Skæbnen for de franske kolonister i Nordamerika

Skæbnen for de franske kolonister i Nordamerika. En lære for nutiden

Brandon J. Weichert

I 1660’erne kæmpede de franske kolonier i dagens Canada med at trives, trods Kong Ludvig d. 14. havde sendt tusinder at kolonister derover for at befolke Nieu France - betalt af kronen.

Naturligvis hjalp det vel næppe at kronen sendte de fleste af de franske kolonister derover til Ny Frankrig som slavelignende tjenere (dermed efterlignede man på effektiv vis det klassedelte samfund som var kendetegnet for datidens Frankrig - nu blot i et nyt land med en elendig infrastruktur.  

De nyankomne kolonister eksisterede som kontraktforpligtede tjenere (slaver) i en tidsperiode, og derpå forventede man at de blev føjelige bønder - trælle - i Ny Frankrig.

Som Colin Woodward forklarer, “vendte to tredjedele af de mandlige tjenere tilbage til Frankrig,” efter deres kontrakt var udløbet, og han nævner som årsag  “de barske konditioner, konflikter med Irokeserne og manglen på franske brude.”

 

Til varm anbefaling - Brian Moores bog Sort Kåbe (synopsis-olsen)

https://www.youtube.com/watch?v=zS6bmm921G8&t=36s

Mange af de tilbageværende franske kolonister drog videre ud i ødemarken og blev “indfødte.”

Fordi de blev fuldstændig frataget ethvert håb i Den Nye Verden valgte disse franske kolonister at forlade kolonierne i Ny Frankrig og i stedet leve som “ædle vilde” i Nordamerikas enorme ødemarker. 

Disse kolonister overlevede ved at bruge landet, solgte pelsartikler og tømmer til de indfødte amerikanske handelsmænd - de giftede sig endog med døtre af magtfulde indfødte amerikanske høvdinge for at gøre deres sociale postion bedre i deres nye fædreland.

Det var ikke kun tidligere franske kontraktbundne der flygtede ud i skovene for at leve som “ædle vilde.” Mange kolonister fra overklassen forlod Ny Frankrig til skovene i Nordamerika.

Idet han skrev til sine overordnede i Frankrig forklarede Guvernør Jacques-René de Brisay de Denonville:

“[De franske kolonister]… tilbringer deres liv i skovene, hvor der ingen præster er til at holde dem i ørene, ingen fædre, ingen guvernører til at kontrollere dem […] jeg aner knap hvordan jeg kan beskrive for Dem den tiltrækning som alle de unge mænd føler ved ‘den vildes liv,’ hvilket er ingenting at lave, at være fri for alle snærende bånd, at følge de vildes sædvaner, og at sætte sig uden for enhver mulig irettesættelse.” 

Således skrev guvernør Denonville om sine franske kolonister der forlod den franske levevis i Ny Frankrig til fordel for de infødte amerikaneres levevis i 1685.
  
Dog kunne Denonvilles ord også med lethed anvendes på moderne Vesterlændinge i Den Nye Verden - især de mandlige i vore samfund der er karakteriseret ved mangel på energi og foretagsomhed. De europæiske vesterlændinge erfarer dette i udpræget grad, hvorimod deres amerikanske modparter ikke desto mindre også erfarer denne mangel på energi og foretagsomhed.

Ulig “den ædle vilde” dengang - den der kunne drage hovedkulds ind i de store skove i Nordamerika og overleve i årevis - endog opleve velstand - så er den “ædle vilde” i det postmoderne Vesten mere lig et barn der er efterladt alene på en befærdet gade. Vi er som fortabte og usikre på vor fremtid. Den usikkerhed har medført en betragtelig frygt og ængstelse, der har forvandlet sig til selvødelæggende nihilisme.

Et af de få lighedspunkter som de postmoderne ‘vilde’ i Vesten har med de præmoderne ‘ædle vilde’ er at begge grupper kun lever, levede for tiden  - nu og her.

Nogle af de tidligere franske kolonister giftede sig med, boede sammen med indfødte amerikanere, skabte familier (og dermed en fremtid for dem selv), men hvor mange af dem gjorde det? Hvor mange forblev blot i skovene og levede for sig selv? Dette er at sammenligne med de postmoderne ‘vilde’ i Vesten i dag. Fremfor at forlade et samfund i forfald som de franske kolonister fra dengang gjorde så flygter mange - især unge mænd - i dag ind i den virtuelle verden med videospil, pornografi og internettet, hvor deres begær i øjeblikket tilfredsstilles.

