Nogle af mine bedste venner er Trump støtter - hvorfor? Del 2.

Hvorfor nogle af mine bedste venner er Trump støtter

Del 2 af 2. Læs del 1 her.

Oleg Atbashian

Jack

Jack er en knalddygtig klassisk musiker, en fin ordsmed, en konservativ gennem lang tid, og en hengiven kristen. Da han brækkede skulderen kunne han ikke holde på sit instrument, så brugte han sit knivskarpe sind og sin eksamen i økonomi for at tjene sig en formue på finansmarkedet. Nu har han råd til at slappe af og skrive bøger.

Jack fortalte mig om sin opfattelse af dæmoniseringen af Trump og den entydige kategorisering af  hans støtter, som værende dårligt uddannede, dårligt informerede fjolser. Ifølge Jack er både Republikanernes og Demokraternes organisationer korrupte og fungerer ikke, men det de kan gøre så udmærket er at fabrikere mediefortællinger der inficerer folks sind med holdninger der er gavnlige for det politiske aristokrati, samtidig med der skabes aversion mod enhver der er en fare for dem.

Trump er en tydelig fare for dette korrupte elitære system. Han er villig til, og fuldt ud i stand til at smadre alle deres omhyggeligt etablerede sociale hierarkier og ændre hele den politiske kultur, hvilket vil gøre eliten overflødig og udstille dens ellers hyldede og meget dyre apparat som værende fuldstændig ubrugeligt. GOP etablissementets frygt og forhånelse af Trump er så intenst at selv det at tabe valget til Hillary forekommer dem ikke at være så slemt endda.

De selvsamme folk har været ineffektive gennem Obamas præsidentskab. Obama truede ikke deres karrierer, og hver af hans katastrofale politiske tiltag var for dem en lejlighed til at få et lukrativt statstilskud. Som kontrast truer Trump deres overlevelse - og pludselig er etablissementets hastighed og effektivitet fænomenal. Deres hurtigt oprettede #NeverTrump fortælling har som målgruppe “ren” konservative og hårdnakkede Ted Cruz støtter, inficerende dem med fjendtlighed der når helt op til,  ja endda overgår det berygtede Bush Derangement Syndrome.

Den triste ironi ved the #NeverTrump bevægelsen er, at disse selverklærede “rene konservative” og anti-og oprør mod det etablerede” netop selv har slugt madding og krog fra de etablerede. Værre endnu de deler nu uhæmmet løs af links til sociale medier fra førhen foragtede venstreorienterede kilder, blot så længe de angriber Trump. Og så taler de om Trumps støtter som værende vrede godtroende tåber.

Jack hader ikke Cruz, faktisk har han ikke noget imod om Cruz blev præsident, hvis han kan vinde valget - hvilket ikke er sandsynligt. Trumps støtter ved det. Jack ser ikke at nogen anden kandidat modtager så megen fjendtlighed. Der er ingen organiseret #NeverCruz bevægelse af betydning, og ingen, ud over Cruz støtter har lavet blacklists mod den anden side, Jack er trist over at så mange gode, tidligere ellers fornuftige mennesker har underkastet sig galskaben ved #NeverTrump bevægelsen.

Mike

Min anden ven, Mike, der er en konservativ skribent, har en lidt anden tilgang. Han holder af Ted Cruz, fordi Cruz har alle de rigtige svar, men det er bare ikke nok. Mike sammenligner Cruz med en professor der kan kemibogen udenad, Trump derimod er en ‘vild’ mand der ønsker at bruge formlerne i den samme lærebog for at gøre op med vore fjender. På dette tidspunkt i historien har vi ikke brug for en professor, vi har brug for den ‘vilde’ mand.

Brendan

Brendan er indvandrer fra Irland, der siger han kom til U.S. og forventede at se en amerikansk leder der var mere som John Wayne --- en beslutsom og tillidsvækkende fyr med ‘nosser’ - og ikke som Pee Wee Herman eller en europæisk lignende socialist uden rygrad.

Brendan har arbejdet i flere år i New York med byggeprojekter, herunder nogle, hvor Donald Trump var med. Han har bevidnet at Trump personligt har været sammen med arbejdere og ledere uden mellemled, ikke har været bange for at blive beskidt og forhandle benhårdt. Trump har aldrig mistet sin lavere klasses accent, som han lærte i Queens, og han blev aldrig accepteret at den storsnudede New York elite som en af deres.

Men han er altid blevet respekteret, accepteret  og holdt af af arbejderklassen som en “folkets milliardær.” Brendan ser ingen vrede blandt Trumps støtter, men snarere optimisme og kærlighed til landet. Han afviser også de der sammenligner Trump med Mussolini eller Hitler. Trump har været i offentlighedens søgelys i næsten 70 år, kører en meget stor virksomhed, har produceret TV show, og ingen har klaget over at han handler som en despot. Tror du ikke, at hvis Trump havde selv det mindste spor af en diktator i sig, at så ville en eller anden have sagt det og medierne ville have udbasuneret det over hele verden?

Brendan holder også af Ted Cruz og deler mange af hans ideer. Men selvom Cruz blev præsident, siger Brendan, skal han være heldig, hvis han bliver i stand til at implementere 10% af sine ideer Trump, med sin evne til at overvinde forhindringer, vil muligvis få 70% gennemført. Brendan deler ikke 100% Trumps forslag, men ville hellere se 50% af dem gennemført, end de 10% hos Cruz, eller 0% af Bernies eller Hillarys.

Ann

Ann har her for nylig taget afstand fra feminismen, fordi som hun beskriver det ser et svigt af kvinders rettigheder hos feministernes ledere. Den politisk korrekte, venstreorienterede ledelse har intet gjort for at gøre noget mod undertrykkelsen af kvinder i Sharia dominerede samfund, og fortsætter med at være imod ethvert forsøg på at hindre spredningen af de patriarkalske og kvindefjendske Sharia værdier gennem muslimsk indvandring . Amerika. Med Anns ord, ved at støtte pro-Sharia multikulturalisme har feministerne på effektiv vis stillet sig på samme side som mandlige chauvinister når det drejer sig om kvinders rettigheder.  

Ann hopper ikke med på vognen om at Trump er mod kvinder, idet hun siger at når man giver kvinder særrettigheder fordi de er kvinder så er det nedværdigende. Hvis man kræver lige behandling, så må man være klar til netop lige behandling. Man kan ikke slå Hillary, hvis man er alt for optaget af at skåne hendes følelser. Vi er trods alt voksne individer.

Samtidig med de bekæmpede patriarkalske tendenser i vort samfund, siger hun, gik de radikale venstreorienterede feminister for langt og smadrede det at være mand, sammen med faderskab. Det er rigtig dårligt for familierne, for børnene og især for kvinder. Ann ser Trump som en succesrig model for mænd og en faderfigur. Hvis han ikke var ‘ægte’ hvordan ville hans børn så have klaret sig.

Venstrefløjen har kastreret vore mænd siger hun. Fædre i populærkulturen gik fra “Far ved bedst” til Homer Simpson, målet for alle vittigheder og den som blev gjort til grin. Børn uden ‘fædre’ voksede op, og så The Simpsons og den latterlige faderfigur. Hun siger Trump vil være faren der kommer hjem til et vildt selskab, får børnene til at rydde op, gøre rent, sparker ballademagerne ud og lægger sag an mod deres forældre for de skader de har forårsaget.

Ann anser nutidens kastrerede mandeklasse som en der har mistet evnen til at forsvare os. Hun ser “mænd” i Europa der intet gør for at beskytte deres kvinder eller deres nationer mod organiseret systematiseret Sharia opildnende “gæster” og forudser det også vil ske hos os, hvis vi ikke ændrer kurs.

Hun så de ‘drømmende’ personer uden rygrad der ønsker at Bernie Sanders skal sikre dem deres evige barndom, og hun beskylder venstreorienteret uddannelse for at forkrøble sind og sjæle. Det værste er, at disse unge ‘dørmåtter’ hader, ikke de som gjorde dem til det de er, men de som stadig har ranke rygge. Ann tror vi er ved at gå ind i en tidsalder med frygt og nedgørelse, hvor enhver med en ‘rygrad’ automatisk opfattes som fascist, racist, homofob, islamofob og så videre.

Trump giver amerikanske mænd lov til at være mænd igen, at sige hvad de mener og stå med rank ryg uden at føle skyld eller frygt, siger Ann. Hun citerer Billy Graham: “At vise mod er smitsomt. Når en tapper mand står fast på et standpunkt styrkes rygraden hos andre ofte.” Det kan ikke undre at Grahams søn støtter Donald Trump.

Med Trump som præsident vil en ny generation af amerikanere få chancen for at vokse op med en rygrad, med en positiv mandlig rollemodel der kan kompensere for deres fædre, der enten ikke er der eller er blevet kastreret. Hans kampagneslogan kunne også være “Mænd vær dog mænd igen!”  

Efter syv år med pine at have betragtet vor Øverstkommanderende kanin hoppe ned af fly og helikopterramper, kæmpe for at løfte vægte på et halvt kilo, kaste som en pige i baseball og være klædt i små cowboy klæder, så har landet i sandhed brug for en maskulin vækkelse.

Det at en stærk, mandig mand kommer tilbage i vor kultur vil være virkelig gode nyheder for kvinder, der er blevet dødtrætte af at være enlige mødre, skulle kæmpe konstant og demonstrere, siger Ann. Og Amerika vil få chancen for at få sin følelsesmæssige og psykologiske sundhed tilbage, sin optimisme, og positive indstilling der har været savnet så længe.

Colin

Colin havde succes som international danser og koreograf, fra optræden til at undervise i såvel klassisk ballet og moderne dans, fra at optræde på Broadway til at koreografere danse for nogle af de mest berømte popstjernen, hvis navne jeg ikke vil fremføre. Colin er ikke bøsse og bor sammen med sin kæreste og har gjort det i mange år. Han ejer også en betragtelig samling våben, holder af at gå på jagt og fiske og kører i en SUV. Han har været overalt på kloden, og blev min nabo her i Florida, hvor vi blev gode venner og vi har været meget sammen om musik og fortælle historier.

Colin talte aldrig om politik og hver gang jeg eller en anden berørte emnet så begyndte han at nynne højt - slut med den debat. Indtil sidste sommer, da han besluttede at støtte Donald Trump. Ikke alene har han sagt det til alle sine venner og naboer, hvoraf nogle er gennemført venstreorienterede, han har også ringet til alle på hans telefonliste og opmuntret dem til at stemme på Trump, han er således en frivillig i Trump kampagnen.

Grunden til den pludselige ændring var at han for første gang hørte en præsidentkandidat sige noget der virkelig gav god mening. Alle de andre, ifølge Colin, var veltrænede væsler der blot fremført udenadlærte formuleringer, som han øjeblikkeligt kunne skelne gennem sin professionelle baggrund. Trump taler lige ud af pose, krydrer ikke sine ord, kalder tingene ved deres rigtige navn, og benytter et stærkt sprogbrug, om nødvendig, uden at bekymre sig om hvad samfundet og medierne mener om det bag hans ryg. Jeg kunne ikke lade være med at bemærke, at på en måde beskrev Colin sig selv. Hvis han nogensinde skulle gå ind i politik, ville han agere på samme måde - på nær hårpragten.

.

Christina

Christina har en PhD i litteratur, men hendes akademiske karriere sluttede da hun gik fra venstreorienteret til åbenlys konservativ. Al hendes tidligere aktivisme med at hjælpe familier i bykerner, at være involveret bosættelsesprogrammer for flygtninge, at arbejde med ACLU og andre venstreorienterede aktiviteter betød intet længere. Hun blev som spedalsk og mistede snart sit arbejde.  

Siden da har hun været aktiv i lokale Republikanske og Tea Party cirkler, og har udstillet råddenskaben i Amerikas uddannelsessystem, bekæmpet Common Core, og organiseret bogturneer for konservative skribenter.

Hun betragter Trump som den eneste kandidat der ikke godtager den neurotiske identitets politik der nu for tiden gennemsyrer begge partier. Med sin erfaring mener hun at identitetspolitik og politisk korrekthed er motivatorerne bag fascismen i dagens Amerika. Trump er den mest anti-fascist af kandidaterne - og også den mest optimistiske.

Det første Trump rally hun overværede var anderledes end alle de andre politiske begivenheder hun har oplevet, der ellers plejer at have deltagere fra partieliten. Menneskemængden i denne forsamling var ikke særlig politiske, mange af dem var med for første gang - de som ikke gider beskæftige sig med den seneste lille ballade i DNC eller GOP eller Tea Party. Christina mente det er meget betydningsfuldt.

Der var ældre personer, unge familier, teenagers, sorte, hvide og en del sydøstasiater. Dette var i Norcross, Georgia, der har en af de mest etnisk varierede befolkninger i Syden og måske i U.S. Det er et sted hvor rigtig mange flygtninge placeres og tiltrækker også immigranter fra Indien, Asien og Afrika.

Hun forstår ikke, hvordan nogen i GOP kunne være så bagstræberiske så de ikke kan se at dette er en helt særlig lejlighed til at skabe fremgang for GOP. Trump alene har evnen til at ‘flytte’ mennesker mod konservatismen, forstår GOP da ikke det? Christina ser Trump som et læreeksempel på en der har evnet at at gå frem mod konservative værdier i sit liv, og han kan få flyttet andre i samme retning.

Hun opponerer mod den forestilling at Trumps støtter er vrede. Folk er slet ikke vrede, siger hun, de er optimister. Det var den slags optimisme folk følte da Ronald Reagan blev valgt. Trumps budskab er patriotisk og positivt, hyldende Amerikas dyder og værdien af hårdt arbejde og det at klare sig selv. Det er trist at Det Republikanske Parti ikke kan se det ekstraordinære positive budskab Trump leverer, og den positive ånd den modtages i.

I det øjeblik kunne valget have været GOPs, om de ikke havde iværksat et koordineret angreb på Trump og hans følgere. Redaktørerne på National Review og andre af deres slæng burde gå på knæ og fejre deres held ved at nogen som Trump kom i dette særlige øjeblik i amerikansk historie. Men i stedet er de så rasende at de smider med sandet i sandkassen og ter sig som forkælede unger.

Prøv at forestille dig hvor anderledes hele racet ville være dersom GOP ikke havde forsøgt at lægge gift ud for Trump og hans støtter siger Christina. Hun tror at hvis de bare havde været neutrale, da ville partiet lige for tiden vokse og vokse. Landskabet i vælgerkorpset ville skifte mod konservatismen og bort fra de venstreorienterede. Men det var mere vigtigt for partiets elite at kontrollere folk end at lytte til dem.

* * *

Med risiko for at støde mange af mine venner fra mig (hvis de stadig læser med, naturligvis) så lad mig sige, at jeg deler alle de holdninger jeg har beskrevet og selv har masser at føje til, men det kan måske komme i mit næste essay.

Oleg Atbashian, a writer and graphic artist from the former USSR, is the author of Shakedown Socialism, of which David Horowitz said, "I hope everyone reads this book." In 1994 he moved to the U.S. with the hope of living in a country ruled by reason and common sense, appreciative of its freedoms and prosperity. To his dismay, he discovered a nation deeply infected by the leftist disease of "progressivism" that was arresting true societal progress. American movies, TV, and news media reminded him of his former occupation as a visual propaganda artist for the Communist Party. Oleg is the creator of a satirical website ThePeoplesCube.com, which Rush Limbaugh described on his show as "a Stalinist version of The Onion." His graphic work frequently appears in the American Thinker.

http://www.americanthinker.com/articles/2016/03/some_of_my_best_friends_are_trump_supporters.html#ixzz44BMakYsR

Nogle af mine bedste venner støtter Trump

Hvorfor nogle af mine bedste venner er Trump støtter

Del 1 af 2.

Oleg Atbashian

Trump støtter er måske den eneste vælgergruppe i denne nations historie der er blevet så nederdrægtigt og vedholdende nedgjort, og det på en meget koordineret facon, af begge politiske partier. Samtidig vides der ikke særlig meget om dem, trods den seneste strøm af artikler der forsøger at forklare fænomenet. Problemet med det er at skribenterne indrømmer at de ikke selv kender nogen Trump støtter.

Nuvel, jeg kender tilfældigvis en hel del af dem personligt. .

For lige at slå det fast. Jeg kan ikke stemme fordi jeg ikke er amerikansk statsborger, endnu, og det trods mine bedste og årtier lange bestræbelser - men lad immigrationssystemets noget besynderlige prioriteter ligge til en anden gang.

For det andet. Jeg vil gerne danne mig min holdning om kandidaterne og deres støtter uafhængigt af andre, uden at skulle tage imod råd fra klogeåger i medierne eller Facebook beskeder fra pro-Cruz bekendte.

For det tredje så kan jeg lide såvel Cruz som Trump. Jeg er ikke så ‘forelsket’ som nogle er. Jeg er blot pragmatiker. Jeg holder af enhver der kan standse Amerikas rutschetur mod socialismen eller endnu bedre helt ændre den kurs. Jeg indser også at Amerika er nået det punkt, hvor det at have store ideer ikke længere er nok.For at ryste systemet og få gang i økonomien skal den næste præsident også være en virkelig stor forandrer og en der ryster ‘posen.’

Da jeg altså ikke kan stemme, er jeg blot en objektiv observatør af amerikansk politik, og jeg kan bedømme processen ud fra min erfaring som tidligere Sovjet borger, der under den ‘glorværdige’ Sovjetunionen af Socialistiske Republikker blev tvunget til at stemme i valg med kun en kandidat, som jeg ikke kendte eller sådan set var ligeglad med.  

Den 100% stemmeafgivelse i Sovjet var sådan set det totale apati. De fleste smed blot stemmesedlen i boksen uden at have læst den. De lejlighedsvise sjældne tegn på passion var stemmesedler, hvor navnet var streget ud og man med store bogstaver skrev - BLODSUGERE HELE BANDEN. De stemmesedler blev så sorteret fra så KGB kunne foretage skriftanalyse. Det at stemme var blevet et periodisk ritual af lydighed og overgivelse til den magtfulde stat og en påmindelse om at vi alle var lige slaver i vor herrers øjne.

Den erindring, erfaring gør amerikanske valg endnu mere interessante. Først er der primærvalgene, hvor kandidater fra hvert politisk parti stiller sig op i en slags cirkelformet ring, hvor de så forsøger at skyde hinandens karakter og ry ned. Kun få af dem bliver stående, deres tilhængere begynder at kæmpe og dæmonisere de andre på de sociale medier til et punkt, hvor en objektiv betragter må erkende, at hver kandidat kunne se ud til at være en korrupt og umoralsk slyngel og sådan set det værste menneske på jorden.

Så endelig, vil de to overlevende kandidater fra hvert deres parti, alvorligt såret og blodige, begynde at banke løs på hinandens sår under det ‘store’ valg, og deres tilhængere fortsætter med at bekæmpe og dæmonisere hinanden på de sociale medier. Den der stadig står oprejst i november måned erklæres så Lederen af Den Frie Verden.

Sådan ser det ud for de fleste udlændinge, især hvis de ikke er bekendt med forskellene mellem de to partier og kun får deres viden fra de førende medier der altid fremhæver det ene parti og lader som om de er fair over for det andet, Demokrati er den værste form for regering, når man ser bort fra alle de andre, sagde Winston S. Churchill og han havde virkelig sine egne politiske sår som bevis på den påstand.

Dette års valg passer især på denne karikatur. Den kraftigste ild fra alle mediernes skydehuller og smuthuller rettes mod Republikanernes førende kandidat Donald Trump og hans støtter. De blive beskrevet som værende uden uddannelse, uden dannelse, vrede, hævngerrige, racistiske, fremmedfjendske og direkte dumme.

Skribenterne bag disse udgydelser skriver som regel fra  Boston -New York -Washington korridoren, og så hævder de, at de bare ikke kender nogen der kan lide Trump. Men hvordan kan de dog skrive om noget de ikke kender? Når valget er flydende, når tingene sker hurtigt lige nu og her, og når der ikke eksisterer nogen pålidelige historiske data, så må vi stole på de personlige erfaringer og hvad anekdoterne beretter. I fraværet at sådanne, udfylder disse skribenter blot ‘hullerne’ i deres viden med deres egne fordomme, nærmest på samme måde som Middelalderens kortmagere markerede ikke udforsket område med “her er der drager.”

Sandsynligheden for at Trumps støtter befinder sig lige rundt om dem, selv i deres egne familier er til stede, og grunden til disse skribenter ikke kan se det er deres eget snobberi. Ingen bryder sig om at blive kaldt dum, få sin intelligens betvivlet eller formodes at være et umælende flokdyr, og mange har bare ikke tid til at standse og forklare deres grunde hver gang en #Nevertrump aktivist føler, at nu skal der hældes skidt og møg ud over Trumps vælgere. Mange vælger så at være tavse.

Denne undersøgelse forklarer, hvorfor mange meningsundersøgelser undervurderer støtten til Trump. Trump har konstant stået bedre i meningsundersøgelser baseret på anonyme tilkendegivelser online, og telefoniske undersøgelser, fordi hans støtter ikke gerne offentligt viser hvem de er. Med andre ord.  offentlig udskamning, afskrækker ikke Trumps støtter, men forårsager at de holder lav profil.

Beskriver dette ikke også, hvordan flertallet af amerikanere har haft det i de seneste årtier, konstant blevet udskammet til tavshed af de “progressive” medier, af uddannelsessystemet og det kulturelle etablissement? Jeg ved det alt for godt fordi jeg har arbejdet i New Yorks “progressive” miljø. Mine kolleger ville spørge mig om livet i USSR, og jeg fortalte dem præcist, hvad jeg mente om socialismen og politisk korrekthed indtil jeg indså at de fleste af dem ikke brød sig om mine svar, og dermed skadede jeg mig selv. Nogle gav mig frygtsomme blikke, andre holdt inde med at tale med mig. Jeg kunne ligeså godt have sagt at livet i USSR var som livet i New York, hvor folk må lære at tie stille og se sig over skulderen før de siger noget der kunne ligne en politisk udmelding. Tænk at være emigreret til et frit land og opleve noget sådant. Jeg følte historien gentage sig. Indtil nu.

Tænk lidt over denne historie: Der boede et apatisk tavst flertal, nedgjort af dets ledere og de officielle medier, og de troede det aldrig ville høre op. Men en dag hændte miraklet, de hørte pludselig en stemme der netop gav udtryk for deres forbudte tanker - noget de havde været bange for at ytre offentligt, selvom det sådan set blot var almindelig snusfornuft - ord ikke floromspunden retorik og formfuldendte sætninger, men leveret ganske råt for usødet som fra et almindeligt menneske - direkte og sande ord, givet ud fra et sundt sind og fra den største talerstol i nationen. Millioner af mennesker genkendte den som deres egen stemme - tavst i begyndelsen, men og mere tydelig som tiden gik - til et punkt hvor de gik på gaden for at forsvare ham trods en voldelig og farlig opposition fra den yderste venstrefløj.

Jeg skriver naturligvis om Mikhail Gorbachev og den reaktion han i begyndelsen fik fra Sovjetlederne da han indledte sin Perestroika og Glasnost i USSR. Jeg erindrer det meget klart, fordi jeg var en af dem. Gorbachev var ikke perfekt på nogen måde, og alligevel påbegyndte han en proces der rystede de korrupte i det etablerede, og afsluttede styret af det magtfulde Kommunistparti, fik liberaliseret økonomien og åbnede landet for en ærlig debat om problemerne. Parallellerne med Donald Trump, hans budskab og hans appel til Amerikas tavse flertal er slående.

At Sovjetunionens problemer viste sig nærmest uforsonlige var ikke Gorbys fejl, landet havde i lang tid været uden mulighed for at komme sig efter 70 år med et hensynsløst socialistisk eksperiment. Amerika er ikke kommet så langt ud, men den vilde popularitet af socialisten Bernie Sanders med det “skrigende mindretal” at unge vælgere kan være en indikation af, at dette valg kan være Amerikas sidste før vejen fører ud over klippekanten.

Fordi Trump giver det tavse flertal en stemme det kan være grunden til han fører. Nogle andre faktorer vil blive tydelige hvis vi ser på hans individuelle støtter. Jeg ved hvem de er, fordi de ikke er bange for at åbne sig for mig. De ved at ulig de etablerede skribenter, vil jeg ikke kalde dem øgenavne eller forsøge at udskamme det tavse flertal til tavshed. Af samme grund benytter jeg ikke deres rigtige navne.

Følg med i del 2 snarest her på synopsis.

Oleg Atbashian, a writer and graphic artist from the former USSR, is the author of Shakedown Socialism, of which David Horowitz said, "I hope everyone reads this book." In 1994 he moved to the U.S. with the hope of living in a country ruled by reason and common sense, appreciative of its freedoms and prosperity. To his dismay, he discovered a nation deeply infected by the leftist disease of "progressivism" that was arresting true societal progress. American movies, TV, and news media reminded him of his former occupation as a visual propaganda artist for the Communist Party. Oleg is the creator of a satirical website ThePeoplesCube.com, which Rush Limbaugh described on his show as "a Stalinist version of The Onion." His graphic work frequently appears in the American Thinker.

http://www.americanthinker.com/articles/2016/03/some_of_my_best_friends_are_trump_supporters.html#ixzz44BMakYsR

Bortførers politiske tilhørsforhold - har det betydning?

Ariel Castro, Cleveland Kidnapper, er Demokrat

Oleg Atbashian

Ifølge vælgerregistreringsoptegnelserne er Ariel Castro, bortføreren af 3 kvinder i Cleveland en registreret Demokrat. Han var også den formodede leder af de tre Castro brødre, der blev arresteret i denne uge, og ejer af huset på 2207 Seymour Avenue, hvor de tre bortførte lokale kvinder blev holdt fangen i over et årti.

Hvorfor er det nu vigtigt? Når en forbrydelse eller en skandale oprører nationen er mønstret i de førende medier enten at udpege ‘synderen’ som Republikaner eller være tavse -- og så kan vi være helt overbevist om at misdæderen er en Demokrat.

Når identiteten eller partitilhørsforholdet endnu ikke er kendt, er det sædvanen offentligt at spekulere i muligheden af at den kriminelle er konservativ, kristen, hvid, Republikaner og et medlem af Tea Party -- og aldrig at han kunne være en hispanic Demokrat der spiller bas i et Meringue band.

I nutidens opslittende klima er en overtræders identitet altid et politisk emne, især når en forbrydelse går ud over kvinder og er udført af mænd. Ifølge Daily News, “Det naboerne så var rædselsvækkende og umenneskeligt: Nøgne kvinder i hundesnore, der kravler rundt i skidt. En dame der holdt om et barn og slog på vinduer efter hjælp.”

Hvis nogen af brødrene var Republikaner, så ville denne nyhed være blevet blæst op i de førende medier som gyldigt bevis på Den Republikanske Krig mod Kvinder -- et eventyr opfundet af Demokraternes strateger og fasthold at medier i en succesrig bestræbelse på at slå de Republikanske kandidater i 2012 valget.

 

Når en ægte ‘krigshandling’ mod kvinder udføres af en Demokratisk vælger, og det på en måde de selv de nidkære Demokratiske strateger ikke kunne have forestilllet sig  i deres værste mareridt -- omfattende bortførelse, tilfangetagelse, voldtægt, tortur, elendig ernæring, gennembankninger selv under graviditet og at slå babyer ihjel -- da mener medierne ikke partitilhørsforholdet er relevant.

Jeg hævder heller ikke det er sådan. Det som dog er relevant er den hensynsløse mediedagsorden med forhånelse og nedværdigelse af konservative og Republikanere.

Noget utilfreds med den overordnede mediedækning besluttede en af vore læsere selv at foretage en undersøgelse af Castro brødrenes partitilhørsforheold og overdrog mig som skribent sine resultater med denne note:

“Jeg kunne intet finde om deres politiske holdninger i aviserne, hvilket er et tegn på at de IKKE er Republikanere. Jeg har søgt over hele landet i vælgerregistreringsoptegnelser og fundet denne gigantiske fil. Det er nu officielt: Cleveland bortføreren er en registreret Demokrat. Dette besvarer spørgsmålet om, hvilken side der faktisk ønsker barfodede, uvidende og gravide kvinder.”

Endnu et godt spørgsmål er, hvad der fik denne læser til at endog bare overveje denne forskning? Tilsyneladende er han en af mange Republikanere som den fortsættende medieforhånelse har givet grundlag for hele tiden at sig over skulderen og ved enhver antyning af problemer, lige tjekke om den skyldige kunne være Republikaner, og så med et lettelsesn suk konstatere at det ikke var tilfældet.

Det er ikke et godt symbol på en sund nation når et stor del af landets befolkning, herunder mænd og kvinder af alle hudfarver og etnisk baggrund systematisk og uretfærdigt bliver nedgjort og fordømt af et andet segment af landet med hjælp af medierne og det politiske etablissement, der skaber et fjendtligt kulturelt arbejdsmiljø, der igen medfører vedholdende følelser præget af bekymring, ubehag, frustration og angst.

Måske er det på tide at udvide ordbogens definition af intimidering, som kunne lyde:

 

POLITISK INTIMIDERING: Systematisk og fortsat plagen af et parti eller en gruppe, herunder fornærmelser, forhånelser og påstande med den hensigt at forvirre, skabe vrede og demoralisere politiske modstandere. Metoderne kan omfatte, fordomme, personlige verbale angreb, forsøg på at anvende pres på Kongressen for at få en lov vedtaget, tvinge nogen til at trække sig eller give politiske begunstigelser, afpresning (Jeg går direkte efter din chef, medmindre du ændrer din holdning på visse områder), eller blot sadistisk glæde ved at gøre nogen angste eller ængstelige.

På en måde forsøger den Demokratiske politiske maskine, der omfatter de førende medier, at gøre det ved Republikanere og resten af landet som Castro brødrene gjorde mod de kvinder de bortførte og med tvang “tog sig af.”

Det er derfor nyheden om at Ariel Castro er Demokrat kan være ganske så relevant.

http://www.americanthinker.com/2013/05/ariel_castro_cleveland_kidnapper_is_a_registered_democrat.html#ixzz2So9Ut1wK

Spillet om hjernen -en socialistisk manual

Spillet om hjernen. En socialistisk manual

Oleg Atbashian

Vi bliver leget med; det er på tide vi lærer Spillets regler

Konservative har deres Constitution. Progressive har deres narrativ. Den nuværende kamp om Amerika står mellem disse to koncepter, og hver side benytter regler der er vanskelige af bekæmpe.

Det ene sæt regler er vedholdende mod et uforandret formål: Begrænset regering og individuelle friheder. Den anden sides regler er ustabile lige som deres mål, der aldrig er fuldt ud afsløret udover de evindelige henvisninger til rimelighed, og de stærkt overdrevne former for retfærdighed. De skal bare være ikke til at gennemskue og nærmest benægte deres hensigter indtil den tid da den amerikanske vælger ikke længere væmmes over ordet “socialisme.”

Dog er reglerne ikke vanskelige at pege ud. Man kan kende en fugl på fjerdragten, socialister kan kendes på deres Plan.

 

Først forsøgt og forfinet i USSR er Spillet siden blevet populariseret over hele verden, det har antaget forskellige former, navne og farver -- fra rød til brun til grøn. Det er nu ved at få tag i United States under Obama kampagnens reklamer med blå bannere.

Samfundets love og menneskets natur er sådan, at socialismen kun kan blive nået gennem visse skridt og ved manipulationer. For eksempel er den eneste vej til at opnå materiel lighed at konfiskere andres ejendom og overdrage den til andre. Det nødvendiggør en centraliseret tvangsmekanisme, omfordeling og kontrol. Et sådant system giver ekstraordinær korrumperende magt til en lille centraliseret elite, men resten af borgerne forvandles til en uvidende medløbende hjord.

Alle de der hævdede at det kan gøres anderledes blev dømt til at betræde den samme sti. Når man først frigør kollektivismens gamle styrker så har man to muligheder: Kontrol over menneskeflokken eller blive trampet ned.

Udgyde blod er altid en mulighed, men der er også en ‘renere’ metode til at kontrollere flokken ved at manipulere med deres tankegang med kollektivistens stokkemetoder, moralbegreber og en fiktiv fortælling der overtrumfer virkeligheden.

Lad os kalde det Spillet om Sindet ved Manipulerende Illusioner.

Det Spil har eksisteret siden Kain og Abel, men blev udviklet til en kunstform i det 20. århundrede med fremkomsten af totalitære regimer bevæbnet med statskontrolleret uddannelser, underholdning og medier.   

                                                

For at et diktatur kan køres effektivt skal et tilstrækkeligt antal mennesker give regimet en moralsk licens til at herske over sig. Spillet om Sindet ved Manipulerende Illusioner sikrer og udvider en sådan licens.

Selv Sovjet kommunisterne med alle deres redskaber til undertrykkelse og frygt, med al deres magt over enhvers liv og død var dog stadig presset til at spille med om sindene ved at få folk til at føle sig godt tilpas med Partiet. Mod slutningen slappede de af med Spillet og mistede deres greb om medierne, underholdningen og accepterede Glasnost politikken. Når de først havde mistet evnen til at kontrollere folkets hjerter og tanker så mistede de også deres moral-licens og med den landet.

Spillet kan mutere og tilpasse sig forskellige kulturer, men grundreglerne er altid de samme som følger:

Socialismen handler ikke kun om at overtage dine penge; det handler også om at få dig til at hylde dine omfordelere og dine frelsere. Du forventes at have det godt med at være frarøvet muligheder, talenter og succeser. Du må være enig i at “du ikke opbyggede det.” Der skal være en populær konsensus om at de krummer du får tilbage fra regeringen er et tegn på omsorg og storsind -- ikke en sølle fraktion af din faktiske indkomst.

Sidst men ikke mindst skal du oprigtigt tro på at de som forsøger at beskytte dig fra tyvene faktisk er dine fjender og fortjener at blive smadret.

At opbygge og fastholde en sådan illusion i kæmpeskala kræver deltagelse af medie-, uddannelses- og underholdsningsindustrierne i et koordineret langvarigt propagandaprogram og kampagne.

Når først illusionen når en kritisk masse så bliver de der er berørt af den immune over for kendsgerninger tal, eller fornuftsargumenter. At konfrontere dem med logik vil kun være årsag til mere uforsonlighed, at der benyttes øgenavne og undertiden vold.

Det lille illusionspsil som Præsident Obama kører under etiketten “skattenedsættelser for mellemklassen er del af det større Spil; det indeholder alle de ovennævnte elementer.

Planen er at vedtage endnu en udvidelse af Bush’s skattesænkninger - det vil sige - at holde status quo for de fleste - mens man udelukker familier med en samlet indkomst på over 250000 dollars. Sagt direkte, så er det skatteforhøjelse. Men at kalde ting ved deres rette navn ville være imod reglerne; dette er således Spillet nemlig skal spilles. 

 

Denne masseudsendte mail fra Obamas Deputy Campaign Manager Stephanie Cutter viser os spillet:

“Jeg håber du har haft en dejlig ferie og alt går godt. Jeg skriver med en hurtig opdatering af “den økonomiske krise” og hvordan du kan være berørt.

Lige nu beder Præsident Obama dig tænke over, hvad 2000 dollars om året betyder for dig og din familie - fordi det har Kongressen brug for at høre.

Senatet har vedtaget en lov der hindrer skatterne i at gå op for 98% af amerikanske familier, og beder de som har råd til det om at betale lidt mere. Hvis Huset følger trop, er Præsident Obama klar til at underskrive den lige i det øjeblik den ligger på hans skrivebord.

Hvis man ikke gør det, så vil en typisk familie på fire opleve at deres skatter vil stige med 2000 dollars på ganske få uger.

Præsident Obama beder Kongressen gøre det rigtige og handle inden Nytår, men han har brug for vor hjælp. Vi har en god sag her: Når vi lader vore stemmer høre og opfordrer Kongressen til at gå i gang -- uanset om det er sundhedsomsorgen, lån til studerende, reform af Wall Street eller "Don't Ask, Don't Tell" -- så lytter de.”

Se denne nye video om opræsidentens skatteplan og overvej at dele din historie: Hvad betyder 2000 dollar som året for dig og din familie?

At lytte til Obama nu, og man har endog særdeles vanskeligt ved at gætte at disse er de samme “Bush skattenedsættelser,” som han så ihærdigt førte kampagne imod før i tiden -- ligesom man aldrig ville have kunnet høre det fra hans tidligere taler, der i den grad forhånede “skattenedsættelser for de rige,” og som havde sparet middelklassefamilier for så meget som 2200 dollars om året.

Indtil for nylig blev de 2200 dollars behandlet som fortrolig information, som administrationen og de medløbende medier bedømte som værende ‘ikke spiselig’ for de uvaskede masser. Nu da Obama har vundet genvalget og har brug for at udskyde den økonomiske katastrofe forårsaget af hans første periode, ‘af-fortroliger’ han beløbet og benytter det som en paradeopvisning i My.BarackObama.com og som et væsentligt punkt i hans nye glorværdige kampagne for folket.

Enkelt sagt. Første miskrediterer Obama sin forgængers ide, så stjæler han den, kæder den sammen med en arbejdspladsdræbende skatteforhøjelse, og genintroducerer den som sin egen rigtig gode gave til de slidsomme masser. At dømme efter svar på Obamas officielle blog, WhiteHouse.gov og Twitter da tror mange af hans støtter at de faktisk får noget ud af det -- men i virkeligheden er de ved at miste det som de har på grund af prisforhøjelser, afskedigelser og nedskæringer.

Mens Spillet fortsætter så er det at være godt tilpas med en indbildt gave ikke længere nok. Der forventes at du deltager i spredningen af denne Orwell-fantasi ved at overdænge Kongressen med krav om skatteforhøjelser samtidig med man kalder det en skattesænkning. .

Slut dig til flokken og du vil opleve den kollektivistiske følelse af at høre til, at have en ret, og en magt ved at være med i den optimistiske Don Quixote klassekamp mod de mytiske vindmøller og alle de nederdrægtige kapitalister der kun har til formål at frarøve dig dine 2200 dollars. Glem talemåden “det var politik der fik os ud i det kaos”; denne politik er nu udelukkende om “at gøre det rigtige.”

Du ender med at have en oprigtig tro på at grådige virksomheder, Republikanerne, Tea Party og resten af de umoralske fyre der er imod Obamas politik er perfide fjender der bare fortjener at blive straffet og pisket.

Hvis du nu undrer dig over, hvad det er for en type ignorant, misinformeret og moralsk vildledte tåber der ville falde for hans trick så behøver du ikke se længere end til Obamas seneste 56% jobtal midt i en recession der er blevet unødvendigt forlænget.

Propagandisten i Det Hvide Hus, Stephanie Cutter kender sin demografi og konstruerer simple fraser hun tror den kan forstå. Imidlertid er der et spørgsmål der er tilbage: Hvis Obama vælgerne er den bedste og den klogeste halvdel af denne nation, hvorfor taler Ms. Cutter så til dem som var hun en overpædagogisk børnehavelærerinde?

 

Spillet har en afdeling for alle, fra top til bund. Mens topspillerne opnår hidtil uset magt, så bliver de på bunden høje af den palliative illusion om sikkerhed og velfærd.

Den illusion er lige så magtfuld som den er afhængighedsgørende; den skære blotlægning af livets kendsgerninger vil forårsage at den afhængige vrider sig i smerte. Det er i sandhed massernes Oxycontin. Ingen præsidentkandidat kan vinde på et løfte om at skære ned; de som føler de har ret til en ‘smertefri’ tilværelse vil kun stemme for bedre og kraftigere illusioner. Jo mere afhængigheden spreder sig, des ringere er chancerne for at en realist nogen sinde igen vil kunne sidde i Det Hvide Hus.

Dette kan vare ved ligeså længe der er produktive skatteydere til at spytte i kassen. Når de engang også bliver afhængige, holder op med at producere, eller systemet løber tør for ressourcerne, så forvent en virkelig dødsens-alvorlig nedtur af episke proportioner. Indtil da så hold de rationelle argumenter for dig selv medmindre du ønsker at miste venner og blive uvenner med folk.

Hvis du fortæller dem der bare ikke er et smertefrit liv, så mener de om dig at du er en eller anden sadistisk fascist der stortrives med smerte og nyder at påføre smerte.

Problemet med den holdning er, at smerte er naturens måde at advare os om fare. Hvis det brænder så lad være at røre det. Hvis det gør ondt så undlad handlingen. Mennesker der er født uden evne til at føle smerte er ude af stand til at lære at redde sig selv og er dømt til at leve et kort liv med slag, buler, brændemærker, brækkede lemmer. Et smertefrit samfund ville være lige så lidt levedygtigt.

Det ægte valg er derfor mellem den lejlighedsvise skarpe smerte ved den individuelle anstrengelse og den sløve permanente smerte ved det kollektive uheld, da omfordelingsøkonomier altid ender med elendighed, mangel og korruption. Vesteuropas gradvise introduktion til socialismen er direkte proportionalt med den gradvise økonomiske og moralske nedtur som bevises ved de voldelige optøjer som svar på de uundgåelige besparelser. .

I USA vil det smertefri liv være endnu kortere, hvis landet falder ud over den økonomiske afgrunds kant.

Når de smertestillende midler ikke virker længere, så går Spillet ud på at rette den store vrede mod oppositionen.

Opfattelsen af en vedholdende kamp mod oppositionen skal være permanent og overtalende. Selv i tider med ro og velstand skal folket tro at oppositionen holder dem som gidsler og kun ved den faste, kloge vejledning af Folkets Leder kan de reddes fra en truende ruin. Når modstanderne er for få, for svage og for desorienterede til at kæmpe imod skal deres magt og indflydelse dog stadig overdrives.                                                                                          

Spillet har sin logik: For at socialismen kan fungere skal der være ensstemmighed og samtykke. Afvigelse fører til systemfejl, forårsager besvær for alle de som er i statens pleje. Dermed bliver afvigeren en forræder og en folkefjende. Behovet for at undertrykke oppositionen nødvendiggør en totalitær regeringsform. Selvom vi ikke er der endnu, så er dæmoniseringen af afvigerne allerede begyndt.

 

Indtil den tid kommer, hvor oppositionen kan elimineres fuldstændigt, så kan det at have opponenter være nyttig: Man kan stjæle deres ideer, drage fordel af deres ønske om at rette op på økonomien, og give dem skylden for sine egne fiaskoer. I mellemtiden skal visse regler følges for at kontrollere den offentlige mening og gennem den selve oppositionen.

Opretholde den opfattelse at være konstant under angreb. Undersøg ikke modstandernes synspunkter, besvar ikke deres argumenter. Miskrediter enhver mediekanal der giver dem en platform. Genenmtving følgende medieskabelon: Oppositionen er ond, forræderisk, ubegribelig, og psykotisk. Man kan ikke ræsonnere med den. De er inspireret af fascisme og finansieret af en konspiration af skumle oligarker. Tilsvin deres donorer. Uanset hvilken taktik du planlægger at fremføre, så anklag dem for de var først med den; fortsæt derpå som planlagt, beskriv dine tiltag som en nødvendig intervention. Frem for alt latterliggør, latterliggør, latterliggør!

Forestil dig et skuespil, hvor en teoretisk gruppe af venstre-fløjs radikale overtager Amerika ved at spille det Spil jeg har beskrevet; besvar så dette spørgsmål: Hvordan ville deres handlinger være anderledes end Obamas, Det Demokratisk Partis og deres allierede gøren og laden i dag?

De gode intentioner og denne fornemmelse af -godhedsretorik er blot ord. Hvis resultatet er det sammen så er det sådan. Vi taber.

Oleg Atbashian, a writer and graphic artist from the former USSR, currently lives in Florida.  He is the creator of ThePeoplesCube.com, a satirical website where he writes under the name of Red Square.  He is also the author of Shakedown Socialism.

http://www.americanthinker.com/2013/01/the_socialist_mind_game_a_brief_manual.html#ixzz2GjzEo4Rj