Demokrati- frihedsdræberen

Demokratiet - frihedens dræber?

Amil Imani

Jeg gentager og spørger, dræber demokratiet friheden? Ordbogen definerer demokrati som - folkestyre. Selv når det er bedst er "demokratiet den værste regeringsform, fremfor alle de andre," ifølge Winston Churchill.

Er demokratiet nu så dårlig en regeringsform? Kan den dæmme op mod ødelægglsen af menneskehedens vigtigste ret - frihed? Her følger noget at tænke over.

I de såkaldte demokratiske samfund bumler en form for demokrati af sted med op og nedture altid på randen af kollaps og underkastelse. For eksempel er vestens demokratier repræsentative, hvor den almindelige borger ikke har magten. Et repræsentativt demokrati er faktisk et plutokrati, hvor mennesker med penge og interessegrupper hersker.

Styret af et samfund er som en pyramide. Ved bunden af pyramiden har vi det der ligner demokratiet bedst. Den indidviduelle borger har indvirkning på de lokalt valgte embedsmænd, såsom sherif, borgmester, embedsmanden og des lignende. Når vi går opad i pyramiden bliver den enkelte borgers indflydelse mindre og mindre samtidig med at indflydelse af penge og interessegrupper stiger.

Det er en kendsgerning at uden midler, fonde, da kan man ikke engang ansøge om at blive byens hundefanger. I det mindste må den ansøgende kandidat bruge penge på plakater, løbesedler for at han skal blive kendt for vælgerne og argumentere for, hvorfor de skal vælge ham og ikke hans modstander.

Glem nu denne hundefanger et øjeblik. Hvad med at blive borgmester for New York? Michael Bloomberg søger nu for tredje periode af fastholde borgmesterposten. Denne mand siges at være den 17. rigeste mand i verden. Han brugte 73 millioner dollars af egne midler på sin første kampagne og åbenbart vil han bruge mindst 18,5 millioner dollars af egne midler for den tredje periode i 2009.

Er Bloomberg, der er en af vor tids nulevende forretningsgiganter et fjols ved at bruge så mange penge på et embede der ikke engang giver en brøkdel af hvad han bruger på at få det? Nej, han er ikke et fjols. Han er måske den bedst kvalificerede. Det er dog ikke det der er pointen. Pointen er, at det kræver gigantiske pengesummer at blive en del af pyramiden. Og det er jo ikke alle der har en rummelig tegnebog som Michael Bloomberg og som er villig til at åbne den.

Konklusion: hvis du forsøger at blive en den af den herskende pyramide da skal du have midler der svarer til den stilling du søger. Medmindre du er Michael Bloomberg har du brug for andres penge for at kunne fodre kampagnen. Og det nu engang sådan at mennesker ikke bruger penge uden de får noget tilbage.

Her er det at de store penge og interessegrupper dukker op og der indgås aftales. I den proces er den almindelige uafhængige borger i bund og grund lukket ude. Vælgeren bliver præsenteret for valget mellem to kandidater der er købt, eller de kan undlade at stemme. Det kan ses ved, at så mange vælgere derfor nægter at udøve deres værdifulde ret til at stemme.

Det er slemt nok i sig selv. Der er dog en endu større fare der lurer. Sammen med den korrupte rolle som penge spiller er også valgforbund. En kombination af penge og valgforbund er det sikre knæfald for friheden. I et demokrati når et stort antal mennesker, motiveret enten af ideologi eller et fælles mål, lader deres tegnebøger koble sammen med deres stemmer der kan friheden komme under pres og måske endog forsvinde helt. Det er lige præcis det islam foretager i det meste af verden.

Ihærdige islamiske fundamentalister med vind i sejlene oversvømmer, med milliarder af dollars fra olien, de glemsomme og ubekymrede "vantro" lande og er derved med til at slukke frihedens flamme da de bevæger sig fremad mod den monolitiske sharia lov i alle landes anliggender. Det stenalderagtige Sharia styre begrænses ikke kun til de stadig flere rettroende, men indføres overfor alle andre også.

Ordet"Islam" stammer fra rodordet "taslim" der betyder underkastelse, underkastelse til Allahs vilje og diktat som den er udstukket af Muhammad og oplyst af det middeladlerlige islamiske præsteskab.

Frie mennesker modstod angrebene fra tyranner såsom fascismen og kommunismen og betalte en dyr pris for at fastholde friheden. Nu er friheden endnu engang i dødelig fare. Denne gang fra Islam. Demokratiet er i denne henseende en stor ven af fjenden.

Som jeg nævnte tidligere er penge og magtfulde interessegrupper en vigtig medspiller i det repræsentative demokrati. Islam har begge dele og benytter dem beggge flittigt. I de traditionelle demokratiske samfund i Europa, Canada og USA samler bølge efter bølge af muslimske immigranter sig i store magtfulde stemmeblokke. Med i praksis ubegrænsede midler borer disse immigrant samfund sig dybt ned i vore byer og i deres værtslande og influerer på udformningen af regeringspyramiden.

I et demokrati er en politikers første og vigtigste prioritet at blive valgt. Når det er sket er den næsthøjeste at blive genvalgt. Denne bydende søgen efter at blive valgt gør derfor, en politiker til en repræsentant for de kræfter der hjælper ham og fastholder ham i embedet.

Uheldigvis er der ca 1,5 milliard mennesker der er dybt forankret i mange demokratier, herunder USA, der er fjender af demokratiet og tilhængere af Ummanismen - det islamiske teokrati, et teokrati af den type der hersker i Saudiarabien - en sunni version - og i Iran - en shia version. Det er en kedsgerning at i islamiske samfund der er friheden død. Det enkelte individ er et redskab for staten og staten er udøveren af den kvælende sharia lov.

Måske kan min advarsel opfattes som et hysterisk råb fra en alarmist, men man behøver blot at betrage hvad der allerede sker i lande der fornylig er invaderet af muslimer. Sharia lov er allerede i virksomhed mange steder i Europa. Betragtelige antal af oprindelige europæere flygter enten til andre lande eller er uden håb når det drejer sig om deres levevis, så de undlader at få børn. Selv i USA og Canada er den eksploderende muslimske befolkning mere og mere agressive i deres pres for at vi skal antage sharia lov.

Demografisk forandring i et demokrati spiller en vigtig rolle i udformingen af samfundet. For eksempel boede der blot nogle hundredetusinder muslimer i USA for tyve år siden. I 2008 er antallet svulmet op til siges det, mellem 7-9 millioner. Når dette antal er dybt forbundet til de store penge hos de wahhabistiske og shia pengebagmændene da er frihedens skæbne virkelig i fare.

Demokratiet er frihedens vogter. Samtidig i demokratiet er der forhold der kan få det til at falde sammen indefra. Demokratiet har sin egen skildvagt: En resolut modig, proaktiv og etisk borger.

Hvad kan der gøres? Er der en måde at genopfriske og vende de truende kommende islamiske angreb på vor mest værdifulde rettighed - friheden? Her følger nogle forslag.

• Bliv en aktiv arbejdsmand for friheden istedet for en passiv, ubekymret ligeglad, det skal nok gå nihilist. Mange europæere betaler allerede prisen ved at være føjelige overfor tilpasningen til islam, og denne opnår mere og mere magt og kaster sin kvælende skygge på deres liv.
• 
  
• Involver dig med muslimerne i dit nabolag og forsøg at få dem væk fra islam ved at påpege, hvordan Koranen og præsteskabet holder dem som slaver i et tilbagestående ideologisk intolerant livssyn og i en fokus på død.
• 
  
• Benyt den politiske proces, mens den stadig kan opfylde kravene og ønskerne hos frihedselskende mennesker, ved at støtte love der sikrer frihed og være modstander af dem der indskrænker friheden.
• 
  
• Støv aktive politiske kandidater der er kraftigt involveret og engageret i frihedsrettighederne og frihedsbegreberne.
• 
  
• Søg selv om embeder, ethvert embede. Opmuntr dine venner og andre frihedsfortalere om at slutte sig til at hjælpe på hvilket som helst område de kan.
• 
  
• Hold de politikere til ansvar som sælger sig selv til islamister og fremmer islam. Disse købte politiker vil gøre hvad som helst de kan for at fastholde deres stilling og få gavn af de generøse finansielle midler fra islamisterne.
• 
  
• Vær en aktiv lærer ved at informere andre om den snigende fare ved islamismen. Islamismen er virkelig ved at erodere selve frihedesn grundlag men en forskelligartet palet af midler. Pengestærke islamiske organisationer truer enhver der vover at kritisere islam med ruinerende retssager og endog død.
• 
  
• Bidrag med penge, store som små, til sager og enkeltindivider der kæmper for bevarelsen af friheden. Som den gamle talemåde siger: 'Frihed er ikke gratis.'

Som konklusion, friheden er vor mest værdifulde ejendom og demokratiet er det skjold der beskytter den. Dog er dette skjold af demokrati sårbart og har brug for at blive udbedret og styrket regelmæssigt. Jeg beder dig, du frihedselskende individ, om at du spiller din roille i forsvaret af frihed, ikke kun for din egen skyld, men også for min og alle andre der hylder denne værdifulde velsignelse ved livet.

En faustiansk handel

Joseph C. Phillips

I sin bog 'Demokrati i Amerika,' skrev den franske filosof Alexis de Toqueville fra det 19. århundrede, "jo mere regeringen går ind i stedet for menneskelige relationer des mere vil individerne miste fornemmelsen af sammenhold og kræve dens hjælp." De Toqueville anerkendte at vi er ved at indgå i en faustiansk handel når vi køber det politiske løfte om materiel velfærd og velvære, hvis vi tillader regeringen tager hånd om hele vort samfund. Det løfte er falskt, og resultatet er, at vi sætter moralen og visdommen hos et demokratisk folk ude af spil.

Ved at anerkende vigtigheden af menneskelige forbindelser - det vil sige, at individerne har omsorg for hinanden og mødes for at fejre og/eller behandle problemer indbyrdes - gav de Toqueville stemme til den ægte betydning af det personlige ansvar.

Man hører ofte udtrykket "personlig ansvar" eller "personlig ansvarlighed" brugt i forbindelse med mennesker der overtager 'ejendomsretten' og konsekvenserne af andres (som regel negativt) dårlige opførsel. På den politiske højrefløj betyder udtrykket også at man klarer sig selv og sine egne affærer, eller at man gør en ihærdig anstrengelse for at komme ud af et problem. Der er sandhed og noget rigtigt i begge udlægninger. Imidlertid, ved en umiddelbar læsning da overskygges og stilles begge karakteristikker i et dårligt lys, når det faktisk var en positiv kraft, som Toqueville jo indikerer, at ved netop at tage vare på hinanden, svarer til at tage vare på sig selv. 

Det er som udtrykket antyder et spørgsmål om 'ejendomsret,' ikke blot ejerskabet eller følgen og konsekvenserne af vore individuelle beslutninger og tænkemåde der motiverer de valg; det er også 'ejendomsretten' eller ansvaret for de pligter og privilegier der fører med at bo i et "frit" demokratisk samfund. Hvem ejer vore kroppe og hvem ejer vort samfund? Det hurtige svar er at "det gør vi." Hver enkelt af os er ansvarlige overfor hinanden for at vort samfund er sundt, og vi er ansvarlige overfor os selv for den måde vi lever vort eget liv. Denne ansvarlighed manifesterer sig i de forhold som borgerne har indbyrdes når det drejer sig om at dække behovene i samfundet. Heldigvis er sådanne forbindelser ikke helt borte...endnu. Vi kan betragte dem hele tiden: Nabogrupper der hjælper med overvågning, kirkevelgørenhedsgrupper, der betjener den fattige, forældregrupper der skaffer penge til skoler for blot at nævne nogle få eksempler.

Uden for al tvivl er personligt ansvar også klarlagt i efterfølgelsen af det som grækerne kaldte "arete" eller 'bedst muligt.' Det er stræben mod 'det bedst mulige' i vort daglige liv, i vort arbejde og i vore forbindelser med hinanden og med det større samfund som et hele. Denne stræben mod 'det bedste' kan bedst opnås ved at praktisere dyd, selvbeherskelse. Så i en større betydning er ideen om personligt ansvar samtidig accepten af den tidløse tro på en kobling mellem dyd og lykke: Jo 'bedre' folk er des lykkeligere bliver vi alle. Det er dog også en erkendelse af, at vort helbred og velvære er nært forbundet med vor næstes.

Amerikas grundlæggere hævdede, at ikke alene var der en forbindelse mellem dyd og lykke, men der eksisterede også en forbindelse mellem dyd og frihed. 

Den vigtigste af de revolutionære ideer som vor nation er grundlagt på er, at alle mennesker uanset race eller kultur er her på jorden med ukrænkelige og lige rettigheder til liv, frihed og privat ejendom. Det næstvigtigste er ideen om at kun retskafne mænd kan regere/styre sig selv. James Madison sagde at hele vor republiks og med den alle institutionerne var afhængig af menneskets evne til at styre sig selv ifølge de Ti Bud fra Gud. Madison, som Tocqueville, anerkendte vigtigheden af menneskets opførsel - deres stræben efter 'arete' - for at kunne bevare en fri nation. Madison, som Tocqueville, anerkendte, at hvis amerikanerne ikke kunne leve dydigt, ja da ville vor republik falde sammen. Amerikanere ville ikke være frie længere. De ville ikke komme i trældom ved en udefrakommende fjende, men i stedet ville de villigt overlade deres frihed til en regering der lovede dem velstand, godt helbred og lighed (frihedens modsætning). 

Snarere end at vi samles under næstekærlighedens retfærdighedsbanner ville amerikanerne tillade at deres frihed kunne blive knust under vægten af den konstante strøm af love, regler og påbud der introduceres med et løfte om at det personlige ansvar skal opretholdes. 

