Myten om vækst og fremskridt punkteres af Dr. Gray

Dr. Gray myten om fremskridt

           

Christopher Orlet

Tro på fremskridt er de ‘tænkende’ klassers lykkepille.         

       

I sin Speech of Concilitation with America fra 1775 skriver Edmund Burke “Menneskesindets march er langsomt.”

Af natur var Burke kontrær, og han udtalte det på et tidspunkt da Oplysningstidens ideer om fremskridt var i fremmarch. Oplysningstidens tænkere var forenede i den tro at menneskets forhold, når den var befriet for overtro og monarki ville fortsætte med at gå fremad indtil menneskeheden opnåede en slange jordisk paradis.

For en gruppe tænkere der afviste kristen eskatologi så lød det helt sikkert som et ekko af den kristne tro. Men selv dengang havde ateister behov for at tro på noget. Hvis man ikke kan få sin Himmel beklædt med gader af guld og sine 72 jomfruer så kan man altid stræbe efter at skabe et paradis for sine arbejdere her på jorden. Det som har betydning er at have tro på noget - Gud, Fremskridtet, det er lige fedt.  Så længe du har grund til at stå ud af sengen om morgenen.

Oplysningens ideer fik et dårligt ry i det 20. århundrede da de ideologier de gav frø til (marxismen, fascismen, kulten om det frie marked) direkte førte frem til to Verdenskrige, en Stor Depression, fremkomsten at totalitarismen og Holocaust. Men myten om fremskridt marcherer videre siger John Gray, en af vore mest fremtrædende kritikere af fremskridt. “Hvad ingen af Oplysningens tænkere kunne forestille sig,” skriver Gray, “er at menneskelivet kan blive mere brutalt og irrationelt selvom de videnskabelige fremskridt accelererer.”

 

I sine værker Heresies: Against Progress and Other Illusions, Straw Dogs, og netop udkomne The Silence of Animals: On Progress and Other Modern Myths, har Gray stædigt hamret løs på fremskridtets mytiske bygning. “Forbedringer i regering og samfund er ægte, men de er midlertidige” siger han. “Ikke alene kan de mistes, de vil det helt sikkert. Historien er ikke om fremskridt eller tilbagegang, men om at opnå fortjeneste og tab.”  Resultatet er, at samtidig med at fremskridt synes at indikere en fremadrettet vej, så er historien ikke lineær, den går i cirkler. Ligesom grækerne hævdede det.

Gray henviser ikke til videnskabelige fremskridt, der så absolut ikke kan benægtes, men til fremskridt i moral, værdier, etik og politik. Med hensyn til videnskabelige fremskridt mener Gray at vi flyver som i blinde ind i en techno fremtid der bliver usikker på grund af netop de samme fremskridt. “Verden er i dag et kæmpemæssigt uovervåget laboratorium, hvor en mangfoldighed af eksperimenter hele tiden er i bevægelse.” Visse videnskabelige fremskridt kan kurere cancer og give længere livslængder, andre vil føre til folkedrab, kernevåbenkrige, eller Må Gud Hjælpe os Here Comes Honey Boo Boo. (fuldstændig hjernedød TV-serie)

Gray skelner omhyggeligt mellem fremskridt og fremgang. Meget af det vi fejlagtigt mener er politiske eller sociale fremskridt - slaveriets ophør, forbud mod dødsstraf, kvinders rettigheder, dyrs rettigheder, borgerrettigheder - er blot forbedringer. Således kan de blive lavet om på ethvert tidspunkt. Tag for eksempel - tortur. Lige så snart Amerika havde brug for udvidede afhøringsteknikker kom tortur tilbage. Gray tror at enhver af disse ‘fremgange’ kan laves om dersom behovet skulle opstå.
 

Ifølge Gray er megen af den fremgang vi ser i øjeblikket blevet købt ved at røve fremtiden (benyttelse af livsvigtige ressourcer, opbygning af en kæmpemæssig gæld), eller ved at rige lande overdreager byrden til fattigere lande (flytter tekstil og andre forurenende fabrikker til f.eks. Kina og Indien).

Andre forfattere som Kirkpatrick Sale går endnu videre og fastslår, at fremskridt, i form af enorm vækst, forbrug, ressource udnyttelse, overbefolkning, at samfund er i forfald og øgningen i virksomheders indirekte styre ikke vil føre til et jordisk paradis, men til helvede på jord.

Ethvert fremskridt, enhver større viden er en blandet landhandel siger Gray. Mange moderne fremskridt - som kvinders rettigheder som progressive fremholder som Tegnet på fremskridt - er med blandede resultater, fra opfostringen af børn i dagplejecentre til abortmøllen.

Programmer for den fattige giver velfærdsafhængighedens onde cirkel. Fagforeningers sejre fører til at job flytter til udlandet. Lighedstankegangen accellererer til en forråelse af samfundet og en popkultur. Og Gud Hjælpe os, hvis vor teknologi nogensinde bliver ‘selvtænkende,’ a la Terminator filmene.

I sin frasigelse af fremskridtet står Gray sammen med en lang række af konservative skeptikere. Måske er det G.K. Chesterton der fortjener det sidste ord om som vægtigt et emne. Chesterton sagde:

“Den skæbnesvangre metafor om fremskridt, hvilket betyder at vi efterlader ting bag os, har i svær grad formørket den ægte forestilling om vækst, hvilket er at vi bevarer ting inden i os selv.” 

         

About the Author

   

Christopher Orlet writes from St. Louis.

http://spectator.org/archives/2013/04/04/dr-gray-and-the-myth-of-progre

Maskinstormere og slut på ordinært arbejde

Slut med ordinære jobs?

           

Christopher Orlet        

   

I den Industrielle Revolutions første dage betragtede et antal engelske tekstilarbejdere, hvordan deres arbejde blev erstattet at maskiner. Idet de kunne forudse arbejdsløshed, fattigdom og sult protesterede gruppen, der kaldte sig Ludditerne, ved at skrive smædesange, slagord og det som de er mest berømt for - smadre nogle få automatiske tekstilvæve.

                 

I dag betragtes Ludditerne (Maskinstormerne) i det store og hele som tilbagestående anti-teknofober, småskøre, når de sådan set ikke var anti-teknologi mindede, men som Ronnie Brays ord udtrykker det  - “mod at sulte.”

Det må være tilstrækkeligt at sige at havde automatiseringen levet op til sit løfte med om at bevare eller skabe job, i det mindste på kort sigt, så ville der ikke have været nogen Ludditer. 

 

Ludditerne vækkes til live hver gang en eller anden stiller et  Cassandra- spørgsmål om visdommen ved, eller den retning vor hi-tech revolution bevæger sig. Sådanne revolutioner tror man er gavnlige for samfundet og økonomien. De gamle job kan meget vel forsvinde, men de vil blive erstattet af nye.

I årtier har vore ledere faktisk prædiket for nye, og i overvejende grad, lavtlønnet arbejde i servicesektoren, mens vi afventer noget bedre skulle dukke op.

I mellemtiden marcherer teknologien videre. Automatiske scannere erstatte kasseapparater; Internet har erstattet typograferne og rejsebureausælgerne; software erstatter boghandlerne, assistenter, apotekerne, og det gentagne rutinearbejde i fremstillingsvirksomhederne.

Nørderne er blot ved at varme op. Selv et af vore allermest populære og hyldede jobs hos den arbejdende fattige, at være i militæret, er ved at blive udskiftet med robotkrigere. Godt for de smarte teknokrater, rigtig dårligt for de der arbejder med deres hænder.

Som i alle revolutioner vil der være vindere og tabere.

