Muhammad Ali og antikrigsbevægelsen - var han pacifist?
Hvorfor Muhammad Ali ikke bør tilgives
Vi har fået underretning om at Præsident Trump “meget alvorligt” overvejer at ‘benåde’ den afdøde mesterbokser Muhammad Ali. Selvom dette tiltag kan have nogle brugbare populistiske gode sider, så puster det dog endnu mere luft i den mytiske ballon op som burde være blevet punkteret for lang tid siden.
Tidligt 1966 da konflikten i Vietnam eskalerede sænkede Selective Service kravet for at inkludere de hvis mentale indlæringsevne var omkring 15 percentil eller højere Det omfattede Ali. Han var ikke glad for det. Han fik straks sin advokat til at ansøge om en fritagelse med baggrund i de finansielle vanskeligheder det ville give hans forældre, - dog blev anmodningen afvist. Ali blev omklassificeret til 1-A.
The New York Times' Robert Lipsyte var sammen med Ali i Miami, da han første gang hørte nyhederne. “Hvordan kan de gøre det mod mig?” jamrede Ali. “Jeg vil ikke have min karriere lagt i ruiner.” I løbet af hele dagen fyldte hans altid nærværende ansatte, med tilknytning til Nation of Islam (NOI), hans hoved med rædslerne i Vietnam. “Nogle hvide sindssyge sergenter vil slå kloen i dig,” hørte Ali igen og igen i forskellige variationer.
Så endelig, efter hele dagen var gået med manipulation fra hans venner og telefonopkald fra journalister gasv Ali lyd fra sig. “Hallo, jeg har ikke noget udestående med det der Vietcong.” Ved denne kommentar, tankeløs og uoverlagt som den var, plantet af muslimer, blev en stor legende født.
I 1966, tog journalister, og især sportsjournalister patriotismen ganske alvorligt. Alis opførsel var for dem næsten en personlig fornærmelse- og det selv blandt de mere venstreorienterede sportsjournalister. De fleste andre atleter havde det på samme måde. “Jeg kan ikke lade være med at spekulere over, hvordan han kan forvente at tjene millioner af dollars i dette land,” sagde veteran fra 2. Verdenskrig Jackie Robinson, "og så nægte at kæmpe for landet."
I 1966, var Ali i strid modvind med den offentlige mening. Hans beslutning om at nægte at lade sig indkalde kostede ham en masse støtte fra fans og dertil store indtægter. 15 år senere skulle en mere eftertænksom Ali sige til Sport Magazine at hans “største fejl” nogensinde var at han stod frem mod krigen “for tidligt.”
Han blev dog ved. The Nation of Islam havde strammet sit greb og Ali fik ikke ingen plads til at at manøvrere. I marts 1966 ansøgte Alis advokat igen om at han blev omklassificeret og denne gang med en lille drejning. Ali var nu militærnægter af samvittighedsgrunde. Ansøgningen blev afvist.
I august 1966, skulle Ali selv fremlægge sin sag om omklassificering for en administrativ domstol. Under ed sagde han at ægte muslimer, som han, “ikke kunne deltage i krige på vantros side.” Dommeren så bort fra Islams krigeriske historie og indvilligede i at Ali var “oprigtig i hans modstand af religiøse grunde til at være med i krig under nogen form.”
The Justice Department var dog ikke så naiv. Deres advokater argumenterede med at det var politiske og racemæssige overvejelser som inspirerede Ali til at være i opposition til krig. The Kentucky Appeals Board var af samme holdning som the Justice Department. Mytemagerne der skildrer disse beslutninger som racistiske eller reaktionære overser det åbenbare. “Jeg mener ikke the Nation of Islam var en religiøs organisation, slet ikke,” bekræfter Malcolm X's datter, Attallah Shabazz.
Ud af til holdt lederen af NOI Elijah Muhammad afstand fra Ali i emnet indkaldelse. Som nægter at at lade sig indkalde til 2. Verdenskrig gjorde han meget ud af at fortælle pressen. “Alle mine tilhængere er frie til at tage deres eget valg. “
Den legendariske radiomand Howard Cosell fastholder at i spørgsmålet om indkaldelse “Bøjede Ali sig hverken for pres eller venlig overtalelse,” men citerer derpå Ali for at sige, “Kan ikke tale mere med dig - uden Elijahs tilladelse,.” Cosell kommenterer, “Dette var blot yderligere bevis for den grad af kontrol muslimerne udøvede over ham.”
