Amerikas problem med Europa
Det som præsident Trump har haft gang i nu her for nylig der endte med nedbrud i G-7 topmødet i Canada viser med al klarhed for europæerne at Trumps ‘Make America Great Again’ retorik ikke er tomgangssnak. Det er et chok for Europa især da G-7 topmødet fulgte kort tid efter Amerikas indførelse af gebyrer på stål og aluminium og at man trækker sig fra Obama-Iran aftalen. Det er vanskeligt for europæerne at begribe at Amerika er villig til at skrive sig ud manuskriptet der har eksisteret de sidste 70 år.
Det ‘manuskript’ gik i bund og grund ud på at United States skulle fastholde den internationale orden ved egen omkostning og tillade at dets markeder åbnedes for allierede uden forventning at om de allieredes markeder på lige vilkår skulle åbnes for amerikansk eksport.
Europa (og andre) nød stor gavn af denne behandling. Deres udgifter til forsvar var til discountpriser og døren til det enorme U.S. marked stod vidåben. Amerika høstede også gavn deraf, da en sådan strategi var nødvendig for at inddæmme og i sidste ende besejre USSR. Men Den Kolde Krig sluttede altså for 30 år siden. Det som gavnede U.S. dengang er nu blevet til en møllesten om Amerikas hals.
I løbet af dette post 2. Verdenskrig arrangement nød Europa godt af kontinuerlige handelsoverskud over for U,.S. I 2016 var det $92 milliarder, heraf sad Tyskland alene de $65 milliarder. Sådanne overskud var ikke fordi produkterne fra Europa var de amerikanske overlegne. Trods alt er det Amerika der står i spidsen for de fleste innovative tiltag. Nej, handelsoverskuddet var på grund af tariffer og andre barrierer som Europa indført på vor eksport med Clinton-Bush-Obama administrationernes slet skjulte forståelse.
Europæerne anser status quo som ukrænkelig. Det er jo det de er blevet vænnet til. Og Europa har brug for at denne asymmetriske relation fortsætter for at hjælpe med til at kunne betale for deres omfattende velfærdsordninger.
Når Trump tordner mod ubalancen i handel så er Europas strategi at indrømme det og så gemme sig bag de lukkede døre og derpå forhandle. Dette ville gå ud på at trække problemet i langdrag, tale det ud i glemsel, hvorpå U.S. ville få nogle meningsløse indrømmelser - og livet ville fortsætte som før. Det er Europas højt besungne tilgang. Trump kender imidlertid hele spillet der er sat i gang, og han har fokus på en unilateral åbning over for de tyndhudede europæere og andre der har sådan set har brug for meningsfuld forandring.
Europæerne, globalisterne og andre der klynger sig til fortiden kan fremhæve Europa som en amerikansk allieret alt det de ønsker, men kendsgerningen er at der er et antal nedarvede uforeneligheder mellem dem og os. Dette vil i sig selv begrænse, hvornår de to parter kan komme overens om handelsbetingelser og udenrigspolitiske emner. Amerikanerne er fra Mars, europæerne er fra Venus. Hver især har deres egne interesser og syn på verden. Med det i tanke er uoverensstemmelserne i handel forståelig.
I den nærmeste fremtid kan det forventes af U.S. og Europa vil glide yderligere fra hinanden, ikke som fjender, men den tætte alliance mellem dem, som under Den Kolde Krig er forbi. Forandringen er smertefuld. Amerika er ved at lette sig for en byrde. Omkostningen vil falde på andre, derfor jammeren fra Angela Merkel, Emmanuel Macron og andre.
Det vil være en fejl at lægge skylden på Trump. Adskillelsen er foregået siden slutningen af Den Kolde Krig i 1988. Trump accelerer muligvis processen der vil fortsætte efter han er gået af. Hvis du betvivler dette, så se på valget i 2016. Begge kandidater hos Demokraterne var imod det som kaldes ‘fri handel.’ Bernie Sanders var noget mere klar i mælet end Hillary Clinton, men endog Hillary talte mod Bill Clinton's North American Free Trade Agreement (NAFTA) og var i ord kritisk overfor Barack Obamas forhandlede Trans-Pacific Partnership (TPP).
Se så frem mod 2020 og giv os et navn på en præsidentkandidat der vil gå ind for “fri handel.” De som ‘støjer’ om det lige nu omfatter Jeff Flake, John Kasich, Paul Ryan og Joe Biden. Hvor sandsynligt er det at nogen af disse vil have momentum hos vælgerne? Kendsgerningen er at det er Amerika der af egen kraft har vendt sig fra det system man skabte i kølvandet på 2. Verdenskrig. Holdningen er at systemet har opfyldt sit formål og nu er det ikke værd, eller for dyrt, at opretholde. Det er på tide at komme videre. Som Trump har sagt så vil U.S. ikke længere være verdens sparegris. Jeg mener ikke Europa til fulde har fattet denne virkelighed, men det vil ske med tiden.
Amerikas forhold til Europa har været usædvanligt skrøbeligt på det seneste. Gnidningerne har været der siden præsident Trump trak os ud af Paris Klima Aftalen. og Obama-Iran kerneaftalen. Ingen af disse var nogensinde i Amerikas interesse de blev heller ikke forelagt Kongressen og slet ikke godkendt. Men Europa havde masser af prestige knyttet til dem.
Israel er altid en splint i øjet på europæerne. At flytte U.S. ambassaden til Jerusalem og at U.S. stemte med et veto i fordømmelsen af Israel for Gaza har været med til forværre situationen.
Europas noget tilbageholdende, ja direkte magre tilskud til NATO har været et kronisk problem i årevis, og forstærket da præsident Trump har påtalt det ret så tydeligt. Her er U.S. så dybt forundret og også noget træt af, hvorfor velstående lande i Europa knap løfter en finger for at forsvare sig selv, samtidig med europæerne er dødtrætte af at blive gjort opmærksom på det.
Hvad ligger der så bag europæernes tankegang der fører til sådanne uoverensstemmeler? At kende svaret- da skal man gå lang tid tilbage og forstå, hvorfor europæerne handler som de gør og hvad vi kan forvente fra dem i fremtiden i samarbejdet med Amerika.
Der er mindst to aspekter i europæisk tankegang der er værd at diskutere. Den første og mest åbenbare er forskellen i magt mellem os og dem. The United States er en magtbastion, mens Europa er relativ svag - nærmest som en pygmæ i militær henseende.
Naturligvis ser stærke magter ganske anderledes på verden end svage. Europa mener, at Amerika er for konfronterende, for militaristisk og for farlig. Igen og igen har Europas vist for megen tolerance over for magter med ondt i sinde, hvorimod U.S. ikke har vist samme tolerance. Denne fortælling, historie, strækker sig tilbage til tiden med USSR i Den Kolde Krig og Iraks Saddam Hussein og til Irans mullaher. Denne forsoningsholdning irritererr U.S. Den stammer fra svaghed og fører til benægtelse.
Europæerne føler der ikke er meget de kan gøre ved situationer uden for kontinentet. Sådan set heller ikke i kontinentet - europæerne kunne ikke handle ved den etniske udrensning i Kosovo og på Balkan, før U.S. trådte til.
En mand bevæbnet udelukkende med en kniv kan mene at en bjørn der rumsterer i skove er en fare man kan bære over med, da alternativet - at jage bjørnen bevæbnet med kun en kniv - faktisk er langt farligere og mere risikofyldt end at holde lav profil og så håbe bjørnen aldrig angriber. Den samme mand, nu med en riffel vil imidlertid foretage en anden kalkulation om risici og farer. Hvorfor skulle han dog risikere at blive lemlæstet hvis det ikke er nødvendigt? Denne ganske fornuftige menneskelige psykologi har drevet en kile ind mellem United States og Europa.
.
Det må stå klart at de som har evnen til at forsøge at løse problemer i langt højere grad bedre er i stand til det end de som ikke har den evne. Europæerne ved det men har vanskeligt ved at indrømme at når faren eller katastrofen lurerså forventes det at U.S. gør noget ved det. Dette gælder ikke kun når et slyngelregime skal konfronteres - Iran og Nordkorea - men også ved naturkatastrofer som tsunamien i 2004 i Det Indiske Ocean. Amerika anses som den ultimative garant for orden i verden.
Dermed må man stille det logiske spørgsmål. Skønt Europa er svag, hvorfor støtter europæerne i det mindste så ikke U.S. indsatserne når vi forsøger at imødegå farerne, i stedet for blot at opstille vejblokeringer? En del af svaret er - Stolthed. Mange i Europa husker de glorværdige dage da Europa var førende for resten af menneskeheden. Jo, det er århundreder siden, men ‘glorien’ er der stadig,. Siden EU nu ikke kan være med på lige fod med U.S. så vælger man ofte blot at befinde sig på sidelinjen og være mandag morgen klogeåger for at fremhæve deres overlegenhed.
Hvis det undertiden ser ud til at europæerne forsøger af nedgøre U.S. og lægge bånd på U.S. så er det fordi det er således. Dette er et symptom på den nuværende tankegang over hele Vesteuropa. Det stammer fra den bitre erfaring Europa havde i første halvdel af det 20. århundrede. På grund af rædslerne i 1. og 2. Verdenskrig er begreber som nationalisme, militærmagt, og ensidig nedrustning blevet en modbydelighed for den europæiske elite. Dette er dog begreber der imidlertid definerer U.S. Kan du se problemet? Og hvis europæernes ‘stormænd’ ærligt studerede deres historie vil de se at det var militær svaghed, ikke styrke, der gav Hitler grønt lys til at marchere og det var brutal militær styrke der stoppede ham.
.
Kagan opsummerer den europæiske måde at tænke på::
Europas relative svaghed har ganske forståeligt foranlediget en stærk europæisk interesse i at opbygge en verden, hvor militær styrke og barsk magt betyder mindre end økonomisk magt, en international orden, hvor unilateral aktion ved magtfulde stater er forbudt, hvor alle nationer, uanset deres styrke har lige rettigheder og ligeligt skal beskyttes af fælles internationale regler for opførsel.
Europæerne ønsker Utopia. De er muligvis vore allierede, men det er det ensbetydende med den kendsgerning at de frygter, er misundelige på endog hader U.S. overlegenhed. Det er med til at forklare hvorfor Europa er så passioneret over for institutioner som FN, the International Court of Justice i Haag, the World Trade Organization og lignende. Ifølge Kagan er hovedprincippet i europæisk udenrigspolitik at 'spille på flere heste’ det vil sige at hæmme U.S. til det punkt hvor vi nærmest er paralyserede og der er brug for konsensus før der handles. Det er storartet for Europa, men ikke for Amerika.
Meningsundersøgelse efter meningsundersøgelse har vist at europæerne betragter the U.S. som den største trussel for verdensfreden.. Hvordan kan det gå til? Igen, skal vi tilbage til den måde europæerne tænker på. “Fra det europæiske perspektiv kan United States være en relativ god leder, men så længe dets handlinger forsinker fremmen af en verdens orden der går mere i de svagere magters interesse er U.S. objektivt farlig.
Endnu en årsag til divergensen mellem U.S. og Europa er “Amerikas styrke og villighed til at udøve den styrke - på egen hånd om nødvendigt - se det udgør en trussel mod Europas påtagne mission” U.S.’ ensidige beslutning om at forhandle med Iran er “et angreb på Europas nye idealer, en benægtelse af deres unverselle gyldighed.” Ubevidst får det Europa til endnu mere at tvivle på sig selv.
Sådan er det så. Amerika er farlig for Europa fordi landet stadig er magtfuldt - som Europa ikke er. Den helt store ironi her er at Europa ikke ville være i stand til eller have råd til sine fantasier om hvordan verden muligvis ville kunne fungere hvis det ikke var for amerikansk styrke. Lad os se hurtigt på det.T
The U.S. redddede Europa i 1. og 2. Verdenskrig og så igen i Den Kolde Krig. Siden afslutningen af 2. Verdenskrig har Amerika stadig forsvaret Europa - lige til i dag. The. U,S. er også grobunden for europæisk velstand ved at vi har åbnet vore markeder for Europa og ved at vi beskytter de vitale maritime handelsruter mod forstyrrelser.
Det er vel knap nødvendigt at fremhæve at Europas ‘åh så hædrede’ EU ikke kunne være blevet oprettet uden U.S. tilstedeværelsen i Europa. Det er det som har ansporet det franske ‘lam’ til at være sammen med den tyske ‘ulv.’
Ud fra alle objektive betragtninger så er det amerikansk styrke der har været en kæmpe velsignelse for et ofte utaknemmeligt Europa.
Globalister og de som er låst fast i fortiden kan fremhæve Europa som allieret med Amerika lige så meget de orker, men kendsgerningerne forbliver, at der sådan set er nedarvede forskelle mkllem os og de vil begrænse vort sammenhold.
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar