Cowboy kunstnerens liv og værker

Cowboy kunstneren

Charles Marion Russell's liv og værker.

Bill Croke

Charles Marion Russell (1864-1926) kunne fejre sin 170 årsdag den 19. marts, og denne kendsgerning er så at sige ikke kendt af Amerikas dekadente kulturelle klasse.

Som en kreativ ‘arbejdshest’ skabte denne kunstner over 4000 værker i løbet af 40 år: Malerier, tegninger, skulpturer og illustrationsopgaver til bøger og tidsskrifter. Han morede endog korrespondenter med underfundige illustrerede brev og postkort der havde hans ‘varemærke’ logo - et kranium af en ko - lige ved siden af hans underskrift,  ret værdifulde i dag.

Russels fødselsdag er i den helt lille skala. C.M. Rusel Museet i Great Falls, Montana har planlagt nogle ting. Lige for tiden er han med i “The American West in Bronze: 1850-1925” ved the Metropolitan Museum of Art i New York, en udstilling, der viser nogle værker der er repræsentative for den disciplin der for Russel var en livsstil.

“Charlie” Russell blev født i St. Louis af Charles og Mary Russell, hans far var en velhavende købmand i kulbranchen. Grundskolen viste at han havde talent for at tegne og var stærkt optaget af at læse om Amerikas West, og Russell drog som 16 årig ud i landskabet i det centrale Montana, hvor han fik arbejde på en fårefarm.  

Han var vokset op ridende på heste i St. Louis, derfor kunne han med lethed gå fra fårehyrde til cowboy, da han i 1880 blev ansat på en kvægfarm i Judith Basin, ejet af en rancher ved navn Jack Hoover, der blev en livslang ven, og sandsynligvis gav ham kælenavnet “Kid.” I sin fritid morede Kid Russell sig med at tegne skitser at livet på ranchen som blev prototypen for fremtidige malerier.

Som kunster fik Russell aldrig undervisning. Han kom aldrig til at studere i Europa, eller fik den store tur til Europas museer og kultursteder, som mange andre af hans mere sofistikerede og velstående samtidige gjorde, såsom den Yale uddannede Remington. Han kendte knap til nogle museer før senere i livet da han var på forretningsrejser til New York og London, hvilket var en plage, da Russell afskyede byer. Selv på højdepunktet af hans berømmelse, var det han nød lige så meget som at male, at ride på Monte, hans yndlingshest eller få et glas whiskey med gamle cowboyvenner.

Det var under den frygtelige vinter 1886-87 på de nordlige slettet at Russells ry blev befæstet. Mange kvægavlere mistede store dele af deres hjorde. Russell malede en lille akvarel af en skelettynd, udhungret stud stående i sneen, som langsomt blev omringet af ulve. Den hvide sne, den grå himmel og dyrenes ånde gjorde det til en dystert scene. Billedet blev udstillet i et butiksvindue i Helena, hvor det opnåede avisens opmærksomhed, og således kom der gang i den unge kunstners karriere. Han fortsatte senere hen sceneriet i et af sine mest betydende værker, “Waiting for Chinook,” under underteksten “Den sidste af 5000.”

                                                   

I 1869 giftede Russell sig med Nancy Cooper, en indtagende 18 årig - han en moden mand på 32. Parret slog sig ned i Great Falls, hvor kunstneren oprettede et atelier og indledte et sparsomt liv, der gradvist forbedredes da Nancy var rigtig god til at gøre hans arbejde kendt.

Hun var en barsk forretningskvinde der synes at forstå, hvad hvert lærred var værd. Hun fik alle de dollars ud af dem hun kunne. Russell sagde engang: “Jeg maler dem; hun sælger dem.”

Nancy Russell tog sig af hans karriere lige til det sidste, og fortsatte at højne hans arbejde som hans eksekutor efter han var død. Hun stod for den posthume publikation af “Trails Plowed Under” (1927) en samling af hans western fortællinger. Russell var nemlig også en glimrende skribent, der lejlighedsvis bidrog med historier til aviser og tidsskrifter, og “Good Medicine,” et rigt udvalg af hans breve blev udgivet i 1939. Begge bøger indeholdt illustrationer fra hans arbejde.

Russells karriere var sammenfaldende med mytologiseringen af Vesten. William F. Cody, der blev den første nationale berømthed som - “Buffalo Bill” - havde egenhåndigt opfundet tendensen ved at skabe et skuespil til scenen kaldet “The Scouts of the Plains,” det som gav næring til Cody’s berømte Wild West Show.

Det Vesten som Russell og Cody kendte som unge var forbi. Cody syntes mere og mere at tro på sin egen eventyrfortælling des ældre han blev. Russell blandede sin romantisme med realisme. Han var “cowboy kunstneren” og hans encyklopædiske viden om dagliglivet som cowboy kunne tydeligt ses i hans værker.

“Bronc to Breakfast” (1908) skildrer en cowboy på en fuldstændig vild hest der tramper på en lejr på kvægturen. Realismen og det romantiske præsenteres i billedet, herunder et primitivt lejrbål, som kunne være hentet fra en John Wayne western. På samme vis med “A Quiet Day in Utica” (1907) der viser en gruppe skydegale cowboys på sjov på gaden i en by i Montana på lønningsdagen.

 

Gennem det han læste blev Russell fascineret af det historiske West, og Lewis og Clark ekspeditionen blev emnet for et antal værker. Det mest berømte af disse er det store oliemaleri “Lewis and Clark Meeting the Flathead Indians at Ross Hole” (1912), der som dets titel antyder skildrer mødet der fandt sted i Bitterroot Valley september 1805. I dag hænger maleriet på muren bag Speakers Chair i the Montana House og Representatives i Capitol bygningen i Helena. Endnu et var “Lewis and Clark on the Lower Columbia” 81905). “The Custer Fight” (1903) er et dramatisk røgfyldt krigsbillede set fra indianernes side. Maleriet var blandt de første af deres slagdsl og har givet inspiration til mange andre kunstnere.

Russell var fascineret af de indfødte amerikaneres kultur. Som ung mand havde han besøgt og boet i Blackfoot Reservation i et stykke tid. Et maleri som “Buffalo Hunt” (1919) skildrede de oprindelige amerikanere i al deres majestætiske fremtoning. Det skadede ikke at Russell var stærkt optaget af at tegne heste i bevægelse. Værker som “When Blackfeet [sic] and Sioux Meet” (1904) og “The Medicine Man” (1908) vises hans opmærksomhed på detaljen; førstnævnte viser hans dygtighed i at skildre de groteske kropsvridninger som en nærkamps kaos medfører.

Som skulptør skabte Russell små værker i bronze. “When the Best Riders Quit” (1921) skildrer en cowboy der bliver smidt af en stejlende hest. . “Meat for Wild Men” (1924), en buffalo jagt i højt tempo. Disse og snesevis af andre både intense som omhyggelige værker var det han var beskæftiget med i sine sidste år som kunstner.   

  

Da Russell døde i 1926 modtog han det der kunne svare til en statsbegravelse i Great Falls. Hans kiste blev trukket af seks sorte heste og tusinder stod ved vejkanten. Kid Russell drog hjem, måske på Monte, mens han red turen med et pragtfuld syn over bjergene.

About the Author

Bill Croke, formerly of Cody, Wyoming, is a writer in Salmon, Idaho.

http://spectator.org/articles/58379/cowboy-artist

Skækkens fantasier i ny IPCC klimarapport - passer de?

Global opvarmning fører til Krig, Pest, Sult og død nævner ny rapport

James Delingpole    

           

De seneste opgørelser fra IPCC - Intergovernmental Panal on Climate Changes om “global opvarmning” og nyhederne er ikke gode.

Her følger så nogle punkter:

Gigantiske malariamyg Størrelsen på myg kan vokse eksplosivt og dræne os for vort blod så hurtigt med deres stærke barberbladskarpe snabler at vi måske ikke engang bliver smittet - vi dør inden vi rammer gulvet;

Bangladesh, Tuvalu, Maldiverne og Florida vil alle blive oversvømmet.

• Fire ryttere med ansigter som kranier, glødende røde øjne og enorme leer vil galopere hen over det barske land på tynde heste og sprede - ild, pest, hungersnød og sygdom. Mennesker vil bede om en hurtig udfrielse ved døden. Børn vil klynge sig til deres forældre og sige “Hvorfor lyttede vi dog ikke?”
• Antallet af ækle bæster som kakerlakker, og skorpioner vil mange, mangedobles, og alle de kære dyr - sangfugle, rødkælke, marekatte, isbjørne, killinger, havoddere - vil forsvinde som havde de aldrig eksisteret.
• Mennesker vil sige højt at Kristus og hans Helgener snorksov.  
• Der vil være krig, krig og endnu mere krig.

Vi ved det er helt sikkert fordi the Guardians Suzanne Goldenberg er på historien. Hun har lanceret sin klimadom tidligt, og skønt hun har baseret sin artikel på en lækket tidlig gennemgang snarere end det færdige dokument, har hun uden tvivl fanget meningen som er denne: Tingene bliver langt værre end vi har forestillet os!

Er tingen nu så meget værre end vi troede?

Nej, ikke lige præcist. Den nye rapports konklusion, den vi modtog forleden: At de anslåede økonomiske omkostninger ved “klimaforandring” er betragteligt lavere end tidligere estiamter; så meget lavere, at omkostningerne kunne dækkes ved blot en måneds global økonomisk vækst.

Det er for at forplumre denne ubelejlige sandhed at Den Store Grønne Propaganda Maskine nu vil gå i omdrejninger i højeste gear. I løbet af den næste tid - hold blot øje og lyt efter: De vil oversvømme MSM som var det en skoldkoppe epidemi - “ekspert” efter “ekspert” vil blive trukket frem fra skufferne for at bevidne at Nej, denne gang er det alvorligt, og som et middel mod al denne alvorlige alvor så er det altså så utroligt meget på tide at vi får lukket kæften på de der Big-Oil betalt klimabenægtere en gang for alle. Smid dem i fængsel uanset hvad. Vi har allerede oplevet ingen andre end eks-ærkebiskop af Canterbury, den skæggede troldmand Rowan Williams, rode med sin bispestav:

“Rige industrialiserede lande, herunder vort eget, har udenfor al tvivl bidraget mest til luftforureningen; udviklingen i den profitable sværindustri hvilede på det vi tænker på som “beskidte” energikilder, og indbefattede miljønedbrydning i en hidtil uset skala. Såvel vor nuværende livsstil i den udviklede verden og historien om, hvordan vi skabte sådanne muligheder for os selv, må bære ansvaret for at have skubbet miljøet, vi lever i, ud i krise.”

Dette er i samme tråd med en rapport - Taken By Storm - af den velgørenhedsorganisation han leder - Christian Aid - der kræver “oprigtig aktion” i bekæmpelsen af klimaforandring.

WWF kommer med lignende krav:

Samantha Smith, lederen af WWF Global Climate & Energy Initiative siger rapporten sætter fokus, for første gang, på den dramatiske forskel af virkningerne mellem en verden, hvor vi handler Nu for at skære ned på udledningerne, der nu for det meste stammer fra fossile energikilder; og en verden hvor vi ikke handler hurtigt og i stor skala.

“Denne rapport fortæller os at vi har to klare valg: Skære ned på udledningerne nu og investere i rensning - og få en verden der har udfordrende og knap håndterbare risici; eller intet at gøre og stå med en verden af ødelæggelse og uhåndterbare risici og følger.”

Selv US Forsvarsministeriet - til dets evige skam - har samarbejdet med den grønne propaganda maskine. I sidste måned udgav man sit Quadrennial Defense Review, og påstod at “klimaforandring” kunne være en “trussels forstærker.”

“Klimaforandring udgør endnu en betragtelig udfordring for United States og verden som et hele. Mens drivhusgas udledningerne øges, stiger havene, verdens gennemsnitstemperatur øges, og alvorlige mønstre i vejret accelererer. Disse forandringer, sammen med andre globale dynamikker, herunder vækst, byudvikling, mere velhavende befolkninger og væsentlig økonomisk vækst i Indien, Brasilien og andre nationer vil ødelægge hjem, landområder og infrastrukturer. Klimaforandring vil forstærke manglen på vand og føre til en kraftig øgning i fødevarepriserne. Presset ved klimaforandring vil have indflydelse på konkurrencen om ressorucerne, mens det lægges ekstra omkostninger på økonomierne, samfundene og regeringsinstitutionerne rundt om i verden. Disse effekter er ‘trusselsforstærkere’ der vil iværksætte stresssituationer i udlandet, såsom fattigdom, miljøødelæggelse, politiske ustabilitet og social spændinger - forhold der kan muliggøre terrorist aktivitet og andre former for vold.”

Dette er næsten så nær på det totale sludder som man kan komme - uden mening - som uden tvivl ret så mange i US militæret udmærket er klar over. Men det er den uundgåelige konsekvens af den måde klimaforandringsbacillen har inficeret næsten enhver større institution fra de vidkenskabelige akademier og universiteterne til for deforskellige gren af regeringen.  

Uheldigvis har den givet IPCC lige præcis den undskyldning man har brug for til at mave sig ind på den lange række af ting der, måske, i fremtiden kunne ske ved global opvarmning. Som Beth Borenstein - AP’s svar på Suzanne Goldenberg - rapporterer på sin sædvanlige åndeløse facon:

“I en autoritativ rapport der udkom mandag forbinder United Nations klimapanel (IPCC) for første gang de varmere globale temperaturer med de varmere globale temperamenter. Top videnskabsforskere siger at klimaforandring vil komplicere og forværre de eksisterende sikkerhedsproblemer, såsom borgerkrige, konflikter mellem nationer og flygtninge. De siger ikke det vil være årsag til vold, men vil være en ekstra faktor der kan gøre forholdene endnu farligere.

Kamp om ressorucerne, som vand og nergi, sult og ekstremt vejr vil gå ind i blandingen af en verden der bliver mere destabiliseret, nævner rapoorten fra den Nobel Pirs vindende Intergovernmental Panel on Climate Change.”

Javel, javel så! Men du fik ikke lige det der med de gigantiske myg med, ikke sandt? Eller de fire ryttere? Eller skorpionerne der æder alle de søde isbjørneunger?

James Delingpole

http://www.breitbart.com/Breitbart-London/2014/03/31/Global-Warming-Will-Cause-War-Pestilence-Famine-and-Death-Says-New-IPCC-Report-Inevitably

En hyldet forfatters dystre gerninger for Castro - Garcia Marquez

Gabriel Garcia Marquez: Castro’s Propagandist & sladrehank

Humberto Fontova

Hyldesterne til den Nobelpris vindende forfatter Gabriel Garcia Marquez efter hans død her forleden gør to ting helt officielt:

1.) Selv den største moralske og intellektuelle forskruethed vil foranledige selv ikke den mindste irettesættelse fra de fleste af hans professionelle kolleger og deres relaterede institutioner - så længe denne ‘forskruede’ person har hyret sig ud til kommunister.

2.) De Demokratiske U.S. præsidenters masochisme er uden grænser.

Dermed ikke sagt at mediernes mindeord har set bort fra Garcia Marquez’ politik. De fleste er helt klar over den. Lad os se denne fra The New York Times som eksempel:

Som mange latinamerikanske intellektuelle og kunstnere følte hr. Garcia Marquez sig tvunget til at tale frit om de politiske problemer på hans tid. Han betragtede verden ud fra et venstreorienteret perspektiv, var bitterligt mod General Augusto Pinochet, den højreorienterede diktator i Chile og uden forbehold støttede Marquez Fidel Castro på Cuba. Hr. Castro blev en så nær ven, at hr. Garcia Marquez viste ham udkast fra sine endnu ikke publicerede bøger.

Læg mærke til ordet “diktator” her foroven. Men med hvem forbinder New York Times det ord? Pinochet, selvfølgelig. Kan Fidel Castro kvalificere sig som diktator? Det siger New York Times intet om.

“Mr. García Márquez’s relationer til Mr. Castro bekymrede nogle intellektuelle og nogle menneskerettighedfortalere,”fortsætter NY Times.

Susan Sontag skrev i 1980’erne, “For mig er det skandaløst, at en forfatter med en så enormt talent er talsmand for en regering der har sat flere mennesker i fængsel (i forhold til befolkningstallet) end nogen anden regering i verden.” .....Han knyttede kritikken til det han kaldte amerikanernes ‘nærmest pronografiske besættelse af Castro.’ Men han blev derpå følsom nok over for problemet til at blive fortaler for de fængslede cubansk dissidenter.”

Fakta er, i modsætning til det The New York Times hvidvaskningen hævder så var det Garcia Marquez’ “indblanding” der først og fremmest foranledigede at nogle af de dissidenter blev fængslet og tortureret af hans ven Castro. 

 

Lad os tale lige ud af posen. Lad os sige det som det er: Samtidig med hans årtier lange pro-bono propaganda tjenester for Castroismen, var han også en frivillig sladrehank for Castro’s KGB oplærte hemmelige politi.  

Nu vil jeg overlade scenen til en der er intimt bekendt med problemet: Armando Valladares, der selv led i 22 år i et torturbefængt fængsel hos Castro og som senere blev udnævnt af Ronald Reagan som U.S. ambassadør til FN’s Menneskerettiighedskommission:

“For mange år siden blev Garcia Marquez en informant for Castro’s hemmelige politi,” således indledes en nylig afsløring af Mr. Valladares.

På den tid tilbage i Havana, Cuba, lykkedes det dissidenten og menneskerettighedsaktivisten, Ricardo Bofill, med hjælp af dengang journalist for Reuters Collin McSevengy, at komme ind på et hotel i Havana, hvor Garcia Marquez havde fået nogle drinks. I et roligt hjørne, med absolut diskretion, gav Bofill Garcia Marquez nogle dokumenter der havde med adskillige cubanske kunstnere at gøre. Nogle få uger senere arresterede Castros politi Ricardo Bofill - og der på bordet, lige ved siden af Castros efterretningsagent - var de selvsamme dokumenter Bofill havde givet Garcia Marquez.

Bofill, en fredelig menneskerettighedsaktivist, inspireret af Gandhi og Martin Luther King Jr., kom til at lide 12 års fængsel hos Castro - takket været Gabriel Garcia afsløringerne under overskriften:

“García Márquez['s] afsløringer førte til fængslingen af utallige cubanske forfattere og kunstnere.”

Alt dette er belejligt blevet “glemt” af de fleste medier i de sidste uger.

Men nok fra min side. Lad os istedet høre fra nogle af de mennesker der har været meget tættere på. Lad os høre fra de cubanske forfattere der led i Castro’s KGB designede fængselskældre og torturkamre, mens Gabriel Garcia Marques bidrog med sin litterære indflydelse og magt til at glorificere deres torturbøddel.

Afdøde Reynaldo Arenas selvbiografi Before Night Falls var på The New York Times‘ liste over de 10 bedste bøger i 1993. I 2000 blev bogen til en film med Javier Bardem, Johnny Depp og Sean Penn. I 70’erne blev Arenas fængslet og tortureret af Castros politi på grund af hans oprørske skriverier og bøsselivsstil. Han undslap endelig på en skrøbelig båd fra havnebyen Mariel i 1980.

.

Her er hans opfattelse af Gabriel Garcia Marquez fra 1982:

“Det er på høje tid for alle de intellektuelle i den fri verden (resten eksisterer ikke) at stå op imod denne skrupelløse propagandist for totalitarismen. Jeg spekulerer på hvorfor disse intellektuelle apologeter for de kommunistiske paradis ikke selv bor der? Eller er det fordi de foretrækker at samle penge ind her og der, mens de nyder komforten og Vesten garantier? Faktisk boede Garcia Marquez af og til på Cuba, i et tyvstjålent palæ som Castro gav ham, hvor han muntrede sig med purunge piger, og kørte frem og tilbage til Havana i en (stjålen) Mercedes - igen en gave fra Castro.”

Her er eksilcubaneren, forfatter Roberto Luque Escalona, der kortvarigt var en Amnesty International samvittighedsfange som slap ud af Cuba i 1992:

“Kun en femstjernet slyngel ville lade sit litterære berømmelse være tjener for en sag så ond og skadelig som Castrotyranniet. Simpel frivolitet kan umuligt retfærdiggøre en omfavnelse så lang og stærk som den Garcia Marquez gav nogen der smadrede en nation, myrdede tusinder, fængslede og torturerede titusinder, lod en nation blive splittet og ødelagde resten.”

Lad os så nu høre fra nogle, hvis skæbne tillader et mere nuanceret syn på Gabriel Garcia Marquez end Arenas og Luque Escalona: Bill Clinton og Barack Obama.

“Jeg havde engang det privilegium at møde ham i Mexico,” er præsident Obama citeret for i Politico her forleden, “hvor han gav mig et signeret eksemplar som jeg er meget glad for. Som en stolt colombianer, en repræsentant og stemme for et Americas folk, og som en mester af “magisk realisme” genren har han inspireret så mange andre....Jeg sender mine varme tanker til hans familie og venner, som jeg håber vil finde trøst i den kendsgerning af Gabos’ værker vil leve videre i generationer.”

Jeg blev ked af at høre om  Gabriel García Márquez død,” sørgede Bill Clinton. Han fortsatte:

“Fra det tidspunkt jeg læste “100 års ensomhed” for mere end 40 år siden har jeg været forbløffet over hans utrolige forestillingsevne, tankens klarhed og følelsesmæssige ærlighed. Jeg fik den ære at blive hans ven og at kende hans store hjerte og brillante sind i mere end 20 år.”

I et interview med Frankrigs Le Monde i 1981, bemærkede Garcia Marquez, at “problemet med at besøge mænd som Fidel Castro er at man ender med at holde for meget af dem.” Nogle få år tidligere havde han betegnet de desperate vietnamesiske bådflygtninge som “krigsforbrydere,” “Yankee-lakajer” og det der er værre.

Garcia Marquez delte hele Fidel Castro’s had til USA, en passion der bidrog meget til deres lange og varme venskab. Når man tager dette fanatiske had mod den nation der valgte dem skulle man virkelig tro - især i betragtning af budgettet hos Det Hvide Hus’ taleskrivere - at disse U.S. præsidenten kunne finde på en måde at udtrykke deres beundring for Garcia Marques uden så megen omfavnelse af denne foragtelige kunstner.

http://www.frontpagemag.com/2014/humberto-fontova/gabriel-garcia-marquez-castro-propagandist-police-snitch/

Indiens valg - er muslimer ved at overtage Indien?

