SocialistIkoner afklædes - det er ikke kønt

Snydt: To nye biografier kaster nyt lys på venstreorienterede ikoner

 John Boot

Hvorfor er vi dybt forundrede over at erfare den virkelige sandhed om Gandhi og Malcolm X? Fordi journalisterne i særlig grad kun er tilbøjelige til at se det de ønsker at se, når et venstreorienteret 'drømmeskib' kommer flydende ned af løgnenes flod!

Hørte du den dér lyd af noget der blev revet i stykker? To venstreorienterede ikoner, kendt ved deres fjollede skuespillernavne - Mahatma Gandhi og Malcolm X- er netop blevet flået ned fra deres helliggjorte piedestaler takket været et par yderst gennembearbejdede, men også afklædende nye biografier.

Det viser sig, at begge mænd, ihærdigt forsøgte at skjule sig bag falske identiteter. Hver af dem skjulte deres homoseksualitet, de var begge racister, hver forsøgte at fabrikere et favorabelt image, hver blev drevet af et dybfølt had i stedet for ophøjede idealer - hver af disse personer med så høje formodede principper var gennemført falske i et og alt.

Måske er det allermest glædeligt ironiske ved denne myteknusning, at skribenterne der foretager afklædningen har upåklagelige venstreorienterede akkreditiver - og dermed uafladeligt irettesætter de generationer af journalister, der aktivt deltog i forvanskningen og overdrivelsen.

Malcolm X: A Life of Reinvention, af Manning Marable fra Columbia der netop døde da bogen blev sendt ud i butikkerne viser os et "gennemført fejlbefængt individ," Princeton professor i afro-amerikanske studier Mellisa Harris-Parry fortalte NPR, Amerikansk radiostation) der kaldte bogen en "et voldsomt fald fra den 'heroiske' og 'fuldkomne' vision af den afrikansk-amerikanske præst der blev igangsat af Malcom X' selvbiografi og vedholdende blev fastholdt i amerikansk populærkultur."

Den "selvbiografi," som David Remnick viser i en gennemgang i The New Yorker, bestod for en stor dels vedkommende af at Malcolm fandt på fortællinger om sit liv, samtidig med at han blev 'lokket' af sensationsskribenten Alex Haley, hvis bog Rødder også skulle vise sig at være i næsten alt den rene fikton (og delvist et plagiat). Ifølge Marable siger Haley at han ønskede at skrive en "sensationsbog der bare ville sælge," så pyt være med kendsgerninger.

Væsentlig i Malcom X legenden er "selvbiografiens" historie om at hans far blev myrdet ved at blive lagt på jernbanspor af hvide overherredømmetilhængere. Men Malcolm sagde selv i 1963 talen at dødsfaldet var en ulykke. Haley og Malcom overdrev sidstnævntes kriminelle opførsel for gøre den senere angermyte mere slående. De fremstillede også den unge Malcom som værende uinteresseret i politik indtil hans berømte omvendelse i fængslet ved de skrupskøre prædikener af Nation of Islam, men faktisk var Malcolms far, en Marcus Garvey, en tilhænger der opfostrede sin søn i den samme skole af sort separatisme.

Marable kaster også et skeptisk blik på forestillingen om, at hans emne skulle være en kærlig ægtemand. Malcolm følte sig tvunget til at gifte sig med Betty Sanders af hensyn til hans fremtoning i offentligheden og ægteskabet gik af sporet næsten øjeblikkeligt. "Hovedproblemet stammede fra SEX," sagde Malcolm senere i et brev:

Hun var langt mere optaget af det end jeg var fysisk i stand til ....en dag fortalte hun mig at vi ikke passede sammen seksuelt, fordi jeg aldrig gav hende en ægte tilfredsstillese. Fra da af, selvom jeg forsøgte, begyndte jeg at være noget kølig mod hende.

Når det drejer sig om den virkelige kilde til denne spænding rapporterer Marable at Malcolm muligvis talte om sig selv da han fortalte en historie om en indbildt ven ved navn "Rudy," der samtidig med at han var butler for en rig mand i Boston, villigt blev en mandlig prostitueret der ville "klæde dem begge af, derpå tage den gamle mand som en baby, lægge ham i hans seng, bøje sig over ham og pudre ham med talkum. Rudy sagde den gamle mand da faktisk fik en udløsning ved det."

Malcolm X, en had-udspyende charlatan ("jøderne styrer landet," sagde han, og kvinder var "fulde an numre, forræderiske, utroværdigt kød," og et flystyrt der dræbte en masse hvide var "en meget smuk ting," fordi "Vi beder til Gud - at han vil lade os slippe for 129 af dem") var altid vanskeligt at tage alvorligt, og der kan kun være meget få fans tilbage når de har læst Marables bog. 

Mohandas Ghandi skjulte også med succes sin homoseksualitet - hans biografiskriver Joseph Leluveld, tidligere redaktør for The New York Times, skriver i sin dejlige nye bog Great Soul: Mahatma Gandhi and His Struggle with India, at den indiske leder havde forkastet sin hustru for at få en affære med en tysk bodybuilder Hermann Kallenbach. "Hvor du dog fuldstændig har taget min krop i din besiddelse," skriver han til Kallenbach. Ghandhi sagde endog at Vaseline var en "konstant påmindelse" af hans kæreste.

Gandhi og Kallenbacher

Om Gandhi ikke var en rabid anti-semit som Malcolm, da var hans overbevisninger med hensyn til jøderne ikke desto mindre forkastelige. Han omtalte Hitler som "min ven, og gik ind for at jødernes ikke voldelige modstand mod nazisterne. Han rådgav også jøderne i Palæstina om at "have tillid til arabernes gode vilje" og vente på en jødisk stat, "til den arabiske holdning er moden for en sådan."

På samme vis var Gandhi en fejlagtig vejleder når det drejer sig om hans egne trosfæller, idet han fortæller hinduerne der var i konflikt med muslimerne, "jeg er sådan set ligeglad med at hver eneste af de 500 familier i jeres område skal dø," så længe de blot holdt fast ved ideen om passiv modstand. Han skrev i racistiske talemåder om de sorte i Sydafrika og sagde Det Britisk Imperium var en "nøjagtig parallel" til Det Tredje Rige.

Hvorfor forundres vi dog over at erfare de ægte sandheder om Gandhi og Malcolm? Fordi journalisterne på bemærkelsesværdig vis kun ser det de ønsker at se når et venstreorienteret drømmeskib kommer flydende ned af løgnenes flod.

Vi ved endda ikke helt præcist hvad Gandhi fortalte jorunalisterne. Lelyveld skriver at Gandhi krævede - og journalisterne indvilligede! - retten til at gå tilbage i udskrifterne af interviewene og redigere kraftigt i dem.

Betegnende nok har Indien som stat forbudt bogen. Du skal nok ikke vente på at Hollywood laver en ny udgave af Malcolm X eller Gandhi som vil følge de faktiske forhold.

John Boot is the pen name of a conservative writer operating under deep cover in the liberal media.

10 store amerikanske generaler

10 Store - Amerikas største generaler

W. Thomas Smith, Jr.

At udvælge de 1o største amerikanske generaler var på en måde ganske let, og så dog særdeles vanskeligt.

Let i den forstand at amerikansk militærhistorie - hermed medregnes ikke kolonitiden - er så kort (knap 232 år siden Lexington og Concord). Vanskeligt i den forstand, at der virkelig er mange rigtig gode generaler, der uanset grunden ikke nåede at komme med,  dog kun med nød og næppe.

Læserne vil f.eks,. spørge om, hvorfor jeg ikke inkluderer typer som Winfield Scott, Ulysses S. Grant, George Marshall, Dwight Eisenhower, Douglas MacArthur, Norman Schwarzkopf med flere. Ærlig talt er der ingen anden grund, end den kendsgerning, at en liste med 10 ikke kan være på 15 eller 20, derfor er der lagt en del vægt på min personlige præference.
Følgende altså min top 10 Liste over amerikanske generaler i historisk-kronologisk rækkefølge:

Gen. George Washington, Continental Army

Ingen liste med de 10 største amerikanske generaler (eller største generaler i verdenshistorien for den sags skyld) kan nogensinde udelade Washington - efter min mening. Skønt ofte undervurderet som taktiker - og jo, han havde nogle taktiske fejltagelser - var Washington dog et strategisk geni, og en mester i det rå lederskab. Han vidste, hvordan man opbyggede en hær ud af ingenting. Han kendte til, hvordan den hær holdes sammen når den alligevel blev splittet. Han havde fornuft nok til at omgive sig med fremragende officerer (såvel amerikanske som allierede). Han var ikke bange for at tage risici. Han nægtede at give op. Han fysiske og moralske mod var uovertruffen. Til sidst vandt han Den Amerikanske Revolution.

 

Gen. Nathanael Greene, Continental Army

Gen. Greene – en af Washington’s dygtigste kommandører - har altid været en af mine favoritter. Idet han kommenterede om sin hærs succes bemærkede han engang, "Vi kæmper, bliver slået, kommer tilbage og kæmper igen"

Gen. Andrew Jackson, U.S. Army

En firskåren undertiden hensynsløs indianerkæmper med øgenavnet "Old Hickory," var general Andrew Jackson ukonventionelle krigsførelses kampagner mod de indfødte indianske amerikanere rigeligt til at gøre ham fortjent til en plads på denne liste. Men hans største militær sejr - det afgørende slag mod briterne i Slaget ved New Orleans - blev udført på en ekstraordinær måde med en helt igennem usandsynlig hær bestående af U.S. soldater, sømænd, marinere, pirater, nogle få frigivne slaver, Choctaw indianere og militamænd fra adskillige stater.

Gen. Nathan Bedford Forrest, Confederate Army

Udover den kendsgerning at general Forrest personligt slog 30-31 mænd ihjel i et enkelt slag i Den Amerikanske Borgerkrig, fik 29 heste skudt væk under sig, og blev alvorligt såret fire gange da var den - såkaldte "Sadlens Troldmand" - måske den bedste kavallerist eller beredne infanterist (dragon) og kommandør som Amerika nogensinde har haft. New York Times skrev i deres mindeord om ham  i 1877 at Forrest "af mange blev betragtet som at have været den mest formidable kommandør til hest ... i Sydens hær."

Faktisk var hurtigheden, chokket, manøvredygtigheden og mobiliteten hos hans styrker i kamp selve kendetegnet ved Forrest's operationer. Hans soldater elskede ham Hans medgeneraler beundrede ham. Hans fjender var rædselsslagne når blot hans navn blev nævnt. General Robert E. Lee sagde om sine bedste underordnede kommandører at den der skilte sig mest ud var en "han aldrig havde mødt" - Forrest.

U.S. og udenlandske militærofficerer har alle studeret Forrest's kampagner i løbet af årtierne siden slutningen af krigen. Man har endog spekuleret på om ikke visse aspekter ved den tyske Blitzkrieg ikke var hentet fra nogle af Forrest's operationer.

Gen. Thomas J. “Stonewall” Jackson, Confederate Army

Der er blevet sagt så meget om "Stonewall" Jacksons mesterlige manøvrer i Shenandoah Valley at det næsten er overflødigt at nævne det her. Det vil jeg fremhæve er,  at hvis Jackson ikke var blev dræbt, og havde Lee haft ham hos sig ved Gettysburg, da ville krigen muligvis havde fået et andet resultat. 

Hver gang jeg tænker på Jackson, tænker jeg på Salget ved Chancellorsville, hvor Jackson's Confederates pludselig dukkede op ud af intet, smadrende ind i Union Armys højre flanke og rullede bogstaveligt talt hele styrken op. Sørgeligt at Jackson den nat blev dødeligt såret - hans venstre arm smadret - ved en uheldig beskydning af egne under en rekogniscering af lederen selv. Ved den efterfølgende amputation af Jackson arm bemærkede general Robert E. Lee, "Han mistede sin venstre arm, men jeg har mistet min højre arm." Værre dog for Lee var, at Jackson fik lungebetændelse og døde indenfor otte dage. 

Gen. William Tecumseh Sherman, U.S. Army

Selvom mange af mine brødre i Syden vil blive forarget over at jeg sætter general Sherman på listen er det dog umuligt at have en sådan liste, og så nægte ham en plads da han var en mester udi konceptet "total krig," og den såkaldte "første moderne general." Hans kampagner gennem Sydens hjerteland var utroligt ødelæggende, men uden for enhver tvivl meget effektive.

 

Gen. Robert E. Lee, Confederate Army

Han blev 'døbt' "Marmor Manden," og general Lee vil for evigt personificere den ideelle amerikanske kommandør. En gentleman med en urokkelig integritet, der fortjente den ubetingede, til døden, loyalitet hos sine mænd og en næsten højtideligt respekt fra sine fjender. Lee udklassede den numerisk langt overlegne Union Army igen og igen. Havde han vundet krigen - hvilket hans begrænsede ressourcer aldrig gjorde muligt for ham -- da ville han været blevet langt mere end den ideelle kommandør. Han ville have været den fuldkomne kommandør.

 

Gen. John A. Lejeune, U.S. Marine Corps

Gen. Lejeune er faderen til det moderne Marine Corps, og det er grund nok til at han er på listen.

Gen. Alexander Vandegrift, U.S. Marine Corps

Grundene til at general Vandegrift modtog Medal of Honor er ganske enkelt de samme som, hvorfor han bedømmes som en af de allerstørste amerikanske generaler nogensinde; det vil sige han ledte det nu herostratisk berømte 1. st Marine Divison (gjort berømt af Vandegrift og en deling ledere efter ham) i det første angreb på land mod japanerne under 2. Verdenskrig. Skønt ofte isoleret og uden tilstrækkelige ressourcer der langt borte på den anden side af kloden førte Vandegrift sine Marinere til sejr i nogle af de mest barske kampe - både konventionelle som ukonventionelle - i hele krigen. 