Ligesom i kolonierne i Ny Frankrig er der stadig de af os der lever og arbejder som tidligere generationer gjorde - forsøger at spare op, betaler vore regninger, opretter familier, opbygger samfundet etc. Men i dag er der et skræmmende antal mennesker der simpelthen har givet op og er flygtet ind i deres virtuelle ‘skove.’ 

Der er en paradoksal livsstil i Vesten. Vi ønsker, og har i sandhed behov for et liv i frihed. I the United States er frihed en af de tre mest grundlæggende principper i vort samfund (sammen med liv og stræben efter lykke). Dog forveksler vi i dag ofte frihed med libertinisme, vi sammenblander individualisme med isolation. Og for mange har dette en tærende effekt på samfundet. Vi har alle brug for vor privatsfære, og vi har alle brug for at ‘flygte’ af og til. Imidlertid bringer de postmoderne ‘vilde’ disse koncepter helt ud i det ekstreme.

Ifølge Aristoteles:

“Mennesket er af natur et socialt dyr, .......Enhver der enten ikke kan eller vil føre et almindeligt liv eller er så meget nok i sig selv at der ikke er behov for det, og derfor ikke deltager i samfundet er enten et ‘bæst’ eller en gud.”

Jeg kan med sindsro betro dig, at den postmoderne ‘vilde’ ikke er en gud (han frygter ej heller gud hvilket er en væsentlig del af problemet) Som Denonville observerede om de flygtende “ædle vilde” i kolonierne i Ny Frankrig således er dagens Menneske “uden mulighed for irettesættelse.” Vi har fjernet alle tidligere restriktioner indført på mennesker - og har omtalt disse begrænsninger som tegn på undertrykkelse af en eller anden form.

Hvad kan vi fremholde som bevis på det?

Vesterlændinge (såvel individer som lande) lever med en forbløffende kæmpegæld. Der bliver født færre og færre børn hvilket fører til en ondartet cirkel af nedtur i velstanden. De fleste opfører sig infantilt (såkaldte “eksperter” argumenterer for man ikke er voksen før man er fyldt 24). Dagens vesterlændinge lider af et uforholdsmæssigt antal tilfælde af depression, angst, fedme og andre neuroser. Flere ægteskaber ender med skilsmisse end nogensinde før. Abort er alt for almindeligt forekommende. Samtidig bliver vore regeringer mere korrupte mens færre personer deltager i den demokratiske proces - dermed tillades at flere områder indfanges af særinteresser og inkompetente og/eller korrupte politikere og bureaukrater.  

Som de franske kolonister i Den Nye Verden i det 17. århundrede fungerer Vestens lande. Imidlertid bliver deres fulde potentiale drænet af ineffektive socio-politiske dynamikker med moderne politik i Vesten. Dette dræner samtidig Vesten for et enormt potentiale og skubber ellers lovende individer ud i mørket i isolerede lommer. Som med kolonierne i Ny Frankrig svækkes Vesten og giver derved rum for at en mere selvsikker magt kan få øget indflydelse og erstatte Vesten.  Den franske dominans i Nordamerika blev med tiden endeligt erstattet af Det Britisk Imperium under 7 års krigen. Hele Ny Frankrig faldt til briterne indtil Det Britiske Imperium afkoloniseredes efter 2. Verdenskrig.  

Med et Vesten i forfald og lande som Kina der åbenbart er på fremmarch, hvem vil så erstatte Vesten som den dominerende kultur på planeten?

Idet vi må gå fremad skal Vestens samfund stræbe efter at gøre det som tidligere generationer stod for: Skabe - og styrke - de bånd der støber samfundet, på lokalt, på statsligt og i sidste ende forbundsmæssigt plan.

At gøre Amerika - og Vestens civilisation - Great again vil kun ske, hvis vi kan genopbygge vore samfund, have fokus på at opbygge nationen, og genoplive vore civile liv. Det vil tage tid og en samlet indsats af en type som de fleste i Vesten ikke længere er i stand til at yde. Hvis vi ikke giver os i kast med denne generations genopbyggende kampagne så vil Vesten helt sikker fortsætte sin dødelige nedtur og en ny mørk tidsalder kan svøbe sig om Vesten i adskillige generationer.

Postmoderne samfund i Vesten har skabt en generation af ‘vilde’ der er så langt fra ædle og værdige til efterligning.

https://spectator.org/the-postmodern-savage/