Gæt hvilken by?

Kan du gætte navnet på denne by?

Bernie Planck

Læseren B.W. har sendt mig denne samling af fotos der har cirkuleret på adskillige hjemmesider. Han spørger, “Hvor i verden kunne denne by befinde sig? Gæt navnet på byen .....og det er ikke Dubai.”

Mailen slutter med:
Var dit gæt rigtigt?
Det er verdens helvedeshul, det som ikke vises i TV nyhederne.
Dette er, hvad medierne ikke viser dig.....

Disse fotos er fra GAZA!!

Åh, de stakkels palæstinensere.

Vær så venlig at lade dette gå videre, og så videre igen.
Verden har brug for at se, hvad der er virkeligheden inde i denne såkaldte fængselslejr, Helvedets hul!

Dette er endnu et eksempel, hvor vi ser at araberne lever bedre under israelsk ‘besættelse’ end under arabisk eller muslimsk styre, (se mine tidligere artikler Arabere har det bedre under israelsk styre og Oprørende billeder af sultende gazaboere. (ligger begge på synopsis)

Jeg burde nævne, at efter en lille efterforskning fjernede jeg det medfølgende foto fra mailen - det forekommer ikke at være en strandscene ved Gaza City, men det er nemlig faktisk en by i Israel.

Photo Credit: MARCO LONGARI/AFP/Getty Images

Her er overskriften:
Man kan se handelsskibe på havet mens et israelsk par slapper af ved solnedgangen på stranden nær havnen i den sydisraelske by Ashdod, den 29. maj 2010. Forberedelserne er gjort for at opbringe en flåde af skibe, der medfører hundreder af pro-palæstinensiske aktivister, og tusinder af tons forsyninger der er beregnet til den Hamas-ledede Gaza-striben.


Dette indlæg arkiveres under ‘Medier og bedrag’ fordi nøden og manglen på hjælp i Gaza er det rene fup, ligesom propagandaen om at israelerne med vilje dræber arabiske kvinder og børn.

Racismens 'sorte' bagside

Skulle sorte tolerere det?

Walter Williams

Hvert år bliver rundt regnet 7000 sorte myrdet. I 94% af tilfældene er morderen en anden sort person. Ifølge Bureau of Justice Statistics var der mellem 1976 og 2011 - 279384 sorte mordofre. Ved at benytte de 94% var der altså 262621 der blev myrdet af andre sorte. Skønt sorte udgør 13% af befolkningen står de for mere end 50% af ofrene for mord. Nationalt set er de sorte mordrate seks gange højere end hvides og i visse byer er det 22 gange de hvides. Sammenkædet med at være de fleste mordofre, er sorte de hyppigste ofre for personlig voldelige forbrydelser, såsom overfald og røveri.  

   
                            

Størrelsen af denne tragiske katastrofe kan betragtes i et andet lys. Ifølge en Tuskegee Institute undersøgelse, da blev der i årene 1882 - 1968 lynchet 3446 sorte af hvide. Sorte dødsofre under Koreakrigen 3075, Vietnamkrigen 7243 og i alle krige siden 1980, 8197, samlet 18515, et tal der jo nærmest blegner i sammenligning med tabet af sortes liv herhjemme. 

Det er en tragisk konstatering at måtte sige at unge sorte mænd har større chance for at opnå modenhed på slagmarkerne i Irak og Afghanistan end på gaderne i Philadelphiia, Chicago, Detroit, Oakland, Newark og andre byer. 

Et meget større problem er, hvordan vi dog kan fortolke den nærmest larmende tavshed om de daglige mord i de sortes samfund sammenlignet med det nationale postyr over drabet på Trayvon Martin. En reaktion fra politikere, borgerrettighedsorganisationer, og de førende nyhedsmedier kunne let fortolkes som “det at sorte dræber andre sorte betyder ikke så meget, men det er helt uacceptabelt at en hvid dræber en sort.” 

Der er nogle få borgerrettighedsledere der ser anderledes på det. Da præsident Barack Obama kommenterede Trayvon Martin sagen, fortalte T. Willard Fair, præsident for Urban League of Greater Miami til Daily Caller at “vreden burde handle om at vi slår hinanden ihjel, om sort-mod sort kriminalitet.” 

Han spurgte retorisk, “Ville du ikke mene at det at 41 mennesker skydes i Chicago mellem fredag morgen og mandag morgen er af meget større nyhedsværdi og fortjener langt mere opmærksomhed, vrede?” 

Tidligere NAACP leder pastor C.L.Bryant sagde demonstrationerne, organiseret af Al Sharpton og Jesse Jackson, lader formode, at der en en epidemi med “hvide mænd der slår unge sorte mænd ihjel,” og føjede til: “Epidemien er så sandelig sort mod sort kriminalitet. Den største fare for unge sorte mænds liv er unge sorte mænd.”

Medlem af den yderligtgående Black Panthers bevægelse

Ikke alene er der tavshed om sort-mod-sort kriminlatiet; der er tavshed om sorte racisters angreb mod hvide - for eksempel de seneste angreb mod to Virginia-Pilot journalister der blev antastet og gennembanket af en pøbel bestående af unge sorte. Historien blev ikke engang dækket af deres egen avis. I marts måned angreb en pøbel, slog ned, røvede og afklædte en hvid turist i Baltimore. Sort pøbel har hærget i gaderne i Denver, Chicago, Philadelphia, New York Cleveland, Washington, Los Angeles og andre byer og har foranstaltet uprovokerede angreb på hvide og er stukket af med deres ejendele.  

Racistiske angreb har ikke kun været rettet mod hvide men også asiater. Sådanne angreb omfatter gennenbankningen - til døden - af en 83 årig gammel kinesisk mand i San Francisco, man skubbede en 57 årig kvinde ned på skinnerne på en togperron, og man slog en 59 årig kineser til jorden, hvorved han døde.  

I årevis har skoleelever med asisatisk oprindelse i New York og Philadelphia fået tæsk af deres sorte klassekammerater og er blevet kaldt racistiske tilnavne - for eksempel. “Hej Kinamand!” og “Drageknallert” Men den slags overgreb, ulig overgreb mod homoseksuelle bliver der ikke rapporteret om, og de bliver ikke straffet.

Racebetinget demagogi fra præsidenten der er på vej ned er ikke i vor nations interesse, plus det er rigtig farligt.

Som min kollega Thomas Sowell fornylig udtrykte det, “hvis der er noget der er værre end en ensidig racekrig så er det en dobbeltsidig racekrig, især når den ene race overgår den anden talmæssigt flere gange.”

http://www.wnd.com/2012/05/should-black-people-tolerate-this/

Elendige skoler - elendig nationalkarakter

Dårlige skoler et tegn på en dårlig nationalkarakter

Det hårde slid ved læring er gået tabt

Ralph Peters

Sidste weekend så og lyttede jeg da Undervisningsminister Arne Duncan beklagede sig over vore “skoler i forfald.” Undskyld, men det er ikke vore skoler der er i forfald, hr. minister: Det er vore værdier.

Den gennemført uens, alt for ofte utilstrækkelige tilstand  - fra vor Børnehave - til gymnaisum - er et symptom på en kulturel kræftknude: Vi er blevet en nation af dovne, selvtilstrækkelige og selvmedlidende klynkere der er rigtig gode til masser af undskyldninger. Vi ønsker alle topkarakter for - ingen præstation. Vore lærere og deres elever afspejler vor generelle kultur med mangel på disciplin og selvbevidsthed. Det er heller ikke udelukkende den surmulende venstrefløj der har inficeret vore offentlige skoler med en middelmådighedens indstilling, når den ikke er direkte en fiasko. Vi har alle del i skylden

Men vi kan ikke endog diskutere problemet åbent og ærligt og må trimme samtalen for at holde den indenfor det politisk korrekte mønster. Når så endnu en undersøgelse udpensler at U.S. er faldet til en sjetteplads i matematik og fysik, eller at vi er på en 15. plads i uddannelse generelt er min reaktion, “Javel, så lad os lave om på de pladser ved specifikke skoler.”

I det store og hele kan skolerne i forstæderne og mange skoler i de små byer stadig levere konkurrencedygtige (dog ikke helt optimale) uddannelser. Vor statistik peger kraftigt i nedadgående retning på grund af de frastødende forhold i de store byer og i de spansktalende områder med lærernes fagforeningers ‘bunkers,’ og som vi lader som om er ægte skoler.

Selv indenfor vor generelt sjuskede kultur, klarer visse sub-kulturer - der opmuntres til at vælte sig i en offerrolle - sig langt værre end andre. Men det har vi ikke lov til at sige. Vi skal lade som om vor nationale tilstand virkelig er national. Hvis det dog ikke var for de vanærende forhold (og vi kan ikke give venstrefløjen skylden for disse) som de narkotiserende “sociale” programmer har skabt blandt minoritetsbefolkningerne ville vi stadig være ved, eller nær toppen i uddannelse. De fleste børn der klarer sig godt, uanset race, har stadig adgang til solid (om dog uinspirerende) uddannelser. Men venstrefløjen, af hensyn til en politisk fordel, har uddannelsesmæssigt afskrevet de fattige sorte og brune - og ladet dem høre til i skoler der kun tager hensyn til de fagforeningsorganiserede lærere, og ikke de studerende.  

Lad os være ærlige: Konservative har heller ikke gjort sig nogen alvorlige anstrengelser for at reforme de skoler. Det eneste venstrefløjen skulle gøre var at råbe “Racisme!” og så vendte vi gladeligt ryggen til vore medborgere, og det med glæde over at have en undskyldning for ikke at gøre noget ved en national vanære. (lærerne kan måske hade “Intet barn lades tilbage” (loven som Bush indførte) men det program var et oprigtigt forsøg på at gøre noget i et miljø, hvor det intet at gøre var blevet accepteret).

Af forskellige grunde har alle (herunder også minoriteterne) afskrevet sig nogen inderlige bestræbelser på at give vor underklasse de elementære færdigheder der kræves for at komme ind i, og overleve i det 21. århundredes arbejdsstyrke. Dette menneskelige spild, som vi alle har en del af skylden for, er i ubegribelig grad skammeligt og ødelæggende for vort lands fremtid. Vi skal trækkes med de som godt kunne blive trukket frem selv. For at låne temaet fra en 1960 roman

Everybody Knows and Nobody Cares.

Der er endnu et større problem knyttet til lærernes fagforeninger, og hvorfor de er blevet så dysfunktionelle: Den triste middelmådighed hos så mange der går efter karrieren som lærere nu til dags. I politisk henseende, da bærer højrefløjen en stor del af skylden fordi, i også i dette tilfælde, har vi overladt uddannelsessystemet til venstrefløjen.

Som jeg altid har fortalt de på venstrefløjen der hylede op om vort militærs formodede dårlige kultur, “Jamen, så meld Jer ind og lav om på det!” da må jeg fortælle de borgerlige, at hvis de virkelig ønsker uddannelsesreformer, “Så bliv lærere.” Vi har overladt en hel vital profession til Venstrefløjen, ved at give lov til at det kan være en karrieretilflugt for de som er bange for konkurrencemiljøerne, for de som bare ønsker et sikkert job og regelmæssig arbejdstid, mens kun få af de som er dynamiske og har mod på nyt, endog ikke overvejer at lade undervisning være en levevej.  

Glade tider: Et klasseværelse i 1940’erne.

Lad mig sige det helt klart: Jeg ønsker ikke politiseret undervisning, det være sig højre eller venstre. Jeg ønsker ikke aktivistiske lærere under nogen form. Men hvis borgerlige giver venstreorienterede lov til at trænge ind i professionen med undervisning, da har vi også en skyld for den lave undervisningskvalitet. Hvis der ingen er på et fakultet der kan udfordre den venstreorienterede gruppetænkning, så vil den gruppetænkning sejre som en selvfølge.

Problemet har sin rod i den seneste historie: To enslignende udviklinger har reduceret kvaliteten af læreren i de sidste to eller tre generationer. For det første - den lige mulighed for kvinderne, og dermed drænedes talentmassen. Uden tvivl har overførslen af kvinder fra at være andenklasse til fuldt ligeværdige deltagere i samfundet og for økonomien i overvældende grad været gavnligt: Det har medført at vor nation er blevet rigere, mere lige, retfærdig, human, og mere interessant og morsom. Jeg kan kun komme på en ulempe: De ofte fremragende kvinder der underviste mig i 1950’ernes grundskole i den lille by i Pennsylvania blev lærere fordi det var den bedste mulighed (af meget få) der var til rådighed for dem. Disse enestående lærere blev fanger i et socialt system der nægtede dem andre muligheder. Deres modparter i dag er guvernører, senatorer, NAVY piloter, investeringsrådgivere, selskabsledere...

Selv for mænd var der få muligheder der midt i århundredet. Eksplosionen i velstand og arbejdsstyrken som vi oplevede i det sidste halve dusin årtier gav også mændene flere muligheder og valg. Således ville det være højst usandsynligt at de par stykker af livsformende engelsk-lærere jeg havde i high school tilbage i 60’erne - og som overlevede på en elendig løn - at de i dag ville være i de samme jobs. (ingen af dem ville alligevel overleve i en nutidig high school, da deres læselister ikke kun var yderst krævende - fra oversættelser af Euripides og Sofokles, til James Joyce og D.H. Lawrence - for det ville gøre konservative forældre rasende, de forældre som tror at “børn” ikke skal udsættes for stor litteratur - eller virkeligheden).  

Den triste kvalitet ved så meget af undervisningen i dag har bragt mig til at erindre det sidste dusin år. Til ære for en af de engelsklærere, en mand der døde alt for tragisk ung, har jeg givet en lille årlig pris til den elev i min gamle high-school der skriver den bedste novelle, essay eller artikel. Selv når de “bedste” anstrengelser når mig pr. email, for at jeg kan vælge vinderen, så har ingen af dem været af tilstrækkelig kvalitet til at få en topkarakter af den afdøde Hr. Boyer. Værre er det at, vurderingerne som sendes til mig af engelsklærerne i dag selv ofte er fyldt med grammatiske fejl. Mine gode intentioner er blevet en gåde: Disse top-studerende kræves det ikke af, at de skal kunne skrive, men det forekommer også som de ikke læser meget litteratur af værdi.

Således har vi nu et system, hvor unge mennesker med ‘ringere’ intelligens og færre ambitioner stiger ind i lærergerningen, og de uetisk og uansvarlige fagforeninger beskytter selv de værste af dem. For børnene er det ikke i orden. I stedet for at få en velordnet korrekt undervisning får de oppustede karakterer for at hjælpe dem til at komme på college (er det egentlig ikke værd at bemærke at “ansvarlige” forældre er mere tilbøjelige til at klage over lave karakterer end de lave standarder?) “Hvert barn får en belønning,” er formlen for senere fiasko. Vort system forsinker blot dommen indtil de unge kommer ud på arbejdsmarkedet.

Udover den lave kvalitet hos de som bliver lærere (med mange individuelle undtagelser, selvfølgelig) står vi overfor en alvorlig mangel på indhold i grundskoleprogrammerne, der jo i teorien forbereder dem til klasseværelset. Undervisnings teknikker og filosofier har erstattet den kontante erhvervelse af kundskab, og det bliver uundgåeligt afspejlet i K-12 klasseværelset. Som resultat har vi altså engelsklærere der ikke selv kan læse ordentligt; historielærere der ingen meningsfyldt begreb har om historien; og matematiklærere der ikke mener det er nødvendigt at børnene lærer tabellerne udenad.  

I samtalerne med K-12 lærere (Fra K - Kindergarten - 12. klasse)  i årenes løb, har jeg kun kunnet bedømme dem som oprigtige og med de bedste intentioner. Jeg har også fundet at de fleste af dem er dumme som skovle. Hvis en engelsklærer kun læser pop-romaner (hvis han eller hun i det hele taget læser), og hvis en historielærer mener Livy er en af Kardashian søstrene og Parkman en videospil, nuvel så kommer unge Nathan og Emma ikke til at kunne huske meget Shakespeare eller lave opgaver om Føderalister. Og det har betydning: At kunne beherske sit sprog er et utroligt stærkt værktøj i karrieren, mens den borger der ingen grundviden har i historie mangler referencerne og rødderne til at kunne forstå verden rundt om sig - for slet ikke at tale om at kunne skille de sindssyge påstande fra politiske demagoger fra sandheden. (Mit favorit nuværende eksempel på vor historiske analfabetisme er den ofte hørte påstand at “Vort land har aldrig været splittet!” Her ser man jo helt bort fra vor Civil War, hvor 620000 amerikanere døde, eller Jackson æraen, eller William Jennings Bryan og Populismen eller Depressionen, eller de voldelige optøjer i de sene 1960’erne og tidlige 1970’ere...)

Ingen anden del af uddannelse har fået et sådan uretfærdigt slag som det - at huske udenad. Hvis der er en ting jeg fortryder fra mine egne år i skolen (udover min stædighed) er det at jeg ikke blev krævet at huske en hel del mere udenad - og jeg skulle trods alt lære langt, langt mere udenad end nutidens børn. At lære udenad udvikler “hjernemusklerne” og giver os en database som internettet ikke kan erstatte. Jeg er altid misundelig på de studerende fra de eksklusive engelskskoler der kan citere lange dele af vers og finde det rette citat fra klassikerne (indrømmet, selv de skoler er ikke hvad de har været). Hjernerne som kroppene trives ved streng øvelse, og “kreativitet” er ikke det sted man begynder. Kreativitet er endestationen. Man begynder med at lære, med at tilegne sig en stor volumen af kundskab. Indtil sindet har suget tilstrækkeligt med omfattende ressourcer til sig som man derpå kan trække på, forsøger man at skabe et vakuum. Det vi kalder “kreativitet” er fingermaling af blinde.  

At gå i skole behøver ikke være “sjovt.” Det skal være effektivt. Og en skole skal være et selvopretholdende præstationssamfund. Dens første prioritet kan ikke opnås ved en falsk selvbevidsthed. Ægte selvbevidtshed stammer fra  hårdt arbejde, ikke ved at få at vide at man er brillant fordi man kan søge oplysninger. Enhver der har mødt - og skulle ansætte - unge jobansøgere der kommer friske fra universitetet nu om stunder står overfor enslydende ansøgere (lige fra det tøj de har på til interviewet) som strømmer over af selvtillid til et punkt, hvor det næsten giver pletter på gulvtæppet, men som når de først er antaget ofte ikke har nogen arbejdsetik, ingen referencer og er utilstrækkeligt klædt på til selv grundopgaver. For eksempel kommer der fra “top” universiteternes mesterprogrammer håbefulde journalister der ikke kan stave, ingen begreb har om tegnsætning eller kan konstruere en sætning der dækker et emne, og som ikke kan analysere problemer uden at være følelsesmæssigt engagerede, men som har vildt oppustede forventninger om hvad arbejdspladsen og samfundet skylder dem.

Men hensyn til de som går ud af high-school … nuvel mulighederne for dem skrumper ind for hver dag. Ikke desto mindre skal vi finde metoder til at reducere antallet som stopper før tid. En ung der mangler sit high-school diplom er dømt til at være en byrde for samfundet gennem hele sit liv. Var det op til mig da ville jeg også kræve et high-school dilom for at erhverve sig et førerbevis eller for at modtage hvilken som helst ydelse fra regeringen.

Uretfærdigt? Så absolut ikke. Alle rettigheder udover de mest elementære menneskerettigheder skal rettes til individets forståelse af sit ansvar for samfundet og staten. Sagt helt direkte, alle unge amerikaner der ikke er i alvorlig grad handicappede skylder vort land at bestå high-school.

Alle problemerne går dog stadig tilbage til de ineffektive lærere, ikke til stakkels minister Duncans “forvitrede skoler.” En ‘ stor’ lærer kan gøre underværker på en skole i elendig forfatning, men en elendig lærer underviser ikke et hak bedre i en supermoderne skole. Nye computere i klasseværelset er jo storartet, men kvaliteten af læreren der forrest i lokalet er dog langt mere vigtig.  

Medmindre en ung opdager glæden - og det er en glæde - ved at læse stor litteratur eller blot gode bøger valgt af egen vilje, da er det usandsynligt at eleven opnår en passion for at læse i vort uddannelsessystem. Det samme gælder for kærlighed til matematik eller fysik. Vi har sænket forventningerne, ikke kun til eleverne. De studerende forventes det ikke af, at de skal arbejde rigtigt (og nej “socialisering” fra ekstra aktiviteter uden for pensum er ikke en erstatning for at kunne mestre geometri). Lad mig gå tilbage de de high-school engelsklærere jeg havde: De elskede litteratur, og selvom de ikke kunne få os alle til at elske den som de gjorde, var de dog helt sikre på at vi skulle udsættes for den.  Med tiden bestod jeg high-school (på trods af at have været en skuffende elev om dagen og en rockmusiker om natten), så havde jeg altså læst Aristoteles, Lucretius, de græske dramatikere, Shakespeare (ikke kun brudstykker af Romeo & Julie, men “Hamlet” “Othello” og “Macbeth”), Thomas Kyd, Dickens, Conrad, Lawrence, Tjekhov, Dostojevski, Tolstoj, Shaw, Steinbeck, Hemingway, Ibsen, Strindberg, Beckett, Arthuer Miller, Tennessee Williams, de store engelske poeter og andre. Hvor mange der går ud af college i dag har læst halvdelen af de forfattere på den liste? 

 

Jeg vil ikke lade de konservative slippe for dette krydsforhør: Forestil dig, hvordan en håndfuld “vrede” forældre ville hyle op om det latterligt godmodige seksuelle indhold i de bøger. Deres børn ser og hører langt langt værre ting på TV - eller deres smart phones -- men skolerne skal være renset for seriøs litteratur i Dydens Hellige Navn.

Ligesom uddannelse i dag ikke drejer sig om de studerende men om lærerne, således er også meget uoplyst aktivisme om forældrene frem for eleverne. Hvis man ønsker at “beskytte” sit barn fra umoralitet, så fjern barnets smartphone, computer, TV, iPod og radio, der alle giver adgang til langt syndigere sager end noget af det Faulkner eller Steinbeck kunne drømme om.

Jovist, giver jeg konservative nogle venlige dask: Den mest vanærende bevægelse på uddannelsesfronten fra vore rækker har været at insistere på at “Kreationismen” skal undervises i Videnskabsfag, som et ægte alternativ til Evolution. Kreationismen hører hjemme i Søndagskolen. Vi har så absolut ikke brug for at vore allerede syge skoler til blive til krisnte madrassaer. Der er bare ikke tid i de begrænsede timer der i klasseværelsen til at lade som om at Adam og Eva havde dinosaurer som kæledyr. Fossiler er ikke “teorier” som en republikanske håbefuld præsidentkandidat gerne så det. Ligesom venstrefløjens nonsens skal fjernes fra pensum, således skal religion udelukkes fra videnskabsfag: Af alle de fag som vi er begyndt nedtone, giver videnskabsfagene den største sårbarhed.

Lad os nu tage os gevaldigt sammen. (Og til mine medkristne: Jeg er ikke overbevist om at Gud har et Timex. En af hans “Dage” kunne være milliarder af vore år. Vor Frelser talte i lignelser således at vi kunne forstå. Er det så for langt ude at tro, at den evindelige og grænseløse storhed hos Gud også skal kommunikeres til os dødelige i lignelser? Jeg kan ikke komme i tanker om nogen større ‘synd’ med hensyn til stolthed, end formode at nogen af os kan kende Guds storslåethed. Overlad det til blasfemikerne hos de islamiske ekstremister.)

Når alt dette er sagt så kan der ikke være tvivl om at den største skyld for den intellektuelle fattiggørelse i K-12 uddannelserne ligger hos den politiske venstrefløj, der har gjort ‘fattigdom’ til en ‘levedygtig’ livsstil man kan vælge; man har forsvaret fagforeningerne der sætter lærernes velfærd højere end at eleverne får succes; man har gjort selvbevidsthed til et højere mål end at få lært noget; og man har kæmpet for at holde minoriteterne “nede, dumme og som Demokrater.” Men intellektuelle seriøse konservative har alt for ofte vendt sig bort, og overladt uddannelsesmarken til venstreorienterede svampehjerner.

Op når vi så endelig engagerer os, så er det for at gøre læringen ‘sundere,’ rense ud eller insistere på at påtvinge vore religiøse synspunkter i klasseværelset.  Undervisning skal være kendsgerning baseret, krævende og politisk neutral. Den eneste dagsorden skal være at skabe så mange effektive, succesrige borgere som muligt, som så igen kan give støtte til vort lands storhed og magt.

I Det Herrens År 2011, bruger United States langt flere penge per borger på uddannelsen end noget andet større land - og får langt mindre retur. Udover al politiken og selvinteressernes netværk er grunden ganske så simpel, ligesom to og to giver fire: Vi har fjernet læring fra uddannelsen.

Family Security Matters Contributing Editor Ralph Peters is a retired Army officer who had to learn just about everything the hard way—despite having had a number of terrific teachers. He is the author of 28 books, including the forthcoming historical novel, Cain at Gettysburg. Had he not had such fine, patient and knowledge-loving teachers, he would have had few, if any, of the successes he has enjoyed in life.

http://www.familysecuritymatters.org/publications/detail/failing-schools-a-sign-of-failing-national-character

Rio+20 og drabet på jorden siden 1992

Rio: Drabet på Jorden siden 1992

JAMES DELINGPOLE 
                                         

Det eneste gode ved Rio+20 topmødet er muligvis, at det faldt sammen med udgivelsen af en ny bog ved navn Os Melancias. Hvis du er amerikaner eller canadier så ved du at det er  Vandmeloner: Den Grønne Bevægelses Sande Farver.  I Storbritannien kaldes den  Vandmeloner: Hvordan Miljøforkæmpere slår Planeten ihjel, ødelægger økonomien og stjæler dine børns fremtid.  Og i Australien og Kiwiland hedder den Jorden dræbes for at redde den: Hvordan miljøforkæmpere ruinerer Planeten, ødelægger økonomien og stjæler dit job. Og forresten kan den også fås på estisk.

 

Vandmeloner er et slangudtryk for de grønne miljøforkæmpere - grønne udvendige men røde indeni.

Hvor jeg dog gerne ville kunne sige at disse titler er en hysterisk overdrivelse, men uheldigvis - læs selv bogen, læs de fyldige henvisninger - ja, så er de mere end sandheden. Takket været affaldsvidenskaben, fupcomputerprojektioner, og angstscenarierne fra miljøbevægelsen så har planeten og dens indbyggere lidt alvorligt i disse sidste 20 år. Her - med stor tak til Paul Driessen and David Rothbard - er blot nogle få eksempler på den skade der er forårsaget, angiveligt for at redde os alle fra truslen om Menneskeskabt Klima Forandring. 

I dag har over 1,5 milliard mennesker stadig ikke elektricitet, eller måske blot nogle få timer om dagen eller ugen. Næsten 2,5 milliard mennesker lever for mindre end 2 dollars om dagen. Millioner dør hvert år af sygdomme der i det store og hele kunne være udryddet hvis der var adgang til pålidelig, billig elektricitet til madlavning og afkøling, til klinikker og hospitaler, rent vand, sanitet og virksomheder og industrier der skaber jobs, velstand og sundhed. 

Modstand mod elektricitetsfremstilling i rigtig stor stil tvinger mennesker til at være afhængig af bålsteder til madlavning - og dermed fremmes lungesygdomme og for tidlig død, grundet indåndingen af røg og forurenende stoffer. Den ødelægger også gorillabestanden og andre naturhabitater, da træer må fældes som brænde og til trækul. 

Vindmøllerne flænser fugle og får lungerne hos flagermus til at kollapse, og har en ‘ubærlig’ høst af ørne, høge, falke og andre sjældne truede flyvende skabninger.

Vindmøller og solpaneler dækker og ‘forstyrrer’ millioner af hektar landbrugsjord og habitater for det vilde dyreliv, for at give en meget dyr, uregelmæssig energi til byområderne. De kræver støttegeneratorer og lange forsyningsledninger og forbruger millioner af tons beton, stål, kobber, glasfiber, polymerer og sjældne metaller - udvundet af Jorden, ofte i lande hvis forureningskontrol og teknologier ligger betragteligt under amerikanske, canadiske, europæiske og australske standarder.

Majs-baseret etanol kræver timillionvis af hektarer landbrugsjord, milliarder af liter vand, millioner af tons kunstgødning og pesticider, og enorme mængder af kulbrinte brændstoffer. 

Disse Grønne forkæmpere formodes at være de gode? Lige så snart jeg har afsluttet dette skriv er jeg på vej til at diskutere disse problemer på BBC’s Daily Politics Show - hvor der, uden tvivl vil være en repræsentant for en eller anden anti-kapitalist, anti-friheds, anti-jobs, anti-vækst miljøpressiongruppe, såsom Friends Of The Earth, (jamen hvilken ironi i det navn) der vil søge at afvise mine argumenter som værende fra en naturforagtende “benægter” der muligvis er betalt af de store olieselskaber. 

Jeg mener det er på tide vi begynder at bedømme disse Grønne på deres gerninger fremfor deres spin og føleri, ikke sandt? 

Her er kendsgerningerne: Den katastrofale menneskeskabte globale opvarmning som Maurice Strong og hans vandmelonkohorter bad os om at sætte verdensøkonomien på spil med i 1992 er ikke indtruffet. 

Det er derfor de ved dette Rio-møde nedtoner “Klimaforandrings” problemet og koncentrerer sig i stedet om “Biodiversitet.”

 

Men som Driessen og Rothbard bemærker på Watts Up With That, er der intet videnskabeligt bevis overhovedet for de grønnes projektioner om katastrofale tab af arter. 

Op til halvdelen af alle arter kunne blive udslettet ved år 2100 formoder astronomen og global opvarmningsalarmisten James Hansen, på grund af klimaforandring, “ikke bæredygtig” kulbrintebrug, væksten i befolkningstallet og den økonomiske udvikling. Ved Rio+20 udbasunerede aktivister disse hysteriske påstande i rapporter, i taler og i pressemeddelelser. Heldigvis er der intet faktuelt grundlag for dem. 

Af 191 fugle og pattedyrsarter man har optegnet som værende udryddet siden år 1500, var 95% af dem på øer, hvor mennesker og menneskeindførte rovdyr og sygdomme var årsag til udryddelsen, bemærker økologiforskeren dr. Craig Loehle. På kontinenterne er kun seks fuglearter og tre pattedyrarter blevet drevet til udryddelse og man kender ikke til nogen fugleart eller pattedyrart i optegnet historie der skulle være udslettet grundet klimaforandring.

 

Det  omfattende tab af arter, som hævdet af Hansen, Greenpeace, WWF og andre er baseret på ekstrapoleringer fra øers udryddelsesrater. Nogle af dem er det rene gætteværk eller direkte frygtskabende, med intet der blot ligner tilstrækkelig videnskabelig analyse. Andre ekstrapoleringer er baseret på ubegrundede formodninger om arternes levedygtighed ved  længere- eller korterevarende klimaforandringer - sovset ind i klodsede,  forsimplede, ikke databaserede virtuelle computermodeller der lader formode, at de øgende CO2 niveauer vil få planetens temperatur til at øges, således at planternes levesteder og dermed fugle, reptiler og dyr på en eller anden vis vil blive udslettet. Der er intet bevis eller støtte til nogle af disse udrydningsscenarier. 

Hmm. Dramatiske forudsigelser om menneske-medført Dommedag baseret på intet mere ‘bæredygtigt’ end nogle få angribelige computerberegninger. 

Hvor er det lige vi har set det trick før?                         
 
James Delingpole is a British writer, journalist and broadcaster who is (he says) right about everything. He is the author of numerous fantastically entertaining books including Welcome to Obamaland: I've Seen Your Future and it Doesn't Work. His website is http://www.jamesdelingpole.com/ and he also has a blog at the Daily Tele

Read more: Family Security Matters http://www.familysecuritymatters.org/publications/detail/rio-killing-the-earth-since-1992?f=must_reads#ixzz1ytoMiIbj