Den oldgamle romerske tisseskat

 

Den oldgamle romerske tisseskat Det at tisse kan beskrives på utallige måder. Nifle, pesse, lade vandet, hælde vandet fra kartoflerne, lette trykket osv. -listen er lang.  Vi gør det allesammen (og flere gange om dagen) og vi bryder os sådan set ikke om at tale om det. Derfor er det lettere paradoksalt, men ikke overraskende, at vi har så mange ord til at beskrive det. Vi gør det privat og tænker sjældent over det når vi har trangen. Det er blot en del af livet, og set i det helt store perspektiv, ikke en handling der presser menneskeheden på en meningsfuld måde. Urin er, trods alt - et affaldsstof.

Sådan har det ikke altid været. Og hvis man går langt tilbage i historien og du gerne ville have nogen andres urin, så måtte du betale regeringen for det privilegium.

Mennesker har ladet vandet fra tidernes morgen. Det var sandt for mere end 2000 år siden, da Romerriget dominerede det meste af Vestens verden. Men ikke som i dag, så gik væsken ikke til spilde. The Journal of Urology, lægetidsskriftet fra the American Urological Association, forklarer: “urin i sig selv var en dyr luksusvare. det blev benyttet i garverier, hvor det blev benyttet til at blødgøre skindene, løsne hårene og opløse fedtet fra overfladen på skindet. Det blev også benyttet som blegemiddel, hvor tunikaerne blev sænket ned i urin og derpå blev hvide. ‘ Dygtige arbejdere havde brug for andres urin, men gik ikke fra dør til dør for at samle det ind, det gjorde almindelige mennesker. Ifølge the Journal, “Var det de lavere klasser i riget der ville indsamle urin og hælde det i udgravede huller. Også fra de offentlige toiletter indsamledes urinen,” og velhavende romere, især kvinder, var villige til at betale store summer for tandpasta, hvor urin var en vigtig ingrediens. (Urks...)  Urin handlere ville købe samlingerne af urin, fra deres medborgere og sælge væsken garverier og andre.

Og naturligvis ønskede regeringen sin andel. En tisseskat- kaldet - “vectigal urinae”— blev indført af kejser Nero i første del af det første århundrede. og senere blev den genindført af Kejser Vespasian i år 79. Skatten blev benyttet til at betale for infrastruktur i imperiet, og give Vespasian og hans familie et luksusliv..

Men ikke alle var glade for kilden til de rigdomme - herunder Vespasians egen søn Titus. Ifølge den romerske historiker Suetonius, der i sit essay The Lives of the Twelve Caesars, skrev. “Da hans søn Titus beskyldte ham for at lægge skat på urin overdrog han (Vespasian) sin søn ‘næsepenge’ og spurgte ham “stinker det.” Og svaret var nej ‘Og dog’ sagde han’ stammer det fra urin”. Men andre ord kilden til pengene betyder intet - det er det værd det er uanset, hvorfra det kommer.”

Vespasian’s eftermæle, er ikke dennne morsomhed. Det er toiletter.I det 18. århundrede introducerede Frankrig offentlige urinaler som det ses på billedet. De var i brug indtil 1960’erne. Italien havde noget lignende på samme tid. Det franske ord for disse bygninger er  vespasienne” og det italienske er “vespasiano,” der er begge opkaldt efter den romerske kejser der indførte urinskatten. Der er, heldigvis ingen optegnelser fra hverken det moderne Frankrig eller Italien om at man indsamler urin og sælger det til tandpastaproducenter.  Bonus fakta: Paris’ vespasiennes kan have hjulpet franskmændede til at gøre modstand mod Nazisterne under 2. Verdenskrug. Som the Guardian fortæller brød tyskerne sig ikke om de offentlige urinaler og afskyede dem, undgik dem når det var muligt. Franskmændene benyttede det til deres fordel. Ifølge Guardian blev “urinalerne benyttet som vigtige mødesteder for modstandsbevægelsen hvor ,man udvekslede information om fjendens troppebevægelser.”