Hvad med det menneskelige i AI tidsalderen?

 S.R. Piccoli

Sommeren formodes, i det mindste i teorien, at være årets bedste tid, til at reflektere over sig selv, og de store spørgsmål i vor tid. Måske det varme vejr gør, at det er mere egnet til tænkning end til handling, eller måske er det den enkle kendsgerning, at mange mennesker er på ferie og endelig har tid til at tænke over tingene. Uanset hvad, at tale om kunstig intelligens (AI) nu om stunder er i praksis ikke til at komme udenom. 

For hver intelligent og indsigtsfuld ting vi læser eller hører om dette enorme og komplekse emne er der utallige tåbelige eller banale udtalelser der multiplicerer sig som the Gremlins i filmen fra 1984. En roman som Klara and the Sun (2021) af Kazuo Ishiguro, med dens humanistiske tilgang til AI er et eksempel på førstnævnte, de konstante over simplificeringer der oversvømmer både de gamle som nye medier, et perfekt eksempel på sidstnævnte.

En ting er sikker. At tale om A.I. handler i sidste ende om at der tales om mennesker. Fordi ingen teknologi, selv ikke den mest avancerede, er intet andet end kodelinjer eller algoritmer. Det ender altid med at være en refleksion af vores ønsker, de ting vi frygter, vores begrænsninger og vores håb. Det er ingen overraskelse at i denne tid, hvor AI hurtigt gennemsyrer hver del at vores liv, at vi er vidner til spænding og uro, med rod i de oldgamle spørgsmål som filosoffer og digtere har stillet i årtusinder: Hvem er vi? Hvad kan vi blive? Hvad er vores skæbne?

Således at se tilbage på de store tænkere og skribenter fra historien føles ikke blot interessant, med nødvendigt.

Nietzsche, for eksempel ville smile af noget af den frygt der er ved AI. Han brugte sit liv på at opfordre menneskeheden til at udfylde sit sande potentiale - “Bliv hvem du er!” sagde han - og han ville sandsynligvis mene. at hvis der kræves AI for at befri os fra kedsommelige opgaver, rutinearbejde, bogholderi eller endeløse emails, så er der intet forkert i det. Det kunne endog være en slags Dionysisk befrielse: “Lad maskinerne klare papirarbejde så vi kan danse, skabe noget, eller se solen gå ned."

Ralph Waldo Emerson, den store stemme for amerikanske transcendentalisme - en tænker Nietzsche i sandhed beundrede - ville sandsynligvis være enig. Han skrev, “Det som ligger bag os og det som ligger foran os er småting sammenlignet med det som ligger i os.” Emersons tro på individets magt, og på menneskelig fremskridt ville ikke være rystet af udfordringerne ved AI. Han ville muligvis have anset det som et værktøj til at forstærke menneskets potentiale - så længe vi bliver tro mod vor indre stemme. Brugt klogt, kunne AI blive en allieret i vor rejse mod selvbestemmelse og ikke en tyran. 

Dog kan vi ikke ignorere risiciene for overdreven begejstring eller arrogance. Teknologi, som Platon udmærket vidste, er en skøn sirene. Men den kan også bedrage os. Den får os til at tro alt er muligt for os - endog genskabe selve bevidstheden. Og dog er det morsomt at tænke over at Platon, al sin storslåethed til trods, aldrig kunne have forestillet sig Chat GPT, manipulerende videoer eller algoritmer der kan skrive digte eller kærlighedsbreve.  Dog svæver hans spørgsmål stadig i luften over idealernes rige: Hvad er mennesket? Og hvad vil vi blive når maskinen taler vores sprog? 

Lad det være tydeligt: AI er i sig selv ikke noget der skal skræmme. Det som er skræmmende er menneskeheden. Shakespeare forstod det udmærket. I Hamlet, skrev han, “What piece of work is man!”  Jo fantastisk og ædelt... men også forræderisk, smålig og brutal. Inderst inde ved vi alle at det virkelige uhyre  ikke er inden i maskinerne.... det er inde i folk. Nietzsche ville kalde det vores vilje til magt. Eller måske er det ganske enkelt vores oppustede ego, som hos den romerske kejser Tiberius, som Montaigne forhånede for at være mere bekymret for sit eftermæle end om at leve et godt liv blandt sine samtidige. Jovist, fantastisk, og ædelt...men også forræderisk, småligt og brutalt. 

Også Dante vidste dette. Han kortlagde en hel rejse gennem Helvede, Skærsilden og Paradiset for at vise at mennesker mister sig selv - og finder sig selv igen. Hvis i dag vi forsvinder blandt dimser og duppeditter, er det måske ganske enkelt den samme gamle selva oscura, hvor den rette vej er let at miste. Hvem ved, om en algoritme nogensinde ville kunne være vores Virgil og føre os ud? Måske - i det mindste når det drejer sig om at give anvisninger på vejen hjem på Google Maps.

Naturligvis skal vi være årvågne. Faren er at vi bliver så vant til komfort at vi begynder at uddelegere ikke kun vores opgaver, men også vores tænkning, vores kritiske ånd, og vores historie erindring - at vi begynder at betragte maskinen som et orakel der ikke kan fejle.

Det er ved sådanne lejligheder at vi hører Montaignes lettere melankolske påmindelse til os, “Jeg underviser ikke, jeg fortæller en historie.” Nuvel AI fortæller også historier. Problemet er, at den ikke nødvendigvis fortæller sandheden. Og der er en kæmpe afgrund, en der mindre tilhører teknologiens rige og mere tilhører domænet med menneskelig dømmekraft. 

Vi burde ikke give efter for ideen om en AI igangsat apokalypse. Men vi bør så absolut være bekymret over en apokalypse af menneskets ånd - om mennesker der standser med at stille spørgsmål. Her er den virkelige fare. 

Den største risiko er at holde inde med at stille spørgsmål om hvem vi er, hvorfor vi lever og hvad vi sådan set ønsker. Og hvis der er en lektion som klassikerne - fra Platon til Shakespeare, fra Dante til Montaigne - lærer os, er det at det at tvivle er liv. At der ingen sandhed er uden modsætning. Og at somme tider, som Sofokles sagde, “det ikke at vide noget er det sødeste liv.” 

Måske vil AI tvinge os til at redefinere hvad det vil sig at være menneskelig. Måske vil AI gøre os klogere. Eller gøre os dovnere. Eller begge på en gang. Men jeg ville holde af at tro at vi vil lære at benytte det som et spejl hvori vi kan se os selv mere klart, meget ligesom Montaigne i sit tårn omgivet af hans tusinder af bøger og de græske og latinske maximer (sætning der kort udtrykker en leveregel eller et grundlæggende princip) skåret ind i bjælkerne. 

Og her, måske vil vi endelig indse, at hvis fremtiden skræmmer os, er det ikke på grund af AI. Det er os selv. På grund af vores arrogance. Eller vores dovenskab.

Det bør betones, at menneskeheden aldrig har været nærmere på at blive ægte mester - af sig selv. Vi skal huske, at maskiner kan imitere mange ting -- men ikke de hurtige hjerteslag i et menneske ved synet af en solnedgang, eller mysteriet i en sjæl der spekulerer på hvorfor den eksisterer. 

Samuel Robert Piccoli is a blogger and the author of several books, among them Being Conservative from A to Z (2014) and Blessed Are the Free in Spirit (2021).  He lives in the Venice area.

Image via Unsplash.

https://www.americanthinker.com/articles/2025/07/rethinking_humanity_in_the_age_of_ai.html