Lincoln versus Lee: Hvordan historien fordrejes for at fastholde legenderne

Lincoln vs. Lee: Hvordan historien fordrejes for at fastholde legenderne

William Sullivan

Samfundsforskere har en tendens til at smadre historien, og så genskabe den så den ligner de politiske dagsordener der kan sluges af masserne. 

Resultaterne af deres bestræbelser kan ses aldeles udmærket i det som foregår lige nu. Historien om Confederate bliver helt bogstaveligt knust, ligesom monumenterne af Robert E. Lee og andre Confederate helte bliver vandaliseret af spadedumme mennesker, der intet kender til legenden om, hvordan Abraham Lincoln og hans tapre Union Army knuste Jefferson Davis og Robert E. Lee’s Southern horder under dække af at ville befri de slaveholdte sorte.

At denne legende på ingen måde er sand betyder absolut intet for de der ønsker at forblive ignoranter. Hvis du ikke tror mig, at Lincoln ikke førte sin krig for at befri Sydens slaver, så vil du måske tro hans brev? I et brev til Horace Greely august 1862.

:

Mit altoverskyggende mål i denne kamp er at redde the Union, og den går ikke ud på at redde eller fjerne slaveriet. Hvis jeg kunne redde the Union uden at befri nogen slave ville jeg gøre det, og hvis jeg kunne redde the Union ved at befri alle slaver ville jeg gøre det; og hvis jeg kunne redde den ved at sætte nogle fri og lade andre være tilbage ville jeg også gøre det. 

Hans primære motivation for invasionen af Syden var at Unionen skulle bevares. Det burde stå krystalklart som ovennævnte citat viser. Og det blev endda skrevet et godt stykke tid efter.

Lincoln troede lidenskabeligt på at hans retfærdige indsats for at bevare the Union, og ikke ophævelse af slaveriet, var grundlag nok for den konflikt vi nu kalder Civil War. Fra hans indsættelsestale i 1861: 

I Jeres hænder mine misfornøjede landsmænd, og ikke i mine, er det nuværende problem med Civil War. Regeringen vil ikke gøre Jer bekymret. I har ingen konflikt udover selv at være aggressor. I har ingen ed registreret i himlen om at ødelægge regeringen samtidig med jeg har den allermest hellige for at bevare, beskytte og forsvare den.

Stater i Syden havde revet sig løs og skabt en ny regering. Den lignede særdeles meget den regering de havde løsrevet sig fra, men de mente denne nye regering bedre passede til dem. Confederate staterne skrev faktisk en forfatningsmæssig tilladelse til at holde slaver. Men dette var så absolut ikke noget der var ufornuftigt når man ser på tiderne og ud fra den beslutningsmæssige kontekst (selvom det forekommer at være noget frygteligt set med nutidens øjne), især når man betænker at slaveriet var en forfatningsret i United States på løsrivelsestidspunktet, som det så tydeligt ses af Dreed Scott sagen i 1857.

Lincoln’s skifte med hensyn til princippet om løsrivelse er endnu et punkt der gør hans legendariske status noget blakket, hvis blot de historiske kendsgerninger var mere kendt. Om revolutionen i Texas i 1836 sagde Lincoln i 1848 - hvilket ganske givet var en henvisning til 1776:

Ethvert folk, hvilket som helst sted, der har lysten og magten skal have ret til at stå op imod, og frigøre sig fra den eksisterende regering og skabe sig en ny der passer dem bedre. Dette er den allermest værdifulde - og mest hellige ret - en ret vi håber og tror på vil gøre verden fri. Denne ret skal heller ikke begrænses til områder hvor hele folket i en eksisterende regering kan vælge at udnytte den. Enhver del af sådant folk der kan, må gøre revolution og skabe deres egen, i så meget territorium de bebor.

Og alligevel da tiden kom for Abraham Lincoln at spille rollen som King George III gjorde han det med voldsom ihærdighed.  Da hans egne landsmænd søgte at genindføre retten til selvbestemmelse så Lincoln intet andet alternativ end at bevare the Union med magt. King George analogien er ganske passende, især ved at slaveriet på De Britiske Øer var forbudt på tidspunktet for the American Revolution.  

Havde de engelske hære besejret kolonierne, ville de amerikanske oprørere, Washington, Jefferson m. fl. så  blive husket som, i en genskreven historie, racistiske forrædere, det som the Confederates nu beskrives som?

Ganske interessant spørgsmål at fundere over.

Jo, Lincoln gik ind for ophævelse af slaveriet. Og det er da rosværdigt at huske på. Men var Den Store Frigører også for lighed mellem racerne, som så mange er tilbøjelig til at mene i dag? Denne

udtalelse fra the Lincoln-Douglas debatten i 1858, er måske svar på spørgsmålet:

“Jeg vil derpå sige, at jeg ikke er tilhænger af at indføre, på nogen måde, den sociale og politiske lighed hos den hvide og den sorte race - det er jeg ikke, og har heller aldrig været tilhænger af at negre kan være vælgere eller domsmænd, heller ikke at gøre dem kvalificeret til at besidde embeder, heller ikke til at de kan få lov at gifte sig med hvide; og jeg vil i tilgift til dette sige at der er en fysisk forskel mellem den hvide og den sorte race, som jeg tror for evigt forbyder de to racer at bo sammen på betingelser af social og politisk lighed. Og ligeså meget som de ikke kan bo, selvom de er sammen, skal der være en ordning med overordnet og underordnet. og jeg er, ligesom enhver anden mand, tilhænger af at besidde den øverste position som er overdraget den hvide race.”

Dette skal ikke opfattes som en bredside mod Lincolsn eftermæle. I mine studier har jeg fundet mange fine kvaliteter hos manden herunder, som jeg nævnte, hans modstand mod slaveriet og hans vokale advarsler mod farerne ved aktivisme med loven i hånden, blandt så mange andre. Han var en fremragende skribent og oratoriker, og hans forsvar af et folks ret til selvbestemmelse er særdeles velargumenterende, og man kan kun helhjertet være enig. 

Indrømme må jeg dog, at disse fine kvaliteter ofte overskygges at visse kendsgerninger som beskrevet, men mit formål er ikke at håne ham. Det er blot det at med tanke på Lincolns eftermæle som en multi-race pluralist som han er blevet kendt som gør det mig dårligt at en mand som Robert E. Lee dog kunne betragtes så helt og aldeles anderledes.  

Abraham Lincoln talte om det uopnåelige potentiale ved sorte til at leve blandt amerikanere som ligemænd, så følger hvad hvad Robert E. Lee havde at sige om emnet, i et brev til hans hustru i 1856: 

I denne oplyste tidsalder er der få, mener jeg, der ville anerkende at slaveriet som institution er moralsk og politisk ondskab i ethvett land (og) og det nytter ikke noget at udbrede sig om dets fejl og mangler…

De sorte klarer sig umådeligt meget bedre her end i Afrika; moralsk, socialt og fysisk og og det samtidig med ve ser at vi er på vej til den endelige ophævelse af menneskeligt slaveri, og vil skal tilbyde den hjælp og vore bønner og alle retfærdige virkemidler i vor magt ....emancipation vil snarere blive resultatet af den milde og blødgørende indflydelse ved Kristendommen end fra stormene og konflikterne vil voldsom kontrovers.

Lee, i modsætning til Den Store Frigører mente at en multi-race og autonom kultur ikke kun var mulig, men ønskværdig. Et samfund hvor sorte og hvide kunne leve sammen uden konflikter i en kultur bundet op på værdier. 

Og samtidig med at Shermans march ‘mod havet var en af de mest brutale militære kampagner ført af en amerikansk hær, gjorde Lee, det stik modsatte. Lee forbød enhver for for gengæld mod Nordens invasion af Pennsylvania i 1863 - “uhæmmet skade på privat ejendom” under kampagnen var forbudt, og han beordrede sine soldater til at betale for de forsyninger de modtog, krævede at deres tidligere landsmænd i the North.

Lee ejede aldrig selv slaver. Efter hans svigerfar døde arvede han slaver som han med tiden satte fri. På det tidspunkt, 1863, hvor  the Emancipation Proclamation blev fremført (der som undtagelse havde slaveholdere fra grænsestater som Missouri og Kentucky, noget besynderligt for et moralbaseret edikt) havde Lee sat alle sine arvede slaver fri.

https://www.youtube.com/watch?v=NpVIOxBhUMk

Her er så en beretning der altid har slået mig, fortalt her af Richard Poe på FrontPage Magazine i 2001:

Efter krigen fortsatte Lee med at sætte et eksempel med at behandle de befriede sorte som ligemænd.

Ved en gudstjeneste i St. Paul’s Episcopal Church i Richmond, rejste en sort mand sig for at modtage nadveren.

Et vidne fortalte, hvordan de tilstedeværende sognebørn “blev siddende på bænkene i dybeste tavshed og uden at røre sig,” mens præsten så “pinlig berørt ud.”  

Det var  Robert E. Lee der brød isen. Han gik op mod alteret og knælede ned sammen med den sorte mand for at modtage nadveren. Derpå rejste andre sig og fulgte hans eksempel..

Mænd med en sådan storsindethed er sjældne i historie. De dukker op en gang på 100 år.

Det er på tide at lade portrætterne af Lee komme til ære og værdighed, og det uanset hvor de er blevet taget ned, det er på tide at lade Marse Roberts igen komme i skolebøgerne, og ære ham som den store Amerikaner han i sandhed var.

Aldrig igen bør vi forkaste vor arv så meget uden hensyn og med så lidt omtanke.

Hvem - Lee eller Lincoln besidder den højeste moral i moderne kontekst? Jeg vil indrømme at det er en sag der burde være åben for en ærlig diskussion blandt fornuftsbetonede mennesker, baseret på historiens substans.

Problemet er imidlertid at fornuftsbetonede mennesker er meget sjældne nu om stunder og historiens substans er alt for ofte blevet forvansket af en eliteklasse der er motiveret af politisk agenda.

William Sullivan blogs at Political Palaver and can be followed on Twitter

http://www.americanthinker.com/articles/2015/08/lincoln_vs_lee_how_history_is_distorted_to_preserve_legends_.html#ixzz3hYtmvbPB

 

Bogen der fik amerikanere hængt Som en generel regel i USA, hvis du vil købe en bog – en hvilken som helst bog – er du fri til at gøre det, uanset hvor stødende eller uanstændigt indholdet måtte være. Du kan få nogle mishagsytringer, hvis folk finder ud af det, og det kan skade dit omdømme, men det vil ikke føre til din anholdelse – så meget garanterer forfatningen  Men det var ikke altid tilfældet. Og mindst tre mennesker mistede livet på grund af det. I 1850'erne var spørgsmålet om slaveri ved at nå kogepunktet i USA. Nordstaterne, hvor slaveri var forbudt, ønskede at forbyde praksissen landsdækkende. Sydstaterne ønskede at bevare den korrupte institution. I sidste ende, efter valget af Abraham Lincoln til præsident, forsøgte mange sydstater - i forventning om slaveriets afslutning - at løsrive sig fra Unionen. Borgerkrigen begyndte kort efter. Men på trods af den klare kløft mellem Nord og Syd i spørgsmålet, ejede ikke mange hvide sydstatsborgere faktisk selv slaver. Kun omkring en fjerdedel af de hvide husstande ejede slaver. Det førte til en mærkelig økonomisk kløft blandt de hvide sydstatsborgere. Størstedelen af ​​befolkningen - især dem, der ikke ejede slaver - levede på magre budgetter, især sammenlignet med dem, der ejede mange slaver og boede på store plantager. Ydermere, fordi Sydstaterne havde en landbrugs drevet, slave drevet økonomi, gik de glip af mange af de industrialiserede gevinster, der blev set i Nordstaterne. Der var et klart argument for, at langt de fleste sydstatsborgere ville være bedre stillet økonomisk, hvis Sydstaterne droppede slaveriet og blev mere som det industrialiserede, frie Nord. I 1857 argumenterede en forfatter ved navn Hinton Rowan Helper for dette og skrev en bog med titlen "The Impending Crisis of the South". Hans mål var at overbevise ikke-slaveejende hvide i Sydstaterne om at presse på for abolitionisme, men ikke på grund af kærlighed til sorte eller af humanitære årsager. Ifølge Wikipedia "anvendte han statistikker fra folketællingen for at vise, at jordværdier, læsefærdighedsniveauer og produktionsrater var betydeligt lavere i Syden end i Norden. Han advarede om den ødelæggelse, som slaveri forårsagede gennem skovrydning." Og han gjorde det, samtidig med at han hævdede, at han selv var en hvid supremist og argumenterede for deportation af de sorte, der skulle frigives, til Afrika eller Latinamerika. Helper mente, at den eneste vej frem for det amerikanske Syden var at være fri for slaveri, men også fri for sorte mennesker, som han argumenterede for. Bogen blev meget populær, men nåede heller ikke Helpers målgruppe. Han skrev oprindeligt bogen i Baltimore, men kunne ikke få den udgivet der; som New York Times rapporterede, "påpegede trykkeren en lov i Maryland, vedtaget i 1831, der forbød trykning af alt, der 'havde en tendens til at vække utilfredshed eller opildne til oprør blandt farvede mennesker.'" Helper fandt til sidst et forlag i Nordamerika, og bogen blev en bestseller der. Men i hele Syden var den universelt forbudt. Trykning af "The Impending Crisis" var strengt forbudt, ligesom naturligvis salg af den. Ifølge bogen "Bookbanning in America" ​​blev boghandlere i Maryland og Virginia arresteret og idømt bøder for at distribuere bogen. Mindst ti personer i North Carolina - inklusive en præst - blev arresteret for at dele eksemplarer af bogen eller (i præstens tilfælde) tale om den fra prædikestolen. Og de slap let. Ifølge "Bookbanning" blev "tre mænd i Arkansas hængt for at have bogen i deres besiddelse." I dag kan du selvfølgelig læse bogen uden at udsætte dig selv for nogen sådan fare. Den er tilgængelig gratis her – selv i den stat, hvor mænd engang blev hængt for at besidde den. Dagens bonusfakta: Helpers bog fik også Kongressen til at lukke ned i over en måned. I 1859 samledes Repræsentanternes Hus igen, og de nordlige republikanere benyttede lejligheden til at skabe mere opmærksomhed omkring "Den forestående krise". Som Chicago Tribune delte i en samtidig rapport "har republikanerne forsøgt at give [bogen] cirkulation i de sidste to år og har fejlet", så republikanerne besluttede at bruge Repræsentanternes Hus som en måde at ændre det på og krævede, at "det eneste emne, der skulle diskuteres, ville være Helper og hans 'forestående krise'". Som følge heraf nægtede sydlige politikere ifølge denne artikel fra Journal of Southern History at acceptere enhver, der havde støttet Helper, som formand. Det tog Repræsentanternes Hus 44 dage - den næstlængste periode på daværende tidspunkt - at vælge en ny formand.

10 misforståelser om Sydstaterne

10 misforståelser om Sydstaterne                                                                                                  

Dixie er den mest misforståede region i Amerika.

                                        

Chris Queen

                        

Jeg mener det ikke er for langt ude at påstå af Syden er den mest misforståede region i USA. Overalt hvor jeg kommer (endog selv her i Syden) løber jeg ind i misforståelser om dette område. Jeg er stolt over vores region som jeg kalder mit hjem, og vil ønske at alle kunne kende Syden som jeg har oplevet det hele mit liv. Derfor er jeg glad for at få en chance for at være med til at opklare, og rette nogle af de stereotypier og generaliseringer der hersker. Her er så 10 områder som alle ikke har forstået korrekt om Syden.        

                                

10. Hvide fra Syden er stadig ikke kommet over The Civil War.

Den der forestilling om at vi i Syden stadig ikke er kommet os over at have tabt Civil War. Det er en fascinerende historisk æra, og en meget stor del af vor arv (om man kan lide det eller ej), men vi sidder altså ikke på verandaen med vores sure æbler og jamrer over, at vi ikke vandt.

Jo, vi holder rigtig meget af Robert E. Lee og Stonewall Jackson typerne - men kendsgerningen er, at der er en meget stor del romantik knyttet til disse galante og belevne personer - uanset slaveriets vederstyggelighed. Og jo, man kan stadig se folk der svinger med Stars & Bars fra tid til anden hernede, sammen med argumenter om “arv ikke had,” men de bliver færre og færre.

Selvom vi aldrig vil glemme Civil War - og Reconstruction - så er vi i Syden kommet videre. Syden har i sandhed rejst sig, er moderne. Syden er langt mere interesseret i at forbedre nutiden og skabe en bedre fremtid for vor elskede region.

9. Syden er stadig mest landbrug (og aner intet om teknologi).

Nogle der ikke kommer fra Syden synes at mene, at efter Civil War befriede vi slaverne og er ikke siden kommet videre teknologisk. Jeg aner ikke, hvorfor folk betragter Syden som en teknologisk baggård, men åbenbart holder den holdning ved.

Det er sandt at vi har områder der mangler moderne bekvemmeligheder, men det meste af Syden er kommet udover den agrare æra. Der er enorme handelscentre og innovation i de store byer, som Miami og Atlanta. North Carolina og Texas har kæmpemæssige teknologiske sektorer, og rumfartsindustrien har godt fodfæste i Dixie. Underholdningsbranchen har også gjort Syden til deres hjem. Vi er helt klart langt, langt mere end tilbagestående landsbyer.

8. Tidsfordriv i Syden er platheder a la Redneck (bondeknold).

Endnu en udbredt misforståelse om Syden er, at mennesker dernede kun beskæftiger sig med ‘redneck’ tidsfordriv - som jagt, NASCAR og mærkelige foreteelser som jagt på murmeldyr og udryddelse af kudzu. Selvom der er en vis sandhed i det, så er det absolut ikke det eneste vi bruger vor fritid på.

Masser af mænd, kvinder og børn over hele Syden går på jagt og fisker når der er mulighed for det, men i dag er jægere og fiskere langt mere ansvarsbevidste end blot det at slå dyr ihjel for morskabens skyld. Udover det er fiskeri og jagt blot et par af de mange måder man kan være udendørs på og nyde Guds natur - folk i Syden elsker at sejle på tømmerflåde, vandreture og lejrture.

Jovist har vi mange lidt pudsige festivaler dedikeret til det vilde dyreliv, men for hver

Deer Festival eller Rattlesnake Roundup, er der en  AthFest ( musik og kunst festival der overtager byen Athens, Georgia, hvert forår), og en Twilight Criterium - et cykelløb gennem byens gader.  Over hele Syden kan man finde kunstbegivenheder, historiske rundture, musikfestivaler, og tonsvis af andre kulturrelaterede fester som absolut ikke har med redneck betegnelsen af gøre. Vi er langt mere end blot NASCAR fans - glem ikke at Syden er stedet , hvor  college football regerer suverænt.

Folk i Syden elsker at være udendørs, og vi elsker enhver anledning til at komme sammen i vore samfund - der er intet redneck over noget af det.

7. Folk i Syden spiser kun fed, usund mad.

Sydens cuisine har haft et elendigt ry i rigtig lang tid. Man har altid ment at det drejede sig om en masse klumper der svømmer rundt i fedt, og fedtede kyllinger. Selvom maden i Syden ikke altid har været den mest sunde og vor fedmerate er høj, ja så er den rate ikke meget anderledes end hos vore naboer i Nord. Vores mad har gennemgået nogle forandringer i årenes løb.

Superkokke som Nathalie Dupree og Alton Brown har udviklet elegante Sydens opskrifter i mange år. Byer som Atlanta, New Orleans og Birmingham er helt fremme i skoene med toprestauranter. Selv Butter Queen’en, Paula Deen, har brugt tid på at udvikle sundere mere moderne omskrivninger af Sydens klassiske cuisine. Det samme har hendes sønner Jamie og Bobby Deen. Selvom vi ikke altid har spist det sundeste indenfor fødevarer så er vort cuisine langt fra ensformigt, og er langt mere sofistikeret end de der kommer udefra ellers mener.

6. Florida er sådan set ikke del af Syden.

Dette er en opfattelse vi fra Syden hele tiden også helt forkert. Vi har alle en tendens til at mene at Florida er en stor Yankee enklave, mest på grund af alle pensionisterne på byernes strande, sammen med en stadig større befolkning på grund af turismen og rumfartsindustrien. Jovist er det vanskeligt at finde en god Sydstatsaccent i de større byer som Orlando og Miami, i de mindre byer, og ude på landet er der en langt mere udpræget følelse af en sydstat.  

I landdistrikterne i Florida har man sin store del af charmerende småbyer og familielandbrug. Nogle af de mindre turistattraktioner har virkelig nogle udprægede Sydstats stereotyper - led blot efter den lokale alligatorbryder når du er på besøg.

Jeg er stolt over at hævde at Florida tilhører Syden - nuvel undtagen Gainesville.

5. Folk i Syden har ingen forsonlig kultur.

For mange mennesker der ikke kommer fra Syden begynder Sydens kultur med Green Acres og slutter med Honey Boo-Boo. Hvis man ser på Sydens kultur med brillerne af den laveste kvalitet af sitcoms og variete shows ja så passer opfattelsen af folk fra Syden som værende spadedumme. Min tante der flyttede til Seattle fra Atlanta da hun var midt i tyverne fortæller historien om en nabo, der var først i 80’erne, der var overrasket over at høre vi har museer i Georgia.

Sådanne fuldstændig uvidende opfattelser af Sydens kultur (om det er bevidst eller ej) tager ikke hensyn til Sydens store bidrag til højkultur og popkultur. Litteraturen fra Syden spænder fra Flannery O’Connor til William Faulkner til Alice Walker til Pat Conroy til Lee Smith og omfatter skuespilskribenter som Tennessee Williams. Musik fra Syden strækker sig fra Elvis Presley til Al Green til Hank Williams til R.E.M til Atlanta Symfoniorkestret - for ikke at nævne en stortrivende film og TV-industri der har base i Syden. Sydens kultur er så meget mere end laveste fællesnævner og heldigvis arbejder mange af os hernede på virkelig at gøre det endnu bedre..

4. Folk fra Syden vil ikke have noget med fremmede at gøre.

Af en eller anden grund synes der at være den fremherskende tro at Sydens folk ikke bryder sig om, ja er fjendtlig indstillede, overfor udefrakommende. Jeg forestiller mig at denne delvise misforståelse muligvis stammer fra perioden under - Reconstruction - da nævenyttige lykkeriddere fra Norden var forhippede på at straffe Syden for slaveriets synder.

Den forslidte talemåde “Sydens gæstfrihed” anvendes ikke kun overfor vore naboer. Over hele Syden er vi blevet vant til turister og turismebranchen fra de højtprofilerede destinationer inde og ved de større byer til de mindre niche steder med små forretninger, historiske hjem i det gamle Syden. Mange områder i Syden forkæler også de store virksomheder fra hele verden.

Kom og besøg os her i Syden. Hvor vi dog gerne vil hilse på Jer alle!

https://www.youtube.com/watch?v=mOYZaiDZ7BM

3. Folk i Syden er intet andet end uvidende bonderøve.

Kan du huske den idotiske Eruto-tecnic hit sang og video “Cotton Eye Joe” af Rednex? Jeg gik på college da det stykke l... udkom, og jeg var frastødt af dette portræt af hillbillies i overalls og stråhat der spytter tobaksovs alle vegne. Jeg husker jeg tænkte. “Er det sådan de opfatter os?”

Trist nok er der en vis misforståelse af os fra Syden, især de som kommer fra landdistrikterne. Bill Maher omtalte 2012 primærvalgene i Alabama og Mississippi som “Tandløshedens tirsdag.”

Jovist har vi da vore egne hillbillies hernede - og det kan se ud til de alle har realityshows, men Syden er dog en vibrerende region proppet med professionelle, kunstnere, entreprenører og hipsters - hold da op hvor har vi mange hipsters. De som mener vi er nogle bonderøve aner ikke hvad de taler om.

https://www.youtube.com/watch?v=XPfOL4wUuMU

2. Vore accenter - Jo, det er rigtigt, i flertal - er alle ens.

Jeg kunne skrive virkelig meget om dette emne - som jeg faktisk allerede har gjort. Skylden for at Sydens accenter nedgøres kan vi lægges på dovne casting instruktører og dialekt coaches uden nogen som helst viden om emnet. Kendsgerningen er, at der er mere end en eller to accenter i Syden, og de er så forskellige som de mennesker der taler dem.

Interessant er det at mange sprogforskere argumenterer for at de accenter vi har i Syden kommer nærmest på de accenter vore forfædre havde i deres hjemlande - engelsk, keltisk og endda canadisk fransk, i tilfældet med Cajun accenterne - end nogen andre amerikanske accenter. Se blot videoen med professor og tidligere dialekt coach David Stern (Hollywood må have fyret ham fordi hans accent var for god), og lyt så til dette audio clip for at få en ide om oprindelsen til vore smukke accenter her i Syden.

Ja, og for at parafrasere afdøde store mand fra Syden Lewis Grizzard: “Gud taler ligesom os!”

1. Folk fra Syden er alle racister.

Vi folk i Syden har måttet rejse en lang svær vej når det drejer sig om racerelationer, og vi har måttet sone for en mængde synder ved racisme. Men sandheden er at de racistiske hændelser der forekommer i Syden nu om stunder er isolerede og sjældne.

På den måde er Syden blevet det ideal Founding Fathers havde når man talte om en ‘smeltegryde’ af folkeslag som Glen Browder skrev i 2012, “…folk i Syden lever i det store og hele deres tilværelse uden konstant at være optaget af hvid overherredømme.” Det citat siger rigtig meget om, hvor langt Syden er kommet siden raceadskillelsestiden som Højesteret slog ned på med Voting Rights Act of 1965 der straffede Syden allermest.

Misforstå mig ikke - racespørgsmålet er stadig et følsomt emne - over hele landet, men jeg er stolt  over at hævde at vi ikke er en tilbagestående region af racistiske bonderøve.                         

All Chris Queen wanted to be growing up was a game show host, a weather man, or James Bond. But his writing talent won out. By day, Chris is a somewhat mild-mannered church communications director, but by night, he keeps his finger on the pulse of pop culture and writes about it. In addition to his Disney obsession (as evidenced by his posts on this website), Chris's interests include college sports -- especially his beloved Georgia Bulldogs -- and a wide variety of music. A native of Marietta, GA, Chris moved with his family as a child to nearby Covington, GA, where he still makes his home. He is an active charter member of Eastridge Community Church and enjoys spending time with family and friends. In addition to his work at PJ Media, Chris spent nearly a year as a contributor to NewsReal Blog. He has also written for Celebrations Magazine and two newspapers in Metro Atlanta. Check out his website, www.chrisqueen.net.

http://pjmedia.com/lifestyle/2014/06/18/10-things-everybody-gets-wrong-about-the-south/?singlepage=true

De hvide der også fortjener erstatning

 

De hvide der fortjener erstatning - Irere som slaver

Warren Beatty

Jeg er hvid og alligevel kan jeg ikke kræve erstatning. Nu ruller du sikkert med øjnene og tænker, “Endnu en kedelig artikel om et emne som der er skrevet så at sige alt om.” Tja, både Ja og Nej. 

For det første, hvorfor erstatninger? Guvernører i hver koloni vidste at arbejde er væsentligt for økonomisk overlevelse, derfor indførte de initiativer så plantageejerne kunne importere arbejdskraft, arbejdere. For hver arbejder der blev bragt over Atlanten, blev der givet 50 acres land.  Plantageejerne benyttede dette system til på dramatisk vis at gøre deres jordbesiddelser større. Plantageejerne importerede slaver som arbejdskraft. Det er efterkommerne med afrikansk oprindelse der kræver erstatninger.  

Nu lidt skriveri om erstatninger. 

“Ja,” hvis erstatninger betragtes som resultatet af en enkelt historisk hændelse. “Nej” hvis erstatninger betragtes som et koncept der kan opnås udelukkende af sorte eller afro-amerikanere. Hvorfor, Ja eller Nej? Fordi slaveriet i Amerika ikke kun var begrænset til mennesker fra Afrika. 

Det er sandt at mennesker fra Afrika ankom til Virginia i 1619.  Engelske pirater angreb det portugisiske slaveskib São João Bautista i Den Mexicanske Gulf, og med magt overtog man afrikanerne. Sørøverskibet White Lion bragte afrikanerne til Old Point Comfort i kolonien Virginia.  Her solgte kaptajnen 115 kvinder og 17 mænd til de engelske kolonister. “Historien” som erstatninger for afrikanske slaver er baseret på kan findes i The New York Times’ 1619 Project.

Det er imidlertid ikke sandt, at der ikke var ikke hvide slaver, at alle hvide valgte at komme til Amerika af egen vilje, eller at det kun var afrikanere der blev bortført, lagt i lænker og tvunget sendt hertil. Det er ikke sandt at det kun var afrikanere der led gennem the “Middle Passage” over Atlanten, at kun afrikanere blev slået, pisket solgt på auktioner og med vold adskilt fra deres familier, at kun afrikanske kvinder blev voldtaget af deres slaveejere, at kun afrikanere blev mishandlet af deres herrer, til et punkt hvor de flygtede. 

“Lily-white” irere var også slaver. Dette er basis for min påstand. Mit familienavn er Beatty, og af Irisk oprindelse, stammer fra det gæliske navn Mac Bhiadhtaigh, et navn der så stammer fra ordet “biadhtach,” der oversættes som “madleverandør” eller “gæstfri.”   

Brutaliteten, der er associeret til afrikanske slaver, blev også anvendt overfor irske slaver. På ingen måde skal det mindske de afrikanske slavers lidelser, men de irske slaver led pinsler sammen med de afrikanske. Nogle irske slaver blev behandlet lige så  brutalt som de afrikanske slaver der arbejdede ved siden af dem.  Det var ikke humane følelser, men rå økonomi der udgjorde forskellen mellem behandlingen af irske slaver og afrikanske. Som  et ejerskab var afrikanske slaver værdifulde. En afrikansk slave med en brækket ryg eller arm var en spildt udgift. En irer, være vedkommende slave eller kontraktbundet (mere om det senere) kunne udskiftes, erstattes.

Det altid ellers sanddru, uden hensyn til politik, Snopes forsøgte at sløre udfordringen med irske slaver ved at henvise til irerne som “kontraktbundne tjenere.” Udtrykket anvendes på europæiske immigranter som solgte deres arbejde i en periode af år (sædvanligvis fem eller syv) i bytte for passage til Amerika. Udtrykket var en "bedragerisk mild etiket” der anvendtes for hundredtusinder af irske mænd, kvinder og børn afskibet fra Storbritannien til Amerika og Caribien. 

En kontrakt blev udfærdiget der stipulerede længden af den kontraktbundnes tjeneste. Den kontraktbundne tjener skulle have sine rejseomkostninger over Atlanten betalt af sin plantageejer. Den kontraktbundne tjener skulle have værelse og dagligt måltid mens vedkommende arbejdede på plantageejerens marker. 

Dette forekom at være en storartet metode for fattige europæere til at komme til Amerika. Dette var som oftest ikke tilfældet. Kun cirka 40% af de kontraktbundne tjenere levede længe nok til at opfylde deres kontrakter. Kvindelige kontraktbundne tjenere blev ofte udsat for elendig behandling af deres herrer. En kvinde der blev gravid som kontraktbunden tjener fik ofte føjet år til sin tjenestetid.

Snopes siger også at, ulig slaver, blev kontraktbundne tjenere ikke anset som ejendom. Her er så en interessant kendsgerning som Snopes belejligt (med vilje?) overså; kontraktbundne tjenere kunne nemlig sælges, lånes ud eller arves, under deres kontraktperiode. Hvis de kontraktbundne tjenere ikke blev betragtet som ejendom, hvordan kunne de så blive solgt, lånt ud eller arvet? 

Kontraktbundne tjenere levede under forhold så brutale at de fleste blev pisket, slået undertiden med døden til følge. Når de flygtede, kom der efterlysninger i aviser  med dusører for deres tilfangetagelse ligesom med slaver.

Ydermere var det ikke altid frivilligt, der blev indgået kontrakter.  Der er en overflod af beviser på, at mange af dem blev bortført af organiserede bander og sendt på arbejde i amerikanske plantager. 

Det venstrefløjs hældende Pacific Standard Magazine er gået meget langt for at hævde at slaveri med irere er en myte. Man fortalte at irerne var kontraktbundne tjenere. Denne artikel citerer Limerick City bibliotekar: “Selvom flertallet af irerne der blev kontraktbundne tjenere i kolonierne gjorde det villigt (hvorfor de følte de måtte gøre det er et andet spørgsmål) så blev et ikke ubetydeligt antal tvunget til deportation og solgt til kontraktlig tjeneste."

Fik du fat i Lawsons udtalelse? Selv Lawson, samtidig med han forsøger at afvise kendsgerningen om irere som slaver, slår fast, “blev et ikke ubetydeligt antal tvunget til deportation og solgt til kontraktlig tjeneste.” “Tvungen deportation”? “Solgt”?. De lyder præcis som det der skete med salver fra Afrika.

Du kan måske trøstes med at  artiklen  som citerer Lawson siger han er “berømt for sine 30000 + Twitter følgere og læsere som en passioneret og informeret stemme der arbejder mod myterne om irere som slaver” Hvilken henvisning. reference.

Det ser ud som om at fakta kontrollanterne hos Snopes også har overset (med vilje?) denne kendsgerning: 850,000 Irere blev slået ihjel under  Confederation War of 1641–1652.  Da krigen sluttede tvangstransporterede den  Engelske regering irske mænd, kvinder og børn til de amerikanske kolonier,  Den Irske slavehandel begyndte for alvor da Kong James II solgte 30000 irske fanger som slaver til Amerika. Storbritanniens berømte Oliver Cromwell udvidede denne praksis. Over  100000 Irske børn i alderen 10-14 blev taget fra deres forældre og solgt af ham som slaver i Vestindien, Virginia og New England i løbet af 1650’erne. 50000 irere, for det meste kvinder og børn blev solgt på Barbados og i Virginia. Denne  video viser interessante perspektiver om hele den irske slave fortælling. 

Derfor alle I irere, gør krav på erstatning. I har lige så stor ret til det som nogen “farvet,” Når en regering begynder at betale erstatninger til efterkommere af afrikanske slaver, så lad dem begynde med at betale  - også til  de irske efterkommere.

Image via PickPik.

https://www.americanthinker.com/articles/2025/01/the_whites_who_deserve_reparations.html