Den oldgamle romerske tisseskat

 

Den oldgamle romerske tisseskat Det at tisse kan beskrives på utallige måder. Nifle, pesse, lade vandet, hælde vandet fra kartoflerne, lette trykket osv. -listen er lang.  Vi gør det allesammen (og flere gange om dagen) og vi bryder os sådan set ikke om at tale om det. Derfor er det lettere paradoksalt, men ikke overraskende, at vi har så mange ord til at beskrive det. Vi gør det privat og tænker sjældent over det når vi har trangen. Det er blot en del af livet, og set i det helt store perspektiv, ikke en handling der presser menneskeheden på en meningsfuld måde. Urin er, trods alt - et affaldsstof.

Sådan har det ikke altid været. Og hvis man går langt tilbage i historien og du gerne ville have nogen andres urin, så måtte du betale regeringen for det privilegium.

Mennesker har ladet vandet fra tidernes morgen. Det var sandt for mere end 2000 år siden, da Romerriget dominerede det meste af Vestens verden. Men ikke som i dag, så gik væsken ikke til spilde. The Journal of Urology, lægetidsskriftet fra the American Urological Association, forklarer: “urin i sig selv var en dyr luksusvare. det blev benyttet i garverier, hvor det blev benyttet til at blødgøre skindene, løsne hårene og opløse fedtet fra overfladen på skindet. Det blev også benyttet som blegemiddel, hvor tunikaerne blev sænket ned i urin og derpå blev hvide. ‘ Dygtige arbejdere havde brug for andres urin, men gik ikke fra dør til dør for at samle det ind, det gjorde almindelige mennesker. Ifølge the Journal, “Var det de lavere klasser i riget der ville indsamle urin og hælde det i udgravede huller. Også fra de offentlige toiletter indsamledes urinen,” og velhavende romere, især kvinder, var villige til at betale store summer for tandpasta, hvor urin var en vigtig ingrediens. (Urks...)  Urin handlere ville købe samlingerne af urin, fra deres medborgere og sælge væsken garverier og andre.

Og naturligvis ønskede regeringen sin andel. En tisseskat- kaldet - “vectigal urinae”— blev indført af kejser Nero i første del af det første århundrede. og senere blev den genindført af Kejser Vespasian i år 79. Skatten blev benyttet til at betale for infrastruktur i imperiet, og give Vespasian og hans familie et luksusliv..

Men ikke alle var glade for kilden til de rigdomme - herunder Vespasians egen søn Titus. Ifølge den romerske historiker Suetonius, der i sit essay The Lives of the Twelve Caesars, skrev. “Da hans søn Titus beskyldte ham for at lægge skat på urin overdrog han (Vespasian) sin søn ‘næsepenge’ og spurgte ham “stinker det.” Og svaret var nej ‘Og dog’ sagde han’ stammer det fra urin”. Men andre ord kilden til pengene betyder intet - det er det værd det er uanset, hvorfra det kommer.”

Vespasian’s eftermæle, er ikke dennne morsomhed. Det er toiletter.I det 18. århundrede introducerede Frankrig offentlige urinaler som det ses på billedet. De var i brug indtil 1960’erne. Italien havde noget lignende på samme tid. Det franske ord for disse bygninger er  vespasienne” og det italienske er “vespasiano,” der er begge opkaldt efter den romerske kejser der indførte urinskatten. Der er, heldigvis ingen optegnelser fra hverken det moderne Frankrig eller Italien om at man indsamler urin og sælger det til tandpastaproducenter.  Bonus fakta: Paris’ vespasiennes kan have hjulpet franskmændede til at gøre modstand mod Nazisterne under 2. Verdenskrug. Som the Guardian fortæller brød tyskerne sig ikke om de offentlige urinaler og afskyede dem, undgik dem når det var muligt. Franskmændene benyttede det til deres fordel. Ifølge Guardian blev “urinalerne benyttet som vigtige mødesteder for modstandsbevægelsen hvor ,man udvekslede information om fjendens troppebevægelser.”

Hitlers perfekte barn - en Jøde

 

Hitlers perfekte jøde baby

ROBERT ROCKAWAY

I vinteren 1935 efter den tyske regering havde vedtaget anti-jøde Nürnberg lovene, var det nazistiske familie tidsskrift  Sonne ins Haus (“Sun in the Home”) sponsor for en fotokonkurrence -”find det perfekte ariske barn”.

Den 24. januar var vinderen  på forsiden af tidsskriftet. Et smukt 6 måneder gammelt pigebarn ved navn  Hessy Levinsons. Nazi propaganda fremhævede det som “den perfekte Ariske baby.” Dommerne havde ingen anelse om at barnet var jødisk.

Hessy var blevet født den 17. maj 1934 i Berlin af jødiske forældre - Jacob og Pauline Levinsons. Parret kom fra Letland hvor de begge havde studeret klassisk musik, og giftet sig før de flyttede til Berlin i 1928. Begge sangere, Jacob havde en fin bariton, Pauline havde studeret ved det kendte konservatorium i Riga.

Jacob fik en stilling i et lokalt operahus, og tog scenenavnet Yasha Lenssen for at skjule sin jødiske herkomst, da det var en tid med stadig større antisemitisme i Hitlers Berlin. Da operahusets ledelse imidlertid fandt ud af at Jacobs familienavn var Levinsons, og han var jøde opsagde den hans kontrakt.

Uden penge og boende i en meget lille lejlighed fik Pauline Hessy. Hun var så smuk at da hun var 6 måneder gammel besluttede hendes forældre at få taget fotos af hende. “Mine forældre bragte mig til en fotograf, En af de bedste i Berlin, og han tog et meget smukt billede,” er Hessy blevet fortalt.

Hessys forældre holdt så meget af billedet at de fik det indrammet og sat på det klaver som Hessys far havde givet hendes mor som gave efter Hessys fødsel. Hendes forældre mente billedet skulle være deres helt private familiefoto. De var ikke klar over at Hans Ballin, den anerkendte Berlin fotograf som havde taget billedet, lod det være med i en fotokonkurrence i Nazi magasinet Sonne ins Haus.

Da kvinden der hjalp med at gøre rent ankom var det med nogle overraskende nyheder, “Ved du hvad, jeg så Hessy på forsiden af et magasin i byen.” Hessys mor sagde det ikke kunne være Hessy. “Nej, nej,” insisterede kvinden- “det er helt sikkert Hessy. Hvis du giver mig nogle penge skal jeg købe magasinet til dig.”

Fotoet var blevet valgt ud af hundreder af billeder af tyske babies taget af 10 kendte tyske fotografer. Konkurrencen var blevet iværksat af Nazi propaganda afdelingen under ledelse af Joseph Goebbels for at vise det ideale smukke tyske ariske barn. Det vindende billede skulle være på forsiden af Sonne ins Haus.

UNITED STATES HOLOCAUST MEMORIAL MUSEUM

Ballin havde lagt billedet af Hessy i en kuvert sammen med andre fotos og sendt det til Ministeriet for Offfentlig Oplysning og propaganda. Han vidste udmærket at Hessy var jødisk. Han vidste meget vel at nazisteren foretrak blondt hår og blå øjne som et udtryk for det ideele ariske, men af en eller anden grund vandt billedet af den brunhårede og brunøjede Hessy.

Af frygt for at nazisterne skulle opdage at deres familie var jøder informerede Hessys mor Ballin. Fotografen svarede at det vidste han da udmærket. Han sagde han helt bevidst lod fotoet af Hessy være med i konkurrencen fordi “Jeg ønskede at gøre grin med nazisterne.” Han forklarede at, “Jeg ønskede at give mig selv glæden ved nummeret. Og ser du jeg fik ret. Af alle babyer valgte man denne baby som den perfekte arier.”

Magasinet var en af de få tidsskrifter der fik lov at udkomme på den tid. Redigeret af en ven af Nai lederen Hermann Göring skildrede tidsskriftet Nazi Tysklands dyder og den ariske races overlegenhed. Siderne var til overflod prydet af mænd iført hagekors.

Familien Levinson blev skrækslagen da billedet af deres datter dukkede op på siderne. Hendes ansigt var overalt på gaderne, i butiksvinduer og i aviser og tidsskrifter. Hessys billede kom også på postkort over hele Tyskland og i de besatte lande. Hessys tante fandt endog et postkort i Litauen med inskriptionen i guld “Bedste ønsker for fødselsdagen.”

Af frygt for at Hessy skulle blive genkendt og måske dræbt skjulte hendes forældre hende fra offentligheden. “Jeg kunne ikke længere lege i parken,” husker hun, “og jeg kunne ikke komme i zoo som jeg ellers holdt meget af.”

Det gik næsten galt da en ven af familien besøgte en tysk kvindes lejlighed og så Hessys foto på væggen. Hun kom desværre til at udbryde, “Men det er jo Hessy Levinsons.” Kvinden svarede vredt, “Hvad? Siger du at babyens navn er Levinsons?” Kvinden tog billedet ned af væggen stirrede eftertænksom på det et stykke tid, blev så rolig og sagde, “Åh pyt. Hun er så kær. Jeg hænger det op igen.”

Hessys forældre var fyldt med ængstelse over det passerede, men til trods for deres ubehag var de også forbløffede over det absurde i hele situationen. “En gang” siger Hessy gik hendes tante til en butik for at købe et fødselsdagskort til hendes eet års fødselsdag i maj 1935, de eneste de havde var kort med Hessys portræt. “Min tante sagde ikke et ord, men købte et kort som mine forældre havde med sig i årenes løb.”

Mange år senere blev Hessy spurgt hvad hun i dag ville sige til fotografen der indleverede hendes billede til konkurrencen. Hun svarede, “Jeg ville sig til ham, hvor var det godt du havde modet til det....Men hvis Nazisterne havde vidst hvem jeg faktisk var, ville jeg ikke være i live i dag.”

I 1938, blev Hessy far kortvarigt anholdt af SS grundet en falsk anklage om skattesnyd. Derefter konkluderede han at Tyskland ikke længere var et sikkert sted for ham og familien og besluttede at rejse omgående. Han bragte familien tilbage til Letland. Efter et kort ophold flyttede de til Paris.

Under deres rejse til Paris fik Hessy ørepine, og de fik fat i en læge der gerne ville komme på hjemmebesøg. Lægen var selv jøde og fandt Hessy var et yndigt barn. Pauline fortalte ham historien om Hessys foto. Lægen svarede at stadig flere mennesker i Frankrig var under indflydelse af Hitlers propaganda. Han fortalte han have forbindelser til en avis i Paris, og mente det ville være en rigtig god historie at publicere og få nazisternes til at ligene tåber.

Pauline var enig, men Jacob sagde “under ingen omstændigheder.” Lægen vendte sig mod ham og sagde, “De har altså ingen grund til bekymring hr. Levinsons. I er ikke længere i Tyskland.” Den snarlige Nazi besættelse af Frankrig viste han tog fejl.

Frankrig faldt til Tyskland juni 1940, og Hessys familie blev smuglet inde i “zone libre” (den frie zone) i det sydlige Frankrig. Hendes far kæmpede for at få visas til familien så den kunne udvandre fra Frankrig - man fik et U.S. visa i 1941, men var ikke i stand til at rejse før det udløb. Udsættelse kunne de ikke få.

Til al held fik familien i 1942 visas til Cuba. Hessy far købte togbilletter så de kunne komme fra Marseille til Lissabon, købte billetter til skibet for at sejle til Cuba. Mens familien ventede i Marseille opdagede den at Gerta, en ung jødisk plejerske familien havde ansat i Berlin og som var taget med til Paris for at passe på barnet blev nægtet visum så hun kunne slutte sig til sin bror der allerede var udvandret til Oregon.

Gerta blev tilbage i Paris. Hessys forældre stod i et dilemma. Skulle de vente tilbage til Paris eller lade Gerta blive der? Hessys far havde ingen visum til Gerta og ejheller  pas til hende så hun kunne komme tilbage til Nice. De frygtede, med rette at Gerta, som et ung jødisk kvinde, sandsynligvis ville blive dræbt, derfor drog Hessys far tilbage til Nice, mens familien ventede på ham i Marseille.

På toget til Nice opholdt Hessy far sig i spisevognen da han mente det var sikkert der. Han blev ved med at besitlle mad og vin, og blev næsten fuld og dårlig. Da toget stoppede i to timer ved et checkpoint for at komme ind i Vichy regionen undersøgte vagterne passagerernes pas, men gik lige gennem spisevognen uden at forstyrre de spisende.

