Tyskland, Frankrig og EU
For bedre at forstå EU og de noget usikre udsigter for fremtiden er det vigtigtat dykke nærmere ned i relationen mellem EU’s to store lande, Frankrig og Tyskland.
På mange måder kunne deres indbyrdes forhold siden oprettelsen af EU ligne et lykkeligt ægteskab. Men som i så mange ægteskaber er der nogle forskelle, ofte uforsonlige der lurer under overfladen og som meget vel ville kunne føre til udfordringer hen ad vejen.
Det vigtigste forskel er måske hvordan hvert land betragter vigtigheden af “Europa.” Tyskerne - og ikke kun landets elite, men brede dele af befolkningen også - har købt forestillingen om et Europa befriet for nationalismen.
En sådan holdning er uden tvivl under stærk indflydelse af den ulykkelige erfaring ved afslutningen af 2. Verdenskrig-
Ifølge Wolfgang Streeck ffra Max Planck Institute for the Study of Societies i Köln har konceptet med “Europa” en slags hellig aura i Tyskland, hvor det omfatter “alt der er godt, behageligt - fra fred, menneskerettigheder. tolerance, og en åbenhed til det internationale arbejdsmarked og en let vandren, rejsen over landegrænserne.”
Tyske pro-europæiske følelser er det værktøj hvormed Tyskland har til hensigt at se bort fra sin nationale suverænitet og være en del at Stor-Europa og blive respekteret. På sæt og vis, og måske ubevidst, er dette en flugtmekanisme fra landets Nazi-fortid.
Denne indstlling har i den grad påvirket tysk tænkning så man betragter enhver der er noget mindre begejstret over en tæt integration af EU som positivt bevis på en moralsk defekt. Psykologisk set overfører tyskerne deres holdninger, følelser på andre der ikke nødvendgvis deler dem. Det kan være farligt.
Frankrigs syn på Europa er diametralt modsat. Franskmændene er hypersensitive over for enhver hæmmen af deres nationale suverænitet. Siden afslutningen af 2. Verdenskrig har Frankrigs hovedmål været at knytte Tysklands økonomiske styrke til franske interesser. Det forenede Europa som franskmændene omfavner er faktisk en udvidelse af den franske nationalstat, ligesom kommissionen i Bruxelles er født som en underafdeling af fransk teknokrati.
.
Berlaymont building in Brussels, headquarters of the European Commission.
Photo credit: Nuno Nogueira via Wikimedia Commons.
Streeck opsummerer forskellen på de tyske og franske visioner for Europa således:
Fra fransk perspektiv er der ingen konflikt mellem et ‘suverænt Frankrig’ og et ‘suverænt Europa’ så længe Europa er ordentligt grundfæstet i universelle franske principper og styres fra Paris, altså en udvidelse af fransk suverænitet. I Tyskland derimod er et suverænt Europa den ønskværdige afslutning på det nationale, herunder tyske suverænitet, i Frankrig er det en kondition, eller en nutidens vision af et suverænt Frankrig.
Når det er således kan det se ud til at at Europa er et fransk imperium blot ved et andet navn. Streeck skriver observerende:
I lang tid blev der dækket over Tysklands tilsyneladende tavse accept af den franske tradition for egenrådighed herunder kernevåbenafprøvning, og fremhæven af landets imperiale tradition.
Men dette kan bare ikke fortsætte. Dertil kan lægges den latente ustabilitet i EU og den kendsgerning at andre lande i EU ikke har et ønske om at overdrage deres nationale identiteter og suveræniteter til et forenet Europa, som Tyskland er villig til, og ingen ønsker at blive underlagt de franske “universelle” værdier.
Dette gælder især landene i Østeuropa der for ikke så lang tid siden endelig slap fri for det kommunistiske Sovjetunionens dominans.
EU projektet er af to grunde kommet så langt. Faktisk er der en tredje: Det at USA hr betalt det meste af forsvarsudgifterne for Europa og tilladt en skæv handelspraksis at eksistere mellem Amerika og EU. Men lad os holde fokus på de interne dynamikker i Europa.
Dette er foregået i længere tid end de flest mennesker har levet, og har givet Europa en mulighed for at opnå velstand og overflod der aldrig ellers ville være opnået.
For det første: Hver gang den “Europæiske ide” blev debatteret blandt europæerne blev den altid defineret i vage og bureaukratiske dobbelttydige termer. Dette var heltt bevidst for det tillod alle deltagerne at læse det ind i deres udtalelser som de kunne ønske. Det gjorde de i sandhed. Dette fungerede som en forenende taktik, men det er næppe den vej der skaber et solidt fundament der kan modstå tidens tand.
Og for det andet: Lån af penge og gode ydelser hjalp med til at fostre det bedrag som mange medlemsstater lå under for - det de kunne forvente af EU. Hele EU blev således ‘solgt’ om en forestilling om fred og velstand; denne velstand ville flyde ud til alle der skrev under og det for evigt. Men det løfte har allerede klinget hult i Middelhavsområdet i EU. Og uanset om europæerne vælger at anerkende dette eller ikke, så er kendsgerningen at den fred Europa har nydt siden 1945 været under forudsætning af beskyttelse af USA og absolut ikke så meget på grund af klog politik ved Europas elite.
Euroen blev introduceret i 1999 for at bringe landene i EU tættere på hinanden. Sådan er det ikke gået. Snarere på grund af euroen er en betragtelig del af den industrielle base i Sydeuropa blevet opslugt af deb tyske industrielle ‘maskine.’
Som følge heraf har tyskerne høstet mest af ‘frugterne’ fordelene ved den fælles eurovaluta. Dette har efterladt lande som Grækenland, Italien og andre med store arbejdsløshedsrater og gæld der aldrig kan blive betalt tilbage. Og på grund af den fælles valuta og den Europæiske Centralbank er disse svækkede lande nu uden de pekuniære midler til at lindre deres lidelser. For at udtrykke det lige ud af posen: Så er de lande helt til rotterne.
For at gøre noget ved gælden og arbejdsløshedsproblemerne var tyskernes første opskrift - kraftige doser af sparsommelighed. Grækenland er selve symbolet på dette intra-EU misbrug. Dette har så til gengæld ført til stærke anti.tyske følelser i den sydlige del af EU. Som modsvar hævder landene der er gældstyngede at EU burde dække deres underskud. “Vi er alle en familie,” siger de. Denne utilfredshed har givet brændstof til populistiske partier over hele Europa. For at imødegå denne trend kom Angela Merkel med nogle vage løfter til EU eliten om at Tysklad da ville hjælpe med “strukturelle reparationsarbejder på den europæiske ‘bygning.”
Det tvetydige slår igen igennem. Uanset hvad Merkel kunne have haft i tanke da hun fremførte sine ikke offentlige løfter så har mange fortolket hende som hun siger at Tyskland ville være villig til at kautionere for andres gæld på den ene eller anden vis. Ildevarslende føjer hun til: “Intet er så ødelæggende i de internationale relationer som urealistikse forventninger.”
Endnu en urealistisk forventning som lederne i EU havde er at United States ville fortsætte med at tolerere, som på Bush-Clinton-Obama facon, den uholdbare status quo mellem os og Europa når det drejer sig om forsvar og handel. Med Trump er den boble bristet.
Hvor befinder vi os så nu? Enhver festabe kan fortælle dig at alle fester med tiden slutter. Eller som Barack Obamas åndelige rådgiver gennem lang tid ville sige det. om EU ‘hønsene skal nok komme ind i hønsegården for natten’ .
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar