Tre dokumenter der manipulerede USA ind i 2. Verdenskrig

Neil M. Tokar

I sin bog Freedom Betrayed: Herbert Hoover’s Secret History of the Second World War and Its Aftermath, beklagede den tidligere præsident sig over præsident Franklin D. Roosevelts “frygt kampagne” for at få USA ind i 2. Verdenskrig. 

I sin rædselsvækkende Navy Day tale den 27. oktober 1941 hævdede Roosevelt at være i besiddelse af en “hemmeligt kort” der skulle vise Nazi planer om at invadere Sydamerika, specifikt Brasilien og Panamakanalen.

Den vgtigste sektion i hans Navy Day tale begyndte med at Roosevelt siger, “Jeg har i min besiddelse et hemmeligt kort lavet i Tyskland af Hitlers regering - af planlæggere af en ny verdensorden. Det er et kort over Sydamerika og en del af Centralamerika som Hitler foreslår at omorganisere.” 

Hoover var skeptisk, tvivlende. Han udførte sin egen personlige efterforskning om FDRs hemmelige kort. “Fire år senere, efter at Tyskland havde overgivet sig, var jeg i Tyskland,” skrev han. De amerikanske Army myndigheder informerede mig om, at de var blevet instrueret om at finde disse planer,” føjede præsident Hoover til. Resultatet af Hoovers efterforskning var uden bid. “Vore embedsmænd informerede os om, at der ikke var sådanne planer i de tilbageholdte tyske arkiver.” 

Hoover var ikke den eneste der undersøgte oprindelsen til Roosevelts hemmelige kort. Ifølge Lynne Olson’s book Those Angry Days: Roosevelt, Lindbergh, and America’s Fight over World War II, 1939-1941, blev den tyske regering voldsomt optaget af at finde ud af om man havde produceret kortet. Resultatet af denne efterforskning var nytteløst. Fire dage efter Roosevelts tale sagde Tysklands Udenrigsminister Joachim von Ribbentrop “vi benægter pure eksistensen af sådan et kort,” og han kaldte det et bedrageri “af den ækleste og mest frække slags.” Så hvem fortalte sandheden Roosevelt eller von Ribbentrop.

Olson skriver til sin store overraskelse at “Das Reich fortalte sandheden.” Olson sagde at “det var en forfalskning, et produkt af en hemmelig BSC enhed i Toronto ved navn Station M.” BSC står for British Security Coordination, og er en hemmelig del af MI6, Storbritanniens Secret Intelligence Service. Det at producere falske dokumenter i Torontos “fupdokument fabrik” var blot en del af BSC’s hemmelige operationer. ‘

Ifølge Thomas E. Mahl’s bog Desperate Deception: British Covert Operations in the United States, 1939-44, inficerede BSC den offenlige meningsindustri for at ændre valg og få indflydelse på processen når Congress træffer beslutninger. Mahl skrev, “Det er ukendt for offentligheden at meningsundersøgelser af Gallup, Hadley Cantril, Market Analysts Inc. [ledet af Sanford Griffith], og Roper alle blev udført under indflydelse af dedikerede interventionister og agenter fra det britiske efterretningsvæsen.” 

Interventionisterne stod overfor flere problemer, og gik videre med manipulation af den amerikanske offentlighed og amerikanske politikere. Hitler var, for eksempel, en forhindring for deres dagsorden, fordi han ihærdigt forsøgte at undgå krig med USA. “Selv efter Roosevelt havde udstedt ordre til amerikanske krigsskibe om at “skyde” når de så tyske ubåde den 8. oktober 1941, “ skrev Thomas Fleming i hans book The New Dealers’ War: Franklin D. Roosevelt and the War Within World War II, “Hitler havde beordret Storadmiral Erich Raeder, den tyske flådes øverstkommanderende om at undgå hændelser som Roosevelt kunne bruge til at gå ind i kampen.” 

Som yderligere komplikation for interventionisterne eksisterede der et “smuthul” i Triparti Pagten mellem Italien, Tyskland og Japan. Pagten “forpligtede ikke Tyskland til at slutte sig sammen med Japan i en krig som Tokyo indledte, eller stod bag.” En krig mellem USA og Japan kunne ikke automatisk inkludere Tyskland. Dette var et alvorligt problem for interventionisternes håb om at involvere USA i Europa.

 

Men så hændte noget der kan ligne noget mirakuløst og som ændrede alt. Den 4. december 1941 udgav, the Chicago Tribune og the Washington Times-Herald Chesly Manly’s dybt overraskende en afsløring af, at Roosevelt, modsat præsidentens tidligere benægtelser, planlagde at føre USA ind i krig mod Tysklannd.” 

“Kilden til reporterens information var intet ringere end en ord til ord kopi af Rainbow Five, den top hemmelige krigsplan udformet på FDR’s foranledning.” Rainbow Five “opfordrede til at skabe en hær på 10 millioner mand, herunder en ekspeditionsstyrke på 5 millioner mænd der ville invadere Europa i 1943 for at besejre Adolf Hitlers krigsmaskine.” Hitler svarede igen den 11. december ved at erklære krig mod USA. I hans tale til  Reichstag sagde Hitler at hans endelige beslutning var blevet ham påtvunger af de amerikanske aviser der havde lækket Rainbow Five. Opsummeret; den 11. december fik interventionisterne præcis det de ønskede.

Hvem lækkede Rainbow Five til Chesly Manly? Manlys kilde var Senator Burton K. Wheeler. Så meget vides. Wheeler’s kilde var en ikke nævnt ved navn kaptajn i Air Force, der “blot var en budbringer.” Luftkaptajnen fra Air Force var en der holdt sig i skjul. Så hvem var den mystiske mand der skjulte sig? General Albert C. Wedemeyer, der havde været med til at udforme Rainbow Five, mente det var Roosevelt der var synderen:

Jeg har ingen direkte bevis, men jeg har altid være overbevist om, på et intuitivt plan, at præsident Roosevelt bemyndigede det. Jeg kan ikke komme på at nogen andre, herunder at General Arnold, skulle have nerve til at frigive det dokument.

Roosevelt havde ikke monopol på brugen af dokumenter der havde til hensigt at manipulere USA i krig. Harry Dexter White var både direktør for Division of Monetary Research hos the United States Treasury Department og spion der arbejdede under Soviet NKVD agenten Vitalii Pavlov, ifølge John Koster’s bog, Operation Snow: How a Soviet Mole in FDR’s White House Triggered Pearl Harbor. 

Fordi Sovjetunionen ønskede at undgå en krig på to fronter, mod Tyskland i Vest og Japan i øst, var Whites mission af dirigere den japanske aggression bort fra Sibirien ved at foranledige en krig mellem USA og Japan. For at opfylde missionen havde White en aktiv rolle i de diplomatiske forhandlinger med Japan. Det resulterede i det endelige amerikanske tilbud, kaldet the Hull note.

The Treasury Department og White var involveret i de diplomatiske forhandlinger, fordi økonomierne var en presserende udfordring. Ved at indefryse Japans værdier og ved at kræve at Japan skulle have eksport licenser havde USA de facto indført en olieembargo den 26. juli 1941, Den økonomiske strangulering gjorde ondt, og blev set som en stor trussel mod Japans  militærmagt således ønskede Japan at olie embargoen blev ophævet. 

White ledede med succes forhandlingerne væk fra blødere, forsonende politikker (såsom Hulls tremåneders ‘våbenhvile’ og begrænsede olieforsyninger til civilt brug) til hans foretrukne resultat der var særdeles kontant. White opnåede dette ved at skrive to memoranda, hvis indhold havde indflydelse på den endelige Hull note.

Specifikt krævede Hull noten, at Japan trak sig ud af Kina, herunder marionetstaten  Manchukuo ( Manchuriet) mod nordøst, og Indokina (det moderne Vietnam, Laos og Cambodia).

Japan’s kejser svarede ved at bede om et møde med Japans tidligere premierministre.  Kiichiro Hiranuma påpegde Japans problem da han sagde at “opgive Manchuriet efter amerikansk pres var politisk selvmord.” Koster konkluderede ved at sige, “Ingen af disse ældre statsmænd kunne tilbyde USA noget der kunne blødgøre de drastiske og forbløffende krav.”

Den 1. december mødtes kejseren med sit private råd. Kabinettet stemte enstemmigt for krig. “Den japanske flåde blev instrueret om at angribe Pearl Harbor den 7. december, medmindre man modtog en sidste øjebliks anullering af et sådant angreb på grund af en pludselig ændring i Amerikas holdning.”  

BSC’s falske kort, Rainbow Five Lækken, og Hull noten afslører en skjult historie om manipulation. Hvert dokument, uanset om det var støbt af det britiske efterretningsvæsen, lækket for at provokere Hitler, eller udformet for at ophidse Japan skubbede USA ind i en global konflikt, man var uforberedt på at bekæmpe. 

Image: Public domain.

https://www.americanthinker.com/articles/2025/04/three_documents_that_manipulated_the_united_states_into_world_war_ii.html

Kernekraftens dilemma - skaber kun få jobs

Kernekraftens dilemma: Få jobs - kun energi

                        

William Tucker                 

Obama forsvarede grøn energi, Romney forsvarede kul, fordi det er der jobbene er. Kernekraften kunne lige så godt være ikke eksisterende.

                                                         

Her forleden meddelte Environmental Entrepreneurs, en lobbygruppe, at vind- og solprojekterne rundt om i landet har skabt 34409 nye arbejdspladser i andet kvartal af 2012, med de største koncentrationer i Californien, Michigan, Ohio, Florida og Colorado.

Republikanernes præsidentkandidat imødegik straks dette ved at besøge Ohio’s kulmineområde, og lovede at beskytte industrien fra Obama administrationens “Krig Mod Kul.” For ikke at halte bagefter drog præsident Obama til Iowa, hvor han endog fik støtte af den republikanske guvernør Terry Branstad i opfordringen til Kongressen om at forny skattebegunstigelsen således at vindkraftindustrien kan skabe endnu flere arbejdspladser.

Således tog den præsidentielle kamp om fremtiden for energien form - hvad skaber flest jobs, kul eller vind? Hvad med kernekraft, der også kunne siges at have en potentiel rolle i nationens energifremtid? Nuvel kernekraft har en stor svaghed. Den skaber ikke mange arbejdspladser. Til gengæld skaber den en masse energi. Og i konkurrencen om hvilken form for energi der skaber flest jobs, så er der altså ikke meget at hente her. 

Skiferolie og gas forekomster 

Lad det være sagt, at af andre energikilder der ikke er i spil her - er gas og olie. Nye boringsteknikker efter skiferolie og råolie skaber nu flere jobs og brugbar energi end alle de andre teknikker tilsammen. Produktion fra Marcellus Shale i Pennsyvania og Ohio er over 82% mere end sidste år. North Dakota’s Bakken Shale har medført det laveste arbejdsløshedstal i staten. Oklahomas gasfelter klager over at de ikke kan finde tilstrækkeligt med arbejdere. Enhver sund, arbejdsduelig mand kunne drage afsted til disse stater og komme til at tjene nær ved en sekscifret indkomst.

Men da alt dette sker i den private sektor har det ikke fået megen opmærksomhed i præsidentkampagnerne. Det meste af Marcellus skiferudvindingen er på private hænder - så velsignet - derfor kan det udføres uden indblanding af forbundsregeringen. Kun New York State har været et flop - hvilket er blot endnu en grund til at den øvrige del af Staten New York, altså når man ser bort fra New York City, rangerer som den næst fattigste stat i nationen - kun Mississippi er værre stillet.

Det som er tiltrækkende ved kul og vind for politikerne er at det involverer forbundsregeringen. EPA (Miljøministeriet) fører kampagne for at lukke 10% af nationens kuldrevne kraftværker. Præsidenten (Obama) fortsætter imidlertid sine bestræbelser på at “tæmme solen og vinden og jorden for at skaffe brændstof til vore biler og vore fabrikker,” som han udtrykte det i sin indsættelsestale.

Skattebegunstigelser til vindkraft - hvilket gør det profitabelt at opstille vindmøller selvom de aldrig skaber en kilowatt økonomisk rentabel elektricitet - vil blive forstærket i den nærmeste fremtid. Ethanol fra afgrøder, der nu sluger 40% af majshøsten vil fortsætte med at blive støttet, selvom det får verdensmarkedsprisen på fødevarer til at øges og internationale embedsmænd anklager os for at udsulte verdens fattige. 

( EPA viste sin modvilje her forleden da man meddelte at durra, nationens tredjestørste afgrøde, også ville blive konverteret til ethanol).

Durra

Militæret får instrukser om at komme biobrændsel i jetbenzinen, selvom det vil koste 59 dollars per gallon. Og med næsten halvdelen af landet vest for Mississippi der stadig ejes af forbundsregeringen er præsidenten i stand til at lade en vindmøllefarm på 350 kvadratmil opføre i Wyoming, og adskillige 20 kvadratmil solanlæg i Mojave ørkenen. Alt dette vil skabe jobs, og flere jobs.

Hvordan kan kernekraften dog konkurrere mod alt dette? Ikke særlig godt. Tag nu f.eks. kulminerne. Der er anslået 88000 kulminearbejdere i dette land, der arbejder i 1300 kulminer, de fleste i Pennsylvania, Ohio, West Virginia og Kentucky. Der er 400 miner i Kentucky alene. Mere end et halvt dusin stater betragter sig som “kulstater,” med Indiana, Illinois, Tennessee, Alabama, Colorado og Wyoming der kan føje sig til listen. Montana, staten med de største kulreserver har faktisk ikke påbegyndt udvindingen endnu.

Hertil skal lægges arbejdspladser i jernbanen. Et 1000 megawatt kulkraftværk skal forsynes med 110 togvogne kul hver 30. time. Et fuldt lastet vogntog med kul forlader nu Powder River Basin i Wyoming hver 8. minut. Kul udgør næsten halvdelen af den fragt der føres på jernbanerne, og det er så et spørgsmål om, hvorvidt jernbanerne i virkeligheden ejer kulselskaberne eller omvendt. I hvert tilfælde er der nær ved 200000 jernbanearbejdere i USA, hvoraf altså halvdelen er beskæftiget med at flytte kul.

 

Lad os nu sammenligne dette med de minebehov og transportbehov der er ved en kernereaktor. Fordi uranium har en energidensitet der er næsten 3 millioner gange større end kul så er det ikke meget der kræves. Uranium Producers Association rapporterer at der er 13 uranminer i drift i landet, som samlet beskæftiger 1360 arbejdere. Det årlige udkomme af uranimum minedrift ville kunne fylde to jernbanevogne - altså ingen behov for jernbanedrift.

Aktuelt er den hjemlige uranium produktion blevet undertrykt i de sidste to årtier på grund af Megatons-til Megawatts-Programmet der har genbrugt 18000 tidligere kernevåbensprænghoveder i den største ‘sværd til plovjern’ bestræbelse i historien. (Har du aldrig hørt om det? Ja, hvorfor mon). Men traktaten udløber i 2014, og den hjemlige udvinding af uranium kan da øges en smule. Russerne foreslår nu at de vil forsyne hele verden med uranium fra en mine i Sibirien.

Fordi uraniumminedrift er i en sådan lille skala, er der ingen “kernekraft stater.” New Mexico’s Pete Domenici var en af de førende fortalere i Senatet på grund af tilstedeværelsen af Los Alamos og Sandia National Laboratories. Hans iver er blevet overtaget af Senator Lamar Alexander fra Tennessee, der har Oak Ridge. Men kernekraften har ingen ægte vælgertilslutning i begge stater og spiller en mindre rolle i deres politik.

Oak Rigde uraniumudvindingsværket. 

Så er der problemet med at berige uranium og forberede det til brug i reaktorerne. Det udføres af nationens eneste værk i Paducah, Kentucky der beskæftiger 1200.

The U.S. Enrichment Corporation (USEC) forsøger at erstatte det med en mere moderne facilitet i Piketon, Ohio, men det beskæftiger cirka samme antal. Hvad med transporten af brændselsstavene til reaktorerne? Det kræver kun en ‘flåde’ på seks lastvogne der skal køre hver 18. måned.

Sammenlign nu dette med vind, en endnu større stemmesluger. Hver vindmølle på 45 etager producerer cirka 2 MW, hvilket betyder du har brug for 500 møller før det svarer til kapaciteten på et kernekraftværk.

Disse møller skal fabrikeres og køres til fjerntliggende steder rundt om i landet. Du har måske set dem på landevejen. Hvert vindmølleblad er den halve længde af en fodboldbane. Men vindfarmene producerer kun elektricitet 20% af tiden, så derfor har du brug for 5 gange det antal før det svarer til en 1000-MW kernekraftværk. Det er altså 2500, 45 etagers høje vindmøller der selvfølgelig kan omsætte til fremstillingsjobs, masser af transportjobs, og masser af entreprenørjobs.

Vindkraft er kun og intet andet, end arbejdspladsskabende. 

De jobs der er brug for til Solanlæg er i samme skala. Hver solkraftpanel eller højpoleret spejl - adskillige kvadratmil af dem - kræver omfattende fremstilling og stor vedligeholdelse. Hvis de placeres i ørkenen, så skal de konstant rengøres og poleres for ikke at blive dækket af støv og snavs og effektiviteten dermed forringes. Vi skal måske ansætte det halve af Mexico til det arbejde. Det betyder endnu flere vælgere ud af den tangent.

Der hvor kernekraften skaber arbejdspladser er ved opførelsen og betjeningen af reaktorerne. Opførelsen af et nyt værk kræver 5000 bygningsarbejdere i fem år, muligvis dobbelt eller tre gange så mange som ved opførelsen af kul eller vindværker. Forbes har netop udgivet en artikel der siger at en 1000-MW reaktor kræver 5000 højtuddannede stillinger, mens kul skaber 220 mindre uddannede jobs, vind 90 og naturgas kun 60. Men disse job er lokale. Bisconti forskning har fundet frem til at støtten til kernekraft stiger til 80% i byer, hvor reaktorerne placeres, men at goderne ikke spreder sig til naboområderne. Byen Vernon, med en befolkning på 2000, der er hjemsted for Vermont Yankee, er næsten 100% i favør for at opretholde deres reaktor. Men byens interesser er nærmest kvalt af de 323000 andre Vermonts, der ikke kan se goderne, og mener de kan skabe det samme energiforbrug ved at plastre Green Mountains til med vindmøller.

Vermont Yankee kernereaktoren

Den eneste måde hvorpå kernekraft virkelig “skaber jobs” er i at give ren, billlig elektricitet til andre fremstillingsvirksomheder der således kan generere overskud. Tennessee har forvandlet sig til en større bilproducerende stat ved at være hjemsted for både Nissan og Volkswagen U.S. hovedkvartererne og skabt 100000 afhængige jobs, hovedsagelig ved at høste gavn af kernekraftelektriciteten fra Tennessee Valley Authority. IBM,  Vermonts største arbejdsgiver, har truet med at forlade staten, hvis man ikke har adgang til den billige energi fra Vermont Yankee.

Nej, når det drejer sig om at stable stemmer sammen fra de tusinder at kulmine- eller jernbaneansatte eller vindmøllefremstillere, da falder kernekraften definitivt igennem i den prøve. Alt den skaber er masser af ren billig energi.

                                         

                 

                  

        

William Tucker is the author of Terrestrial Energy: How Nuclear Power Will Lead the Green Revolution and End America's Energy Odyssey.

http://spectator.org/archives/2012/08/24/nuclears-dilemma-few-jobs-just

 

Løgnen om afvænning ved antidepressionsmidler

Peter C. Gøtzsche 

Den førende psykiatris korthus er tættere på at falde sammen. I stadig større grad bliver patienter og deres pårørende, og selv en atypisk journalist, klar over at lederne af psykiatrien systematisk har løjet for dem. En af de store og meget skadelige løgne er, at det sjældent er et problem for patienter at stoppe med at indtage antidepressionsmidler. Den 9. juli 2025, blev en grundig undersøgelse offentliggjort i JAMA Psychiatry som hævdede, at det at trække sig fra antidepressionsmidler ikke er et problem. Forfatterne postulerede endog, at depression efter ophør med brug af midler er en indikator på tilbagefald med depression.

Psykiatere misfortolker så at sige altid symptomer ved ophør af midlerne som tilbagefald.. Alle de studier Maryanne Demasi og jeg  inkluderede i vores systematiske undersøgelse af interventioner for at hjælpe patienter med at komme ud af brug af depressionmidler forvekslede ophørssymptomer med tilbagefald.

Abstinens depressioner

Jeg fandt på udtrykket “abstinens depression” for ophørssymptomer der ligner en depression. Det er en depression der sker hos en patient der ikke lige i øjeblikket har depression, men hvis brug af lægemidler er indstillet straks eller i løbet af nogle uger. Kendetegnet er, at depressions symptomerne kommer hurtigt (afhængig af midlet eller midlets aktive metabolitter) og forsvinder i løbet af nogle timer når den fulde dosis igen indtages. At bruge midlet igen kan således anses som en diagnostisk test, hvor abstinens depression adskilles fra en ægte depression, som ikke reagerer straks på en depressionspille. 

Et forsøg med ‘en kold tyrker’ viste forskellen meget tydeligt. Patienter der havde det godt fik pludselig ændret deres vedligeholdelsesterapi til en dobbelt placebo i 5-8 dage på et tidspunkt ukendt for dem og deres klinikere Skribenternes kriterium for depression blev indfriet for 25 af 122 patienter der var på seratraline eller paroxetine. Jeg fandt ud af, baseret på et studium af 362 high school studerende der havde erfaret en eller flere episoder med depression, at det forventede antal af patienter med tilbagefald med så kort tids interval var nul. 

Vildledende ind, Vildledende ud undersøgelse

The JAMA Psychiatry undersøgelsen var en farlig vildledende ind - og vildledende ud undersøgelse. Papirer oplister flere lægemiddelvirksomheders betalinger til skribenter end deres antal af referencer til videnskabelige papirer, hvilket var 47. Skribenterne mobiliserede en hurtig mediekampagne for at påvirke den offentlige fortælling, med Science Media Centre der kom med en ekspert kommentar for at “forsikre såvel patienter som lægemiddeludskriverne” om at de fleste ophørssymptomer “ikke var lægeligt tydelige.”

The Science Media Centre har et meget dårligt ry. Det fremmer virksomheders synspunkter om videnskab og er delvist betalt af virksomhederne og industrigrupper, hvis produkter the Centre ofte forsvarer. 

Undersøgelsen inkluderede 50 andre studier med 17828 patienter. Blandt dens mange metodefejl, vurderer undersøgelsen ikke alvoren af symptomer og den fulgte kun patienterne i to uger selvom mange patienter fortæller at symptomerne ikke kommer før efter den tidsramme. 

Ydermere hvilede undersøgelsen på kortvarige undersøgelser fra medicinalvirksomheder på blot nogle uger, hvilket er i modsætning til de millioner af mennesker der bruger disse midler i mange år. Median varigheden af brug af antidepressionsmidler i United States er i gennemsnit 5 år.  Sådanne undersøgelser er med tendens til groft at undervurdere de ægte hændelser og alvorligheden af effekterne ved ophør med indtag af antidepressionsmidler. Længden af behandlingen er en obligatorisk information i videnskabelige papirer, men intet sted i artiklen afslører skribenterne at de undersøgelser de gennemgik var kortvarige. 

En ekspert på ophør med indtagelse af lægemidler, psykiateren Mark Horowitz fra UK, skrev, at “Ved studium af hvad der sker med mennesker efter blot 8 til 12 uger med antidepressions lægemidler er som at teste en bil ved at lade bilen køre ind i en mur med 5 kilometer i timen - og ignorere den kendsgerning at bilister derude faktisk kører 60 km. i timen.” 

Spørg patienterne og ikke psykiatere på lægemiddelbranchens lønningsliste 

I 2019 viste grundig forskning ved James Davies og John Read at halvdelen af patienterne oplevede ophørssymptomer; halvdelen af de med symptomer erfarede de mest ekstreme konditioner der findes; og nogle patienter erfarede at ophøret varede måneder eller endog år. En undersøgelse af 580 mennesker med i deres gennemgang fortalte, at hos 165 af patienterne varede ophørssymptomerne i over 3 år.

I 2025, rapporterede disse skribenter og kolleger at 38% af deltagerne i deres undersøgelse ikke havde været i stand til at stoppe brug af deres antidepressive midler; 10% fortalte om ophørssymptomer der varede ved i mere end et år; og de som brugte midlerne i over 24 måneder før de standsede havde langt større sandsynlighed for at opleve ophørssymptomer, fortælle om alvorlige symptomer og mindre sandsynlige for at stoppe end de som brugte midlerne i mindre end seks måneder.

Awais Aftab, en nyttig person for Mainstream Psychiatry 

To dage efter JAMA Psychiatry undersøgelsen udkom, forsøgte psykiateren Awais Aftab at forsvare den og såede tvivl om en meget bedre undersøgelse om hvad patienterne oplevede i klinisk praksis og som kunne berette om alvorlige bivirkninger ved brug af midlerne. 

Aftab hævdede at symptombyrden der havde relation til ophør for gennemsnitsbrugere af antidepressionsmidler er ganske rimelige, hvilket helt klart er forkert. Han kaldte yderligere undersøgelsen ved Davies og Read “meget problematisk metodisk” og påstod at deres tal var “helt åbenbart oppustede,” men forklarer ikke hvorfor. 

Aftab skrev at Henssler et al. ødelagde estimaterne fra Davies og Read i en meta-analytisk gennemgang, som han anså gav “de mest strenge estimater der lige for tiden er tilgængelige," igen uden at forklare. 

Interessant er det, at i deres 2025 undersøgelse forklarede Davies og Read, hvorfor Henssler undersøgelsen ikke er pålidelig. De fleste af de inkluderede oplysninger i studiet var ikke designet til at vurdere ophørs virkningerne, men hvilede på spontan rapportering. Ydermere var den vægtede gennemsnitsperiode af brugen af midlerne kun 25 uger.

I et interview fire måneder før sagde Aftab at “antidepressionsmidler ikke er afhængighedsskabende, fordi mennesker ikke bliver høje.” Hvis det er sandt ville det være virkelig gode nyheder for rygere. Da de ikke bliver høje ved rygning er nikotin ikke afhængighedsskabende og de kunne med lethed holde op med at ryge, ikke sandt? 

Aftab betonede i interviewet, at cirka halvdelen af mennesker med depression der prøver en eller adskillige antidepressionsmidler i sidste instans får et godt resultat. Det ser ud til, baseret på en anden artikel, at Aftab tror på resultaterne fra STAR*D forsøget, hvor patienter prøvede adskillige midler, hvis det første ikke virkede med succes. Dette forsøg er svindel i ekstrem grad, og de fleste, eller alle de 100 publikationer om det burde trækkes tilbage.

Aftab betonede at ANTLER ophørs forsøget, der blev udgivet i New England Journal of Medicine, det tidsskrift der er lægemiddelbranchens foretrukne, var “streng og af høj kvalitet.” Det er den ikke. Demasi og jeg forklarede i vores systematiske gennemgang af ophørs studierne at nedtrapnings regimet var upassende. Studiet fortalte om øget risiko for tilbagefald, men dette var efter en kortvarig nedtrapningsperiode, hvor midlet blev anvendt med en dosis svarende til ingredienserne i stoffet gav risiko for tilbagefald ved ophørssymptomer. Ydermere blev resultaterne rapporteret selektivt, da kun resultater efter 12 uger i den 52 uger lange undersøgelse blev beskrevet i teksten. Disse resultater favoriserede fortsat brug af midlet, i kontrast til resultaterne efter 52 uger. Således fortalte forsøgsrapporten en falsk historie om patienter der stadig havde brug for indtage deres middel. 

Fornylig fremførte professor i psykiatri Joanna Moncrieff og kolleger  fuppet om at depression er forårsaget af en kemisk ubalance i hjernen. Aftab benævnte hende “en kontrær person.” Aftab, biologisk psykiater, afslørede ufrivilligt, at kemisk ubalance er pseudovidenskab. Han fremførte ikke begrundede spekulationer og skjulte sig bag pompøst mumbo jumbo der er uden mening og hypoteser, der ikke kan afprøves.. Moncrieff blotlagde dette i hendes artikel, “Ønsketænkning, forklædt med videnskabelig terminologi: et svar til Awais Aftab.” 

Robert Whitaker, grundlægger af Mad in America websitet har forklaret at Aftab har fremført den holdning, at man er åben for kritikere af psykiatrien, hvilket er en offentlig holdning der gør ham særlig brugbar, værdifuld i hans profession. Han kan være en forsvarer af psykiatrien mod kritikere der i sandhed er truende, og hans kritik vil blive anset som kommende fra en der har et åbent sind over for psykiatriens fejl. Whitaker påviste, at Aftab “i sin kritik søger at beskytte det psykiatriske narrativ om fremskridt - et narrativ der stammer fra psykiatriens interesser, og ikke er en troværdig opgørelse over dens egen forskningslitteratur.” 

Andre reaktioner på undersøgelsen fra JAMA Psychiatry Review

En BMJ nyheds overskrift, “De fleste mennesker har ingen alvorlige ulemper ved ophør af antidepressive midler, fastslår en større undersøgelse.” Det er vildledende. Dens første sætning er ligeledes vildledende: “De fleste mennesker erfarer ikke alvorlige ulemper ved ophør ved fortsat brug af antidepressive midler og kliniske retningslinjer burde opdateres for at afspejle dette siger UK skribenter i den største undersøgelse af beviser til dato.” 

Stort er ikke det samme som kvalitet. Oftest afspejler en gennemgang af mange forsøg en øvelse i - vildledende ind - vildledende ud, de hurtige svar på BMJ nyheden var mere sandfærdig. 

På bloggen Sensible Medicine, skrev  John Mandrola under overskriften  “Good News in Psychiatry,” at "bekymring over ophør med antidepressive midler er almindelig. En ny undersøgelse lader formode at denne bekymring ikke er støttet af empiriske data.” 

Mandrola finder det “bemærkelsesværdigt at noget der giver anledning til rigtig megen bekymring (ophør af antidepressionmidler) ikke blev bekræftet når det blev undersøgt systematisk.

Dette fænomen - af ting man mener, tror, men ikke er bekræftet empirisk – er en af drivkræfterne hos Sensible Medicine. Denne uges studium støtter de tydelige fordele ved empiriske studier, især af det som er almindeligt vedtaget.” Uanset om man kalder det empiriske data, er det vildledende stadig vildledende. Og at spørge patienter ind til deres oplevelser er også empiriske data. Der er en overflod af data der fortæller os en helt anderledes historie om millioner patienter i fortvivlelse, fordi de ikke kan komme ud af deres brug af medicinen. 

Historien har det med at gentage sig. Psykiaterne benægtede i årtier at benzodiazepin kunne skabe afhængighed. Nu har de over 50 år nægtet at antidepressionsmidler kan give afhængighed. 

Der var nogle interessant kommentarer i The Canary. Horowitz betonede at hvis the JAMA Psychiatry gennemgangen havde indflydelse på retningslinjer, hvilket er hvad skribenterne ønsker, “vil psykiaterne ikke se ophør fordi de ikke er uddannet til at lede. De tænker at alle får tilbagefald, at de igen bliver ængstelige eller deprimerede, og de vil ikke passe omsorgsfuldt på mennesker, hvis de tager medicinen fra dem, således at de bliver skadet....Således hvis mennesker allerede kæmper, ender de med at skulle stole på venner og familien for at få støtte. "Sandheden er, mennesker tager deres eget liv, fordi de er så handicappede af deres symptomer og oveni, kan de ikke få finansiel støtte.” 

Horowitz pegede på lighederne på andre felter. Når mennesker forsvarer en kommerciel status quo, som f.eks. cigaretter eller fossile energikilder, begynder de at benægte at problemet faktisk eksisterer. Derpå når mere data akkumuleres og kendsgerningerne bliver sværere at benægte, bakker de ved at benytte tvivlen. Ideen er at komplicere udfordringen for at få den til at gå i stå. En masse akademikere i United Kingdom har skabt sig karrierer og millioner af pund i indtjening ved at fortælle offentligheden af midlerne er sikre, og det er let at stoppe med at indtage dem, således forsøger de meget ihærdigt at redde ansigt og dække over hvad der gør dem skyldige.