Da han var i Nice havde Hessys far pantsat sit cigaretetui af sølv, og gik tilbage til Cubas konsul for at tilbyde ham flere penge for endnu et visum til Gerta. Konsulen sagde, “Jeg har allerede givet dig fire visas og det har givet mig nok problemer.” Hessys far sagde han ikke ville gå før han havde fået endnu et. Satte sig ned og ventede. Ved dagens slutning sagde konsulen, “Jeg lukker nu. Går du eller skal jeg ringe til politiet?”

Hessys far svarede. “Jeg går hvis du giver mig et visa.” Konsulen så på ham og sagde. “Vi har en gammel lov skrevet i Cubas lovbøger om at en mand kan indvandre med alle sine ejendele og ejendomme, herunder sine slaver. Ville du sige at denne kvinde er din slave?” Hessys far sagde, “Naturligvis er hun det. Denne kvinde er min slave.” Konsulen gav ham endnu et visum til Cuba.

Hessy tilbragte meget af sin barndom på Cuba. I 1949 indvandrede hun og familien til the United States og bosatte sig i New York City.

Der blev Hessy gift og kom til at hedde Hessy Levinsons Taft. Hendes far blev på Cuba for at lede en forretning, der stortrivedes til Fidel Castro kom til, og den smuldrede så. Hessy siger hendes far altid sagde, “Jeg har overlevet Hitler; jeg vil overleve Castro.” Hessy siger. “Og det gjorde han.”

Hessy studerede kemi ved Julia Richman High School i New York City, og skrev speciale i kemi ved chemistry at Barnard College, blev færdig i 1955. Hun arbejdede der et stykke tid, indtil hun skabte sig en familie. Senere vendte hun tilbage til et professionelt liv og hjalp med til at lede the AP chemistry exam for the Educational Testing Service. Efter 30 år i the Educational Testing Service, vendte Hessy tilbage til New York i år 2000 for at arbejde som kemiprofessor ved St. John’s University, hvor hun forskede i vands stabilitet til hun lod sig pensionere i 2016.

Selvom Hessy’s nærmeste familie overlevede Holocaust, blev det meste den af store familie i Letland myrdet af Nazisterne og deres samarbejdspartnere. Da hun blev spurgt om hvordan hun havde det med at være et jødisk poster barn i et Nazi propagandamagasin svarede hun: “Jeg føler det som hævn, god hævn.”

Robert Rockaway is professor emeritus at Tel Aviv University, and the author of But He Was Good to His Mother: The Lives and Crimes of Jewish Gangsters.

https://www.tabletmag.com/sections/history/articles/hitlers-jewish-baby

Kongernes grøntsag - Asparges

 Kongernes grøntsag - Asparges

Paola Gavin

Asparges har været en luksus grøntsag i mere end 2000 år. De gamle egyptere kendte den, og anså den for hellig og benyttede den som offergave til guderne. Asparges var højt værdsat af grækerne og romerne. Det var almindeligt at koge asparges i meget kort tid, og den romerske kejser Augustus skulle være ophavsmand til talemåden “Citius quam asparagi coquantur”—“snarere end du kan koge asparges.” I sin romerske kogebog giver Apicus en opskrift på en slags frittata med pureret asparges, peber, frisk koriander, løvstikke, krydderier, løg, liquamen (fermenteret fiskesovs), vin og olie. Anvendtes ikke kun til spisning: Plinius den Ældre foreskrev asparges kogt med vin mod smerter i brystet og ryggen, og mod tarmsygdomme. Han anbefalede også at man kombinerede asparges med spidskommen for at modvirke luft i tarmene eller for at skærpe synet, og som et diuretikum eller afrodisiakum.

Jøder har også elsket asparges i århundreder. Den var ikke nævnt i Bibelen, men  isparagus var nævnt i den babyloniske Talmud (B. Berachot 51a)—selvom det måske ikke er den præcis samme type asparges vi spiser i dag: “Asparagus bryg er godt for hjertet og øjnene og ikke nødvendigt at nævne også maven. Hvis man bruger den regelmæssigt er det godt for hele kroppen, men hvis man bliver beruset af den, er det skadeligt for hele kroppen.” 

Dyrkning af asparges, som med mange andre luksus grøntsager, forsvandt under Middelalderen, dog var den stadig i klostre i det sydlige Europa og det mauriske Spanien. Asparges kom ikke til England før i begyndelsen af det 17. århundrede, da Giacomo Castelvetro, i sin bog The Fruit, Herbs, and Vegetables of Italy, beklagede sig over ukrudtsarter til salg i London. Han kunne ikke forstå, hvorfor ingen sørgede for at forbedre dyrkningen, især da indtægten ville være lukrativ. Derfor gik han i gang med at give detaljerede instrukser til at dyrke asparges “så fede som din pegefinger,” og påpegede for sine læsere hvordan jordbrugere i Verona havde tredoblet deres indtjening ved at dyrke asparges i stedet for hvede og hør.

Cirka på samme tid begyndte dyrkningen i Frankrig. La Quintinie, Kong Louis d. XIVs kok var den første til at dyrke asparges i højbede i drivhuse så han kunne forsyne kongen året rundt med asparges. I dag kommer den mest priste asparges i Frankrig fra Argenteuil, hvor skuddene tvinges til at vokse under jorden for at forhindre at planten bliver grøn. I Italien er hvide asparges fra Bassano mest efterspurgte, skønt de tynde grønne asparagi selvatici (vilde asparges) menes i brede kredse at have den bedste smag. Hvide asparges er også meget elsket i Tyskland og Østrig, hvor de ofte er døbt “royal grøntsag” eller “hvidt guld.” Faktisk siges det at have været en af Sigmund Freuds favorit grøntsager. Den er også så værdsat i dag, at dyrkningen af asparges hvert år fejres på det som kaldes  Spargelstrasse, eller “Asparages Vejen”, der går fra Alsace til Staten Brandenburg. 

Asparges blev først introduceret i Nordamerika af europæiske bosættere cirka midten af det 17. århundrede. I dag er grønne asparges blevet så populær en afgrøde i Californiens Sacramento Valley at der holdes en årlig asparges festival i Stockton. En lignende festival holdes hvert år i Oceana County, Michigan, den anden weekend i juni, her holdes også en parade, et optog og der krones en “Asparges Dronning.”

Asparges kan tilberedes på mange måder. Den kan koges, dampes, steges i olie eller smør, skåret i strimler eller marineres. Asparges giver en delikat suppe, fritter, gratin og quiches. Den er også særdeles god overhældt med olivenolien eller smeltet smør, og grillet i ovnen, eller som tilbehør tl risotto, souffle, eller røræg. 

Kineserne der dyrker flere asparges end nogen andre steder i verden - inkluderer ofte asparges i wokretter. Asparges kan også spises rå, når første de træagtige dele er fjernet, men nogle synes de er svære at fordøje. I Frankrig og Italien, plejer man at bundte dem og koger dem stående i en høj, tildækket gryde med 2 til 3 tommer kogende vand. På den vis bliver de lavere stilke kogt, mens toppene dampes. 

Religiøse jøder har nogle udfordringer med asparges på grund af bekymring for, at der kan samle sig insekter langs stænglernes trekantede skæl. For at undgå dette anbefales det ofte at skrælle stænglerne 

Asparges har mange sundhedsmæssige plusser. Rig på C vitamin, på E vitamin, på antioksidanter og polyfenboler, der beskytter mod hjertesygdomme, diabetes, nervebetingede sygdomme og visse cancerformer. Den er også en god kilde til potaske, der menes at sænke blodtrykket; vitamin A der er gavnligt for øjnene; og vitamin E der hæmmer blodpropper og opbygger knoglerne.  

