Viser opslag med etiketten Dalrymple. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Dalrymple. Vis alle opslag

onsdag den 8. november 2017

Fedme en sygdom eller en karakterbrist?


Er fedme en sygdom eller en karakterbrist?

Fedme - det at være meget overvægtig er en tilstand der er genstand for meget diskussion - er det noget lægeligt eller er det moralsk svaghed?
Ingen betvivler at det at være meget fed har yderst alvorlige konsekvenser for livskvalitet og livslængde, men er det en sygdom og er lægerne de som skal hjælpe?
Man kan ikke svare entydigt på dette, for det må være indenfor - ikke det fysiske rige, men metafysikken. Man kan kun svare ud fra sine egne filosofiske formodninger og hvad man nu foretrækker fremfor empiriske beviser.   
Mange mennesker mener fedme er et massefænomen (den var måske lidt uheldig)ikke kun blandt amerikanerne men i den store verden og bevis på at mennesker sådan set ikke er ansvarlige som enkeltindivider for hvad de propper i munden , gnasker på og nedsvælger, men at de snarere er ofre for noget de ikke har kontrol over.
Hvis de ikke selv har et ansvar er det naturligvis langt vanskeligere at afgøre hvad de er eller kunne være ansvarlige for. Men dette noget diffuse synspunkt udtrykkes udmærket i en lederartikel i  the New England Journal of Medicine af en læge og ekspert i “kommunikation,” som jeg formoder må være det samme som ‘reklame og propaganda.’
Bekymringer [over de stadig flere fede i befolkningen] gav anledning til rapporten fra Institute of Medicine (IOM), “Øge indsatsen for at forhindre fedme: Løse nationens vægtproblem” Den skelsættende rapport og den efterfølgende HBO dokumentarfilm,  “The Weight of the Nation,” præsenterer et kraftfuld bevis på at fedmeepidemien har ført til strukturelle forandringer i vort miljø, frem for at komme ind på at det jordnære, at årsagen er elendige valg hos individer.
I artiklen følger så, som man måske kunne forvente, nogle afsnit om hvordan man formulerer sig, og her fremholdes at det er vitalt ikke at stigmatisere de fede, fordi de jo ofte har det skidt med at være fede. Det er ikke godt ex hypothesi, at være fed, men åbenbart er det endnu værre at have det skidt med at være fed - en følelse der kunne, formoder jeg, føre til at fede æder endnu flere Krispy Creme doughnuts.
Så vi når nok det tidspunkt da mennesker der vitterligt er fede, så ikke er fede alligevel på grund af de spiser for meget, men de spiser fordi de er fede. Nietzsche ville have fundet denne årsagsrelaterede argumentation yderst interessant..
Som mange vel ved så har der været endnu en historisk forandring: Fedme var engang den riges problem, men nu er det epidemiologisk set den fattiges problem.

Besynderligt nok, i lyset af den generelle benægtelse af det personlige ansvar for egne handlinger, har der været stadig flere forsøg fra læger og offentlige sundhedsmyndigheder om at betale, eller bestikke den fattige til at opføre sig ‘sundt’ for eksempel opgive rygning.

Der har været eksperimenter hvor man har givet stofafhængige penge til at betale for stofferne, enten i kontanter eller i stoffer. Man har hævdet der har været en vis succes i disse metoder, og således som the British Medical Journal udtrykker det, “At benytte kontant incitamentet for at opmuntre til sundere livsførsel hos de fattige er blevet hyldet som Guldægget i global sundhed.”

Men kontant betaling kan kun fungere hvis mennesker er i stand til at tage fornuftige valg. Hvordan kan vi så løse den modsætning? Jeg tøver med at citere en doktor i filosofi fremfor en doktor i medicin, men her er så hvad Karl Marx havde at sige:

"Mænd skaber deres egen historie, men ikke som det dem behager; de skaber den ikke under omstændigheder de selv vælger, men under omstændigheder direkte givet, overført og stammende fra fortiden."

Det er kun offentlige sundhedslæger og eksperter i kommunikation der er fri for sådanne hæmmende bånd, og de skaber historien for andre mennesker.



tirsdag den 1. december 2015

Over 100 videnskabelige artikler bedømt som fup - En tendens?

Over 100 videnskabelige artikler er trukket tilbage i år. Bedømt som snyd




Er snyd i videnskabelige tidsskrifter i øgning? Skribent på PJ Media Theodore Dalrymple peger på en artikel i the New England Journal of Medicine der åbenbarer nogle alarmerende kendsgerninger om artikler der udgives i anerkendte tidsskrifter på sundhedsområdet.
Forskerbedømmelse er tidskrævende og er ofte vanskeligt for redaktørerne på tidsskrifterne at overskue, f.eks. the Lancet, the New England Journal med flere. da det er vanskeligt at kende alle eksperter på et givent område.
Redaktørerne på mindre kendte tidsskrifter har ikke de samme ressourcer som deres mere ‘velstående brødre’ til at opsøge dem, og derfor bliver redaktørerne ofte bedømt efter den hastighed, hvormed de udgiver manuskripter der sendes til dem. Videnskabsforskere er ivrige efter at mange skal være bekendt med deres tanker så hurtigt som muligt, fordi andre på deres speciale,  kunne komme dem i forkøbet og få udgivet artikler, og dermed være nummer to i udgivelsen af deres opdagelse. Dette svarer til værdien af at være den 7. bedste spydkaster i verden.
På grund af en slags super-specialisering, bliver selv skribenterne på tidsskrifterne nutildags bedt om at foreslå referncer til forskerbedømmelse for deres eget arbejde, men dette åbner op for muligheden af fup.
I en slags moderne variant af Gogols Døde Sjæle, er nogle forskere blevet afsløret i at sende deres artikler til forskerbedømmelse hos ikke eksisterende anmeldere, og med curriculum vitae og email-adresse. Artiklen henviser til forfatteren af en blog om videnskabelig forskning kaldet “Retraction Watch,” der nævnte, “dette er officielt blevet en tendens”, og en ganske besynderlig måde at udtrykke det på, da enten er der en tendens eller også er der ikke. Der er virksomheder i Kina der åbenbart vil hjælpe videnskabsforskere med at komme med ‘fup forskerbedømmelser.’ En ny drejning ville være at rivalerne til de videnskabsforskere så betaler for dårlige forskerbedømmelser. Alt er tænkeligt i denne vores forkvaklede verden.
Presset på akademikere for at udgive, uanset om de har noget at fortælle eller ej, enten for at fremme deres arbejdsområde eller blot en fortsat tildeling af penge, er den jordbund der tillader at denne særlige ‘ukrudt’ kan vokse og blomstre i denne uærlighedens ‘have.’ To større udgivere af videnskabelige tidsskrifter, Sage og Springer, har trukket flere end 100 artikler tilbage sidste år, på grund af netop falske forskerbedømmelser. Hverken artiklen eller kommentarer fra læserne nævner at en fup forskerbedømmelse ikke nødvendigvis betyder, at også forskningen bag er fup, skønt man må rimeligvis konkludere at sådan forholder det sig,
Mr. Dalrymple har en rigtig god pointe om at videnskaben ikke nødvendigvis er fup, men kan være det, for hvorfor skulle en forsker ellers gøre sig så mange anstrengelser for at skabe fup forskerbedømmelser? Hvor megen skade er dette ikke for videnskabsforskeres troværdighed? Grunden til at disse tidsskrifter er mindre troværdige er at  man ikke umiddelbart kan stole på dem. At forskere spiller højt spil med forskerbedømmelsessystemet og har fundet en vej til at udgive deres ‘fup’ burde ikke trække fra hos det store arbejde som anerkendte forskere udfører, som igen fører til virkelige gennembrud inden for forståelse af sygdomme og behandling af samme.

Men som med alt andet her i livet, hvis videnskaben lyder for godt til at være sand, så er den muligvis ikke sand.

http://www.americanthinker.com/blog/2015/11/more_than_100_articles_retracted_by_two_scientific_journals_this_year.html#ixzz3qyUsMyk9

fredag den 4. juli 2014

Rygealderen op til 21?