Gen. George S. Patton, U.S. Army

 

Ingen liste med respekt for sig selv over de 1o store amerikanske generaler kunne udelukke den mægtige general George Smith Patton Jr; den altid beslutsomme kommandør der meget ofte var mod sine overordnende, generalen som racede gennem Europa hurtigere, end hans brændstof og forsyninger kunne klare, knuste og banede vejen, eller fik sine fjender til at flygte i alle retninger, og engang sagde, "En god plan der udføres beslutsomt og med styrke er bedre, end en fuldkommen plan der bliver udført i næste uge."

FamilySecurityMatters.org Contributing Editor W. Thomas Smith Jr. is a former U.S. Marineinfantry leader and shipboard counterterrorism instructor, who writes about military/defense issues and has covered conflict in the Balkans, on the West Bank, in Iraq and Lebanon. Visit his website at uswriter.com.

Løgne fra muslimsk leder på TV

Leder af Det Muslimske Broderskab fanget i løgn - mens han sværger ved Gud

Raymond Ibrahim

 

Sobhi Saleh, en topleder i Det Muslimske Broderskab der blev valgt af Egyptens Højesterets Råd for at være med i en forfatningskomite gav fornyligen en tale, hvori han insiterede på at Broderskabets mænd kun burde gifte sig med Broderskabs kvinder, da de er "andre muslimske kvinder i Egypten "overlegne" - og derfor kan de "avle små Broderskabs børn."

Han sammenlignede også Egyptens sekularister med ateister (det vil sige vantro) og henviste til egypternes forbehold for Broderskabet som gaum lut, "Lots folk," Koranens meget lidt flatterende henvisning til seksuelt depraverede samfund.

Leder i Det Muslimske Broderskab og løgner Sobhi Saleh

For at "klargøre" sin holdning, som han fik en del modstand imod dukkede Saleh fornylig op på Dream TV for at debattere med den intellektuelle muslim Khaled Montaser. På et tidspunkt, fordi han ikke kunne modsige Montaser, bemærkede Saleh giftigt at han ikke var klar over at showet skulle være en inkvisition" og at han endda slet ikke var blevet informeret om at Montaser skulle debattere med ham. Værten Mona al-Shazly protesterede og tilføjede, "Jo, det vidste du godt, du vidste du skulle møde Montaser." 

Saleh blev ved at insistere på det modsatte, herunder sværge ved Gud - altsammen med et meget oprigtigt ansigt.

Værten, helt klart forbavset, påpegede, at hun og hele studioholdet var tilstede da koordinatoren ringede til Saleh og fortalte ham, hvem den anden gæst ville være, og tilføjede i en yderst skuffet tone, "Jeg har det endog meget svært med at du i direkte TV sværger ved Gud, når jeg helt sikkert ved du lyver."

Ved at se videoen (den er dog på arabisk), er det tydeligt at Saleh tabte mælet og blev skamfuld, og da man nåede et punkt, hvor den pinlige tavshed var for stor sagde værten, "OK, det har vi nu afsluttet, lad os komme videre." 

Denne fortælling er særdeles god til at give folk i Vesten, der ikke kender til den islamiske lære, og som - forsøger at overføre deres egen etik til Islam- et indblik i, hvor upassende det er at en muslim 'fromt' søger at ordne samfundet efter Guds love, men gør det ved at benytte falske eder i den samme Guds navn. 

Dog er kendsgerningen af Salehs løgne passer fint sammen med Islams berømte doktriner om bedrag, der tillader muslimer at bedrage for at give Islam magt - hvilket lige præcis er det Det Muslimske Broderskab, og alle islamiske organisationer, de være sig voldelige eller ikke-voldelige, alle handler om. 

Hvorfor Saleh benyttede sig af løgn er yderligere kendetegnende: Hans modstander havde masser af vægtige kendsgerninger, der altid slår falske argumenter. Da Saleh for eksempel begyndte at argumentere for at en Broderskabs ledet regering i Egypten ville være vidunderligt for de Koptiske Kristne, læste Montaser fra et antal fatwas udstedt af Broderskabet tidligere stormufti, Abdullah al-Khatib - fatwas der vurderer at det er forbudt at bygge nye kirker i Egypten, at i visse situationer er det påtvungent muslimerne af ødelægge kirker - almindeligt forekommende i Egypten - og at det er forbudt at begrave kristne på muslimske gravsteder, "dersom (muslimerne) lider under at de kristne begraves der." 

Den progressive filosof Khaled Montaser -- Saleh's banemand.

Tilfældigvis er Saleh den samme Broderskabs leder der blev portrætteret med hengivenhed i New York Times:

"Han er en distingveret 57 årig, glatbarberet med hvidt hår, iført en orange sweater og sorte sandaler. Han har en en leopardmønstret lille taske til lommetørklæder: noget der kan ligne et legetøjsdyr rundt om tasken...han er yderst engagerende, den type person man trykker i hånden ved en konference og derpå kan fortælle andre, 'Han er en kanonflink fyr,' uden rigtig at kunne sige, hvorfor."

Hvorfor mon. Muligvis fordi han er mester i at lade mennesker høre det det gerne vil, især på engelsk. (Se Saleh, mens han leder en ægyptisk pøbel der synger intolerante islamistiske slogans og bøndfalder om indførelsens af Sharia, og så ser han lige pludselig ikke ud som "en kanonflink fyr.") 

Således som lederen af U.S. Nationale efterretningsvæsen så tåbeligt beskriver Broderskabet som  "en meget forskelligartet gruppe, i det store og hele verdslig, der har undsagt sig vold," og præsident Obama der beder Israel komme med indrømmelser til lignende organisationer, ja da må man spørge: 
 

Hvis topislamiske ledere ikke har noget problem med at lyve om tåbelige ting overfor deres medmuslimer - ved at sværge til Gud, - hvor troværdige er så noget som helst af det de siger, og nogle af de løfter de giver Vesten og Israels ledere, som jo er de hadede vantro?

Raymond Ibrahim is associate director of the Middle East Forum, where this article appeared.

http://www.familysecuritymatters.org/publications/id.9769,css.print/pub_detail.asp

Hængerøvsbukser og idioter

Deshon Marman er en hængerøvsbukse idiot

Bernie Planck

Tillad mig at fastslå noget de fleste amerikanere mener: Enhver der er over 13 år og som er iført hængerøvsbuker er en idiot. Faktisk har et antal US samfund lovforordninger der forbyder lavthængende bukser.

Nu erfarer vi at Deshon Marman (fodboldspiller) for New Mexico Lobos, blev bedt om at forlade et fly i San Francisco International Airport og efterfølgende arresteret for at nægte at trække sine bukser op. 

Ifølge en U.S. Airways ansat havde den 20 årige fodboldspiller sine bukser "under ballerne, men over knæene, og hans boxer shorts var synlige."

Photo Credit: Daily Global

Dette er et eksempel på at "man kan tage et barn ud af ghettoen, men du kan ikke tage ghettoen ud af barnet." Hvilken voksen mand bærer sine bukser neden under sine underklæder? Hvilken idiot gør det? Men det er hvad der sker når man har et så åndssvagt navn som Deshon, og ikke er fornuftig nok til at lave det om og blive voksen.

Selvfølgelig er Deshons med i det typiske racespil og henfører hele affæren med skudsmålet "på grund af hans udseende - ung sort mand med dreadlocks og hængerøvsbukser." Nej, han fik problemer fordi han opførte sig som en NWA. (Niggaz wit attitude - rapgruppe) Det eneste han blev bedt om var at være som et normalt menneske og trække bukserne op.

---

En bemærkning om Deshons mor: Vedrørende hans dumme navn, her følger nogle råd fra min artikel Hvis jeg var sort ville jeg være krænket over at navngive mine børn: "....medmindre dine børn blev født i Zimbabwe, så hold dog op med at kalde dem Mfuqwa eller Shaniqwa....Hvis du ønsker dine børn skal få succes i Amerika så gør som alle andre i dette lande, assimiler."

Noter

Daily Global, 17 Sep 2008, Dommer dømmer 'hængerøvsbukser' som forfatningstridige


En dommer i Florida har bedømt det som forfatningsstridigt at være iført hængerøvsbukser der viser bærerens undertøj rapporterede de lokale medier tirsdag.


En 17-årig tilbragte en nat i fængsel i sidste uge efter politiet arresterede ham for at være iført for lavtsiddende bukser på Riviera Beach, Florida.


Loven der forbyder de såkaldte 'hængerøvsbukser' blev vedtaget af byens vælgere i marts efter at tilhængere af loven havde indsamlet næsten 5000 underskrifter for at på emnet på valgsedlen.


...
Love der forbyder lavtsiddende bukser er på vej i adskillige byer i US, herunder Delcambre, Louisianna, hvor overtræderne kan idømmes bøder på op til 500 dollars eller blive fængslet i seks måneder.

Dallas, Texas and Atlanta, Georgia er blandt de større US byer der overvejer lignende forholdsregler.

The Australian, Deshon Marman smidt af US Airways fly på grund af sine hængerøvsbukser

Deshon Marman, 20, der var i San Francisco for at overvære en tidligere kammerat fra highschools begravelse blev bedt om at trække sine bukser op før han steg ombord på et US Airways fly til Albuquerque i går, rappporterer San Francisco Chronicle.

...

En af de ansatte bad Marman om at trække bukserne op ved boardingskontrollen, og anmodningen blev gentaget ombord på flyet, men han nægtede.

"På det tidspunkt blev han bedt om at forlade flyet," fortalte sergent Michael Rodriguea Chronicle. "Det tog mellem 15-20 minutter at overtale ham til at forlade flyet, og han blev arresteret for at lægge hindringer i vejen."

Marman, der spiller fodbold ved University of New Mexico, modstod angiveligt betjentene og blev fjernet fra flyet.
Marman's mor, Donna Doyle, sagde hendes søn blev udvalgt "på grund af sit udseende - ung sort mand med dreadlocks og hængerøvsbukser."

Medierne og racespørgsmålet

Amerikas sorte racister

---

Walter E. Williams

Den afdøde sydafrikanske økonom William Hutt skrev i sin bog fra 1964, "The Economics of the Colour Bar," at en af de værste tragedier i de menneskelige forhold er at de som har været ofre for uretfærdigheder og undertrykkelse, "ofte selv kan observeres som nogen der påfører lignende uretfærdigheder mod andre racer."

Jeg er født i 1936 og har levet mit liv i nogle af vore mere åbenlyse perioder med racisme, der har indbefattet racemæssige fornærmelser, gennembankninger og lynchinger. Tuskegge Institue beretter at mellem 1880 - 1951, blev 3437 sorte og 1293 hvide lynchet. Jeg kan huske min fætter og jeg selv blev jaget ud af Fishtown og Greys Ferry, to altovervejende irske kvarterer i Philadelphia, i 1940'erne, og vi ikke standsede før vi nåede frem til et overvejende sort kvarter i nord eller syd Philly.

Alt det er anderledes i dag. De fleste racemæssige overgreb begås af sorte. Det som er værre endnu er at der er nulevende sorte, der oplevede tiderne med lynching, Jim, Crow lovene (begrænsninger i de sorte mulighed for at stemme) og den åbenlyse racisme, som men forbliver tavse selv når de betragter de sortes overgreb.

Sidste år råbte fire sorte Skidmore College studenter raceskældsord mens de bankede en hvid mand, fordi han spiste sammen med en sort. Skidmore Colleg'es første svar var at tilbyde rådgivning til den ene sorte student, der blev anklaget for forbrydelsen. I 2009, angreb en sort Columbia University professor en hvid kvinde under en ophedet diskussion om raceforhold. Ifølge interviewene og retsudskrifterne, og som omtalt af Denver's ABC afdeling(den 4. december 2009) hærgede sorte bander Denvers indre by og udtrykte verbalt deres had mod de hvide før de angreb og røvede dem under en bølge af kriminalitet der varede fire måneder. Tidligere samme år, bankede fire sorte piger en hvid pige ved en McDonalds, og ofret fik et slagtilfælde. Borgmester i Chicago Rahm Emanuel beordrede og øjeblikkelig lukning af strandene i Chicago på grund af sorte bander der terroriserede familierne. 

Ifølge NBC afdeling der (8. juni 2011) stormede en bande sorte teenagere en bybus, angreb de hvide og stak af med deres ejendele.

Racistiske angreb fra sorte er ikke kun mod hvide, men også mod asiater. I San Francisco bankede fem sorte en 83 årig gammel kineser til døde. De smed en 57 årig kvinde ned fra en togperron. To sorte teenagere fra Oakland angreb en 59 årig kinesisk mand; slaget slog ham omkuld og dræbte ham. Ved Philly's South Philadelphia School rapporterer asiatiske studerende af sorte elever rutinemæssigt dænger dem over med mad, slår, skubber og sparker dem i skolens gangarealer samtidig med de slynger raceskældord mod dem som "Hej, Kineser!! og "Yo Drageklovn." The Asian American Legal Defense og Education Fund anklagede skoledistriktet i Philadelphia for "bevidst tilsidesættelse" af de sortes offergørelse af asiatiske studerende.

Ved mange af disse brutale overfald nævner medierne ikke race tilhørsforholdet hos gerningspersonerne. Hvis det var hvide racebander der tilfældigt angreb sorte da ville de førende medier ikke tøve med at rapportere, hvilken race gerningsmændene havde. Redaktørerne for Los Angeles Times, New York Times og Chicago Tribune indrømmede, at de bevidst censurerede information om sortes forbrydelser af politiske årsager. Chicao Tribune redaktøren Gerould Keren sagde her fornylig, at avisen begrundelse for censur var, at "beskytte mod at en hel gruppe af mennesker bliver mistænkeliggjort."

Disse racistiske angreb kan, i det mindste delvis, føres tilbage til den sorte elite, der har en skjult interesse i raceparanoia. Og det indbefatter en præsident der har brugt årevis sammen med mennesker der har fremmet racespørgsmålet og polariseret og som har udnævnt en chefanklager der selv har anklaget os for at være "en nation af kujoner" når det drejer sig om race, og som har nægtet at retsforfølge sorte slyngler der forsamledes ved et afstemningssted i Philadelphia i direkte modstrid med lovene om det at genere vælgerne. Tragisk er det at sorte unge - der er så fyldt op med indestængt vrede, nægter at acceptere de uddannelsesmæssige og de andre muligheder som de sorte tilbage i tiden ikke kendte til - og at det derfor selv vil blive endnu større ofre i fremtiden.

De sortes tavshed i lyset af den sorte racisme har været et af de største svigt i borgerrettighedskampen der omfattede såvel sorte som hvide amerikanere.

Read more: America's black racists http://www.wnd.com/index.php?fa=PAGE.view&pageId=313817#ixzz1PzDg53QB

Sydafrika og udviklingen efter apartheid

I Sydafrika med fru Obama. Apartheids forbandelser eller velsignelser?

Ilana Mercer

Førstedame Michelle Obama er på rejse i denne skribents fødested, Sydafrika. "(Nelson) Mandelas arv i kampen for sydafikansk demokrati." skrev en henrykket journalist der fulgte førstedamen rundt i Johannesburg, "definerer meget af Obamas besøg." Det var kun naturligt, at "hendes næste stop" ville være "Apartheid Museet, der har hele beretningen om de hvides storhed og fald." Apartheid var et forkasteligt kastesystem. Glemt er imidlertid, i forargelserne over apartheid, de kendsgerning som er dokumenteret i min netop udgivne bog, "I Kannibalens Gryde: Lektioner for Amerika fra post-apartheid Sydafrika."

 

Apartheid Museeet som fru Obama og hendes døtre beærede med deres tilstedeværelse vil understrege det at, "Alt der ikke virker eller går galt i det nye Sydafrika er apartheidens arv."

Er ikke volden i resten af Afrika på grund af kolonialismen?

"Det er en følgevirkning, der er fortsat i næsten 40 år," skriver jeg (idet jeg citeret en overvurderet Jim Peron, en amerikaner bosat i Sydafrika, hvis idealisme drev ham til at flytte til post-apartheid Sydafrika). "Hver gang noget går galt, (og det sker konstant), er det den samme klagesang med undskyldninger der reciteres. "Vi arvede dette problem fra den korrupte apartheid regime."

Der er blot et irriterende problem med denne særlige legen 'Hvem har skylden'?: Sydafrikas blomstrende kriminelle klasse består hovedsageligt at unge der er vokset op og modnedes under det sorte styre.

Hvad ellers er det ejerne af det gennemført amerikaniserede Apartheid Museum, mangler at formidle? Som jeg berettede om i Kapitel 5, i "I Kannibalens Gryde":

"Var den helgengjorte Mandela kommet til magten i 1960'erne i stedet for at hensygne på Robben Island og i Pollsmoor Fængslet ( Obamas destinationer i Cape Town), da ville han have nationaliseret Sydafrikas økonomi og forbudt private virksomheder. Det er jo det som ANS's charter gik ind for i 1955. Det er det som Sydafrikas sortledede naboer i Nord gjorde."

Bortset fra Rhodesia, før Robert Mugabe, da tilbyd det mindretalsstyrede Sydafrika, alle landets problemer til trods afrikanerne mere, end noget andet land på Det Mørke Kontinent.

Udvandringsmønstre har altid været en målestok for den sociale virkelighed. Dengang som nu, "da overgik den sorte indvandring til Sydafrika langt den sorte udvandring fra Sydafrika."

Indrømmet, de afrikanerne der kom ind "stemte ikke med deres fødder" for apartheid, men de stemte helt sikkert for lov og orden og et livsudkomme.

I de "første 23 år med apartheid, mellem 1948 - 1981, voksede den sydafrikanske økonomi med cirka 4,5% om året." Selvfølgelig, med de berømte ord der tilskrives både Disraeli og Mark Twain, så er der løgne, forbandede løgne og så statistik. Så pligtskyldigt henfører marxisterne den høje vækst til ren udnyttelse.

Da "udnyttelse" imidlertid blev skiftet ud med "frigørelse" - og afrikanerne brød løs af de koloniale åg for at få politisk uafhængighed - da oprettede de omgående planøkonomier, i hvis skygge intet kunne vokse, og deres respektive lande kom ud i mismod og opløsning.

For venstreorienterede i Vesten var Kenneth Kaunda og Julius Nyerere de som satte ansigt på den sorte "frigørelse," men begge ledere høstede ødelæggelse gennem deres respektive lande, Zambia og Tanzanias landbrugsøkonomier.

Mens Sydafrika ikke helt er en eetparti stat, så er det en overvejende partistat. Demografien dikterer at Mandelas African National Congress sandsynligvis aldrig vil tabe et valg til nogen af landets små, symbolske oppositionspartier. Man gyser ved tanken om, hvad ANC - der nu langsomt sovjettiserer Sydafrika - ville have gjort ved den sofistikerede, industrialiserede økonomi i landet, hvis det havde fået lejlighed til til cirka 1960.

Mens det sorte Afrika og Østeuropa forblødte på grund af kommunismen, oplevede Sydafrika en eksplosion i økonomien, der må tilskrives National Partys relativt konservative økonomiske politik. Som en oase i den afrikanske ørken, voksede Sydafrikas dengang guld-baserede økonomi med en årlig rate på 6% i 1960'erne.

I sin tilslutning til 'Sandheds og Forsonings Kommissionen' rettede F.W. de Klerk, der modtog en Nobel Fredspris for at overdrage Sydafrika til ANC, historien. Det følgende er uddrag fra "I Kannibalens Gryde" (hvor den liberale historiker Hermann Giliomee citeres for at sige):

Apartheid drejede sig ikke kun om de hvides privilegier men også om udvikling og omfordeling af indkomsterne fra de hvide til de sorte. Økonomien voksende med i gennemsnit 3,5% om året under apartheid, antallet af sorte i skolerne voksede med 250% i de første 25 år med apartheid, og de sortes andel af den samlede personlige indkomst var næsten fordoblet fra 20% i midt 70'erne til 37% i 1995, mens de hvides var faldet fra 71% til 49%." Lige så elendigt Bantu Uddannelsessystemet var, så forbedrede det dog i høj grad de sorte læsefærdigheder. Tolv år inde i National Partys regeringstid, var læsefærdighederne blandt Bantu i Sydafrika allerede højere end i nogen andet region i nogen anden stat i Afrika eller den i Indien.

Faktisk attesterer levedygtigheden under apartheid den konstante (om end ufuldkomne) forbedring i den offentlige sundhed, og regeringens ydelser til de sorte. Fra de 8,6 millioner der blev registreret i 1946 folkeoptællingen, voksede den sorte befolkning til 17,4 millioner i 1974 og 28,3 millioner i 1991. Fra 1940'erne til 1990'erne steg livslængden for sorte fra 38 til 61 år.!

Siden 'demokratiets daggry' cirka 1994, er livslængden i Sydafrika faldet med ni år, og arbejdsløsheden er sprunget fra 19% i 1994 (for "Frigørelsen") til 31% i 2003, (efter "frigørelsen"), og det er troligt vokset til, i 2005, at stå på 38,8%

The Apartheid Museum vil komme med ekstravagante påstande om det gunstige ved Mandelas bevægelse. Pyntet ud af en bevidst historisk fordrejning er dette:

Ved at udrydde, fjerne kriminalitet og kommunisme, reddede apartheid regimet, selv om det var et kæmpe undertrykkende apparat, sorte sydafrikanere fra en endnu værre moralsk og materiel skæbne. 

Read more: Clueless in South Africa with Mrs. Obama http://www.wnd.com/index.php?fa=PAGE.view&pageId=314669#ixzz1QCB1ld23

Velfærdsstaten og forsvarsviljen

Den britiske velfærdsstat har sænket Royal Navy

I sin meget omtalte afskedstale til NATO ministrene i sidste uge, gav U.S. Forsvarsminister Robert Gates vore europæiske allierede en rigtig opsang.

Tag Jer sammen, sagde manden der havde været imod præsident Obamas halvhjertede indsats i Libyen. Ikke mere køren på frihjul. Jeres forsvarsbudgetter er for små. Jeres forpligtelser er for alvorlige. Og se ikke hen til os for at vi skal rage kastanjerne ud af ilden med Gadaffi.

Fra gode gamle Storbritannien kommer der nu forlydender om at minister Gates ramte plet. Admiral Sir Mark Stanhope fortalte i går en parlamentskomite, at den Konservative regerings nedskæringer i forsvaret har gjort det umuligt for Royal Navy at fortsætte sin militær mission til støtte for de libyske oprørere udover 90 dage. Med den tvungne tilbagetrækning i januar måned af UK's sidste hangarskib (efter forlydender er det nu sat til salg) og udfasningen af Harrier jetflyene er briterne nu i frit fald.

Som en måske sidste fornærmelse rapporteredeSunday Telegraph at, når man tager i betragtning at Storbritannien ikke vil kunne få et nyt hangarskib før tidligst 2020, lærer Royal Navys piloter nu franske så de kan træne og flyve fra det franske hangarskib Charles de Gaulle.

Trafalgar og alt det andet. Jovist ironien er ikke gået briterne forbi.

For en amerikaner, får det erindringen om at det var den franske kongelige flåde der gjorde Amerikas uafhængighed mulig -- ved at besejre den britiske flåde der blev sendt ud for at redde Lord Cornwallis hær ved Yorktown. Hvis du tæller antallet af franske søfolk i salget ved Virginia Capes med Comte de Rochambeaus soldater på land, så var der faktisk flere franskmænd ved Yorktown end der var amerikanere. Amerika begyndte med franskmændene og, sådan kan det se ud, skal vi stole på dem.

Se denne artikel: http://www.cyberus.ca/~bharvey/Yrktn.htm

C'est tout.

I mellemtiden har United States imidlertid misten sin største maritime allierede, en stædig partner i to Verdenskrige og i mange mindre konflikter. Og der er også en lærerig moral her for os alle, mens verdens sidste supermagt roder rundt med en eksploderende offentlig gældskrise.

Den Britiske Velfærdsstat har sænket Royal Navy, noget som spanierne, hollænderne, franskmændene, tyskerne og japanerne alle forsøgte, men ikke kunne.

http://www.americanthinker.com/blog/2011/06/the_british_welfare_state_has_sunk_the_royal_navy.html



Artiklen havde ingen angivelse af skribentens navn, derfor er det selvfølgelig ikke med.

En kort historie om kernefusion del 3

En kort beretning om kerne fusion

---

Pat Boone

I løbet af de sidste uger har jeg skrevet to klummer om kernefusion. Dette er min tredje...og jeg agter at komme med flere. Selvom jeg fra begyndelsen har erklæret at jeg ikke er videnskabsmand på nogen måde, er jeg dog en intelligent, eftertænksom person med et åbent sind, der kan se at menneskeracen har alvorlige problmer, og at vi alle bare har at komme i gang med at være bekymret for at finde den bedste energikilde for vor fremtid. - hvis vi vil have en fremtid. 

Del 1 her: http://synopsis-olsen.blogspot.com/2011/05/fusionsenergi-vort-bedste-og-eneste-hab.html

Del 2 her: http://synopsis-olsen.blogspot.com/2011/06/fusion-naturens-energivalg-del-2.html

Lad os virkelig begynde med begyndelsen - jeg mener "I begyndelsen skabte Gud..." Meget respekterede fysikere fortæller mig de tror på, at denne jord blev skabt (uanset hvornår) ved at der benyttedes en proces vi kender som kernefusion. Det forekommer videnskabeligt fornuftigt at en Skaber ikke ville benytte en proces der spalter atomer - hvilket er imod Naturen - men hellere en der ville kombinere, fusionere, hans byggesten - atomerne. Solen i sig selv er en monumental kernereaktor, udstrålende lys og muliggør alle former for liv på vor Planet. Og de videnskabsfolk jeg har studeret sammen med er helt og aldeles overbeviste om at vi kan finde ind til den ubegribelige kraft i stofs atomer - gennem fusion.

Jeg er så heldig at have været med i fremadskridende, meget vidende og konstruktive diskussioner mellem nogle af denne verdens førende forskere i kernefusion om hvad de, og altså ikke jeg, tror er "Naturens valg af energi."

Skønt mange nationer, herunder U.S. har støttet og udviklet kerne fission i et håb om at få den endelige kilde til rigelig og pårisbillig energi for det behov som verden har, da er vil alle, i smertelig grad, blevet klar over dens negative og meget farlige bivirkninger. I tilgift med den altid værende trussel om en atomkrig, er der affaldsprodukterne der kan forblive radioaktive i generationer og de seneste nedsmeltninger af kernereaktorer, med deres stadig ikke klargjorte konsekvenser, og så er der den udbredte instinktive fornemmelse at at noget der er så kraftfuldt og potentielt ødelæggende næsten er for voldsomt af benytte på lang sigt.

Er der mon ikke, kan der mon ikke være - et bedre alternativ? Jovist - kerne fusion.

Ingen af mine videnskabsvenner er imod fission. Faktisk citerede jeg nogle tidligere der siger at fission er helt klart den bro der kan føre os over til fusion. Men der er praktiske grunde til at fjerne os fra fission så hurtigt som muligt. Da vi opbruger alle tilgængelige fossile brændstoffer med alermerende hast, ophober vi også enorme mængder kerneaffald, men deres ødelæggende forurening. Det er ikke godt.

Nu lidt historie. I juni 1970 skrev Nobelpris vinderen dr. Glen Seaborg, dengang formand for Atomic Energy Commission, en artikel i Bulletin of the Atomist Scientist og skitserede at det første fusionsbaserede krafværk ville kunne være oppe at stå i juni 1995. Det var 10 år før præsident Carter underskrev loven Magnetic Fusion Energy Engeneering Act, (oktober 1980) der klarlagde målet, og gav mandat til finansieringen for at nå dette. Vi var på vej!

Der midt i 1970'erne gik ledende videnskabsmænd ind for udviklingen af fusion så snart som muligt. I 1976 udgav Energy Research and Development Administration, eller ERDA, forgængeren for nutidens Department of Energy, en plan med behov for finansiel hjælp og en tilsvarende tidsramme for gennemførelsen. Igen var Amerikas afhængighed af olien og skabelsen af en uudslukkelig, energikilde der var til at betale for hele verden blot et spørgsmål om tid og tilstrækkelige midler.

Det mest 'agressive' "plan V" gik ind for et budget på 600 millioner dollars om året, der ville medføre en demonstrationsreaktor i 1990. Hvor ville vor verden dog have været anderledes i dag hvis det mål var blevet godkendt og udført, ikke sandt? "Niveau V" fik 150 millioner dollars om året (i 1976 dollars) - og blev af de aktive videnskabsfolk kaldt "aldrig fusion," fordi det ikke ville være tilstrækkeligt for at finansiere den forskning der skulle til for at overvinde alle udfordringerne. Præsidenten på den tid, Jimmy Carter, blev ikke genvalg, og U.S. fusionsprogrammet har være på det samme "aldrig fusion" niveau, eller lavere i de sidste 30 år.

Den mangel på fremskridt i U.S. fusionsforskningen har betydet at vi er kommet bagefter Kina, Japan, Sydkorea og EU. På et tidspunkt var vi verdens førende. I 1974 var fusionsenergi budgettet R & D 43,4 millio9ner dollars; i 77 øget til 315,3 millioner dollars. I juli 1978 rapporterede Princeton Plasma Physics Lab at deres LargeTorus Tokamak (test fusions reaktor) afgsav temperaturer på 60 millioner grader, og dermed overgik fusion tændingstemperaturen med 44 millioner grader som der kræves for en vedholdende fusionsreaktion.

Frimærke fra 1987 Sovjetunionen til minde om termonuklear forskning (Tokamak)

Venner, vi står på dørtrinnet til en ny kerne fusions tidsalder!

I et interview med Walter Cronkite på "CBS Evening News," fastslog dr. Stepehn Dean, leder af Magnetic Confinement Systems Division of the U.S. Department of Energy,: "Spørgsmålet om hvorvidt fusion er brugbart fra et videnskabeligt grundlag er nu blevet besvaret."

Reaktionen var overvældende. Gennembruddet ved Princeton fusionen blev forside nyheder i aviser over hele verden.

Den formidable Charles Rangel, medlem af Repræsentanternes Hus fra New York sagde, "Dette gennembrud tvinger os til at overveje vor energi og sætte fokus på og kanalisere yderligere midler og opmærksom på denne yderst lovende og livsvigtige forskning i fusion. Løsningen af verdens energibehov er nu lige foran os."

Men ikke alle var begejstrede over gennembruddet. Nogle var oprørte over meddelelsen der ville føre til at politikerne kunne tro at fusion ville løse vore energiproblemer for hurtigt og afspore bestræbelserne på at finansiere andre nærliggende energiprojekter. Lobbyister og investorer og andre med skjulte interesser havde virkelig personlige eller måske politiske grunde til at udskyde fusion. Faktisk blev præsidenten for Princeton University, dr. William Bowen bedt om at mødes med Energiministeriet og nedtone meddelelsen.

Men dr. Bowen nægtede og meddelelsen stod ved magt. Repræsentant Mike McCormack, D-Washington, valgt efter en 20 årige videnskabelig karriere fik sin Magnetic Fusion Energy Lov gennem Kongressen på rekordtid med et rekord antal stemme. Vi  var nu ved at være klar!

En uge før han introducerede loven talte han imidlertid ved en konference i Washington, D.C. om kernesikkerhed. Viceenergiminister John Deutch nedtonede resultaterne fra Princeton og fastslog at kernekraft skal være den "aller sidste" energikilde. Han fastslog at Energiministeriet ville minimere kerneenergi .. og maksimere brugen af kul og olie!

Rep. McCormack argumenterede imod ved at fremhæve at kerne fission og kul ville være den bro der kan føre til fusion i år 2000. Hans lov ville bemyndige  konstruktionen af en test fusions reaktor i 1987, og en ægte arbejde reaktor i 2000. Det ville måske kostye 20 milliarder dollars på 20 år.

Ikke helt ubetydelige penge, men mindre end vi brugte på at komme til Månen og tilbage. Historien bliver spændende - og bekymrende - i min næste klumme.

http://www.wnd.com/index.php?fa=PAGE.view&pageId=304193

En muldvarp som forsvarsminister?

Hvorfor denne tøven med at afsløre forbindelser til kommunisterne?

Wes Vernon

Topspion peger fingre af Panettas ven

En nøgleleder person i den kommunistiske undergrundsbevægelse under Den Kolde Krig i U.S. har bekræftet tilknytningen til organisationen af en mand (Hugh DeLacy) der var ven med den daværende CIA direktør Leon Panetta. Dennes senere udnævnelse til Forsvarsminister er gledet ubesværet gennem Senatet. Et enigt Senat stemte som forventet tirsdag denne uge. Derfor er der kun lidt tid til at I senatorer kan lære vore synspunkter at kende.

I sin bog Advocat og Aktivist: En kommunistisk amerikansk sagførers memoirer, skriver John Abt følgende:

"The CPUSA [Kommunist partiet] kunne ikke, i den amerikanske forståelse af politik, være et parti der stræbte efter magten gennem stemmeboksen. Vi skulle snarere være den loyale opposition, hvis rolle det var at skubbe Demokraterne mod venstre." (Note: Denne klumme overlader det til læseren af regne ud, hvordan det kommunistiske mål er gået frem i årenes løb.)

Og så tilføjer Abt:

"De to kommunister der blev valgt til Kongressen - John Bernard fra Minnesota og Hugh DeLacy fra Washington State - blev valgt som Demokrater."

En hoved konspirator

På dette tidspunkt er det relevant at forske i hvem John Abt egentlig var.

John Jacob Abt brugte det meste af sin jurakarriere som chefrådgiver for Kommunistpartiet. På et tidspunkt under Den Kolde Krig var han et ledende medlem - en overgang lederen (ifølge Whittaker Chambers i det boglige mesterværk Witness) - for den hemmelige Ware Group.

The Ware Group opererede hemmeligt i landets hovedstad. Det var en hemmelig organisation under Kommunistpartiet med operatører indenfor U.S. regeringen. Den tjente til at hjælpe Sovjet efterretningsvæsenet ved at overdrage information, ligesom den hjalp Kommunistpartiet. Spionringen afholdt nogle af sine møder i Abts Washington lejlighed.

