Landet historien glemte
I mit sidste essay - eller satiriske fantasi - skrev jeg at New Zealand ser ud til at være et sted der er faldet ud af historien. Dette skal forstås som at landet ofte står adskilt fra international politik og fortsætter som om det var et meget stort landbrug, kun underlagt elementernes for godt befindende - tørke, jordskælv og cykloner, dog ikke terrorhandlinger, både proppet med flygtninge og deltagelse i militære koalitioner. Det er måske strengt korrekt, naturligvis, men mange Kiwier så det gerne som sådan. Og mange turister søger fred fra problemerne derhjemme, og vil gerne tro at når de står af flyet i Auckland International Airport er de ankommet til Peter Jackson version af Tolkiens Middle Earth. Det forekommer dem at det ser ud af vinduerne i de airconditionerede busser er en æra historien har glemt.
Paradiset på Jorden:
Af og til besøger nogle journalister også New Zealand, tilbringer nogle få dage eller uger der, og skriver så ned hvad han eller hun mener er en indsigtsfuld artikel, eller for at fremhæve stedet som et ferieparadis eller for at fremhæve, hvad de nu anser som værende en vidunderlig, sikker, miljøvenlig nation i det sydlige Stillehavet.
Turister, skriver journalisten, holder meget af den varme og indbydende atmosfære, den afslappede holdning hos de særdeles hjælpsomme lokale, den åbenbare mangel på kriminalitet og social spænding. Det skal nævnes, at mange besøgende nu om stunder kommer fra Japan og Kina, og det for at se de fantastiske og i sandhed seværdige steder, hvor Lord of the Rings og The Hobbit blev optaget. Folk mister mælet over de snedækkede vulkaner, de betagende Southern Alps, de krystalklare søer, de uberørte skove ....Dette er det Fantasy Island de så gerne vil tro på.
Disse oprigtige skribenter taler om en vidunderlig ø-stat, som om der kun var een, når det moderne New Zealand består af mange øer, ikke kun the South and North Island (der engang blev kaldt Middle og North Island, da Stewart Island dengang var kendt som the South Island), men ude i øst, hvor den internationale datolinje vrider sig for at omfatte dem, i den nationale tidszone er Chatham Islands. Længere ude i the Southern Ocean, nede mod Antarktis er Auckland Island og andre små bidder af land, der nu om stunder er hjemsted og stationer for redningsskibe. I slutningen af det 19. århundrede forsøgte nogle sig med byer og landbrug der, - det gik bare ikke.
Alligevel, grundet den globale opvarmning og havvandsstigningen vil de i en ikke så nær fremtid være vigtigere end de er nu. Nord for New Zealand er der Kermadecs, der her for nylig blev udnævnt som nationalpark for dyrelivet i havet, og samtidig giver New Zealand enorme områder inden for dets territorialgrænse i havet.
Oveni det er der langs kysten hundreder af små øer, nogle beboet, nogle udelukkende til dyrelivet, andre er der blot. Der gik rigtig mange år for magthaverne, det være sig i London, Sydney eller Wellington at afgøre hvad de skulle hedde, under hvis jurisdiktion de skulle bestyres. En kullagerplads for British Navy, en stor fårefarm for Imperiet, en ‘losseplads’ for uønskede sønner af aristokratiet ...eller et tilflugtssted for alt det moderne.
Separation og autonomi
Langt tilbage i tiden var det som nu er South Island forbundet med det australske kontinent, så brød det løs som Gondwana Land og gled så til dens nuværende position. Den blev så knyttet til, men ikke forbundet med det som nu er North Island, da denne dukkede op af havet som følge af en række vulkanudbrud. De to øer ligger tæt på hinanden, men er helt forskellige rent geologisk.
Da de tidlige Maorier sejlede mod syd og øst fra deres forfædres hjemland, som de kaldte Hawaiki (må ikke forveksles med Hawaii, da det kan have været Rarotonga eller Cook Islands) opkaldte de det største fragment af et oldgammelt kontinent Punamu efter den jadesten de fandt der -Te Ika a Maui (Maui's krog) efter den misdannede halvgud der skabte land i det tidlige ocean. Den første kolonisering af mennesker kan være indledt i det 8. eller 9. århundrede og fortsat ind i det 10. århundrede og det var den seneste af en række indvandringer foranlediget af naturbegivenheder (såsom tsunamier, opvarmning af polarkappen, og oversvømmelse af det sydøstlige Asien). Presset fra en for stor befolkning skifter fra det sydlige Indien til Stillehavsområdet, især det vi i dag kalder Indokina, Filippinerne og Indonesien, og derpå videre til øerne i det sydlige Stillehavet. Den store tilstrømning af mennesker der flygtede fra naturkatastrofer og politiske omvæltninger skete netop lige omkring den tid europæerne indledte deres udforskninger af regionen. Eventyrlyst, overbefolkning, videnskabelig nysgerrighed, handelsinteresser - der var rigtig mange gode grunde.
Med andre ord, de oprindelige folk i Aotearoa (landet med den lange hvide sky, som New Zealand blev kaldt, kan stadig have været i færd med at flytte deres levested blot få århundreder før Abel Tasman og Kaptajn Cook ankom.
Maori måtte lære at tilpasse sig et mere tempereret klima, med kolde vintre, snestorme og is. De ændrede deres tropiske kultur til en, hvor man byggede huse af træ, benytter varme fjer og huder fra dyr, og skaber et forråd af mad uden at gøre indhug i de oprindelige dyr. De begyndte også at udforske og bosætte sig i et miljø meget større end det de havde kendt, med høje vulkaner og bjerge, lange floder, fjorde, glaciers og andre ting de aldrig havde set før, sammen med nye planter, fisk, reptiler og fugle der ikke kunne flyve.
Historie er ikke Evolution
Disse polynesiske immigranter fra det tropiske nord måtte ændre hvem og hvad de var for at overleve i det nye land. De var ikke fastlåst i Stenalderen, som nogle påstår det, og selvom de ikke havde noget skriftsystem, benyttede de udskæringer og figurer som hjælp til at huske for at forstærke deres kollektive folkelige erindringer, som de fremførte i sang og dans.
Lige så snart europæerne begyndte at komme sent det 18. århundrede i form af hvalfangere, søfolk og missionærer blandede de sig med de permanente indbyggere, der igen måtte tilpasse sig de nye forhold, lære af det de så - undertiden med dårligt resultat. Tidligt i det 19. århundrede, og når man tager i betragtning af de fleste kolonister fra Den Gamle Verden var tjenere, tyende og landarbejdere, da kunne de “indfødte” Maori der var blevet kristne læse i langt større antal end europæerne og de påbegyndte også en avis, skabte en bevægelse for et kongedømme, udnævnte medlemmer til et “indfødt” parlament, og handlede med deres landbrugsvarer til de villige købere i Australien og Sydamerikas havnebyer.
Dog var alt ikke fryd og gammen. Tilgængeligheden til moderne våben fik nogle stammer til at gøre op med gammelt nag (utu) og dominere andre. Hvalfangernes brutalitet og uregerlige søfolk fik imperiets hærenheder til landet for at forsøge at kontrollere og beskytte europæernes bosættelser.
Der blev kæmpet og indgået traktater og således tog the "Little Britain of the South" form, ikke kun mod mange herskende forestillinger om undertrykkelse af de oprindelige folk (som tilfældet i Australien), eller brugen af trælle og slavearbejde (som i Afrika). Ikke alle stammer blev besejret af de engelske styrker. Store dele af landet blev ikke erobret og immigrantbefolkningen var for få i antal til at kunne gøre noget ved de lokale.
Med tiden kom der nye sygdomme til landet og spredte sig, en ny religion, og en erkendelse af der er en verden uden for øerne. Der ville ikke være noget paradis på jorden, men der ville også være et helvede skabt af kolonialismen og imperiets erobringer som i de fleste andre “nye verdener” og den lokale kultur ville ikke forsvinde under den store indflydelse fra immigranterne. Absolut ikke alle var lykkelige, men der var ingen folkedrab.
Hvorfor? Med de sociale problemer forårsaget af den hurtige industrialisering og med tanke på den ukontrollerede bymæssige udvikling tilbage i tiden i England, søgte de nye bosættere, såsom det kirkebaserede Wakefield Company, at udvikle en koloni med base i landbrug. Da man fik konstrueret køleskibe sent det 19. århundrede kunne man udvide fårenes og kvægs antal. Disse idealister var lige så besluttede på at undgå de problemer de havde oplevet “derhjemme” som de var om ikke at blive endnu en ‘straffekoloni,’ som Australien, der var blevet bygget op af dømte forbrydere og grådige jordbesiddere.
Ikke alt gik så rosenrødt som de havde håbet, men ikke desto mindre havde New Zealand indtil for ikke så mange år siden kun få bycentre, og velstanden blev skabt gennem salg af fårekød, mælkeprodukter og tømmer til eksport.
Fremfor at være en provins under ledelse af en Guvernørløjtnant som New South Wales Colony i Australien blev det nye land en separat enhed med egen Generalguvernør, med tiden med et valgt parlament.
New Zealand ligner Australien på mange, men ikke alle måder, og New Zealands nationalflag blev modellen for det flag man valgte der tilbage over Det Tasmanske Hav i the British Commonwealth. New Zealand forbliver "last, loneliest and most loyal."
Her for et par måneder siden besluttede Australiens nye premierminister at sløjfe titlerne Knight og Dame fra sin lands hædersbegunstigelser. New Zelands premierminister John Key, erklærede, at de samme titler ville være gældende. Ikke kun det, men på samme dag som de sejrrige All Blacks vendte hjem efter at have vundet VM i rugby i England.
Vide og så dog ikke vide hvad de taler om
Således uden at kende til geografien eller historien misfortolker de fleste besøgende journalister det sted de omtaler. New Zealand bliver en apolitisk, nærmest ikke-historisk drømmekonstruktion af et land de ville ønske eksisterede, hvorfra de kan slette alle de normale vanskeligheder ved det moderne liv, og overse dets egne særlige karakteristika og omstændigheder.
I slutningen af det 19. århundrede blev landet kendt som verdens Sociale Laboratorium, fordi man eksperimenterede med sociallove, såsom kvinders stemmeret, pensioner, behandling af de indfødte mv. Man mente man ville kunne være førende blandt Vestens demokratier, fordi udviklingen af køleskibe til kød gjorde, at man blev en rigtig stor leverandør af kød til Det Britiske Imperium. Fordi landet lå så langt borte var det sikret mod fremmede invasioner, og på grund af de forholdsvis få mennesker der boede der var man også fri for de fleste moderne storbyproblemer.
Dette er paradokset: At lede og være sig selv.
Norman Simms is the author of Alfred Dreyfus: Man, Milieu, Mentality and Midrash (Academic Studies Press, 2011). The second volume in the series, Alfred Dreyfus: In the Context of His Times: Alfred Dreyfus as Lover, Intellectual, Poet and Jew (also by Academic Studies Press) was published in July 2013; and the third Alfred and Lucie Dreyfus in the Phantasmagoria (Cambridge Scholars Publisher, UK) in September 2013.
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar