Filippinerne - Østasiens Polen?
I betragtning af Kinas position som en stormagt i klassisk forstand i Asien, og med Amerikas rolle som førende i Stillehavsregionen er der dukket en militær udfordring op i farvandene nær Kina, hvor energien til den livsvigtige industrielle magtindflydelse flyder - olien for blot at nævne en. Det betyder at kontrollen over Det Sydkinesiske Hav er næste skridt i indførelsen af et Ny Kinesisk Imperium. Som i 1938, da Polen lå mellem Wehrmacht og Den Rød Hær, er Filippinerne det svage punkt mellem USA og Kina
Det er almindelig viden at Amerika har intentioner om at omgive Det Sydkinesiske Hav med formodede Allierede - Sydkorea, Japan, Taiwan, Filippinerne og Vietnam. Et mål for vor udenrigspolitik er at forene disse lande i en et forebyggende forsvar. Samtidig synes Kinas Kommunistparti at gøre, hvad det kan for at genere naboerne. Kinas “Nine Dash Line” med udvidelse i havet, militariseringen af rev og småøer, den direkte og brutale stjælen af havets ressourcer burde gøre det klart for alle at Kina ikke er god at have som nabo.
Amerikanse diplomatiske bestræbelser for at fastforankre front-linje landene i en afbalancerede styrke beror på deres grundlæggende egeninteresse - efter vor mening. Vore allierede har undertiden anderledes synspunkter og ser komplikationer som amerikanerne måske overser, glemmer. Øget militært samarbejde mellem japanerne og sydkoreanerne går direkte mod den lange historie med fjendskab og bitterhed, herunder den bogstavelige “voldtægt, voldtægt” af kvinder i 2. Verdenskrig. Vietnameserne husker stadig at vi forsøgte at hindre det nuværende kommunistregime i at overtage landet. Rester af nedskudte B-52’ere under Juleangrebene i 1972 udsmykker stadig parker i Hanoi.
Landet med de sværeste beslutninger at tage er Filippinerne. Udfordringen her er at Filippinerne er det svageste led i kæden. Sydkorea og Japan har moderne flåder og kunne blive indehavere af atomvåben, hvis de vil. Filippinerne har ikke den kapacitet. Vietnam har allerede en gang før slået en invasionshær fra Kina tilbage i 1979. Taiwan har rustet sig mod invasion i årtier.
For at vise Filippinernes militære svaghed versus Kina, så er Filippinernes flådes tre mest brugbare skibe 40 år gamle og tidligere kystvagtkuttere som blev foræret til dem af USA. Med samlet 3250 ton og efter en større ombygning er de nu brugbare flådefartøjer. Men Kinas Flåde har 62 destroyere og fregatter, der er større end 320 tons - altså 3 versus 62 plus sværme af mindre krigsskibe og et dusin atomubåde. Nogle få nye korvetter skal leveres til Filippinerne fra skibsværfter i Sydkorea, men med 1700 tons er de jo kun sølle halvdelen af de ombyggede kuttere.
På det økonomiske område er det Kinas økonomi der i stadig større grad er aftager af Filippinernes eksport. Kina og Hong Kong står for 35% af al eksport, og stadig mere i elektronik. USA køber blot 13% af Filippinernes eksport. Men en årsindkomst i gennemsnit på 3280 dollars, men en vækstrate på over 6% er Filippinerne officielt en “ny industrialiseret økonomi,” og det takket været naboen Kina. Filippinerne kan ikke længere brødføde sig selv - man importerer stadig mere ris, grundstammen i kosten.
Dog viste 2. Verdenskrig at der var risici forbundet med forholdet til Amerika. Japanerne ville have erobret øerne under alle omstændigheder, og det amerikanske forsvarsløfte fra før krigen begyndte var i sidste ende hult da den hemmelige War Plan Orange indrømmede at Amerika manglede den militære styrke til at hjælpe øerne og forsyne dem under angreb fra Japan. Douglas MacArthur generobring af øerne var med store omkostninger for U.S. militæret, de sværeste tab led dog Filipinos, der mistede over 100000 civile og måtte se Manila reduceret til en rygende ruinhob, den mest ødelagte af alle Allierede byer i 2. Verdenskrig ud over Warszawa.
Filippinerne står således i dag med at skulle håndtere en stadig mere aggressiv økonomisk og militær magt - Kina - og en mangel på stærke venneer. Kineserne har historisk set længe haft aktiv handel med øerne. Mange blandt Filipino eliten har noget Han- blandet med spansk- og malayblod i årerne. Relationen med kinesisk økonomi har givet en solid økonomisk vækst. Men kineserne har helt klart krænket international lov ved at overtage ubetydelige øer ikke langt fra kysten og har blokeret at Filipino fiskere kan udnytte deres traditionelle fiskesteder der helt tydeligt befinder sig i Filippinerne økonomisk zone.
Min overordnede fornemmelse er at de fleste Filipinos i det mindste er forbeholdne over for Kinas intentioner, om ikke de er direkte kulturelt fjendtligt indstillede. Et større problem er indførelsen, invasionen af “shabu.” de lokale navn for methamphetamine, der i store træk smugles ind fra Kina. Spredningen er ved at flå Filipino samfundet i stykker, og en af præsident Dutertes mest populære politikindsatser er at skyde shabu handlerne. Præsident Obama var meget kritisk over Dutertes narkopolitik, hvilket førte til Dutertes så berygtede karakteristik af Obama som “søn af en hore,” og hans anti-narko politik er stadig yderst populær blandt Filipinos.
Derfor træder Filippinernes valgmulighed stadig mere tydelig frem - vær åben og ikke konfrontatorisk over for Kina eller slutte sig til alliancen under ledelse af USA for at inddæmme Kina. I begyndelsen af sit præsidentskab flirtede Duterte helt åbenlyst med Kina og Rusland. Nu synes Duterte at holde sine muligheder helt åbne. Kinas Xi’s mødtes tidligt Duterte og lovede store økonomiske investeringer. Dutertes svar var at invitere Japan på besøg. Japanerne tog naturligvis mod investeringstilbudet. Da Trump blev præsident var en af de første han kontaktede Duterte - der er en vis overensstemmelse i deres ledelsesstil.
At holde sig ude af en amerikansk ledet alliance vil have forudsigelige konsekvenser. For det første vil Kinas dominans sprede sig og være mere tyngende. Uden allierede vil Filippinerne erfare Thucydides maxim - “Den stærke vil gøre som det passer ham, og den svage må holde det ud.”Samfundet vil krympe sig under kinesisk dominans. Det borgerne i Hong Kong oplever vil ske på Filippinerne, dog vil kinesernes autoritarisme ikke fredeligt acceptere filippinernes afslappede levevis. Øriget er nok for stort til at være en model a la Tibet, men vær sikker på at Kina vil forvandle Filippinerne så landet passer til kommunisternes interesser.
Men at begive sig ud i den amerikanske alliance kan også vise sig at være fyldt med risici. Filippinernes historie fra 1942-45 viser at amerikansk tøven var en fejl før og kan begåes igen. Det kan være meget smertefuldt at blive fanget mellem to giganter der kommer op at slås. Hvem ønsker sig at være Stillehavets Polen - igen??
Den amerikanske strategi er under Trump langsomt ved at komme i fokus. For det første gælder det om at “nudge” Kina væk fra en eksportfokuseret økonomi og til en der betjener deres hjemmemarked. De fleste udviklingslande følger denne vej og Kina halter bagud. Kina har under Xi overført landets indtjening ved eksport til militære udgifter selv nu her hvor den militære trussel mod landets sikkerhed synes lille og svag. Kina står i risiko for at blive isoleret fra Vestens markeder og dermed udsultet for udenlandske penge. Set udefra kan KInas militære oprustning se ud til at være med et aggressivt formål.
En af Trumps metoder og strategimål er at få de globale forsyningslinjer væk fra Kina. Filippinerne synes at være en naturlig erstatning for produktion i Kina. Lad os håbe at de amerikanske forhandlere om afgifter kan åbne dørene til amerikanske markeder endnu en gang, som vi så det i 1920’erne, men denne gang til et bredere udvalg af industriprodukter og ikke som dengang blot sukker.
Men kan de amerikanske styrker nu også militært beskytte Filippinerne? Højst sandsynligt ikke fra Guam, så der er brug for fremskudte baser på Filippinerne. Plus vi har brug for at vise vort ansvar ved at udvide vor Navy endnu engang. Når det er nævnt vil en krig med Kina ikke nødvendigvis skulle udkæmpes ved the Nine Dash Line eller om de militært befæstede rev og småøer, og amerikanske tropper er der ikke brug for bliver landsat på kinesisk territorium. Fra Kinas perspektiv er deres taktik med at nægte adgang til Det Sydkinesiske Hav nødvendig, men ikke tilstrækkelig. Amerikansk strategi ville måske være at blokere Kina udefra.
Når man tager i betragtning at Duterte gennem lang tid har vist sig som en dreven diplomat og er klar over hvordan kortene han har på hånden skal spilles, så forudser jeg at han vil spille begge parter ud mod hinanden så længe han får noget ud af det, eller indtil han overdrager magten til sin efterfølger. Det er nok det klogeste han kan gøre.
Men Amerika har brug for at gøre det så let og tillokkende som vi kan for at Filippinerne slutter sig til vor alliance. Vi skal tilbyde noget bedre økonomisk set, kulturelt set og militært. Amerika har brug for Filippinerne som allieret.
Ligesom det moderne Polen har sluttet sig til NATO, lad os håbe at også Filippinerne slutter sig til os.
Ligesom det moderne Polen har sluttet sig til NATO, lad os håbe at også Filippinerne slutter sig til os.
Joseph Somsel hopes someday to retire to a pro-American Philippines.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar