Nazister på stranden
BOSA, Sardinien—Jo det er rigtigt, der står “Bosa Sardinien.” Nuvel kunne du spørge, hvordan kom du til dette sted højt oppe over de barske højdedrag langs Temo Floden på den vestlige del af Sardinien med ikke en eneste yankee i miles omkreds og kun Internettet til at holde mig ajour med Obama Terror.
Mit italienske eventyr begyndte sidste sommer i Rom. Min hustru og jeg havde middag med en italiensk ven gennem 40 år ved navn Antonio Martino og hans hustru Carol. I sin ærværdige karriere har han undervist italienere i frimarkeds økonomi, som han havde lært ved University of Chicago under Milton Friedman. Med tiden kom der vækst i Italien og han tjente i Berlusconi regeringen som Udenrigsminister og Forsvarsminister. Vi havde rigtig meget at snakke om den aften, og da vi brød op inviterede han os til sit sommerhus denne sommer.
Da vi kom hjem bookede min hustru med sædvanlig effektivitet vore flybilletter til Sardinien til juni måned for at vi kunne hygge os med Martinos. Hun fik en misundelsesværdig rabat for at have booket i så god tid og kort tid derefter emailede jeg Antonio med de gode nyheder. “Antonio” skrev jeg, “vi kommer til Sardinien den 21. juni. Kan du ikke have et glas rødvin klar til os.” Uheldigvis var der en misforståelse. For svaret fra Antonio lød, “Bob, jeg er fra Sicilien, ikke Sardinien.” Vore billetter var således booket. Vore hotelværelser var klar. Min hustru var fyr og flamme. Vi skulle til Sardinien og derfor er vi her, og min eneste livline med Amerika er Internettet.
Dog er Sardinien fuld af overraskelser. Den lokale vin - både den røde og hvide - er rigtig gode og på en måde helt deres egne. Både de røde som hvide har medium ‘krop’ men ganske velsmagende. Fisk - det er trods alt en ø i Middelhavet - er lækre. Endelig så er tempoet på øen overkommeligt - lige det vi har brug for, skønt det ville have været mere underholdende sammen med Antonio.
På turen til Bosa, standsede vi i La Speranza, en meget hyggelig - ensomt liggende - strand for at tage en svømmetur og spise en god frokost, hvilket mindede mig om talemåden: “Man kan ikke få et dårligt måltid i Italien.” Som nævnt var stranden vidunderlig og italienerne der legede med deres børn gjorde hele sceneriet endnu bedre. Dog var der noget forstyrrende.
Nede langs stranden, mod nord, ligesom puttet smagfuldt ind, dog faktisk noget påtrængede var to vredt-udseende beton bygninger. Ved nærmere undersøgelse lignede de to pilleæsker med ildevarslende huller til maskingeværer. Jeg spurgte de muntre italienske livvagter, medlemmer af den nuværende generation hvad disse betonbygninger kunne være. De anede det ikke og de var sådan set også ligeglade med deres uvidenhed.
Creative Commons/Bundesarchiv (Hauke Folker, 1943)
Lidt senere gjorde vi holdt ved en strandrestaurant for frokost, der var tjenerne ældre end livvagterne og kunne huske Italiens fortid. En svarede, “Tyskerne.” Skællene faldt af mine øjne. Disse bygninger var tyske befæstninger. De og masser som dem i højdedragene ville have betydet store problemer for enhver invasion under 2. Verdenskrig.
Indbyggerne på Sardinien havde valgt ikke at fjerne dem. Det ville blive for dyrt. Vi klatrede op på de to kasser ved stranden og opdagede at de var beboet af nogen, komplet med lænestole og vasketøj til tørre. Endnu engang gør historien grin med Hitler.
Disse befæstninger kom aldrig i aktion i 2. Verdenskrig. Den 10. juli 1943 udførte De Allierede Operation Husky, man valgte at invadere Italien gennem Sicilien. Sardinien blev sparet. Ulig kasserne på kysten af Normandiet kom disse altså aldrig i aktion, hvilket gør dem til tavse mindesmærker over en frygtelig krig - mens de ser ned på de glade italienske familier, repræsenterer de krigen der kunne have været der. Kald det problemer i paradis.
About the Author
R. Emmett Tyrrell, Jr. is the founder and editor in chief of The American Spectator. He is the author of The Death of Liberalism, published by Thomas Nelson Inc. His previous books include the New York Times bestseller Boy Clinton: the Political Biography; The Impeachment of William Jefferson Clinton; The Liberal Crack-Up; The Conservative Crack-Up; Public Nuisances; The Future that Doesn't Work: Social Democracy's Failure in Britain; Madame Hillary: The Dark Road to the White House; The Clinton Crack-Up; and After the Hangover: The Conservatives' Road to Recovery.
http://spectator.org/articles/59839/nazis-beach
Ingen kommentarer:
Send en kommentar