Skal man være 21 for at købe tobak?

                                               
‘Permanent pubertet’ på alle måder, udover aldersbetinget, synes at være en fremherskende del af vort samfund.
                   
Theodore Dalrymple
               
   
Samtidig med at en mere eftergivende og tilladende holdning til cannabis får mere og mere styrke i United States således også en mere restriktiv holdning til tobak. Det synes som om der var en lov om balance i antal af forbud: Hvis en substans bliver tilladt efter det har været forbudt, så vil en anden substans blive forbudt efter at have været tilladt.    

Colorado tillader brug af marihuana for de over 21 og uanset formålet. New York forbereder at forhindre salg af tobak til enhver under 21. En artikel New England Journal of Medicine taler varmt for en mere restriktiv holdning til salg af tobak. Argumenterne man benytter og de man afviser er meget oplysende.

De som bliver ved med at ryge gennem hele livet begynder som regel i en tidlig alder: Tidligere er før 21. Således burde personer i puberteten ikke opmuntres til at ryge, og dermed ville antallet af voksne rygere falde markant.

Der er beviser på at restriktivt salg kan påvirke mindreårige. En by i Massachusetts, Needham, forbød salg af tobak til personer under 21, og antallet af rygere hos studerende i high school faldt med næsten 50% fem år senere. Antallet i en naboby, hvor man ikke havde forbudet, faldt i samme periode med blot 33%. At man samtidig øgede minimumsalderen for at drikke alkohol til 21, blev fulgt af (man kan ikke sige med sikkerhed det var årsagen) et fald i alkoholforbrug hos unge, fald i spritkørsel og trafikuheld.
Så længe forbuddet om salg til unge ikke gælder alle vegne er der mulighed for at de vil bevæge sig til en anden destination for at købe tobak. Men argumenterer artiklens forfattere (alle fra Harvard), sådanne unge mennesker er ikke særlig mobile og vil finde det besværligt at rejse. De siger; “Skønt de som allerede er afhængige vil have tilstrækkelig med motivation til (rejse for at få tobak) vil de øgede transaktionsomkostninger forbundet med at få fat i tobakprodukter måske reducere den daglige indtagelse blandt de almindelige brugere og påvirke andre således at de ikke begynder at ryge.”

De anerkender at et sådant forbud er en begrænsning af friheden, som nogle borgere kunne finde krænkende. Trods alt er 18 årige vel modne nok til at afgive deres stemme og melde sig til militæret. Men de imødegår denne indvending ved at sige at ved 18 år “Antyder forskere at unge mennesker kan blive afhængige af nikotin meget hurtigt, og ved lavere forbrug end fuldvoksne; at der foregår forandringer i strukturen og funktionen i hjernen; og at de kan være mindre modtagelige end fuldvoksne for nikotin-erstatningsterapi.”

Desuden, fører “unges’ større impulsivitet og risikovillighed også til at de afviser de potentielle konsekvenser ved at eksperimentere med, og brug af tobak.”

Hvis dette er et argument mod at sælge dem tobak, så er det også et argument mod at give dem stemmeret og lov til at melde sig til militæret. Ydermere synes ‘permanent ungdommelighed’ i alle henseender udover alder at være et stadig vigtigere element i vort samfund.

De fleste rygere siger de ville ønske de aldrig var begyndt at ryge, om det så skyldes (hvis de fortæller sandheden) at det er fordi de ikke finder fornøjelse eller velbehag ved det eller fordi de har fået skyldfølelse ved antiryge kampanger, står ikke klart. Men det kan se ud til at lovmæssige restriktioner kan have en virkning på hvor meget ryges.

Jo nemmere det afhængighedskabende stof kan skaffes, des færre og mindre alvorlige hindringer der lægges for brug, des længere vil afhængigheden vare.

Så må du selv afgøre hvad du konkluderer.

images courtesy shutterstock / Edyta Pawlowska / evgenymate
           
Theodore Dalrymple, a physician, is a contributing editor of City Journal and the Dietrich Weismann Fellow at the Manhattan Institute. His new book is Second Opinion: A Doctor's Notes from the Inner City.

fredag den 6. juni 2014

Hvor mange læger går ind for assisteret selvmord?

Hvor mange læger støtter selvmord for de som er dødeligt syge?                                                

       
Theodore Dalrymple
               
For ikke særlig langt tid siden havde New England Journal of Medicine en artikel om det omdiskuterede spørgsmål om lægeassisteret selvmord når patienter er dødeligt syg, og læger blev spurgt om de var for eller imod i en online undersøgelse. Resultatet er nu klar.            
Samtidig med at redaktørerne er påpasselige med at påpege, at en sådan undersøgelse ikke har nogen videnskabelig validitet, da de som valgte at stemme ikke var en repræsentativ gruppe - udover sig selv. Dette betyder dog ikke at undersøgelsen slet ikke burde interesse, skønt hvis visse data havde været med den ville have været endnu mere interessant.
                   
Ialt modtog tidsskriftet 5205 stemmer fra læger over hele verden. Imidlertid bemærkede redaktørerne er, at der var adskille stemmer, ankommende i hurtig rækkefølge, fra adskillige lokationer i Canada, hvorved man ville kunne formode at det var et koordineret forsøg på at påvirke resultatet. Disse - 1137 - blev derfor udelukket fra rapporten - dermed var der 4068 bedømt  gyldige tilbage.

Det ville have været interessant at vide i hvilken retning de afviste stemmer gik, men denne information blev ikke givet. Har de som var imod eller de som gik ind for læggeassistance ved selvmord en mere aktiv lobby eller pressionsgruppe i Canada? Jeg er ikke sikker på jeg ville vide hvad der er det rigtige; måske kunne man lave en undersøgelse om emnet.
Kendsgerningen at lobbygruppen (hvis der var en sådan) stemte i hurtig rækkefølge lader formode at der har været en vis grad af ‘besættelse’ hos deltagerne, for alle ved at det bedste, udover de som er ‘besat’ af en ide, er at stemme med forskellige intervaller frem for lige efter hinanden. Jeg kom så i tanke om de få mord, som jeg har kendt til, hvor morderne slog til efter livsforsikringssummen var blevet hævet dramatisk. De ventede sjældent mere end to uger før de slog ofret ihjel, og fremførte så deres krav: En rækkefølge af begivenheder der virkelig hjalp politiet i at få belyst forbrydelsen.

Der var 1712 stemmer fra 39 af USA’s stater, og 2356 fra 74 andre lande. Overordnet set var stemmerne fordelt på samme måde i USA som i udlandet: 67% af de amerikanske læger, og 65% af de udenlandske var imod og 35% i hhv. USA og udlandet for.

Der var imidlertid 11 lande, hvor et flertal af stemmerne var for (med Mexico som førende), og 18 af 39 amerikanske stater. Interessant nok var Oregon og Washington ikke blandt de førstnævnte, skønt det er de to stater hvor det faktisk er lovligt med lægeassisteret selvmord. Desværre er ‘undersøgelsen, alt for lidt repræsentativ til at man kan drage nogen konklusioner, f.eks. at læger i de stater der har oplevet en øgning i assisteret selvmord, nu er imod det. Stemmeafgivningen kunne måske være resultatet af et sidste forsøg på at være imod det som allerede er accepteret.  

Stemmeafgiverne fik lov til, kort at begrunde deres stemme. Hovedargumentet for er at lægerne har en pligt til at lindre lidelse, sammen med det at forlænge livet. En anden god angiven grund, en der synes at være uden mening, var at hvis lægerne assisterer ved fødsler så bør de også assistere ved døden. De som var imod benyttede det velkendte argument at vi så var ude på en glidebane. Vi skal alle i gang med at dø, fra undfangelsen, hvorfor skulle de dødeligt syge være de eneste der skal spares for smerten ved en fortsat eksistens? Og hvis assisteret selvmord er en rettighed, hvem har så den medfølgende forpligtelse til at yde den rettighed?

I Storbritannien er yngre læger hyppigere tilhængere af assisteret selvmord, end de ældre. Om dette repræsenterer en kulturel forandring eller blot den kendsgerning at det at blive ældre, og dermed bliver skubbet mere hen mod at skulle under behandling af yngre læger med en ‘drabsmenneskelig’ indstilling påvirker, vides endnu ikke.    
       
Theodore Dalrymple, a physician, is a contributing editor of City Journal and the Dietrich Weismann Fellow at the Manhattan Institute. His new book is Second Opinion: A Doctor's Notes from the Inner City.

http://pjmedia.com/lifestyle/2013/09/24/how-many-doctors-support-suicide-for-the-terminally-ill/?singlepage=true

onsdag den 5. februar 2014

Glamour junkierne - Heroin afhængighedens kultur

Glamour Junkierne




Heroin afhængighedens kultur




Jeg har beundret Philip Seymour Hoffman, men jeg var ikke overrasket over at høre, at han døde som resultat et et heroinmisbrug. Ikke fordi jeg på nogen måde havde kendskab til hr. Hoffmans private tilværelse, blot det at jeg sådan set ikke bliver overrasket når nogen dør af heroin.


Mindst tre unge mænd i New Yorks forstæder døde af overdoser af heroin lige før Hoffman døde, den vestlige del af Pennsylvania er fuld af stoffet, og Vermont siges at være ramt af en sand heroin epidemi. Med få års mellemrum kan jeg læse om, hvordan heroin har fået et comeback eller om der en ny bølge af heroinafhængige, men jeg er sådan set skeptisk. Heroin får aldrig et comeback - fordi heroin forsvinder aldrig.
 


Jeg har kendt nogle få junkier i mit liv, og en gang været vidne til den besynderlige beslutning hos en ung mand der ville være junkie. Som en ung nybegyndende opiatbruger der ville lære at bruge en nål indledte han ved at skyde sig mellem sine tæer, idet han forklarede at på den måde ville der ikke være nogen synlige stikmærker som medlemmer af den store offentlighed kunne se, hvilket være tilfældet, hvis han stak sig i underarmene.


Han planlagde sine stikmærker i forvejen under den formodning at det at tage heroin blot skulle være af og til. Afhængighed var jo bare noget der slet ikke ville ske for ham, men noget han selv styrede et valg han tog. Jeg tror han opfattede det som det at få en tatovering: Noget rock ‘n’ roll, oprørsk.


Nu er vi så et godt stykke inde i det 21 århundrede og jeg ville være meget overrasket over at skulle erfare at ingen i den civiliserede verden - og dermed mener jeg verden med tilstrækkelig industriel ekspertise til at producere sterile kanyler og syntetiske opiater - der ikke har hørt nyhederne om at heroin altså er noget grumt, der med stor sandsynlighed giver dig en for tidlig død gennem en overdosis, gennem HIV, leverbetændelse C og så videre.


Mennesker foretager dårlige valg hele tiden, sædvanligvis på grund af en grundlæggende manglende evne til at overskue længere tidshorisonter: Ingen ønsker at være fed om fem år, alle ønsker sig en wienerbasse lige nu; du ved godt hun er dårligt selskab, men kl. er 02.00 og din beslutnings tidslinje strækker altså bare ikke til solopgang; du burde faktisk bruge de penge du er ved at brænde af på den bil til en pensionsinvestering, men en del af dig forventer ikke at leve så længe.


Men at tage heroin er, i det mindste delvist, en handling begrundet i kulturen. Connoisseurer af valmuen vil gå videre og vidne om Historien Med Store JunkierWilliam S. Burroughs, Sid og Nancy, Billie Holiday — skønt jeg i det store billede vil sige at heroinafhængige er mindre kedsommelige om problemet end potheads (marihuanabrugere) er om problemet pot.

Det synes virkelig som om de har en særlig fascination med heroin jargonen, som om hver samtale finder sted i 1970. Jeg har altid den der lurende mistanke om at jeg kunne tale mennesker fra at beslutte sig til at blive junkier - hvis jeg dog blot kunne få dem til at læse et par gode bøger skrevet med stort litterært talent og som kunne illuminere den kendsgerning at Borroughs var en skabagtig krukke.


Forestillingen om at der eksisterer en eller anden slags dybere og mere underfundig forbindelse mellem kunstnerisk kreativitet og afhængighed (eller mental sygdom) er en af de allermest destruktive og dummeste i vor tids igangværende myter. Jeg ville lægge skylden på Thomas De Quincey, forfatteren til bekendelsesromanen fra det 19. århundrede Confessions of an English Opium-Eater, (En Opiumdrankers bekendelser) hvis jeg mente at nogen stadig læste ham.


Om problemet opiatafhængighed er der ingen mere indsigtsfuld og styrkende bog end Romancing Opiates: Pharmacological Lies and the Addiction Bureaucracy, skrevet af  Theodore Dalrymple. (Et af de mest kultiverede mennesker jeg ved mener den er det bedst argumentationsgrundlag af sin slags om emnet). 




Dr. Dalrymple, som vi nu kender som Anthony Daniels, har omfattende erfaring på området, og han finder begge sider af afhængigheds behandlings ritualerne befængt, plaget af slet skjult romantisering, sammen med en ordentlig dosis misinformation og pseudovidenskab vedrørende opiatafhængighedens biologi. (For eksempel er det at holde op med alkoholafhængghed en langt mere farlig erfaring end at holde op med heroin)


I overvejelser af forholdet mellem forbrydelser og afhængighed, konstaterer han at kriminelle oftere bliver afhængige end afhængige bliver kriminelle. Hans analyse er gennemført usentimental, det præcist modsatte af hvad de fleste hævder er fakta og hvad der er sagt og skrevet om heroin. Det er en påmindelse om at for at udvise medfølelse så kræves der at man befrier sig selv for en destruktiv stupiditet.


Modellen med et “rationelt valg” har fået tæsk i årenes løb når det drejer sig om økonomi, og de af os med en bredere og mindre kvantitativ interesse i sociale spørgsmål bør lægge mærke til det. Det er vanskeligt at udvikle en “rationel valg” forklaring vedrørende junkier medmindre vi tænker over det kortsigtet, af samme grund som mennesker benytter heroin som de benytter alkohol. De keder sig, de er ensomme, de kan ikke sove, det er en social konvention i et vist miljø.  


Og det er knyttet sammen med et løfte, der sædvanligvis ikke nævnes højt: James Bonds martini er ligeså meget en del af hans personlighed som hans Walther PPK og hans Aston Martin. Et glas champagne har en vis mening, en cigaret har en vis mening, og det har en kanyle fyldt med heroin også.


De som samtykker om legaliseringen af visse stoffer (jeg er en af dem) skal gøre det med vidt åbne øjne. Skal ikke lade sig ‘forføre’ af romantiseringen af heroin og heller ikke være ude af stand til at forstå, hvordan og hvorfor den romantisering opererer i kulturen og hvad det betyder for de valg mennesker tager. Det er ikke tilfældet at ingen planlægger at blive junkie.
 
— Kevin D. Williamson is a roving correspondent for National Review.

http://www.nationalreview.com/article/370270/glamour-junkies-kevin-d-williamson

fredag den 1. november 2013

Farerne ved screening for sygdomme overses

Farerne ved screeningsprocedurer

                                                

Theodore Dalrymple
               
Ligesom politikerne har lægerne en tendens til at mene at det at gøre noget (især når det er dem der gør det) er bedre end intet at gøre. De forveksler gode intentioner med gode resultater, og tror at det første er en garanti for det andet. Hvordan kan filantropi dog være galt?

Udover det, så er det at gøre noget med til at stimulere økonomien på en måde, som det ikke at gøre noget umuligt kan matche. Hvis folk kun  gjorde det som var nødvendigt, eller som gavnede dem selv, eller det som var rigtigt ville hele landet snart kollapse. 
 
               
               
Uanset hvad, og uanset årsagen, så er lægekliniske forsøg der har positive resultater en langt større sandsynlighed for at blive offentliggjort end de forsøg der giver negative resultater. Takket været adskillige velkendte skandaler, er denne offentliggørelses dagsorden, som den kaldes, på tilbagetog.

GlaxoSmithKline, en af de største farmaceutiske virksomheder i verden har lovet, at fremover vil man udgive resultaterne endog af prøver der ikke stiller deres produkter i et gunstigt lys, selvfølgelig sammen med de som gør.

En artikel af danske forskere, netop udgivet i British Medical Journal, vurderer i hvilket omfang udgivne rapporter om forsøg med screeningsprocedurer, som mammografi, kolonskopi, PSA-niveauer mv, nu også virkelig fortæller om de skadelige bivirkninger og konsekvenser sammen med de mere positive.

Dette er etisk set særdeles vigtigt, fordi screening laver noget om på den sædvanlige relation mellem patient og sundhedssystemet. Med screening er det nemlig sundhedssystemet der tager kontakten, ikke omvendt. Screening tilbydes ofte ellers sunde mennesker, eller i det mindste de som sådan set ikke klager over noget; ydermere er chancerne for at få noget godt ud af screening ofte ringe, og de som så får gavn af dem får det på en måde på bekostning af de som skades ved dem. Det moralske imperativ for at kende til skaderne ved screening er derfor særdeles væsentlige.

Kan kolonskopi undertiden gøre mere skade end gavn?

For læserne vil det måske nu ikke komme som en overraskelse at erfare at de danske forskere fandt at rapporter om screeningsprocedurer var noget mangelfulde i detaljer og om de skadelige virkninger. De overvågede rapporter om 57 screnningsresultater for forskellige cancerformer (det vil sige, alle de som er blevet udført i verden efter en acceptabel standard), ved at benytte 10 forskellige teknologiske teknikker.

Disse resultater bestod af 3.416,046 medvirkende. Man så på om rapporterne indeholdt tilstrækkeligt med beviser om syv mulige farer ved screening: Overdiagnose, falske positive resultater, komplikationer i kroppen som følge af screeningsprocedurerne, negative psykologiske konsekvenser, ekstra følgevirkning af screening, dødeligheden (vigtigt fordi et kirurgisk indgreb ville kunne medføre døden), og hvor mange der trak sig fra screeningerne på grund af komplikationer. Det er nødvendigt at vide disse ting før en læge helt pålideligt kan vejlede en patient og anbefale en screening, eller før en patient kan beslutte sig på et oplyst grundlag.

I blot et ud af de 57 resultater var der angivet et tal for, hvor mange der havde trukket sig før forsøget var færdigt, på grund af komplikationer ved screeningsproceduren. I blot to forsøg blev der angivet et tal for falske positive diagnoser og i fire forsøg for overdiagnosticering. Dette er i kontrast til de 51 forsøg der vurderede cancer dødelighedsraten, som jo er hele formålet med screeninger. Den overordnede dødelighedsrate - der er langt vigtigere for patienten end den cancer specifikke dødelighed - blev blot målt halvt så ofte som den cancer specifikke dødelighed.

Forfatterne er kompromisløse i deres konklusion: Lægerne anbefaler i stor skals procedurer på baggrund af utilstrækkelig viden der også udelukker at tage et oplyst vidensgrundlag fra patienternes side i betragtning.  .

Dette skyldes at skaderne, så vel som goderne, ved en screeningsprocedure burde kendes før man anbefaler eller bliver enige om. Hvor om al ting er så er det her, hvor initiativet til indsatsen stammer fra lægen og ikke patienten.

images courtesy shutterstock / Tyler Olson / Sebastian Kaulitzki

           
Theodore Dalrymple, a physician, is a contributing editor of City Journal and the Dietrich Weismann Fellow at the Manhattan Institute. His new book is Second Opinion: A Doctor's Notes from the Inner City.

http://pjmedia.com/lifestyle/2013/10/01/what-are-the-dangers-in-screening-for-diseases/?singlepage=true
Related Posts with Thumbnails