torsdag den 31. oktober 2019

Hyldest til hunden der opsporede al Baghdadi

Hyldest til hunden der opsporede al Baghdadi

Præsident Trumps tweet med billede og hyldest af “den vidunderlige hund som gjorde et STORSLÅET ARBEJDE med at fange og dræbe lederen af ISIS, Abu Bakr al-Baghdadi!” var et eminent stykke psykologisk krigsførelse, sammen med god indenrigspolitik, der går direkte i hjerterne på amerikanere der elsker deres hundevenner. 

We have declassified a picture of the wonderful dog (name not declassified) that did such a GREAT JOB in capturing and killing the Leader of ISIS, Abu Bakr al-Baghdadi!
View image on Twitter

For ser du muslimer lærer at hunde er urene. At få bragt Baghdadi fjernet ved et “urent” dyr er en ekstra dosis ydmygelse, noget lig den måske apokryfe beretning om taken down by General "Black Jack" Pershing der gav ordre til at muslimske terrorister han bekæmpede på Filippinerne sent det 19. århundrede skulle begraves med svinelig for at hindre deres adgang til himlen. (Se denne på synopsis)
Profeten Muhammad hadede hunde, måske fordi han i sin tidlige karriere som karavanrøver blev frustreret over hunde der advarede om at indtrængende kom for at angribe og stjæle. Jeg skrev om dette for næsten 5 år siden, efter at have lagt mærke til reaktioner fra en gruppe unge muslimske kvinder om de to kære hunde jeg gik tur med - en blanding af tiltrækning og rædsel. Her følger nogle eksempler på had til hunde i  Islamisk skrifter:
Fra Bukhari Vol. 4, #540
Fortalt af 'Abdullah bin 'Umar: Allah's Apostle gav ordre til at hunde skulle slås ihjel.
Fra Abu Dawud #2839
Abd Allah B. Mughaffal har rapporteret at Allahs apostel siger: Var hunde ikke en art af skabelsen skulle jeg beordre at de alle skulle slås ihjel; dog slå enhver sort ihjel.
Hadith's noten for #2839 siger, “Profeten gav ikke ordre til at slå alle hunde ihjel, for nogle skal bruges til jagt og holde vagt. Han gav ordre til at slå de helt sorte ihjel. De kunne være de mest ondsindede blandt dem.
Fra Muslim #3814
Ibn Mughaffal rapporterede: Allahs budbringer beordrede at hunde slås ihjel og sagde derpå, “Hvad er problemet med dem (Medinas folk?) Hvor hunde er en plage for dem (Medinas borgere?) Han tillod derpå at holde hund til jagt og (beskyttelse) af dyrehjorde....og for beskyttelse af opdyrket land.
Fra Muslim #Number 055
Ibn Mughaffal rapporterede: Allahs budbriger beordrede at hunde slås ihjel og sagde derpå: “Hvad med dem, det vil sige, om andre hunde? og gav derpå tilladelse (til at holde hund) for jagt og hund for hjordens sikkerhed, og sagde: Når hunde slikker redskabet/genstanden, så vask den syv gange og gnid den med jord den ottende.
Fra Muslim #3813
Abu Zubair hørte Jabir Abdullah sige: Allahs budbringer beordrede os til at slå hunde ihjel, og vi udførte denne ordre så godt at vi også slå hunden der var vandrede med en kvinde i ørkenen ihjel. Så forbød Allahs apostle at de dræbes. Han sagde: “Det er jeres pligt at dræbe de helt sorte (hunde) der har to pletter (på øjnene) for den er en djævel.

tirsdag den 29. oktober 2019

Filippinerne - Sydøstasiens Polen?

Filippinerne - Østasiens Polen?

I betragtning af Kinas position som en stormagt i klassisk forstand i Asien, og med Amerikas rolle som førende i Stillehavsregionen er der dukket en militær udfordring op i farvandene nær Kina, hvor energien til den livsvigtige industrielle magtindflydelse flyder - olien for blot at nævne en. Det betyder at kontrollen over Det Sydkinesiske Hav er næste skridt i indførelsen af et Ny Kinesisk Imperium. Som i 1938, da Polen lå mellem Wehrmacht og Den Rød Hær, er Filippinerne det svage punkt mellem USA og Kina
Det er almindelig viden at Amerika har intentioner om at omgive Det Sydkinesiske Hav med formodede Allierede - Sydkorea, Japan, Taiwan, Filippinerne og Vietnam. Et mål for vor udenrigspolitik er at forene disse lande i en et forebyggende forsvar. Samtidig synes Kinas Kommunistparti at gøre, hvad det kan for at genere naboerne. Kinas “Nine Dash Line” med udvidelse i havet, militariseringen af rev og småøer, den direkte og brutale stjælen af havets ressourcer burde gøre det klart for alle at Kina ikke er god at have som nabo. 
Amerikanse diplomatiske bestræbelser for at fastforankre front-linje landene i en afbalancerede styrke beror på deres grundlæggende egeninteresse - efter vor mening. Vore allierede har undertiden anderledes synspunkter og ser komplikationer som amerikanerne måske overser, glemmer. Øget militært samarbejde mellem japanerne og sydkoreanerne går direkte mod den lange historie med fjendskab og bitterhed, herunder den bogstavelige “voldtægt, voldtægt” af kvinder i 2. Verdenskrig. Vietnameserne husker stadig at vi forsøgte at hindre det nuværende kommunistregime i at overtage landet. Rester af nedskudte B-52’ere under Juleangrebene i 1972 udsmykker stadig parker i Hanoi.  
Landet med de sværeste beslutninger at tage er Filippinerne. Udfordringen her er at Filippinerne er det svageste led i kæden. Sydkorea og Japan har moderne flåder og kunne blive indehavere af atomvåben, hvis de vil. Filippinerne har ikke den kapacitet. Vietnam har allerede en gang før slået en invasionshær fra Kina tilbage i 1979. Taiwan har rustet sig mod invasion i årtier.
For at vise Filippinernes militære svaghed versus Kina, så er Filippinernes flådes tre mest brugbare skibe 40 år gamle og tidligere kystvagtkuttere som blev foræret til dem af USA. Med samlet 3250 ton og efter en større ombygning er de nu brugbare flådefartøjer. Men Kinas Flåde har 62 destroyere og fregatter, der er større end 320 tons - altså 3 versus 62 plus sværme af mindre krigsskibe og et dusin atomubåde. Nogle få nye korvetter skal leveres til Filippinerne fra skibsværfter i Sydkorea, men med 1700 tons er de jo kun sølle halvdelen af de ombyggede kuttere.
På det økonomiske område er det Kinas økonomi der i stadig større grad er aftager af Filippinernes eksport. Kina og Hong Kong står for 35% af al eksport, og stadig mere i elektronik. USA køber blot 13% af Filippinernes eksport. Men en årsindkomst i gennemsnit på 3280 dollars, men en vækstrate på over 6% er Filippinerne officielt en “ny industrialiseret økonomi,” og det takket været naboen Kina. Filippinerne kan ikke længere brødføde sig selv - man importerer stadig mere ris, grundstammen i kosten. 
Dog viste 2. Verdenskrig at der var risici forbundet med forholdet til Amerika. Japanerne ville have erobret øerne under alle omstændigheder, og det amerikanske forsvarsløfte fra før krigen begyndte var i sidste ende hult da den hemmelige  War Plan Orange indrømmede at Amerika manglede den militære styrke til at hjælpe øerne og forsyne dem under angreb fra Japan.  Douglas MacArthur generobring af øerne var med store omkostninger for U.S. militæret, de sværeste tab led dog Filipinos, der mistede over 100000 civile og måtte se Manila reduceret til en rygende ruinhob, den mest ødelagte af alle Allierede byer i 2. Verdenskrig ud over Warszawa.
Filippinerne står således i dag med at skulle håndtere en stadig mere aggressiv økonomisk og militær magt - Kina - og en mangel på stærke venneer. Kineserne har historisk set længe haft aktiv handel med øerne. Mange blandt Filipino eliten har noget Han- blandet med spansk- og malayblod i årerne. Relationen med kinesisk økonomi har givet en solid økonomisk vækst. Men kineserne har helt klart krænket international lov ved at overtage ubetydelige øer ikke langt fra kysten og har blokeret at Filipino fiskere kan udnytte deres traditionelle fiskesteder der helt tydeligt befinder sig i Filippinerne økonomisk zone.
Min overordnede fornemmelse er at de fleste Filipinos i det mindste er forbeholdne over for Kinas intentioner, om ikke de er direkte kulturelt fjendtligt indstillede. Et større problem er indførelsen, invasionen af “shabu.” de lokale navn for methamphetamine, der i store træk smugles ind fra Kina. Spredningen er ved at flå Filipino samfundet i stykker, og en af præsident Dutertes mest populære politikindsatser er at skyde shabu handlerne. Præsident Obama var meget kritisk over Dutertes narkopolitik, hvilket førte til Dutertes så berygtede karakteristik af Obama som “søn af en hore,” og hans anti-narko politik er stadig yderst populær blandt Filipinos.
Derfor træder Filippinernes valgmulighed stadig mere tydelig frem - vær åben og ikke konfrontatorisk over for Kina eller slutte sig til alliancen under ledelse af USA for at inddæmme Kina. I begyndelsen af sit præsidentskab flirtede Duterte helt åbenlyst med Kina og Rusland. Nu synes Duterte at holde sine muligheder helt åbne. Kinas Xi’s mødtes tidligt Duterte og lovede store økonomiske investeringer. Dutertes svar var at invitere Japan på besøg. Japanerne tog naturligvis mod investeringstilbudet. Da Trump blev præsident var en af de første han kontaktede Duterte - der er en vis overensstemmelse i deres ledelsesstil.
At holde sig ude af en amerikansk ledet alliance vil have forudsigelige konsekvenser. For det første vil Kinas dominans sprede sig og være mere tyngende. Uden allierede vil Filippinerne erfare Thucydides maxim - “Den stærke vil gøre som det passer ham, og den svage må holde det ud.”Samfundet vil krympe sig under kinesisk dominans. Det borgerne i Hong Kong oplever vil ske på Filippinerne, dog vil kinesernes autoritarisme ikke fredeligt acceptere filippinernes afslappede levevis. Øriget er nok for stort til at være en model a la Tibet, men vær sikker på at Kina vil forvandle Filippinerne så landet passer til kommunisternes interesser. 
Men at begive sig ud i den amerikanske alliance kan også vise sig at være fyldt med risici. Filippinernes historie fra 1942-45 viser at amerikansk tøven var en fejl før og kan begåes igen. Det kan være meget smertefuldt at blive fanget mellem to giganter der kommer op at slås. Hvem ønsker sig at være Stillehavets Polen - igen??
Den amerikanske strategi er under Trump langsomt ved at komme i fokus. For det første gælder det om at “nudge” Kina væk fra en eksportfokuseret økonomi og til en der betjener deres hjemmemarked. De fleste udviklingslande følger denne vej og Kina halter bagud. Kina har under Xi overført landets indtjening ved eksport til militære udgifter selv nu her hvor den militære trussel mod landets sikkerhed synes lille og svag. Kina står i risiko for at blive isoleret fra Vestens markeder og dermed udsultet for udenlandske penge. Set udefra kan KInas militære oprustning se ud til at være med et aggressivt formål.
En af Trumps metoder og strategimål er at få de globale forsyningslinjer væk fra Kina. Filippinerne synes at være en naturlig erstatning for produktion i Kina. Lad os håbe at de amerikanske forhandlere om afgifter kan åbne dørene til amerikanske markeder endnu en gang, som vi så det i 1920’erne, men denne gang til et bredere udvalg af industriprodukter og ikke som dengang blot sukker.
Men kan de amerikanske styrker nu også militært beskytte Filippinerne? Højst sandsynligt ikke fra Guam, så der er brug for fremskudte baser på Filippinerne. Plus vi har brug for at vise vort ansvar ved at udvide vor Navy endnu engang. Når det er nævnt vil en krig med Kina ikke nødvendigvis skulle udkæmpes ved the Nine Dash Line eller om de militært befæstede rev og småøer, og amerikanske tropper er der ikke brug for bliver landsat på kinesisk territorium. Fra Kinas perspektiv er deres taktik med at nægte adgang til Det Sydkinesiske Hav nødvendig, men ikke tilstrækkelig. Amerikansk strategi ville måske være at blokere Kina udefra. 
Når man tager i betragtning at Duterte gennem lang tid har vist sig som en dreven diplomat og er klar over hvordan kortene han har på hånden skal spilles, så forudser jeg at han vil spille begge parter ud mod hinanden så længe han får noget ud af det, eller indtil han overdrager magten til sin efterfølger. Det er nok det klogeste han kan gøre.
Men Amerika har brug for at gøre det så let og tillokkende som vi kan for at Filippinerne slutter sig til vor alliance. Vi skal tilbyde noget bedre økonomisk set, kulturelt set og militært. Amerika har brug for Filippinerne som allieret.

Ligesom det moderne Polen har sluttet sig til NATO, lad os håbe at også Filippinerne slutter sig til os.
Joseph Somsel hopes someday to retire to a pro-American Philippines.

søndag den 27. oktober 2019

Overvægtig sort professor i kønsstudier giver Trump skylden for at sorte kvinder ofte er fede

Overvægtig sort professor i kønsstudier giver Trump skylden for at sorte kvinder ofte er fede

Nej, dette er ikke satire fra the Babylon Bee.
Næ det stammer faktisk fra the Oprah Winfrey Network, og et uddrag med den sorte professor Britney Cooper, der ‘besidder’ en PhD fra Emory University og lige for tiden er associeret professor hos the Department of Women’s and Gender Studies at Rutgers University.

Med den baggrund er det måske ikke overraskende at kaste, igen, 
grunden til fedme på racisme og så lige dømme præsident Trump for den. Retfærdigvis skal nævnes hun kun omtaler Trump før hun kommer med sin racismeindvending som årsag til at sorte kvinder kunne være fede/overvægtige.
Her følger nogle få skærmbilleder med hendes udfald, fulgt af hele segmentet i et tweet, hvis du nu gerne vil høre hende, moderatoren og publikum der begejstret accepterer teorien om at hvide mennesker i det store billede og især præsident Trump er medskyldig i at uforholdsmæssigt mange sorte kvinder er overvægtige. 
Twitter video screen grabs 
“Jeg afskyr når mennesker taler om sorte overvægtige kvinder. Jeg afskyr det, fordi det bliver sådan man lægger skylden på os for forhold vi ikke har skabt.” @ProfessorCrunk.

.
Embedded video
Selvom det er morsomt er det også tragisk. Fedme er en usund og ulykkelig tilstand at befinde sig i. At give andre skylden fører aldrig til en positiv forandring.

torsdag den 24. oktober 2019

Mit socialistiske Helvede - 20 år i Venezuela

Mit socialistiske helvede: 20 års forfald i Venezuela

MATIAS DELACROIX/AFP/Getty Images
CARACAS – Venezuela, mit fædreland har det hele. Smukke bjergtagende landskaber, en overflod at ressourcer, unikke naturens undere som Angel Falls eller Catatumbo Lightning.
Hvis du dog ikke har hørt om os i nyhederne i den senere tid, så er det da også en tragedie af dimensioner. Mangel på toilet papir, desperate mennesker der gennemsøger affaldsdynger for at finde mad til deres familier, lange køer for at købe brød, et systematisk nedbrud af vore offentlige services, hunde der bliver flået ved højlys dag for kødets skyld, korruption, udbredt mangel på god medicin og lægehjælp, kontanter, sedler  hvis vægt tynger og så meget anden elendighed.

Hvor er jeg trist over at kunne konstatere at det er så sandt, så sandt det hele er et produkt af 20 års socialisme. 
CARACAS, VENEZUELA - APRIL 10: A homeless looks for something to eat on April 10, 2019 in Caracas, Venezuela. Political and economic crisis has triggered a food emergency in Venezuela. Most supermarkets and shops do not offer a wide variety and amount of food and goods due to the shortage that affects the country. To struggle with semi empty shelves, Venezuelans have to navigate street stalls and vendors to get eggs, corn and wheat flour and rice which are the basis of the Venezuelan diet. According to the 2018 survey on life conditions ENCOVI, conducted by three local universities, 89% of people consider their incomes are not enough to afford a proper diet. Six out of 10 said they had gone to bed hungry because they did not have the money to buy food. International Monetary Found estimates a 10 million percent inflation for Venezuela in 2019 with skyrocketing rises in the price of food and goods, increasing the number of Venezuelans unable to access to a healthy nutrition. According to FAO Early Action on Food Security report 2019, Venezuela is in alert due to food insecurity and has no consistent humanitarian response plan. (Photo by Eva Marie Uzcategui/Getty Images)
En hjemløs leder efter noget at spise taget 10. april 2019 i Caracas, Venezuela. (Eva Marie Uzcategui/Getty Images)
Jeg var lige knap 11 år gammel da Hugo Chávez kom til i 1999. Da hans “Bolivarske Revolution” indledte med at ændre på forfatningen og ændre vore love, var jeg et indadvendt barn der netop var flyttet til landets hovedstad fascineret af videospil, tegneserier og Power Rangers og med en noget overdreven fantasi.

Denne evindelige revolution havde indført en status quo i landet der ofte tvinger dig til at miste dine personlige forhåbninger og se bort fra din fremtid, dine håb og drømme; den ændrer dig på mange måder indtil du ikke længere er borger - du er en sølle overlever. 

Her i dag står jeg, mere eller mindre som det samme indadvendte barn - med 20 års stadig større vanskeligheder på mine skuldre; en mindre udgave af hvad jeg kunne have været, klyngende mig til de erindringer om at alt var mere enkelt og alt gav mening. Children play at a park in 23 de Enero neighbourhood in Caracas on September 4, 2019. - In addition to the political standoff, Venezuela is suffering one of the worst economic crises in its history with a quarter of its 30 million population in need of aid, according to the …
Dette er en personlig beretning om hvad mit liv har udviklet sig til efter 20 år med “Den Bolivianske Revolution” - 20 år der udgøre totredje dele af mit liv.

Jeg har stået i så mange køer efter brød at jeg ikke har regnskab på det. Jeg har været optaget af at tuskhandle for mad og medicin. Jeg har brugt gammelt medicin, fordi det var bedre end ingen medicin. Jeg har tilpasset mig og levet med besværlighederne der følger med at leve i det socialistiske Venezuela. Jeg har passet på min lillebror der ikke kan klare sig selv på grund af hans mentale kondition. Det har ikke været let da vi er to socialt udfordrede søskende, men vi bliver ved uanset hvad.

Socialismen har langsomt eroderet selve det grundlæggende i ethvert aspekt af det at leve, fra ytringsfrihed, til økonomsiek friheder, vor adgang til sunhedspleje og de personlige dokumenter til vandforsyning. Hver af disse strukturelle konkurser,  fraværet af sundhedshjælp vor valutas værdiløshed, den systematiske korruption i militæret og regeringen og udbredt censur - har berørt mig personligt. 

Socialismen er på mode i the United States lige for tiden, hvilket må betyde at min beretning er relevant langt uden for Venezuelas grænser. I løbet af denne serie håber jeg at kunne informere amerikanske læsere om realiteterne - og overlevelsen - i et socialistisk land. Jeg håber at ved at læse mine fortælling vil amerikanere være advaret nok til at disse beretninger bliver fjerne historier, frem for selvoplevede erfaringer.
Personlighedskulten
TOPSHOT - People walks by a graffiti with an image of late President Hugo Chavez in Caracas on May 11, 2018. - Venezuelan citizens will face presidential elections on May 20 amid a severe socio-economic crisis, with hyperinflation - estimated at 13,800% by the IMF for 2018 - and shortages of food, medicines and other basic products. (Photo by Luis ROBAYO / AFP) (Photo credit should read LUIS ROBAYO/AFP/Getty Images)
People walk by a graffiti with an image of late President Hugo Chavez in Caracas on May 11, 2018. (LUIS ROBAYO/AFP/Getty Images)
Enhver revolution og socialistisk/kommunistisk regime har brug for store ledere, martyrer og frontkæmpere. Venezuela er ingen undtagelse.

Cirka 2007 blev Hugo Chavez ikke længere omtalt af hans parti som bare “Præsident Chavez - niks, han blev nu kaldt “Kommandør-Præsident” en forfinet forandring der var med stor ideologisk vægt.

Efter hans død i 2013 blev Chavez ophøjet til “Øverste- og Evige Kommandør af Den Bolivarske Revolution,” Tro mig når jeg siger jeg ville ønske det var en joke. Cuartel de la Montaña, militærets hovedkvarter, hvor Chavez skjulte sig da hans kup i 1992 fejlede, blev hans mausoleum, hans tempel.

Kendsgerningen at dette fornemme halv-tempel ligger på toppen af et bjerg omgivet af faldefærdige huse er den perfekte ‘essens’ af socialismen.

Det forventes man drager på pilgrimsrejse til hans hellige revolutionære skrin, hvis man forventes at deltage i socialismens glans og hæder. Hver dag affyres en salve på timen for hans “såning” eller “siembra” på spansk (hos socialismen dør lederne ikke de “plantes i jorden.”) Cuba gjorde for nylig det samme med Fidel Castro).
A soldier of the Bolivarian militia shoots a cannon during a ceremony for the third anniversary of late Venezuelan President Hugo Chavez's death at the Cuartel de la Montana barracks in Caracas on March 5, 2016. AFP PHOTO/FEDERICO PARRA / AFP / FEDERICO PARRA (Photo credit should read FEDERICO PARRA/AFP/Getty Images)
En soldat affyrer en kanon under en ceremoni for afdøde præsident Hugo Chavez ved Cuartel de la Montana forlægningerne i Caracas den 5. marts 2016. (FEDERICO PARRA/AFP/Getty Images)
“Forestillingen” slutter altid med en eksklamation der begynder med “Uafhængighed og Socialistisk Fædreland.”

Sydamerikanere har altid været et religiøst folk. Hovedparten katolikker og det har lederne helt sikkert forstået at udnytte. På højdepunktet af sin magtperiode følte Hugo Chavez sig mægtigere end Gud, og gik så langt at han hævdede han ikke længere troede på en gud. Efter hans cancerdiagnose, begyndte han åbenlyst at bede Kristus om ikke at tage ham lige nu.

“Chavez’ øjne” og hans berygtede signatur er blevet halvreligiøse symboler. De tjener som en påmindelse om at den Øverste og Evige Kommandør ser alt. Hans signatur tjener et lignede formål, en påmindelse om, hvem der skal takkes for det gratis hus du nu bor i, men dog ikke ejer.
Chavez mur, Caracas, Venezuela (Ben Kew, Breitbart News)
Genudsendelser af Chávez’s gamle Alo Presidente ugentlige TV show sendes på Statens hovedkanel som var det et evangelium. Myndighederne elsker at hævde at man blot “bevarer Chavez’ eftermæle.” Som om det ikke var nok, kan man altid få ‘mærke’ Chavez’ signatur tatoveret på din hud.

Maduro er ikke blot “præsidenten.” Han er blevet formet til noget langt større og omtales ofte som Den Arbejdende Præsident, Sejrenes Formidler, og Søn af Chavez. Hvis alt dette lyder bizart - jamen velkommen til det socialistiske Venezuela.

Jo, det er ikke Nordkorea - men lige så afskyeligt efter min mening.

Den Bolivarske Revolution elsker at brække benene på dig og derpå kræve taknemmelighed, fordi man låner dig et par knækkede krykker.

Den har givet gratis boliger til den fattige, jovist, men disse mennesker ejer ikke lejlighederme. Deres “CLAP” boks subsidierede madvarprogrammer giver borgerne ganske små mængder af importerede varer, såsom gamle bønner, pasta, mælkepuler, olie eller tun - og de forventer at en familie kan få mad en hel måned på dette.

Programmet er korrupt, kvaliteten på varerne i disse madkasser er ynkeligt, og de eksporteres til det dobbelt af deres indkøbspris. Når tiden for et pro-regime demonstration kommer, så har du bare at være iført den der røde skjort og være med, medmindre du ikke ønsker at risikere at miste dit job i den offentlige sektor og brødkrummerne.
A supporter of the Venezuelan government displays a poster of late President Hugo Chavez during a rally against US sanctions in Caracas on August 10, 2019. - Earlier this week, US President Donald Trump ordered a freeze on all Venezuelan government assets in the United States and barred transactions with its authorities, in Washington's latest move against President Nicolas Maduro. (Photo by Federico PARRA / AFP) (Photo credit should read FEDERICO PARRA/AFP/Getty Images)
En støtte af den venesuelanske regeing med en plakat med afdøde Hugo Chavez udner en demonstration mod U.S. sanktioner i Caracas den 10. august 2019 (FEDERICO PARRA/AFP/Getty Images)
Dette er to, ud af mange, måder hvor regeringens “goder” benyttes til holde sine sympatisører i skak. En af de nyeste og farligste er deres “Fædrelands Kort” program, et system der sådan set er skabt med Kinas assistance, baseret på Kinas Social Credit System.

Når det er fuldt implementerer, dog langsomt fordi alt jo ikke fungerer, er slutresultatet det samme. Fuld kontrol over Venezuelas borgere for at tvinge dem til at underkaste sig diktaturet eller hensygne i elendighed som andenklasses borgere. 
Databasen for Fædrelands Kortet indeholder ufatteligt mange informationer, fra navne, numre, adresser, arbejdsinformation, indkomst, familiemedlemmer, information om evt. køretøj og så videre.

Sociale ydelser og pengepræmier omfordeles nu gennem dette program. Hvis du eller nogen i din familie har brug for medicin så er målet for regeringen, at du kan få denne ved dette program. Nægter du kommer du bagest i køen og risikere helt at miste retten til medicinen.  
Adgang til statsstøttet benzin gennem dette program har også været et mål. Vor benzin er så absurd billig at den kunne være gratis - paradoksalt nok, så vil du være død længe før du har skrabet nok penge sammen til en bil. 

Slutresultatet er at glorificeringen af Chávez som den Øverste og Evige Kommandør af Revolutionen og skabelsen af betingelser, hvor folket er tvunget til at være afhængig af regeringens brødkrummer blot for at overleve har udelukkende tjent det formål at underkaste os som borgere, bombardere os med non stop propaganda og en ideologisk fortælling der udstiller dem som helte der frelser os fra den katastrofe de selv har skabt, at vi udkæmper en god kamp mod den store fjende: Det Amerikanske Imperium og Kapitalismen. 

Naturligvis den Onde, Onde Kapitalisme som de så voldsomt bekæmper, eller hvad? Dog er den helt fantastisk for deres sønner og familiemedlemmer.

Et lydigt, sløvt og underkastet land, desperat efter at overleve og med stor længsel efter et bedre liv, nedtrykt og uden håb. Cuba har gjort det. Nordkorea har gjort det og uheldigvis har Maduros regime sat ekstra fart i bestræbelserne for at nå dette mål - Jeg ønsker ikke at dette skal være vor skæbne.

Christian K. Caruzo is a Venezuelan writer and documents life under socialism. You can follow him on Twitter here.

tirsdag den 22. oktober 2019

Kinas pandadiplomati er ved at svigte

Trump's barske Kina diplomati ryster Kinas pandadiplomati

Relationerne mellem Taiwan og Kina (også kaldt Cross-Strait relations) har altid været komplekse og kontroversielle. Nu er der uro i Hong Kong og Kinas handelsforhold dominerer nyhederne og så er et eftersyn af, hvordan U.S. har det med Taiwan værd at se på, især når man tager præsident Trumps robuste holdning til Kina i betragtning. Og nyhederne er gode.

I 1949, blev Kina delt på grund af en borgerkrig - hovedlandet Kina (Folkerepublikken Kina) og Taiwan (Republikken Kina). Borgerkrigen blev afsluttet uden en formel underskrivelse af en fredsaftale og de to parter er teknisk set stadig i en krigstilstand. Siden da er relationerne mellem Beijing og Taipei blevet karakteriseret ved begrænset kontakt, spænding, og ustabilitet.

I løbet af disse år har kommunist Kina benyttet sin traditionelle “panda diplomati” over for Taiwan (tilbyder Pandaer som gaver). Pandagaverne er forsøg fra administrationen i Beijing på at trække regeringen på Taiwan ind i Kinas “forenede front” trods den kendsgerning at administrationerne i Taipei ofte har støttet taiwanesisk uafhængighed og været imod sammenslutning med Folkerepublikken Kina.
Billedresultat for panda diplomacy 

Når man sammenligner Taiwan og Kina i international politik så kommer helt naturligt tanken om at den ene er den anden underlegen. Men i amerikansk kultur bliver der tagetstor hensyn, til den underlegne. Her følger man den jødisk/kristne lignelse med David og Goliat, og det afspejler også idealet bag Den Amerikanske Drøm, hvor den fattige og svage gennem hårdt arbejde kan opnå sejr.

Det er derfor relationerne mellem Taiwan-USA altid har været stærke og vedholdende, trods op og nedture.

I 1979 under Democrat administrationen ved Jimmy Carter normaliserede USA de diplomatiske relationer med Beijing regeringen under Kinas Kommunistparti. Under the Taiwan Relations Act of 1979,blev relationerne mellem Taiwan-United State uofficielle og uformelle.

I 1982, under Republican administrationen (1981-1989) ved præsident Ronald Reagan, blev relationerne med  United States-Taiwan yderligere uformelle grundet i de Six Assurances som svar på det tredje  communiqué om oprettelsen af relationerne mellem  U.S.-Folkerepublikken. Garantierne havde til hensigt at forsikre såvel Taiwan som the United States Congress at the United States ville fortsætte med at støtte Taiwan selvom man havde ophævet de formelle diplomatiske forbindelser.

Donald Trump gik hastigt i færd med at gøre U.S. relationerne med Taiwan mere robuste, begyndende før hans indsættelse i januar 2017. Den 2. december 2016 accepterede den kommende præsident Trump en lykønskningsopringning fra Taiwans præsident Tsai Ing-Wen, hvilket var den første gang siden 1979, at en kommende præsident offentligt talte med en leder af Taiwan. Trump fastslog at opringingen var af hensyn til “de tætte økonomiske, politiske, og sikkerhedsmæssige bånd mellem Taiwan og the U.S.”

Den 16. marts 2018 underskrev præsident Trump Taiwan Travel Act, hvorved relationerne mellem the United States og Taiwan siden er kommet op på et officielt og højt niveau.

I juni 2018 blev en ny institution til $250 million for the American Institute i Taiwan indviet. De kinesiske myndigheder betragtede denne handling som en krænkelse af “et Kina” politikken og insisterede på at the United States standsede enhver relation med Taiwan, kun med godkendelse af Kina.

Den 17. juli 2018 meddelte Taiwans hær officielt  at alle de Apache Angrebs helikoptere købt af the United States, til en pris af $1.94 milliarder, var blevet leveret og man havde aflsuttet pilotuddannelsen og verifikationen af flådens kampevne. Taiwans præsident Tsai sagde at afslutningen af handen med Apaches var en vigtig “milepæl” for at leve op til øen “mangesidede afskræknings” strategi for at imødegå en invasion og modstå Beijings pres med støtte af Washington, der var blevet stadig mere bekymret over Beijing stadig større militære opbynng i Det Sydkineiske Hav og andre steder.

I september 2018, godkendte the United States salg af reservedele og andet udstyr til en værdi af $330 millioner til Taiwans luftvåben.  

I juli 2019 godkendte Udenrigsministeriet salg af M1A2T Abrams tanks, Stinger missiler og relateret udstyr til Taiwan, anslået værdi $2.2 milliarder. 

Her fornylig har Trump administratioen, som Kina verbalt har angrebet i ugevis, nu meddelt planer om at sælge til en værdi af $8 milliarder nye F-16 kampfly til TaiwanF-16V er den mest avancerede version af flyet, der allerede udgør hovedbestanddeln af Taiwans luftstyrke. Taiwan forventes at benytte F-16V som erstatning for Northrop F-5E/Fs der skal udfases i løbet af de kommende år.
Billedresultat for taiwan F16-v

I august 2018 overdrog Udenrigsministeriet planen til Kongressen for godkendelse, og den forventes ikke at møde modstand. Det vil være den største og mest betydningsfulde salg af våben til Taiwan i årtier. Der er en 30 kalenderdages godkendelsesproces før man kan lade tilbuddet være i kraft, og Taiwans accept af salget. Taiwan er under stadig større pression fra Folkerepublikken Kina, så derfor er dette salg vigtigt for at forbedre landets evne til at forsvare sin suverænitet og territorium. Salget sender også et tydeligt budskab om at U.S. er forpligtet til at sikre demokrati og sikkerhed i hele det Indo-Stillehavs regionen.
Kina forventes at være voldsomt imod denne sidste aftale, da Kina aldrig har brudt sig om våbensalg fra USA til Taiwan. I maj 2019 truede Beijings kommunistregime allerede med at gøre gengæld mod United States for at begrænse dollars der bruges på kinesiske produkter.  
The People’s Daily, det kinesiske kommunist partis offcielle avis antydede at Kina ville standse eksport af “sjældne jordmineraler” til United States og man skrev: “Sig ikke vi ikke advarede Jer!”  Den frase er historisk set blevet brugt af Kinas kommunist parti til at true med væbnet krig. Svaret kom hurtigt. Den 5. august 2019 meddelte, the U.S. Treasury Department at man havde  erklæret Kina som en valuta manipulator.  

For nylig, ifølge en talsmand for the United States Pacific Fleet, forbød Kina to U.S. krigsskibe at besøge Hong Kong, og anklagede medlemmer af Kongressen i begge partier for at være “den sorte hånd,” bag demonstrationerne i Hong Kong mod regeringen i kommunist Kina.

Det er lykkedes Taiwan i årenes løb ikke kun at overleve, men at give alvorlig hovedpine til det uhyre som Kina vitterligt er. Det de siger om “små læk sænker store skibe” eller “slå slag fælder store egetræer” kan så aldeles udmræket anvendes om forholdet Taiwan-Kina.

Det er et tegn på at Kinas “panda dilomati” ikke mere er så ufejlbarligt.


TIBERIU DIANU has published several books and a host of articles on law, politics, and post-communist societies. He currently lives and works in Washington, DC and can be followed on MEDIUM. https://medium.com/@tdianu