Flere holdes som slaver i dag end nogensinde før

Mark J. Perry

I sin fremragende bog The Thomas Sowell Reader, som jeg kan anbefale på det kraftigste giver Thomas Sowell indsigtsfulde kommentarer om slaveri i kapitlet “Fordrejet Historie.” 

Den mest tragiske kendsgerning ud af mange om slaveriets historie er den mest forbløffende for en amerikaner i dag, at selvom slaveriet fandtes over hele verden og det i årtusinder, var slaveriet som institution ingen steder et kontroversielt problem før det 18. århundrede.

Mennesker af alle racer og hudfarver blev holdt som slaver - og holdt andre som slaver. Hvide mennesker blev stadig købt og solgt som slaver i Osmannerriget, og det i årtier efter at Amerikas sorte blev sat fri. 

Alle hadede ideen om at være holdt som slave, men kun få havde betænkeligheder ved at holde andre som slaver. Slaveriet var som sådan ikke en udfordring, heller ikke blandt intellektuelle, og langt mindre blandt politiske ledere. før det 18. århundrede. Kun i Vestens civilisation blev slaveriet et problem. 

Blandt de som vendte sig mod slaveriet i det 18. århundrede var George Washington, Thomas Jefferson, Patrick Henry og andre amerikanske ledere.

Man kan forske i det 18.århundrede eller Mellemøsten uden at opdage nogen sammenlignelig afvisning af slaveriet der. Men hvem er det der forhånes i dag og udsættes for kritik? Amerikanske ledere i det 18. århundrede. 

Af beslutte at slaveri er forkert var langt lettere end at gøre op med hvad der skulle gøres med de millioner af mennesker fra et andet kontinent, af en anden race, og uden historisk forudsætning for at bo som frie borgere i et samfund som det I United States, hvor de udgjorde 20% af befolkningen..

Ud fra privat korrespondance hos Washington, Jefferson og mange andre er det tydeligt at deres moralske forkastelse af slaveriet var uden forbehold, men den praktiske løsning på hvordan det skulle håndteres gjorde dem til dels handlingslammede. Således gik der mere end 50 år.

I 1862, ankom et slaveskib fra Afrika til Cuba - en krænkelse af forbuddet mod international slavehandel, og the U.S. Navy tilbageholdt det. Mandskabet blev fængslet og kaptajnen hængt i the United States - trods den kendsgerning at slaveriet stadig var lovligt på det tidspunkt i Afrika, Cuba og i the United States. Hvad kan vi udlede af det? At det at holde slaver blev betragtet som en vederstyggelighed. Men hvad skulle man gøre med de millioner af mennesker der allerede var slaver - det var ikke lige så oplagt. 

Spørgsmålet, udfordringen blev endelig afgjort ved en krig (620000 Civil War ofre). Et liv gik tabt for hver sjette frisat menneske (3,9 millioner) Måske var det eneste løsning. Men vi må ikke forestille os i dag at det var en let løsning- eller at de som skulle gøre op med dilemmaet i det 18. århundrede var nogen særlig slemme skurke, især ikke med tanke på at de fleste ledere og de fleste mennesker rundt om i verden ikke anså slaveriet som noget forkert.

I september 2003 udgaven af National Geographic var en artikel om de millioner der stadig holdes som slaver rundt om i verden netop nu. Men hvor er den moralske indignation over det? 

Ifølge artikelen i National Geographic med titlen“21st Century Slaves“:

Der er anslået 27 millioner mænd og kvinder og børn i verden der er slaver - deres bevægelsesfrihed er stærkt begrænset, de er tvunget til at arbejde, de kontrolleres gennem vold, eller behandles som var de en vare eller ejendom. 

Således er der flere slaver i dag end det antal der kom fra Afrika gennem de fire århundreder med transatlantisk slavehandel (anslået 11 millioner samlet, og cirka 450000, eller cirka 4% af det antal blev bragt til the United States)

Den moderne ‘handel’ med mennesker, ved ulovlige stoffer og menneskehandel (traficking) på globalt plan - og ødelæggelsen af masser af liv, er enorm

MP: God pointe, Dr. Sowell — hvor kan man se den moralske indignation ved denne interessante kendsgerning??

https://www.aei.org/carpe-diem/thomas-sowell-on-slavery-and-this-fact-there-are-more-slaves-today-than-were-seized-from-africa-in-four-centuries/

Garanti for utilfredshed og ulykke - Overbeskyttelse

 Overbeskyttelse en garanti for utilfredshed og ulykke

ITXU DÍAZ

Min far plejede at følge mig til stoppestedet hvor skolebussen holdt hver morgen. Jeg blev lidt ældre og en dag, efter morgenmaden, sagde min far, “Det er på tide du selv går.” Jeg blev lettere hysterisk for at se om jeg kunne få ham til at ændre mening, som om jeg tilhørte en historisk ignoreret minoritet, men min tale om social uretfærdighed påvirkede ham ikke. 

Min far havde travlt og kunne ikke mere følge mig. Nu skulle jeg være modig og tage de 20 skridt over gaden og stille mig sammen med de andre børn ved stoppestedet. 

Jeg gik ned af gaden vred og skræmt (som barn blev jeg ikke opfattet som Rambo i skolen). Jeg ønskede at det skulle gå hurtigt med de 20 skridt fra det ene fortov til det andet. Ideen var at gøre det uden at tænke, hurtigt, så jeg ikke fik tid til at være bange. Udmærket gennemtænkt, men elendigt udført. Jeg blev ramt af en bil.

Fyren der ramte mig var idiot. Jeg mener ikke kun et fjols der kører over et barn (jeg blev kastet et par meter, men var i stand til at springe til side i tide, og blev sådan set ikke fysisk skadet) og så beslutter han at rulle vinduet ned træde på speederen og råbe: “Næste gang får jeg dig, og så slår jeg dig.”

Naturligvis græd jeg, blev samlet op af en god Samaritaner og fulgt hjem, hvor jeg blev mødt af en bleg og samvittighedstynget far. Men det interessante i historien er ikke min far, heller ikke den hyæne der kørte mig ned og derpå skældte mig ud, heller ikke den kendsgerning at jeg skræmt til døden over hans skrigen som en orangutang tissede i bukserne. Det virkelig interessante er, at jeg på eet sekund opdagede at verden er barsk. Den dag blev jeg ‘voksen.’

 

Så den første gang jeg så på verden uden at holde min far i hånden opdagede jeg at der er dårlige mennesker, at der er idioter (og blinde) bilister, at det at skynde sig ikke altid er en god ide, at vi blot er på gennemrejse her på jorden, at ved en ulykke er det far der lider mest, at være i god tid til skolebussen er overvurderet, at en smuk dag i maj kan smadres om morgenen uden at have lyttet til nyhederne eller noget andet. De små lektioner vi nægter vores børn nu til dags. 

Man plejede at sige, at hvis du vil have et dumt barn, så er det eneste du skal gøre - at overbeskytte det. Det er stadig sandt. Dog selvom du forsøger at forberede dit barn på at det bør tackle sine egne problemer, så har du regeringen, politikerne, skolen og medierne der modarbejder dig for at overbeskytte dem. Vi placerer generationer af børn midt i verdens urskov, pakket inde i delikate glasbobler.  Lige så snart mor og far ikke længere står ved siden af kommer der nogen og knuser vore teenageres glasbobler, og de vil blive konfronteret med livet ligesom hvis du løslod et dyrebarn opfostret i fangenskab i naturen. Det gjorde jeg for år tilbage med en kylling i en skov, placerede den der i et blomsterbed, og nu vil jeg ikke ødelægge din dag, men kort fortalt den nåede ikke engang ‘over gaden’ for at nå bussen. 

Mange forældre, der pakker deres barn ind i bomuldsvat gør det udelukkende, fordi de ikke kan bære at se dem udvikle sig og møde livet. Med årene har jeg lært at min far var generøs, han ønskede jeg selv skulle krydse gaden og han tøjlede den slemme følelse en far får første gang det sker. Måske betalte han en høj pris da han så mig komme stortudende tilbage, med min trøje og bukser i stykker. Mit liv dog har altid været præget af drama og overdrivelse.  

Overbeskyttelse er selviskhed. Og det er en sygdom for vore børn. Disse er de selvsamme unger der lige så snart de er blevet ældre og når straks de har lært at kæde tre ord sammen så er det første de siger, “Hvad med mine rettigheder?” Venstrefløjen har arbejdet hårdt i årevis på, at når et barn forlader far og mor så er det regeringen der tager over og fører dem ind i en ny glasboble. 

Netop i dette øjeblik er der legioner af børn, der ikke er klar til at håndtere frustration, og dermed nærmest dømt til permanent umodenhed. Overbeskyttelse er trods alt en garanti for at være ulykkelig.

Jeg mener ikke alle forældre skal skubbe deres barn ud på gaden i håb om de bliver ramt af en bil for at lære en grum livslektion. Måske skulle vi begynde med at tale mere med børnene om ansvarlighed, frihed, selvbestemmelse og forpligtelser. Og i mellemtiden være klar til et flabet svar fra en 5-årig: “Gå af Helvede til med dine taler. Jeg spiller Minecraft og jeg har Forfatningen, naturlovene, love for unge, friske mor og far tidsskrifter og forbundsregeringen på min side.” Undertiden tænker jeg på, at uanset hvor gammel du er så bliver du kørt over af livet dagligt.

https://spectator.org/overprotection-is-a-guarantee-for-unhappiness/