At påføre civile tab var engang helt i orden for briterne
Samtidig med den britiske premierminister David Cameron adskillige gange har været fortaler for en våbenhvile i Gaza, og beskrev et angreb der ramte en skole som “forkasteligt,” og hans nye udenrigsminister Phillip Hammond karakteriserede situationen som “i den grad utålelig” har premierministeren stædigt været imod at fordømme Israel under Operation Pretective Edge.
Tirsdag trak Sayeed Hussain Warsi sig, en buttet pakistansk advokat der blev udnævnt som minister uden portefølje og blev udnævnt til House of Lords og gjort minister for “Religion og minoriteter, for netop at fremvise hvor menneskeligr og multikulturalistiskr Torier er.
Og selvom de militære operationer på landjorden er afsluttet går Camerons koalitionspartner Liberal Democrats og Tory medlemmer nu ind for en suspension af våbeneksportlicenser. Nedgørelsen af Cameron af venstrefløjen har i mellemtiden nået helt nye højder.
I midten af juli måned demonstrerede 45000 mennesker foran Israels Ambassade vest for Kensington Park. Det palæstinensiske flag har vejret over Glasgow og andre rådhuse. Endnu mere foruroligende er de indledte boycotts. Edinburgh Festival annullerede optræden af israelske kompagnier. Lancet forbød artikler af israelske forskere. National Union of Students støttede BDS.
For ikke så mange år siden havde briterne en helt anden indstilling. Da missilerne regnede ned over landet, stillede ingen spørgsmål ved landets ret til at gå i flæsket på de som angreb det.
Da foråret sluttede i 1941 var Battle of Britain slut. De engelske byer var ikke længere plaget af tyske bombere. Men raketter blev affyret mod U.K. fra baser i det nordlige Frankrig, Belgien og Holland, først V1 “buzzbomberne” og derpå V2’erne.
Naturligvis var briterne ikke tilfreds med blot at ramme affyringsstederne, vanskeligt nok, da missilerne hele tiden blev flyttet rundt. Fra en kort og succesrig kampagne med strategisk bombning, hvor militærfaciliteter og ammunitionsværker var målet skiftede briterne strategi - brandbomber mod civile.
Det var en hel del lettere at ramme et bycenter end en våbenfabrik, depoter, dæmninger eller jernbaner, og skiftet i strategien blev hurtigt fundet fornuftigt. Arbejderne ville være “uden hjem” og dermed ville krigsproduktionen blive forstyrret. Ydermere ville den tyske moral blive brudt, og folket ville vende sig mod regimet. Som en Air Force Staff avis udtrykte det:
Det ultimative mål for et angreb mod et byområde er at knække befolkningens moral. For at sikre dette skal vi opnå to ting: 1) Vi skal gøre byen fysisk ubeboelig, og 2) vi skal sætte befolkningen i en konstant angstsituation. Det øjeblikkelige mål er derfor tofoldigt, nemlig at skabe a) ødelæggelse og b) dødsangst.
Amerikanerne gik skridtet videre. Overbevist om Norden bombesigtets effektivitet og de 13 maskingeværer monteret 8 steder på B-17 maskinerne - de Flyvende Fæstninger - fortsatte U.S. 8th Air Force med at bombe strategiske mål i fuldt dagslys. De tyske jagerfly viste sig effektive mod F 17, men Air Force fortsatte bombeturene i dagslys for at Mustangs- og Thunderbolt jagerflyene kunne nedskyde Luftwaffe. Inden længe have tyskerne mistet suveræniteten i luften.
Samtidig gik briterne efter de civile, kvinder, børn og de ældre. Byer uden nogen militær betydning blev ramt, f.eks. Lübeck og Rostock. De meste ødelæggende angreb var på Hamburg i juli 1943, hvor cirka 45000 civile belv dræbt. Senere i krigen, februar 1945, blev Dresden brandbombet på opfordring af Stalin og 25000 civile døde, og amerikanerne var med. (Goebbels overdrevne tal blev gentaget i årtier, men det var slemt nok.)
Til sidst havde godt over 600000 tyske civile mistet livet i luftangreb, cirka ti gange det antal som blev slået ihjel af tyske bombemaskiner og raketter.
Ingen talte om “proportionalitet.”
Missiler blev affyret mod briterne af en fjende der var forhippet på at udslette - ikke erobre - dem. Hitler truede med at drive briterne ud i havet.
For den britiske offentlighed var det en selvfølge at de havde ret til at knuse Tyskland især da Whitehall havde forsøgt så intenst af forsone det nationalsocialistiske regime. Regeringen havde forhandlet om land - dog ikke deres eget - for fred.
Ulig briterne i 2. Verdenskrig, og ulig dens fjende har IDF ikke civile som mål, og bestræber sig virkelig for at undgå at ikke kombattanter kommer i klemme.
Men hvis du tilhører den forkerte etnicitet - eller i tilfældet med George Zimmerman - den forkerte race -så er det at forsvare sig selv en forbrydelse. Civile dødsfald i Irak, Syrien noteres næppe. Muslimerne er de som dræber.
I Orwell’s 1984, hyldes de uskyldige i “Airstrip One” (Great Britain) med en årlig “Had Uge” i sensommeren. Ny synes det at være noget der sker hele året.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar