Den etiske revolution i Amerika

Etisk revolution i Amerika

To ture til New Orleans, med mere end 50 års tidsinterval

BEN STEIN

Jeg var i New Orleans, Lousiana, sidste uge for at tale til et meget venligt, lysvågent og opmærksomt publikum, sjældent jeg møder et sådant. De er en gruppe der kalder sig INFOR, og de arbejder med software løsninger til ekstremt vanskelige problemer. Jeg kunne altså ikke have ønsket mig et bedre publikum.

De stillede endog spørgsmål, og det er altid inspirerende.

Jeg boede på et dejligt hotel Windsor Court og fik fin morgenmad hver dag. Min ven Judah og jeg vandrede rundt i det franske kvarter, i den udstrækning mit dårlige højre knæ ville tillade.

Her er hvad jeg først og fremmest bemærkede om denne vidunderlige by: Der findes så at sige ingen racisme længere.

Første gang jeg var i NOLA var efteråret 1961 (jo, den er god nok 1961!) på en Montgomery Blair High School udflugt for at besøge berømte slagmarker fra Civil War. Forældrene til 30 af os var ægte Civil War nørder og de var med. Vi lejede en Greyhound bus der bragte os fra Silver Spring, Maryland sydpå, over 14th Street bridge og derpå videre til the Heart of Dixie, Northern Virginia.

Øjeblikkeligt stod det helt tydeligt at vi var i en fremmed nation fordi badeværelserne på Guld Oil tankstationerne var skarpt raceopdelt. Der var for hvide og for farvede og det samme med drikkefontænerne. En af vore Nørder, mener det var Bill Silverman, der fjernede “colored” skiltet over en Coke automat, og nej hvor ejeren råbte af ham.

Ned, ned, ned længere sydpå drog vi indtil vi befandt os på et virkelig tragisk sted, Shiloh, hvor de døde lå i en massegrav - den var for the Confedrates. Union mændene kunne identificeres.

 

Derpå langs endeløse asfaltveje med masser af fyrretræer gennem Missisippi og endelig til en enorm bro, og der var vi så i metropolis New Orleans. Vores hotel lå i det Franske Kvarter og vi kunne have kastet os ud i synd ved vor tilstedeværelse sammen med 99% andre turister. På Bourbon Street.

Der stank af gin og øl og opkast, men alligevel meget morsomt. Og så det der horror show i rødt og hvidt. Den del var absolut ikke morsom. Men vi var der for at more os og se på Civil War steder.

Men mærkeligt var det at se en by så gennemført opdelt som var det et Klan rally.

Nu er tiden gået. En masse tid. I sidste uge blev Judah og jeg stillet et nyt New Orleans i udsigt - og det fik vi.

Først og fremmest er det ikke raceopdelt, slet ikke. Ikke det mindste. For det andet har byen et af de to mest dynamiske museer i Amerika: the National WWII Museum. Dette topmoderne museum har som en invitation - en Sporvogn. Så var der en kort, men utrolig godt lavet film om hvordan krigen blev udkæmpet. Den var spændende og berørte følelserne meget stærkt, da den viste amerikanske drenge blive slagtet på øerne i Stillehavet. Skærmen blafrede og fortælleren, Tom Hanks, talte til os som befandt vi os i hans dagligstue i Malibu.

Jeg sad der og hulkede som et spædbarn. Rystede af gråd. En tåremaskine. Judah der er 30 år yngre end jeg, var også meget berørt. Så kom der et blændende lysglimt og filmen var færdig, og jeg blev ved at græde.

Hvorfor græd jeg så meget? Hvad fik mig til det?

Delvist fordi jeg havde tre fætre der blev slået ihjel af nazisterne. Og min svigerfar fik the Silver Star i Tyskland. Og delvist fordi der døde så mange for at redde verden og menneskelig anstændighed.

Men mest fordi vi vandt den krig også hjemme. Vi vandt den krig ved at racemæssig undertrykkelse blev ulovligt. Jeg kan stadig erindre sorte blive behandlet som skidt på U.S. jernbanerne i Syden samtidig med at tilfangetagne Luftwaffe officer blev behandlet som officerer og gentlemen. 

Nu er det alt sammen forbi, og vi har et Amerika med en stadig større Pullman til frihed. Jeg ved faktisk ikke, hvorfor jeg græd så meget. Jeg ved blot at da jeg kom tilbage til hotellet, var det eneste jeg kunne tænke på talemåden:

The Ethical Revolution in America. Og ære, ære, ære til alle der gjorde det muligt ved Tarawa og Tulagi og Cassino og på verdenshavene, og i Missisippi og steder som Pettus Bridge.

Gud velsigne dette højt elskede America, hjemsted for det 21. århundredes Ethical Revolution. Frihedens lys for hele menneskeheden.

Ben Stein

Ben Stein is a writer, actor, economist, and lawyer living in Beverly Hills and Malibu. He writes “Ben Stein’s Diary” for every issue of The American Spectator.

https://spectator.org/ethical-revolution-in-america/

Forsvar for Forfatningen var baggrunden for Civil War

Forsvar for Forfatningen -  baggrunden for Civil War

Ben Stein

Her følger så nogle tanker og ord vedrørende diskussionen om Confederate statuer i forskellige stater.

1. Jeg spekulerer over, hvor mange at de protesterende mod statuerne i Charlottesville der egentlig har nogen som helst viden om eller ide om hvem Robert E. Lee var. Han var en stor helt i krigen Mexico-Amerika. Han kæmpede for the Confederacy mod the Union, men på det tidspunkt han gjorde det var det ikke ulovligt. Slaveriet var - selvomd et var 100% ondt - helt og aldeles beskyttet ved lov i 1861. Da Lee gik i færd med arbejde for at forsvare sin fødestat Virginia, brød han ingen, ingen lov.

Faktisk er det sådan, at på intet tidspunkt besluttede Højesteret at Secession (at man ville løsrive sig) var mod forfatningen. Det er snarere det modsatte for da Højestret tog skridt til at erklære secession lovligt truede præsident Lincoln, direkte mod ethvert lovpricinip, med at arrestere og fængsle Roger Taney, Højesterets øverste dommer. Lincoln havde allerede benyttet forbundstropper til at arrestere det meste af Maryland lovgivende forsamling for at hindre at Maryland trak sig ud af unionen. Igen var dette en soleklar krænkelse af the Constitution. Og da en domstol gav ordre til at lovgiverne skulle løslades under habeas corpus, da ignorerede Lincoln ganske enkelt ordren.

Da the Army of Northern Virginia overgav sig ved Appomattox Court House i foråret 1865, foreslog nogle officerer at Lees hærs skulle begive sig ud i en guerillakampagne mod the Union. Lee nedlagte klokkeklart veto mod den ide ved at sige der var udgydt nok blod og det var på tide at hele de sår krigen havde medført.

Jeg spekulerer på hvor mange af de moddemonstrerende der kastede beholdere med urin og flasker og kæppe mod de protesterende der faktisk  havde lov til at demonstrere, der vidste noget som helst til Lee (Fredsmageren) og til Lincoln, (Lovbryderen). Jeg spekulerer over hvor mange amerikanere i enhver alder der kender til at det helt store flertal af Southerners ikke ejede slaver og at de satte deres liv på spil ikke for at beskytte slaveriet, men mod en invasion af Northerners der ved datidens lovgivning helt sikkert ikke have nogen ret til at være i North Carolina eller i Virginias fuldt bevæbnet.

2. Jeg betragtede med forbløffelse hvordan en statue af en Confederate soldat blev ødelagt i Durham. Ingen politibetjent gjorde noget ved ødelæggelsen af offentlig ejendom, Ingen røst af noget regeringsorgan hørtes mod at statuen blev fjernet. Det var blot en pøbel at “studerende” og med det fuldstændige fravær at politi. Dette var pøbelvælde. Det rene, skære pøbelvælde og virkelig rædselsvækkende.

Hvorfor har vi dog et politi, hvis det er således loven beskyttes?

3. Jeg kan se at medierne nærmest er gået bersærk i vrede over at præsident Trump siger der var lovbrydere på begge sider i Charliottesville. Men Mr. Trump har jo helt klart ret. Pro-statue deltagerne så besynderlige ud, men de havde dog tilladelse og de havde First Amendment. De som angreb dem med køller var de som satte det hele i gang.

Jovist, naturligvis hader jeg enhver der har den mindste sympati for Nazismen. Den uhyrlige ondskab hos de dæmoner er svær at finde andre steder. Men de har ret til at ytre sig når de blot ikke opildner til vold og når de ikke begår vold. Ellers er the Constitution ikke det papir værd den er skrevet på.

At Trump påpeger at samtidig med at KKK og Nazisterne er kvalmefremkaldende så har de ytringsrettigheder er ikke kun korrekt, men tappert af ham.

At gå i kødet på MSM og sige at the Constitution står over medierne gør ham til en helt.

Den samme dag denne historie dukkede op modtog jeg et USPS brev hvori der stod - barnligt formuleret på et stykke iturevet papir - “Ben Stein–Økonom, Advokat, Skuespiller, - først og fremmest en Forbandet Jøde.”

Jeg vil da langt hellere modtaget et sådant skriv hver time på dagen frem for at miste en tøddel af First Amendment. Jeg værdsætter at Trump der gennemhegles hver dag af en hadfyldt presse, dog stadig forsvarer ytringsfriheden. Hans vedholdenhed er eksemplarisk.

Som Mr. Trump sagde - dagen i Charlottesville var pinlig, smertelig. Men for de som stod frem for ytringsfrihed var det en god dag.

Med hensyn til morderen i bilen - så vil der komme en dommens dag.

Mere følger, men lige nu er det godt at Donald Trump har valgt den noget hårdere tilgang, og jeg formoder en mere barsk og modig tilgang i en nye medie ‘civil war.’ Hvis side er på du - the Constitution eller MSM? Ja, hvilken side stiller ud dig på?

https://spectator.org/whose-side-is-he-on/

Vi tvinges umærkeligt til at tie og friheden tabes

Vi tvinges umærkeligt til at tie og friheden tabes

Ben Stein

Aften efter aften er jeg sent oppe for at se dokumentarfilm om 2. Verdenskrig. Jeg er nærmest besat af det. Ikke overraskende da det var den største begivenhed i menneskehedens historie. Min far var i Navy under krigen, skønt jeg til dato ikke helt er klar over hvad han foretog sig. Min svigerfar tjente under general Patton og blev belønnet med the Silver Star for tapperhed under kamp - som 22 årig - kæmpede han i nærkamp med de barskeste af de barske Hitlers SS nær Zeitlen.

Dokumentarserien jeg ser lige for tiden er The War af Ken Burns. Den kom for ti år siden - sådan cirka. Jeg holdt af det hele. Det jeg dog mest holdt af, er portrættet af en nation der stod fuldstændig samlet om det mål at sikre friheden og at forsvare Constitution.

Fra overalt i vort samfund, fra mindste afkrog til den store by kæmpede mænd og kvinder, ofrede sig, knoklede for at besejre de utroligt magtfulde nazister og japanere. Smerten og kampen som de mænd, kvinder og børn af denne nation måtte gennemgå for at holde fast på friheden er ubegribelig.

Jeg så mænd dø i italienske dale, skudt ned over Schweinfurt, og tortureret i japanske lejre, og jeg faldt i søvn virkelig trist til mode. Disse vidunderlige mennesker, blødte, døde og råbte på og for friheden, og nu smider vi denne bort med begge hænder på det som burde være frihedens bastioner - universiteterne.

Landets universiteter er blevet no-go zoner for mennesker der ikke er med i ‘partiet’ for Anti-Amerika, Anti-Politiet, Anti-Forretning hos de brunskjortede voldelige. Ganske stille bliver lærde genier som Charles Murray og Heather MacDonald - der vover at mene at amerikanerne burde arbejde for at leve, der taler til forsvar for politiet, nedgjort, forhånet og undertiden direkte angrebet på universiteterne og skal have vagter hos sig. Ann Coulter - en ven gennem lang tid, utrolig intelligent og underholdende - får ikke lov til at tale på University of California, og på Berkeley fordi hun kommer med så vise krystalklare forsvar for vor store nation. Dette er altså skatteyderbetalte universiteter.  

Der er en atmosfære af rædsel på universiteterne i hele landet. Min elskede juraskole mægtige Yale, gjorde sig selv til skamme her for nylig ved at sortliste et fakultet der ønskede at bevare en sund humor på universitetet.

Formlen er ret enkel. Få nogle få ikke hvide studerende til at betegne en potentiel taler som racist, uanset om det passer eller ej, uden det b´mindste bevis. Så sæt gang i det kugleskøre venstreorienterede system, bring nogle kvinder på banen med falske anklager om sexisme og meget hurtigt har du sat gang i en lavine mod taleren. Fascisterne kalder sig selv anti-fascister - naturligvis. Men enhver med øje og ører kan se og høre hvem det er der brænder bøgerne.

Så vidt jeg ved havde hverken Hitler eller Japan planer om at invadere Amerika. Vietnam havde helt sikkert ikke. Nordkorea er en sand plage, men er ludfattigt med 22 millioner stakler der ikke vil underlægge sig os og tage vor frihed.

Det behøver de heller ikke- Det klarer vi fint selv på vore undervisningssteder. Via vor imbecile unge mennesker og deres ‘mestre i fakulteterne har vi simpelthen sat ild til First Amendment. Vi har sikret os at vore unge kun lærer løgne og underlødig propaganda mod Amerika.

Hitler havde sine stormtropper til at gøre oppositionen tavs. Vi har Black Lives Matters, hvis mål er at kastrere den enhed der skal beskytte black lives - politiet - og som altid er de i forreste linje for at lukke ned for retten til at ytre sig.

Det er en katastrofe for dette land. Det er ikke hvad vore unge mænd og deres forældre kæmpede for, døde for, og sørgede over i Den Store Krig. Hold øje hele tiden, vi er ved at tabe denne krig om friheden - og det går stærkt.

https://spectator.org/were-losing-the-freedom-our-fathers-fought-for/

Venskaber går i stykker på grund af Trump

Det er som Civil War. Trump splitter brødre og venner

Ben Stein

For 42 år siden mødte jeg en kvindelig agent fra Hollywood. Hun var en kær lille dame oprindeligt fra Boston. Hun var militant og på venstrefløjen, og hun drillede mig godmodigt, men undertiden også ret så bittert for at jeg havde arbejdet for Nixon. Vi arbejdede sammen i årtier. Hun gik på pension og flyttede til San Diego, men jeg talte stadig med hende i telefonen et par gange om ugen.

Hun spurgte altid interesseret ind til mit og min families helbred, og jeg til hendes. Hundreder af gange talte vi om gamle dage og om både mental og fysisk sygdom. Hun kan ikke lide Trump. Faktisk er hun rædselsslagen for ham. Men jeg har aldrig kunnet forstå hvorfor. Jeg sagde masser af gange til hende at jeg ikke troede Trump havde nogen chance for at vinde.

Så, på valgnatten fortalte jeg hende at jeg tog fejl, Trump ville helt sikkert vinde. Ydermere fortalte jeg hende at jeg og min hustru havde stemt på Trump i afsky over den arrogante Hillary Clinton.

Det er så to og en halv måned siden. Kvinden som havde været et af holdepunkterne i mit liv, som var så tæt på mig, min hustu og søster undtaget har ikke talt med mig siden.

Jeg har skrevet til hende og bedt om at hun skulle tale med mig igen. Hun svarede med et vredt brev og gentog alt det hun havde imod mig - som hun ellers aldrig havde nævnt - først da Trump vandt. Jeg sendte hende blomster. Ingen svar. Jeg sendte endnu et brev. Ingen svar..

Her er så det dybt tragiske og sådan set skrupskøre: Når jeg fortæller denne triste historie til venner og kolleger, har de alle lignende historier at berette - om mænd og kvinder - endog brødre - der nægter at tale med en Trump vælger.

Det er som Civil War. Bror stiller sig op mod bror og børn mod forældre. Jeg har aldrig set denne grad af bitterhed før. Selv ikke i Nixon dagene. Jeg oplevede ikke en sådan vrede hos mine venstreorienterede venner udover hos en skør kugle (naturligvis en psykolog).

Hvorfor? Hvorfor foranlediger Trump så megen vrede? Det er helt klart ikke om politik. Ingen kommer til at hade en ven på grund af skatter. Ingen holder inde med at tale med en bror på grund af immigrationlove. Ingen bliver vrede over selskabsskatter.

Nej, det må dreje sig om personligheden. Der er noget ved Trump der gør nogle angste. Eller er der en eller anden svaghed ved Trump der tænder bøllerne. En strålende psykiater fortalte mig at grunden til at nogle hadede Richard Nixon var at han var “svag, men dominerende faderfigur.” Børn hader det. De ville frygte, men elske en stærk person (som Stalin). Men de ville have vrede og foragt for den dominerende faderfigur som de mente var svag.

Trump er dog ingen Nixon. Han er en barsk herre. Han er en shtarker som vi siger på jiddisch. Måske hader nogle en stærk og dominerende faderfigur. Måske ved vi bare ikke hvad der foregår.  

Vi ved dog at venstrefløjen har en forbløffende evne til at hade. Man organiserer sine tanker, og deres følgere tropper med op i deres ulogiske tankegang

Tænk på Orwells To Minutter Had i 1984, der bragte mennesker i Ingsoc sammen og hjalp dem til at glemme deres elendighed. Tænk på Kristallnacht. Tænk på KKK lynchninger. Tænk på den skadefro vrede i ansigterne på kvinder der kræver at der bare ikke må gøres noget ved deres “ret” til at myrde deres egne børn.

Tænk nu over: Hvorfor stammer dette had og denne vrede næsten altid fra venstrefløjen? Hvorfor er der ingen optøjer med hvide mænd der kræver at deres våben skal der ikke røres ved? Hvorfor er der ingen massemarcher af mennesker der har arbejdet og betalt deres skat hele livet og som kræver at tilskuddene til de bevidst dovne i nogle grupper skal høre inde? Ordentlige, livselskende mænd og kvinder marcherer for livet. Men de gør ikke oprør for livet.

Så hvorfor bliver folk så angste og rasende over Trump, hvis taler i det store og hele blot er meningsløse klicheer, (som “giv magten tilbage til folket.”)?

Næsten alt af betydning i livet er om frygt. Men den skal man komme over. Jimmy Kimmel finder at Trump egentlig er særdeles underholdende - og det gør jeg også. Hvad er andre egentlig bange for?

Forresten om 7 dage vil han være præsident i 9 dage. Tid for hans Nobel Freds Pris. Hvor var Bob Dylan dog et geni da han ikke dukkede op for at få sin. Samtidig har jeg mistet en nær ven og det gør mig virkelig trist.

https://spectator.org/questions-questions-why-such-fear-and-loathing-of-trump/

Valgets forudsætninger - lær af historien

Valgets forudsætninger - lær af historien

Ben Stein

Mennesker bryder sig ikke om at blive skubbet til eller nedgjort. De bryder sig ikke om at blive snerret af. De bryder sig ikke om at blive behandlet som “mindreværdige.” De holder af at blive behandlet som jævnbyrdige, og ikke som værende dumme og ignorante reaktionære. De bryder sig ikke om at blive behandlet som var de dyr fra junglen, og da slet ikke som værende gryntende hulemænd.

Hvis en af parterne gør dette vil der være et betragteligt modtryk - en reaktion.

Jeg oplevede dette ske første gang i 1968. George Wallace var udpræget racistisk guvernør over Alabama. Han fortalte vælgerne at han intet ville foretage sig for at få University of Alabama til at holde inde med raceopdeling. Han stod faktisk i nogle minutter i døren til adgangskontoret i Alabama for at holde forbundsagenter fra at registrere en sort kvindelig studerende.

Dette var forkasteligt og åbenbart helt forkert og ondt. Men det sendte dog et budskab til de hvide vælgere over hele landet hvem der kæmpede for en virkelig problemfyldt ide der kaldtes school busing. Budskabet var at bureaukraterne i Washington kommer og gør uret - som de så det  - i deres nabolag og at George Wallace ville stå op imod dem, og for borgerne.

Dette sendte chokbølger over landet. Meget snart begyndte denne vrede demagog fra landet, fra Clio, Alabama, at vinde eller være nummer to i Demokraternes primærvalg over hele landet - fra Massachusetts til Maryland til Michigan til Wisconsin til Oregon.

Den hvide arbejderklasse havde fundet deres helt.

Wallace fik ikke Demokraternes nominering i 68, men han klarede sig godt nok til at midler til at stille op for et tredje parti i 1972. Og igen, klarede han sig storartet.

Hans budskab havde ændret sig ganske meget fra 68. Nu talte han meget mindre om race og meget mere om forbundsindtrængen i lokale forhold.

Men vælgerne kendte til det han sagde. Han sagde at de hovskisnovski intellektuelle og bureaukraterne i D.C. og New York - dem kunne man ikke stole på. Han, George Wallace, en mand der havde være professionel Golden Gloves mester (boksning) og ikke var bange for at kæmpe med hænderne, ville gå løs på snobberne og arbejde knaldhårdt for de som støttede ham.

En næsten snigmorder, Arthur Bremer afsluttede en fænomenal primærsæson i 1972 ved at skyde Wallace på en P-plads udenfor et indkøbscenter i Laurel, Maryland. Wallace blev lammet og var ude af magtpolitik.

Peter Gabriel skrev en sang om denne Bremer der bare ville være berømt ved at skyde en politiker. Wallace blev den ‘udvalgte’ da Nixon vsar sværere at komme tæt på.  

Han gennemgik faktisk en større åndelige omvendelse i midt 1970’erne og kom i en sort kirke i Montgomery og bad om tilgivelse for sin racisme. Og på grund af sin åndelige generøsitet over for folkene i den kirke, blev han tilgivet af dem.

Han var nu ude af spillet, men GOP havde virkelig lært noget. Den hvide arbejder behøvede ikke megen motivation for at gøre sig fri af Demokraterne. Et lille skub, en antydning, en stor vrede mod bureaukraterne og snobberne, og meget snart stemte den hvide fagforeningmand og kvinde GOP.

Denne lære blev i den grad taget op af Richard Nixon i hans enorme valgsejr i 1972 da han netop adopterede det som skulle blive kendt som “the southern strategy.”

8 år senere overtog Ronald Reagan helt sikkert denne ‘sydens strategi’ ved at indlede sin 1980 kampagne i Philadelphia, Mississippi, hjemstedet for nogle af de i sandhed mest rædselsfulde racebetingede hændelser i 1961.

Den strategi fungerede i den grad for Reagan. Den blev med begejstring adopteret af Bush 41. Han anklagede sådan set Michael Dukakis for at arbejde bevidst for at hjælpe en ikke hvid voldtægtsudøver og morder så denne kunne udføre sit beskidte værk.

Kun da han stod over for en ægte mand fra Syden, der lød som en bondedreng - selvom han havde gået på Yale Law School - blev han standset. Interessant er det at Bush 41 så frasagde sig ‘sydens strategi’ mens Mr. Cinton med begejstring tog den op.

Bush 43 vandt med sin mangemillionær ‘bondeknoldscharme’ og gode udseende. Plus det han var en god øverstkommanderende mod terroristerne.

Mr. Obama, en mand med kun begrænset erfaring i regeringsledelse, vandt ved en række unikke omstændigheder. Han var delvist afro-amerikaner der motiverede en meget stor andel af de sorte vælgere. Han indtog embedet efter en katastrofal håndtering af den økonomiske politik, der skubbede USA meget nær endnu en Den Store Depression. Han stod overfor en meget besynderlig vicepræsidentkandidat (Sarah Palin) på GOP siden. Men han var også i stand til at motivere mange liberale til at stemme ved en slags underforstået løfte om at de ikke længere ville blive betragtet som ‘skjulte’ hvide racister hvis de stemte på ham.

Han vandt igen og slog dermed en kandidat med den laveste energiudladning som Republikanerne nogensinde har fremvist - Mitt Romney. Han vandt ved i bund og grund at få sin 2008 vælgerblok samlet igen og ved at være en langt mere karismatisk kandidat.

Så i løbet af de sidste 18 måneder oplevede vi en forbløffende udvikling hvor ‘sydens strategi’ blev genfødt fra GOP. Og i toppen af GOP var ikke en segrationist fra det sydøstlige Alabama, men selveste Archie Bunker, en barsk fyr og bygningsarbejder fra Queens, New York, samme sted hvor Archie Bunker (tv-serie) huserede.

Denne Archie Bunker var rig, eller man sagde han var rig. Men han havde i bund og grund den samme fremtoning som en ‘hård negl, fra 1970’erne ville have. Han var en skidt karl fra gaden - blot rig. (dese and dose) Og han gjorde det helt klart at hans hjerte ikke var os de ‘smukke’ mennesker fra Washington D.C. eller Manhattan, men hos arbejderen fra Scranton, eller Dearborn, eller Grand Rapids, eller Pittsburgh.

Endnu engang benyttedes George Wallace indsigtsfuldhed: Landet er stadig i langt overvejende grad domineret af hvide. De er dødtrætte af at blive stigmatiseret som racister. De har alle noget familie i politistyrken. De bryder sig ikke om retssystemet bliver kaldt “systematisk racistisk, når det ikke passer længere.

De er syge og trætte af at se de venstreorienterede anklage dem for at være ‘bedrøvelige’ fordi de ejer deres egne våben og de hader dem for at tro på Gud. De ønsker ikke at en dommer skal fortælle dem at deres tiårige datter skal benytte det samme toilet som en hjemløs mand. De er ikke vildt begejstret for bøsser. De ved de er under angreb på grund af deres holdninger og værdier.

De så Donald Trump som rigere end de var - og de elskede ham for det, fordi de ønskede selv at være rige - og de mente at han var en ‘mand med gyldent hår’ klar til at gå i ringen for dem.

Det var præcis det samme med George Wallace og Richard Nixon i 72 og Regan i 80. Den hvide arbejderfamilie følte sig skubbet op i et hjørne kulturelt og økonomisk og den eneste barske fyr der stillede sig op for at kæmpe for dem med den samme bombastiske taktik deres modstander benyttede var Trump, en karakter direkte fra the Godfather - men han var deres Godfather.

De ønskede ikke en præsident der skulle undskylde på Amerikas vegne. De ønskede ikke en kandidat der sagde politiet - deres blod - var nazister. De ønskede en der stod på deres side.

Jeg tror personligt ikke det var så meget om handelsaftaler eller at bygge en mur. Det handlede om nedladenhed, og en ny form for racisme der vendte op og ned på alle de gamle former for racisme - men dog var den skinbarlige racisme.

Nu har vi så Mr. Trump, og lad os begynde igen med hvad Amerika er og vil være. vis Mr. Trump kan gøre noget  der blot ligner det han lovede. Som vi siger i ‘genvækkelsesbevægelsen’ flere detaljer følger.

https://spectator.org/up-from-condescension/

Hillary og Watergate til sammenligning

Særrapport fra ældre herre om Hillary og Nixon

BEN STEIN

Jeg befinder mig i min dejlige andelslejlighed ved Watergate. Det er sent på aftenen. Jeg har de sidste tre dage været hos University of Mississippi — Ole Miss — og dets hjemsted,  Oxford. Nu følger et par observationer:

Mænd og kvinder i Oxford er dog de venligste, mest høflige på denne jord.

Hvis dit barn overvejer college eller højere uddannelse - så besøg Ole Miss.

To: Der var vældigt oprør i 1962 da James Meredith forsøgte af få fjernet skolens opdeling i racer. Tre mænd døde under Mississippi månen. Det er fortid. Ole Miss er åben, imødekommende respekterer alle. Tæt på at være paradis.

Plus: Mississippi er berømt for sine vidunderskønne kvinder, og med rette. Hvor kommer de dog alle fra? Hvorfor er der så mange skønheder ligesom min gudinde hustru, hvis familie stammer fra Deltaet? Hvad er magien bag genetikken? Det er den omvendte horror film. Ingen dæmoner. Kun engle. Og så er der også et forbløffende antal smukke mænd - og gode hunde.

Mens jeg tænker på dette indser jeg, at jeg er den rigeste mand på jorden - jeg har den bedste hustru på jorden. Rar, generøs, enestående, tilgivende, morsom, tålmodig - en ægte helgeninde og smuk som Ingrid Bergman.

Hvorfor har jeg dog været så heldig? Ubegribeligt. Jeg sidder og ser på hendes profil nu da hun sidder ved ved siden af mig, og jeg føler Herrens tilstedeværelse.

Næste: Jeg er overmåde forelsket i min hund. Jeg betragter, hvor skør den moderne verden er. Jeg føler frygten for fremtiden som alle os ældre fornemmer. Jeg er sikker på vi er på vej mod en smertelig tid som nation. Jeg bekymrer mig om Constitution. Jeg bekymrer mig om vore børn og børnebørn. De har allerede fået inddraget deres ytringsfrihed, den er nemlig underlagt Politisk Korrekthed. Men når jeg ser på Julie der sover ved siden af mig, føler hendes pelsede godhed og ved jeg vil klare det hele, og det vil min hustru også, som har Jojo - korthåret schæferhund. Engle.

Tilbage til emnet: Kommentatorer siger at Hillarys skandale er den værste siden Watergate. Passer absolut ikke. Hillarys rod er langt værre end Watergate. Richard Nixon, den største fredsmager i den nationale historie, formodes at have forsøgt på at forhindre retfærdigheden ske - een gang. Ingen dom. Kun beskyldninger. Hillary og hendes venner har faktisk slettet 33000 emails trods retskendelse, smadret computere med hamre, benyttet superværktøjer til at rense hendes harddisk, løjet hele tiden om det over for FBI - og var på mistænkelig vis venner med en masse vidner der så er døde.

.

Richard Nixon var blot en lille P-bøde krænker sammenlignet med Hillary der er som Al Capone.

Nuvel, jeg kan ikke lave verden om. Jeg kan blot værdsætte de gaver den Almægtige har givet mig. Især min hustru.

https://en.wikipedia.org/wiki/Ben_Stein

http://spectator.org/thinking-about-hillary-at-the-watergate/

Hvem er mest skør Trump eller Hillary?

Hvem er mest skør - Trump eller Hillary?

Ben Stein

Jeg læste to meget deprimerende artikler i mit elskede Wall Street Journal. Den første var om en gruppe på facebook der forsøger at censurere Donald Trump, fordi han formodes at være “racist” og “islamofob.” Det er skræmmende hvad der kan bruges for at diskriminere mod Republikanere. Det er ikke spor anderledes end at lade sorte sidde bagest i bussen. Det er så u-amerikansk, at det er svært at sætte ord på det. Det er en krænkelse af Constitution når ytringsfriheden hos en kandidat fra et stort parti forsøges blive lagt i lænker af en uvidende ‘sekt’ i medierne. Jeg mener det er den vej det går.

Nutidens unge har ingen ide om hvor værdiful ytringsfirheden er. De ønsker “sikre steder,” der betyder “sikre” fra enhver der er uenig med dem.

De ønsker at standse enhver der har en ikke konventionel tanke. Dette svarer til bogafbrænding - i den moderne udgave. Moderne og superdum udgave. Og igen, hvad er egentlig “islamofobi?” Burde vi ikke være ængstelige over for radikal Islam? Er det ufornuftigt som min ven Judah Friedman spørger?

Næste artikel i the Journal var fra min kære ven Peggy Noonan. Jeg har været fan af hende i lang tid. Denne gang havde hun en klumme om, hvor godt det ville have været dersom Trump ikke var en “tosse.” Hun har en pointe. Han er en tosse, han er en stor personlighed, og det der derfor han vandt nomineringen. Og mange betydningsfulde mennesker er, på deres egen måde, ekstremt ekcentriske, og medierne besættelse af det har forplumret nogle gode pointer i hans platform. Vi ønsker virkelig grænser. Vi ønsker virkelig at loven holdes i hævd.

.

Men forsøg at se på det på denne vis: Er Trump mere skør end en kvindelig kandidat der helt bevidst ødelagde 32000 emails trods forbud mod dette? Er han blot tilnærmelsesvis lige så skør som Mrs. Clinton der lod sin stab smadre sin computer og sine telefoner med hamre og smide dem i en flod for at holde FBI væk fra at se hvad hun sagde og modtog?

Er Trump lige så meget tosset som en kvinde der ønsker at abort skal være lovligt langt henne i svangerskabet og går foran med hyldest for drabet på de mest uskyldige blandt os mennesker? Er Trump lige så skør som en kvinde der i den grad forfulgte og truede kvinder der var blevet begået overgreb mod af Bill Clinton? Er Trump lige så skør som en kvinde der siger at de utroligt tapre i politiet er “gennemført racistiske”?

Er hun mere eller er hun mindre skør end Trump fordi hun brød  Udenrigsministeriets regler om kommunikation af fortroligt materiale med mennesker udenfor sikkerhedskredsen? Er hun mere eller mindre skør fordi hun ikke vil benytte ordene “islamisk terrorisme.?”

Hvis blot medierne havde sat spotlyset på hende og hendes mangel på ordenlig opførsel, hendes foragt for loven, hendes krig mod sit eget parti og hendes egne love, hvem ville så blive betragtet som kugleskør?

Som enhver ved der læser mine små artikler så arbejdede jeg for Richard Nixon. Jeg betragter ham som den største præsident efter krigen, og tilmed den største fredsmager til alle tider. “Velsignet være de som stifter fred for de skal kaldes Guds Børn.” Jeg græder stadig bitre tårer når jeg tænker på, hvordan medierne med et kup tog Richard Nixon fra os før han kunne hindre folkemordet i Cambodia. Selv nu forsøger medierne med deres forsøg på at tilsværte Richard Nixon, Fredsmageren, som værende en tosse. Jeg er rystet nu over de kup ved medierne der finder sted for at få Donald Trump langt borte fra Det Ovale Værelse - og endnu værre bringe Det Republikanske Parti i opløsning.

Trump er en tosse. Jeg betvivler ikke Peggy Noonan overhovedet. Men vi har et valg i år, og det er tragedien. Det er en tragedie som verdens største nation ikke fortjener.

http://spectator.org/as-the-world-burns/