politistater, som Iran, når der er brug for at give “regerings repression” ved “gadeuorden” bliver væbnede banditter fra provinsen bragt ind.. Mennesker, man identificerede som grækere, men også armeniere og jøder, blev overfaldet, og ejendom tilhørende kristne blev plyndret og brændt ned. 

Ligesom Nazi myndighederne på Kristallnacht i 1938, var det tyrkiske politi med i denne pogrom, det forblev passiv under pøbelovergrebene indtil der kom en deklaration om undtagelsestilstand. Derpå intervenerede hæren fulgt af ni lange timer med iscenesat anarki. Ud af de anslået 65000 indbyggere af græsk herkomst der levede i Konstantinopel i 1955, er der blot sølle 2500 tilbage i dag. 

I store træk er tyrkiske nationalister sluppet godt afsted med deres forbrydelser siden 1955. Det er næppe uden god grund at man må formode at de er blevet opmuntret, tilskyndet af de ting der fandt sted, fra begyndelsen af århundredet. I tråd med denne formodning, og åbenbart uden at tage hensyn til international lov og retfærdighed, invaderede de Cypern i 1974.  

Idet man stoler blindt på, at amerikanerne kommer og redder dem, som de gjorde i 1 Verdenskrig og 2. Verdenskrig, er vesteuropæerne blevet blødsødne og eftergivende. 

De siges at tro på “den bløde magt.” Imidlertid er det en fiasko i lyset af uforsonlige fjender, der ønsker at bedrage og dominere andre. Siden 1979 har europæerne benyttet "kritisk dialog” med Teherans mullaher - uden succes. I årevis har europæerne forsøgt at føje sig russerne for at opnå en fredelig sameksistens ved at øge handlen med Rusland - uden succes. 

Med et påtrængende krav om militær mobilisering, og masseproduktion af krigsmateriel er beslutningstagerne i Bruxelles paralyserede over bekymringer om velfærdsgoderne og klimaforandring -- Der kræves styrke og sund dømmekraft for at være en god leder. Og nationer har brug for gode ledere for at overleve. Historien lærer os noget om hændelser og tendenser der udfordrer viljen og evnen hos en nation for at overleve. 

Det blev til selvhad ved marxister og islamister og vi afskyr vor plads i historien. Det er nøgternt at se på kristnes åg i deres oprindelseslande efter islamisk erorbring. De som vildleder os med fortællinger om “hvide kristnes” imperialisme skjuler den kendsgerning at Kristendommen gik forud for islam i den gamle verden. Krigere fra Rshidun Kalifatet på den arabiske halvø fik  først kristne til at flygte langs Middelhavet. Fra Guinea bugten til Bengalen er der pågående forfølgelse af kristne med overgreb, plyndring og vandalisme. 

Kujonerne, der faktisk tror de får endnu en chance fra oven hver gang de falder er med den indstilling - idioter. Konstantinopel var en funklende hovedstad i et imperium der stod over tusind år. Imidlertid lod det sig forlede ved ideologisk overherredømmeindstilling og ubegrænset brutalitet. Filosofiske-videnskabelige ideer og teknologisk overlegenhed kan give fordele på kort sigt. I sidste ende er det imidlertid de som viser tro på skæbnen og finder løsninger der fremstår sejrrige.  

Tragedien med Konstantinopel burde være en påmindelse til alle der tilhører det kristne samfund om at stå op imod defaitisme, komme til fornuft og redde civilisationen mens der endnu er tid. Ellers kan vi blive udslettet..

https://www.americanthinker.com/articles/2025/04/acting_on_the_lessons_of_history.html