Hvorfor drenge læser ringere end piger

Hvorfor dine drenge nægter at læse, og piger læser bedre

 Jack Cashill

For nogle år tilbage kørte jeg og min ven Mike McMullen til Oklahoma for en gennemført fuldstændig politisk ukorrekt weekend med masser af mad, drikkevarer og jagt. Her var det Mike stillede et spørgsmål. Om jeg havde tid til at se på en roman han arbejdede på.

Af profession er han ingeniør, og et udendørsmenneske om en hals. Jeg anså ikke Mike som en kommende romanforfatter.

“Hvad handler den om?” spurgte jeg. “Vi har vel en time til at gennemgå den. Lad os tale om den.”

“Nuvel,” sagde Mike genert, “den handler om denne ekspert i efterretninger. En aften mens han går tur med sin hund løber han ind i en .....tja....tja.... han møder en Marsmand.”

“En marsmand!” Jeg lo. “Stop en halv. Du skal ikke sende bogen til mig. Begynd hellere forfra med romanen.”

“Hvad skulle min hovedperson så løbe ind i?” spurgte Mike forsvarsberedt.

“Hvad med en muslimsk terrorist?” foreslog jeg. Og så var bogen The Hunt, en politisk thriller fra Permuted Press klar til salg den 10,. december der hvor du køber bøger. Eller hvis du vil have et eksemplar med vore underskrifter så se på TheHuntBook.com.

Det som satte mig igang med den roman var en forskning jeg netop har afsluttet om den stadig større manglende evne til at unge mænd kan læse ordentligt. Jeg citerer Kansas som et eksempel, og det gør jeg fordi the Kansas State Department of Education (KSDE) udfører et godt stykke arbejde med at afprøve de studerende og lægger så resultaterne ud.

Sidste år i den klasse der præsterede allerbedst i en offentlig skole i Kansas viste prøven af 45% af eleverne i skolens 10. klasse viste sig ikke dygtige i engelsk. I den skole der præsterede dårligt var det helt utroligt 97% af eleverne i 10. klasse der viste mangel på duelighed i engelsk. I gennemsnits forstads high school, som byens indbyggere uundgåeligt bedømte som “fremragende,” var det 60-80% af eleverne der ikke kom over den laveste norm for sproglig dygtighed.

The KSDE har ikke opdelt resultatet efter køn, men hvis man gjorde, ville drengene være de som trak gennemsnittet ned. Uanset, hvor man udfører sprogprøverne trækker drenge resultatet i den forkerte retning.  

Når man ikke klarer sig godt på High school så klarer man sig dårligere, eller underpræsteret på college. I 2018 fik f.eks. pigerne næsten 59% af alle de akademiske priser i the United States. Undervisningsministeriet forventer at den tendens fortsætter. I 2027 regner man med at kvinder modtager 151 college eksamener for hver 100 til mænd. 

En stor grund til at drengene ikke magter at læse dygtigt er det ‘skidt’ drenge skal læse i skolerne. En anbefalingsliste fra en high school læseliste fra biblioteket i  Montgomery County, Maryland, en velstående forstad til Washington slår ned på det allestedsværende problem. Nogle eksempler:

I Will Grayson, Will Grayson, mødes to teenagere med det samme navn, den ene bøsse den anden hetero, tilfældigt. Munterhed opstår. 

I The Wee Free Men. Mødes en ung heks med seks tommer høje blå mænd og Queen of Fairyland. Forfatteren som beskriver sig selv som en britisk “humanist” er tilknyttet the “National Secular Society,” en organisation der “eksplicit er oprettet for de som forkaster det overnaturlige.”

Struts & Frets er den første bog af Jon Skovron. Hans anden bog Misfit, beskrives af Kirkus som “en djævelsk, pragtfuld paranormal fortælling om en teenagepige der opdager sin indre styrke og mangel - og hendes potentiale for mørket.”

Ni af de 12 bøger på listen fra Montgomery County er skrevet af kvinder. Otte af dem har kvindelige hovedpersoner. Ingen af de tre bøger skrevet af mandlige forfattere giver nogen vejledning til drenge om at blive til mænd, og de alle tilbyder noget der nærmest krænker ethvert barn der tager sin tro alvorligt. Kan det egentlig undre at piger i dag er, helt utroligt, ti gang bedre læsende end drenge. 

Sådan behøver det ikke være. Da jeg kom på high school fik jeg en læseliste til brug for sommeren før klassen begyndte. Jeg husker stadig mange af de bøger på listen — Call of the Wild, Annapurna, Kon-Tiki, Red Badge of Courage, Mutiny on the Bounty, Men Against the Sea, Huckleberry Finn.

Ikke kun fastholdt disse bøger vor koncentration og opmærksomhed, men de lærte også os drenge goderne ved at blive mænd. Vi så eksempler på udvist mod, på overskud for andre, for udholdenhed, for at være et hold. Sandt nok havde jeg den fordel at jeg gik på en high school kun for drenge, men selv i skoler for begge køn er der ingen god mening i at ‘beskytte’ drenge for ikke at læse bøger som de faktisk kunne få gavn af at læse.

En grund til jeg afviste det der med en Marsmand er at børn i dag er så fuldstændig overøst med fantasifortællinger. Endnu en grund var at at filmen Cowboys vs. Aliens, i den grund ‘underpræsterede’ finansielt - alene titlen var det samme som fiasko.

Gode fortællinger om mænds verden er afhængig af det sandsynlige. Derfor bad jeg Mike være med i skriveprojektet. Nok har jeg været en Eagle Spejder, men Mike drager på elgjagt i Colorado, hvor romanen har sit udgangspunkt. For at fungere skal mandlig fiktion være teknisk perfekt. En forfatter kan ikke Google sig vej til troværdighed.

