Kinas katastrofale et barns politik
Hvis du ikke kender Daniel Greenfield der skriver på FrontPage Magazine og på sit eget site, overdriver jeg ikke når jeg nævner du så er gået glip af en af de mest skarpe tænkere på Internettet. Her for nylig vendte han sit borende blik på den skrækkelige effekt Kinas et barns politik medfører, da han sammenkædede den med spirende feminisme og velstand i byerne.
Jeg har længe vidst at Kinas et barns politik, der har resulteret i op til 40 millioner aborter af piger, ville få langtrækkende konsekvenser. Min formodning var at kvinder ville ‘stige i værdi’ og blive bedre behandlet, men jeg så ikke at deres øgede ‘værdi’ kunne vær en forløber for opløsningen af Kommunistpartiet.
Greenfield vurderer imidlertid at den massive demografiske ubalance, med langt flere mænd end kvinder, sammen med en stadig større yuppie klasse der er yderst materialistisk og skaber kvinder der sådan set ikke er interesseret i ægteskab og børn, forårsager et slo-mo kollaps i Kina. Dette er sandt trods Xi Jinpings praleri og forbrug på militæret.
Greenfield går i dybden med emnet, men jeg vil dele nogle få af hans overvejelser. Jeg opfordrer dig til at læse hele hans essay.
Som det må stå klart lige fra begyndelsen så er fraværet af kvinder det samme som at de er eftertragtede på ægteskabsmarkedet. I landområderne i Kina er det kun de rigeste mænd der har råd til en hustru.
Det er dog ikke det virkelig problem:
Det som i sandhed gør den kommunistiske elite bekymret er ikke den høje pris på ægteskab, men det stadig større antal ‘professionelle’ kvinder der slet ikke er interesseret i ægteskabet.
Kina mente man kunne undgå den skæbne der overgik Sovjetunionen ved at lade være med at liberalisere, en liberalisering man knuste ved massakren på Tianamen Pladsen. Ikke desto mindre åbnede man villigt op for nogle frie markedskræfter for at finansiere den kommunistiske stat. Det skabte materialisme der er farlig for enhver nation med kommunisme som grundlag:
Trods den tilsyneladende troskab overfor Xi og kommunisterne er landets stadig større middelklasse blevet orienteret mod Vesten, individualistisk fremfor kollektivistisk, optaget af at have det sjovt og få sig alle de nyeste gadgets, i stedet for at yde ofre og arbejde for Kommunismen.
I særlig grad ønsker kvinder ikke at være ofre for ægtekabet eller børn. Fødselsraten er 1,3% således kom der kun yderligere 12 millioner babyer i 2020, i et land med over 1 milliard mennesker. Og ulig lande i Vesten modtager Kina ikke indvandring til at supplere sit stadig mindre befolkningstal.
Image: en mur i Kinas forbudte by i eftermiddags smoggen af Andrea Widburg.
Regeringen arbejder hårdt og (muligvis) med succes, siger Greenfield for at fjerne den spæde feministbevægelse, men den kan ikke undertrykke det samme skifte i kønsrollerne som vi har set i the U.S.:
52,5% at studerende på Kinas universiteter er kvinder. Det er ikke helt så ekstremt som opdelingen på 60/40 i USA, eller den endnu mere ekstreme opdeling i visse europæiske lande, men i løbet af et årti eller to, indhenter Kina os også på det felt.
Religion er på nedtur i Amerika og i Europa, men kommunisterne har gjort alt hvad de kan for at undertrykke tro i Kina og erstatte den med partiloyalitet. Derpå erstattede man den sultende landarbejderbefolkning med megabygninger fyldt med kontorer uden rigtigt formål udover at få sig den nyeste Iphone, lytte til de nyeste hits eller se det nyeste underholdningshow.
Der er meget mere, så venligst læs alt det interessante. Og mens du overvejer det du læser så tænk på at Kinas militær måske kun er en form for Potemkin landsby, og mindre effektivt militært end vi indser. Jeg så en artikel for nylig om den massive korruption i militæret, kan ikke finde linket nu. Imidlertid udgav i 2018 Michael Beckley Unrivaled: Why America Will Remain the World's Sole Superpower.
En anmeldese opsummerer Beckley's budskab, der går ud på at Kinas militær kan forekomme enormt (og siden 2018, også med hypersoniske missiler), men dog ikke kan bruge det i militære succeser.
Fremfor at gå i retning af at være en rival til the United States er Kina hurtigt ved at blive en nation af ældre, ineffektiv, konflikt plaget og relativt fattigt land der ganske enkelt ikke er på vej til at være en seriøs udfordring til US overherredømmet.
Selv Kinas kæmpestore BNP er i grunden misvisende, fordi de ressourcer skal spredes ud over en milliard mennesker snarere end vore 330 millioner. Økonomien er også svag, fordi det er en slags faux markeds økonomi, med øget gæld. Og igen man kan forudse den mulige kollaps i Evergrande real estate.
Med alt dette siges ikke at Kina ikke er farlig. En såret eller døende kan være mere farlig end en i god form. Kinas svagheder betyder ikke at faren er forbi, men det er da tankevækkende.
Opslag