Vinderne i fremtiden, skriver økonomen Tyler Cowen, er de, hvis job støttes af high-tech maskiner, computere og robotter. Taberne er de, hvis job er i konkurrence med maskinerne. Det gælder de fleste jobs.

Måske det væsentligste spørgsmål i vor tid drejer sig om, hvad der kan gøres for de med lavere kognitive evner og lavt IK, når de eneste jobs der kunne passe til dem er blevet overtaget af ‘smarte’ maskiner eller er blevet overflødige ved software.

Hvor er det der svarer til de industriarbejdspladser der blev skabt mellem 1880’erne og sent 1920’erne? Her tilbød man et nyt liv til håndværkerne, de dygtige fagfolk, og landbrugsmedhjælperne, hvis job var nærmest overflødigtgjort af automatisering og maskiner.

De fleste kommentatorer afviser sådanne bekymringer som værende grundløse: “At beklage tabet af jobs til teknologien er det rene spild af tid. Vi må også udvikle os. Så når de jobs, hvor nogen fortæller dig hvad du skal lave, ikke er tilstede; jamen så find på noget andet,” skrev en.

Problemet med en sådan overfladisk, arrogant og alt for almindelig kritik er, at meget af den lavere uddannede arbejdsstyrke ofte kun kan udføre manuelt rutinearbejde, og ikke er i stand til at klare mere kognitivt krævende jobs. Hvad er så ‘noget andet’ som de formodes at kunne finde på, der ikke vil blive mekaniseret eller anset som overflødigt i de kommende årtier?

Naturligvis er det ikke alle ‘trivielle’ jobs der vil forsvinde. Måske vil nogle få jobs i fast-foodbranchen (der er og vil fortsætte med at være subsidieret af skatteyderpenge til melodien af 7 milliarder dollars om året), forblive en levedygtig mulighed for de som ikke har spor imod at arbejde hårdt for en lav løn, eller er tvunget til at blot at finde sig i betingelserne.

Men selv sådanne jobs er ikke ‘sikre.’ En ny robot kaldet Alpha kan allerede vende 360 hamburgers i timen. Man kan blot besøge Walmart, købe hvad man nu skal bruge, gå til kasselinjen og aldrig møde et menneskeligt væsen.

 

En nylig undersøgelse af forskere ved Oxford University fandt at næsten halvdelen af alle jobs i USA er “sårbare over for automatisering, ikke kun på områder der omfatter manuelt arbejde, men i stigende grad på områder der omfatter komplicerede beslutninger.”

Det spor vi er på vej ud af er muligvis et, hvor arbejderklassen sådan set ikke bekymrer sig om arbejde. Andelen af befolkningen der enten arbejder eller leder efter et, også kaldet deltagelsesraten, faldt til 63,6% tidligere i år, Blandt yngre voksne er raten faldet under 55%. Næsten halvdelen af vore mest ‘sunde’ arbejdere er nu faldet ud af arbejdsstyrken.

Denne tilstand er meget lig den dystopi Cowen profeterer om i sin nye boge Average is Over.

Hans verden er en, hvor underklassen vil blive indespærret i enorme reservater, mens de kloge, smarte, teknologivindende 20% lever som konger. I Cowens bog vil den arbejdsløse blot blive ‘neutraliseret’ med narkotika, og regerings subsidieret fast food, videospil og Internet porno.

Nuvel det er en måde at løse det på. Jeg tvivler på sin vis på, at vore politiske ledere har en anden.

   

Christopher Orlet writes from Missouri wine country.

http://spectator.org/archives/2013/10/25/the-end-of-jobs

Alle unge mænd fra landet er kanonføde

Alle knægte fra landet er kanonføde

           

Christopher Orlet        

Og alle mødre på landet er fødemaskiner.

                

I denne weekend da jeg var på tur i antikvitetsforretninger i den sydlige del af St. Louis faldt jeg over en plakat fra 2. Verdenskrig med en indtagende Lady Liberty der patriotisk var i færd med at så. Skriften lød: “Enhver have er en våbenfabrik.”

 

Hvis Obama administrationen havde et jazzy slogan som dette ville det kunne være: “Enhver knægt fra landet er infanterist.”

Det synes nemlig at være Obamas Landbrugsminster Tom Vilsacks holdning.

I måneder har Vilsack afleveret den samme tale ved diverse landbrugsmøder og middage over hele landet. Essensen i den er, at Amerikas landbomødre er jordbunden, og de opfostrer sønner der kan rekrutteres til hæren og dermed være gødning. Sådan sagde Vilsack:         

“U.S. befolkningen består af 16% fra landet. Trods den lave procentdel er mere end 40% af de mænd og kvinder der tjener i vore væbnede styrker fra landbrugsområderne i Amerika. Unge mænd og kvinder fra Amerikas landbrug går foran med at beskytte vort land og er med til at vi er den førende militærmagt i verden.”

“Unge mænd fra landet vokser op med et ønske om at give noget tilbage,” siger Vilsack. “Hvis vi mister den værdinorm mister vi vor militære magt.”  




Husk at det er USDA (Landbrugsministeren) chefen der udtaler og ikke formanden fra Forsvaret. Velkommen til Amerikas nye landbrugspolitik: Få en stor høst af landboknægte til brug som kanonføde.

 

Efter Vilsacks mening så står Amerika over for en krise. Den krise er ikke det at der bliver færre og færre familier på landet, at landbo Amerika er ved at blive en enorm ‘spøgelses’ prærie, og at den gode jord udnyttes hensynsløst. Nej den ægte krise er at Amerikas forsyner af indhold til ligposer er ved at løbe tør.

Selvom Vilsack har fremført den samme tale nu i månedsvis var det først da en landmand ved navn Joe Salatin gjorde opmærksom på det, at nogen så endelig lagt mærke til hvad Amerikas top landbrugsembedsmand sagde. Salatin fra Virginia, og en af Amerikas mest indflydelsesrige i branchen var forbløffet, lamslået. Der var intet i landbrugszarens tale om behovet for flere mindre landbrug, omhyggelige plejere af jorden, intet om bedre fødevarer, bedre behandling af jorden, bedre omsorg for dyr og planter.

Således skriver Salatin:

Årsagen til at der skal være flere landbrug er at sikre os at der er tilstrækkeligt med mennesker der kan melde sig ved rekrutteringskontoret. Det er således han betragter mig som landmand. Ikke som fødevareproducent. Når præsidenten og hans kabinet har deres private komsammener, så betragter de ikke landmænd som fødevareproducenter, som landskabets hovmestre, som ressourcer. Nej de betragter os som en forsikring for militærets muskler, for Amerikas imperiebyggeri og som soldatergødning.

Det der er brug for er en god ‘høst’ af naive landboknægte der kan udkæmpe Obamas endeløse humanitære interventioner. Unge mænd der er villige til at tage imod en kugle for at vælte ørkendiktatoter i Libyen og Syrien.“

 

Kan det undre nogen? Vilsack en advokat fra Pittsburgh, en tidligere chef for Iowa Trial Lawyers Association synes kun at have en kvalifikation som landbrugsminister. Hans hustru var fra Iowa, derfor slog han sig ned der og oprettede en advokatvirksomhed. Det og så det at han førte kampagne for Obama i 2006 efter hans første valg, Hillary Clinton, trak sig.

Hvis det at drive et landbrug har et andet formål udover at skaffe nye rekrutter, så er det at skabe energi til automobiler, fremfor mennesker. Således siger Vilsack:

“Konklusionen er at ethanolindustrien ikke er så vigtig for økonomien. Det er nationens sikkerhed efter min mening.”

Således er cirklen sluttet og vi ender ved den gamle våbenfabrik og haven.

Personligt foretrækker jeg den måde hvorpå Wendell Berry spidder diskussionen:

“Måske kan vi ved at lægge mere og mere af vort allerede mishandlede landbrugsjord om til at skabe brændstof, få kureret os for fedmeepedimien og blive dejlige skeletter, småsultne - Guds ske tak og lov - vi kan stadig køre biler.”

Historien er sådan set gammel. Bill Kauffman bemærkede her for nyligt at under 1. Verdenskrig - krigen der skulle afslutte alle krige - blev patrioten fra Kansas Kate Richards O’Hare smidt i fængsel for at krænke Woodrow Wilsons lov om Spioneri. Hendes forbrydelse var at fortælle et publikum i North Dakota at deres ledere i Washington betragtede mødre på landet som “fødemaskiner, der satte sønner i verden til brug i hæren og derpå blev de gødning.”

 

Håbet herfra er at et Rand Paul præsidentskab har modet til at tilbyde Joel Salatin posten som landbrugsminister i 2016.

http://spectator.org/archives/2013/09/20/every-farm-boy-a-doughboy/1

Fattigdomkulturens gødning

I et andet land - Fattigdomskulturen

           

Christopher Orlet

       

Hvordan får vi mennesker til at ønske af have succes?

                    

Jeg lever i et andet Amerika nu. For to år siden boede jeg i den indre by af en af Amerikas farligste byer. Jeg kunne se fattigdomskulturen tæt på og helt personligt. Nogle insisterer på der ikke findes noget man kan kalde fattigdomskultur; de ville få en en helt anden mening om de tilbragte to år i mine sko. Men det vil de selvfølgelig ikke.        

Fattigdomskulturen er mange ting. Faktisk er det akkumulering af ting. At man er underlagt en af de ting betyder ikke nødvendigvis at man er del af den kultur. Et karaktertræk ved fattigdomskulturen er enlige forældre. Men der er mange middelklasse og endog overklasse (skønt færre) enlige forældre der klarer sig helt udmærket. Det er fordi de har ressourcer som den fattige ikke besidder. F.eks. opsparing. Advokater. Pålidelig transport.Ved at have en af de ting klarer man sig bedre.

 

Hvis du er enlig forældre, med flere børn med flere fædre, og ikke har afsluttet high school, så er chancerne for at du er tilhører fattigdomskulturen kultur rimelig stor. Hvis du flytter til en ny bolig hver 6. måned, flytter dine børn fra skole efter skole, og hvis du tager stoffer foran dine børn, og hvis du sælger fødevaremærker for kontanter, så er chancerne for at du er en del af den kultur stor.

Hvis du er 20 år gammel, bor hos din bedstemor, ingen interesse viser for at få et arbejde, eller blive gift, eller lave særlig meget, så er chancerne for at du er del af den kultur. Hvis du ikke har et køkkenbord, men du har en kæmpe fladskærms TV, og når socialrådgiveren kommer på besøg er der nogen der råber, “Socialrådgiveren kommer, få fat i elpæren,” så er chancen for at du er del af den kultur tilstede.

Da jeg flyttede til den indre by, håbede jeg at kunne opnå noget indsigt og forståelse for den fattige og dennes situation. To år senere forlod jeg stedet med følelsen af at situationen er fastlåst. Alt de professionelle, der forsøger at ‘løfte’ dem ud af fattigdommen gør er blot at ‘beskære,’ i stedet for at gå til problemets rod. For at underklassen kan komme ud af fattigdomskulturen, ja så skal de ophøre med at gøre noget af det tidligere beskrevne, og det kan jeg bare ikke se vil ske.

Udover, som jeg har skrevet førhen (læs denne på synopsis) så nyder alt for mange fra underklassen fattigdomskulturen. De ville føle sig virkelig dårlig tilpas i en anden ‘verden, hvor de ville skulle arbejde for at få husly og betale for bilen, i stedet for at pimpe hele dag på verandaen - som de så end ikke har i forstæderne. De ville skulle slå græsset og sørge for at affaldet blev fjernet, og ikke støje særlig meget. Hvad sjovt er der i det? I den indre by kan du gøre lige hvad helvedet du har lyst til. Du kan endog skyde en eller anden og chancen for at du vil blive pågrebet er nærmest 0, fordi det er normen i gaderne i indre by, og menneskene der hader politiet mere end de hader stofhandlerne.

Jeg lever nu lidt ude på landet i de bølgende bakker i Missouris vinområde. At finde forbrydelser af nogen slags, ja så skal du køre nordpå en halv time til de mindre byer der ligger langs motorvejen, og hvor underklassen stimler sammen i huse med små huslejer. Som redaktør  for en landavis skal jeg berette om disse byer og de ting der foregår deri, meth-laboratorierne, sodomitterne hustrumishandlerne, og dag efter dag læse om de mulige årsager, noget der kan få dig til kaste op. 

 

Men så, om aftenen, vender jeg hjem sydpå til min landsby med, jeg mener cirka 50 personer, og kan sove med vinduet åbent og dørene ulåste. Mine naboer, selv de som er enlige forældre, er oppe og ude af huset kl. 5.30. Ulig underklassen kæmper de den gode strid. Trods de problemer de må udholde, giver de ikke op. De får tingene til at fungere.

Jovist har de ressourcer, men kun fordi deres familie og venner også har kæmpet den gode strid, gået på arbejde hver dag, været ansvarlige forældre. De har den ... etik, om du vil, der vil holde disse mennesker ude fra at blive underklasse. Og hvis de bliver ramt af fattigdom kortvarigt vil de kæmpe for at komme på fode igen.

Her er således min erkendelse. Vi ved hvad der kræves for at få succes i Amerika. Hvad vi ikke erkender er, hvordan vi kan gøre at mennesker begærer at få succes.

http://spectator.org/archives/2013/08/23/in-another-country

Hvem er skyldige i Syrien? Ikke så enkelt!

U.S. Militæret som Western Union

Christopher Orlet

Hvorfor er U.S. militæret blevet reduceret til et telegrafbureau?

November sidste år anklagede menneskerettighedsundersøgere Den Frie Syriske Hær for krigsforbrydelser efter der var kommet videoer, der viste en gruppe oprørere henrette 10 tilfangetagne regeringssoldater. Soldaterne blev filmet mens de bønfaldt for deres liv før de blev henrettet.

I april måned anklagede Syrian Observatory for Human Rights en oprørsdeling for at torturere civile og fratage dem penge i Syriens nordlige by Aleppo.     Læs denne: http://synopsis-olsen.blogspot.dk/2013/07/kristne-udrenses-af-oprrerne-i-syrien.html  og denne: http://synopsis-olsen.blogspot.dk/2013/07/katolsk-prst-halshugget-i-syrien.html

   

I maj måned blev aflagt vidnesbyrd for FN Menneskerettighedsundersøgere fra sårede i Syriens borgerkrig og lægehold antydede at oprørsstyrkerne benyttede nervegassen sarin, fortalte en førende undersøger Reuters.

Igen i maj måned blev en gruppe civile demonstrerende skudt af snigskytter fra oprørerne i Damaskus.

I august måned opfordrede FN Menneskerettighedsafdelingens chef, Navi Pillani, til en undersøgelse af krigsforbrydelser begået af de syriske oprørere efter et FN hold i Syrien fandt beviser på at oprørerne henrettede mindst 30 mennesker i Aleppo i juli måned. Flere af ofrene var syriske soldater.

Læs denne: http://synopsis-olsen.blogspot.dk/2013/06/kannibalisme-i-krig-og-nutidens-syrien.html

Tidligere i denne måned dræbte syriske oprørere mindst seks civile i et angreb nær et checkpoint ved byen Homs. De fleste af dem var kristne.

 

Hvorfor stiller Amerika sig ikke på disse menneskers side?

Ikke af humanitære grunde, håber jeg. Humanitær militær intervention, som jeg forstår det, formodes at skulle de-eskalere konflikten. Ved at bevæbne oprørerne og iværksætte et ulovligt, uprovokeret angreb på Syrien har præsident Obama garanteret at krigen vil eskalere. Spørg dig selv, ‘hvorfor skulle oprørerne ønske at forhandle med Damaskus, når USA er ved at være på deres side?

Humanitær militær intervention formodes at gøre blodsudgydelserne mindre. Men det er uklart, hvordan det at forsyne med flere kanoner og ammunition til den ene side og bombe regeringsmål til den anden side vil reducere antallet af døde.

Endelig, humanitær militær intervention vil næsten helt sikkert føre en eller anden form for dødbringende svar fra Syrien, og muligvis Hezbollah og Iran, og krigen breder sig, og muligvis spredes konflikten til nabolandene.

Humanitær militær intervention er blot et røgslør. Det Obama og hans allierede faktisk ønsker er et regimeskifte. Den syriske borgerkrig er 2011 militær interventionen i Libyen - endnu engang. Begynd med en humanitær indsats og slut med et regimeskift, og som efterskrift et - Benghazi.

Obama og senator John McCain kan så endelig få deres ønske opfyldt. Beviser lader formode at den ‘røde linje’ er blevet krydset. Udenrigsminister John Kerry siger der ikke er tvivl om at kemiske våben er blevet benyttet mod civile. Kerry har ingen anelse om af hvem, men det må bare være Assad regimet fordi sådan noget ville oprørerne aldrig kunne finde på.

Pat Buchanan skrev her for nylig at det første spørgsmål vi burde stille efter et sådant angreb ville være: Hvem gavner det? Assad har absolut intet at vinde ved at benytte giftgas mod civile, og alt at miste, som det kan antydes af Vestens rabide svar. Oprørerne, har på den anden side, alt at vinde. Obama gjorde det klart, at USA ville stå uden for den interne konflikt, medmindre Assaf benyttede kemiske våben. Ville en bande der skød civile demonstrere i Damaskus gader have skrupler over for sarin gas mod civile?

Det forbliver ikke tydeligt, hvorfor Obama administrationen er så fikseret på kemiske våben. Hvis Assads tropper dræbte ti civile med kemiske våben, mens oprørerne slagtede 50 civile med macheter, ville Assad så stadig have krydset den røde linje?

Før USA bliver rodet ind i endnu en årti lang krig, så overvej nogle ting:

Næsten enhver militæranalytiker er enig i at U.S. luftangreb ikke vil have nogen særlig virkning på Assads regime, og faktisk kun har den betydning at man sender et budskab. Tilsyneladende er dette budskab: “Tag dette. Vi har ikke til hensigt at gå videre.” U.S. militæret er blevet reduceret til det som svarer til Western Union, et telegrafkontor.        

Luftangreb ville imidlertid have en virkning på muslimer i Iran og andre steder, gøre dem vrede og give dem anledning til at gøre gengæld mod U.S. mål i udlandet. Dette vil selvfølgelig føre til en yderligere eskalering af konflikten og i sidste ende føre til at amerikanske tropper landsættes.

Sidst, hvem siger at en oprørs (eller sunni muslimsk) sejr ikke vil føre til et blodbad på kristne og alawitter, som syriske biskopper har advaret om?

I det store og hele er det amerikanske folk mod de endeløse U.S. interventioner i udlandet. De eneste der går ind for endnu en ørkenkrig er Obama og en “lille isoleret elite der for det meste kun befinder sig i Washington.D.C.,” bemærker Conor Friedersdorf i the Atlantic. Præsident Obama lovede at bringe ‘Amerika hjem.’ Kongressen og det amerikanske folk burde tage ham på ordet.

   

http://spectator.org/archives/2013/08/30/the-us-military-as-western-uni/1