Muslimers erobring af dagens Indien

Janet Levy

Indiens århundred lange modstand mod muslimsk aggression begyndte i år 636. Dette år indledtes en serie af oprør, hvor muslimske krigere vanhelligede Hindu tilbedelsessteder og universiteter, slagtede munke og præster og iværksatte et terrorstyre for at indføre Islam og underlægge sig den store hindubefolkning.

I K.S. Lai's bog fra 1973, Growth of Muslim Population of Medieval India (1000-1800), anslog forfatteren at cirka 60-80 millioner døde i Indien mellem år 1000 og 1525 som følge af islamiske invasioner.

Det moderne Indien står stadig overfor betragtelig lemlæstelse og grænseoverskridende terrorisme fra muslimer der i dag repræsenterer demografiske og territoriale udfordringer for det asiatiske land. Indiens muslimske befolkning er øget dramatisk siden opdelingen af britisk Indien i de to uafhængige stater - Indien og Pakistan - sidstnævnte officielt Den Islamiske Republik Pakistan. Dette har resulteret at muslimer i stort omfang har haft indflydelse på regeringsbeslutninger, politik og udgifter sammen med en betragtelig øgning til almindelig uro.

Skønt den religiøse sammensætning af 2011 valget i Indien endnu ikke er helt klarlagt, mener man at Hindu befolkningen er faldet til under 80%, for første gangs siden uafhængigheden i 1947. Officielt lyder det at data om religiøst tilhørsforhold er tilbageholdt for ikke at få indflydelse på de kommende valg i år. Tilsyneladende er de politiske ledere bekymrede over om informationen ville forvride valgresultaterne da Hinduerne bliver mere og mere oprørte over væksten i antallet af muslimer og vil stemme for politiske partier der er imod ulovlig indvandring. Deres bekymringer er ikke uden ægte grundlag, da områder der er kendetegnet af øgning i antallet af muslimer har store rater af voldelig kriminalitet.

I en bestræbelse for at tilpasse sig den voksende muslimske befolkning og få stemmer blev forslaget om Prevention of Communal and Targeted Violence Bill lavet og talt varmt for. Lovforslaget er med den fejlagtige formodning af flertallet på voldelig vis er mod minoriteter. Loven er blevet karakteriseret som grundlæggende diskriminerende og forfatningsstridig af Hindu ledere. fordi den rammer Hindu flertallet, og selv anonyme klager tillægges vægt, og er beregnet alene på at hjælpe sagsanlæg fra minoritetsbefolkningsgrupper. Hindu ledere er med rette bekymrede over om dette forslag bliver lov for så vil det kun være Hinduer der bliver sagsøgt og dømt for voldelige handlinger og opildning til hadforbrydelser.

Sidste gang data om Indiens religioner blev offentliggjort ved 2001 valget var i 2005, og den viste at Hindu demografien var skrumpet. I det store og hele er andelen af Hinduer skrumpet fra 83,4% i 1961 til 80,5% i 2001 valget. I nogle regioner er faldet endnu mere dramatisk. I Vestbengalen, en stat ved grænsen til Bangladesh er den muslimske befolkning øget til 36% fra 20% af befolkningen i 1947.

Denne statistik giver stor uro i Indien, fordi landet har grænser til to nationer med muslimsk flertal. Pakistan mod Vest er 97% muslimsk, og dermed den næststørste nation med muslimsk flertal med den største Shia befolkning i verden. Grænsen på 1800 mil mellem Pakistan og Indien betragtes som en af de farligste i verden, med fjendtligheder der går tilbage til 1947. Samtidig er Banglades i Øst, og næsten omringet af Indien, 90,4% muslimsk. Massiv illegal indvandring og smugling langs den fælles 2429 mil lange grænse har givet megen vold.

Den markante øgning i antallet af muslimer i Indien har i høj grad påvirket landet, især i grænseregionerne ved Vestbengalen og Bangladesh, hvor en betragtelig illegal indvandring finder sted. I disse regioner er muslimer beskæftiget med smugling af kvæg og slagtning, vanhelligelse af Hindu religiøse steder og seksuel forulempelse af Hindu piger. Grænsesikkerhedsstyrkene, selvom de er godt bevæbnet, har ikke været i stand til at hindre den kriminelle aktivitet på grund af påbud fra Indiens Indenrigsminister der har låst deres handlefrihed.