Asparges fungerer også præbiotisk, giver gode bakterier i tarmen. Den er rig på folat der er brug for  at skabe røde blodlegemer. Gravide kvinder opmuntres til at indtage folat, da det er gavnligt for fostrets udvikling og kan hindre nerveforstyrrelser som rygmarvsbrok. Asparges er også fedtfattig og rig på fibre, der hjælper dig til at føle dig mæt mellem hovedmåltiderne, derfor mener man den hjælper til vægttab. 

https://www.tabletmag.com/sections/food/articles/stalk-talk-asparagus-luxury-vegetable

Jihad gennem barnefødsler ganske realistisk

Europas kommende mareridt: 'Baby Muhammad'

Nogle gange har et navns betydning virkelig vægt

Raymond Ibrahim

Hvis Muhammad ikke kan slå de vantro på slagmarken så kan han avle dem til udslettelse - helt bogstaveligt. “Muhammad er det mest populære navn til nyfødte drenge i Nederlandene nu for andet år i træk,” er titlen på en ny rapport.  Muhammad er tilsyneladende også det mest populære navn i England. Faktisk er Muhammad et af de mest populære navne i England. Faktisk er Muhammad et af de mest populære navne i hele Nordvesteuropa.

Selvom det umiddelbart kan forekomme ganske harmløst - hvad betyder et navn? - så er det en kendsgerning at mange muslimer betragter deres afkom som deres bidrag til Jihad - helt bogstaveligt, “kampen” for at gøre Islam førende - da jo flere man er des mere indflydelse og magt. Det at kalde sit afkom Muhammad er heller ikke helt tilfældigt, men snarere en kodet påmindelse fra forældrene (især faderen) om hvem de mest ærer og håber deres sønner vil efterligne - nemlig grundlæggere af Islam (Jihad).

Skønt den oprindelige historiske Jihad gik ud på krigsførelse mod de vantro for at gøre Islam suverænn, så artikulerede ulemaen en variation af Jihadmuligheder, som alle arbejder mod samme mål: f.eks. jihad al-lisan (bogstaveligt tunge,’ sprog’ altså propaganda, undskyldninger, polemik etc), jihad al-mal (finansiel- eller materiel støtte til Jihad, herunder zakat), jihad al-wilada (eller svangerskab) som anses som en metode til at være med i “kampen” om at gøre Islam suveræn..   Dette kan opnås gennem enten vantro eller muslimske kvinder. Som et eksempel på det første blev en muslimsk imam filmet da han sagde, at fordi europæiske mænd mangler virilitet så søger europæiske kvinder fertilitet blandt muslimske mænd. “Vi vil give dem fertilitet! Vi vil få børn med dem, fordi vi vil erobre deres lande! Uanset om I kan lide det eller ej så tager I tyskere, amerikanere, franskmænd og italienere og alle der ligner Jer (folk i Vesten) flygtninge. Meget snart vil vi opmuntre dem (og deres europæiske fødte sønner) i det kommende Kalifats navn. Og vi vil sige til Jer, ‘Dette er vore sønner.’” 

At nogle muslimske mænd handler efter denne logik er helt tydelig. Patrick Kabeles dagbog, en afrikansk muslimsk mand der boede og blev anholdt i Storbritannien for at forsøge at slutte sig til Islamisk Stat fortalte, at hans primære motiv for at stræbe efter en ni år gammel sexslave var begrundet i referencer som kun ligesindede muslimer ville kunne forstå. En indsats for, som førnævnte imam nævnte, at benytte europæiske kvinder som rugemaskiner og “avle børn med dem.” Kabele bemærkede at han havde “leveret sæd til kvinder over hele det hvide UK,” og føjede til “jeg kysser ikke længere.” (Ulig direkte samleje anses det at kysse som en intim handling og muslimer der vil overholde doktrinen al-wala’ wa al-bara må ikke være intime med, og helt sikkert ikke elske ikke-muslimer —selv som ægtefælle med dem—dog kan de have kødelige forhold til dem)

Dog er det muslimske kvinder der er den primære rugemaskine for Jihad - og mange af dem betragter det som deres pligt. En frivillig kristen oversætter fra Eritrea der arbejdede i flygtningecentre i Tyskland og ofte blev opfattet som muslim af migranterne kunne sidste år bevidne at “muslimske indvandrere ofte betror sig til hende og fortæller om deres afsky for kristne,” og at “en del muslimske indvandrere hun har talt med har åbenbaret et had mod kristne og er fast besluttet på at ødelægge religionen.” Deres plan for at gøre dette er meget afslørende: “Nogle kvinder fortalte mig, ‘Vi vil blive mange, mange flere. Vi skal have flere børn end de kristne, fordi det er eneste måde vi kan ødelægge dem på her.’”

Holdningen at flere fødsler blandt muslimer betyder mere magt til muslimer er så indgroet blandt muslimer af anbefalinger om “familieplanlægning” i Vestafrika der - trods knapheden på ressourcer har den højeste fødselsrate i verden - rutinemæssigt anses af muslimer som en konspiration fra Vesten. “Vestens politik er at reduvere vort antal, ” sagde Hassane Seck, en imam fra Senegal. “På grund af deres perverse syn på prævention er kvinder i Europa ikke længere frugtbare, men det er vores. Der vil blive mange flere af os end dem og de er bange.” Rapporten føjer til at han og andre “imamer citerer passager fra Koranen der opfordrer muslimer til at ‘ blive frugtbare og mangfoldige’ og familieplanlægning anses af mange i regionen som et plot udarbejdet af Vesten for at dæmme op for spredningen af Islam.” Det kan derfor ikke undre at en ud af tre der fødes på jorden forventes at være en muslim i 2070.

“Vi har 50 millioner muslimer i Europa, hævdede Muammar Gaddafi tilbage i 2006, og føjede mere realistisk til, “Der er tegn på at Allah vil give Islam sejr i Europa - uden sværd, uden kanoner, uden erobring - vil gøre det til et muslimsk kontinent i løbet af få årtier.” Stadige meningsundersøgelser og rapporter lader formode at denne længe nærede muslimske drøm ikke er langt borte fra at gå i opfyldelse.    

En ny Pew rapport fremhæver, at den muslimske befolkning i (Vest) Europa kunne blive tre gange så stor inden 2050 - blot ved alle de små Muhammad babyer der er blevet voksne,  og når imamer sætter dem i aktion. Alene i Tyskland kunne næsten 20% af befolkningen være muslimsk i 2050 og med i betragtning skal tages at den muslimske mand er mere nidkær over sit formål med livet (islamiske) end den gennemsnitlige tyske mand. 20% er ikke for lidt for en magtovertagelse - eller i det mindst kaos i Tyskland. Dog finder rapporten at “selvom al indvandring til Europa skulle stoppe øjeblikkeligt og permanent,” og på grund af de højere muslimske fødselstal så vil Europas muslimske befolkning stadig øges betragteligt til cirka 36 millioner - næsten det dobbelte af det nuværende antal.

Der synes ikke at være særlig mange i Vesteuropa der tænker over dette, nogle er endog ganske tilfredse med at se deres eget folk dø ud og blive erstattet af muslimer - som Dr. Stefanie von Berg, der for det tyske parlament jublende fremførte: “Præsident, damer og herre. Vort samfund vil forandre sig. Vor by vil forandre sig radikalt. I tror at om 20, 30 år vil der ikke længere være et tysk flertal i vor by...Og jeg ønsker at gøre det meget klart, især over for de højreorienterede:  Dette er rigtig godt!.” På samme tid arbejder chefen for Tysklands hjemlige efterretningsvæsen på at ændre love der begrænser sikkerhedsovervågning af mindreårige (under 14 år) med argumenter om at landet står over for alvorlige risici fra det som tyske medier kalder ‘kindergarten jihadister.’”

Fra nu af skal man forstå den sande årsag til det nuværende problem - og som sædvanligt handler det ikke så meget om muslimer, men om de perverse Vesterlændinge. Trods alt er muslimer frugtbare og skaber nyt liv - traditionelt set i Vesten som en ‘velsignelse’ og dermed ikke som sådan noget der skal belaste dem. Omvendt er det Vesterlændinge der går ind for “multikulturalisme” der opmuntrer deres feminine befolkning til at være rugemaskiner for fremtidige, hjemmefødte Jihadister og lade enorme antal muslimske mænd komme hertil, deres mange hustruer og endnu flere børn - det er dem som har den store skyld. Islam invaderer ikke som sådan og overtager os ikke med sværdet som man engang gjorde. Vesterlændingene gør alt det er muligt for at bidrage til deres egen undergang.  

Således er tidernes tegn: En dødskultur - præget af nihilisme, hedonisme, kynisme og måske mest udpræget - faldende fødselstal - en sådan kultur har kun lidt at leve for og må bøje sig for en mere nidkær kultur som den anglo-franske historiker Hilaire Belloc (født 1870) forudså for næsten 100 år siden: “Islams genvækkelse, muligheden for at den terror vi har levet med i århundreder dukker op igen, og vor civilisation igen skal kæmpe for sit liv mod det som er dets hovedfjende i tusind år synes fantasifyldt,” skrev han og forklarede derpå:  

“Kulturer udspringer af religioner, i sidste ende er den livskraft der bevarer enhver kultur dens filosofi, dens holdning overfor universet. Religionens forfald omfatter forfaldet i den kultur der svarer til den - vi ser det tydeligt i nedbruddet af Kristendommen i dag . ...I Islam har der ikke været en sådan opløsning af oldgamle doktriner - eller på nogen måde noget der svarer til det altomfattende nedbrud af relgiion i Europa. Hele den åndelige styrke hos Islam er stadig til stede hos masserne i Syrien og Anatolien, i de østasiatiske bjergegne, i Arabien, Egypten og Nordafrika. Hele udfaldet af denne vedholdenhed, islamisk magts anden periode kan muligvis forsinkes - men jeg tvivler på at den kan udsættes for bestandigt.”  

Raymond Ibrahim is a Shillman Fellow at the David Horowitz Freedom Center, a Judith Friedman Rosen Writing Fellow at the Middle East Forum and a CBN News contributor. He is the author of Crucified Again: Exposing Islam’s New War on Christians (2013) and The Al Qaeda Reader (2007). 

https://www.frontpagemag.com/fpm/269364/europes-future-nightmare-baby-muhammad-jihad-raymond-ibrahim

 

ICE er det ægte Amerika

Stephen Kruiser     

Sine Qua Non Sequitur ( latin for "uden hvilken, ikke" og bruges om en uundværlig eller nødvendig betingelse. ") har virkelig travlt.

Når jeg taler med konservative venner der ikke er fra hvor jeg bor (ørkenen) er de ofte overrasket over hvor godt ICE agenter behandles her. I denne ørken der er så tæt på grænsen til Mexico, er vi ganske taknemmelige for alt vores venner i ICE gør for os. Vi dæmoniserer ikke agenterne her hos os: Vi hædrer dem. 

I denne del af verden er vi overmåde klar over de udfordringer der er i forbindelse med en porøs grænse. 

New Yorkers taler om illegale indvandrere der arbejder i restauranter; vi skal håndtere the Sinaloa Cartel. Det er en hel anden virkelighed. Jeg har ofte sagt at folk fra nordøst der taler om udfrodringer me illegal immigration er som mænd der hyler over kramper i forbindelse med menstruation.  

ICE er der ude for at gøre dette land sikkert igen. Dette fra Catherine:

The U.S. Supreme Court gav Trump administration en sejr mod masse amnesti da ICE Chicago foretog flere end 1000 anholdelser af illegale indvandrere i en af de mest udfordrede og kriminalitets inficerede sanctuary byer i Amerika (en by, et amt eller en stat, der begrænser sit samarbejde med føderale myndigheder for at håndhæve immigrationsloven, primært for at beskytte migranters sikkerhed og anonymitet)

AP Photo/Erin Hooley

Department of Homeland Security (DHS) Secretary Kristi Noem kom til Chicago for at have opsyn med indsatsen og dens resultater da Operation Midway Blitz fortsætter der med fuld styrke, trods modstand fra staten og de lokale Democrat politikere. De anholdte illegale indvandrere som Democrats jamrer over omfatter pædofile, kidnappere, bandemedlemmer, misbrugere af børn og bevæbnede røvere ifølge en DHS presse orientering.

Der er meget farlige personer der krydser vores grænse til Mexico Ikke blot the Sinaloa Cartel, men også ISIS, og de forskellige forgreninger. Democrats lader som om det ikke sker. Vi har ikke råd til den luksus.

Når jeg er ude i det offentlige, og jeg ser en ICE agent, bruger han eller hun ingen penge. Jeg køber alt for dem. Sådan er det også for alle andre her. Vi ved hvem der passer på os. The Democrats og deres ignorante bagland kan hade ICE alt det de vil, men ægte amerikanere er taknemmelige over nogle af de bedste lov- og ordenshåndhævere i dette lands historie. 

https://pjmedia.com/stephen-kruiser/2025/10/06/the-morning-briefing-ice-is-real-america-n4944508