Historien forklarer hvorfor Østeuropa er mod islam
Hvorfor har adskillige Østeuropæiske nationer været så stålfast imod muslimske immigranter? Her fornylig da Polens Dominik Tarczynski blev spurgt, hvor mange “fltygtninge” Polen har taget imod - da svarede han direkte "Zero."
Da den britiske interviewer, hvis nation har modtaget millioner af muslimske immigranter indvendte, “Og det er du stolt af?” svarede Tarczynski: “Vi vil ikke modtage en eneste muslim, fordi dette er hvad vi lovede (vælgerne)....dette er derfor vor regering blev valgt, dette er derfor Polen er så sikker, dette er derfor vi ikke har haft et eneste terrorangreb.”
Når man tænker over at "tusinder af Katolikker dannede en menneskekæde langs grænsen til Polen” sent sidste år “for at bede om fred og mod islamiseringen af Europa” er det ganske tydeligt at den polske regering handler på folkets vegne.
Hvad skyldes så denne stålfaste anti-islamiske indstilling? Svaret findes i historien. Ulig de fleste vesteuropæiske nationer, der takket været deres geografiske beliggenhed, i århundreder har været uden for rækkevidde af Islam - og således glemt alt om det - er østeuropæerne særdeles godt bekendt med Islam.
Faktisk er begivenheden der for nylig blev markeret med til at kaste lys over den nuværende situation. Den 14. juli 1683 kom den største islamiske hær der nogensinde har invaderet Europa - hvilket siger ikke så lidt når man overvejer de tusinder af invasioner der var gået forud siden det 8. århundrede - og omringede Wien, hjertet i Det Hellige Romerske Imperium - og skæbnen lå nu i Islams hænder.
Cirka 200000 muslimske soldater, under ledelse af Osmannerne - den stat i næsten 14 århundreders islamisk historie der var mest dedikeret på, og grundlagde principperne for jihad - invaderede under det samme rationale som såkaldte “radikale” grupper som Islamisk Stat arbejder og citerer for at retfærddiggøre deres jihad med “vantro.” Eller for at citere lederen af den muslimske ekspedition Storvisiren Kara Mustafa, fordi Wien blev opfattet som hovedet af den vantro slange, den skulle ydmyges således at “alle kristne ville adlyde osmannerne.”
Det var ikke tomt praleri. Kilder beskriver Mustafa som “fanatisk anti-kristen.” Efter at have erobret en polsk by i 1674 beordrede han at alle de kristne fanger skulle flås levende og deres huder sendes som trofæer til Osmanner sultan Muhammad IV.
Et sådant had, begrundet i en overherredømme indstilling, var standarden under den imponerende ceremoni der lagde op til jihad belejringen af Wien. Derpå ville sultanen “idet han ønsker (Mustafa) skal kæmpe til det yderste for den muhamedanske tro” for at citere en samtidig europæer, “lægge Profetens banner... i hans hænder (Sultanens) for udslettelsen af de vantro og for at musselmændene skal blive langt flere.”
Da den enorme muslimske hær nåede og omringede Wiens mure den 14. juli 1683 fulgte Mustafa protokollen. I 628 havde hans profet Muhammad sendt et ultimatum til Kejser Heraelius; aslam taslam, "underlæg dig islam og få fred.” Det nægtede Heraelius. Så blev der erklæret Jihad mod Kristendommen (som Koranen 9:29 foreskriver) og efter nogle årtier blev to tredje dele af den daværende kristne verden - herunder Spanien, hele Nordafrika, Egypten og Syrien- besat.
Nu over tusind år senere har det samme ultimatum om underkastelse til Islam eller døden nået til Europas hjerte. Skønt den øverstkommanderende for Wien ikke svarede på kravet viser, grafitti inde i byen - herunder “Mohammed gå hjem” at indfange stemningen.
Så brød krigen ud. Den næste dag brød Helvede ud ved at Mustafas styrker rettede angreb mod byens mure og det stod på i to måneder. De forpinte og langt færre borgere i Wien led under dysenteri, sult og mange sårede og døde - herunder kvinder og børn i Jihads navn.
Derpå den 12. september da byen var lige ved at knække under og muslimerne var ved at bryde igennem blev Wiens bønner besvaret. Som en anonym englænder forklarede:
Efter en belejring på 60 dage, akkompagneret af tusinder af vanskeligheder, sygdomme, mangel på forsyninger og stor udgydelse af blod, efter en million kanonskud og musketerild, bomber, granater og alle slags fyrværkeri der havde ændret den smukkeste og mest blomstrende by i verden, smadret og ruineret ...hørte Himlen bønnerne og de udgydte tårer fra det nedbrudte og sorgfulde folk.
Den intet mindre end formidable konge over Polen, Jan Sobieski, var endelig kommet til at stå som leder af 65000 svært bevæbnede polakker, østrigere og tyskere - alle var intenst opsatte på at hævne den belejrede by. Idet man argumenterede med at “det er ikke en by vi skal redde, men hele Kristendommen, hvor Wien er bolværket,” ledte Sobieski historiens største kavalleri an i et voldsomt angreb - mod de muslimske belejrede som de besejrede stort.
Selvom det var en storslået sejr var eftervirkningerne fyldt med blod. Før de flygtede slagtede muslimerne helt som sædvane og rituelt cirka 30000 kristne fanger som de havde samlet under deres march mod Wien, og voldtog først kvinderne. Da befrierne kom ind i byen mødtes de af bunker af lig, affald og murbrokker alle vegne.
Det er denne historie om islamisk aggression - begyndende i det 14. århundrede, da muslimer først havde fået fodfæste i det sydøstlige Europa, Thrakien, og til det 20. århundrede da osmannernes sultanat endelig kollapsede - der giver østeuropæerne deres holdninger til Islam.
En polak, som et ekko af Sobieskis ord, sagde under sidste års menneske kæde demonstration "en religiøs krig mellem Kristendommen og Islam er endnu engang undervejs i Europa, - ligesom tilbage i tiden.”
Hvor Vestens nationer nævner mangel på integration, økonomiske uligheder og krænkelser som bortforklaringen på tilstedeværelsen af vækst i terror, vold og voldtægter der følger med at leve sammen med store muslimske befolkninger ser østeuropæerne kun en fortsættelse af den fjendtlige indstilling.
Raymond Ibrahim, author of The Al Qaeda Reader, Crucified Again, and most recently Sword and Scimitar: Fourteen Centuries of War between Islam and the West, is a Judith Rosen Friedman fellow at the Middle East Forum and a senior fellow at the Gatestone Institute.
Editor's note: A portion of this article was excerpted from the author's new book, Sword and Scimitar: Fourteen Centuries of War between Islam and the West (foreword by Victor Davis Hanson). All quotes are sourced there.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar