torsdag den 25. november 2021

Multikulturalismens pest

Multikulturalismens pest

Det venstrefløjen kalder “multikulturalisme” er faktisk en systematisk dekonstruktion af kulturer, og at man erstatter disse kulturer med en syntetisk, kunstig, og meningsløs global kultur.
Når der tales om “diversitet” ja, det er faktisk det samme som at forskelle skal knuses - i tanke, værdier, kunst, til en salgs babymos der hverken giver næring til sjæl eller ophøjer sindet.
Dette er fordi kulturelle forskelle er med baggrund i geografi og eksisterer hos nationer og religioner frem for i det sludderagtige “globale” samfund. Faktisk er der kulturforskelle i de fleste nationer af en vis størrelse der afspejler forskellene mellem f.eks. landsdele. 
Billedresultat for not all cultures are equal
Canada er et godt eksempel. Quebec insisterede i årtier på fastholdelsen af det franske sprog og med det fransk kultur i den del af Canada. Skotland er på lignende vis en nation i United Kingdom, hvor englænderne tillod at man opretholdt en skotsk statsreligion, skotske penge, skotsk juridisk system og i de senere årtier et uafhængigt Skotsk Parlament.
Amerika omfatter Sydens kultur, Midtvesten, Rocky Mountains og så videre. Mennesker der bor i de dele af Amerika betragter “Washington” med omtrent lige så megen foragt som irerne betragtede London, og ukrainerne så på Moskva. Centraliseringen af magt i store nationer betød så at sige altid påtvingelsen af en imperial kultur på regioner der mere ligner kolonier end sameksisterende enheder.
Frankrig inkluderer kulturerne i Provence og Bretagne og så et urbaniseret område, som f.eks. Paris. Spanien har Baskerlandet, hvis sprog og kultur er meget anderledes end resten af Spanien. Baskerne har været en heksekedel for den spanske nation, som Irland var det før uafhængigheden af United Kingdom.
At bevare denne form for national kultur og regionale kulturer kræver en afvisning af en enhver form for overtrumfende pseudo-kultur som det latterlige “We Are the World” omkvæd. I stedet udfolder kulturer sig i nationer og regioner i nationer for at afspejle de lokale kvaliteter der gælder enhver ægte kultur. 
Dette er således direkte knyttet til geografien. Derfor havde de første Zionister, efter at have ‘leget’ med andre hjemlande for det jødiske folk, fokus på det område der kendes som Palæstina, der historisk set var hjemland for det jødiske folk og en ny nation blev oprettet i det territorium for at beskytte og bevare, ikke kun jøderne mod forfølgelse, men også jødisk kultur.
Når mennesker der er fjendtligt indstillede over for den kultur, så flytter ind i disse nationer og regioner med øje for at udvande den oprindelige kultur eller helt erstatte den med en fremmed kultur, som det sker i dag med muslimers invasion af Europa, og i mindre udstrækning invasionen af Amerika af mexicanere og folk fra Centralamerika, så er det uundgåelige resultat socialt oprør, og brændstof til gensidig intolerance. 
Billedresultat for not all cultures are equal
Faktisk er selve forestilling om at en nation og dens kultur burde tvinges til at absorbere fremmede folkeslag med forskellige værdier, religioner, og traditioner noget man engang ville betragte som en absurditet. 
Det som man plejede at acceptere da indvandrere kom til Amerika var, at en betingelse for borgerskab var, at disse indvandrere skulle lære og acceptere værdierne i deres nye hjemland og efterlade bag sig, i det store og hele, sædvaner og levevis fra de lande de kom fra. 
Hele grundlaget hos oprindelige og uafhængige kulturer kan bevares ved “multikulturalismen” men ikke deres myriader af fejl. De som ønsker at flytte til et nyt land med en anderledes kultur kan gøre det, forudsat de accepterer og adopterer kulturen og værdierne i deres nye hjemland.
Dersom tilstrækkeligt med mennesker er med på det vil det interne pres i det land, hvorfra man udvandrer moderere såvel det gamle lands som det nye lands kultur så denne bliver stærkere og stærkere. Dog vil forandringen ikke være påtvunget udefra, men komme indefra, og den vil være med baggrund i en ‘konkurrence’ mellem kulturer.
Det betyder dermed at ‘markedet’ for geografisk forskellige kulturer bliver en mekanisme for at naturligt fremskridtsvenlige kulturer fremmes, og at naturligt inferiøre kulturer træder i baggrunden - og at dette også decentraliserer beslutningerne der relaterer til en indfødt kultur, til noget som faktisk vedrører forandringer i den kultur. Processen kører uden tvang eller propagandisering.
Multikulturalisme er en bestræbelse på at smadre kultur under dække af at harmonisere kulturer. Det er, hvis man skal være meget positiv, overdreven globalistik imperialisme. Det er når man skal være meget negativ en dekonstruktion af alle sociale værdier og meninger i Orwellsk størrelse.

lørdag den 20. november 2021

Vi opdrager børn til at være ængstlige skravl

Generation Snowflake: hvordan vi har opdraget børn til at at være ængstelige skravl

Endnu en uge, endnu en strøm af halvdumme forbudsforslag og ‘sikre steder’ fra læreanstalter af en ny type af hyper-sensitive censurfikserede unge. Ved Oxford University bliver jurastuderende nu officielt gjort opmærksom på når indholdet i en lektion kunne gøre dem foruroligede. På Cambridge var der opfordringer til at en middag ved årsafslutningen med et Afrika-tema skulle aflyses, hvis nu den var årsag til at en eller anden, et eller andet sted, skulle føle sig krænket. Det synes at være gennemført parodisk. “Hvad der der dog galt med disse tyndhudede små kejsere?” græder vi. Men samtidig med vi kan rømme os kraftigt over, og snerre ad Generation Snowflakes udfald, skal vi lige tænke over, at vi selv skabte den. 
Først og fremmest er det vigtigt at bemærke at de unge mennesker der råber ‘krænket’ sådan set ikke er kommet ‘til skade’ - denne generationsskrøbelighed er et reelt fænomen.
 iStock_000048347868_Large
Jeg har holdt taler på adskillige skoler og universiteter i de seneste år og jeg har lagt mærke til stadig flere fortørnede reaktioner fra mit unge publikum over for så at sige ethvert argument, jeg fremsætter som de ikke bryder sig om. De er virkelig foruroligede over ideer og holdninger der er modsat deres syn på verden. Selv når man holder en tale om ytringsfrihed kan det føre til vantro og mishag. Men hvorfor tager de alt så personligt? Det korte svar er: Fordi vi har socialiseret dem til det. 
Hvorfor er vi overraskede over at teenagere kræver sikre steder? Historisk set, kunne de som er ved at blive voksne være nogle der tager risici, søger eventyr, men i dag opfostrer vi børn til at opfatte verden som en frygteligt skræmmende sted.
 Billedresultat for generation snowflake
NGO’ ers velgørenhedsorganisationer fremmer i særlig grad panik stemning, og argumenterer for at det vi plejede at kalde ‘hvalpefed’ er ‘fedme i barndommen’ og det vil føre til for tidligt død, mens de sukkerholdige drikke de unge elsker at nedsvælge er ‘ungernes crack kokain.’ Vokset op på en diæt af katastrofe overdrivende kost - ja så kan det ikke forundre at børn vokser op - bange for deres egen skygge. 
I dag går forældre til latterlige metoder for at eliminere alle risici i deres børns liv. Uundgåeligt vil dette indsnævre deres horisont og lære dem at være mindre ‘vovede.’ Sundheds- og sikkerhedsmanien betyder, at den unge nægtes de modstandsopbyggende friheder som tidligere generationer nød gavn af, såsom at lege i det fri, klatre i træer, og gå alene til skole.
Moderne overbeskyttelse betyder at eleverne er blevet forhindret i at være med i aktiviteter såsom springe buk, stikbold mv. Tre ud af ti skoler har forbudt legen British Bulldog (Tag-Fat-Leg) på legepladsen. I sidste uge foreslog en rektor i Dundee at farven på skoleuniformen skulle ændres da den røde farve ‘ifølge forskning indikerer at det kan forøge risikoen for hjerterytmen og åndedrættet.’ I marts måned var der tiltag til at forbyde tacklinger i rugby kampe i skolen på grund af faren ved denne ‘sportsgren med kollisioner.”
Endnu mere skadeligt er børne-beskyttelsesbranchen, der aktivt opmuntrer børn til at se potentielt misbrug overalt. At beskytte er blevet en topprioritet i enhver organisation der arbejder med børn, og det i en udstrækning at forældre forbydes at tage fotos af deres egne børn i svømmehallen og ikke får lov at komme ind i mange parker ‘undtagen i selskab med et barn.’
I 2010 syntes Indenrigsminister Theresa May at erkende at det var gået for vidt og lovede at ‘skrue tilbage’ de skrækkelige efterforskninger i eventuelle lovovertrædelser. Ikke meget er sket siden. Så hvorfor undrer vi os så over at nutidens studerende ser misbrug i så mange af deres interaktioner, når de er blevet opfostret med at se enhver fremmed de møder som en eventuel trussel? 
Anti-mobnings industrien er også vokset eksponentielt i de sidste 20 år. Hvis ordet “mobbe” får dig til at tænke på børn der får spark i hovederne og deres lommepenge røvet, eller de er underlagt systematisk råhed, så tænk om igen. Selverklærede ‘antimobningseksperter’ har udvidet definitionerne på mobning til at omfatte ‘drillerier og det at kalde hinanden øgenavne’ at ‘der bliver smidt rundt med dine ting,’ at der er sladder om dig,’ ‘ytringer af seksuel karakter,’ ‘homofobiske antydninger,’ ‘grafitti,’ ‘ufølsomme vittigheder,’ ‘obskøne gestus,’ og ‘udstødelse af vennegrupper,’
Anti-mobningspolitik er obligatorisk i skoler, og børn underlægges en endeløs strøm af anti-mobningsmøder, aktiviteter, bøger, dramaer og historier fra kendte der har været ‘ofre.’ Denne propaganda opmuntrer igen børnene til så at efterforske alle deres egne interaktioner gennem mobningsprismet og patologiserer helt normale barnagtige ‘synder’ og indbyrdes spændinger.  
Anti-mobnings kampagner forsikrer den unge om at ‘ytring’ ikke kan laves om og er lig med fysisk vold og kan være årsag til langvarig psykologisk skade. Vi burde lære vore børn, hvordan man overvinder og overlever hverdagens ‘forhindringer. Dog erklærer Sarah Brennan, chef for en velgørenhedsorganisation der kaldes YoungMinds, at hvis sådan ‘ødelæggende og livsforandrende mobning ikke behandles, så kan det føre til årevis med smerte og lidelse, der fortsætter langt ind i voksenalderen.’ 
Sådanne sensationsprægede meddelelser om de traumatiske konsekvenser af mobning kan, tværtimod, og mod hensigten, opmuntre unge til at overreagere på hændelser og udvikle en akut ængstelse om hvad der blot er ord, hvor skrækkelige de end kan være. ‘Unge begår selvmord, ikke fordi de angribes af voldelige bander, men fordi de ikke kan klare at blive krænket, fornærmet’ siger den amerikanske psykolog Israel Kalman. 
Skolerne, efter vejledning af eksperter i mobning, opmuntrer således børn til at være foruroligede; de har erstattet det oprindelige ‘sticks and stones’ (may break my bones, but word can never hurt me) slogan med ‘men ord kan arre mig for evigt’ eller værre endnu ‘ord kan slå mig ihjel.’
Når de der går i skole bliver fornærmet, krænket vil de så tænke, ‘betyder ikke en pind, det er jo kun ord’? Niks, de tænker. ‘Åh nej, jeg bliver krænket! Ord kan slå mig ihjel!’
Vi burde således næppe være overraskede over at studerende der er vokset op med sådanne doktriner betragter en statue af Cecil Rhodes som et udtryk for vold mod dem. Heller ikke at de hyler op over at ytringer fra så at sige enhver, fra Germaine Greer til Peter Tatchell er årsag til faktisk skade på dem. Når de så kommer på universitetet er vore overbeskyttede unge så ‘fyldt op’ med emotionel ængstelse at de er elendigt udrustede til at klare de grundlæggende udfordringer i voksenlivet. 