August sidste år gik en svært bevæbnet gruppe fra Lashkar-e-Taiba (LeT) terrorister og pakistanske tropper ind på indisk territorium og overfaldt en indisk patrulje. Lashkar e Taiba opnåede berømthed første gang ved 2008 Mumbai angrebet. I tre dage holdt de Indiens største by som gidsel med 12 skud- og bombeepisoder, og dræbte 164 mennesker og sårede flere end 300, helt klart med støtte af Pakistan Inter-Services Intelligence. I januar måned infiltrerede pakistanske tropper Jammu og dræbte to indiske soldater, halshuggede den ene. Indien Forsvarsminister har nævnt 183 hændelser ved grænsen til Pakistan i de sidste tre år.

Illegal immigration over Indiens grænser til Bangladesh er blevet tilskyndet af alle de større politiske partier der uddeler ID-kort, og vælgerkort til de næsten udelukkende nye muslimske indvandrere.

Mellemhandlere hjælper dem til at opnå statsborgerskab, ofte ved hjælp af fupdokumenter. De hjælper med jobs mod fradrag i lønnen. Resultatet er at Hindu flertallet frygter at der eksisterer en islamisk konspiration om at overtage Indiens grænsestater.

Denne frygt får næring ved de nye moskeer og madrassas der dukker op langs grænsen og som tjener som fristeder for militante og lagre for våben og ammunition. Nogle illegale indvandrere benyttes som jihadister for at forberede sprængninger, smugle falsk valuta og stoffer. .

Øgningen i antallet af muslimer -- mest ved illegal immigration -- har også¨hjulpet med til “stemmebank” fænomenet for at opnå politisk indflydelse. I modsætning til Hindu praksis, almindeligt i de fleste demokratier, hvor stemmeafgivelser er enkelt individets eget valg, baseret på hver kandidats politik, er muslimernes praksis at stemme samlet, ofte efter den lokale imams opfordring. Siden uafhængigheden har denne taktik fået mere kraft i de sidste 30-40 år.   

Ydermere er de ikke-muslimske kandidater ofte tvunget til at indgå handler med muslimerne. Det sker ved at ikke muslimske politikere der går fra dør til dør for at indsamle støtte forbydes at komme i muslimske kvarterer. Således skal de første gå gennem den lokale imam for at få en aftale der kan passe til muslimerne stemmeafgivelse.

Når Hindu politikerne opnår støtten der er brug for for at blive valg, skal de have indflydelsen fra de muslimske samfund med i betragtning, med de store antal stemmer der kan knyttes til hver moske. Blot en imams støtte kan give en hel blok af vælgere og forøge en kandidats chance for at vinde.

På denne vis kommer en kandidat i’lommen’ på de muslimske religiøse ledere, der kan garantere stemmer fra et helt samfund. Som betaling kan de ikke-muslimske kandidater love jord og ejendom til moskebyggeri; bedre jobs til muslimer, bedre forretningsmuligheder, plus flere regeringsmidler og ressourcer; tillade arrestation af, og  almindelig chikane af Hindu ledere, og løsladelse af jihadister og at der ses bort fra islamiske propaganda og organiseret kriminalitet. Af de 500 sæder i Parlamentet er cirka 150 købt ved muslimsk ‘stemmebank’ systemet.

‘Stemmebank’ systemet var i aktion her for nylig ved en hændelse i Vestbengalen, hvor 13 lokale stammemedlemmer blev anklaget for gruppevoldtægt. Anklagerne mener man er del af en konspiration iværksat af en kvindelig politiker der kæmper for at fastholde og få større politisk indflydelse. Anklagerne blev rejst mod stammemedlemmerne, der har været med til en seks måneder lang strejke mod muslimsk ejede fabrikker for at protestere mod seksuelle overgreb mod deres kvinder og for at få bedre løn.

Stammemedlemmer benægter på det kraftigste at der har fundet gruppevoldtægt sted og antyder at regeringen står samme med de muslimske forretningsfolk der slynger falske anklager mod dem. Ifølge rapporter fra IBTL (India Behind the Lens), er der beviser på politikbrutalitet for at få tilståelser,  og manipulation med medierne. I kølvandet på den påståede voldtægt, rapporterer IBTL at politi har omringet landsbyen, forulemper kvinder og forbyder mandlige stammemedlemmer af være i området.

Indiens 1300 år lange kamp mod muslimsk aggression har således spredt sig fra tidligere grænseinvasioner og voldelige skærmydlser til dagen interne politiske kampe. Des flere muslimer der kommer ulovligt ind i landet des mere politisk styrke gennem alliancer med politikere der er villige til at købe sig stemmer. På den vis vender Indien ryggen til landets Hindu traditioner og befolkning for at omfavne en tåbelig og dødsensfarlig fremtid.

http://www.americanthinker.com/2014/02/the_muslim_conquest_of_india.html#ixzz2sofcFyoB

Gabriel Carcias Marquez' fejlagtige skildring af volden i Colombia

Garcia Marquez’ løgne om Macondo

David P. Goldman                                                     

Gabriel Garcia Marquez døde i sidste uge. Hans ry var bygget op af et entusiastisk læsepublikum, ikke kun kritikernes hyldest. Han var elsket, og det af alle de forkerte grunde.

Jeg foragtede hans arbejde da jeg blev tvunget til at læse det i skolens spansk kurser, og igen da jeg forsøgte at komme igennem dem senere hen. Hans mest populære værk “100 års ensomhed.” skildrer det uvirkelige og meget mærkværdige (den “mirakuløse virkeligehed” - en forkert oversættelse af “magisk realisme”) i den isolerede (fiktive) colombianske landsby Macondo gennem skildringer over flere generationer af Buendia familien. Den blev slutteligen revet bort af en cyklon ifølge Gabriel Marquez’ beretning. Men det er ikke hvad der skete med dem. De blev på mest rædselsvækkende vis myrdet i Colombias “La Violencia” fra 1948-1958, sammen med 300000 andre colombianer, efter selv at have myrdet deres egne,

Wikipedia har følgende om Colombias borgerkrig:

               

På grund af ufuldstændige og ikke eksisterende statistiske optegnelser er det nøjagtige antal ved La Violencias humanitære konsekvenser umulige at komme præcist frem til. Lærde anslår imidlertid, at mellem 200000 og 300000 liv gik tabt, mellem 600000 til 800000 sårede og næsten 1 million fordrevet. La Violencia kom til at berøre 20% af befolkningen, direkte eller indirekte.            

               

Alligevel blev La Violencia ikke kendt som La Violencia blot på grund af antallet af berørte mennesker. Det var måden hvorpå drabene, overgrebene, lemlæstelser fandt sted på. Visse døds- og torturteknikker blev så almindelige, at de fik navne. For eksempel “picar para tamal,” der betød at man langsomt skar en levende person op, eller “bocachiquiar” hvor hundreder af små huller blev lavet, indtil ofret langsomt forbløder til døde. Tidligere Senior Director of International Economic Affairs for the United States Nationale Sikkerhedsråd og nuværende præsident for Institute for Global Economic Growth, Norman A. Bailey beskriver overgrebene særdeles præcist: “Udsøgte former for partering og halshugning blev opfundet, og givet navne som “corte de mica”, “corte de corbata”, og så videre. Korsfæstelser og hængninger var almindelige, politiske “fanger” blev smidt ud fra fly, børn blev stukket med bajonetter, ufødte børn fjernet ved grusomme kejsersnit og erstattet af kyllinger, øre blev skåret af, skalperinger og så videre.”

Samtidig med at lærde, historikere og analytikere alle har debatteret årsagen til denne tid med uro, har de formuleret en vidt og bredt accepteret forklaring på, hvorfor det eskalerede til det voldsomme niveau.

Den rare, lidt mærkelige, hyggelige og magiske verden i Macondo skjuler en bitter, desperat paranoid tilbøjelighed til vold. Garcia Marquez’ fortælling er mere populær end den faktiske historie om landdistrikterne i Colombia, og det af samme grund som eventyret “Hans og Grete” er mere populært en beretningerne om kannibalisme, der var udbredt i Tyskland under 30 Års Krigen 1618-1648. Ud fra en ren fortællemæssig vurdering tilgav jeg aldrig Garcia Marquez for at spilde min tid. En novelle, lille bog, i bedste fald, blev så ‘udvidet’ til en roman hvor intet sker - et dusin gange (dermed slås Samuel Becketts’s “Mens vi venter på Godot,” hvor intet sker to gange.)

Garcia Marquez var journalist og hans spanske udfordrer aldrig en highschools elevs læsefærdighed. Ikke som de store latinamerikanske romaner han efterlignede: Tyrant Banderas af Ramon del Valle-Inclan, og Explosion in a Cathedral af Alejo Carpentier.

 

Sidstnævnte er om volden der fulgte med Den Franske Revolution i Europa og også i Caribien og efter min smag den ‘største’ latinamerikanske roman i det 20. århundrede. Hvis man vil forstå Latinamerika skal man læse de bøger. Jeg anbefaler også den store filminstuktør Luis Bunuels værker. For ligesom at slå det fast jeg bryder mig ikke om fiktion.  Nævnte bøger er dog undtagelser.

http://pjmedia.com/spengler/2014/04/23/garcia-marquez-lied-about-macondo/