De Tocqueville anerkendte fristelsen ved en sådan handel, men han forstod også at enderesultatet af en sådan underkastelse ville føre til at mennesker "opgiver deres egen frie vilje;" Det ville medføre at deres åndelighed ville blive knust og fordærve deres karakter. Han forstod virkelig sandheden om at personligt ansvar i allerhøjeste grad er vor frihedsgaranti. 

Joseph C. Phillips

Skat og kontrol over hver en bevægelse

Regeringskontrol for hver kilometer

---

Henry Lamb

Sara var kommet for sent op og ville komme for sent på arbejde. Vækkeuret havde ikke ringet, børnene var usædvanlig sløve i betrækket med at blive klar til skole, alt var gået galt. Endelig kommer hun ud i bilen - en spritny 20920 Chevy Adventure. Hun rører ved startmekanismen som sættes igang ved hendes fingeraftryk. Intet sker. Den vil ikke starte. Hun forsøger igen. Intet. Rasende knalder hun knytnæven i rattet. Så bemærker hun det stykke papir der hænger fra den indbyggede printer i instrumentbrættet.

"Dit tilknyttede Visa kreditkort har afvist din Vej Skat på beløbet 950 Kroner for juni månd. Du skal benytte et gyldigt kreditkort for at kunne aktivere dit automobil."

Jo, det er på vej. Med et tilskud på 16 millioner $ har forbundsregeringen givet University of Iowa lov til at udvikle et Global Positionerings Satelit System der kan regne dine kørte kilometer ud, beregne en variabel skat, der vil være højere i myldretiden og i stærkt trafikerede områder, kalkulere den samlede sum, opkræve denne ved et tilsluttet kreditkort og slukke for din bil, hvis betaling ikke finder sted. Cirka 2700 køretøjer i fem stater vil være med i et forsøg.

Systemet har været under udvikling i mere end ti år. Konceptet er blevet afprøvet i et lignende men lille forsøg i Oregon for to år siden. Det nye skattesystem skal erstatte det gammeldags afgiftssystem på brændstof. Regeringspåtvungen - længere på literen - krav betyder nemlig mindre i skat for alle regeringer. Hybrid og elektriske biler bidrager kun lidt eller intet til vejskat afkastet. Det ny skattesystem med betaling pr. kilometer vil give regeringen meget mere end blot en ny skatteindsamlingsmekanisme, den vil give regeringen meget større kontrol over os alle.

Det nye GM - Government Motors - kan installere dette nye system i alle dets køretøjer. Alt der er brug for er en forordning fra bilernes kejser (Obama) zar. Bilproducenter der endnu ikke er overtaget af regeringen kan få krav om at installere systemet, enten gennem forordning eller gennem lovgivningen. Med et sådant system i hvert køretøj, har regeringen faktisk kontrol over befolkningen.

Ved køb af en bil vil regeringen samtidig få en database der indeholder navn og bosted på hver eneste bilejer. Da systemet har evnen til at lagre og finde det geografiske sted hvor bilen befinder sig og det hver dag, og nat - kun med det formål at beregne den korrekte skat, da ved regeringen selvfølgelig, hvor dit køretøje befinder sig på et givet tidspunkt.

Skræmmende, ikke sandt? Og så er det tilmed ikke engang hokus-pokus-teoretisk nonsens. National Surface Transportation Infrastructure Financing Commission har enstemmigt sluttet op om planen. En tidligere præsident for Association of State Highway og Transportaion Officials siger at adskillige stater har overvejet, ikke at vente på, at Forbundsregeringen vil implementere systemet i deres stater. Det er planlagt og indtil videre er målet 2020.

Dette system vil give regeringen magten til at kende dit mindste træk. Hvor i Forfatningen gives der myndighed til regeringen til udøvelse af denne magt? Hvorledes kommer denne magtudøvelse i konflikt med Forfatningens 4. Amendment der garanteret retten til privatliv? Bekymrer det egentlig nogen?

Bekymringer hos private har holdt projektet ude fra offentlighedens søgelys, men ikke væk fra forsøgsstadiet. Alt mens projektet modnes vil der være den obligatoriske snak om at "forbyde" regeringen at benytte denne mulighed til at invadere individets privatliv. "Forsikringer" vil blive givet, både fra Administrationen og Kongressen om, at individets rettigheder vil blive beskyttet. Og programmet vil skride fremad alligevel.

Forestil dig dette scenario: En politistation i Podunk, New Jersey modtager en lydløs alarm om at et bankrøveri er i gang på hjørnet af 4. Avenue og Main Street. Politichefen sender, med radio, besked til det regionale Road Tax Monitoring Center, og øjeblikkeligt vil hver eneste køretøj i nærheden af gerningsstedet blive slukket og ikke have mulighed for at køre. Politiet ankommer til gerningsstedet og finder røverne der sidder i deres køretøj og slår på bilens rat, den bil som ikke vil starte. Pressen hylder denne vidunderlige nye teknologi.

Forestil dig så dette scenario: En betjent banker på din dør. "Dit køretøj var parkeret på 2. Avenue om aftenen mellem 10:32 og 11.15, hvorfor? "

"Det rager ikke dig," protesterer du.

Du får at vide, at der er blevet begået en forbrydelse i dit nabolag, og indtil du kan forklare hvor du var, er du mistænkt. Du skal nu bevise din uskyld, fremfor at det er staten der skal bevise din skyld.

Der er absolut ingen ende på den misbrug som regeringen kan komme af sted med gennem dette system. Regeringen kan kontrollere, hvornår og, hvor mennesker skal gå hen ved blot at justere på skatteskruen. Regeringen kan tivnge mennesker til at benytte offentlig transport ved at justere på skatteskruen. Regeringen kan deaktivere køretøjer som en slags straf for ubetalte fart- og parkeringsbøder. Regeringen kan meget let diktere, hvilket slags køretøj du må benytte blot ved at justere på skatteskruen for GM køretøjer.

De som mener at disse beskrevne scenarier er lidt for langt ude har ikke lagt mærke til, hvad forbundsregeringen er igang med, især efter de nye socialistiske Demokraterhar fået kontrollen over Washington. Der vil kræves langt mere end te-partie for at forhindre denne "forandring" der er ved at blive indført. Man skal være fast besluttet ved det kommende valg at få smidt de bumser ud.

Henry Lamb

Ugens dødsfald

I denne uge mistede verden en enestående mand

Ned Rice

Mindeord August 27, 2009

Hele verden led et forfærdeligt tab i denne uge med bortgangen, grundet cancer, af et stort amerikansk ikon der overvandt ufattelige familietragedier og sin egen alkoholisme for at blev en legendarisk fortaler for retfærdighed. Han blev født ind i en stor og velhavende irsk-katolsk familie, han gik på elite skoler, var i militæret, og efter at et famileimedlem blev myrdet viede han resten af sit liv som forkæmper for sociale problemer og bekæmpede uretfærdighed hvor han kunne opspore det. Dette helt utrolige menneskes klogskab og hans talegaver gjorde ham til en værdsat ven hos alle der kendte ham - endog de som ikke delte hans politiske holdninger og som dog hjalp med til at fremme de mange sager han så lidenskabeligt troede og kæmpede for.

Hvil i fred, Dominick Dunne.

Andre døde i denne uge: Ted Kennedy

Ned Rice

Ned Rice er bosiddende i Los Angeles og skriver til TV herunder "The Tonight Show" med Jay leno, "Politically Incorrect," "Real Time with Bill Maher," "The Chevy Chase Sjow," M-TV-s "Remote Control," The Late Late Skow med Craig Ferguson," og "Jimmy Kimmel Live." Han er også medproducer og medstifter og chefskribent for "The Half HourNews Hour," som er blevet kaldt "det morsommeste show der endnu har været sendt på FOX News Channel. Ned har skrevet politiske kommentarer for National review Online, Human Events Online, The American Spectator og andre publikationer. Ned's arbejde kan også findes i best-sælgende bøger af Ann Coulter, Bill Maher og Ted Rall. Ned er født i Detroit, har gået på University of Michgan og, blot til orientering, er meget skamfuld over at Michael Mooere også er fra Michigan.

http://bighollywood.breitbart.com/nrice/2009/08/27/yesterday-the-world-lost-a-great-man/

Ted Kennedy afklædt og afsløret

Ted Kennedy lektioner

Roger Kimball

Jeg er yderst taknemmlig for det bidrag som Ted Kennedy, der jo døde forleden nat, gav til min dannelse. Indtil Kennedy affyrede sin følelesesladede tirade mod Robert Bork's udnævnelse til Høejsteretsdommer i sommeren 1987 havde jeg ikke vidst, at en US senator kunne lyve så frækt overfor sin kolleger og det amerikanske folk, og endda slippe godt fra det. Nu taler jeg ikke om små fortalelser, eller brudte løfter, eller private uheldige formuleringer; det opfatter jeg alt sammen som en standard procedure i en halvrådden verden. Nej, Ted Kennedy hævede - det vil snarere sige, på dramatisk sænkede - hele standarden ved at stå i Senatet og udgyde den ene løgn efter den anden rettet mod en af de bedste jura kyndige som Amerika nogensinde har frembragt. Han sagde om "Robert Bork's Amerika."

..er et land, hvor kvinder bliver tvunget til at få foretage aborter i skumle sidegader, sorte skal sidde ved separate frokostborde, brutale politibetjente kan bryde ind i borgernes hjem i natlige radis, skolebørn kan ikke få undervisning i udviklingslæren, forfattere og kunstnere er under censur af regeringen og dørene til Forbundsdomstolen bliver smækket i for fingrene af millioner af borgere for hvem hele lovsystemet ofte er en meget dårlig beskytter af individets rettigheder, de rttigheder der er hjertet i demokratiet.

En helt utrolig samling af falske påstande der, hvis de ikke var beskyttet af de privilegier som senatorerne besidder ville indtage en hædersplads i annalerne om ondsindet sladder og karakterdrab.

I The Tempting of Amerika erindrer dommer Bork, hvordan han var dybt forundret over dette udslag af ondskabsfulde frembringelser. "Det havde aldrig nogen sinde faldet mig ind at nogen kunne misrepræsentere min karriere og mine holdninger som Kennedy gjorde." På den tid, bemærker han, mente mange at Kennedy havde trådt i nælderne ved at udgyde så overdrevene og helt overdimensionerede usandheder i et angreb. Der tog de fejl. Hans "kalkulerede personlige angreb, ....mere voldsom end hidtil set rettet mod en juridisk udnævnelse i landets historie," lykkedes (med lidt hjælp af Joe Biden og Arlen Specter).

Ikke kun var Kennedy et redskab i at forhindre at en fremragende jurist kunne være Højesteretsdommer han bidrog også i ufatteligt grad til en billiggørelse af kursen i den amerikanske politik. Den kendsgerning at ordet "bork" (1)(at forhindre nogen i at opnå et embede de ellers er kvalificerede til af politiske grunde synopsis kommentar) er kommet ind i sproget som et verbum er, efter min mening, en dyb uretfærdighed. Faktisk burde verbet i stedet være navnet "Kennedy." Der er mindre svung over det, indrømmer jeg, men i dette scenarie var uretfærdigheden praktiseret, ikke af Robert Bork, men af Edvard Kennedy og hans medkumpaner.

Kennedy var faktisk en veritabel kilde til 'oplysning.' Han var et levende skræmmende eksempel for argumentet om, at politikere kun skal være med i begænsede perioder. Han viste verden hvordan, du forudsat du kommer fra en rig og skurpelløs familie, ja, så kan man snyde til spansk eksamen på Harvard og alligevel bestå nogle år senere. Men selvfølgelig er Ted kennedys mest bemærkelsesværdige eksempel til hele verden det med Mary Jo Kopechne, sekretæren han lod drukne i 1969 da han kørte sin bil ud over en bro ved Chappaquiddick sent om natten efter en fest.

Kennedy sagde han forsøgte at redde pigen, forgæves, Måske! Men det vi ved er, at han kontaktede adskillige hjælpere for at 'fremstille' historien. Han ventede og lod politiet finde bilen og Kopechne's lig den næste morgen før han fotalte politiet om hændelsen. Han fik en 2 måneders betinget dom for at have forladt et ulykkessted efter at være skyld i at nogen blev såret. Wikipedia forklarer og bemærker, at "Spørgsmål om Kennedys færden ved begivenhederne den nat, om hans handlinger efter ulykken, og kvaliteten af undersøgelsen og om der blev taget officielt særligt hensyn til en magtfuld politiker og familie, står tilbage." Tror du, at der er nogen sandsynlighed for at der blev taget særligt hensyn til Ted Kennedy?

Ted Kennedy familien har givet en mindeudtalelse om senior senatoren fra Massachusetts død. Jeg formoder det er rigtigt og rimeligt, men jeg kan ikke lade være med at skyde igen på opremsningerne: "Edward M. Kennedy - ægtemand, far, bedstefar broder og onkel som vi elskede så højt - døde sent tirsdag nat i sit hjem i Hyannis Port."

"Edward M. Kennedy," jeg kan høre ekkoet bag disse ord. "Løgner, bedrager, drukkenbolt, horekarl, og - lad os ikke glemme - uagtsom manddraber."

Tsunamien af sentimentalt pladder om Kennedy er allerede i omdrejninger, og udgydes, medvirkende til at offentligheden vil få kvalme over det usande eventyr om "Senatets Løve." Det burde være "Senatets Løgner." Kennedy blev 77 da han drog afsted forleden nat. Mary Jo Kopechne var lige blevet 29, da Kennedys bil styrtede ud over broen ved Chappaquiddick og det lykkedes ham at komme ud og svømme mod kysten efterladende den unge kvinde fastlåst i bilen overladt til druknedøden.

**** Opdatering: Som svar på nyheden om Ted kennedys død, har en af mine venner gjort noget 'gravearbejde' om de love som Kennedys har været ophav til, og konkluderet at "Der er ikke nogen som helst han har foreslået der omhandler det at hjælpe mennesker der virkelig arbejder for føden, eller driver en forretning, eller til at fremme af kapitalismen. Det er en gennemført opremsning af ødelæggende socialisme. Han er den alleværste."

Roger Kimball

http://pajamasmedia.com/rogerkimball/2009/08/26/some-important-lessons-from-ted-kennedy/

(1) Ang: verbet "bork" fra wikipedia: Perhaps the best known use of the verb to bork occurred in July 1991 at a conference of the National Organization for WomenNew York City. Feminist Florynce Kennedy addressed the conference on the importance of defeating the nomination of Clarence Thomas to the U.S. Supreme Court. She said, "We're going to bork him. We're going to kill him politically. . . . This little creep, where did he come from?" Thomas was subsequently confirmed after one of the most divisive confirmation fights in Supreme Court history.

Ansvarsforflygtigelse

Den store flugt væk fra ansvar

Thomas Sowell

Mange af problemerne i vor tid er svære at forstå, hvis man ikke har forståelse for den sammenhæng de har med det billede af verden som de er en del af. Uanset om problemet er uddannelse, økonomien eller sundhedssystemet er den foretrukne forklaring som oftest at det skyldes noget udefra kommende - noget, som de individer der er berørt, ikke har kontrol over.

Uddannelsesproblemet er sædvanligvis kædet sammen med de penge der benyttes på det, de undervisningsmetoder der benyttes, klassestørrelsen eller hele den måde systemet er organiseret på. Eleverne omtales som oftest som passive modtagere af god eller dårlig undervisning.

Men uddannelse er ikke noget der kan gives til alle og enhver. Det er noget som eleverne enten gør sig fortjent til eller ikke gør sig fortjent til. Personligt ansvar kan måske ignoreres eller underbetones i denne "nu ikke dømme nogen tidsalder," men det forbliver trods alt det altafgørende spørgsmål.

Efter at mange studerende har gået et dusin år eller mere i offentlige skoler, med et samlet udgift på adskillige hundredetusinder af dollars pr. elev - og kommer ud halvstuderede og med kun ringe forståelse for det samfund de lever i, og meget mindre forståelse for den langt større verden og historien - udelader de fleste diskussioner om, hvad der er galt den kendsgerning, at mange af disse studerende måske har valgt at benytte skoletiden til at fjolle rundt, lave ballade, hygge sig eller noget meget værre.

Vor tids helt store flugt er flugten fra det personlige ansvar og for konsekvensen af den måde man opfører sig på. Forskellene i børnedødelighedstallene får mange fromme skribenter til at se et behov for at regeringen viser mere omsorg for de ufødte børn hos de såkaldt "fattige." Med andre ord er årsagsforklaringen knyttet automatisk til den formodning at det drejer sig om de mødre der er involveret og løsningen formodes at være at "vi skal gøre noget for dem."

Selvom det er sandt at sorte mødre får mindre omsorg før fødslen end hvide mødre og har en højere børnedødelighedsrate så er det også sandt at kvinder af mexikansk afstamning også får mindre omsorg før fødslen end hvide mødre, men alligevel har de en lavere børnedødelighedsrate end de hvide kvinders. Men når mennesker med den fremherskende sociale vision først har set nogle kendsgerninger så leder de sjældent efter andre kendsgerninger der måske ville kunne gå imod den forklaring der passer til deres verdensbillede.

En stor del af den nuværende forvirring om "sundhedshælp" og medicinsk omsorg stammer fra, at man ikke kan anerkende at selvom amerikanerne måske har verdens bedste sundhedhjælp så har de dog ikke det bedste helbred eller den længste livslængde, fordi så mange mennesker vælger at leve livet på måder der forkorter deres liv.

Der kan være alvorlige praktiske konsekvenser når man dogmatisk insisterer på 'udefra kommende ting' som forklaring og derved tillader enkeltindividet at undgå det personlige ansvar. Det kan måske vise sig at amerikanerne kan komme til at ødelægge verdens bedste sundhedssystem i det forfængelige håb om, at hvis regeringen overtager systemet, så vil vi også få et bedre system.

Problemer med økonomien angribes på samme måde. Mennesker med lavindkomster betragtes som et problem som andre skal løse. Undersøgelser der følger de samme individer over et stykke tid viser, at det helt store flertal af de arbejdende, som befinder sig i bunden af indkomsterne på et givet tidspunkt ender med at komme ud af dette hængedynd.

Mange af dem er blot nybegyndere der får nybegynderens løn, men hvis løn derpå stiger når de opnår mere erfaring og bliver dygtigere. Der er dog en lille minoritet af arbejdere der ikke kommer videre og et stort antal mennesker der sjældent arbejder og som - oh, overraskelse - har en lavindkomst som følge deraf.

Sjældent dukker den tanke op, at mennesker der vælger at spilde år af deres liv (og skatteydernes penge) på skolen måske har brug for at ændre deres indstilling og opførsel - eller mærke konsekvenserne, så deres skæbne kan tjene som en advarsel for andre der ligner dem, og for at andre ikke skal gøre den samme fejl.

Det er ikke kun "nu ikke dømme nogen tidsalder," ideologien hos intelligentsiaen, men også politikernes egeninteresse der fører til den megen underbetoning af personligt ansvar til fordel for forklaringer om udefra kommende omstændigheder og de efterfølgende programmer til at "løse problemet."

Om disse og andre problemer er regeringsprogrammer langt mindre anvendelige til at løse landets problemer end de er til at løse politikernes problem med at få stemmer fra de som mener at svaret på ethvert problem er at regeringen må "gøre noget."

Thomas Sowell

Parallele begivenheder 1765 og i dag

Parallelle begivenheder: Amerikas revolution og i dag

C. Austin Burrell

Jeg læser alt det jeg kan af historikeren og biografikeren David McCullough, og de seneste aftener er jeg blevet underholdt med hans Pulitzer prisvindende biografi om John Adams, USA's anden præsident. På sin egen måde skriver McCullough det som jeg tror vil blive anset som, historisk set, den definitive biografi om denne store bidragyder, sammen med George Washington og Thomas Jefferson, til denne nations intellektulle grundlæggelse. Samtidig beskriver han den 'fødselsproces' der blev til dette land, og han fastslår meget klart de begivenheder og omstændigheder der førte til at en revolution skabte et land der overlevede på basis af et repræsentativt demokrati.

Jeg må erkende at mens jeg læste om begivenheder der fulgte før den væbnede styrket bag kravet om forandring og en voldelig revolution, blev jeg i alvorlig grad overrasket over de sammenfaldende paralleler til nutidens situation i USA. Storbritannien havde en arrogant og nedladende holdning overfor de alvorlige bekymringer som skatter uden indflydelse medførte. Dette førte til en øget bitterhed mellem kolonierne og Storbritannien, og slutresultatet af den bitterhed førte igen til en revolution i fuldt flor.

