tirsdag den 30. september 2014

1. Verdenskrigs relevans for vor tid - Skræmmende ligheder

1. Verdenskrigs relevans for vor tid

       
                           
100 året for udbruddet af 1. Verdenskrig er blevet hilst med ikke så meget andet end en gaben af borgere i Vesten.                

Jovist er der, og kommer, de obligatoriske dokumentarfilm, de forsonende kram af Frankrigs og Tysklands ledere og mindeceremonierne der skal finde sted på Krigens vigtigste (blodigste) slagmarker.  

Men i det store og hele forbliver krigen ikke andet end en lidt vag erindring. Ingen mand eller kvinde der kæmpede på den tid er i live i dag og begivenheder der fandt sted mellem den 4. august 1914 og 11. november 1918 har i det store og hele stået i skyggen af udbruddet af en langt mere dybdegående konflikt der omsluttede verden 21 år senere.   

Men at undlade at anerkende betydningen af denne dato er det samme som at ignorere det som muligvis er den mest skelsættende begivenhed i verdenshistorien, en begivenhed der satte et århundrede med ekstraordinære menneskelig fremskridt i stå, og satte den politiske, økonomiske, kulturelle og sociale dagsorden for resten af århundredet.

Ikke en eneste mand, kvinde eller barn der er født i det århundrede eller som er i live i dag er uberørt af konsekvenserne ved 1. Verdenskrig, og at ignorere hvad krigsudbruddet har lært os om vor egen nutidige verden er en alvorlig og meget dyr fejl.

1. Verdenskrig er blevet kaldet en nytteløs krig, kendetegnet ved militær uduelighed og diplomatiske fiaskoer, hvor 10 millioner menneskeliv blev ofret til ingen verdens gavn. Krigens mest erindringsværdige slogans -- “Gør verden sikker for demokratiet” og “Dit land har brug for dig” er nu her bagefter blevet anset som blot letkøbt og tom propaganda som ingen i dag tror på.

Men hvad nu om de slogans var sande? Hvis nu om krigen, meget ligesom den langt mere skelsættende afsluttede konflikt der fulgte efter, faktisk drejede sig om forsvaret af en levevis og udformningen af menneskelig fremskridt? Hvad nu om, hvis den militante absolutisme som De Allierede styrker stod konfronteret overfor i 1914 kan afspejles i nogle af den frie verdens betydeligste udfordringer i dag?  

Vi bør så absolut ikke tage fejl, og dermed begå fejl: I den Islamiske Republik Iran, kan Vesten se direkte ind i øjnene på præcist den slags uhæmmet militarisme og hensynsløs opportunisme som man stod konfronteret med i begyndelsen af det 20. århundrede. Ikke at stå op imod dette med stor styrke vil medføre en katastrofe.

Før vi går over til den moderne tid kunne det imidlertid være en hjælp at se nærmere på spørgsmålet om, hvordan det var muligt for Europa at komme frem til de omfattende ødelæggelser, når så mange tilsyneladende sikkerhedsforanstaltninger var blevet oprettet af De Store Magter for at undgå det.

Siden aftalerne i Winerkongressen i 1815 og oprettelsen af Concert of Europe -- et traditionelt magtbalance system blandt de førende nationer i Europa -- havde man kunnet undgå en større kontinental krig ved flere lejligheder gennem fremme af statsdiplomatiet, udviklet af en række brillante ledere, som omfattede Prins Klemens von Metternich af Østrig, Charles Maurice de Talleyrand-Perigord fra Frankrig og Lord Castlereagh fra Storbritannien, som senere i århundredet blev efterfulgt at andre, såsom Lord Palmerston og Benjamin Disraeli. Sammen indførte disse mænd et system der ikke tillod nogen nation at blive for dominerende i Europa og således true den kontinentale fred.

Både Palmerston og især Disraeli havde set ødelæggelserne i Amerikas Civil War, og anerkendte udmærket, hvordan ny teknologi havde gjort at moderne krigsførelse med stor sandsynlighed ville føre til et frygteligt blodbad.

Med blomstrende økonomier, stadig større handel og med deres koloniimperier i vækst, var der et stadig ubehag blandt det 19. århundredes europæiske ledere over Napoleons krigenes ødelæggelser, de krige der havde plaget Europa i begyndelsen af århundredet.

Tilskyndelsen mod en varig fred kulminerede ved Haag Konventerne i 1899 og 1907, hvor man oprettede Convention for the Pacific Settlement of International Disputes, the Permanent Court of Arbitration, og the Convention with Respect to the Laws and Customs of War on Land -- der allesammen var udformet til at opbygge sikkerhedsgærder mod et udbrud af krig eller sikre, hvis en krig brød ud da ville denne militære konflikt ikke ende i barbarisme.

For slet ikke at nævne de familiemæssige bånd hos Europas monarker. I en bemærkelsesværdig opbygning af familiebånd knyttet til hinanden var lederne hos tre af De Fem Store Magter, kusiner, børnebørn af Storbritanniens Dronning Victoria. De havde kendt hinanden siden barndommen, omtalte hinanden med deres kælenavne og mødtes regelmæssigt til familiefester. Nevøer, kusiner, fætre mv. således lød den konventionelle visdom på den tid - ville ikke gå i krig mod hinanden.

Der var dog kræfter der arbejdede på at underminere Concert of Europe, og igangsatte en uundgåelig kollision med nationale interesser. Når vi erindrer at konceptet med krig i den europæiske tankegang altid var forbundet med ære, skabte fraværet af denne en slags national ‘kløe’ i mange europæiske lande, som kun kunne lindres ved en eller anden form for kampsports ånd.

Kejser Wilhelm II af Tyskland der var kommet på tronen i 1888 var legemliggørelsen at det han anså som selve den preussiske arv med tysk militarisme, der stammede helt tilbage fra Frederik den Store og længere tilbage til de teutoniske riddere og helt tilbage til Hunnerne der havde hærget Det Østromerske Imperium.

Hans anstrengelser for at opbygge Tysklands flåde til et niveau der kunne udfordre Storbritanniens herredømme på verdenshavene og gøre Tyskland stærk mod den ‘Slaviske’ plage mod Øst blev set på med stor ængstelse af Storbritannien og Frankrig der underskrev deres egen pagt (Entente Cordial i 1904) og som blev fulgt af en alliance med Rusland i august 1907 -- oprettelsen af den formidable Triple Entente.
{{{image_alt}}}

Den begivenhed der uden for al diskussion igangsatte 1. Verdenskrig var mordet på den Østrig-Ungarske ærkehertug Ferdinand i Sarajevo den 28 juni 1914. Tyskland havde dog på aggressiv vis forberedt sig på en kontinental krig i hvert fald i de sidste to års tid.

I 1961 afslørede den tyske historiker Fritz Fischer i sin bog Griff nach der Weltmacht  sensationelt et tidligere ukendt dagbogsnotat af Admiral Georg von Mueller fra 9. december 1912 der berettede om et uformelt møde med den tyske øverstkommanderende og Kejseren, hvori en kontinental krig i løbet af 18 måneder blev planlagt.

Hærens Stabschef Helmuth von Moltke fortælles der nævnte at “en krig er ikke til at undgå, og jo før des bedre.” Dagbogsnotatet konkluderede, at von Moltke blev overtalt til at udsætte krigen for at Flåden (Kriegsmarine) kunne blive bedre forberedt til udbruddet af fjendtlighederne.

Fischer understøttede sit argument med offentliggørelsen af September Programmet, et tidligere ukendt dokument udstedt af staben hos den tyske rigskansler Theobald von Bethmann-Hollweg i september 1914, der identificerede de tyske krigsmål.

Disse inkluderede en afvæbning af Frankrig, at store dele af Belgien og hele Luxemborg skulle opsluges i Det Tyske Imperium; skabelsen af en bufferstat i Polen (der skulle forblive under permanent tysk suverænitet), udvidelsen af de tyske kolonier i hele Centralafrika og indførelsen af et økonomisk forbund, som skulle repræsentere lighed, men faktisk domineret af Tyskland.

Man har ikke fundet sådanne dokumenter, der udstiller en lige så stor selvophøjelse og militant tilgang hos de andre større krigsførende magter i 1. Verdenskrig.

Hvis Den Store krig var en tysk krig, efterlader det os med vigtige spørgsmål om dens uundgåelighed og hvad det betød for fremkomsten af Nazismen. Hvis Tyskland var forhippet på ekspansion og indtage sin retmæssige plads som en verdensleder, og følte sig inddæmmet og hæmmet af de andre Store Magter, kunne noget så havde standset den Kejserlige Tyske Hærs march ind i Belgien i august 1914, eller på noget tidspunkt derefter?

Svaret er helt sikkert et Nej. Tysklands militære selvtillid var godt fyldt op efter det besejrede Frankrig i 1870; fulgt op af foreningen af de tyske stater det følgende år; sat i kraftig fremgang som en finansiel verdensmagt med Zollverein -- Tysklands succesrige økonomiske union -- var tysk nationalisme på sit højdepunkt og tyskerne - hierarkiske, beslutsomme, autokratiske og med meget lidt interesse i det liberale demokratis pænheder -- mente man ikke der var nogen grund til, hvorfor deres værdier og holdninger ikke skulle kunne konkurrere med Storbritanniens som de dominerende værdier i verden.

Konflikten mellem synet på verden gik ikke tabt for Adolf Hitler eller hans støtter. Faktisk synes nazisterne at have samlet det faldne banner fra Den Kejserlige Tyske Hær op, hvor det lå, og fremsatte et værdisæt der konkurrerede direkte med demokratierne og som de propaganderede for skamløst og intenst.

Nazisterne lærte helt sikkert nogle meget vigtige militære lektioner om underlæggelse af befolkninger der gjorde modstand af den Kejserlige Tyske Hær. Kejserens, ikke særlig godt kendte kampagne mod Herero og Namaqua stammerne i Sydvestafrika i 1904-07 var det første folkemord i det 20. århundrede og udførte med en metodik der ville have gjort Einsatzgruppen stolt. (Synopsis-kommentar - også tyskernes assistance med det armenske folkedrab i Tyrkiet bør erindres - læs denne på synopsis http://synopsis-olsen.blogspot.dk/2009/08/armeniens-golgata.html )
German genocide namibia 300x180 photo
Og skulle nogen betvivle den ideologiske forbindelse mellem Kejser Tyskland og Naziregimet så lad dem huske, at blot nogle få uger efter han blev tvunget til at abdicere gav Wilhelm en antydning af den moralske afgrund som den tyske stat skulle havne i blot 14 år senere. I et brev til feltmarskal August von Mackensen, den 2. december 1918 hvor han beklagede sin abdikation som den “dybeste, mest forfærdelige skam der er overgået en person i historien, tyskerne har gjort mod dem selv ... opmuntret af og vildledt af Judas stamme ... lad ingen tysker glemme dette, eller dvæle før disse parasitter er blevet udslettet og ødelagt fra tysk jord!”

I det samme brev var Wilhelm fortaler for en “regulær international verdensomspændende pogrom a la Russe” som “den bedste kur,” og mente yderligere, at jøderne var “en plage som menneskeheden burde skaffe sig af med på en eller anden vis. Jeg mener det bedste ville være med gas!”

Set i dette lys var 1. Verdenskrig en desperat konflikt mellem to diametralt rettede opfattelser af fremgang i verden. Kampen mellem disse konkurrerende ideologier og idealer skulle opsluge verden i første halvdel af det 20. århundrede og derpå fortsætte ind i den 2. Verdenskrig og så Den Kolde Krig - krigen mod kommunismen.

Men efter langt om længe at have vundet en krig der har varet 75 år mod - fascismen/totalitarismen - har Vesten måske udmattet af den pris det har kostet, og med sin selvbevidsthed og moral i alvorlig grad rystet, været helt og aldeles uforberedt til at konfrontere fremkomsten af en tredje ‘plage’ hvis militante indstilling og opbygning truer Vestens overlevelse.

Lighederne mellem Wilhelms Tyskland og fremkomsten af Den Islamiske Republik Iran -- og den form for militant Islam det repræsenterer giver minder: Den samme følelse af national ret; den samme følelse af at man er frataget sin rette plads i verdens forhold; den samme vrede mod den dominante verdensmagt; den samme provokerende udenrigspolitik; den samme villighed til på hensynsløs vi at spille på en militær konfrontation, som man ikke kan vinde, og den samme beslutsomhed for at få sine værdier indført som erstatning for fjendernes dominerende sæt af værdier i verden.

I dag har det moderne Tyskland erfaret at det kan udøve dominans uden militær erobring og Tysklands åbenbare suverænitet over Europa er på sæt og vis blevet budt velkommen som en stabiliserende faktor på et kontinent, der ellers kunne se ud til at have mistet sin grundvold. Iran og satellitorganisationerne som landet kontrollerer vil måske komme til at stå ansigt til et totalt nederlag og afvæbning før landet kommer til erkendelse af, at det har den samme mulighed som Tyskland.

1. Verdenskrig, elendigt udkæmpet, endnu mere elendigt afgjort, og husket af de helt forkerte grunde burde i dag erindres for hvad den var -- en nødvendig krig udkæmpet retmæssigt lige så meget over værdier som over territorium og efterladende os med den overbevisning at hensynsløs militarisme aldrig bør ignoreres eller gøres grin med.

Samtidig med at millioner af vore unge mænd ikke burde være dømt til at dø i mudderfyldte, lusebefængte skyttegrave løber vi risikoen for at betale en endnu højere pris, hvis vi fortsat er forbeholdne overfor at erkende den direkte udfordring der er mod det sæt af værdier som vor civilisation blev grundlagt på og derpå undlader at opbygge den militær vilje til at forsvare det..

Avi Davis is the President of the American Freedom Alliance in Los Angeles

http://americanthinker.com/2014/08/the_first_world_wars_relevance_to_our_times.html

mandag den 29. september 2014

Israel står bag ISIS - ny konspirationsteori

Vil Islam erkende sin interne krise?

Muslim har levet så længe med regeringer de ikke kan stole på, at rygtemøllen er deres kilde til information.

Konspirationsteorier har favoritstatus som forklaring på alle verdens rædsler. Hvis man ikke kan give Allah skylden så må man finde en anden.

Den nyeste konspirationsteri stammer fra Holland, hvor en muslimsk kvinde, Yasmina Hifi, der arbejder i Hollands Justits- og Sikkerhedsministerium har givet os følgende: “Islamisk Stat er slet ikke islamisk. Faktisk er den en jødisk sammensværgelse.”

Hun har tweetet at IS lederen Abu Bakr al-Baghdadi er Mossad agent og at konspirationen blev lavet for at få udstille Islam i et dårligt lys. Hvis jeg var hollænder ville jeg spørge: Hvem har dog ansat den dumme klovn?

Mossad behøver intet at gøre for at udstille Islam som den er. Religionen er i krise og grundene til at den ser så dårlig ud omfatter halshugninger og slalveholdelse af fange kvinder og børn. “Islamisk Stat” er blot endnu en fraktion der tiltrækker arbejdsløse unge mænd der keder sig og søger eventyr og bliver forsikret om at volden de forventes at udføre er helliggjort af deres religions oprindelse.
 
De to andre religioner i Vesten har undergået forandringer gennem tiden, udviklet sig fra primitive stammesystemer til religioner der fremmer god etisk opførsel og overholdelse af borgerlig lov. (Jødedommen og Kristendommen).

Disse religioner har gennemlevet reformationer og transformationer fra de mørkeste perioder i begyndelsen. Islam har ikke haft noget sådant. Islam begyndte processen med udvikling i løbet af de første århundreder af dens eksistens med fremkomsten af mange “skoler” der repræsenterede forskellige fortolkninger af religionen. Man begyndte at opbygge en lovstruktur og man indarbejdede metoder og ideer fra ikke-muslimer: Jøder, Kristne, Nestorianer, Persiske Zoroastrianere og end endog buddhister fra Centralasien. Disse bidragydere var med til at give den kortvarige “gylden æra” der prales så meget med af muslimer i dag.

Islam's lineære revolution blev slukket i det 13. århundrede af mongolske invasioner fra Øst og fra vilde muslimske invasioner af Spanien, af afrikanske fanatikere. Baghdad blev brændt ned og Spaniens Islamiske Gyldne tid - blev sort. Disse begivenheder sendte Islam ud i en søvn på 500 år, hvor deres engang så dominerende civilisation stod helt stille og var moden til at blive udnyttet af europæisk kolonisation.  
Et ikke anerkendt gode ved den europæiske kolonisation af muslimske lande var en opvågnen. Nogle ønskede at være med i processen med modernisering der endnu engang ville kunne sætte frigøre muslimsk talent. Uheldigvis valgte de fascistmodellen og nu stammemodellen. Hævn, fortørnelse, vild vold, og det allermest varme emne af dem alle, frigørelsen af kvinder har skabt et islamisk uhyre der ikke kan overleve.

Den hollandske muslimske kvinde, citeret i begyndelsen, kan bare ikke holde ud at tænke på, at hendes religion kan være så rædselsfuld som det ISIS praktiserer, dog er ISIS lige præcis i færd med at gendanne profeten Muhammads gerninger, og som hans tilhængere, i selvretfærdighed siger, Allahs. Koranen fortæller os at Profeten opmuntrede sine tilhængere til at “knække nakken på de ikke-troende” og “skære deres fingre af” (formodentlig for at forhindre deres fjender i at kunne bruge et våben, men unødvendigt dersom de allerede havde skåret hovedet af dem).

Profeten demonstrerede og dermed helliggjorte krigsmetoderne som vi kan se i dag: Bedrag (guerillakrig) og at give de besejrede muligheden for enten at konvertere, betale en afgift, eller dø. Dersom de ikke gik ind på hans krav - gjorde han det helt iorden ja, helligt, at slå alle mænd ihjel og tage alle kvinder og børn som krigsbytte, og lade benytte dem som “fangevogterne behagede.” Han udstødte også alle ikke-muslimske stammer fra Arabien, lige som ISIS gør nu.  

Boko Haram og ISIS følger ikke kun disse metoder, men de kræver at alle muslimer følger trop eller møder konsekvenserne. Deres øjeblikkelige succes giver ikke kun verden, men den muslimske verden, en chance for at se hvad det 7. århundredes Islam virkelig går ud på. Uden en reformation, en renæssance - så er det dette de alle får.

Resten af verden vil ikke bare vente. Dette er begyndelsen på en global krig mod det som Islam er blevet. Gode muslimer overalt har bare at bekæmpe ISIS, Boko Haram, Det Muslimske Broderskab og Hamas. Hvis de ønsker deres religion skal overleve, så må de skabe et moderne Islam der kan mere end blot ødelægge. Det er krisetid.

FamilySecurityMatters.org Contributing Editor Dr. Laina Farhat-Holzman is a historian, lecturer, and author of How Do You Know That? You may contact her at Lfarhat102@aol.com or www.globalthink.net.


søndag den 28. september 2014

En sand giftormegård i Mellemøsten

En ormegård i Mellemøsten

                               

       
“Når krig en gang er påtvunget os, er der intet andet alternativ end at anvende ethvert tilgængeligt middel til at få den hurtigt afsluttet. Selve krigens hensigt er - sejr - ikke en langvarig ubeslutsomhed.”
Således sagde general MacArthur i nogle af de klogeste råd den gamle soldat nogensinde gav sine landsmænd.    

Alligevel synes “langvarig ubeslutsomhed” at være essensen af den krig præsidenten har påbegyndt for at “nedkæmpe og udslette” Islamisk Stat.

For efter blot en nat med bomber i Syrien blev general Bill Mayville, lederen af operationerne bedt om at vurdere hvor lang tid denne nye krig ville vare, han svarede; “Jeg ville tro årevis.”
“Årevis” sagde generalen.

Og selvom vi allerede bomber tungt har præsidenten ingen Kongres godkendt myndighed for denne krig i Syrien.

Selv Republikanerne er lunkne over for at stemme for en krig i Syrien før valgene i november. En tredjedel af Husets Republikanerne stemte Nej til at bevæbne og træne de syriske oprørere. Demokraterne er endnu mere forbeholdne.
A basket of snakes

Og hvordan skal vi kunne “ødelægge” ISIS når Obama har udelukket U.S. land kamptropper og ikke en eneste NATO eller arabisk allieret har tilbudt at sende landtropper?

Tænk, Tyrkiet. Med sin hær på 400000 mand, 1000 fly, 3600 tanks, 3000 artillerikanoner og masser af morterer er Tyrkiet det største militærmagt i Mellemøsten og ville kunne lave hakkebøf ud af Islamisk Stat.

Hvorfor har de så ikke gjort det?

Fordi Tyrkiets præsident Erdogan afskyr præsident Assad i Syrien og har vendt det blinde øje til mens frivillige, herunder tyrkere, har krydset grænsen til Syrien for at slutte sig til ISIS. Indtil nu har denne NATO allierede været en stiltiende partner med ISIS. Og selv nu, har Ankara ikke meldt sig frivilligt til at bekæmpe Islamisk Stat.

For Tyrkiet er overvejende Sunni og mange sunnier ser Islamisk Stat som en hensynsløs, men effektiv allieret mod en Shia trussel repræsenteret ved Teheran, Baghdad, Damaskus og Hezbollah.

Hvis den tyrkiske hær ikke vil intervenere i Syrien mod ISIS, og hvis Obama har udelukket U.S. landtropper i irak eller Syrien, hvor skal soldaterne så komme fra til at afmontere Islamisk Stat fra dets territorium på størrelse med Indiana de har indtaget?

Kurderne han holde Erbil med U.S. luftstøtte. Iraks regime støttet af dets Shia militser kan holde Baghdad. Man kan den irakiske hær generobre Fallujah, Mosul eller Anbar, som de for nylig flygtede fra?

Hvem er den større kampstyrke i Syrien der i årevis har holdt skansen mod ISIS? Svaret: Syriens Hær, Hezbollah tropper fra Libanon og iranerne, støttet af Putins Rusland.

I forhånelsen af Islamisk Stat for halshugningerne af to amerikanere og en britisk hjælpearbejder erklærede Obama i FN:

“Der kan ikke tales fornuft med - ingen forhandling - med denne Ondskabens manifestation. Det eneste sprog der forstås af disse drabsmænd er magtens styrke. Derfor vil United States of America arbejde med en bred koalition for at afmontere dette dødens netværk.”

Stærke ord, nogle af de stærkeste fra vor Nobel Freds Pris modtagende præsident i seks år.

Dog har det i tre år været det NATO allierede Tyrkiet og de arabiske allierede som Saudi Arabien og Qatar der i al hemmelighed for hjulpet dette “dødens netværk.” Og det har været Assad, Hezbollah, Iran og Rusland der har kæmpet imod dette “dødens netværk.”
 


For et år siden var der udbredt enighed i det amerikanske folk om kravet til at Obama og John Kerry holder os ude af Syriens borgerkrig, og især at de ikke påbegynder deres trussel om at bombe Bashar Assads hær.

Havde det ikke været for Assad, Hezbollah, Iran og Rusland kunne ‘dødens netværk’ som Obama med fuld ret tog afstand fra på podiet i FN, ikke alene have fået oprettet sit kalifat, ikke kun i Raqqa, men også Damaskus.

Før vi involverer os endnu mere i Syrien har Kongressen brug for at debattere og stemme om bemyndigelse til denne nye krig.

For denne krig mod Islamisk Stat forekommer, for nogle i den bloddrukne region, ikke så meget en krig om det gode mod det onde, men den første af adskillige krige de ønsker Amerika skal kæmpe.

For dem skal Islamisk Stat ødelægges af amerikanerne. Så skal Assad regimet bringes på knæ af amerikanerne. Så skal Iran smadres af amerikanerne. Alle i Mellemøsten synes hele tiden at tænke på en eller anden ny krig amerikanerne skal udkæmpe.

Hvor mange sådanne krige er i vor vitale interesse?

Selvom, Islamisk Stat, unægteligt har vist sit grumme, grimme ansigt med deres halshugninger af uskyldige og dets massakrer på soldater der har overgivet sig, så lad os ikke glemme at vore allierede opmuntrede disse uhyrer, mens vore modstandere som vi har betegnet terrorister og statssponsorer af terror bekæmpede dem.

Lord Palmerston havde fat i det helt rigtige da han sagde at Storbritannien ikke har nogen permanente venner, ingen permanente fjender, kun permanente interesser.

De interesser burde afgøre vor politik.

Patrick J. Buchanan is the author of the new book “The Greatest Comeback: How Richard Nixon Rose From Defeat to Create the New Majority.”


lørdag den 27. september 2014

En ægte betonløsning

En beton løsning

Vi er i 1920’erne. Wright Brødrene havde fløjet for blot to årtier siden og alt er stadig i sin spæde begyndelse. Jernbanen er den altdominerende rejseform i USA, men Post Service er gået i luften for at få posten hurtigt rundt i landet. Den kaldes Transcontinental Airmail Route. Den går fra New York til San Francisco, som det kan ses på kortet.



Man har dog et kæmpeproblem. Der er nemlig ikke særlig mange flyvekort og udover det er flyenes instrumenter ikke særlig pålidelige. Piloterne benytter sig af synlige kendetegn i landskabet  for at regne ud, hvor de befinder sig og hvor de er på vej hen. Fornuftigt nok.

Der er blot det at det ikke duer hele tiden. Mange af de områder flyene passerer er sletteområder uden særlige kendetegn, bakker mv, og næsten umulige at skelne fra hinanden. Hvad skulle Postal Service gøre?

Pile.

I dette tilfælde gigantiske udgaver i der pegede i den rette retning og var synlige fra luften.  

Sådan så de ud på jorden.

Hver cirka 17 kilometer skulle piloterne passere en gul betonpil. Hver pil var omgivet af et ståltårn på 51 feet og oplyst af en roterende lampe. (En generator sørgede for strøm). Nu kunne postflyveren komme fra Atlanterhavet til Stillehavet, på blot cirka 30 timer og altså ikke de uger det førhen havde taget.  

Kongressen godkendte disse flyindikatorer i 1923 ifølge The Verge, og næste år kom de første. Man begyndte i Ohio og gik videre til Wyoming. Inden årtiet var, forbi var hele ruten lagt ud på jorden, og signalerede til de flyvende postbud, hvilken vej - og det varede ved i over 10 år.

I 1940’erne havde de teknologiske fremskridt imidlertid gjort disse betonpile overflødige og man vedligeholdt dem ikke. Den gule farve falmede og stål tårnene blev anvendt til andre ting, da meget af stålet skulle benyttes i USA’s militære opbygning da man gik ind i 2. Verdenskrig. Men pilene er tilbage, trods de mange steder er groet til med ukrudt.

Bonus Fakta: Den 8. august 1988 spillede Chicago Cubs deres første hjemmekamp om aftenen (uofficielt blev den ødelagt af regnvejr). Wrigley Field deres hjemstadion havde ikke lys, og var det sidste større Major League uden lys.

Årsagen til at man ikke havde lys var talrige, med lokalpolitikere der henholdt sig til servitutter der var imod. Men det var slet ikke den oprindelige årsag. Holdet havde haft til hensigt at installere lys før sæsonen 1942, men da japanerne angreb Pearl Harbor december 1941, blev stålet der skulle bruges til lysprojektørerne benyttet i krigsproduktionen.