Mike har også to sønner, begge i U.S. Marines. I the Hunt, fortæller vi beretningen om en fader der er blevet enkemand, en veteran fra Irak og Afghanistan, der tager sine unge drenge på en elgjagt, for blot at opdage at det er dem der bliver jagtet. De som jager dem er ikke Marsmænd. Det er muslimske terrorister i samarbejde med mexicanske narkokarteller. Politisk korrekthed, af den slags film skal laves efter nu om stunder, knægter ægte fortællekunst. 

Vi lod bogen gennemse af mennesker der kendte til at være i ødemarken. En pensioneret U.S. Army oberst sagde, “The Hunt er en alt for plausibel aktion spækket historie om udholdenhed, det at være en ægte far, selvopofrelse og forsoning. Anvendelse i det virkelige liv at militær kunnen, lært på den hårde facon. Mike og Jack har en vinder i den fortælling der gør man lader siderne vende sig selv i spænding.!”

Gode solide egenskaber kommer ikke helt naturligt. De skal læres. Og en roman kan stadig være et godt sted at begynde.

https://www.americanthinker.com/articles/2019/12/why_your_sons_refuse_to_read.html#ixzz67DWNWK17

Dagén da Obama svigtede de sorte i Amerika

Dagen da Obama svigtede de sorte i Amerika

Jack Cashill

På Faders Dag 2008 holdt Barack Obama sin mest ærlige tale om raceforhold, muligvis hans eneste sådan nogenlunde ærlige tale om race. Medierne bemærkede det knap.

Talen blev holdt hos the Apostolic Church of God in Chicago. Fra prædikestolen talte Obama til de forsamlede vælgere - åh undskyld, kirkegængere - med en ikke karakteristisk dristighed. Han mindede sit publikum om at for mange sorte fædre manglede i “for mange hjem.” Han kendte om nogen til fænomenet da hans egen fader “forlod os da jeg var to år.  gammel.” 

Idet han for et øjeblik udelod sin personlige historie, omend noget fiktiv, kom Obama med det traditionelle konservative argument om at faderløse børn har fem gange større sandsynlighed for at vokse op som fattige, ni gange større risiko for at gå for tidligt ud af skolen, og tyve gange større sandsynlighed for at komme i alvorlige problemer end børn der vokser op hos begge forældre.

De fraværende fædre. lod Obama forstå - “har ikke levet op til deres ansvar, har handlet som drenge i stedet for mænd. Og selve grundlaget for vore familier er svagere på grund af det.” Da det var Obama der kom med dette argument - og ikke lad os sige Dan Quayle - så blev det ukritisk rapporteret af medierne.

Progressive var imidlertid noget usikre over Obama der gav en stremme til det han kaldte sin “indre Cosby,” og en progressiv om nogen, som Jessie Jackson var fortørnet. Selv da han hviskede kunne man tydeligt høre hans stemme.

I hele Obamas politiske tilværelse havde Jackson været selve Ikonet for den amerikanske borgerrettighedsbevægelse. Fra det øjeblik Jackson stod frem i Chicago i april 1968 iført en t-Shirt der angiveligt skulle være vædet med Martin Luther King Jr’s blod - Obama var seks år dengang - viste han, at en leder af en bevægelse med tilstrækkelig karisma og adgang til medierne sådan set ikke behøver bekymre sig om sandhed.

Jackson skulle man ikke træde over tæerne. Tre uger efter Obamas Faders Dag prædiken gik Jackson  til genmæle. Som fortalt af Jeff Zeleny fra the New York Times, “Han gik specifikt i rette med hvordan Mr. Obama i de seneste taler havde påpeget sorte mænd ikke levede op til deres ansvar som fædre.” 

Da Jackson selv havde avlet et ‘kærlighedsbarn’ uden for ægteskab tog han Obamas ord som noget personligt. En tændt mikrofon i et Fox News studie fangede Jackson der hviskede til en anden sort gæst, “ Ser du Barack, har talt om, hmmm talt ned til sorte - Jeg vil skære hans nosser af....Barack ....han taler ned til sort ...fortæller n***** hvordan de skal opføre sig.” 

Ved at sige “skære hans nosser af,” og samtidig gøre en bevægelse som skar han med sine hænder understregede han sin mening. Man kunne håbe han talte i billedsprog, men han “gik i kødet” på Obama. Hans vrede var ægte.

Hvis ethvert andet medie end Fox News genfortalte disse bemærkninger ville de aldrig være blevet bemærket, som det skete, i det mindste delvist. Fox News redigerede sætningen med  “n-ordet. “Vi ønsker ikke at skade Jesse Jackson fortalte Bill O’Reilly Politico’s Jonathan Martin. “Det er ikke vores opgave at gøre det. Derfor holdt vi os tilbage. Og så fik en led fyr fat i hele historien og lækkede den ud på Internetttet, og så kørte den.”

Ved at fortælle om hvad O’Reilly ‘udelod’ indledte Martin med den underholdende Orwellske overskrift, “Det viser sig Jesse Jackson hviskede noget endnu værre end hans ønske om at skære Barack Obamas manddom af.” De fleste mænd,  formoder jeg, ville vel mene at truslen om kastration er en smule “værre” end et racistisk udbrud. men de flest mænd får ikke deres prioriteter genfortalt hos et større medie.

Dette var et følsomt øjeblik for Obama og the MSM. For mildne trykket mod Obama fokuserede the Washington Post’s Jonathan Weisman på konflikten mellem Jackson og hans søn medlem af kongressen Jesse Jr. Som Weisman imidlertid bemærkede, “For Obama der stadig kæmper med at tage afstand fra præsten Jeremiah Wright's flammende prædikener kan endnu en opflamning i det afrikansk-amerikanske samfund ikke bydes velkomment.”

The Times førte an med Jackson’s forebyggende undskyldning for det Zeleny så delikat kaldte en “vulgær henvisning.” Det var det. Obama accepterede straks undskyldningen, men hans talsmand lovede at Obama ville fortsætte med at behandle udfordringen med faderskab.

https://www.youtube.com/watch?v=7sPUYwxSU1o

Canadiske Suzanne Goldenberg, der skriver for Storbritanniens venstredrejede Guardian, fortalte uden omsvøb hvad de amerikanske medier knap turde fortælle. Overskriftens slagnummer ....”Jeg ønsker at skære hans nosser af” -- Jacksons fortalelse giver fokus på Obama drejning mod højre” -- fik en til at undre sig over om Jacksons “fortalelse” i det det hele taget var en sådan. Bevidst eller ej, stillede Jackson spørgsmålet. “Hvad er der sket med Obama efter han vandt the Democratic nominering?” Ifølge Goldenberg, var Jackson bemærkninger “skildret i blogosfære som et vredesudbrud over kampagnens højredrejning.”

Jackson’s autencitet intimiderede Obama. Trods alle hans løfter om fortsat at tale om faderskabsudfordringen talte Obama aldrig om det igen, og slet ikke så kraftfuldt som talen på Faders Dag i Chicago. 

I hans falske undskyldning afslørede Jackson komplottet. Jo, det var OK at tale om personligt ansvar, fortalte Jackson the Times,med det var lige så vigtigt “at gøre noget ved det kollektive moralske ansvar hos regeringen og offentlig politik, der ville være et opgør med den mangel på gode valg der ofte fører til (sorte mænds) uansvarlighed.”  Skønt han åbenbart havde brug for en smule påmindelse ville Obama følge Jacksons diktat i hele sin præsidentperiode. Konsekvenserne for de sortes samfund har været den rene skinbarlige gift.

Jack Cashill’s newest book, Unmasking Obama is available for pre-order at Amazon.)

https://www.americanthinker.com/articles/2020/06/the_fathers_day_obama_betrayed_black_america.html

Reflektioner over 100 år med fupvidenskab i disse coronatider

Reflektioner over 100 år med fupvidenskab

Jack Cashill

Lørdag aften kørte jeg til et lokalt pizzeria for at hente en pizza. Der var ingen anden mulighed for at få pizza. I Kansas City har alle barer og restauranter været lukket en uge.

I de seneste uger har jeg valgt ikke at se eller følge nyhederne. Jeg stoler ikke på nogen af dem. TV-et på pizzeriaet var imidlertid tændt og stod på CNN. Her vistes dødstallet for Coronavirus: 12000 på verdensplan og 285 i USA. (artiklen er en måned gammel) 

Tallene forundrede mig. Ikke at følge nyhederne på nært hold, og jeg formodede, baseret på den hysteri der hersker i æteren at tallene ville have været mindst ti gange højere både internationalt som nationalt.

285? Ifølge the Centers for Disease Control døde 185 amerikanere af overdosis stoffer hver eneste dag i 2018. Ifølge the CDC, døde 315 mennesker af influenza hver eneste dag i de seks måneder influenzasæsonen varede 2018-19. Og hvis det at beskytte liv er målet, så kunne vi redde 400 småbørns liv hver eneste time ved at lukke Amerikas abortklinikker.

Det er ikke ved at ske. De fleste politiske retningslinjer synes af udelade abortklinikker fra nedlukningsbestemmelserne. “Under denne offentlige sundhedskrise forbliver graviditets omsorg, herunder abortomsorg en væsentlig, vigtig sundhedsservice,” insisterer the National Abortion Federation. “The NAF opfordrer ledere til at sikre at abortklinikker kan forblive åbne og opfordrer hospitaler til at fortsætte med at give abortomsorg.”

Knap var jeg kommet hjem med min pizza da nyheden kom frem om at metroen i Kansas City ville være helt lukket ned torsdag morgen. “Efter 30 dage,” rapporterede TV News stationen som en kendsgerning, “vil myndighederne overveje om bestemmelsen skal fortsætte.” Så let er det i 2020 Amerika at suspendere the U.S. Constitution og smadre økonomien..

Jeg ville langt bedre kunne forstå ordren og mine medborgere dersom en eller anden ganske forfærdelig pest hærgede metroen. Det er netop ikke tilfældet. Lørdag aften havde der været samlet fire dødsfald knyttet til Covid-19, i hele Kansas og Missouri, et eneste var i Kansas City metro området, en “mand i 70’erne med svære helbredsproblemer.” 

Ved at dele min skepsis på Facebook mødte jeg en flodbølge af benægtere, nogle af dem konservative der insisterer på at videnskaben retfærdiggør denne alarmtilstand. Jeg ved ikke nok om dette særlige fænomen til at gå i debat, men jeg ved nok om amerikansk historie til at vide at videnskab ofte helt og aldeles uden retfærdig grund slår alarm.

I min bog fra 2009, Hoodwinked: How Intellectual Hucksters Have Hijacked American Culture, dokumenterede jeg 100 år med videnskablig misinformation, halve sandheder og løgne der formidles næsten udelukkende for at fremme en progressiv dagsorden. 

Et af emnerne jeg behandlede var medlidenhedsdrab bevægelsen tidligt det 20. århundrede. De som skubbede på videnskaben og betalte for den var de store ‘troldmænd’ fra Ku Klux Klan, men Amerikas akademikere og progressive, særlig grundlæggerne af Planned Parenthood Margaret Sanger og Højesteretsdommer Oliver Wendell Holmes var også fortalere.

Progressive har altid arbejdet i Krise mode. “Det mest presserende problem i dag er hvordan vi begrænser og ikke tilskynder til overfrugtbarheden hos de med mentale og fysiske defekter,” skrev Sanger i 1922. “Muligvis må drastiske og Spartanske metoder påtvinges det amerikanske samfund hvis det fortsætter med selvtilfreds at opmuntre til muligheden af, og den kaotiske avling der er resultatet af vor stupide, onde, sentimentalisme.” Som vi ser i dag er “Spartanske Metoder” sjældent noget progressive afholder sig fra at fremføre.  

I årene siden er vi blevet udsat for den ene videnskabsforanstaltede krise efter den anden. I 1962 udgav Rachel Carson sin meget populære bog om miljøet, Silent Spring. Kapitlerne har makabre overskrifter som “Dødseleksiren,”  Floder af død.” og Bedre end Borgiaernes drømme,” men den “gift” der i sandhed provokerede til Carsons litterære vrede var dichlorodiphenyl-trichloroethane eller som det bedre end kendt som DDT.

Bekymret over effekten af DDT på rødkælke og andre fugle syntes Carson at være ligeglad med den kendsgerning af DDT reddede bogstaveligt talt millioner af liv i de malaria inficerede regioner rundt om i verden. Afdøde Michael Crichton, en Harvard M.D., kaldte forbudet på foranledning af Carson, som “den uden for diskussion største tragedie i det tyvende århundrede, “ og  statistikken over dødsfald bakkede ham op. 

I 1968 indledte Dr. Paul Ehrlich sin enormt populære bog, The Population Bomb, med den forbløffende påstand, “kampen for at brødføde hele menneskeheden er allerede tabt.” I de mest “muntre” af disse scenarier vil amerikanerne se “modent på det,” en ny Pave “give sin velsignelse til abort,” og kun en halv milliard vil dø som følge af hungersnød.

Den fuldstændige fiasko ved hans forudsigelser fik ikke Ehrlichs stjerne til at falme. Han modtog hele livet prestigefyldte miljøpriser med en $345,000 MacArthur Foundation “geni” ydelsen og the Crafoord Prize fra Det Svenske Videnskabernes Akademi, det som svarer til Nobelprisen for miljøaktivisterne.

Ingen anden mis informations kampagne slås imidlertid, dog viste den sig knap så dødbringende, som den der angik udbruddet af AIDS.

De fleste der fulgte trop gjorde det af uvidenhed eller tendens. Men nogle få af dem - undervisere offentlige sundhedsembedsmænd, videnskab skribenter - vidste udmærket godt hvad de havde gang i.

For at “af bøsse” sygdommen adopterede de magtfulde slogans som “AIDS der ødelægger lige muligheder.” Mere underfundigt, nederdrægtigt finpudsede de antallet for at demokratisere sygdommens rækkevidde. Uheldigvis kom mange bøsser til at tro på propagandaen som aktivisterne, bøsse som hetero, spredte.

Hvis AIDS ikke er ‘en bøsse sygdom.’” skrev AIDS Aktivisten Gabriel Rotello, “hvorfor skulle bøsser så undersøge de økologiske årsager for at deres samfund blev så ødelagt? Helt klart var det blot et uheld i historien, et lykketræf, en midlertidig indtræffen af en på anden vis universel pandemi.”

Heteroseksuelle kom også til at tro på denne “afbøsseficeringskampange.” Den blev spredt langt hurtigere end sygdommen og ‘inficerede’ mennesker der burde være klogere. Tidligt i 1987, indledte den så kendte og meget ‘troede’ Oprah Winfrey sit show som følger:

Hej allesammen, AIDS har fået begge køn til at være skrækslagne. Forskningsundersøgelser regner nu med at en ud af fem - lyt nøje til mig, svært at tro - en ud af fem heteroseksuelle kunne død af AIDS i løbet af næste tre år. Det er altså i 1990. En ud af fem. Det er ikke længere blot en bøssesygdom. Tro mig.

Oprah’s publikum havde ingen grund til at være vantro. I 1987 var skrækken overalt. Så at sige hvert eneste medie gentog den samme barske besked. “Ingen er i sikkerhed for AIDS,” proklamerede forsiden af Life. “Sygdommen for dem er pludselig sygdommen for os alle,” tilføjede U.S. News & World Report.

Det populære tidsskrift bekræftede blot hvem der var OS - hvide, middelklasse, heteroseksuelle amerikanere midt i livet. Selv de mere sobre og troværdige medier blev ofre for flammerne. “AIDS har infiltreret den heteroseksuelle befolkning,” advarede the Washington Post sine læsere i november 1987, “og en meteor lignende stigning i tilfælde af HIV smittede forventes på grund af de falske formodninger om at AIDS er en sygdom der rammer homoseksuelle.”

Videnskabsetablissementet var knap ved at varme op. I årtierne fremefter ville den komme med ‘nu bliver det køligere, nu rammes vi af atomvinter, sprøjtemidler, forurening fra røg, global opvarmning, klimaforandring, og en stribe af andre formodede dommedags scenarier. Når så den forudsete Dommedag ikke indtraf, skiftede dommedagsprofeterne blot dato og købte sig flere ejendomme ved stranden. 

Aldrig før, har en mani skabt så meget kaos, og så hurtigt, som Covid-19 skrækken. Mange af forudsigelserne er ikke troværdige, som de var med AIDS for heteroseksuelle, og selvom de skulle være præcise, så retfærdiggør det ikke de angreb mod vor økonomi og vore friheder vi oplever.

Lad venligst nogen advare præsidenten om videnskabsforskerne i hans midte.

https://www.americanthinker.com/articles/2020/03/reflections_on_a_century_of_junk_science.html

Antal mord under Obama og under Trump - en kæmpeforskel

Antal mord under Obama og under Trump - en kæmpeforskel

JACK CASHILL  

En overskrift i the New York Times december 2018 kom med en sjælden godbid fra the Times om Trump tidsalderen da man lader læserne få at vide: “U.S. antallet af mord er ved at falde stort.

Selvom den officielle statistik fra FBI ikke er tilgængelig før i september måned, anerkendte the Times at “antallet af mord i the United States i 2018 ser ud til at være det største fald oplevet i fem år.” Det foreløbige estimat på 7% svarer til 1000 færre dødsfald/mord.

Der mangler dog et ord i artiklen af Jeff Asher, ikke overraskende, og det er ordet “Trump.” Endnu et ord mangler det er ordet “Obama.” Asher og hans redaktører foretrækker at årsagen til faldet i forbrydelserne skal forblive et mysterium.

Hvis der var en Pulitzer pris for undvigelser så ville Asher være i front. “At finde frem til forandringen i antallet af mord nationalt er langt lettere end at forklare, hvorfor det sker,” skrev han. “Der er stadig ingen enighed om, hvorfor antallet af mord steg i 2015 og 2016, selvom forskellige teorier har været fremført, herunder at det er tilfældigt.”

Blandt de som er villige til at se hvad der skete i 2015 og 2016 er der en vis enighed. Chicagos borgmester Rahm Emanuel satte fingeren på det ved et hastemøde for borgmestre og politichefer sent 2015.

Hvis medierne vælger at være uden antydning af en løsning så var Emanuel det ikke. Han forklarede fænomenet til Attorney General Loretta Lynch, og sagde, “Betjente ønsker ikke i sig selv at være en nyhedshistorie, De ønsker ikke at deres karrierer slutter tidligt, og det har en indvirkning.”  

Emanuel vidste udmærket at stigningen i kriminalitet faktisk begyndte i august 2014. En dag efter Ferguson, Missouri, da Michael Brown blev skudt af betjent Darren Wilson, dukkede the Washington Post’s Jonathan Capehart op på MSNBC for at forklare hvad der skete. Han havde helt galt fat i sagen.

Capehart kædede det at Brown blev skudt sammen med det som overgik Trayvon Martin to år tidligere og accepterede vidneudsagn af en svindler “hænderne op, skyd ikke,” som værende sandheden og insisterede på at sorte mænd i Amerika levede som “under belejring.” I de næste seks måneder, var det budskabet der blev sendt på alle de større medier, undtaget Fox News.

Tre dage efter skudsepisoden fik Brown samme behandling af the Washington Post som Trayvon, Man viste et stort foto af ham med kasket og trøje og forklarer, hvordan denne “milde gigant”, manden “for sky” til football, havde kæmpet for at få et diplom af en slags.

Fem dage efter skudepisoden tonede præsident Obama frem og talte til nationen om Ferguson. Som en afrikansk-amerikaner var han jo den perfekte, og eneste til at fortælle sandheden.

Obama kunne have sagt at Brown, som Trayvon Martin før ham, flyttede fra hjem til hjem da hans familie var gået i opløsning, at han kom ud i et liv med stoffer og vold, og projekterede sin vrede mod sine forældre over for en hvid myndighedsperson. Obama gjorde intet af det.

Han gjorde det han havde gjort i Trayvon sagen, og sammenlignede sin skæbne med “ofret” i dette tilfælde Michael Brown. “Vi mistede en ung mand, Michael Brown, under hjerteskærende og tragiske omstændigheder,” sagde Obama på en pressekonference. “Han var 18 år gammel, og hans familie vil aldrig holde Michael i deres arme igen.”

Senere, efter at være mødtes med demonstrerende i Ferguson forestillede Obama sig værende i Brown sko, “Mine tanker gik tilbage til hvordan det var for mig da jeg var 17, 18, 20 år.” Han gik sådan set sin ‘velsignelse’ til pøblen.

Om betjent Darren Wilson, havde Obama ikke meget at sige. Mens Ferguson brændte måtte Wilson og hans familie gå i skjul, og han dukkede kun op møder med juryen.

Politiet over hele landet noterede sig budskabet. Selvom de gjorde alt rigtigt i handlemåden over for en sort person, kunne de dog blive anklaget, suspenderet, få dødstrusler og komme i fængsel, fuldt ud vidende at politikerne med glæde ville ofre betjentenes fremtid til pøblen. 

Kriminalitetsekspert Heather Mac Donald kalder denne reaktion for the “Ferguson Effect.” I 2016 skrev Mac Donald, “Antallet af anholdelser, mange tiltalefrafald, og seen fingre gennem  løsgængeri blev almindeligt i mange byer, hvor data om sådan politiaktivitet var tilgængelig. Arrestationer i St. Louis og County, for eksempel, faldt med en tredjedel efter skudepisode med Michael Brown. Anholdelser af narkohandlere faldt med to tredjedele i Baltimore op til i november 2015.” 

Syv måneder efter skudepisoden havde the Washington Post en artikel af Jonathan Capehart med overskriften, “‘Hænder op, skyd ikke’ var bygget på en løgn.” Efter frigivelsen af en rapport fra Justitsministeriet indrømmede Capehart, “Brown overgav sig aldrig med hænderne over hovedet, og Wilson havde fuld ret til at skyde Brown.” 

Pøblen fik aldrig den forklaring. Den fortsatte med at råbe “Hands up, don’t shoot” i hvilken som helst by aktivisterne og medierne forsøgte at gøre til et nyt Ferguson. Og Obama fortsatte med at ‘velsigne’ dem.

Resultaterne var katastrofale. I 2015 steg antallet af mord med næsten 11%, det mest voldsomme hop i 50 år. I 2016 øgedes antallet af mord med 8,5% over 2015. Næsten 3000 flere amerikanere blev myrdet i 2016 end i 2015, cirka 1800 af dem sorte. 

I Missouri, stedet for hændelsen var antallet forbløffende. Efter Ferguson postyret havde St. Louis det højeste antal mord i nationen i 2014, et ‘førerstilling’ man holdt i hele 2017.

Over hele staten blev antallet af mord næsten fordoblet fra 2014-2017.

I 2017, fladede antallet af mord i landet ud. I 2018 faldt det. I 2019 ser det igen ud til at falde. Redaktørerne på Times hævder ikke at ane hvorfor det sker.