Ali respekterede i sandhed Muhammad, men den respekt må have været i fyldt med frygt. Han havde set hvad Muhammad kunne og ville gøre med sine fjender - mordet på Malcolm X kommer hurtigt i erindring - og han ønskede ikke at være en fjende.
Da han stod over for indkaldelse valgte Ali den mindst angstfyldte løsning. Der var meget lidt mod med i den handling, meget lidt principfasthed og slet ingen tegn på at han selv tænkte. Han var ikke “sin egen herre,” som hans hustru Sonji klagede over. Ali tilhørte med hud og hår det som Malcom X så trist havde konkluderet var en nation af zombier - “hypnotiserede, pegende i een retning og derpå besked om at marchere.” Ali marcherede helt frem til kanten og hoppede når han fik besked på det.
Et møde med den store bokseelegende Sugar Ray Robinson afslører hans tankegang tidligt i 1967. Da Ali var i New York for Zora Folley kampen, hans sidste før han gik i eksil, ringede han til Robinson og spurgte om de kunne mødes på hans hotel. Det var Robinson med på. Ali ønskede at tale om Hæren.
"Du bliver nødt til at melde dig,” sagde Robinson og mente the U.S. Army.
"Nej" Svarede Ali, “Elijah Muhammad sagde til mig at de kan jeg ikke.."
Robinson forklarede konsekvenserne ved denne handling, og Ali svarede, “Men jeg er bange, Ray. Jeg er virkelig bange.” Da Robinson spurgte ham om han var bange for muslimerne, nægtede Ali at svare. “Hans øjne var fyldt med tårer,” fortæller Robinson, “tårer med lidelse, tårer med ubeslutsomhed.”
Trods den noget uinspirerede dynamik i hans modstand gav Ali det som biografiskribenten Mike Maquesee kalder “et større boost til anti-krigs-bevægelsen.” Alis status som sværvægtsmester fjernede noget af det stigma der var knyttet til modstanderne - de var kujoner. Vigtigere endnu så hjalp han med til at nedbryde “billedet af bevægelsen som værende hvid.”
De mere indsigtsfulde blandt de som holdt øje med Ali forstod at de unge hvide forsonede sig med Ali som han forsonede sig med dem. I en artikel skrevet for det britiske Guardian anerkender biografi skribenten Thomas Hauser at anti-krigsbevægelsen reddede Ali fra den “ækle” indstilling hos Nation of Islam samtidig med at Ali antog "the Nation's personsammensætning og dens ideologi."
Vel helt ubevidst afslører Hauser hele spillet. Han argumenterer for at “at da spotlyset vendte fra Alis accept af en ideologi der gik ind for had til nægtelse af at indtræde i US Army så begyndte Ali at knytte sig til den hvide liberale bevægelse, der på det tidspunkt var ganske stærk-”
Nu var myten om Ali så født. Var Ali ikke blevet et anti-krigs symbol ville han aldrig være blevet et symbol på soning mellem racer. Alis maniske raceideologi havde fået det hvide liberale samfund til at miste noget mod. Den unge anti-krigs venstrefløj vist sig imidlertid langt mere fleksibel, og som Hauser indrømmer “ganske stærk.”
Manden der dikterede Alis fortælling var selv ikke meget pacifist. Fra hans allerførste dage i Nation of Islam havde Elijah Muhammad prædiket og profeteret om den voldelige udslettelse af den hvide race.
I årene op til 2. Verdenskrig lagde han planer om hvordan det skulle ske. Og senere havde han lagt selve grundlaget for mordet på Malcolm X og for intimidering og overgreb på andre dissidenter. Medierne, især de æterbårne valgte at ignorere dette. De gør de såmænd stadig.
Jack Cashill is the author of Sucker Punch: The Hard Left Hook That Dazed Ali and Killed King's Dream.
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar