Hitlers perfekte jøde baby
ROBERT ROCKAWAY
I vinteren 1935 efter den tyske regering havde vedtaget anti-jøde Nürnberg lovene, var det nazistiske familie tidsskrift Sonne ins Haus (“Sun in the Home”) sponsor for en fotokonkurrence -”find det perfekte ariske barn”.
Den 24. januar var vinderen på forsiden af tidsskriftet. Et smukt 6 måneder gammelt pigebarn ved navn Hessy Levinsons. Nazi propaganda fremhævede det som “den perfekte Ariske baby.” Dommerne havde ingen anelse om at barnet var jødisk.
Hessy var blevet født den 17. maj 1934 i Berlin af jødiske forældre - Jacob og Pauline Levinsons. Parret kom fra Letland hvor de begge havde studeret klassisk musik, og giftet sig før de flyttede til Berlin i 1928. Begge sangere, Jacob havde en fin bariton, Pauline havde studeret ved det kendte konservatorium i Riga.
Jacob fik en stilling i et lokalt operahus, og tog scenenavnet Yasha Lenssen for at skjule sin jødiske herkomst, da det var en tid med stadig større antisemitisme i Hitlers Berlin. Da operahusets ledelse imidlertid fandt ud af at Jacobs familienavn var Levinsons, og han var jøde opsagde den hans kontrakt.
Uden penge og boende i en meget lille lejlighed fik Pauline Hessy. Hun var så smuk at da hun var 6 måneder gammel besluttede hendes forældre at få taget fotos af hende. “Mine forældre bragte mig til en fotograf, En af de bedste i Berlin, og han tog et meget smukt billede,” er Hessy blevet fortalt.
Hessys forældre holdt så meget af billedet at de fik det indrammet og sat på det klaver som Hessys far havde givet hendes mor som gave efter Hessys fødsel. Hendes forældre mente billedet skulle være deres helt private familiefoto. De var ikke klar over at Hans Ballin, den anerkendte Berlin fotograf som havde taget billedet, lod det være med i en fotokonkurrence i Nazi magasinet Sonne ins Haus.
Da kvinden der hjalp med at gøre rent ankom var det med nogle overraskende nyheder, “Ved du hvad, jeg så Hessy på forsiden af et magasin i byen.” Hessys mor sagde det ikke kunne være Hessy. “Nej, nej,” insisterede kvinden- “det er helt sikkert Hessy. Hvis du giver mig nogle penge skal jeg købe magasinet til dig.”
Fotoet var blevet valgt ud af hundreder af billeder af tyske babies taget af 10 kendte tyske fotografer. Konkurrencen var blevet iværksat af Nazi propaganda afdelingen under ledelse af Joseph Goebbels for at vise det ideale smukke tyske ariske barn. Det vindende billede skulle være på forsiden af Sonne ins Haus.

UNITED STATES HOLOCAUST MEMORIAL MUSEUM
Ballin havde lagt billedet af Hessy i en kuvert sammen med andre fotos og sendt det til Ministeriet for Offfentlig Oplysning og propaganda. Han vidste udmærket at Hessy var jødisk. Han vidste meget vel at nazisteren foretrak blondt hår og blå øjne som et udtryk for det ideele ariske, men af en eller anden grund vandt billedet af den brunhårede og brunøjede Hessy.
Af frygt for at nazisterne skulle opdage at deres familie var jøder informerede Hessys mor Ballin. Fotografen svarede at det vidste han da udmærket. Han sagde han helt bevidst lod fotoet af Hessy være med i konkurrencen fordi “Jeg ønskede at gøre grin med nazisterne.” Han forklarede at, “Jeg ønskede at give mig selv glæden ved nummeret. Og ser du jeg fik ret. Af alle babyer valgte man denne baby som den perfekte arier.”
Magasinet var en af de få tidsskrifter der fik lov at udkomme på den tid. Redigeret af en ven af Nai lederen Hermann Göring skildrede tidsskriftet Nazi Tysklands dyder og den ariske races overlegenhed. Siderne var til overflod prydet af mænd iført hagekors.
Familien Levinson blev skrækslagen da billedet af deres datter dukkede op på siderne. Hendes ansigt var overalt på gaderne, i butiksvinduer og i aviser og tidsskrifter. Hessys billede kom også på postkort over hele Tyskland og i de besatte lande. Hessys tante fandt endog et postkort i Litauen med inskriptionen i guld “Bedste ønsker for fødselsdagen.”
Af frygt for at Hessy skulle blive genkendt og måske dræbt skjulte hendes forældre hende fra offentligheden. “Jeg kunne ikke længere lege i parken,” husker hun, “og jeg kunne ikke komme i zoo som jeg ellers holdt meget af.”
Det gik næsten galt da en ven af familien besøgte en tysk kvindes lejlighed og så Hessys foto på væggen. Hun kom desværre til at udbryde, “Men det er jo Hessy Levinsons.” Kvinden svarede vredt, “Hvad? Siger du at babyens navn er Levinsons?” Kvinden tog billedet ned af væggen stirrede eftertænksom på det et stykke tid, blev så rolig og sagde, “Åh pyt. Hun er så kær. Jeg hænger det op igen.”
Hessys forældre var fyldt med ængstelse over det passerede, men til trods for deres ubehag var de også forbløffede over det absurde i hele situationen. “En gang” siger Hessy gik hendes tante til en butik for at købe et fødselsdagskort til hendes eet års fødselsdag i maj 1935, de eneste de havde var kort med Hessys portræt. “Min tante sagde ikke et ord, men købte et kort som mine forældre havde med sig i årenes løb.”
Mange år senere blev Hessy spurgt hvad hun i dag ville sige til fotografen der indleverede hendes billede til konkurrencen. Hun svarede, “Jeg ville sig til ham, hvor var det godt du havde modet til det....Men hvis Nazisterne havde vidst hvem jeg faktisk var, ville jeg ikke være i live i dag.”
I 1938, blev Hessy far kortvarigt anholdt af SS grundet en falsk anklage om skattesnyd. Derefter konkluderede han at Tyskland ikke længere var et sikkert sted for ham og familien og besluttede at rejse omgående. Han bragte familien tilbage til Letland. Efter et kort ophold flyttede de til Paris.
Under deres rejse til Paris fik Hessy ørepine, og de fik fat i en læge der gerne ville komme på hjemmebesøg. Lægen var selv jøde og fandt Hessy var et yndigt barn. Pauline fortalte ham historien om Hessys foto. Lægen svarede at stadig flere mennesker i Frankrig var under indflydelse af Hitlers propaganda. Han fortalte han have forbindelser til en avis i Paris, og mente det ville være en rigtig god historie at publicere og få nazisternes til at ligene tåber.
Pauline var enig, men Jacob sagde “under ingen omstændigheder.” Lægen vendte sig mod ham og sagde, “De har altså ingen grund til bekymring hr. Levinsons. I er ikke længere i Tyskland.” Den snarlige Nazi besættelse af Frankrig viste han tog fejl.
Frankrig faldt til Tyskland juni 1940, og Hessys familie blev smuglet inde i “zone libre” (den frie zone) i det sydlige Frankrig. Hendes far kæmpede for at få visas til familien så den kunne udvandre fra Frankrig - man fik et U.S. visa i 1941, men var ikke i stand til at rejse før det udløb. Udsættelse kunne de ikke få.
Til al held fik familien i 1942 visas til Cuba. Hessy far købte togbilletter så de kunne komme fra Marseille til Lissabon, købte billetter til skibet for at sejle til Cuba. Mens familien ventede i Marseille opdagede den at Gerta, en ung jødisk plejerske familien havde ansat i Berlin og som var taget med til Paris for at passe på barnet blev nægtet visum så hun kunne slutte sig til sin bror der allerede var udvandret til Oregon.
Gerta blev tilbage i Paris. Hessys forældre stod i et dilemma. Skulle de vente tilbage til Paris eller lade Gerta blive der? Hessys far havde ingen visum til Gerta og ejheller pas til hende så hun kunne komme tilbage til Nice. De frygtede, med rette at Gerta, som et ung jødisk kvinde, sandsynligvis ville blive dræbt, derfor drog Hessys far tilbage til Nice, mens familien ventede på ham i Marseille.
På toget til Nice opholdt Hessy far sig i spisevognen da han mente det var sikkert der. Han blev ved med at besitlle mad og vin, og blev næsten fuld og dårlig. Da toget stoppede i to timer ved et checkpoint for at komme ind i Vichy regionen undersøgte vagterne passagerernes pas, men gik lige gennem spisevognen uden at forstyrre de spisende.
Da han var i Nice havde Hessys far pantsat sit cigaretetui af sølv, og gik tilbage til Cubas konsul for at tilbyde ham flere penge for endnu et visum til Gerta. Konsulen sagde, “Jeg har allerede givet dig fire visas og det har givet mig nok problemer.” Hessys far sagde han ikke ville gå før han havde fået endnu et. Satte sig ned og ventede. Ved dagens slutning sagde konsulen, “Jeg lukker nu. Går du eller skal jeg ringe til politiet?”
Hessys far svarede. “Jeg går hvis du giver mig et visa.” Konsulen så på ham og sagde. “Vi har en gammel lov skrevet i Cubas lovbøger om at en mand kan indvandre med alle sine ejendele og ejendomme, herunder sine slaver. Ville du sige at denne kvinde er din slave?” Hessys far sagde, “Naturligvis er hun det. Denne kvinde er min slave.” Konsulen gav ham endnu et visum til Cuba.
Hessy tilbragte meget af sin barndom på Cuba. I 1949 indvandrede hun og familien til the United States og bosatte sig i New York City.
Der blev Hessy gift og kom til at hedde Hessy Levinsons Taft. Hendes far blev på Cuba for at lede en forretning, der stortrivedes til Fidel Castro kom til, og den smuldrede så. Hessy siger hendes far altid sagde, “Jeg har overlevet Hitler; jeg vil overleve Castro.” Hessy siger. “Og det gjorde han.”
Hessy studerede kemi ved Julia Richman High School i New York City, og skrev speciale i kemi ved chemistry at Barnard College, blev færdig i 1955. Hun arbejdede der et stykke tid, indtil hun skabte sig en familie. Senere vendte hun tilbage til et professionelt liv og hjalp med til at lede the AP chemistry exam for the Educational Testing Service. Efter 30 år i the Educational Testing Service, vendte Hessy tilbage til New York i år 2000 for at arbejde som kemiprofessor ved St. John’s University, hvor hun forskede i vands stabilitet til hun lod sig pensionere i 2016.
Selvom Hessy’s nærmeste familie overlevede Holocaust, blev det meste den af store familie i Letland myrdet af Nazisterne og deres samarbejdspartnere. Da hun blev spurgt om hvordan hun havde det med at være et jødisk poster barn i et Nazi propagandamagasin svarede hun: “Jeg føler det som hævn, god hævn.”
Robert Rockaway is professor emeritus at Tel Aviv University, and the author of But He Was Good to His Mother: The Lives and Crimes of Jewish Gangsters.
https://www.tabletmag.com/sections/history/articles/hitlers-jewish-baby