Kendsgerningen at pøblen ikke længere har en cheerleader i Det Hvide Hus - men det har betjentene - kunne aldrig falde dem ind at overveje. 

https://www.wnd.com/2019/06/how-trump-reversed-the-obama-murder-surge/#SgM1aGjtCqyidu6v.99

Muhammad Ali og antikrigsbevægelsen - var han pacifist?

Hvorfor Muhammad Ali ikke bør tilgives

Jack Cashill

Vi har fået underretning om at Præsident Trump “meget alvorligt” overvejer at ‘benåde’ den afdøde mesterbokser Muhammad Ali. Selvom dette tiltag kan have nogle brugbare populistiske gode sider, så puster det dog endnu mere luft i den mytiske ballon op som burde være blevet punkteret for lang tid siden.

Tidligt 1966 da konflikten i Vietnam eskalerede sænkede Selective Service kravet for at inkludere de hvis mentale indlæringsevne var omkring 15 percentil eller højere  Det omfattede Ali. Han var ikke glad for det. Han fik straks sin advokat til at ansøge om en fritagelse med baggrund i de finansielle vanskeligheder det ville give hans forældre, - dog blev anmodningen afvist. Ali blev omklassificeret til 1-A.  

The New York Times' Robert Lipsyte var sammen med Ali i Miami, da han første gang hørte nyhederne. “Hvordan kan de gøre det mod mig?” jamrede Ali. “Jeg vil ikke have min karriere lagt i ruiner.” I løbet af hele dagen fyldte hans altid nærværende ansatte, med tilknytning til Nation of Islam (NOI), hans hoved med rædslerne i Vietnam. “Nogle hvide sindssyge sergenter vil slå kloen i dig,” hørte Ali igen og igen i forskellige variationer. 

Så endelig, efter hele dagen var gået med manipulation fra hans venner og telefonopkald fra journalister gasv Ali lyd fra sig. “Hallo, jeg har ikke noget udestående med det der Vietcong.” Ved denne kommentar, tankeløs og uoverlagt  som den var, plantet af muslimer, blev en stor legende født.

I 1966, tog journalister, og især sportsjournalister patriotismen ganske alvorligt. Alis opførsel var for dem næsten en personlig fornærmelse- og det selv blandt de mere venstreorienterede sportsjournalister. De fleste andre atleter havde det på samme måde. “Jeg kan ikke lade være med at spekulere over, hvordan han kan forvente at tjene millioner af dollars i dette land,” sagde veteran fra 2. Verdenskrig Jackie Robinson, "og så nægte at kæmpe for landet."   

I 1966, var Ali i strid modvind med den offentlige mening. Hans beslutning om at nægte at lade sig indkalde kostede ham en masse støtte fra fans og dertil store indtægter. 15 år senere skulle en mere eftertænksom Ali sige til Sport Magazine at hans “største fejl” nogensinde var at han stod frem mod krigen “for tidligt.”

Han blev dog ved. The Nation of Islam havde strammet sit greb og Ali fik ikke ingen plads til at at manøvrere. I marts 1966 ansøgte Alis advokat igen om at han blev omklassificeret og denne gang med en lille drejning. Ali var nu militærnægter af samvittighedsgrunde. Ansøgningen blev afvist.

I august 1966, skulle Ali selv fremlægge sin sag om omklassificering for en administrativ domstol. Under ed sagde han at ægte muslimer, som han, “ikke kunne deltage i krige på vantros side.” Dommeren så bort fra Islams krigeriske historie og indvilligede i at Ali var “oprigtig i hans modstand af religiøse grunde til at være med i krig under nogen form.” 

The Justice Department var dog ikke så naiv. Deres advokater argumenterede med at det var politiske og racemæssige overvejelser som inspirerede Ali til at være i opposition til krig.  The Kentucky Appeals Board var af samme holdning som the Justice Department.  Mytemagerne der skildrer disse beslutninger som racistiske eller reaktionære overser det åbenbare. “Jeg mener ikke the Nation of Islam var en religiøs organisation, slet ikke,” bekræfter Malcolm X's datter, Attallah Shabazz.

Elijah Muhammad og Malcom X før det gik helt galt

Ud af til holdt lederen af NOI Elijah Muhammad afstand fra Ali i emnet indkaldelse. Som nægter at at lade sig indkalde til  2. Verdenskrig gjorde han meget ud af at fortælle pressen. “Alle mine tilhængere er frie til at tage deres eget valg. “

Den legendariske radiomand Howard Cosell fastholder at i spørgsmålet om indkaldelse “Bøjede Ali sig hverken for pres eller venlig overtalelse,” men citerer derpå Ali for at sige, “Kan ikke tale mere med dig - uden Elijahs tilladelse,.” Cosell kommenterer, “Dette var blot yderligere bevis for den grad af kontrol muslimerne udøvede over ham.”         

Ali respekterede i sandhed Muhammad, men den respekt må have været i fyldt med frygt. Han havde set hvad Muhammad kunne og ville gøre med sine fjender - mordet på Malcolm X kommer hurtigt i erindring - og han ønskede ikke at være en fjende.

Da han stod over for indkaldelse valgte Ali den mindst angstfyldte løsning. Der var meget lidt mod med i den handling, meget lidt principfasthed og slet ingen tegn på at han selv tænkte. Han var ikke “sin egen herre,” som hans hustru Sonji klagede over. Ali tilhørte med hud og hår det som Malcom X så trist havde konkluderet var en nation af zombier - “hypnotiserede, pegende i een retning og derpå besked om at marchere.” Ali marcherede helt frem til kanten og hoppede når han fik besked på det.

