Hørte du den dér lyd af noget der blev revet i stykker? To venstreorienterede ikoner, kendt ved deres fjollede skuespillernavne - Mahatma Gandhi og Malcolm X- er netop blevet flået ned fra deres helliggjorte piedestaler takket været et par yderst gennembearbejdede, men også afklædende nye biografier.
Det viser sig, at begge mænd, ihærdigt forsøgte at skjule sig bag falske identiteter. Hver af dem skjulte deres homoseksualitet, de var begge racister, hver forsøgte at fabrikere et favorabelt image, hver blev drevet af et dybfølt had i stedet for ophøjede idealer - hver af disse personer med så høje formodede principper var gennemført falske i et og alt.
Måske er det allermest glædeligt ironiske ved denne myteknusning, at skribenterne der foretager afklædningen har upåklagelige venstreorienterede akkreditiver - og dermed uafladeligt irettesætter de generationer af journalister, der aktivt deltog i forvanskningen og overdrivelsen.
Malcolm X: A Life of Reinvention, af Manning Marable fra Columbia der netop døde da bogen blev sendt ud i butikkerne viser os et "gennemført fejlbefængt individ," Princeton professor i afro-amerikanske studier Mellisa Harris-Parry fortalte NPR, Amerikansk radiostation) der kaldte bogen en "et voldsomt fald fra den 'heroiske' og 'fuldkomne' vision af den afrikansk-amerikanske præst der blev igangsat af Malcom X' selvbiografi og vedholdende blev fastholdt i amerikansk populærkultur."
Den "selvbiografi," som David Remnick viser i en gennemgang i The New Yorker, bestod for en stor dels vedkommende af at Malcolm fandt på fortællinger om sit liv, samtidig med at han blev 'lokket' af sensationsskribenten Alex Haley, hvis bog Rødder også skulle vise sig at være i næsten alt den rene fikton (og delvist et plagiat). Ifølge Marable siger Haley at han ønskede at skrive en "sensationsbog der bare ville sælge," så pyt være med kendsgerninger.
Væsentlig i Malcom X legenden er "selvbiografiens" historie om at hans far blev myrdet ved at blive lagt på jernbanspor af hvide overherredømmetilhængere. Men Malcolm sagde selv i 1963 talen at dødsfaldet var en ulykke. Haley og Malcom overdrev sidstnævntes kriminelle opførsel for gøre den senere angermyte mere slående. De fremstillede også den unge Malcom som værende uinteresseret i politik indtil hans berømte omvendelse i fængslet ved de skrupskøre prædikener af Nation of Islam, men faktisk var Malcolms far, en Marcus Garvey, en tilhænger der opfostrede sin søn i den samme skole af sort separatisme.
Marable kaster også et skeptisk blik på forestillingen om, at hans emne skulle være en kærlig ægtemand. Malcolm følte sig tvunget til at gifte sig med Betty Sanders af hensyn til hans fremtoning i offentligheden og ægteskabet gik af sporet næsten øjeblikkeligt. "Hovedproblemet stammede fra SEX," sagde Malcolm senere i et brev:
Hun var langt mere optaget af det end jeg var fysisk i stand til ....en dag fortalte hun mig at vi ikke passede sammen seksuelt, fordi jeg aldrig gav hende en ægte tilfredsstillese. Fra da af, selvom jeg forsøgte, begyndte jeg at være noget kølig mod hende.
Når det drejer sig om den virkelige kilde til denne spænding rapporterer Marable at Malcolm muligvis talte om sig selv da han fortalte en historie om en indbildt ven ved navn "Rudy," der samtidig med at han var butler for en rig mand i Boston, villigt blev en mandlig prostitueret der ville "klæde dem begge af, derpå tage den gamle mand som en baby, lægge ham i hans seng, bøje sig over ham og pudre ham med talkum. Rudy sagde den gamle mand da faktisk fik en udløsning ved det."
Malcolm X, en had-udspyende charlatan ("jøderne styrer landet," sagde han, og kvinder var "fulde an numre, forræderiske, utroværdigt kød," og et flystyrt der dræbte en masse hvide var "en meget smuk ting," fordi "Vi beder til Gud - at han vil lade os slippe for 129 af dem") var altid vanskeligt at tage alvorligt, og der kan kun være meget få fans tilbage når de har læst Marables bog.
Mohandas Ghandi skjulte også med succes sin homoseksualitet - hans biografiskriver Joseph Leluveld, tidligere redaktør for The New York Times, skriver i sin dejlige nye bog Great Soul: Mahatma Gandhi and His Struggle with India, at den indiske leder havde forkastet sin hustru for at få en affære med en tysk bodybuilder Hermann Kallenbach. "Hvor du dog fuldstændig har taget min krop i din besiddelse," skriver han til Kallenbach. Ghandhi sagde endog at Vaseline var en "konstant påmindelse" af hans kæreste.
Gandhi og Kallenbacher
Om Gandhi ikke var en rabid anti-semit som Malcolm, da var hans overbevisninger med hensyn til jøderne ikke desto mindre forkastelige. Han omtalte Hitler som "min ven, og gik ind for at jødernes ikke voldelige modstand mod nazisterne. Han rådgav også jøderne i Palæstina om at "have tillid til arabernes gode vilje" og vente på en jødisk stat, "til den arabiske holdning er moden for en sådan."
På samme vis var Gandhi en fejlagtig vejleder når det drejer sig om hans egne trosfæller, idet han fortæller hinduerne der var i konflikt med muslimerne, "jeg er sådan set ligeglad med at hver eneste af de 500 familier i jeres område skal dø," så længe de blot holdt fast ved ideen om passiv modstand. Han skrev i racistiske talemåder om de sorte i Sydafrika og sagde Det Britisk Imperium var en "nøjagtig parallel" til Det Tredje Rige.
Hvorfor forundres vi dog over at erfare de ægte sandheder om Gandhi og Malcolm? Fordi journalisterne på bemærkelsesværdig vis kun ser det de ønsker at se når et venstreorienteret drømmeskib kommer flydende ned af løgnenes flod.
Vi ved endda ikke helt præcist hvad Gandhi fortalte jorunalisterne. Lelyveld skriver at Gandhi krævede - og journalisterne indvilligede! - retten til at gå tilbage i udskrifterne af interviewene og redigere kraftigt i dem.
Betegnende nok har Indien som stat forbudt bogen. Du skal nok ikke vente på at Hollywood laver en ny udgave af Malcolm X eller Gandhi som vil følge de faktiske forhold.
I sin bog Advocat og Aktivist: En kommunistisk amerikansk sagførers memoirer, skriver John Abt følgende: 
Det er grunden til, hvorfor den nu udnævnte Forsvarsministers Leon Panettas venskab med DeLacy (som påpeget i Kincaid/Loudon arkiverne som der er henvist til i denne klumme) er relevant i 2011. 
Kincaid forklarede: 
