Så tæt var Amerika på at blive officielt pro-Moskva
På hvor mange felter har progressive arbejdet med Kreml i årenes løb?
Eksemplerne er legio. Da jeg lavede grundarbejdet til min bog
Dupes, var den største udfordring af gennemskue alle de selverklærede “progressive “ individer eller organisationer for at finde ud af, hvem der var skabskommunister forklædt som liberale og hvorvidt de samarbejdede med Moskva.
Da Congress i 1961 udgav sin store efterforskning af kommunistiske front-grupper med titlen, “Guide to Subversive Organizations and Publications,” var et af de mest udbredte ord i det massive indeks “Progressive.”
Progressive her, progressive der, progressive alle vegne.
Hvis du nu virkelig ønsker en sag om tæt samarbejde mellem et amerikansk politisk parti og Moskva i et præsidentvalg, så glem alt om at snuse rundt i 2016. Gå tilbage til 1948, hvor progressive skabte en stinkende skabelon/blueprint
Det år stillede the Progressive Party Henry A. Wallace op som præsident.
Wallace havde været FDR’s vicepræsident og var Amerikas fremmeste godtroende tåbe for Marxister-Leninister. Han var i forfærdelig grad pro-Sovjet. En af de mest stupide ting FDR gjorde (og det siger ikke så lidt) var at udnævne Wallace som vicepræsident. Wallace’s offentlige kommentarer hvor han forsvarer Stalins USSR var så frygtelige at Democrats bad om at han blev smidt af feltet som FDR medkandidat i 1944. Selv FDR’s ellers ikke ideologisk indstillede hustru Eleanor beskyttede ham.
FDR flyttede så Wallace og genindsatte ham som Handelsminiter der ligesom andre af FDRs ministerier var gennemsyret af kommunister og Sovjet agenter. (Længe før det, i 1933, havde FDR indsat Wallace som landbrugsminister - et ministerium så inficeret af de værste af Depressions æraens kommunistiske celler -
the Ware Group — der arbejdede under dække af det.).
Nådigt blev Wallace udskiftet med Harry Truman. Det ville have været ødelæggende for Amerika og verden om Wallace, fremfor Truman havde været siddende vicepræsident klar til at tage over efter the New Dealers død i april 1945. Det er en af de helt store sensationer som historien belejligt har glemt.
Ikke desto mindre lykkedes det Wallace at arbejde direkte sammen med Moskva. Den stor Kold Krigs historiker
John Lewis Gaddis bemærker at
“der er Sovjet dokumentation for at Wallace regelmæssigt rapporterede til Kreml i 1945 og 1946 da han stadig var i Truman administrationen.”
Mange gode historikere har påvist den forbindelse især Allen Weinstein og Alexander Vassiliev i deres værk fra 1999,
The Haunted Wood, og siden er der dukket yderligere materiale op fra arkiverne. En af de bedste historikere der har fulgt Wallace er Ron Radosh, selv eks-kommunist, der i januar 2017 artiklen for the Daily Beast forsøgte at minde de moderne progressive om hvad deres tidligere fæller havde gjort i 1948.
Radosh skrev denne afslørende vurdering af Wallace:
Oktober 1948 da han stadig var Handelsminister mødte Wallace i hemmelighed i Washington D.C. med Anatoly Gorsky, afdelingsbossen for NKGB (forløberen for KBG). Arkivernes hos KGB viser at Wallace fortalte Gorsky at han gerne ville dele hemmelighederne om Atom-bomben med Sovjet, og klagede over Truman var under indflydelse af en “anti-Sovjet gruppe” i regeringen der gerne så en Anglo-Saxon blok skulle dominere verden, og han håbede at Sovjetunionen kunne hjælpe Wallaces “mindre gruppe ganske betragteligt.”
At et medlem af ministeriet beder Sovjet om at intervenere for at hjælpe hans side med at vinde i en intern kamp i administrationen var langt mere end blot indiskret. Det var handling af ‘et villigt redskab’ for Moskva.
Radosh’s pointe er yderst vigtig. Her handlede Wallace som et spadedumt tåbeligt fjols, dog var han sig helt bevidst om hvad han bad om.
Radosh bemærker at hvis Wallace havde fået Democratic Partys nominering som vicepræsident i 1944 (i stedet for Truman) ville han have udnævnt den berygtede Harry Dexter White som finansminister og givet endnu en stor stilling til en anden Sovjet spion Laurence Duggan. De afkodede
Venona Papers afslørede at Moskva håbede at Duggan ville hjælpe USSR “ved at bruge hans venskab (med Wallace) for at finde frem til ,,,interessant information.”
Til al held gav præsident Truman Wallace sparket. Det sidste strå for Truman var en rædselsfuld tale Walloace holdt i Madison Square Garden hvor gav udtryk for anerkendelse af Sovjets indflydelsesområder. Amerikanske kommunister elskede talen. “Han holdt den mens Udenrigsminister James F. Byrnes var i Europa for at forhandle med Sovjet,” skriver Radosh. “Byrnes underrettede straks Truman om hvis det ikke blev trukket tilbage straks ville Wallaces udtalelser blive taget til indtægt som gældende politik og det ville underminere Byrnes’ forsøg på at modificere Sovjets handlemåde.”
Truman gav Wallace sparket. Det gjorde ham til martyr og en endnu større helt for den yderste venstrefløj i Amerika.
Moskvas mand i Washington
Da Den Kolde Krig brød ud brød også Wallace ud - på Moskvas side. I oktober 1947 da medlemmer af the Hollywood Ten -
hver eneste af dem var medlemmer af Kommunist Partiet - blev kaldt til Washington for at bekræfte deres forgabelse af Stalins stat sluttede Wallace sig til den kommunistiske frontgruppe
the Progressive Citizens of America, i en fælles opfordring til at sløjfe the House Committee on Un-American Activities. Dette begejstrede de amerikanske kommunister, der blev bekræftet yderligere i at de havde et pligtopfyldende fjols på deres side.
Wallace blev en slags ikon for the Daily Worker. “Er Amerika blevet tosset?” citerede avisen Wallace som anerkendelse af at Wallace afviste høringerne i the House Committee, “Er
the Un-American Activities Committee bevis på at Amerika er på vej ud i fascisme?” Den tidligere vicepræsident opfordrede sine landsmænd til at “ødelægge” the Committee, hvis ikke ville det onde HUAC “smadre mange af demokratiets og kristendommens grundpiller.”
Jo, det ville HUAC gøre - ikke kommunismen eller USSR. Beundreren af Sovjet eksperimentet var bekymret over trusler mod demokratiet og kristendommen - i Amerika, det vil sige hos vore Congress ikke Politbureauet.
Wallace lænede sig op at alle Sovjet-CPUSA træk i alle dagens større udenrigspolitiske emner, forkastede the Marshall Plan, skabelsen af NATO og forsvarede Moskvas holdning fra Berlin til Prag. Det var let at forudsige,Wallaces holdning til hvert problem. Man skulle blot se på Moskvas holdning.
Og således vidste Amerikas røde og lyserøde og medfæller at de havde deres ‘knægt’ klar til præsidentvalget i 1948. De sværmede om Wallace, der igen tiltrak en hengiven blanding af skabs kommunister og progressive godtroende tåber, hvoraf sidstnævnte omfattede en række Hollywood berømtheder med elendig hukommelse, som Katherine Hepburn til Gene Kelly der igen og igen fik roller af Hollywoods kommunistiske manuskriptforfattere som Dalton Trumbo og John Howard Lawson.
Lad os lige slå fast at Henry Wallace ikke var medlem af Kommunistpartiet, men kommunister over hele Amerika samlede sig om ham som en de kunne regne mere med end nogen anden kandidat. Kammeraterne satte deres forhåbninger til Wallace i 1948. I en fremragende bog The Secret World of American Communism, beskrev Harvey Klehr, John Earl Haynes, og Fridrikh Igorevich Firsov det så fint: “I 1948 kastede kommunisterne hele deres indsats ind for Henry Wallace som præsident og støttede the Progressive Party som et Folkefronts alternativ til the Democrats.”
Omfanget af den sandhed er overvældende. Listen af hårdkogte kommunister der flokkedes om Wallace og søgte at kontrollere ham var mange tusinder, og kan ikke oplistes her.
Blandt direkte Sovjet agenter for Wallace var
Lee Pressman, der, ved vi nu, havde KGB kodenavnet “Vig.” Han assisterede i al hemmelighed Sovjet efteretningsvæsnet (Både KGB og GRU) i cirka 15 år. Offentligt viste Pressman et helt andet ansigt. Han maskerede sig som en stolt “progressiv” sluttede sig til Wallaces præsidentkampagne og blev den førende skribent for Wallace’ pro-Sovjet platform.
Endnu en var Victor Perlo,fra den berygtede
Perlo Group der gennemsyrede Roosevelt administrationen, især Handelsministeriet. Perlo tjente Moderlandet med erklærede Sovjet hjælpere som Frank Coe, Harold Glasser, Charles Kramer, og Harry Dexter White. Perlo var ansat økonom for the Progressive Party og hjalp med til at udvikle partiets platform i 1948 valget.
Der var så mange af Pressman-Perlo typen i Wallace folden. Enhver med nogen viden om Wallace kampagnen ved at der var ekstraordinært mange kommunister der prægede og kontrollerede.
Min ven Mike Shotwell, forfatter til den pragtfulde erindringsbog
Immersed in Red, havde en stedfar der var Stalinist (der naturligvis offentligt erklærede sig selv ikke-Stalinist, men “progressiv.”) der var Wallaces chef kampagne organisator i Minnesota. Mike skriver udførligt om hvordan Orwilles forkærlighed for Wallace udelukkende var fordi han håbede at Wallace ville være Stalins mand i Det Hvide Hus. Orwille arbejde sammen med typer som Victor Perlo.
Ron Radosh udtrykker det så udmærket:
I 1948 meddelte Wallace at han ville stille op som uafhængig kandidat som Præsident for et nyt tredje parti ved navn the Progressive Party efter det forbillede Theodore Roosevelt stillede op ved i 1916. Wallace’s nye parti blev skabt af American Communists der handlede på vegne af instrukser fra Moskva, der fortalte medlemmerne at krig med U.S. var nært forestående og at Vestens kommunister ikke længere burde arbejde i Folkefronts regeringer og måtte afbryde og skabe en bevægelse mod de nye vedtagne anti-Sovjet politikker. Som den uafhængige venstrefløjs journalistt I.F.Stone skrev dengang: “Hvis det ikke havde været for Kommunisterne ville der ikke være noget Progressive Party.” John Gates redaktør for kommunistavisen Daily Worker skrev i sine erindringer at the Communist Party var “det mest indflydelsesrige værktøj for Wallaces beslutning om at stille op.”
Blandt de kilder Radosh citerer er I.F.Stone, der ifølge historikerne John Earl Haynes, Hervey Kiehr og Alexander Vassiliev, fra 1936-1939 havde været Sovjet spion. Stones vidnesbyrd er i særlig grad tungtvejende: Hvis ikke for kommunisterne, ville der ikke have været noget Progressive Party.
The Progressive Party og Henry Wallace og deres 1948 præsidentkampagne var (for at benytte John Brennans frase for Præsident Trump) “fuldstændig i lommen” på Kreml.
Harry Hay og Frank Marshall Davis
Der kunne siges så meget mere om alt dette og de videre implikationer for udviklingen af den amerikanske venstrefløj i årtierne der fulgte. Her følger så blot to meget betegnende eksempler om medlemmer af Communist Party USA der støttede the Progressive Partys kampagne for Wallace i 1948. Begge har vigtige tråde til nutidens politiske og kulturelle kampe,
Den ene var
Harry Hay, kommunist og “bøsse” forkæmper og forsvarer af NAMBLA
the North American Man-Boy Love Association. Hay udøvede sin homoseksuelle livsstil før han blev kommunistisk organisator. Han blev bragt ind i den kommunistiske inderkreds af sin elsker Will Geer, en skuespiller der senere blev berømt for sin rolle som “Grandpa Walton,” i hetserien fra 1970’erne the Waltons.
Harry Hay’s homoseksuelle livsstil udgjorde et afpresningsproblem for the Communist Party USA. Han forlod således CPUSA tidligt i 1950’erne, efter rundt regnet 17 år som medlem. I 1951 samarbejdede han med en gruppe af homoseksuelle Marxistiske venner og fæller i Los Angeles området og oprettede the
Mattachine Society. Her er så forbindelsen til denne artikel. Hay og hans venner mødtes gennem the Progressive Partys bud som præsident - Henry Wallace. De døbte oprindeligt deres gruppe med noget de kaldte “Bachelors for Wallace.” De beskrev sig som “progressive” - us progressive” sagde Harry i omtalen af hans bande.
I dag omdefinerer deres kohorter i LGBTQ bevægelsen og den bredere liberal/ progressive venstrefløj alt fra - ægteskab til køn til seksuelaitet, og dæmoniserer og umenneskeliggør og ødelægger enhver der ikke er enige eller står i vejen for deres fundamentale transformation af menneskets natur.
Den anden nøglefigur er Frank Marshall Davis, der gennem 1970’erne var mentor for en ung mand i Honolulu, ved navn Barack Hussein Obama. Jeg har skrevet nogel få biografier om Davis og jeg stødte på Wallaces navn masser af gange.
Davis meldte sig ind i Communist Psrty USA under 2. Verdenskrig (CPUSA medlem nummer 47544). Han var den gennemførte apologet for Stalins Sovjetunion, altid fulgte han Moskva linjen i sine klummer. Han var så klokkeklar i sine ideologisk sympatier at han blev indkaldt som vidne for Senatet i december 1956 for sine “Sovjet aktiviteter.” Han påberåbte sig 5. Amendment. Han blev sat på forrbundsregeringens Security Index - hvilket betød han kunne blive anholdt hvis der udbrød krig mellem United States og USSR - og han var under regelmæssig overvågning af FBI. Alligevel va det Obamas mentor, der igen og igen nævnes i Dreams From My Father.
Også den fysiske lighed er slående
En god Kammerat der ligesom alle CPUSA medlemmer svor troskabeden “forpligter mig til at samle masserne for at forsvare Sovjetunionen (og) til alle tider forblive ihærdig og fast i forsvaret af den Leninistiske linje i partiet, den eneste kurs der sikrer Sovjet Magtens triumf i the United States.” Davis var under 1948 kampagnen 100% for Wallace.
Faktisk havde Davis knoklet for Wallace - og gået hårdt til Wallaces modstandere - langt før 48. I september 1943 skrev Davis en serie på tre artikler hvor han stillede Wallace op som kontrast til Winston Churchill. “To indflydelsesrige ledere for the United States og Stporbritannien, vicepræsident Henry Wallace og premierminister Winston Churchill der går i hver deres modsatte retning mod en efterkrigstids orden,” skrev Davis. “Wallace ønsker fred og sikkerhed for alle mennesker i et universelt broderskab af nationer, de eneste mennesker som Churchill bekymrer sig om er de hvide mennesker i det britiske imperium...og Amerika, der skal bruge stærk væbnet taktik for at tryne alle andre lande til underkastelse.”
Davis sluttede sin serie ved at opstille valget mellem Churchill og Wallace i kraftige termer: “Hvad vil du gøre? Er du villig til at tale imperialisterne imod, isolationisterne of fascisterne. Eller vil du foretrække 3. Verdenskrig? ”
Kan du huske busten af Churchill som Obama fjernede fra Det Hvide Hus straks efter han kom der? Tja det var Frank Marshall Davis, Obamas mentor, der afskyede Churchill.
Davis var grundlægger og redaktør af kommunist publikationen the Chicago Star. Hans Star varglødende for Henry Wallace i hele publikationens levetid, og var flagskibet for Chicago i 48 kampagnen.
Det er kendetegnende at på et tidspunkt kørte the Star en “Udtalelse fra Stalin,” der støttede Wallace som præsident. Dette var ifølge the Star den ultimative støtte til Wallace i samme kategori som Paul Robeson som Frank Marshall Davis idoliserede. Robeson, en beundrer af Stalin, blev næstformand i Wallaces Progressive Party præsidentkampagne.
Jo, næstformand. Kammerat Paul der tilbad Stalin var på Wallaces hold. Der er meget mere jeg kunne skrive om Frank Marshall Davis og hans støtte til Wallace. men det næste må være nok for nu.
Efter Wallace kampagnen forlod Davis Chicago for partiarbejde på Hawaii.På Hawaii, da the Hawaiian Communist Party gik under jorden med Wallaces Progressive Party var kollapset efter nederlaget i 1948, ændrede Hawaii’s Reds deres taktik og koncentrerede sig i stedet om at infiltrere the Democratic Party, og kørte endog deres medlemmer til de lokale valg for at sikre stemmer til politiske stillinger. En af de som ikke kun opfordrede til denne taktik, men selv valgtes var Frank Marshall Davis. For Americas Reds var det begyndelsen på en lang march til at operere inden for the Democratic Party og forvandle Harry Truman og John F. Kennedys parti til Barack Obama og Bernie Sanders parti.
For mange amerikanske kommunister var et tredje partis bud en taber position. De ville i stedet søge at arbejde sig vej indefra i et af de to dominerende partier: The Democratic Party.
Og når det gælder nutidens amerikanske progressive i juli 2018, der hyler og skriger om Krems indflydelse i 2016 præsidentvalget kan jeg kun sige: I har forlængst mistet Jeres troværdighed.
At progressive skinhelligt klager over russisk indblanding i et præsdient valg er topmålet af arrogance og hykleri.
I bogstavelige 100 år var disse mennesker helt og aldeles ligeglade med hvad russerne gjorde for at manipulere med amerikanerne.
Helt modsat. for 70 år siden slog the Progressive Party tøjlerne sammen med Kreml i et præsidentvalg - med deres egen skinkandidat. Og hele tiden mens Republikanerne og konservative påpegede disse uhyrligheder rystede venstrefløjen blot på skuldrene og kaldte dem paranoide der så røde alle vegne. Og nu ønsker venstrefløjen at alle skal være bekymret over Kreml indblanding blot fordi Hillary Clinton var målet?
Progressive forvent ikke at jeg slutter mig til Jeres korstog. I er for sent på den - 100 år for sent.
Opslag