Den sørgelige kendsgerning er, at vi sådan set opmuntrer en hel generation til at opfatte sig selv som mentalt udfordret. The Higher Education Funding Council for England har vurderet, at antallet af studerende der erklærer, at de lider af et mentalt problem er øget med 132% i løbet af fire år. Jeg betvivler ikke oprigtigheden hos disse studerende der rapporterer om alvorlige symptomer på depression. Det som i sandhed virker bekymrende er: De er faktisk overstressede og ikke i stand til at klare det.
Billedresultat for generation snowflake
Endog eksamener - som man kunne mene er væsentlige i en studerendes liv - bliver ofte betegnet som at ‘opbygge alt for megen pres’ på den unge., Natasha Devon, indtil for nylig Undervisningsministeriets ekspert i mental sundhed kritiserede prøver i skolerne ved at sige det ‘er ikke nogen tilfældighed’ at ængstelse er‘ den kraftigst voksende sygdom hos unge under 21.’
Det er da en gåde når det drejer sig om Generation Snowflake, hvordan den tilsyneladende hypersensitivitet ofte kombineres med en næsten krigerisk rettighedsfornemmelse. ‘Gør noget ved vort problem, vore sårede følelser, ellers....,’ synes de at skrige. Men igen kan denne holdning føres tilbage til, hvordan vi har opdraget dem. Gennem deres skolegang bliver børn sat i centrum, mens den selvhævdende bevægelse hærger teorier om uddannelse og praksis.
Regeringen har muligvis behandlet Ms. Devon for barsk da hun muligvis gik for vidt i sine argumenter mod tests, men den burde have vidst hvad de anskaffede sig da de hyrede medstifteren af en mental sundheds velgørenhedsorganisation ved navn ‘Self-Esteem Team’. Selv-Værds drivende sentimentale talemåder opmuntrer til en narcissistisk, selvorienteret ‘mig, mig, mig’ generation (‘Love the skin you’re in’, ‘Ego-boosting tips om at genbekræfte sig, ‘selvværd’ ‘skrive ti mest forbløffende ting ned om dig selv hver morgen,’ ‘bliv din egen bedste ven’) Og Selvværds kulturen opmuntrer voksne til at gå på listefødder om børns følelser og føje sig deres meninger, fordi vi jo ellers skader deres velbefindende. 
National Association of School Psychologists med base i USA udgav en meget citeret artikel om, hvordan forældre og skoler kan sætte skub i selvværdet hos børn: “Voksne skal omhyggeligt lytte til børnene uden at afbryde, og burde ikke fortælle børnene hvordan de skal føle.” Samtidig fortæller organisationen Family Lives forældre om ‘ikke at sætte etiket på, kritisere eller lægge skyld på dit barn, da dette ville give dem et negativt budskab der ....kan have en skadelig virkning på deres følelsesmæssige velbefindende senere i livet.’  
Det er så sagens humle. Der er intet mysterium i absurditeterne ved de studerende ved Stepford. Vi burde heller ikke undre os over deres pludselige fremkomst. Vi - det voksne samfund - beskytter børn fra kritik og suspenderer vor kritiske dømmekraft for at massere deres selvværd. 
Vi skræmmer dem ved at ‘katastrofegøre’ en endeløs liste af frygtscenarier. Vi gør dem hyperopmærksomme på potentielle misbrugssituationer fra voksne og deres lærere, pædagoger. Vi tilskynder dem til at opfatte krænkende ord som fysisk vold. Og vi har kort sagt, skabt vor egen overængstelige, letkrænkede, censurbefængte, tyndhudede Frankenstein uhyre. Vi skabte Generation Snowflake.
Claire Fox is the director of the Institute of Ideas, and author of I Find That Offensive!

tirsdag den 9. november 2021

Måske burde naturen ikke tilbedes som den bliver

Måske burde naturen ikke tilbedes som den gør
Dennis Prager
En udtalelse der af mange menes at være udtænkt af den britiske tænker G. K. Chesterton beskriver den moderne periode så perfekt: “Når mennesker holder op med at tro på Gud, tror de ikke på noget, de tror på hvad som helst.” 
En af disse erstatningsguder har været Naturen.
Af alle falske guder er Naturen muligvis den mest ‘naturlige’ at tilbede. Enhver religion før Bibelen havde Naturguder - Solen, Månen, Havet, Frugtbarhedsguder, Regnguder og så videre. 
Det er derfor at jo længere væk Vestens samfund kommer væk fra det bibelske det vil sige - de jødisk-kristne religioner, des mere bliver Naturen tilbedt.
Enhver, uanset politisk tilhørssted, bekymrer sig om miljøet. Men at bekymre sig om miljøet er ikke det samme som miljøaktivisme. Miljøaktivisme er for de fleste af tilhængerne en verdslig religion. Disse mennesker, hvoraf mange henviser til, og betragter i sandhed Jorden som en Gudinde (Gaia navnet på den gamle græske Jord Gudinde). og tilbeder miljøet.
Manden der mere end nogen anden påbegyndte den moderne miljøbevidstheds religion var James Lovelock der udviklede “Gaia Hypotesen” i 1970’erne. Næsten 50 år senere i 2014 sagde Lovelock til The Guardian, “Miljøet, økologien er blevet en religion.”  
New York Times klummeskribenten Ross Douthat beskrev 2009 James Cameron blockbuster filmen, "Avatar," som "Cameron's lange apologi for panteismen, en tro der sidestiller Gud med Naturen, og opfordrer menneskeheden til at indgå i religiøst fællesskab med naturens verden.” Den sammenligning af Gud med Naturen var en hovedårsag til filmens popularitet.
Douthat, en af de eneste religiøse ( som i troende og praktiserende en religion) klummeskribenter på The New York Times føjede til. “Truslen om global opvarmning har givet kulten Naturen de kvaliteter som enhver succesrig religion har brug for, Et Åndens Korstog, et strengt regelsæt om ‘du skal ikke’ og en højlydt apokalypse.” 
Når jeg spørger ateister, som jeg har gjort i årtier, hvad de tror på er det mest almindelige svar “videnskab.” Der var en ung mand, en ateist på den læreanstalt hvor jeg var, der svarede, “Videnskab!” (i stedet for “Gud velsigne dig”) hver gang nogen nyste. For en ateist er der intet højere end videnskaben fordi naturens verden er det eneste der findes. Så at tilbede Jorden, miljøet eller naturen er næsten uundgåeligt i en sekulær verden. 
Bibelen har en helt anderledes tilgang. Som udførligt forklaret i min Bibel Kommentar "The Rational Bible," indeholder det første vers i Bibelen - “I begyndelsen skabte Gud Himmelen og Jorden” - den mest radikale ide i historien
Her slås fast, for første gang i historien, at Gud skabte naturen og ikke er en del af naturen. Det er en af grundene til jeg tror på, at de fem første bøger, Toraen, er givet af Gud. Intet menneske for 3000 år siden, i den sene bronzealder ville have kunnet fremholde en ide så modsat den måde menneskesindet helt naturligt arbejder - at anse guder som del af naturen.
Fra den Gaia tilbedende verdsligt indstillede bliver ordene i 1. Mosebog endnu værre når vers 27 senere nævner at Gud beder menneskene “Bliv frugtbare og mangfoldige, befolk jorden og underlæg Jer den.”
De instrukser ophidser de som tilbeder Jorden. Angående at være frugtbar, ja det at have mere end et barn er ikke noget for dem, og mange går ind for slet ikke af få et barn således at påvirkningen af naturen, Moder Jord, virkelig sættes ned. Men anden del - den med at herske over naturen - det giver anledning til ægte vrede hos dem.
Måske vil coronavirus vække de unge mennesker der er blevet opfostret af natur tilbedende undervisere og forældre, så de erkender det tåbelige i at tilbede naturen fremfor at underlægge den. Naturen viser det sig er ikke altid vor ven, og da slet ikke en gud. Hvis det stod til naturen var vi alle døde. Dyr ville æde os, vejret ville fryse os ihjel, sygdomme ville udslette resten. Hvis vi ikke får kontrol over naturen vil naturen underlægge os. Det er sådan set ganske enkelt. 
Naturen er smuk, forundrende. Den er også brutal og viser ingen nåde. “Naturen med røde tænder og klør” som Alfred Tennyson så passende beskriver den.  
Naturen følger ingen moralnormer og viser ingen medfølelse. Grundloven i alt biologisk liv er "den stærkeste overlever," mens grundloven i jødedommen og kristendommen er det modsatte. “den svageste skal overleve”med hjælp fra den stærkeste. Naturen ønsker den svageste bliver ædt af den stærke. Hospitaler er Anti-Naturen.
Det er mennesker der kommer på hospitaler.
Hvis COVID-19 virus ødelægger den tåbelige forkærlighed for naturen og fører til at flere mennesker, især de unge, får en ny respekt for det jødiske-kristne livssyn se det kunne være et sandt håb i denne katastrofe.