Irland og grænsen
Irland har været et center for uro siden den engelske konge Henry II i 1171, gik ind i landet, enten for at hindre en rival, Strongbow, fra at få kontrol over områderne, eller for at overvinde det yderst forkastelige mord på Thomas Becket, Ærkebiskop over Canterbury den 29. december 1170, udført af fire af hans riddere. Han erklærede Irland som del af sit imperium og Henry II ændrede således kursen for irsk historie, da de bosiddende normanner i området svor troskab til den britiske krone.
Næsten 1000 år senere er grænserne til Irland stadig et ømtåleligt politisk problem og har domineret debatten i de seneste år om Brexit. De økonomiske og politiske relationer mellem Republikken Irland (ROI) og Nordirland, som en del af UK, har været hovedemnet i forhandlingsprocessen for UK og EU om Brexit. Således er grænseproblemet ikke kun bilateralt, det er også et EU problem.
Problemet kompliceres af den kendsgerning, at Brexit fremmaner historiske memoirer og giver såvel politiske og økonomiske komplikationer. Efter Henry II, mistede indbyggerne landområder til de nyankomne fra England, der udformede og lavede lovene. Det helt store problem opstod med Henry VIII og hans beslutning om at forlade Den Katolske Kirke, og lade landet adoptere Protestantismen, der for mange irere var noget de var voldsomt imod, og at de ville fastholde deres eget sprog - gælisk.
Oliver Cromwell invaderede Irland for at genetablere kontrollen over Irland, og massakrerede 2000 irere i Slaget ved Drogheda i september 1649, mens Ulster, en protestantisk bastion forblev loyal mod England, og stadig er det. For mange irere er Cromwell den helt store skurk. I århundrederne efter opstod mange problemer. Under den store hungersnød 1845-1849 mistede Irland næsten 1,5 millioner mennesker. År 1900 havde man blot det halve af indbyggertaller i 1830.
Den 1. januar 1801 forenede the Act of Union de to landområder der førhen var knyttet sammen ved en personlig union, og det blev til et enkelt kongedømme the United Kingdom.
The Chief Secretary, ministeren for styret i Irland, udførte sine opgaver på vegne af London. Imidlertid fortsatte kampen for irsk frigørelse, især i begyndelsen af det 19. århundrede. Efter den forfejlede Easter Rising mod det britiske styre i april 1916, indledtes en guerrilla krig mellem IRA og Storbritannien i 1919-21. Den sluttede i maj 1921, med opdelingen af landet, og dermed afsluttede det britiske styre i det meste af Irland.
Den Frie Irske Stat blev oprettet som en selvstyrende Dominion i december 1922, mens Nordirland, NL, forblev i UK. Endelig den 18. april 1949 blev Republikken Irland skabt som en uafhængig republik, under ledelse af en præsident.
Imidlertid fortsatte stridighederne mellem IRA og regeringen i Ulster, en 30 års borgerkrig, herunder the Bloody Sunday den 30. januar 1972, hvor 28 ubevæbnede civile blev dræbt af britiske tropper under en protestmarch i Derry (Londonderry). Stridighederne holdt ved helt til den 19. april 1998, Good Friday, hvor fredsprocessen indledtes. Good Friday havde til hensigt at skabe en infrastruktur med samarbejde mellem nord og syd, mellem den irske regering, og den nylig oprettede struktur for deling af magten the Irish Assembly i Nordirland.
En forudsætning var normalisering af relationerne mellem de protestantiske og katolske samfund i Nordirland, og mellem Storbritannien og Republic of Ireland. Normaliseringen ville medføre åbning af grænsen der tidligere var blevet bemandet med britiske soldater. Da begge land stadig er i EU er resultatet at der ingen kontrol er af varer eller mennesker mellem Nordirland og ROI.
Den åbne grænse er det mest følsomme symbol på fredsprocessen sammen med at det er symbolet på på økonomisk samarbejde. Alle politiske aspekter i Brexit forhandlingerne er enige om, at der ikke bør være en ‘hård’ grænse, kontrol med mennesker, varer eller infrastruktur der deler Nordirland fra RoI, uanset hvad resultatet af de afsluttende forhandlinger. Således er det at holde grænsen åben og overholde Good Friday Agreement yderst vigtig.
Resultatet er, at Brexit forhandlerne anbefaler det såkaldte “back-stop” et politisk indgreb, en status quo for at holde grænsen så åben som mulig mellem Nordirland og ROI, og det selvom ingen gennemgribende handelsaftale kan opnås mellem UK og EU. Nordirland er den eneste del af UK der har en fysisk landegrænse med et andet EU land - nemlig Irland. Ved et backstop ville hele UK, ifølge premierminister Theresa May kunne ind i et frihandelsområde med EU, ingen afgifter på handel med varer mellem UK og EU, skønt Nordirland ville skulle følge de andre regler i enkeltmarkedet.
Der er to problemer knyttet til dette. Det ene er at May ikke gerne ser en permanent toldaftale af frygt for at det hindrer britisk frihandel med andre lande. Det andet er at hendes forslag to gange er blevet stemt ned i the House of Commons, den 15. januar med 432-202, og den 14. februar 2019 med 303-258. I sidste afstemning stemte 5 fra the Conservative mod hende og 67 andre afstod fra at stemme.
EU’s væsentligste kendetegn er det frie marked og toldunionen, der tillader at mennesker. varer og tjenesteydelser kan flyde frit mellem EU medlemmerne. Grundproblemet er at hvis Storbritannien forlader EU vil det sandsynligvis føre til forsinkelser og kontrol i denne politik. Virkeligheden ville være at ROI og Nordirland ville have forskellige toldssatser og reguleringssystemer, og britiske varer ville blive kontrolleret ved grænsen. The backstop, den sidste udvej, har til formål at hindre omfattende grænsekontrol mellem ROI og Nordirland. For Storbritannien står det problem at man kan gøre op med backstop arrangementet dersom EU er enig.
Det såvel et økonomisk som et politisk problem. Frygten er at barrierer mellem Nordirland og Sydirland kunne genoplive de gamle fjendtligheder, alle de problemer i den 30 årige konflikt over Nordirlands status som del af the UK. Militærkontrollen med den 500 kilometer lange grænse blev kun ophævet med the Good Friday Agreement, der muliggjorde mere samarbejde og fri bevægelighed mellem de to lande.
Irsk og britisk politik er med i ligningen. I 10 år har the Democratic Unionist Party (DUP) og Sinn Fein arbejdet sammen i Nordirland i en koalition. Denne magtdeling i Nordirland afsluttedes den 9. januar 2017, på grund af uoverensstemmelser mellem de større partier over emnet - grøn energi. Det førte til valget den 8. juni 2017, der resulterede i et splittet parlament. The Conservative vandt 42,4% af de afgivne stemmer og fik således 318 sæder, ikke et flertal, the Labour Party fik 40.0% af stemmerne og 262 sæder. Af de irkse partiker fik DUP 10 og Sinn Fein 7.
UK regeringen er derfor afhængig af DUP for at få et flertal i the House of Commons, som man så ikke har fået to gange.
For The Republic of Ireland, såvel som Nordirland ville det være et stort tab med en ‘hård’ grænse. På samme tid høster man gavn af bankvirksomheder med base i London, herunder Bank of America, Morgan Stanley og Barclays og af forsikringsvirksomheder der ønsker at bevare adgang til EU markederne. ROI vil også have gavn af farmaceutiske- som advokatvirksomheder der flytter deres domicil til Dublin.
Dilemmeat i Brexit forhandlingerne fortsætter, især da premierminister May ikke har den fulde støtte fra hendes eget parti. EU kan være mindre opsat på at indgå i kompromisaftaler i lyset af Mays mangel på kontrol over hendes parti.
Et større problem er den planlagte ‘afsked’ med EU, den 29. marts, der kan blive forsinket på grund af vanskelighederne med at blive enige om fremtidig handel og økonomiske relationer. Man skal have fået et løsning på hvad “backstop” skal gå ud på, eller finde et passende alternativ for at hindre der opstår en ‘hård’ grænse.
Et større problem er den planlagte ‘afsked’ med EU, den 29. marts, der kan blive forsinket på grund af vanskelighederne med at blive enige om fremtidig handel og økonomiske relationer. Man skal have fået et løsning på hvad “backstop” skal gå ud på, eller finde et passende alternativ for at hindre der opstår en ‘hård’ grænse.
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar