Henry Kissinger 100 år
Den 27. maj fylder, om Gud det vil, Henry Kissinger 100 år. Han har kendt til magt, rigdom og tragedie i sit lange liv. At dømme ud fra de artikler, bøger han har skrevet fornylig arbejder hasn hjerne stadig på et meget højt niveau, selvom hans legeme svækkes. Han har været en fremragende akademiker, og en klog politiker, teoretiker og udøver. Henry Kissinger var tysk jøde der i 1938 flygtede fra Nazityskland til USA (mindst 13 medlemmer af hans familie forsvandt i Holocaust) og han har siden været amerikansk patriot.
Kissinger’s patriotisme kom første gang til udtryk under 2. Verdenskrig da han tjente ved the 84th Infantry Division hos General William Simpson’s Ninth Army, og november 1944 deltog i angrebet på Tysklands Siegfried Line. Hans enhed krydsede floden Roer, februar 1945 derpå over Rhinen og efterfølgende udførte han efterretningsarbejde som han fik Bronze Star for. Dette og andre detaljer i Kissinger tid i hæren er rberettet om i Niall Ferguson’s Kissinger 1923-1968: The Idealist, en biografi i to bind.
Han gav endnu engang udtryk for taknemmelighed for “at have fået lov til at tjene det land der gav min familie tilflugt med Amerikas traditionelle indsats for en verden hvor de svage er i sikkerhed og den retfærdige fri.”
Efter krigen gjorde Kissinger brug af the G.I. Bill for at komme på Harvard -Columbia, Cornell, NYU, Penn, ogd Princeton havde afvist hans ansøgninger. Alle siger Kissinger var en fremragende elev, og hans senior thesis, der analyserede arbejdet hos Oswald Spengler, Arnold Toynbee, og Immanuel Kant, viste hans kommende tilgang til internationale relationer. Han fulgte op med sin doktorafhandling om Storbritanniens Castlereagh og ØstrigsMetternich og Fredsproblemerne 1812-1822. Kissinger organiserede Harvard’s International Seminar og udgav et kvartalstidskrift ved navn Confluence. Det lagde politikere i Washington mærke til. Også Nelson Rockefeller der ønskede at være præsident og søgte Kissingers råd om udenrigspolitiske emner.
Samtidig var Den Kolde Krig i Europa, Asien og Mellemøsten i omdrejninger. Eisenhower administrationen forsøgte at holde forsvarsudgifterne nede uden at give køb på den nationale sikkerhed — “a bigger bang for the buck” — antog en strategisk politik med “massiv gengældelse” der truede med brug af kernevåben mod Sovjets konventionelle aggression. Kissinger var nu medlem af en Council on Foreign Relations studie gruppe og skrev sin næste bog, Nuclear Weapons and Foreign Policy, der kritiserede Eisenhowers “massige gengældelses” politik og diskuterede holdningen til “begrænset” kernevåbenkrig, og gik ind for en politik med “fleksibelt modsvar” til Sovjets aggression.
Flere politikere i Washington lagde mærke til Kissinger, herunder senator John F. Kennedy og hans rådgivere. Da Kennedy blev præsident hyrede det nationale sikkerhedsråd Kissinger som konsulent for at komme give administrationen råd om Tyskland, NATO og udviklingerne i Sydøstasien. Kissinger fortsatte sine bestræbelser i Johnson administrationen, men fortsatte også med at rådgive republikaneren Nelson Rockefeller. Det skulle ikke være sidste gang Kissinger belev beskyldt for at udføre “dobbeltspil” med Democrats og Republicans for at indfri hans ambition om at være politikskaber.
Kissingers rolle i 1968 prsædietnvalger er stadig omdiskuteret. Han gav tilsyneladende udenrigspolitiske råd til Democrat kandidaten Hubert Humphrey og den republikanske kandidat Richard Nixon, Han er blevet beskyldt for at lække information til Nixon kampagnen en “Oktober overraskelse” relateret til Johnson administrationens forslag om våbenhvile i Vietnam.
Nixon,ifølge denne version af fortællingen benyttede derpå mæglere til at overtale sydvietnameserne om at forkaste en våbenhvie. Men som Ferguson og andre havde påpeget havde Sydvietnams ledere ikke brug for nogen overtalelse til at forkaste en våbenhvile der ville gavne Vietcong og Nordvietnams fjender. Det var Johsnson administratioen og Humphrey kampagnen der forsøgte at bruge våebnhvileforslaget til at øve påvirkning af valget til gavn for Humphrey.
Da Nixon vandt præsidentvalget med en snæver margin udnævnte han Kissinger - som han ikke kendte særlig godt - til sin National Security Adviser. Nixon var besluttet på at føre udenrigspolitik fra Det Hvide Hus i stedet for the State and Defense Departments, og i Kissinger fandt han både en dygtig tænker og en bureaukratisk manipulator der hjalp ham til at opnå dette mål. Kissinger var nu meget tæg på beslutningstagerne. Han kunne overføre sine teorier til faktisk politik. Således begyndte, det Kissinger sneere kaldte “triangulær diplomati,” med åbeningen til Kina og afstandtagen til Sovjetunionen. Det var en strategi der var beregnet på at udnytte den stadig større uoverenssemmelse der var mellem Kina og Sovjet til gavn for Amerikas geopolitik.På samme tid var det designet til fremme Nixons målsætning om at afslutte Vietnamkrigen på ærværdige betingelser (fred med ære”). Det fungerede indtil Watergade smadrede Nixons præsidentskab.
Kissinger kom nærmest uplettet ud af Watergate, men præsidentens magt var blevet minimeret i en sådan udstrækning af Gerald Ford administrationens udenrigspolitik (Kissinger var Secretary of State) blev underkastet endnu større restriktioner ved Kongressen, der i sidste ende skar helt ned for al hjælp til Sydvietnam og dermed sirkede en kommunistiske sejr. Watergate og den Democrat dominerede Kongres overlod store dele af Indokina til kommunistisk dominans. Og Sovjet indledte en geopolitisk offensiv i midt 1970’erne samtidig med at Carter administrationen gik ind for en blød linje.
Kissinger, uden magtbeføjelser, skrev de to første bind af sine omfattende memoirer, White House Years udkom i 1979 og dækkede Nixons første periode med næsten 1500 sider. Han dedikerede bogen til Nelson Rockefeller. Years of Upheaval kom tre år senere og dækkede Nixons afkortede anden periode. Alle memoirer er selvforherligende og Kissingers er ingen undtagelse, det som skinner igennem hvert kapitel af hans erindringer er hans patriotisme - hans kærlighed til og værdsættelse af hans land. Dette gælder især når han skriver om de hjemlige modstandere af krigen i Vietnam. Han begræd den “indenlandske radikalisme” der inficerede vor nations uddannelsessteder, drevet af en “vokal og til tider voldelig minoritet,” der gav Amerika skylden for hele verdens problemer. Og han langede ud efter det udenrigspolitiske etablissement der hadede Nixon, og han beskyldte det for at kollapse ved slagtningen af sine børn der tvivlede på alle (Amerikas) værdier.” Kissinger tog afstand fra disse krigsprotesterende der udtrykte deres “had til Amerika” og som kaldte Amerika for “ond.”
Kissinger huskede sine første år i Tyskland, Hitlers vej til magten, og den stadig mere diskrimination og vold mod jøder. Amerika skrev han havde en “forrundrende kvalitet for mig”og “var en inspiration... for ofre for forfølgelse.” “Jeg ...har altid haft en særlig følelse for hvad Amerika betyder,” skrev han, som “indfødte borgere måske tager for givet.” Han nægtede at acceptere det “selvhad” han bevidnede blandt nogle amerikanere der “tog enhver fejl som en undskyldning for at nedgøre et værdifuldt eksperiment hvis betydning for resten af verden havde været del af mit liv.”
Han gav udtryk for taknemmelighed for det land der efter hans mening havde udvist “storhed...idealisme... menneskelighed,” og som var indbegrebet af “menneskehedens håb.” Kissinger hyldede modet og tapperheden hos de amerikanske tropper i Vietnam og forhånede de som kaldte dem “babydræbere.” Kissingers mål, skrev han var at bringe fred med ære i Vietnam, hjælpe “mid adopterede land til at hele sine sår, bevare sin tro, og såeldes gøre det muligt at genfinde sig selv mod de store opgaver der lå forude.”
Kissinger erindrede en frokost i Det Hvide Hus og Situation værelset med en gruppe Harvard professorer, hvor han var vært - altså tidligere kolleger fra akademiet. De fleste havde været nære venner, men på denne dag var de der for at “konfrontere” ham med den “umoralske” krigsførelse i Sydøstasien. Kissinger noterede sig deres “overdrevne selvretfærdighed” men også deres nægtelse af at tilbyde noget klogt alternativ til fred med ære. “De åbnede sår” skrev Kissinger, der aldrig kunne heles. I en anden situation mødtes Kissinger med syv præsidenter fra Ivy League universiteter i Det Hvide Hus som opfordrede Kissinger til at lytte til de protesterende antikrigstudenter. “Det var” bemærkede Kissinger, “det ultimative udtryk for vore institutionelle ledere i vort samfunds abdikation, af de midaldrendes bøjen sig i knæ for de unge, forvisningen af rationel diskurs blandt de der burde være fornuftens fortalere.” I afslutningen skrev Kissinger “er det ikke muligt at forstå tragedien med Vietnam uden en villighed til at indrømme at nogle af de bedste i vort land mente de kunne tjene freden bedst ved at miskreditere deres egen regering.”
Kissinger patriotisme og hans foragt for de som placerede sig på effektiv vis med vore fjender gik videre hos den præsident han tjente, Fem år efter Nixons afgang nægtede Kissinger at gå bort fra den høje moral for at behage Nixons fjender. Han hyldede Nixon for at navigere “vor nation gennem en af de mest lidelsesfyldte perioder i landets historie.” Nixon, skrev han “havde været fast besluttet på at udøve handlinger med mod,” og “havde tvunget sig til at indgyde sit folk en følelse af national ære og ansvarlighed, besluttet på at bevise at det stærkeste land i verden ikke har ret til at abdicere."
I Years of Upheaval, Kissinger skrev Kissinger om kollapset i Fredsaftalerne om Vietnam som han med rette gav en Democratic Congress skylden for, sammen med et skyldbetynget udenrigspolitisk etablissement og et hard-core antikrigs lederskab i Kongressen der betragtede Amerika som værende “et ondt korrupt, militaristisk, kapitalistisk system” og behandlede vore kommunistiske fjender i Vietnam som en heroisk, revolutionær, progressiv bevægelse. De mest hardcore radikale anså Hanois sejr som “moralsk ønskeligt” og ydmygelsen af Amerika som “en direkte lektion i Amerikas amoralske efterkrigs lederskab og som et passende værktøj for at demoralisere hele det American Establishment — virksomheder, arbejdsmarkedet, akademierne og medierne.”
Kissinger genfortæller sine følelser efter at være udnævnt som Secretary of State i Nixons anden periode. “Tredive år tidligere,” skrev han “var jeg kommet til Amerika som flygtning efter forfølgelse." Han arbejdede i “en barberkost fabrik” derpå gik han ind i U.S. Army. “Amerika” skrev han "havde været en fjern drøm da han som ung knægt oplevede intolerance og had under et totalitært styre. Nu fik jeg overdraget ansvaret for at hjælpe med til at styre mit adopterede land gennem en af de alvorligste forfatningsmæssige kriser i landets historie. Jeg havde en foruroligende følelse, ikke kun en smule ærefrygt.”
Da han skrev om Nixon efter Watergate kaldte Kissinger ham en “stor patriot” der “inderligt troede på Amerikas mission og at beskytte verdens sikkerhed og frihed.” Og Kissinger gav udtryk for taknemmelighed overfor Nixon for at han gav ham “muligheden for at ....tjene mit land.”
Vi når frem til 1999 da Kissingers tredje og sidste bind af hans memoirer udkom -Years of Renewal, der dækkede hans tjeneste i Ford administrationen. Som i de tidligere to bind strækker den sig over tusind sider. Kissinger havde ikke været doven i årene mellem andet og tredje bind. Han var blevet virksomhedskonsulent, grundlagde Kissinger Associates. Han blev ofte konsulteret af præsidenter for United States og deres nationale sikkerhedshold. Og han fortsatte med at skrive - mest kendt en bog fra 1994 med titlen Diplomacy, hvor han vurderede historiens diplomater og statsmænd, herunder Frankrigs Kardinal Richelieu, Tysklands Bismarck, Storbritanniens Palmerston og Disraeli, Theodore Roosevelt og Woodrow Wilson, Winston Churchill og FDR, Nixon og Ronald Reagan.
.
I Years of Renewal, gav Kissinger igen udtryk for sin beundring af Nixon og krediterede ham for at han satte scenen for Amerikas sejr i Den Kolde Krig senere opnået af Ronald Reagan i 1980’erne. Og hovedkomponenten for Nixons bidrag til sejren i Den Kolde krig var åbningen mod Kina, der havde den effekt at Kina blev placeret, midlertidigt, på Vestens side i Den Kolde Krig og kampen med Sovjetunionen.
Kissinger latterliggjorde igen den selvpiskning som amerikanske liberals, der som Jeane Kilpatrick så erindrings værdigt observerede syntes at give Amerika skylden for alt. Og endnu engang gav han udtryk for sin taknemmelighed “for at have fået lov til at tjene det land der gav min familie et tilflugtssted i Amerikas traditionelle strid for en verden hvor den svage er sikker og den retfærdige fri.”
Happy birthday, Dr. Kissinger.
https://spectator.org/henry-kissinger-turns-100/
Opslag