Abt selv ormede sig vej ind i nøglepositioner i regeringen: Agricultural Adjustment Administration (AAA); the Works Progress Administration (WPA); the Security and Exchange Commission (SEC); the Senate Subcommittee on Civil Liberties Violations (the LaFollette Civil Liberties Committee); and the Department of Justice (DOJ). På hver af disse poster havde hr. Abt indflydelse.

Den 22. november, 1963, efter mordet på præsident John F. Kennedy bad Lee Harvey Oswald om at måtte lade sig repræsentere af John Abt. 

Det er i korte træk lidt om hans biografi, der senere åbenlyst ville prale på skrift med Kommunistpartiets evne til at få Hugh DeLacy valgt til United States Kongressen (dog kun for en periode, vælgerne forkastede ham).

Det er grunden til, hvorfor den nu udnævnte Forsvarsministers Leon Panettas venskab med DeLacy (som påpeget i Kincaid/Loudon arkiverne som der er henvist til i denne klumme) er relevant i 2011.

Hugh DeLacy papirerne

Tirsdag var Cliff Kincaid på Mark Carbonero show (KION) i Panetta's tidligere kongresvalgsdistrikt (1977-1993). Her nævnte Kincaid, at han efterforsknings partner Trevor Loudon faktisk var taget til University of Washington hvor DeLacys papirer havde været opbevaret siden hans død i 1968.

Kincaid forklarede: "Og helt sikkert er der en række af breve mellem Panetta og DeLacy - 'Kære Hugh' Kære Leon' breve - hvor meningen er at Panetta indvilger i at føje DeLacys og tilbyder ham endog nogle følsomme dokumenter han havde fået som medlem af Kongressen."

Carbonero: Hvad drejede disse dokumenter sig så om?

Kincaid: U.S. militær og udenrigspolitik. Og du ved det er derfor vi har stillet spørgsmålet om, hvordan Panetta med dette forhold - som jeg mener gør ham til en sikkerhedsrisiko - nogensinde kunne blive leder af CIA først og fremmest og vi forsøger desperat at få Senatet til at stille spørgsmål om han bør gå videre til endnu en sensitiv stilling som Forsvarsminister. 

Carbonero: Der er altså et virkeligt problem med kommunisterne og Det Demokratiske Parti. Der kan have været stunder med nogle kommunister i Det Republikanske Parti, men som du ved af flere grunde, er der kommunister og kommunistsympatisører indenfor Det Demokratisk Parti.

Hvorfor? Et muligt svar

Hr. Carbonero stiller et interessant spørgsmål, og for at forske i det vender vi tilbage til Whittaker Chambers - ekskommunisten der afslørede Alger Hiss.

I Witness, afslører hr.Chambers sin forfejlede bestræbelse i 1939 på at gøre Rossevelt administrationen interesseret i at lade kommunistreden i New Deal Regeringen indsnævre.

På det tidspunkt skriver Chambers, "Så jeg rigtig nærmere på New Deal," og tilføjer at "alle de New Dealere jeg kendte var kommunister."

Han gik videre med at beskrive New Deal som en koalition af forskellige interesser, der skjulte "en indre drift i denne store bevægelse. Den tendens var hældende mod socialismen, skønt de fleste af som delvist ledede (eller) delvist blev ført med af den, oprigtigt var imod, at de skulle være venstreorienterede." 

Det Chambers med tiden indså var at mens dette ikke var "en voldelig revolution," så var det så ganske vidst "en revolution af bogholderi og lovgivning."

Og derpå dette:

"For blandt de 'revolutionære' er det kun halvdelen der aner hvad de foretager sig og de 'revolutionære' der udmærket ved hvad de gør, ja de har en overlegen manøvrerende stilling. Revolutionens hovedformål - skiftet af magten fra forretning til regering- er for de to typer revolutionære et og det samme; og de delte mange drømme og håb. Således fandt mænd der oprigtigt afskyede ordet kommunisme ud af, at med det fælles mål,så kunne de ikke ikke skelne sig selv fra kommunistene."

I de næsten 60 år siden Chambers skrev de ord, er alliancen som han beskriver - kommunister og liberale - blevet stærkere.

Dengang som nu: Jo mere tingene ændrer sig.......

Så hvorfor er der så megen tøven fra mediernes side og i U.S. Senatet til at konfrontere den kendsgerning af CIA direktøren - der nu er belvet Forsvarsminister - har haft nære venskabelige forbindelser med en mand der var en marionetdukke for Moskva under Den Kolde Krig? 

Lad os igen vende os til Witness:

"Enhver anklage om Kommunisme ophidser dem fordi de ikke begriber forskellen på sig selv, og de som den rettes imod."

Carbonero og Kincaid — i deres radiosamtale om Panettagate — bemærkede at der ville komme et medieoprør hvis, i stedet for Kommunismen, en person med et højt embede havde en frokærlighed for nazismen eller Ku Klux Klan. 

Så sandt - men også ironisk, når man tager i betragtning at det officielle navn for Nazipartiet var Det National Socialistiske Tyske Arbejder Parti, og at et æret Demokratisk ikon - Woodrow Wilson - var vært i Det Hvide Hus der viste en film, produceret af Ku Klux Klan. (se denne artikel på synopsis) 

Men kendsgerninger har ingen betydning når følelser overtrumfer fornuften. 

Den forudsigelige "vrede" reaktion fra de venstreorienteredes side - på enhver offentlig fokus på lighederne i synspunkter med kommunisternes - forklarer hvorfor de ønsker at begrave denne Panettagate skandale. Enhver konservativ tøven med at turde se det i øjene stammer muligvis fra et ønske om ikke at gå turde ind i tornebudskadset med de spidse giftige torne, der udspyes af de ophidsede og deres ekko i medierne.

Flere afsløringer

Men fra de "alternative medier" fortsætter fremvisningen af ny Panettagate information fra Kincaid/Loudan arkiverne.

Blandt de nyeste er Kongresmandens Panettas ros i 1984 til en vælger for hendes arbejde i den pro-sovjettiske Kvindernes Internationale Liga for Fred og Frihed (WLIPF). Den samme vælger, Lucy Haessler, havde også deltaget i "fredskonferencer" der blev afholdt af Kvindernes Internationale Demokratiske Forbund (WIDF) fire steder rundt om på kloden, de tre af dem bag Jerntæppet, herunder selve Sovjetunionen. WIFD var, skriver Kincaid "en åbenlys Sovjet front organisation."

Dengang fortalte Panetta Human Events at han ikke var klar over WILPFs selt ekstreme indstilling.

Panettas troværdighed ville helt sikkert styrtdykke, hvis han skulle sige at han heller ikke var klar over Hugh DeLacys kommunistiske baggrund, et velkendt partimedlem. Kongresmanden Panetta roste DeLacy for hans holdning mod "McCarthyismen" - et venstreorienteret ord opfundet i Moskva.

Den liberal halvdel af den ophidsede venstrefløjsalliance ville foretrække at al den grimme fortid ikke blev diskuteret - nu her hvor Panettas vej som Forsvarsminister forekommer af lige ud af posen.

(Se "Media Blackout," 6/13/11.)

http://www.renewamerica.com/columns/vernon/110620