Begivenhederne tog sin begyndelse med Stamp Act i 1765 (se denne artikel på synopsis) og fortsatte hen mod den beslutning som en håndfuld skarpe intellektuelle tog, som tøvende besluttede at den eneste løsning på problemerne var koloniernes totale uafhængighed af Storbritannien.

Benjamin Franklin fik udstillet arrogancen hos de Mandarin-lignende klasser i kolonitidens Storbritannien da han rejste til Parlamentet for at tale koloniernes sag. Han modtog kun foragt og nedladenhed fra lederne af Parlamentet og Overhuset. Han gik til disse møder som en stolt ansvarlig englænder, med ægte verdensry, og han forlod det sidste af disse møder som en overbevist revolutionær. Han rejste hjem til kolonierne og sammen med lederne af de forskellige kolonier formulerede og implementerede han den store plan der førte til, at dette land eksisterer i dag.

I dag behandler U.S. Regeringens embedsmænd Forfatningen med foragt, de rettigheder som individet fik betroet for over 200 år siden som værende uden betydning, og mennesker der stiller spørgsmål og kritiserer er tåber, galninge, radikale og det der er værre. De polariserer forskellene med en overbærende arrogance der kun kan være fremkommet gennem ukendskab til historien, og elendig dømmekraft. Begge holdninger afspejler Storbritanniens opførsel, den der førte til at de mest værdifulde kolonier blev drevet ud i vold, blodsudgydelse.

Det som er endnu mere overraskende er, hvor få ægte mænd der afstedkom dette jordskred: Ikke mere end 3 procent var aktive i revolutionens militære aktioner, og fik kun støtte af 10 procent af kernebefolkningen. Endnu 10 procent støttede delvist revolutionen, 20 procent var afventende, og mere end halvdelen gik ind for en løsning, der ville efterlade kolonierne som værende underlagt det Britiske Imperium.

I løbet af de sidste 15 år har vi kunnet betragte situation efter situation ikke mindst nedgange i vor finansielle styrke - ødelagt af relativt få grådige mænd med moral som en svamp. Det er lykkedes for dem at ødelægge hele opbygningen af vort lovsystem, fjerne respekten for Regeringen hos det amerikanske folk og de har forsøgt at ændre selve grundlaget for dette land uden det er blevet fornuftigt debatteret. Vi står nu på en usikker national platform, en der hæmmer initiativrigdom, jobskabelse, individuel kreativitet, tro på Regeringen og så videre. At dette er sket med vore lederes stiltiende samarbejde, med repræsentanterne for regeringen, med embedsmændende og lovsystemet giver kun lidt håb om en rationel forsoning, men sikrer snarere at noget meget værre er på vej.

Vore bureaukrater forekommer overbevist om, at de ikke skylder det amerikanske folk noget som helst, ikke engang den værdighed der følger med at være tro mod deres edsaflæggelse om at beskytte og forsvare Forfatningen. En vittighed i denne tid har været, at vi endda overvejer at videregive for Forfatning til andre lande der ikke har kontrol over sig selv, såsom Irak. Som en svindler sagde, "Giv dem vort regeringssystem og vor Forfatning. De blev skabt af nogle meget kloge fyre, og vi benytter dem alligevel ikke mere." Her er roden til krisen.

Millioner af amerikanere har givet hele deres sjæl til dette lands demokratisystem og kapitalisme, og de har aflagt en hellig ed om at beskytte og forsvare dette land mod alle fjender, fremmede såvel som hjemlige. Den største trussel mod dette land kommer helt klart indefra i dag.

Vi vil sandsynligvis stå overfor valg om de kritiske elementer i vor økonomi, om vi skal forblive at være uafhængige eller komme under socialistisk kontrol. Vi vil sandsynligvis stå overfor en radikal minoritet der påtvinger os skatter, vil overtage kontrollen over individets evne til at tage velovervejede valg og i værste tilfælde opløsningen af vort demokrati.

Jeg har aldrig set så mange grunde til bekymring som nu og her, men samtidig er jeg ikke sikker på, at de som burde være bange er det. Det gør mig rigtig, rigtig bange og nervøs. Hvis vi tillader at dette land overtages af en flok bitre samfundsopløsende analfabeter uden regeringserfaring da vil dette land som vi kender det falde sammen, sandsynligvis af råd indefra mere end for en udefra kommende fare. Jeg kan bare ikke stå der og se på.

Kan du?

FamilySecurityMatters.org Contributing Editor C. Austin Burrell is a corporate finance generalist with over 30 years of Wall Street and related experience, and is a graduate of the Army’s Finance Officer Advanced Course.

http://familysecuritymatters.org/publications/id.4080/pub_detail.asp

Uden far i hjemmet - Obamas version

Uden en far i hjemmet - Obamas version

Kevin Jackson

Som jeg har dokumenteret i min bog The BIG Back Lie, så er der visse paralleler mellem mit liv og Barack Obama. Ligesom Obama blev jeg ikke opdraget af min biologiske far. Vore mødre giftede sig igen da vi var små, og i en kort overgangt blev vi opdraget af vore stedfædre. Endelig da vore mødre døde blev vi begge opdraget af vore bedsteforældre.

Obama havde Dreams of my Father, en mand som han tilbragte de første to år af sit liv med. I sin bog hylder Obama den mand der forlod ham og hans mor, og det forekommer som om han har nogle meget levende erindringer om sin far gennem de historier som hans mor og hendes forældre fortalte om ham. Men mon dog?

Heldigvis for mig så havde jeg ikke sådanne erindringer om min familie fra det tidspunkt. Jeg kan kun forstille mig den ulykke min far skabte i vore liv, da min far var en slyngel, en kriminel, uværdig til nogen beundring fra mig eller fra nogen anden.

Den virkelige kontrast i vore parallelle liv er imidlertid åbenbaret i, hvordan vi har følt det med de mænd der faktisk opdrog os. Under præsidentkampagnen i 2008 omtalte Obama indflydelsen af hans formodelde mangel på en far i denne beretning fra NY Times:

"Senator Barack Obama blev stillet dette spørgsmål fra en mand der sad dér i mængden på Washington County Fairgrounds: "Hvad betragter du som den mest smertelige og karakterdannende oplevelse i dit liv og som har medført at du kan træffe vigtige beslutninger om liv og død og for vor nations velbefindende?"

I nogle øjeblikke holdt Obama pause. Det var så helt anderledes et spørgsmål som ellers havde drejet sig om politik og problemer. Endelig, sagde han: "Det er et meget svært, og vanskeligt spørgsmål."

Her følger i sin helhed, hans svar:

"jeg vil hævde at det er den kendsgerning at jeg voksede op uden en far i huset. Det betød at jeg måtte lære, meget tidligt, at regne ud hvad der var vigtigt og hvad der ikke var vigtigt, og opøve mig i egen dømmekraft og på den måde opdrage mig selv.

Min mor var vidunderlig og var en kærlighedens grundsten for mig, men som en ung mand der vokser op, da havde jeg ikke masser af rollemodeller og jeg begik mange fejl, men jeg lærte at bedømme at der er visse værdier der er vigtige for mig og som jeg måtte være tro overfor.

Der var ingen der skulle tvinge mig til at være ærlig. Ingen skulle tvinge mig til at arbejde hårdt. Ingen skulle tvinge mig til at have råstyrke og ambition. Ingen skulle tvinge mig til at have empati for andre mennesker. For hvis jeg virkelig mente at de værdier var vigtige, da måtte jeg leve op til dem og leve dem ud.

Derfor er det så vigtigt for mig nu, både som US senator og som præsidentkandidat, men også som en far og ægtemand at vågne hver morgen og spørge mig selv, om jeg lever op til de værdier som jeg hævder er vigtige? For hvis jeg ikke gør det, da bør jeg ikke være præsident?"

Mig forekommer det helt utroligt så let Obama ser bort fra sin stedfader og bedstefader, der mænd der opdrog ham. På overfladen ser det ud til at begge mænd var hæderlige og anstændige. Ikke mange mænd vil påtage sig det ansvar at opdrage en andens barn. Soetoro gjorde dette, og tilsyneladende også Obamas bedstefar. I Soetoros tilfælde, ved vi at han sikrede sig at "Barry Soetoro", (som han hed dengang) kom i skole og fik undervisning i den muslimske religion. Soetoro var med i billedet, i hvert fald frem til Obamas mor døde, og så trådte Obamas bedsteforældre ind. Jeg kender ingen bog om hr. Soetoro. Ingen hyldest, og faktisk ingen henvisning til ham.

Obama har kun skrevet lidt om sin bedstefar, og kun anekdoter om Obamas tid i den hvides verden. Det ser ud som Obama fuldstændig har forladt den verden, en verden han trådte ind i da han var cirka 7 år.

Obama siger om den tid,...."at jeg voksede op uden en far i huset. Det betød at jeg måtte lære, meget tidligt, at regne ud hvad der var vigtigt og hvad der ikke var vigtigt, og opøve mig i egen dømmekraft og på den måde opdrage mig selv...."

Det er dog en forbavsende fordømmelse af hans bedstefar, den mand der tog imod ham, og satte kursen for Obama mod den højeste post i landet.

Obamas svar på spørgsmålet fik mig til at reflektere over mit liv sammenlignet med hans. Jeg husker da min stedfar Tommie (Daddy Tom) giftede sig med min mor. Hun havde to børn. De var kun gift i nogle få måneder før min mor døde. Min bedstemor ville ikke have, at vi blev opdraget af en mand der faktisk var fremmed overfor os børn, men hun ville heller ikke binde ham til to små drenge der ikke var hans egne. Så de adopterede os, og vi flyttede væk. Såden helt pludseligt blev vort liv dramatisk ændret igen.

Min bedstefar, teknisk set nu min stedfar, var meget foretagsom. Han gik op i rollen som min far. Han tilpassede sig med med glæde til den nye rolle som far, og uden tøven opgav han hvad der er enhver fars drøm ... at være bedstefar. Jeg blev virkelig elsket, men jeg lærte helt sikkert også om disciplin, arbejdsmoral og fast karakter.

Jeg vil aldrig glemme da min bedstefar døde. De måtte amputere det ene af hans ben på grund af koldbrand. Min bedstemor ringede til mig for at få min mening om hun skulle fortælle ham om denne livsvigtige operation eller om hun blot skulle lade dem amputere benet, og derpå sige det når han vågnede. Jeg bad hende fortælle ham det, da det var ham der skulle tage beslutningen. Han vågnede og indvilligede. Jeg vidste, at det nu var slut, da han aldrig ville opgive sit ben medmindre han havde 'givet op.' Han døde næste dag.

Jeg talte ved hans begravelse, talte om ham mellem mit hulkeri. Jeg huskede på alle de lektioner jeg lærte af min bedstefar - der blev til min far. Det var et liv der var værd at mindes.

Min bror og jeg holdt fast i et livslangt forhold til min stedfar, Daddy Tom, og præsenterede ham for hans børnebørn, når de mirakler indtraf. Vi delte såvel gode som dårlige tider med ham, ligesom med en far, og vi var klar over den helt unikke natur i vort forhold.

Tommie bukkede under for lungecancer for nogle år siden og det var en sort dag for mig. Før hans død, rejste min bror og jeg hjem for at besøge ham og vise ham respekt. Senere vendte vi tilbage til hans begravelse, og for at ære ham. Jeg var fortvivlet. Endnu en stor mand i mit liv var borte.

Min biologiske far døde som junkie, ensom i Chicago. Han fik en tiggers begravelse. Da vi hørte om hans død, var det som af få et sportsresultat at vide, en sport man ikke er interesseret i. Sådan burde man ikke føle om sådanne ting.

Jeg indrømmer at Obama også havde en far i hjemmet. Faktisk, som mig, to fædre. Han kan vælge af fravælge sine fædre, ligesom han har fravalgt sin hvide herkomst. Obama vælger at overse den indflydelse hans fædre har haft, de som faktisk var tilstede "i hjemmet." Jeg er sikker på Obama tror han fandt frem til løsningerne i sit liv på egen hånd, som han udtrykker det "opøve mig i egen dømmekraft og på den måde opdrage mig selv."

Det er en skam at Obama ikke tilegnede sig nogen forståelse om den verden hans fædre var i. Heldigt for ham, var de to år han tilbragte med sin biologiske far - ham der forlod ham - nok til at give Obama en enestående dyb indsigt og viden, som kun 6 årig. Der var således ingen grund til at hædre og ære de råd som hans to fædre gav, de fædre der var i tilstede i "hjemmet."

Måske betragter Obama faderfigurer lligesom han betragter tidligere venner. Obama siger, ".....da havde jeg ikke masser af rollemodeller og jeg begik mange fejl, men jeg lærte at bedømme at der er visse værdier der er vigtigt for mig og som jeg måtte være tro overfor."

Jeg er ikke sikker på, hvor mange rollemodeller Obama føler han havde brug for, jeg kan imidlertid se to rollemodeller der gjorde mere end blot at være "tilstede." To mænd trådte til, da Obamas biologiske fader forsvandt.

Kevin Jackson is author of The Big Black Lie and the writer of The Black Sphere blog. You may reach him at theblacksphere@gmail.com for articles or speaking engagements.

Imperium af troskab - Amerika.

Amerikas Tillidsimperium

Alan Caruba

Skønt de fleste amerikanere ikke er klar over det er resten af verden meget interesserede i den undertiden ophidsede debat vi har vedrørende den såkaldte sundeheds "reform" som faktisk er endnu en anstrengelse på at skubbe nationen længere hen mod de samme socialistiske tentakler som er benyttet andre steder.

Det som sker i Amerika bliver ikke i Amerika. Som verdens eneste supermagt da bliver den mand vi vælger som vor præsident en de facto præsident i verden i den forstand at hans beslutninger rækker ned til støvet i landbyerne i Afghanistan, har indflydelse på aktierne i verden og på forbrugsmarkederne, og kan bestemme henholdvis succes eller fiasko for frihedsbestræbelser hvorsomhelst.

Der ville ikke være en "Pax Americana" hvis vi svigter vore allierede.

Lighederne mellem Det Romerske Imperium og det unge Amerikanske Imperium er blevet undersøgt i en fremragende bog af Thomas F. Madden, Empires of Trust.

Da jeg blev født i slutningen af 1930'erne var Amerika en isolationistisk nation. Vi blandede os ikke i de europæiske krige. Vi var blevet trukket ind i den 1. Verdenskrig fordi vore skibe blev angrebet af tyske u-både. Da den var overstået trak vi vore tropper ud.

Sådan var det ikke med 2. Verdenskrig, endnu en konflikt vi undlod at involvere os i, indtil angrebet på Pearl Harbor. Ved krigens slutning blev vore tropper i Europa for at udgøre et hegn mod truslen fra Sovjetunionen. Vi lod tropper blive i Japan indtil demokratiet kunne indføres som erstatning for kejserdømmet. I begge tilfælde brugte vi milliarder af dollars for at genopbygge disse smadrede nationer.

Der er stadig amerikanske tropper i Europa og i Japan. Selvom vi er blevet bedt om at trække os ud af Irak, vil et kontingent amerikanske tropper blive der et godt stykke tid ud i fremtiden, og det er også sandsynligt at de skal være i Afghanistan meget længe. Amerikanerne blev tuvnget til at invadere Irak to gange; første gang for at drive dem ud af Kuwait og efter 9/11 for at fjerne Saddam Hussein, en trussel mod hele regionen, men især mod Saudiarabien, Vestens vigtigste oliekilde.

Mens amerikanerne altid invaderer som en del af en "koalition," så er det blot en forestilling da ingen anden nation har den militære styrke og magt til hurtigt at bringe en krænkende nation på knæ. Det er ikke erobringen der er vanskelig. Det er oprydningen bagefter.

En kendsgerning er det at Amerika opretholder militære enheder overalt i verden og de er blevet inviteret dertil. (se denne artikel på synopsis) Endnu et element ved Amerikas Imperium af Tillid er, at de krige vi har været indblandet i siden 2. Verdenskrig alle har været langt borte. Mønsteret begyndte med Korea konflikten i 1950'erne. Den blev efterfulgt af besværet da Amerika overtog konflikten i Vietnam fra Frankrig.

Efter den første hævnentusiasme, der fulgte i kølvandet på 9/11 er vor nuværende deltagelse i Irak og Afghanistan noget afkølet. Amerikanerne, som Roms borgere gjorde, bryder sig ikke om langvarige militære engagementer.

Der er påfaldende ligheder mellem os og Roms borgere der søgte deres egen sikkerhed ved langsomt at erobre og besejre deres fjendtlige naboer i Italien, underlægge sig Karthago, fordi det var en trussel fra Nordafrika, og urolighederne i Grækenland.

Det Romerske Imperiums vækst fandt sted i løbet af århundreder, men de tøvende romere gjorde det ikke fordi de ønskede erobring, men kun fred. Den opnåede de ved at gøre de besejrede fjender til venner, og da de nu var så succesrige i krig, blev de hele tiden tilskyndet til at udvide deres beskyttelse længere og længere væk fra Rom. Det blev til et Imperium af Tillid.

Romerne skabte den første republik hvor magten lå hos borgerne. Den amerikanske republik var, på mange måder, et mønster efter den romerske republik, men Grundlæggerne søgte også at undgå de fejl som Rom begik ved at dele magten mellem regeringen, og sikre sig at vort militær var tro mod Forfatningen, og ikke overfor lederen. Vore krige skal godkendes gennem Kongres beslutninger.

Selv i Rom var der tidlige forudsigelser om, at deres imperium ville slutte. I 146 evt. var Rom den mest magtfulde nation omkring Middelhavet fra Spanien til Ægypten og således forblev det i omtrent 16 århundreder.

De fleste amerikanerne har deres "kundskab" om oldtidens Rom fra Hollywood film, men scenerne med dekadence og åbenbar tyranni er på mange måder forkerte. Den berømte nedgang i moral og underlæggelsen i religiøst kaos i Mellemøsten begyndte faktisk ved den tid da imperiet i det store og hele var konverteret til Kristendommen som statsreligion. Det skete relativt sent i den lange historie med "Pax Romana" i den dakendte verden. De sidste elementer af imperiet forsvandt i 1453.

En verden i fred var altid Roms mål, og det har også, efter 2. Verdenskrig været Amerikas mål. Imidlertid som Madden påpeger "Krig - ikke fred - er det normale i menneskehedens historie." Det som kaldes fred "er en pause, en tid hvor der forberedes mere krig."

Amerika blev tvunget til at gå ind i to krige i Europa i det sidste århundrede som Madden bemærker. Landene og lederne i Europa har ført næsten konstant krig i mere end 15 århundreder."

Det er også derfor at amerikanske soldater og marinere assisteret af tropper fra relativt få, og tildels tøvende allierede, nu udkæmper en "hed" krig i Afghanistan efter et længere engagement i Irak. Amerikanerne kan ikke lide lange krige som Madden så direkte siger, men "Amerikanerne er nødt til at acceptere at Krigen Mod Terror, vil komme til at foregå i lang tid endnu."

Venstreorienterde hævder altid, at "krig aldrig løser noget," men historien demonstrerer at krig altid løser noget. Vi har et USA fordi vi kæmpede en lang blodig Civil War. Vi er ikke underlagt diktaterne fra et Nazityskland der har kontrol over Europa eller et Kejserligt Japan der kontrollerer Asien fordi vi kæmpede og vandt 2. Verdenskrig. Vor skjulte krige svækkede Sovjetunionen.

Tidligere præsident Bush havde ret da han i 2002 sagde, "Vi kan ikke forsvare Amerika og vore venner ved blot at håbe det bedste. Vi kan ikke sætte vor tro til tyranners ord, tyranner der højtideligt underskriver ikke traktater om ikke spredning af atomvåben og derpå systematisk bryder dem. Hvis venter på at truslerne kommer i fuldt flor da har vi ventet for længe...vi skal tage kampen med fjenden, forstyrre hans planer, og konfrontere de værste trusler før de viser sig."

Det er definitionen på "Pax Americana" og dens mission for Det Amerikanske Imperium.

Alan Caruba

FamilySecurityMatters.org Contributing Editor Alan Caruba writes a daily post athttp://factsnotfantasy.blogspot.com. A business and science writer, he is the founder of The National Anxiety Center.