Et møde med den store bokseelegende Sugar Ray Robinson afslører hans tankegang tidligt i 1967. Da Ali var i New York for Zora Folley kampen, hans sidste før han gik i eksil, ringede han til Robinson og spurgte om de kunne mødes på hans hotel. Det var Robinson med på. Ali ønskede at tale om Hæren.

"Du bliver nødt til at melde dig,” sagde Robinson og mente the U.S. Army.

"Nej" Svarede Ali, “Elijah Muhammad sagde til mig at de kan jeg ikke.."

Robinson forklarede konsekvenserne ved denne handling, og Ali svarede, “Men jeg er bange, Ray. Jeg er virkelig bange.” Da Robinson spurgte ham om han var bange for muslimerne, nægtede Ali at svare. “Hans øjne var fyldt med tårer,” fortæller Robinson, “tårer med lidelse, tårer med ubeslutsomhed.” 

Trods den noget uinspirerede dynamik i hans modstand gav Ali det som biografiskribenten Mike  Maquesee kalder “et større boost til anti-krigs-bevægelsen.” Alis status som sværvægtsmester fjernede noget af det stigma der var knyttet til modstanderne - de var kujoner. Vigtigere endnu så hjalp han med til at nedbryde “billedet af bevægelsen som værende hvid.”

De mere indsigtsfulde blandt de som holdt øje med Ali forstod at de unge hvide forsonede sig med Ali som han forsonede sig med dem. I en artikel skrevet for det britiske Guardian anerkender biografi skribenten Thomas Hauser at anti-krigsbevægelsen reddede Ali fra den “ækle” indstilling hos Nation of Islam samtidig med at Ali antog "the Nation's personsammensætning og dens ideologi."

Vel helt ubevidst afslører Hauser hele spillet. Han argumenterer for at “at da spotlyset vendte fra Alis accept af en ideologi der gik ind for had til nægtelse af at indtræde i US Army så begyndte Ali at knytte sig til den hvide liberale bevægelse, der på det tidspunkt var ganske stærk-”

Nu var myten om Ali så født. Var Ali ikke blevet et anti-krigs symbol ville han aldrig være blevet et symbol på soning mellem racer. Alis maniske raceideologi havde fået det hvide liberale samfund til at miste noget mod. Den unge anti-krigs venstrefløj vist sig imidlertid langt mere fleksibel, og som Hauser indrømmer “ganske stærk.”

Manden der dikterede Alis fortælling var selv ikke meget pacifist. Fra hans allerførste dage i Nation of Islam havde Elijah Muhammad prædiket og profeteret om den voldelige udslettelse af den hvide race.

 I årene op til 2. Verdenskrig lagde han planer om hvordan det skulle ske. Og senere havde han lagt selve grundlaget for mordet på Malcolm X og for intimidering og overgreb på andre dissidenter. Medierne, især de æterbårne valgte at ignorere dette. De gør de såmænd stadig.

Jack Cashill is the author of Sucker Punch: The Hard Left Hook That Dazed Ali and Killed King's Dream.

https://www.americanthinker.com/articles/2018/06/why_president_trump_ought_not_pardon_muhammad_ali.html#ixzz5I2lb6O62 

Mænd: Pas på de kvinder

En kvindes memo til mænd

Jack Cashill

Jeg kender rigtig mange intelligente og succesrige professionelle kvinder som jeg ved er inderlig frastødt af ‘kvindesporten’ - jagte mænd, udnytte dom og kassere dem, som var de dyr. Nyhedskommentatoren Lyhn Sher omtalte faktisk deres målgruppe som Svin. Dyr.

At tro at kvinder med magt og myndighed ikke seksuelt generer andre p arbejdspladsen er ikke kun naivt, men direkte latterligt. Det gør kvinder altså. En af dem som var ‘efter’ mig var en personalechef -- en kvinde. En anden var universitetsprofessor - en kvinde. I mit karriereforløb var der tre mænd og tre kvinder i dette spil. De fire af dem havde magt og myndighed og de fire gjorde livet til et helvede når deres tilnærmelser blev afvist.

Forskellen er denne: Mænd har tendens til at være direkte og aggessive. Kvinder er mere snu, arbejder under dække. Og så kalder Lyn Sher mænd for dyr. Hvis der skal sættes en etiket på disse kvinder må det være - slanger - slanger i græsset.

Hvis jeg begrænsede min opgørelse til nyhedsmedierne indenfor de seneste år så ville den være således:

Mandlige:

To redaktører - kom med fysiske, verbale og upassende aggressive tilnærmelser overfor mig. En var chefredaktør. Den anden var en billedredaktør.

Kvindelige:

En sektionsredaktør der - pralede med at “enhver mand kan forføres.” Faktisk havde hun gang i den med sportsredaktøren, men det var også alt for let. Enhver kunne have gjort det samme. Andre mænd i afdelingen afviste kollektivt hendes forsøg. En af dem sagde til mig, “Vi tror det er noget mentalt!”

Denne skribent - gift med børn, denne 40 årige kvinde forførte tre yngre journalistelevet. De rene børn. For sportens skyld.

Den anden kvinde redaktør for sladder - en skilt kvinde blev kendt som Kontorets Knaldedåse - det siger vel alt.

Der er tre spørgsmål der sådan set ikke bliver stillet af medierne:

Hvorfor er det kun mænd der udstilles og trækkes ned i skidtet?

Hvorfor magter journalister ikke at løfte bare en flig af gulvtæppet og åbenbare det ssnavs magtfulde kvinder har fejet ind under?

Hvad siger anklagerne om samfundets lynch, og pøbelstemning og mentalitet?

Historisk har vi så ikke allerede forsøgt at smadre - med stor skadefryd - andre segmenter? Negre, vore forfædre, homoseksuelle og lesbiske af alle trosretnnger og hvide politibetjente? Nu er det mænd som gruppe.

Hvorfor fortæller jeg så alt dette? Ganske enkelt for at folk skal høre om denne side af probemet der ignoreres af de ‘helligere end hellige’ kommentatorer. Også for at sige at ikke alle kvinder hader mænd. Endelig for at indrømme, at hvis jeg var en mand, så ville jeg ikke ansætte en ambitiøs kvinde.

Pas På!: Se direkte på hende eller sig noget hun måske ikke kan lide at høre, og hun kan lægge en løkke om halsen på dig. Det er hotteste mode.

http://www.americanthinker.com/blog/2017/12/a_womans_memo_to_men.html#ixzz50YoWq4VA

Er valgsvindel så usandsynligt i USA?

Bevis: Tusinder af republikanske stemmer sandsynligvis forsvundet i Pennsylvania

JACK CASHILL

Pensioneret fabrikant fra Pittsburgh området Bill Been opdagede det som kan vise sig at være den mest markante skandale om svindel med stemmer til et præsidentvalg siden - mindst 1960.

Skønt Been ikke godtager myten om de manglende millioner af Republikanske stemmer til Mitt Romney i 2012, så var han dog dybt forundret over at Romney i den grad ‘faldt igennem’ i mindst tre Pennsylvania kommuner: Philadelphia, the suburban Philadelphia county of Delaware, og the Pittsburgh-area county, Allegheny.

Faktisk klarede Romney sig bedre, i stemmer, end John McCain i 2008 i så at sige hver stat, herunder Pennsylvania, men i de tre nævnte kommuner fik han hele 35000 færre stemmer end McCain fik i 2008.

Been er en trænet matematiker og besluttede sig for at forstå den manglende lokale støtte til Romney i Allegheny County. Der var en åbenbar anden side ved problemet: Enten stemte færre Republikanere i 2012 end i 2008, eller den officielle  Allegheny County Voter History fik ikke opgivet alle afgivne stemmerne.

For at løse det problem planlagde Been at ville spørge de Republikanere der stemte i 2008 præsidentvalget, men som tilsyneladende ikke stemte i 2012 om de faktisk havde stemt eller ikke. Flere end 24000 personer er i denne kategori.

For at afprøve sin teori, foretog Been en foreløbig undersøgelser per telefon i Gibsonia området. Af de 21 han talte med, og som passer på hans beskrivelse, påstod 18 af dem (eller deres ægtefæller) at de faktisk stemte på Romney i 2012.

Telefonundersøgelsen er dog upålidelig i sig selv, men viste Been at der var brug for yderligere forskning. For at få god troværdighed med resultatet havde han brug for at gå fra dør til dør og få de som svarede til at underskrive en erklæring om rigtigheden af deres svar. Erklæringen lød som følger: “Jeg .................... der bor i Allegheny County, Pennsylvania, bekræfter at jeg stemte ved  General Election den 6. november 2012.”

Been besøgte 179 husstande. 130 af dem var ikke hjemme eller boede der ikke længere. Af de tilbageværende var 38 villige til at svare om de stemte i 2012. Af disse sagde 13 at de ikke havde stemt, og 25 sagde de havde stemt i 2012.

Sammenholdt med telefon forespørgslerne var der 49 der havde stemt, ingen af dem stod på listen som havende stemt i 2012 på CD’en fra the Bureau of Elections CD. Af de 49. var 22 villige til at underskrive erklæringen om at de vitterligt havde stemt i 2012. Adskillige udtrykte vantro over at deres stemme måske ikke var blevet talt med.

Selvom Been undersøgelser er alt for lille til at være helt præcis er det dog muligt at så mange som halvdelen af de 24000 manglende stemmer i Allegheny County faktisk ikke blev talt med i 2012.

Er det derfor rimeligt at stille spørgsmål ved om de ansvarlige embedspersoner for valget ganske enkelt valgte ikke at optegne tusinder af Republikanske stemmer? Hvis antallet i Philadelphia er nogen indikator er svaret Ja! En uge efter 2012 valget rapporterede the Philadelphia Inquirer for eksempel, at i 59 stemmafgivelsesområder i den indre by havde Mitt Romney ikke fået en eneste stemme.

“Det er den slags opgørelser over stemmeafgivning der gør at Republikanerne bliver yderst paranoide og bange for valgsvindel?” rapporterede the Inquirer lidt hånligt. Javel så. Da Barack Obama gennembankede Romney med samlet 19605 afgivne stemmer fra disse 59 valgsteder mod 0 (nul) til Romney så begynder der i sandhed at ‘lugte’ af svindel. Så godt klarede Fidel Castro sig aldrig. Når det er sagt fulgte ikke et eneste af de større medier op på episoden fra Philadelphia.

Det burde medierne i sandhed have gjort. Ifølge Roper, modtog Romney 6% af de sortes stemmer i hele landet. Hvis de tal skulle bruges i Philadelphia er der grund til at formode at næsten 1200 af disse vælgere i Philadelphia ville have stemt på Romney.

.

Hvis blot 14 personer stemte i de distrikter så skulle Romney have fået mindst een af stemmerne. Hvis 80 stemte, ville Romney have haft 99% chance for at få en af dem. Med næsten 20000 stemmer, ville det at Romney var helt ‘væk’ være en matematisk umulighed.

Dette er en historie som medierne burde have længtes efter. Det gjorde de så ikke. I stedet har de overladt efterforskningen til foretagsomme individer som Bill Been.

De ved sådan set absolut ingenting disse medier, men alligevel stiller de spørgsmål ved motiverne og troværdigheden hos enhver, og især præsidentkandidater, der påpeger det åbenbare, det soleklare.

Order Jack Cashill’s latest groundbreaking book, “TWA 800: The Crash, the Cover-up and the Conspiracy”

Media wishing to interview Jack Cashill, please contact media@wnd.com.

http://www.wnd.com/2016/10/proof-thousands-of-gop-votes-likely-stolen-in-pa/#7wY7vqCD9MqLyJsa.99