Philip F. Lawler
En bemærkelsesværdig agnostiker, Marcello Pera, forklarer.
Du er blevet oplært i den tomme floskel, at man ikke kan bedømme en bog ud fra dens forside. Men sandheden er, at det kan man sædvanligvis. Ved denne bog forekom det let som ingenting- Man læser titlen “Hvorfor vi Burde Kalde os Kristne.” Du ser at forordet er skrevet af Pave Benedict XVI. Allerede nu mener du at kunne gætte, hvad der vil stå på bogens sider. Og ud tager helt og aldeles fejl.
Forfatteren, Marcello Pera, er ikke evangelist eller teolog, men en erfaren politiker: Tidligere præsident for det italienske senat. Han er ikke en hengiven katolik, men en agnostiker, en sekularist. Tidligere professor i filosofi, og efter sin politiske karriere studerede han Karl Popper, og forsvarer den europæiske liberalismes traditioner, der historisk set har være i modsætning den offentlige holdning i Den Katolske Kirke.
Ikke desto mindre har Pera gjort fælles sag med Paven, fordi han er overbevist om at Europa ikke kan overleve som et frit og demokratisk samfund uden at anerkende sine kulturelle rødder i Kristendommen. Europas historie er helt og aldeles spundet ind i Katolicesmens historie, argumenterer han, og at elske Europa betyder at man beundrer den katolske tro. Kirken er ikke uden fejl, indrømmer han:
‘Men når alt kommer til alt, hvordan kan vi da undgå at erkende, at uden Den Katolske Kirke, da ville Europa være forsvundet ikke blot en gang, men utallige gange, og Vesten ville have mistet sin civilisation...Hvordan kan vi lade være med at erkend at når andre institutioner, partier, bevægelser, eller systemer - politiske, filosofiske, juridiske, økonomiske - tager fejl, så ophører de blot med at få tilhængere eller de forsvinder, men når kirken fejler, da er det de selvsamme fejl der ophøjer budskabet, ordenes ikke forbundne værdi, og den åndelige virkelighed som den vidner om?’
Under den lange debat om udformingen af en forfatning for EU, opfordrede Vatikanet - under først Johannes Paul II, og derpå Benedict XVI - lederne af Europa til at anerkende den kristne arv, som altafgørende for kontinentet. Dette var nødvendigt, argumenterede Paverne, ikke for Kirkens skyld, men for den historiske nøjagtigheds skyld. Da dokumentet med forfatningen endelige blev fremlagt, med kun en sløret omtale af religion, protesterede Vatikanet over det bedrag der blev begået: Europas nuværende lederskab havde forkastet Europas historie fra tilbage i tiden.
Pave Johannes Paul II, i særdeleshed, forklarede at behovet for at henvise til Europas kristne fædrenearv kunne retfærdiggøres udfra rent verdslige beviser. Det var den Kristne intellektuelle tradition der indgød Europa respekt for menneskerettighederne og for at loven skulle herske; det var den kristne tradition der gav stødet til oprettelsen af universiteterne, og inspirerede Europas kunstnere i århundreder. Europas nationer har meget lidt tilfælles, faktisk kun at de deler Kristendommens lære.
Hvorfor vi bør kalde os Kristne: De religiøse rødder i frie samfund
af Marcello Pera
(Encounter Books, 224 pages, $23.95)
På grund af deres adskilte interesser og deres etablerede tendens til at skændes indbyrdes, insisterede Pave Johannes Paul på, at Europas nationer ikke kunne skabe en stabil Union, medmindre den var grundlagt på nogle fundamentale principper. Kristen moraltradition udgør et sådan stabilt fundament, påpegede han; det gør økonomiske interesser ikke. Den afdøde Pave advarede om at en Europæisk Union der udelukkende var baseret på intet andet bærende end skiftende økonomiske interesser snart ville falde fra hinanden. Mindre end et årti senere, kan hans forudsigelse allerede vise sig sand.
Marcello Pero kommer med et lignende argument for at værdsætte den kristne tradition. Enhver der værdsætter en offentlig debat burde bemærke, hvordan den udviklede Europa under Kirkens beskyttelse, siger han. Videnskaben blomstrede i Kristendommen og selv Oplysningstiden må anerkendes som en reaktion af Kristen tankegang. Pera finder det indiskutabelt at “kollisionen mellem Kristendommen og liberalismen, mellem Kirken og moderniteten gav et frugtbart udbytte for begge sider.”
Fra Sankt Augustins tid har det Kristne Europa forstået de separate roller mellem Kirke og Stat, ‘Guds By’ og ‘Menneskets By.’ Skønt der var grænsekrænkelser i massevis gennem århundrederne, da enedes politiske som religiøse ledere dog om, når disse krænkelser var forligt og normaliteten genoprettet, om visse fundamentale pointer: At religiøs frihed burde opretholdes at Kirken ikke skulle være et redskab for et regime; at enkeltindivider burde behandles med værdighed, uanset overbevisning.
Disse tre grundlæggende principper, bemærker Pera, er diametral mod instinkterne hos såvel autoritære regeringer, som religiøse fundamentaliser. De er garantierne for Europas demokratier.
Uheldigvis, skriver Pera, er sekularismen i eftertidens Oplysnings Europa - sekularismen hos Locke og Kant, der søgte at bevare regeringsinstitutionerne fra at blive udnyttet af gejstlige - blevet erstattet, i vor tid, af en mere militant udgave der anser selve religion som en fjende. Europæiske intellektuelle er flygtet fra den kristne tradition, og hævder de frygter fundamentalismen - når det er selve den kristne tradition, der netop giver dem deres bedste forsvar mod netop fundamentalismen.
Ydermere, samtidig med de europæiske ledere har opbygget unyttige forsvarssystemer mod den ikke eksisterende trussel af kristen fundamentalisme, da har de blotlagt deres samfund for den yderst virkelige trussel af islamisk fundamentalisme. Ved at have besluttet at alle religiøse overbevisninger er farlige, har Europas elitære ingen metode ti at imødegå indflydelsen af en tro der er fremmed for europæiske traditioner og fjendtlig overfor europæiske interesser.
Pera beklager: "Den bitre sandhed er at Vesten er bange for Islam, fordi man er bange for religion, og først og fremmest for sin egen religion.”
Der er en gammel godt prøvet regel i politik: “Man kan ikke slå nogen med ingenting.” Hvis man ikke har en kandidat i kapløbet, taber man, uanset din modstanders svaghed. I Europa i dag, gør den islamiske kultur stadig flere indhug, fordi europæiske kultur er for svag, eller for medløbende til at kunne yde nogen modstand. “Hvis Europa ikke er en smeltedigel, da er det blot en beholder.” ræsonnerer Pera, “dette skyldes at man ikke har tilstrækkelig energi til at nedsmelte og antænde sit indhold.” (læsere i USA, den nuværende smeltedigel, burde lægge mærke til dette. Når ‘sirenen’ signalerer “diversitet” og gør os døve overfor enhver henvisning og appel til en fælles arv, da er kaos lige rundt om hjørnet.)
En blodfattig sekularisme kan ikke modstå militant islams anslag, fortæller Pera sine læsere. Medmindre Europa kan søge sig næring gennem sine kristne rødder, den civilisation der engang kendtes som Kristendommen, da overlever den ikke disse år med dysterhed.
En eftertanke: Marcello Pera underviser nu i politisk filosofi ved Pontifical Lateran University: Et stolt ‘barn’ af Oplysningen ved Vatikanets mest prestigefyldte akademiske institution. Hans tilstedeværelser der - og hans loyalitet over for Europas liberale tradition, der er så anderledes fra sin udmagrede amerikanske fætter -- er et bevis på bredden og dybden i Europas intellektuelle traditioner, selvom hans bog advarer om deres undergang.
Philip F. Lawler is the editor of Catholic World News (cwnews.com) and the author of The Faithful Departed: The Collapse of Boston's Catholic Culture (Encounter).
