Dårlige skoler et tegn på en dårlig nationalkarakter
Det hårde slid ved læring er gået tabt
Ralph Peters
Sidste weekend så og lyttede jeg da Undervisningsminister Arne Duncan beklagede sig over vore “skoler i forfald.” Undskyld, men det er ikke vore skoler der er i forfald, hr. minister: Det er vore værdier.
Den
gennemført uens, alt for ofte utilstrækkelige tilstand - fra vor
Børnehave - til gymnaisum - er et symptom på en kulturel kræftknude: Vi
er blevet en nation af dovne, selvtilstrækkelige og selvmedlidende
klynkere der er rigtig gode til masser af undskyldninger. Vi ønsker alle
topkarakter for - ingen præstation. Vore lærere og deres elever
afspejler vor generelle kultur med mangel på disciplin og
selvbevidsthed. Det er heller ikke udelukkende den surmulende
venstrefløj der har inficeret vore offentlige skoler med en
middelmådighedens indstilling, når den ikke er direkte en fiasko. Vi har alle del i skylden
Men
vi kan ikke endog diskutere problemet åbent og ærligt og må trimme
samtalen for at holde den indenfor det politisk korrekte mønster. Når så
endnu en undersøgelse udpensler at U.S. er faldet til en sjetteplads i
matematik og fysik, eller at vi er på en 15. plads i uddannelse generelt
er min reaktion, “Javel, så lad os lave om på de pladser ved specifikke
skoler.”
I
det store og hele kan skolerne i forstæderne og mange skoler i de små
byer stadig levere konkurrencedygtige (dog ikke helt optimale)
uddannelser. Vor statistik peger kraftigt i nedadgående retning på grund
af de frastødende forhold i de store byer og i de spansktalende områder
med lærernes fagforeningers ‘bunkers,’ og som vi lader som om er ægte
skoler.
Selv
indenfor vor generelt sjuskede kultur, klarer visse sub-kulturer - der
opmuntres til at vælte sig i en offerrolle - sig langt værre end andre.
Men det har vi ikke lov til at sige. Vi skal lade som om vor nationale tilstand virkelig er national. Hvis
det dog ikke var for de vanærende forhold (og vi kan ikke give
venstrefløjen skylden for disse) som de narkotiserende “sociale”
programmer har skabt blandt minoritetsbefolkningerne ville vi stadig
være ved, eller nær toppen i uddannelse. De fleste børn der klarer sig godt, uanset race, har stadig adgang til solid (om dog uinspirerende) uddannelser. Men
venstrefløjen, af hensyn til en politisk fordel, har uddannelsesmæssigt
afskrevet de fattige sorte og brune - og ladet dem høre til i skoler der
kun tager hensyn til de fagforeningsorganiserede lærere, og ikke de
studerende.
Lad
os være ærlige: Konservative har heller ikke gjort sig nogen alvorlige
anstrengelser for at reforme de skoler. Det eneste venstrefløjen skulle
gøre var at råbe “Racisme!” og så vendte vi gladeligt ryggen til vore
medborgere, og det med glæde over at have en undskyldning for ikke at
gøre noget ved en national vanære. (lærerne kan måske hade “Intet barn lades tilbage”
(loven som Bush indførte) men det program var et oprigtigt forsøg på at
gøre noget i et miljø, hvor det intet at gøre var blevet accepteret).
Af
forskellige grunde har alle (herunder også minoriteterne) afskrevet sig
nogen inderlige bestræbelser på at give vor underklasse de elementære
færdigheder der kræves for at komme ind i, og overleve i det 21.
århundredes arbejdsstyrke. Dette
menneskelige spild, som vi alle har en del af skylden for, er i
ubegribelig grad skammeligt og ødelæggende for vort lands fremtid. Vi
skal trækkes med de som godt kunne blive trukket frem selv. For at låne
temaet fra en 1960 roman
Everybody Knows and Nobody Cares.
Der
er endnu et større problem knyttet til lærernes fagforeninger, og
hvorfor de er blevet så dysfunktionelle: Den triste middelmådighed hos
så mange der går efter karrieren som lærere nu til dags. I politisk
henseende, da bærer højrefløjen en stor del af skylden fordi, i også i
dette tilfælde, har vi overladt uddannelsessystemet til venstrefløjen.
Som
jeg altid har fortalt de på venstrefløjen der hylede op om vort
militærs formodede dårlige kultur, “Jamen, så meld Jer ind og lav om på
det!” da må jeg fortælle de borgerlige, at hvis de virkelig ønsker
uddannelsesreformer, “Så bliv lærere.” Vi
har overladt en hel vital profession til Venstrefløjen, ved at give lov
til at det kan være en karrieretilflugt for de som er bange for
konkurrencemiljøerne, for de som bare ønsker et sikkert job og
regelmæssig arbejdstid, mens kun få af de som er dynamiske og har mod på
nyt, endog ikke overvejer at lade undervisning være en levevej.
Glade tider: Et klasseværelse i 1940’erne.
Lad
mig sige det helt klart: Jeg ønsker ikke politiseret undervisning, det
være sig højre eller venstre. Jeg ønsker ikke aktivistiske lærere under
nogen form. Men hvis borgerlige giver venstreorienterede lov til at
trænge ind i professionen med undervisning, da har vi også en skyld for
den lave undervisningskvalitet. Hvis
der ingen er på et fakultet der kan udfordre den venstreorienterede
gruppetænkning, så vil den gruppetænkning sejre som en selvfølge.
Problemet
har sin rod i den seneste historie: To enslignende udviklinger har
reduceret kvaliteten af læreren i de sidste to eller tre generationer.
For det første - den lige mulighed for kvinderne, og dermed drænedes
talentmassen. Uden tvivl har overførslen af kvinder fra at være
andenklasse til fuldt ligeværdige deltagere i samfundet og for økonomien
i overvældende grad været gavnligt: Det har medført at vor nation er
blevet rigere, mere lige, retfærdig, human, og mere interessant og
morsom. Jeg kan kun komme på en ulempe: De ofte fremragende kvinder der
underviste mig i 1950’ernes grundskole i den lille by i Pennsylvania
blev lærere fordi det var den bedste mulighed (af meget få) der var til
rådighed for dem. Disse enestående lærere blev fanger i et socialt
system der nægtede dem andre muligheder. Deres modparter i dag er
guvernører, senatorer, NAVY piloter, investeringsrådgivere,
selskabsledere...
Selv
for mænd var der få muligheder der midt i århundredet. Eksplosionen i
velstand og arbejdsstyrken som vi oplevede i det sidste halve dusin
årtier gav også mændene flere muligheder og valg. Således ville det være
højst usandsynligt at de par stykker af livsformende engelsk-lærere jeg
havde i high school tilbage i 60’erne - og som overlevede på en elendig
løn - at de i dag ville være i de samme jobs. (ingen af dem ville
alligevel overleve i en nutidig high school, da deres læselister ikke
kun var yderst krævende - fra oversættelser af Euripides og Sofokles,
til James Joyce og D.H. Lawrence - for det ville gøre konservative
forældre rasende, de forældre som tror at “børn” ikke skal udsættes for
stor litteratur - eller virkeligheden).
Den
triste kvalitet ved så meget af undervisningen i dag har bragt mig til
at erindre det sidste dusin år. Til ære for en af de engelsklærere, en
mand der døde alt for tragisk ung, har jeg givet en lille årlig pris til
den elev i min gamle high-school der skriver den bedste novelle, essay
eller artikel. Selv når de “bedste” anstrengelser når mig pr. email, for
at jeg kan vælge vinderen, så har ingen af dem været af tilstrækkelig
kvalitet til at få en topkarakter af den afdøde Hr. Boyer. Værre er det
at, vurderingerne som sendes til mig af engelsklærerne i dag selv ofte
er fyldt med grammatiske fejl. Mine gode intentioner er blevet en gåde:
Disse top-studerende kræves det ikke af, at de skal kunne skrive, men
det forekommer også som de ikke læser meget litteratur af værdi.
Således
har vi nu et system, hvor unge mennesker med ‘ringere’ intelligens og
færre ambitioner stiger ind i lærergerningen, og de uetisk og
uansvarlige fagforeninger beskytter selv de værste af dem. For børnene
er det ikke i orden. I stedet for at få en velordnet korrekt
undervisning får de oppustede karakterer for at hjælpe dem til at komme
på college (er
det egentlig ikke værd at bemærke at “ansvarlige” forældre er mere
tilbøjelige til at klage over lave karakterer end de lave standarder?)
“Hvert barn får en belønning,” er formlen for senere fiasko. Vort
system forsinker blot dommen indtil de unge kommer ud på
arbejdsmarkedet.
Udover
den lave kvalitet hos de som bliver lærere (med mange individuelle
undtagelser, selvfølgelig) står vi overfor en alvorlig mangel på indhold
i grundskoleprogrammerne, der jo i teorien forbereder dem til
klasseværelset. Undervisnings teknikker og filosofier har erstattet den kontante erhvervelse af kundskab, og det bliver uundgåeligt afspejlet i K-12 klasseværelset. Som
resultat har vi altså engelsklærere der ikke selv kan læse ordentligt;
historielærere der ingen meningsfyldt begreb har om historien; og
matematiklærere der ikke mener det er nødvendigt at børnene lærer
tabellerne udenad.
I
samtalerne med K-12 lærere (Fra K - Kindergarten - 12. klasse) i
årenes løb, har jeg kun kunnet bedømme dem som oprigtige og med de
bedste intentioner. Jeg har også fundet at de fleste af dem er dumme som
skovle. Hvis en engelsklærer kun læser pop-romaner (hvis han eller hun i
det hele taget læser), og hvis en historielærer mener Livy er en af
Kardashian søstrene og Parkman en videospil, nuvel så kommer unge Nathan
og Emma ikke til at kunne huske meget Shakespeare eller lave opgaver om
Føderalister. Og det har betydning: At
kunne beherske sit sprog er et utroligt stærkt værktøj i karrieren,
mens den borger der ingen grundviden har i historie mangler referencerne
og rødderne til at kunne forstå verden rundt om sig - for slet ikke at
tale om at kunne skille de sindssyge påstande fra politiske demagoger
fra sandheden.
(Mit favorit nuværende eksempel på vor historiske analfabetisme er den
ofte hørte påstand at “Vort land har aldrig været splittet!” Her ser man
jo helt bort fra vor Civil War, hvor 620000 amerikanere døde, eller
Jackson æraen, eller William Jennings Bryan og Populismen eller
Depressionen, eller de voldelige optøjer i de sene 1960’erne og tidlige
1970’ere...)
Ingen anden del af uddannelse har fået et sådan uretfærdigt slag som det - at huske udenad.
Hvis der er en ting jeg fortryder fra mine egne år i skolen (udover min
stædighed) er det at jeg ikke blev krævet at huske en hel del mere
udenad - og jeg skulle trods alt lære langt, langt mere udenad end
nutidens børn. At
lære udenad udvikler “hjernemusklerne” og giver os en database som
internettet ikke kan erstatte. Jeg er altid misundelig på de studerende
fra de eksklusive engelskskoler der kan citere lange dele af vers og
finde det rette citat fra klassikerne (indrømmet, selv de skoler er ikke
hvad de har været).
Hjernerne som kroppene trives ved streng øvelse, og “kreativitet” er
ikke det sted man begynder. Kreativitet er endestationen. Man begynder
med at lære, med at tilegne sig en stor volumen af kundskab. Indtil
sindet har suget tilstrækkeligt med omfattende ressourcer til sig som
man derpå kan trække på, forsøger man at skabe et vakuum. Det vi kalder
“kreativitet” er fingermaling af blinde.
At
gå i skole behøver ikke være “sjovt.” Det skal være effektivt. Og en
skole skal være et selvopretholdende præstationssamfund. Dens første
prioritet kan ikke opnås ved en falsk selvbevidsthed. Ægte selvbevidtshed stammer fra hårdt arbejde, ikke ved at få at vide at man er brillant fordi man kan søge oplysninger. Enhver
der har mødt - og skulle ansætte - unge jobansøgere der kommer friske
fra universitetet nu om stunder står overfor enslydende ansøgere (lige
fra det tøj de har på til interviewet) som strømmer over af selvtillid
til et punkt, hvor det næsten giver pletter på gulvtæppet, men som når
de først er antaget ofte ikke har nogen arbejdsetik, ingen referencer og
er utilstrækkeligt klædt på til selv grundopgaver. For eksempel kommer der fra “top” universiteternes mesterprogrammer håbefulde
journalister der ikke kan stave, ingen begreb har om tegnsætning eller
kan konstruere en sætning der dækker et emne, og som ikke kan analysere
problemer uden at være følelsesmæssigt engagerede, men som har vildt
oppustede forventninger om hvad arbejdspladsen og samfundet skylder dem.
Men
hensyn til de som går ud af high-school … nuvel mulighederne for dem
skrumper ind for hver dag. Ikke desto mindre skal vi finde metoder til
at reducere antallet som stopper før tid. En ung der mangler sit
high-school diplom er dømt til at være en byrde for samfundet gennem
hele sit liv. Var
det op til mig da ville jeg også kræve et high-school dilom for at
erhverve sig et førerbevis eller for at modtage hvilken som helst ydelse
fra regeringen.
Uretfærdigt?
Så absolut ikke. Alle rettigheder udover de mest elementære
menneskerettigheder skal rettes til individets forståelse af sit ansvar
for samfundet og staten. Sagt helt direkte, alle unge amerikaner der
ikke er i alvorlig grad handicappede skylder vort land at bestå
high-school.
Alle problemerne går dog stadig tilbage til de ineffektive lærere, ikke til stakkels minister Duncans “forvitrede skoler.” En
‘ stor’ lærer kan gøre underværker på en skole i elendig forfatning,
men en elendig lærer underviser ikke et hak bedre i en supermoderne
skole. Nye computere i klasseværelset er jo storartet, men kvaliteten af
læreren der forrest i lokalet er dog langt mere vigtig.
Medmindre
en ung opdager glæden - og det er en glæde - ved at læse stor
litteratur eller blot gode bøger valgt af egen vilje, da er det
usandsynligt at eleven opnår en passion for at læse i vort
uddannelsessystem. Det samme gælder for kærlighed til matematik eller
fysik. Vi har sænket forventningerne, ikke kun til eleverne. De
studerende forventes det ikke af, at de skal arbejde rigtigt (og nej
“socialisering” fra ekstra aktiviteter uden for pensum er ikke en
erstatning for at kunne mestre geometri). Lad mig gå tilbage de de
high-school engelsklærere jeg havde: De elskede
litteratur, og selvom de ikke kunne få os alle til at elske den som de
gjorde, var de dog helt sikre på at vi skulle udsættes for den. Med
tiden bestod jeg high-school (på trods af at have været en skuffende
elev om dagen og en rockmusiker om natten), så havde jeg altså læst
Aristoteles, Lucretius, de græske dramatikere, Shakespeare (ikke kun
brudstykker af Romeo & Julie, men “Hamlet” “Othello” og “Macbeth”),
Thomas Kyd, Dickens, Conrad, Lawrence, Tjekhov, Dostojevski, Tolstoj,
Shaw, Steinbeck, Hemingway, Ibsen, Strindberg, Beckett, Arthuer Miller,
Tennessee Williams, de store engelske poeter og andre. Hvor mange der
går ud af college i dag har læst halvdelen af de forfattere på den
liste?
Jeg
vil ikke lade de konservative slippe for dette krydsforhør: Forestil
dig, hvordan en håndfuld “vrede” forældre ville hyle op om det latterligt
godmodige seksuelle indhold i de bøger. Deres børn ser og hører langt
langt værre ting på TV - eller deres smart phones -- men skolerne skal
være renset for seriøs litteratur i Dydens Hellige Navn.
Ligesom
uddannelse i dag ikke drejer sig om de studerende men om lærerne,
således er også meget uoplyst aktivisme om forældrene frem for eleverne.
Hvis man ønsker at “beskytte” sit barn fra umoralitet, så fjern barnets
smartphone, computer, TV, iPod og radio, der alle giver adgang til
langt syndigere sager end noget af det Faulkner eller Steinbeck kunne
drømme om.
Jovist, giver jeg konservative nogle venlige dask: Den mest vanærende
bevægelse på uddannelsesfronten fra vore rækker har været at insistere
på at “Kreationismen” skal undervises i Videnskabsfag, som et ægte
alternativ til Evolution. Kreationismen hører hjemme i Søndagskolen. Vi
har så absolut ikke brug for at vore allerede syge skoler til blive til
krisnte madrassaer. Der er bare ikke tid i de begrænsede timer der i
klasseværelsen til at lade som om at Adam og Eva havde dinosaurer som
kæledyr. Fossiler er ikke “teorier” som en republikanske håbefuld præsidentkandidat gerne så det. Ligesom
venstrefløjens nonsens skal fjernes fra pensum, således skal religion
udelukkes fra videnskabsfag: Af alle de fag som vi er begyndt nedtone,
giver videnskabsfagene den største sårbarhed.
Lad
os nu tage os gevaldigt sammen. (Og til mine medkristne: Jeg er ikke
overbevist om at Gud har et Timex. En af hans “Dage” kunne være
milliarder af vore år. Vor Frelser talte i lignelser således at vi kunne
forstå. Er det så for langt ude at tro, at den evindelige og grænseløse
storhed hos Gud også skal kommunikeres til os dødelige i lignelser? Jeg
kan ikke komme i tanker om nogen større ‘synd’ med hensyn til stolthed,
end formode at nogen af os kan kende Guds storslåethed. Overlad det til
blasfemikerne hos de islamiske ekstremister.)
Når alt dette er sagt så kan der ikke
være tvivl om at den største skyld for den intellektuelle fattiggørelse
i K-12 uddannelserne ligger hos den politiske venstrefløj, der har gjort
‘fattigdom’ til en ‘levedygtig’ livsstil man kan vælge; man har
forsvaret fagforeningerne der sætter lærernes velfærd højere end at
eleverne får succes; man har gjort selvbevidsthed til et højere mål end
at få lært noget; og man har kæmpet for at holde minoriteterne “nede,
dumme og som Demokrater.” Men intellektuelle seriøse konservative har
alt for ofte vendt sig bort, og overladt uddannelsesmarken til
venstreorienterede svampehjerner.
Op
når vi så endelig engagerer os, så er det for at gøre læringen
‘sundere,’ rense ud eller insistere på at påtvinge vore religiøse
synspunkter i klasseværelset. Undervisning
skal være kendsgerning baseret, krævende og politisk neutral. Den
eneste dagsorden skal være at skabe så mange effektive, succesrige
borgere som muligt, som så igen kan give støtte til vort lands storhed
og magt.
I
Det Herrens År 2011, bruger United States langt flere penge per borger
på uddannelsen end noget andet større land - og får langt mindre retur.
Udover al politiken og selvinteressernes netværk er grunden ganske så
simpel, ligesom to og to giver fire: Vi har fjernet læring fra
uddannelsen.
Family Security Matters Contributing Editor Ralph Peters
is a retired Army officer who had to learn just about everything the
hard way—despite having had a number of terrific teachers. He is the
author of 28 books, including the forthcoming historical novel, Cain at Gettysburg.
Had he not had such fine, patient and knowledge-loving teachers, he
would have had few, if any, of the successes he has enjoyed in life.
http://www.familysecuritymatters.org/publications/detail/failing-schools-a-sign-of-failing-national-character