James Davies sagde at mange akademier, klinikker og brugere er dybt bekymrede over de implikationer som undersøgelsen peger på, der på skadelig vis nedtoner eksistensen af ophørsreaktioner. Bekymrende er det at undersøgelsen er på linje med vedholdende fortællinger fra lægemiddelindustrien der minimerer skadesvirkningerne.

Konklusionen

Humlen er at over 100 millioner mennesker verden over indtager depressions piller; cirka 50 millioner vil opleve ophørsreaktioner når de forsøger at stoppe, og hos 25 millioner er symptomerne alvorlige. Det er skammeligt at førende psykiatere stadig er villige til at lukke øjnene for den katastrofe der har skabt. Jeg undrer mig ofte over hvorfor disse mennesker blev læger, når de er så lidt villige til at lytte til deres patienter.  

Referencer

1 Kalfas M, Tsapekos D, Butler M, et al. Incidence and nature of antidepressant discontinuation symptoms: a systematic review and meta-analysis. JAMA Psychiatry 2025;Jul 9:e251362.

2 Gøtzsche PC, Demasi M. Interventions to help patients withdraw from depression drugs: A systematic review. Int J Risk Saf Med 2024;35:103-16.

3 Gøtzsche PC. Is psychiatry a crime against humanity? Institute for Scientific Freedom 2024 (freely available).

4 Rosenbaum JF, Fava M, Hoog SL, et al. Selective serotonin reuptake inhibitor discontinuation syndrome: a randomised clinical trial. Biol Psychiatry 1998;44:77-87.

5 Gøtzsche PC. Critical psychiatry textbook. Copenhagen: Institute for Scientific Freedom; 2022: page 115 (freely available).

6 Lewinsohn PM, Clarke GN, Seeley, et al. Major depression in community adolescents: age at onset, episode duration, and time to recurrence. J Am Acad Child Adolesc Psychiatr 1994;33:809-18.

7 Demasi M. Antidepressant withdrawal—why do researchers keep downplaying it? Substack 2025;July 11.

8 Read J. Grossly flawed paper denies that antidepressant withdrawal effects are “clinically meaningful.” Mad in America 2025;July 19.

9 Malkan S. Science Media Centre promotes corporate views of science. US Right to Know 2023;Nov 2.  

10 Ward W, Haslam A, Prasad V. Antidepressant trial duration versus duration of real-world use: a systematic analysis. Am J Med 2025;May 3:S0002-9343(25)00286-4.

11 Horowitz MA. Review underestimates antidepressant withdrawal effects by relying on short-term studies. BMJ 2025;July 12. 

12 Davies J, Read J. A systematic review into the incidence, severity and duration of antidepressant withdrawal effects: Are guidelines evidence-based? Addict Behav 2019;97:111-21.

13 Horowitz MA, Buckman JEJ, Saunders R, et al. Antidepressants withdrawal effects and duration of use: a survey of patients enrolled in primary care psychotherapy services. Psychiatry Res 2025;350:116497.

14 Aftab A. Playing whack-a-mole with the uncertainties of antidepressant withdrawal. Psychiatry at the Margins 2025;July 11.

15 Henssler J, Schmidt Y, Schmidt U, et al. Incidence of antidepressant discontinuation symptoms: a systematic review and meta-analysis. Lancet Psychiatry 2024;11:526-35.

16 Rosen M, Sanders L. 6 things to know about antidepressants. Science News 2025;March 11. 

17 Whitaker R. Answering Awais Aftab: when it comes to misleading the public, who is the culprit? Mad in America 2023;April 6.

18 Pigott HE, Kim T, Xu C, et al. What are the treatment remission, response and extent of improvement rates after up to four trials of antidepressant therapies in real-world depressed patients? A reanalysis of the STAR*D study’s patient-level data with fidelity to the original research protocol. BMJ Open 2023;13:e063095.

19 Lewis G, Marston L, Duffy L et al. Maintenance or discontinuation of antidepressants in primary care. N Engl J Med 2021;385:1257–67.

20 Moncrieff J. Wishful thinking dressed up in scientific terminology: a reply to Awais Aftab. 

21 Wise J. Most people have no severe withdrawal from antidepressants, large review finds. BMJ 2025;390:r1432.

22 Mandrola J. Good news in psychiatry. Sensible Medicine 2025;July 14.

23 Nielsen M, Hansen EH, Gøtzsche PC. Dependence and withdrawal reactions to benzodiazepines and selective serotonin reuptake inhibitors. How did the health authorities react? Int J Risk Saf Med 2013;25:155-68.

24 HG. Big pharma-funded psychiatrists ‘cosplaying science’ in misleading antidepressant withdrawal study. The Canary 2025;July 13. 

https://brownstone.org/articles/exposing-the-lie-that-antidepressant-withdrawal-symptoms-are-mild-and-short-lived/